Kommissionen henholder sig imidlertid til Domstolens afgørelse vedrørende afgrænsningen af et erstatningssøgsmål overfor et søgsmål til udbetaling af et pengebeløb.

Kommissionen fremhæver desuden, at sagsøgerne med den subsidiære påstand ønsker erstatning i form af naturalopfyldelse. Dette er imidlertid såvel efter tysk ret som de fleste andre medlemsstaters ret ifølge Kommissionen udelukket ved erstatningssøgsmål mod offentlige myndigheder. Helt uafhængig heraf må denne påstand imidlertid også af andre grunde afvises. Skulle den forstås sådan, at sagsøgerne tilstræber udstedelse af visse almengyldige forordninger, måtte søgsmålet afvises efter EØF-traktatens artikel 175, stk. 1 og stk. 3, da der ikke er tale om retsakter, som er rettet til sagsøgerne; et søgsmål, som må afvises efter artikel 175, kan ikke fremmes til realitetsbehandling via artikel 215.

Såfremt der med påstanden tilstræbes udstedt en afgørelse, der særlig begunstiger sagsøgerne, må sagen imidlertid også afvises efter traktatens artikel 175, stk. 3, eftersom sagsøgerne ønsker at udvirke en afgørelse, som ikke er rettet til dem, men til Forbundsrepublikken Tyskland, kongeriget Belgien og kongeriget Nederlandene.

Sagsøgerne anfører, at den subsidiære påstand alene har til formål at spare Domstolen for bevisførelse af, hvorvidt sagsøgerne i den i sagen omstridte periode har fremstillet og solgt gritz, som er bestemt til bryggeriindustrien. Sagsøgerne tilføjer, at de ikke vil opretholde den subsidiære påstand under de mundtlige forhandlinger, såfremt Rådet og Kommissionen undlader at imødegå dette punkt.

Endelig rejser Rådet det spørgsmål, om Domstolen ikke i det foreliggende tilfælde kunne anse erstatningssøgsmålene for at være passivitetssøgsmål, der er anlagt af en privat, og hvorved Rådet pålægges at udstede en generel retsakt. Også et sådant søgsmål måtte efter fast praksis ved Domstolen afvises.

Artikel 4 i forordning nr. 1570/78 krænker således lighedsprincippet i det omfang, den ikke bestemmer, at der med tilbagevirkende kraft skal udbetales produktionsrestitutioner til kvældemel for denne periode.

Efter sagsøgernes opfattelse er Fællesskabets institutioner derfor pligtig at betale erstatning i dette omfang.

Sagsøgerne tilføjer, at de undlod at forhøje deres salgspriser p.g.a. produktionsrestitutionens ophævelse for at kunne forblive konkurrencedygtige over for majs- og hvedestivelse.

Sagsøgerne anfører endelig, at de nedlagde den subsidiære påstand for at spare Domstolen for bevisførelse og for at fremskynde sagen; påstanden gør det muligt uden bevisførelse at afgøre det eneste omtvistede principspørgsmål, hvorvidt Fællesskabet, også for perioden før den 19. oktober 1977, ved at have begrænset sig selv i sit skøn, er forpligtet til at yde produktionsrestitutioner til majs bestemt til fremstilling af gritz, som anvendes i bryggeriindustrien.

På grundlag af en gennemgang af de af Fællesskabets institutioner i maj 1978 trufne foranstaltninger, konkluderer Rådet, at den fuldt ud efterkom de af Domstolen opstillede krav. Rådet bemærker i øvrigt, at der også ifølge dommen fandtes andre lovgivningsmæssige muligheder for at afhjælpe den fastslåede retsstridighed. Rådet kunne således enten have ophævet alle restitutionerne til de stivelsesholdige produkter, som anvendes i bryggeriindustrien, eller have ophævet alle restitutionerne inden for stivelsessektoren; også en nedsættelse af restitutionerne ville have været en mulighed.

