I.

Indledning

1.

De to anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), vedrører nærmere bestemt de nærmere bestemmelser om den ret til at blive hørt, som en person, der er blevet overgivet til en medlemsstats judicielle myndigheder på grundlag af en europæisk arrestordre, har, i den første sag i forbindelse med en anmodning om samtykke fra den fuldbyrdende judicielle myndighed til en udvidelse af de faktiske omstændigheder i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584/RIA  ( 2 ), og i den anden sag en anmodning om samtykke til videreovergivelse fra denne judicielle myndighed i henhold til denne rammeafgørelses artikel 28, stk. 3  ( 3 ).

2.

Domstolen anmodes nærmere bestemt om at oplyse, i hvilken medlemsstat, og i henhold til hvilke nærmere bestemmelser en person, der er blevet overgivet i henhold til en europæisk arrestordre, kan udøve sin ret til at blive hørt, inden den fuldbyrdende judicielle myndighed giver et supplerende samtykke, idet disse spørgsmål ikke finder noget klart svar i rammeafgørelse 2002/584 eller i Unionens øvrige retsforskrifter. Den vigtigste udfordring i de foreliggende to sager ligger således i at præcisere rækkevidden af og gennemførelsesbestemmelserne for denne ret til at blive hørt, idet der skal findes en balance mellem dels den europæiske arrestordres effektivitet, eftersom den hovedsageligt er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, dels respekten for den overgivne persons grundlæggende rettigheder.

3.

Efter en fortolkning af de relevante EU-retlige bestemmelser, sammenholdt med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), vil jeg først og fremmest og indledningsvis nå frem til den konklusion, at den overgivne person har ret til at blive hørt, inden den fuldbyrdende judicielle myndighed giver sit supplerende samtykke; dernæst skal denne ret udøves over for den fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, idet den kan udøves enten i den fuldbyrdende medlemsstat eller i den udstedende medlemsstat; og endelig kan denne ret udøves i henhold til retningslinjer, der er aftalt gensidigt mellem de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat og i den fuldbyrdende medlemsstat på grundlag af de gældende nationale lovgivninger, forudsat at en effektiv udøvelse heraf sikres.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten: rammeafgørelse 2002/584

4.

Femte, sjette, tiende og tolvte betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

5.

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

6.

I nævnte rammeafgørelses artikel 3 og 4a opregnes de obligatoriske og fakultative grunde for den fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

7.

Nævnte rammeafgørelses kapitel 2 med overskriften »Overgivelsesprocedure« omfatter artikel 9-25.

8.

Rammeafgørelsens artikel 11 med overskriften »Den eftersøgtes rettigheder« er affattet således:

9.

Rammeafgørelsens artikel 13 med overskriften »Samtykke til overgivelse« bestemmer:

10.

Rammeafgørelsens artikel 14 med overskriften »Afhøring af den eftersøgte person« er affattet således:

11.

Rammeafgørelsens artikel 15 med overskriften »Afgørelse om overgivelse« fastsætter:

12.

Følgende fremgår af rammeafgørelsens artikel 18 med overskriften »Forholdsregler i forbindelse med afgørelsen«:

13.

Nævnte rammeafgørelses artikel 19 med overskriften »Afhøring af personen i forbindelse med afgørelsen« bestemmer i stk. 1 og 2:

14.

Nævnte rammeafgørelses kapitel 3 med overskriften »Virkninger af overgivelsen« omfatter artikel 26-30.

15.

Rammeafgørelsens artikel 27 med overskriften »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser« har følgende ordlyd:

16.

Følgende fremgår af rammeafgørelsens artikel 28 med overskriften »Overgivelse eller senere udlevering«:

B.

Nederlandsk ret

17.

Rammeafgørelse 2002/584 er gennemført i nederlandsk ret ved Overleveringswet (lov om overgivelse) af 29. april 2004  ( 4 ).

18.

Artikel 14 i loven om overgivelse, der er en del af kapitel II med overskriften »Overgivelse af Nederlandene«, Afdeling 1 med overskriften »Betingelser for overgivelse«, hvis stk. 1-3 gennemfører rammeafgørelse 2002/584’s artikel 27, stk. 2, 3 og 4, lyder:

19.

