2001R1920 — DA — 19.10.2001 — 000.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1920/2001

af 28. september 2001

om nærmere regler for gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår minimumsnormer for behandling af gebyrer, som er en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi inden for det harmoniserede forbrugerprisindeks og om ændring af forordning (EF) nr. 2214/96

(EØS-relevant tekst)

(EFT L 261, 29.9.2001, p.46)


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EFT L 295, 13.11.2001, s. 34  (1920/01)




▼B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1920/2001

af 28. september 2001

om nærmere regler for gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår minimumsnormer for behandling af gebyrer, som er en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi inden for det harmoniserede forbrugerprisindeks og om ændring af forordning (EF) nr. 2214/96

(EØS-relevant tekst)



KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

▼C1

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser ( 1 ), særlig artikel 4 og artikel 5, stk. 3,

▼B

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ( 2 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 2494/95 skal hver medlemsstat udarbejde et harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP) fra og med indekset for januar 1997.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 af 9. september 1996 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser ( 3 ), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1688/98 ( 4 ), definerer HICP's dækningsområde som de varer og tjenesteydelser, der indgår i husholdningernes pengeudgifter til konsum, og kræver fuld dækning af undergruppe 12.5.1 i COICOP/HICP, »Finansielle tjenesteydelser i.a.n.«, senest i løbet af december 1999 uden specifikt at undtage gebyrer beregnet som en forholdsmæssig andel af en i transaktions værdi.

(3)

I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 2214/96 af 20. november 1996 om harmoniserede forbrugerprisindekser: indsendelse og formidling af delindekser under HICP ( 5 ), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1749/1999 ( 6 ), skal der udarbejdes et harmoniseret delindeks for udgiftskategorien 12.6.2 i COICOP/HICP, »Andre finansielle tjenesteydelser i.a.n.«, med undtagelse af renter og gebyrer, der beregnes som en forholdsmæssig andel af transaktionens værdi.

(4)

Ved at undtage gebyrer, der beregnes som en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi, opstår der betydelig risiko for manglende sammenlignelighed; det er nødvendigt med en harmoniseret metodologi for behandling af sådanne gebyrer for at sikre, at HICP opfylder sammenlignelighedskravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 2494/95.

(5)

Behandlingen af gebyrer, der beregnes som en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi, skal være konsistent med behandlingen af varer og tjenesteydelser inden for sektorerne sundhedsvæsen, uddannelse og social sikring, der er omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 2166/1999 ( 7 ).

(6)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Statistiske Program, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom ( 8 ) —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:



Artikel 1

Formål

Formålet med denne forordning er at ændre bilag II til forordning (EF) nr. 2214/96 om delindeks under det harmoniserede forbrugerprisindeks, herefter benævnt »HICP«, for så vidt angår dækningen af finansielle tjenesteydelser og at fastsætte minimumsnormer for behandlingen af gebyrer, der beregnes som en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi, for at sikre, at de er pålidelige og relevante og opfylder sammenlignelighedskravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 2494/95.

Artikel 2

Definitioner

1.  Renter og rentelignende gebyrer omfatter nominelle renter og alle elementer, der indgår i beregningen af effektive renter.

2.  For gebyrer, der defineres som en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi, defineres køberprisen som den forholdsmæssige andel multipliceret med værdien af en repræsentativ enhedstransaktion i basis- eller referenceperioden.

Artikel 3

Behandling af gebyrer

1.  De pågældende HICP-delindeks beregnes ved hjælp af en formel, som er konsistent med den formel af Laspeyres-typen, der anvendes til andre delindeks. De skal afspejle prisændringerne på basis af den udgiftsændring, der er nødvendig for at bibeholde husholdningernes forbrugsmønster og forbrugerpopulationens sammensætning i basis- eller referenceperioden.

a) Den køberpris for tjenesteydelsen, som skal anvendes i HICP, er det faktiske gebyr, som pålægges forbrugeren som modydelse for den leverede tjeneste. HICP omfatter både gebyrer, som er et bestemt beløb, og som udgør en bestemt andel.

b) Ændringer i køberpriser, som skyldes ændringer i reglerne herfor, vises som prisændringer i HICP.

c) Ændringer i køberpriser, som skyldes ændringer i værdien af de repræsentative enhedstransaktioner, vises som prisændringer i HICP.

d) De repræsentative enhedstransaktioner udtrykkes i fysiske enheder, undtagen når dette ikke er hensigtsmæssigt eller muligt; i dette tilfælde udtrykkes de i medlemsstatens valuta.

e) Ændringer i værdien af de repræsentative enhedstransaktioner kan estimeres ved hjælp af ændringerne i et prisindeks, som på passende måde repræsenterer de pågældende enhedstransaktioner. I de tilfælde, hvor der findes HICP-delindeks eller aggregerede HICP-indeks, betragtes de som egnet til formålet.

2.  Hvis der er tale om ændringer i tjenesteydelsernes karakteristika, behandles priserne i overensstemmelse med reglerne for specifikationsændringer og i særdeleshed reglerne for kvalitetsjusteringer, som er omhandlet i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1749/96.