Rådet mener at have valgt den gunstigste løsning for de pågældende producenter. Domstolen har ikke i nævnte afgørelse pålagt fællesskabsinstitutionerne at træffe foranstaltninger med tilbagevirkende kraft. Ej heller Kommissionens forslag indeholdt i øvrigt bestemmelser om tilbagevirkende kraft. Teoretisk skulle Rådet altså -umiddelbart efter afsigelse af dommen have truffet de heri angivne foranstaltninger. På grund af den forsinkelse i vedtagelsen af disse foranstaltninger, som skyldes kompleksiteten i Fællesskabets procedurer, ville Rådet ikke stille producenterne ringere og gav derfor foranstaltningerne tilbagevirkende kraft fra den 19. oktober 1977. Denne dato blev valgt, fordi der med Domstolens dom blev skabt en ny retsstilling.

Om sagsøgernes erstatningskrav anfører Rådet, at de nødvendige forudsætninger for at tage hensyn til det ifølge sagsøgerne lidte tab, ikke er opfyldt, og at der endvidere ikke er årsagssammenhæng mellem den politik, der er rettet kritik mod, og dette tab.

Rådet henviser i den forbindelse til, at det i Forbundsrepublikken Tyskland er forbudt at anvende gritz eller andre ubehandlede korn til fremstilling af øl, undtagen øl, som skal eksporteres.

På trods heraf er der et meget stort marked for gritz i Forbundsrepublikken Tyskland. Siden 1974 er de tyske gritz-udførsler steget væsentligt: 135923 tons i 1974, 141754 i 1975, 175437 i 1976 og 191296 i 1977.

Rådet minder om, at de tyske firmaer alle er store og solide foretagender, som er godt strukturerede, og som har en meget tilpasningsdygtig forretningspolitik. De producerer ikke alene gritz, og er alle geografisk gunstigt placerede langs med Rhinen eller Main, hvorved deres produkter kan befordres til mange egne til lave transportomkostninger. Rådet tilføjer, at alle sagsøgerne forhøjede deres produktion og salg væsentligt i 1975 og 1977.

I øvrigt virker ordningen med de monetære udligningsbeløb meget gunstigt for de tyske producenter.

Efter Rådets opfattelse må virkningen af restitutionens bortfald på gritzmarkedet i Forbundsrepublikken Tyskland have været minimal. Der kan ikke påvises noget tab.

At de tyske producenter ikke har overvæltet tabet af den manglende støtte på deres priser, kan ikke føres tilbage til restitutionens bortfald. Grunden er snarere markedssituationen og navnlig bryggeriernes holdning.

Rådet har fremlagt en række tal, som illustrerer situationen på det belgiske, nederlandske og luxembourgske marked:

NederlandeneBelgien/Luxembourg19746760 t14598 t19757806 t8016 t197617166 t21995 t197716835 t28141 t

Efter Rådets opfattelse viser disse tal, at restitutionens bortfald hverken har ført til noget sammenbrud eller til alvorlige handelsvanskeligheder på gritzmarkederne i Nederlandene, Belgien og Luxembourg.

I øvrigt kan situationen på dette marked, også for så vidt angår virkningen af de monetære udligningsbeløb på priserne, i vidt omfang sammenlignes med situationen på det tyske marked.

Rådet tilføjer, at sagsøgerne i sag 245/78 først påbegyndte fremstillingen af gritz i februar 1976, og på trods heraf i de sidste seks måneder af produktionsåret 1975-1976 nåede op på en produktion på 8600 t, dvs. 720 t pr. måned. Senere, i 1976-1977, lykkedes det dem at bringe produktionen op over 26000 t, dvs. 3300 t pr. måned.