Artikel 25, stk. 1 og 3, i loven om overgivelse findes i kapitel II, afdeling 2, med overskriften »Proceduren for overgivelse«, § C med overskriften »Afgørelse om overgivelse« og lyder således:

III.

Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

A.

Sag C-428/21 PPU

20.

Den 13. april 2021 fremsendte Fővárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest, Ungarn) en anmodning til de nederlandske myndigheder om samtykke til udvidelse af de faktiske omstændigheder i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 vedrørende HM, der er en nigeriansk statsborger, som var blevet overgivet til de ungarske myndigheder i henhold til en europæisk arrestordre, der blev fuldbyrdet den 25. maj 2020, og som blev tilbageholdt i Ungarn. Formålet med denne anmodning var at gøre det muligt at retsforfølge den pågældende for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for den europæiske arrestordre.

21.

I retsmødet oplyste HM, at han ikke ønskede at give afkald på den beskyttelse, som anvendelse af den i nævnte rammeafgørelses artikel 27, stk. 3, litra f), omhandlede specialitetsregel giver.

22.

Under disse omstændigheder har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam), for hvilken anmodningen om udvidelse af de faktiske omstændigheder var blevet indbragt, efter at have indrømmet HM ret til at blive hørt om samtykket til udvidelse af de faktiske omstændigheder, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

B.

Sag C-429/21 PPU

23.

Den 3. maj 2021 forelagde Procureur des Konings van het Parket van Brussel (statsadvokaten i Bruxelles, Belgien) de nederlandske myndigheder en anmodning om samtykke til videreovergivelse i henhold til artikel 28, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 angående TZ, en nederlandsk statsborger, der er blevet overgivet til de belgiske myndigheder i henhold til en europæisk arrestordre, og som er fængslet i Belgien. Formålet med denne anmodning var at gøre det muligt at overgive TZ til de tyske myndigheder med henblik på retsforfølgning for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for den belgiske europæiske arrestordre.

24.

Under disse omstændigheder har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam), for hvilken den senere anmodning om overgivelse var blevet indgivet efter, at TZ var blevet indrømmet ret til at blive hørt med hensyn til den senere overgivelse, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

IV.

Hasteproceduren ved Domstolen

25.

Den forelæggende ret har anmodet om, at de præjudicielle forelæggelser undergives hasteproceduren i artikel 107 i Domstolens procesreglement. Den har til støtte for denne anmodning gjort gældende, at de forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af en rammeafgørelse, der henhører under afsnit V i tredje del af EUF-traktaten.

26.

Hvad angår kriteriet om den hastende karakter i sag C-428/21 PPU har den forelæggende ret oplyst, at HM på datoen for indgivelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse var varetægtsfængslet i Ungarn. Den forelæggende ret har anført, at såfremt den giver sit samtykke til en udvidelse af de faktiske omstændigheder, vil HM ligeledes kunne varetægtsfængsles for andre forhold, hvilket vil kunne medføre en forlængelse af fængslingen og en højere straf, hvis han dømmes. Såfremt den forelæggende ret derimod forkaster anmodningen om udvidelse af de faktiske omstændigheder, har den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat i princippet ikke ret til at varetægtsfængsle HM for de i denne anmodning omhandlede forhold, og såfremt han dømmes, har den kompetente judicielle myndighed i denne medlemsstat i princippet ikke ret til at fuldbyrde en frihedsstraf for disse forhold. Den forelæggende ret har således skønnet, at Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål har en direkte og afgørende indflydelse på HM’s fængsling i Ungarn.

27.

I sag C-429/21 PPU har den forelæggende ret oplyst, at TZ var blevet fængslet i Belgien, indtil der er truffet afgørelse om anmodningen om samtykke til videreovergivelse til Tyskland med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre angående TZ, som de tyske myndigheder har udstedt. Den har oplyst, at Domstolens afgørelse har indflydelse på den fortsatte fængsling af TZ i Belgien.

28.

Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling den 29. juli 2021 besluttet at imødekomme den forelæggende rets anmodning om, at de to sager undergives den præjudicielle hasteprocedure. Den har ligeledes besluttet at forene sagerne med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling og domsafsigelsen og at forelægge den nederlandske regering spørgsmål til skriftlig besvarelse.

29.

Der er afgivet skriftlige indlæg af Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene), den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen. Den nederlandske regering har ligeledes besvaret Domstolens spørgsmål skriftligt. Anklagemyndigheden, den nederlandske regering, Irland, den franske og den ungarske regering samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 8. september 2021.