3.  Hvis tjenesteydelser er blevet leveret vederlagsfrit til forbrugerne, og der efterfølgende opkræves en faktisk pris, skal ændringen fra en gratisydelse til en ydelse mod vederlag og omvendt fremgå af HICP.

4.  Hvis tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med andre varer og tjenesteydelser, ydes til forbrugerne uden specifikt vederlag, og der efterfølgende opkræves separat betaling herfor, skal ændringen fremgå af HICP.

5.  I det omfang den er relevant, finder den fremgangsmåde, der er omhandlet i artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2646/98 ( 9 ) vedrørende tariffer, anvendelse med de nødvendige ændringer.

Artikel 4

Finansielle tjenesteydelser i.a.n.

Undergruppe 12.6.2, »Andre finansielle tjenesteydelser i.a.n. (S)«, i bilag II til forordning (EF) nr. 2214/96 om delindeks under det harmoniserede forbrugerprisindeks affattes således:

»12.6.2.

Andre finansielle tjenesteydelser i.a.n. (S)

— faktiske gebyrer for finansielle tjenester ydet af banker, postkontorer, sparekasser, vekselkontorer og lignende finansielle institutioner

— honorarer og gebyrer til vekselerere, investeringsrådgivere, skatterådgivere og lignende.

Omfatter ikke:

Renter og rentelignende betalinger af enhver art og administrationsgebyrer til private pensionskasser og lignende.«

Artikel 5

Andre tjenesteydelser i.a.n.

Undergruppe 12.7.0, »Andre finansielle tjenesteydelser i.a.n. (S)«, i bilag II til forordning (EF) nr. 2214/96 om delindeks under det harmoniserede forbrugerprisindeks affattes således:

»12.7.0.

Andre tjenesteydelser i.a.n. (S)

— gebyrer i forbindelse med advokatvirksomhed, arbejdsformidling mv.

— gebyrer i forbindelse med bedemandsvirksomhed og andre begravelsestjenester

— betalinger for tjenester ydet af boliganvisningskontorer, auktionsholdere, udlejere af salgslokaler og andre formidlere

— betaling for fotokopier og anden reproduktion af dokumenter

— gebyrer for udstedelse af fødselsattester, vielsesattester, dødsattester og andre administrative dokumenter

— betaling for annoncer og lignende i aviser

— betaling for tjenester ydet af grafologer, astrologer, privatdetektiver, livvagter, ægteskabsbureauer og ægteskabsvejledere, tekstforfattere, forskellige andre tjenester (siddepladser, toiletter, garderober), etc.

Omfatter også:

Betalinger for tjenester, som boliganvisningskontorer yder i forbindelse med udlejning.

Omfatter ikke:

I henhold til ENS 1995 omfattes ikke kontingenter for medlemskab af faglige foreninger, kirker, selskabelige og kulturelle foreninger, fritidsklubber og idrætsklubber (ENS 1995, 3.77.e) og provisioner til ejendomsmæglere i forbindelse med køb og salg af ikke-finansielle aktiver (»Faste bruttoinvesteringer« i henhold til ENS 1995, 3.102, 3.105.a), 3.111, 3.115.).«

Artikel 6

Basisoplysninger

1.  Basisoplysningerne omfatter alle køberpriser og vægte, som er nødvendige til beregning af HICP-delindeks efter bestemmelserne i denne forordning.

2.  De statistiske enheder, som medlemsstaterne retter henvendelse til i forbindelse med indsamling eller anden tilvejebringelse af basisoplysninger, skal give troværdige og fyldestgørende oplysninger, når de anmodes herom, og skal efter anmodning fra de organisationer eller institutioner, der er ansvarlige for udarbejdelsen af de officielle statistikker, tillade, at der indhentes oplysninger, som er tilstrækkeligt detaljerede til at vurdere kvaliteten af HICP-delindeksene, og om sammenlignelighedskravene er opfyldt.

Artikel 7

Sammenlignelighed

HICP, som udarbejdes i henhold til bestemmelserne i denne forordning eller i henhold til andre fremgangsmåder, der ikke resulterer i et indeks, som i gennemsnit i løbet af et år systematisk afviger mere end en tiendedel procentpoint i forhold til det foregående års indeks, der er udarbejdet i henhold til nævnte fremgangsmåder, anses for at være sammenlignelige.

Artikel 8

Kvalitetskontrol

Medlemsstater, der har udviklet fremgangsmåder til behandling af gebyrer, der beregnes som en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi, skal, såfremt de afviger fra de i artikel 3 i denne forordning anførte fremgangsmåder, give Kommissionen (Eurostat) oplysninger herom, før de bringes i anvendelse.

Artikel 9

Gennemførelse

Denne forordnings bestemmelser skal gennemføres af medlemsstaterne i december 2001 og være gældende for indekset for januar 2002.

Artikel 10

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1.

( 2 ) EFT C 244 af 1.9.2001, s. 5.

( 3 ) EFT L 229 af 10.9.1996, s. 3.

( 4 ) EFT L 214 af 31.7.1998, s. 23.

( 5 ) EFT L 296 af 21.11.1996, s. 8.

( 6 ) EFT L 214 af 13.8.1999, s. 1.

( 7 ) EFT L 266 af 14.10.1999, s. 1.

( 8 ) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

( 9 ) EFT L 335 af 10.12.1998, s. 30.