Efter Rådets opfattelse overstiger det økonomiske tab, som de tyske, nederlandske og belgisk-luxembourgske gritz-producenter måtte have lidt på grund af restitutionens bortfald, klart ikke omfanget af de økonomiske risici, som er forbundet med virksomhed i den pågældende produktionssektor, og kan derfor ikke påføre Fællesskabet noget ansvar.

Kommissionen tilføjer, at sagsøgerne endog ikke har foretaget nogen opgørelse over det eventuelle tab. Når man ser på produktionstallene for den pågældende periode, ville dette også have været meget vanskeligt for dem, da restitutionens bortfald åbenbart ikke forhindrede virksomhederne i at sælge den samme mængde gritz som tidligere. Dette ses særlig klart, når man betragter sagsøgerne i sag 248/78, hvis virksomhed først blev grundlagt efter, at restitutionen til gritz var faldet bort. Havde denne virksomhed ikke givet fortjeneste, ville sagsøgerne vel næppe have påbegyndt den. Efter Kommissionens opfattelse er det i særdeleshed forbavsende, at sagsøgerne helt uden støtte kunne sætte omsætningen i vejret fra det ene produktionsår til det andet. Også nogle af de andre sagsøgere — i sag 247, 249 .og 250/78 — forhøjede deres afsætning af gritz fra det ene produktionsår til det andet i den periode, hvori der ikke blev udbetalt nogen restitutioner. Sagsøgerne i sag 242/78 fordoblede endog deres salg i forhold til det foregående år.

Sagsøgerne opfylder imidlertid ej heller de yderligere betingelser, som kræves for, at Fællesskabet kan pådrage sig ansvar som følge af en generel retsakt, jf. Domstolens dom af 25. maj 1978 i de forenede sager 83 og 94/76, 4, 15 og 40/77 (HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. 1977, s. 1209).

Kommissionen erkender i den forbindelse, at lighedsgrundsætningen er en højere retsregel til beskyttelse af private. Den tilføjer imidlertid, at krænkelser af dette princip kun kan udløse et erstatningskrav i overensstemmelse med de retsgrundsætninger, som er fælles for alle medlemsstaterne og ikke medføre nogen selvstændig, af erstatningspligten uafhængig forpligtelse til at fjerne de negative følger af denne krænkelse.

Efter Kommissionens opfattelse leverer Domstolens dom af 19. oktober 1977 holdepunkter for rigtigheden af denne opfattelse. Ved afsigelsen af denne dom stod det nemlig fast, at de til stivelsesproducenterne ydede restitutioner, på grund af princippet om velerhvervede rettigheder og beskyttelse af den berettigede forventning, ikke kunne ophæves med tilbagevirkende kraft. Domstolen kunne derfor, såfremt den delte sagsøgernes opfattelse, meget vel, for så vidt angår den tilbagelagte periode, have statueret, at gritzproducenterne havde ret til samme restitution, som der ydes til stivelse. Domstolen erklærede imidlertid, at der fandtes flere muligheder for at afhjælpe den skade, som de pågældende måtte have lidt. Det var derfor op til fællesskabsinstitutionerne at vælge mellem disse to muligheder.

Efter Kommissionens opfattelse giver dette følgende resultat i det foreliggende tilfælde: efter Domstolens dom af 19. oktober 1977 står det fast, at fællesskabsorganerne ved at ophæve restitutionen for gritz fra den 1. august 1975 har krænket lighedsgrundsætningen over for sagsøgerne. Af denne grund har sagsøgerne, såfremt de øvrige retlige betingelser er opfyldt, krav på erstatning fra fællesskabsorganerne. Dette eventuelle erstatningskrav omfattede imidlertid ikke fra begyndelsen af efterbetalingen af de ikke-udbetalte restitutioner, fordi disse, som genstand for selve ydelsen, ikke kan anses for et tab. Sagsøgerne forsøger at omgå den for dem ugunstige retsstilling ved at henvise til, at fællesskabsorganerne ifølge Domstolens dom af 19. oktober 1977 i hvert fald efter lighedsprincippet var forpligtet til at gennemføre restitutionerne til gritz med tilbagevirkende kraft fra 1. august 1975; dette er grunden til at de kræver erstatning. Dette er imidlertid ikke rigtigt, da Fællesskabets organer efter den nævnte afgørelse fra Domstolen over for sagsøgerne alene var forpligtet til i givet fald at yde erstatning efter retsgrundsætningerne i EØF-traktatens artikel 215.