V.

Bedømmelse

30.

Den forelæggende ret har efter at have fremhævet, at en overgivet persons ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke udgør en del af personens ret til et forsvar, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse  ( 5 ), i de to foreliggende sager forelagt to præjudicielle spørgsmål: med det første spørgsmål ønsker den oplyst, i hvilken medlemsstat personen skal kunne udøve sin ret til at blive hørt, og med det andet ønsker den oplyst, hvordan denne ret kan udøves, såfremt den henhører under den fuldbyrdende medlemsstat.

31.

I denne henseende skal det indledningsvis påpeges, at rammeafgørelse 2002/584 ikke udtrykkeligt indrømmer en overgivet person retten til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke, og at dette spørgsmål endnu ikke er blevet behandlet i Domstolens praksis  ( 6 ).

32.

Inden jeg går over til at behandle de to præjudicielle spørgsmål, vil jeg derfor undersøge, om de relevante bestemmelser i denne rammeafgørelse, sammenholdt med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er stadfæstet i chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at en overgivet person har ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke.

A.

En overgivet persons ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke

33.

Det skal anføres, at selv om rammeafgørelse 2002/584 i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre i artikel 14 bestemmer, at hvis den anholdte ikke giver sit samtykke til overgivelse, har han ret til at blive hørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed, så indeholder denne rammeafgørelse ikke nogen bestemmelser om en allerede overgivet persons ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke.

34.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en fortolkning af de relevante bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med målene med denne og med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er stadfæstet i chartrets artikel 47, gør det muligt at indrømme en overgivet person ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke.

35.

For det første skal det påpeges, at selv om der med rammeafgørelse 2002/584 indføres en ordning med fri bevægelighed for strafferetlige afgørelser baseret på princippet om gensidig anerkendelse og på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne  ( 7 ), respekterer den de grundlæggende rettigheder og overholder de grundlæggende rettigheder, der indrømmes ved artikel 6 TEU, som afspejles i chartret  ( 8 ), særlig artikel 47, stk. 2, heri.

36.

I denne henseende har Domstolen fastslået, at retten til at blive hørt, som udgør en integrerende del af retten til et forsvar, der er et almindeligt EU-retligt princip, der er stadfæstet i chartrets artikel 47, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt  ( 9 ).

37.

For det andet har Domstolen først og fremmest allerede fastslået, at afgørelsen om samtykke til udvidelse af de faktiske omstændigheder er adskilt fra afgørelsen om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og for den berørte person har særskilte virkninger i forhold til virkningerne af sidstnævnte afgørelse  ( 10 ). Det samme gælder efter min opfattelse for så vidt angår afgørelsen om samtykke til videreovergivelse.

38.

Dernæst gives et supplerende samtykke i henhold til artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra b) og d), i rammeafgørelse 2002/584, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om supplerende samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til denne rammeafgørelses bestemmelser, og nægtes af de samme bindende eller fakultative grunde som dem, der er gældende for den europæiske arrestordre, og som er nævnt i rammeafgørelsens artikel 3 og 4.

39.

Endelig kan procedurerne for udvidelse af de faktiske omstændigheder og videreovergivelse ligesom procedurerne for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, som den forelæggende ret har anført og i modsætning til den holdning, som den ungarske regering indtog i retsmødet, også berøre den overgivne persons frihed, eftersom de vedrører en anden lovovertrædelse end den, for hvilken den pågældende er overgivet, hvilket kan føre til, at denne idømmes en strengere straf  ( 11 ).

40.

Der skal således efter min opfattelse skabes en parallel mellem dels den ret, der indrømmes i forbindelse med den første overgivelse, dels den ret, der anvendes i forbindelse med en udvidelse af de faktiske omstændigheder eller videreovergivelse, og konkluderes, at behovet for at høre den overgivne person i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke er baseret på de samme krav som dem, der begrunder den pågældendes ret til at blive hørt i forbindelse med den oprindelige overgivelse  ( 12 ).

41.

Afslutningsvis er jeg af den opfattelse, at artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, samt artikel 28, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, der er stadfæstet i chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at en overgivet person skal have ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke.

42.

