Til støtte for annullationsspørgsmålet har sagsøger indskrænket sig til at gøre rede for, af hvilken grund denne anser den af selskabet opkrævede importafgift for at være i strid med fællesskabsretten. I henhold til reglen om beregning af importafgiften har sagsøger taget udgangspunkt i en mindstepris på 150 RE i stedet for 130 RE, hvilket giver en importafgiftssats på 126,41 DM i stedet for den importafgiftsats på 190,77 DM, der blev anvendt. Sagsøger rejser således krav om, at der anvendes en bestemt importafgiftsats.

Der er gode grunde til at tro, at artikel 8 i forordning nr. 823/68 falder ind under de særlige regler, som er nævnt i artikel 14, stk. 6 i forordning nr. 804/68. I øvrigt falder dette spørgsmål sammen med spørgsmål 4 punkt c).

På trods af, at sagsøger indgav adskillige begæringer, som var dokumenteret, gennemførte Kommissionen ingen foranstaltning med henblik på en tilpasning af mindstepriserne i forbindelse med prisfastsættelserne for produktionsåret 1976/1977. Der blev således reelt opkrævet en for høj afgift for fåreost.

Kommissionen har som følge heraf gjort sig skyldig i magtfordrejning:

Sagsøger støttede sit andragende på en mindstepris på 150 RE. Dette skete med hjemmel i artikel 8 i forordning nr. 823/68. Ifølge denne bestemmelse burde Kommissionen i henhold til sin skønsmæssige beføjelse have forhøjet tilbudsprisen franko grænse for mejeriåret 1976/1977 til mindst 150 RE for at kunne tage hensyn til den faktiske prisstigning og forhøjelsen af tærskelpriserne.

Rådet bemærker, at Finanzgericht Berlin ved formuleringen af spørgsmålene og deres begrundelse i vidt omfang har fulgt de anbringender, som er gjort gældende i stævningen i hovedsagen; retten har herved begået flere fejl.

Således drejer hovedsagen sig kun om fåreost under position 04.04 E. I b) 4 og ikke om kaschkaval under position 04.04 E. I b) 3. Da importafgiftsreglerne for disse to varegrupper ikke er ganske identiske, bør Domstolen kun besvare de stillede spørgsmål i det omfang, spørgsmålene vedrører fåreost.

De stillede spørgsmål anfører ikke tilstrækkeligt detaljeret den begrebsmæssige sondring mellem de to importafgiftsordninger, som findes inden for mælk og mejerisektoren, jf. forordning nr. 804/68.

Grundlaget for den generelle ordning for beregning af importafgiften findes i artikel 14, stk. 3, 2. afsnit, hvori det hedder: for så vidt importafgiften ikke fastsættes i henhold til særlige bestemmelser, er den for produkterne i en gruppe lig med ledeproduktets tærskelpris, nedsat med dettes pris franko grænse. Denne ordning anvender begrebet produktgrupper, som er hjemlet i artikel 14, stk. 3, 2. afsnit i forordning nr. 804/68, og som, på grundlag af denne artikels stykke 6, 1. tankestreg, blev optaget i forordning nr. 823/68; dette begreb omfatter et ledeprodukt og de tilknyttede produkter, som består af handelsmæssigt tilstrækkeligt sammenlignelige kendetegn. De afgørende faktorer for beregning af importafgiften, selv for et tilknyttet produkt, er den af Rådet for ledeproduktet årligt fastsatte tærskelpris og den, ligeledes alene for ledeproduktet, fastsatte pris franko Fællesskabets grænse. Den faktiske tilbudspris, franko Fællesskabets grænse for det tilknyttede produkt er i princippet uden betydning for beregningen af den importafgift, der opkræves for dette produkt.