Efter Kommissionens opfattelse bestod der ingen forpligtelse til at genindføre produktionsrestitutionen til gritz med tilbagevirkende kraft fra den 19. oktober 1977. Rådet er ikke bundet i sit skøn på grund af den omstændighed, at det — i modsætning til Kommissionens forslag — ikke desto mindre vedtog, at bestemmelserne skulle have en vis tilbagevirkende kraft, eftersom Rådet havde grunde til at foretage en sondring mellem tidsrummet før og tidsrummet efter Domstolens dom. Desuden mener Kommissionen ikke at have begrænset sit skøn, da den overhovedet ikke havde fastsat nogen bestemmelser med tilbagevirkende kraft.

Sagsøgerne kan heller ikke påberåbe sig lighedsprincippet i spørgsmålet om begrænsningen af skønnet. Dette princip går alene ud på, at ingen må behandles ulige i forhold til andre i den samme situation. Derimod indeholder den ikke noget forbud mod at behandle den samme person eller den samme gruppe af personer på en bestemt måde i et tilfælde og på en anden måde i et andet tilfælde.

Kommissionen anfører endvidere, at Fælleskabet i hvert fald ikke har overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser åbenbart og groft, da ophævelsen af restitutionerne var sagligt begrundet og ikke vilkårlig.

Ej heller efter afsigelsen af Domstolens dom af 19. oktober 1977 kan der efter Kommissionens opfattelse være tale om, at denne åbenbart og groft har overskredet sine beføjelser. Tungtvejende principielle betragtninger taler imod at anerkende et krav på ydelser af restitutioner med tilbagevirkende kraft; i øvrigt pålægger Domstolens dom ikke Fællesskabets institutioner nogen forpligtelse til at indrømme et sådant krav.

Endelig fremhæver Kommissionen, at virksomhederne åbenbart ikke, efter at restitutionen var faldet bort, havde større vanskeligheder ved at holde salget af gritz på samme niveau. De af Fællesskabet trufne foranstaltninger har altså på ingen måde berørt sagsøgerne i så væsentlig grad, at Fællesskabet må pådrage sig ansvar på grund af indgrebets alvor.

Sagsøgerne anfører endvidere, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag kun kan sammenlignes med de faktiske omstændigheder i sag 74/74 (CNTA) — som vedrørte ophævelsen af monetære udligningsbeløb — såfremt fællesskabsorganerne pludseligt havde ophævet produktionsrestitutionen såvel til gritz som til stivelse. Da den foreliggende sag ikke, som det var tilfældet i CNTA-sagen, drejer sig om krænkelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, havde gritzproducenterne krav på en produktionsrestitution, så længe konkurrenterne oppebar denne.

Sagsøgerne betegner Rådets og Kommissionens konklusioner, gående ud på, at Domstolen med sin dom af 14. oktober 1977 har villet udelukke erstatning af et tab på et til den ikke-udbetalte restitution svarende beløb, som fejlagtige. Også for fortidens vedkommende fastslår denne dom, ifølge sagsøgerne, at fællesskabsorganerne er erstatningspligtige over for gritzproducenterne, men dommen lader i så henseende flere muligheder stå åbne. Da tabets omfang afhænger af producentens adfærd under denne periode, kunne Domstolen ikke fastslå tabets størrelse.

Sagsøgerne anfører desuden, at de under den omstridte periode kunne have overvæltet de prisforhøjelser på råstoffet, som skyldtes forhøjelsen af tærskelpriserne for majs, på køberne, fordi stivelsesproducenterne, som fortsatte med at oppebære produktionsrestitutionen, her måtte bære de samme byrder og var forpligtet til at overvælte dem på køberne af deres produkter. Forholdene er helt anderledes, når der opstår konkurrenceforvridninger på grund af en ulige behandling af konkurrerende virksomheder. I dette tilfælde kan omkostningsstigningen ikke i almindelighed overvæltes på køberne.

Såfremt en handlendes egne omkostninger stiger på grund af en tilfældig omstændighed, og han ikke kan overvælte stigningen på sine købere på grund af risikoen for, at konkurrenterne tilbyder varen til en billigere pris, og han dermed mister sine kunder, hvis han forlanger en højere pris, må han, for at opretholde driften, finde sig i tab og fortsætte med at levere til sine kunder uden at forhøje prisen. Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Det var forudseeligt for sagsøgerne, at den situation, der opstod ved afskaffelse af restitutionerne til gritz, ikke kunne vare ved; sagsøgerne havde ladet sig lede af helt igennem fornuftige forretningsmæssige overvejelser. Der kan ikke drages den slutning eller formodning, at firmaerne ikke har lidt nogen skade, fordi de fortsatte produktionen og salget.

Sagsøgerne tvivler endvidere på, at erstatningskravet på et beløb svarende til de bortfaldne restitutioner skulle være afhængig af, om de har kunnet overvælte den stigning af deres egne omkostninger, som skyldtes restitutionens bortfald. Dette uddrager sagsøgerne af det almene tabsbegreb: den skade, der erstattes inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, er forskellen mellem skadelidtes formue, såfremt den skadegørende handling ikke var indtruffet, og skadelidtes formuesituation umiddelbart efter indtrædelsen af den skadegørende handling.

Efter sagsøgernes opfattelse er det et ganske andet spørgsmål, om dette tab senere er blevet eller kunne være blevet nedsat ved, at skadelidte overvælter eller kunne have overvæltet tabet på køberen, et spørgsmål som i tysk ret falder ind under begrebet Vorteilsanrechnung. Sagsøgerne anfører endvidere, at der efter tysk retspraksis kun kan tages hensyn til omstændigheder, som har en adækvat årsagssammenhæng med den skadegørende handling. Heraf drager sagsøgerne den konklusion, at der efter tysk retspraksis ikke i det foreliggende tilfælde skal tages hensyn til overvæltningen på kunderne af den omkostningsstigning, som skyldes restitutionens bortfald. Selv om det var lykkedes sagsøgerne at overvælte prisforhøjelsen, ville dette udelukkende være et resultat af deres eget initiativ og ikke af den retsstridige undladelse af at udbetale restitutionerne. Desuden ville det være en urimelig aflastning af Fællesskabet, såfremt det drog yderligere fordel af, at gritzproducenten, som har overvæltet den omkostningsstigning på sin køber, som kan føres tilbage til den manglende udbetaling af produktionsrestitutionen, blev nødt til at fradrage denne fordel. Efter sagsøgernes opfattelse må tysk retspraksis også have gyldighed inden for fællesskabsretten.

Sagsøgerne i sagerne 241, 242, 246, 247 og 249/78 anfører i deres replik desuden, at Kommissionen tager fejl, når den slutter af den omstændighed, at sagsøgerne forhøjede deres salg af gritz til bryggerierne, at de ikke har lidt noget tab på grund af restitutionens ophævelse.

Selv om der skulle kunne fastslås en stigning i omsætningen, skyldes disse, at sagsøgerne måtte undgå, at bryggerierne gik over til at anvende majsstivelse, hvorfor de måtte forsøge at udfylde eventuelle huller hos disse, selv om dette medførte et tab for dem.

Det samme var tilfældet med de langfristede kontrakter, som de havde indgået før produktionsrestitutionens ophævelse, og som skulle opfyldes efter dette tidspunkt.