For enkelte produkters vedkommende kan importafgiften i henhold til artikel 14, stk. 3, 2. afsnit i forordning nr. 804/68 også fastsættes efter særlige regler. I praksis er det kun tilknyttede produkter, der her kan komme i betragtning. Kompetencen til at udstede sådanne regler ligger hos Rådet, der træffer afgørelse efter forslag fra Kommissionen. Rådet har et vidtgående skøn her, som kun er begrænset af de generelle mål i grundforordningen og af de traktatbestemmelser, som udgør forordningens hjemmel.

På dette grundlag har Rådet i artiklerne 2-8 i forordning nr. 823/68 udstedt nogle særlige regler af meget forskellig art for beregningen af importafgiften for en række produkter, der hører under forskellige produktgrupper. Den første særregel om fåreost fandtes i Rådets forordning nr. 2307/70 af 10. november 1970 om ændring af forordning nr. 823/68 (EFT 1970 s. 676; org.ref. JO L 249, s. 13). Formålet med denne særregel var at gøre det muligt at nedsætte importafgiften for fåreost i forhold til den importafgift, der blev beregnet efter den generelle ordning for ledeproduktet, i betragtning af førnævnte produkts typiske egenskaber. Bestemmelsen er flere gange blevet ændret i takt med markeds- og prisudviklingen, uden at dens struktur og grundlæggende funktion — nedsættelse af importafgiften — er blevet ændret. Bestemmelsen var i kraft i sommeren 1976 i den formulering, der gjaldt efter forordning nr. 467/75. Ifølge artikel 2 i denne forordning er importafgiften pr. 100 kg af et produkt, henhørende under position 04.04 E - I. b) 4, i forhold til tredjelande, med hensyn til hvilke det konstateres, at prisen for dette produkt med oprindelse i og indført fra dette tredjeland ved indførsel i Fællesskabet ikke ligger under 115 RE pr. 100 kg, lig med tærskelprisen nedsat med 130 RE. I sommeren 1976 var tærskelprisen 189,25 RE pr. 100 kg. På grundlag heraf blev den importafgiftssats på 59,25 RE udregnet, som blev anvendt over for firmaet Balkan-Import-Export GmbH.

Den af selskabet Balkan-Import-Export GmbH fremførte argumentation støtter sig her på den generelle importafgiftsordning, skønt der findes særlige regler for det foreliggende tilfælde. Selskabet har rejst krav om anvendelse af følgende regel: importafgift = ledeproduktets tærskelpris nedsat med det tilknyttede produkts pris franko grænse.

Det er imidlertid formålet med importafgiften at hæve et produkts tilbudspris ved grænsen til det niveau, som ønskes inden for Fællesskabet. Beregningen af importafgiften som forskellen mellem disse to størrelser må derfor til enhver tid fastsættes for et samme produkt. Det er derfor konsekvent, når artikel 14, stk. 3, andet afsnit i forordning nr. 804/68 henviser til ledeproduktets tærskelpris og pris franko grænse. Når lovgiver af administrative grunde og af hensyn til de handelsmæssige tilstrækkeligt sammenlignelige kendetegn har sat de tilknyttede produkter i relation til disse størrelser i henseende til importafgiften, har han herved blot villet give udtryk for, at importafgiften for disse produkter skal være den samme som for ledeproduktet; lovgiver har imidlertid ladet den mulighed stå åben, at disse produkters faktiske tilbudspriser franko grænse bevæger sig mere eller mindre tydeligt over eller under den tilsvarende pris for ledeproduktet.

Det er i strid med ordningen at beregne importafgiften for et tilknyttet produkt som forskellen mellem ledeproduktets tærskelpris og det tilknyttede produkts faktiske tilbudspris franko grænse.

Det væsentlige er, at de særlige importafgiftsregler for fåreost ikke har nogen forbindelse med begrebet pris franko grænse i artikel 14, stk. 3 i forordning nr. 804/68. Det beløb på 130 RE i artikel 2 i forordning nr. 467/75, som skal fradrages tærskelprisen ved beregningen af importafgiften, har ingen retlig forbindelse med den fastsatte pris franko grænse. Det samme gælder for den mindstepris på 115 RE, som er fastsat i nævnte bestemmelse. Den fastsatte pris franko grænse spiller derfor en lige så ringe rolle for importafgiften i den foreliggende sag som den af sagsøger faktisk betalte tilbudspris franko grænse eller den markedspris, der gælder ved Fællesskabets ydre grænser.