Sagsøgerne i sag 245/78 oplyser, at deres virksomhed blev grundlagt i begyndelsen af 1976 med henblik på produktion af gritz, bestemt til fremstilling af isoglucose. For at holde tabet nede indtil denne produktion kom i gang, begyndte sagsøgerne at fremstille gritz til bryggerierne og fortsatte også hermed efter at produktionen af isoglucose var blevet indstillet på grund af indførelsen af en produktionsafgift på fremstillingen heraf. Sagsøgerne anser sig for berettiget til erstatning af Fællesskabet, fordi de er blevet berøvet et beløb af denne størrelse som følge af en krænkelse af lighedsprincippet. De mener ikke, at denne krænkelse kan forpligte dem til at afholde sig fra at påbegynde og fortsætte produktionen af gritz til bryggerierne.

Sagsøgerne i sag 248/78 forklarer, at de maler majs og fremstiller gritz for regning af firmaet Deutsche Conti Handelsgesellschaft mbH, Hamburg. Efter restitutionens bortfald fortsatte sagsøgerne og Deutsche Conti produktionen i oktober og november 1975, men ophørte hermed ved udgangen af 1975. For at kunne opretholde produktionen efter restitutionens bortfald måtte sagsøgerne yde Deutsche Conti usædvanlige betingelser for malingsprisen. Også Deutsche Conti led et tab på grund af bortfaldet af produktionsrestitutionen for den gritz, som blev leveret til bryggerierne i oktober og november 1975. Deutsche Conti har overdraget sagsøgerne en del af beløbet for dette tab, hvilket sammen med sagsøgernes direkte tab udgør erstatningsbeløbet i nævnte sag.

Sagsøgerne i sag 250/78 hører ifølge egne oplysninger til de mindre majsmøllerier. De var ikke i stand til at holde det foregående års omsætning, da restitutionen blev ophævet. I produktionsåret 1973-1974 fremstillede og solgte de mere end 14000 t gritz til bryggerierne i Fællesskabet, og i produktionsåret 1974-1975 mere end 12000 t. Efter restitutionens bortfald kunne sagsøgerne ikke sælge mere end 1047 t gritz til disse bryggerier i produktionsåret 1975-1976. Fra august til den 18. oktober 1978 gik salget ned til 46 t.

Til yderligere bevis for, at omkostningsstigningen som følge af restitutionens bortfald ikke blev overvæltet på priserne, har sagsøgerne foretaget en beregning, hvoraf fremgår, at deres bruttoindtægter i produktionsårene 1973-1974 og 1974-1975 svingede meget lidt trods forhøjelse af tærskelprisen. Derimod faldt fortjenesten i produktionsåret 1975-1976 og 1976-1977.

Såfremt sagsøgerne havde kunnet overvælte den forhøjelse af tærskelprisen og det bortfald af produktionsrestitutionen, som indtrådte den 1. august 1975, ville de bruttoindkomster, som er beregnet for de sidste produktionsår, ikke have afveget væsentligt fra bruttoindkomsterne i 1974-1975. Det forhold, at de, netop som restitutionen blev inddraget med øjeblikkelig virkning, gik glip af yderligere en fortjeneste, viser, ifølge sagsøgerne, at de kun delvis overvæltede forhøjelsen af tærskelprisen og overhovedet ikke overvæltede produktionsrestitutionens bortfald på salgspriserne til bryggerierne og i øvrigt ej heller kunne dette.

Rådet tilføjer, at både Kommissionen og Rådet selv var af den opfattelse, at restitutionens afskaffelse ikke tilføjede den pågældende sektor nogen reel økonomisk eller forretningsmæssig skade.

Rådet mener derimod at have valgt en generel og almengyldig løsning, som var meget gunstig for gritzproducenterne. Det mener herved i tilstrækkelig grad at have afhjulpet de eventuelle skadelige virkninger heraf for disse producenters økonomiske interesser.