Det karakteristiske for de særlige regler, der henhører under Rådets frie skøn, er, at de kan fravige det generelle princip (importafgift = tærskelpris nedsat med prisen franko grænse), hvorved det er overladt Rådet at fastsætte omfanget heraf. Det står også Rådet frit at øve indflydelse på et bestemt produkts pris inden for Fællesskabet ved at udstede særlige regler om importafgiften for dette produkt, blot Rådet herved holder sig inden for grundforordningens retningslinjer og inden for rammerne af EØF-traktatens artikel 39, 42, 43 og 110. Rådet ser ingen holdepunkter for at antage, at dets kompetence skulle være overskredet hverken ved den oprindelige udstedelse af de særlige regler, ved de senere tilpasninger eller selv ved den blotte undladelse af at foretage de ændringer, som ifølge sagsøger var nødvendige.

De særlige regler om fåreost samt hyppigheden og omfanget af de senere ændringer har ikke blot skyldtes fåreostens typiske egenskaber, men også Fællesskabets handelspolitiske interesser over for visse producentlande. Sådanne overvejelser fører i fællesskabsretten ofte til en nedsættelse af i øvrigt — med hjemmel i generelle regler — gældende importafgiftssatser. En bevidst undladelse af senere at tilpasse sådanne særregler til ændrede prisforhold er udtryk for, at Fællesskabets handelspolitiske interesse i at imødekomme tredjelande er blevet mindre.

I øvrigt er forskellen mellem importafgiften for fåreost ifølge den generelle ordning og det nedsatte beløb i henhold til den særlige regel i forordning nr. 467/75 ikke blevet mindre i tiden forud for sommeren 1976; det lå konstant på omkring 60 RE.

Det første spørgsmål skal derfor under alle omstændigheder besvares benægtende.

Reglerne om importafgiften for fåreost i artikel 8 i forordning nr. 823/68 går ud på afgiftsfastsættelse efter sådanne særlige regler, som omhandles i artikel 14, stk. 3, 2. afsnit og stk. 6, anden tankestreg i forordning nr. 804/68.

Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at artikel 8 i forordning nr. 823/68 er en bestemmelse, som falder inden for den generelle importafgiftsordning, er spørgsmålet uden genstand.

Med dette spørgsmål ønskes det i øvrigt fastslået, at Fællesskabets organer har undladt at opfylde visse pligter. Spørgsmålet angår hverken gyldigheden eller fortolkningen af en retsakt i den betydning, der er forudsat i traktatens artikel 177.

Kommissionen anfører, at Finanzgericht Berlin ikke ganske har kunnet frigøre sig fra de misforståelser af materiel karakter og de terminologiske fejl, der findes i stævningen til hovedsagen. Kommissionen opridser derfor grundtrækkene i den pågældende importafgiftsordning i henhold til forordningerne nr. 804/68, 823/68 og 1073/68.

De gældende regler for beregning af importafgiften pålægger hverken Kommissionen eller Rådet at beregne importafgifterne for fåreost på grundlag af de indkøbs- eller tilbudspriser, som sagsøgeren faktisk har betalt.

Den af sagsøger importerede fåreost er et tilknyttet produkt under gruppe 11. Den importafgift, der normalt opkræves efter artikel 14 i forordning nr. 804/68, udregnes alene på grundlag af markedsvilkårene og priserne franko grænse for denne gruppes ledeprodukt (ost af typen Gouda), og ikke efter forskellen mellem tærskelprisen for denne type ost og den importpris, som sagsøger har betalt for fåreost.