Rådet erkender, at de to arter af ubehandlede korn kan anvendes uden forskel til fremstilling af øl, men tilføjer, at bryggerierne i Fællesskabet, og navnlig de franske og belgiske bryggerier, selv efter at restitutionen blev ophævet, på ingen måde har ændret deres traditionelle forsyninger af gritz til fremstilling af øl.

Desuden bermærker Rådet, at der ikke som følge af restitutionens ophævelse kan fastslås nogen nedgang i produktionen og forbruget af gritz til bryggeriindustrien i Fællesskabet. Rådet henviser her til sine bemærkninger i de forenede sager 64 og 113/76, 167 og 239/78, 27, 28 og 45/79.

Ifølge Rådet har alle sagsøgerne, med undtagelse af sagsøgerne i sag 246/78, forhøjet deres gritzproduktion mellem produktionsåret 1975-1976 og produktionsåret 1976-1977:

Sag

Produktion i

året 1975-1976

Rådet henviser til sine bemærkninger i de forenede sager 63 og 113/75, 167 og 239/78, 27, 28 og 45/79, og anfører, at gritzudførslerne fra Forbundsrepublikken Tyskland først og fremmest gik til det franske marked, navnlig til Alsace. Tysk gritz er ofte bedre end fransk.

Vedrørende det spørgsmål, om sagsøgerne har ført tilstrækkeligt bevis for, at der er indtruffet et betydeligt tab, anfører Rådet i første række, at den omstændighed, at de tyske producenter ikke kunne overvælte tabet af restitutionen på deres priser, ikke på nogen måde kan tilskrives de foranstaltninger, Fællesskabets institutioner traf i 1975. På grund af det tekniske og historiske monopol, som gritz indtager, tvivler Rådet på, at bryggerierne ville være gået over til stivelse, selv om de nævnte producenter havde forhøjet deres priser.

For det andet anfører Rådet, at det ikke er rigtigt at hævde, at den af Domstolen fastslåede krænkelse af lighedsprincippet ikke har haft nogen juridiske konsekvenser, eftersom fællesskabsoganerne for fremtiden har måttet træffe de foranstaltninger, som var nødvendige til at genoprette ligheden.

Noget ganske andet er den sanktion, som består i betaling af erstatning for den begåede retsstridige handling. Rådet henviser til Domstolens dom af 25. maj 1978 i de forenede sager 83 og 94/76, 4, 15 og 40/77, HNL, og erindrer om, at de almindelige retsgrundsætninger om erstatning i civile sager ikke kan finde anvendelse. Rådet anser derfor ikke sagsøgernes henvisning til tysk ret for relevant.

Heraf følger, at man også må tage afstand fra den betragtning, at det erstatningspligtige tab udgør forskellen mellem den formuesituation, som ville have bestået, såfremt den skadegørende handling ikke var indtrådt, og den formuesituation, som er en direkte følge af denne begivenhed. I øvrigt er det umuligt præcist at vurdere den formuesituation, som ville have bestået, såfremt den skadegørende handling ikke var indtrådt, og den formuesituation, som er en umiddelbar følge heraf.

Hvad angår grundene til ikke at yde restitutioner med tilbagevirkende kraft anfører Kommissionen, at der ikke i Domstolens dom af 19. oktober 1977 findes nogen holdepunkter for en forpligtelse til at yde restitutioner med tilbagevirkende kraft, selv om det allerede på det pågældende tidspunkt var klart, at man ikke kunne forpligte stivelsesproducenterne til at tilbagebetale de beløb, som de havde oppebåret i restitutioner. Det forhold, at Domstolen alligevel ikke pålagde Rådet og Kommissionen nogen forpligtelse til at yde restitutioner med tilbagevirkende kraft, men her udtrykkeligt nævnte muligheden for at erstatte den skade, som de pågældende måtte have lidt, må tillægges en vis betydning. Grunden til, at der er valgt en rent erstatningsretlig løsning, er frem for alt, at restitutionernes egentlige formål, at fremme salget af bestemte produkter inden for en bestemt periode, ikke kan nås gennem en efterfølgende udbetaling af restitutionerne.

Endelig fremhæver Kommissionen desuden, at det ikke er rigtigt, som sagsøgerne har anført, at Kommissionen har indskrænket sit skøn ved i forordning nr. 1570/78 at udstede gennemførelsesbestemmelser for genindførelsen af produktionsrestitutionerne til gritz. Der var overhovedet ikke overladt Kommissionen noget skøn efter udstedelsen af de for Kommissionen bindende forskrifter i artikel 6 i Rådets forordning nr. 1127/78. I øvrigt er Kommissionen imidlertid også af den opfattelse, at de af Rådet angivne grunde viser berettigelsen i én ordning for perioden før og en anden efter afsigelsen af Domstolens dom af 19. oktober 1977.

Det er efter Kommissionens opfattelse kun sagsøgerne i sag 250/78, der har behandlet tabets art og omfang mere indgående. Sagsøgerne i denne sag hævder således, at der indtraf en væsentlig nedgang i omsætningen som følge af restitutionens bortfald. Kommissionen anfører imidlertid, at sagsøgerne hverken har ansat dette erstatningskrav i tal eller gjort det gældende over for Kommissionen.

Efter Kommissionens opfattelse er betragtningerne vedrørende tærskelprisen på majs helt uden interesse, da såvel stivelsesproducenterne som gritzproducenterne blev berørt heraf.

Endelig viser de af sagsøgerné for produktionsårene 1973-1974/1976-1977 beregnede bruttoindkomster, at sagsøgerne foretog deres beregninger på grundlag af ufuldstændige tal. Da tallene viser underskud for alle årene, må sagsøgerne have haft et vedvarende underskud ved salg af gritz. Dette kan imidlertid ikke være rigtigt, eftersom sagsøgerne hævder, at salget af biprodukterne gjorde det muligt at erhverve en fortjeneste pr. ton majs. Efter Kommissionens opfattelse må sagsøgerne klart angive, om indtægterne ved salget af biprodukterne i de to produktionsår 1975-1976 og 1976-1977 har mere end udlignet det angivne tab i bruttoproduktet ved salg af gritz. Kommissionen råder over oplysninger, som viser, at de angivne underskud udlignes af indtægterne fra biprodukterne. Dette viser efter Kommissionens opfattelse, at forarbejdningen af majs til fremstilling af gritz også kunne give sagsøgerne fortjeneste, efter at restitutionerne var bortfaldet.

Endelig anfører Kommissionen, at restitutionerne hidtil er blevet ydet generelt til fremstilling af bestemte produkter. Dette betyder imidlertid ikke, at et bestemt produkt ville ophøre med at være konkurrencedygtigt uden restitutionen. I modsætning til det af sagsøgerne fremførte afhænger beslutningen af, hvilket produkt, der skal anvendes til fremstilling af øl, ikke alene af prisen på hvert af disse produkter, men af en mængde forskellige faktorer. Ellers er der ingen forklaring på, hvorledes de tyske bryggerier, som selv ikke for eksportens vedkommende anvender produkter, hvortil der ydes restitutioner, fortsat er konkurrencedygtige. Endelig er det ikke rigtigt, som sagsøgerne hævder, at det er muligt på kort sigt at omlægge produktionen fra gritz til stivelse uden større omkostninger.

Hermed er der efter Kommissionens opfattelse ført bevis for, at sagsøgernes afhængighed af bryggerierne var mindre, end de selv har hævdet, og at det var muligt, i hvert fald delvis, at udligne restitutionernes bortfald gennem en prisforhøjelse.