Den importafgiftsordning, der har været gældende for dette osteprodukt siden forordning nr. 2307/70 trådte i kraft, jf. artikel 8 i forordning nr. 823/68, er helt uafhængig af de nævnte importpriser. Der opkræves et fast beløb, som er fastsat på lang sigt, og som afpasses efter behovet for beskyttelse af Fællesskabets marked. Der er ikke forudset regler for en løbende tilpasning af dette beløb til svingningerne i de importpriser, som sagsøger har betalt, de er ikke nødvendige, og de er ikke hidtil blevet udstedt.

Mindstepriserne i artikel 8 angiver kun det mindste niveau for importpriserne, der anses for nødvendigt til beskyttelse af Fællesskabets marked. De giver eksportlandene fuld frihed til at forsøge at opnå højere eksportindtægter og -priser.

Der findes ikke nogen handelsaftale mellem Bulgarien og Fællesskabet, som forpligter Rådet til et tilpasse de i artikel 8 anførte værdier. I hvert fald kan sagsøger ikke støtte nogen ret på sådanne forpligtelser.

Ej heller det af sagsøger fremførte argument om magtfordrejning kan danne grundlag for et retligt krav på nedsættelse af importafgifterne:

Artikel 8 er middel i den fælles handelspolitik over for tredjelande, hvormed Fællesskabet imødekommer visse eksportlandes interesser. Det er ikke nogen regel, hvormed Fællesskabet opfylder sine forpligtelser over for enkelte importører, som disse kan kræve gennemført ad retslig vej. Ved den skønsmæssige afgørelse af, om og i hvilket omfang importen af bulgarsk fåreost skal fremmes gennem en præferencemæssig importafgift, skal Rådet afveje Fællesskabets handelspolitiske interesser over for de mål, der forfølges med den fælles landbrugspolitik, men skal ikke indordne sin politik efter en enkelt importørs behov.

Der findes ikke nogen holdepunkter for at antage magtfordrejning. Markedssituationen for mejeriprodukter er ikke blevet forbedret i de senere år, og afsætningsmulighederne er ikke blevet forøget i takt med den stadig stigende egenproduktion af fåreost. På grund af de stigende vanskeligheder for eksport af fåreost fra Fællesskabet har Kommissionen ikke yderligere villet begunstige importen af bulgarsk fåreost, der i forvejen har meget gunstige vilkår.

Selv om der skulle være begået magtfordrejning ved fastsættelsen af de i artikel 8 nævnte priser og beløb, og den af sagsøger opkrævede importafgift herved være blevet ugyldig, betyder dette ikke nødvendigvis, at importafgiften skal beregnes på grundlag af den faktisk betalte importpris. Hvis retlige grunde fører til, at de særlige regler i artikel 8 ikke finder anvendelse, gælder den importafgift, som er fastsat i henhold til artikel 14, stk. 3 i forordning nr. 804/68.

Der blev ikke fastsat nogen pris franko grænse for den fåreost, der blev importeret af sagsøger, idet der var tale om tilknyttede produkter. Importafgiften for produkter i gruppe 11 er derimod lig med ledeproduktets tærskelpris, nedsat med dennes pris franko grænse. Dette er den normale importafgiftsordning efter artikel 14, stk. 3 i forordning nr. 804/68.

Efter artikel 14, stk. 3 i forordning nr. 804/68 finder den importafgift, der er fastsat her, kun anvendelse, for så vidt importafgiften ikke fastsættes i henhold til særlige bestemmelser. Artikel 8 i forordning nr. 823/68 er udelukkende en sådan særlig bestemmelse. Reglen heri har intet at gøre med prisen franko grænse, som tjener som grundlag for beregningen af den normale importafgift.

Helt bortset fra, at Rådet ikke er forpligtet til, inden for rammerne af sine egne lovgivningsbeføjelser, at overholde de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen har vedtaget efter bemyndigelse fra Rådet, kan anvendelsen af artikel 8 i forordning nr. 823/68 allerede rent begrebsmæssigt ikke være i strid med reglerne i forordning nr. 1073/68 om beregningen af priserne franko grænse.

Dette spørgsmål er uden genstand.