Efter denne præcisering vedrører de af den forelæggende ret forelagte præjudicielle spørgsmål spørgsmålet om, i hvilken medlemsstat og i henhold til hvilke bestemmelser den overgivne persons ret til at blive hørt skal udøves.

B.

Det første præjudicielle spørgsmål

43.

Det første præjudicielle spørgsmål vedrører spørgsmålet om, i hvilken medlemsstat en overgivet person skal kunne udøve sin ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke.

44.

Efter at have anført, at rammeafgørelse 2002/584 ikke indeholder nogen bestemmelser herom, har den forelæggende ret i sag C-428/PPU i det væsentlige overvejet to hypoteser. Den første går ud på, at den overgivne person kan udøve sin ret til at blive hørt i den udstedende medlemsstat, når den judicielle myndighed i denne medlemsstat hører den berørte person om et eventuelt afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. rammeafgørelsens artikel 27, stk. 2. Den anden går ud på, at den berørte person kan udøve sin ret til at blive hørt i den fuldbyrdende medlemsstat i forbindelse med proceduren for afgivelse af samtykke. I sidstnævnte tilfælde kan den fuldbyrdende judicielle myndighed ifølge denne ret enten blot få et referat af afhøringen (i den udstedende medlemsstat) eller afholde et retsmøde.

45.

I sag C-429/21 PPU har den forelæggende ret ligeledes fremsat to hypoteser. Den første går ud på, at den overgivne person kan udøve sin ret til at blive hørt i den udstedende medlemsstat i forbindelse med proceduren for fuldbyrdelse af den anden europæiske arrestordre. Den anden går ud på, at den berørte person kan udøve sin ret til at blive hørt i den fuldbyrdende medlemsstat.

46.

Det skal indledningsvis anføres, at det præjudicielle spørgsmål ikke blot angår spørgsmålet om, i hvilken medlemsstat, forstået som et fysisk sted, den overgivne person kan udøve sin ret til at blive hørt, men hovedsageligt vedrører spørgsmålet om, ved retten i hvilken medlemsstat den overgivne person skal kunne udøve sin ret til at blive hørt  ( 13 ).

47.

Det skal i denne forbindelse for det første fremhæves, at det i henhold til artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584, hvortil der henvises i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra d), påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed at kontrollere, at der ikke findes nogen grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der også omfatter afslag på supplerende samtykke. Selv under hensyntagen til princippet om gensidig anerkendelse har den udstedende medlemsstats judicielle myndighed ikke kompetence til at udtale sig om grundene til afslag på supplerende samtykke. Det påhviler således den fuldbyrdende judicielle myndighed at høre den overgivne person herom i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning  ( 14 ).

48.

Det er efter min opfattelse derfor absolut nødvendigt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, i den foreliggende sag den nederlandske judicielle myndighed, i det mindste inddrages i den procedure, hvorunder den overgivne person udøver sin ret til at blive hørt, når denne procedure afvikles i den udstedende medlemsstat, her i henholdsvis sag C-428/21 PPU og sag C-429/21 PPU, Ungarn og Belgien, i henhold til de nærmere bestemmelser, der behandles som svar på det andet præjudicielle spørgsmål.

49.

I lyset af denne fortolkning og i modsætning til, hvad den forelæggende ret overvejede i sin første hypotese, tvivler jeg på, at den overgivne person uden videre kan udøve sin ret til at blive hørt i den udstedende medlemsstat, når den judicielle myndighed i denne medlemsstat hører denne om et eventuelt afkald på anvendelse af specialitetsreglen, eller når den anden fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om fuldbyrdelse af den anden europæiske arrestordre.

50.

Henset til den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed fortsat har kompetence for så vidt angår proceduren i forbindelse med supplerende samtykke, der er omfattet af den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, er det således efter min opfattelse indlysende, at den overgivne persons udøvelse af sin ret til at blive hørt skal gøre det muligt for denne at meddele denne myndighed sin holdning til udvidelsen af de faktiske omstændigheder eller til videreovergivelse i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning. Som den forelæggende ret med føje har anført i sag C-428/21 PPU, har den udstedende medlemsstats judicielle myndighed ikke kompetence til at udtale sig om udvidelsen af de faktiske omstændigheder, og i sag C-429/21 PPU træffer den anden fuldbyrdende judicielle myndighed ikke nødvendigvis afgørelse om fuldbyrdelse af den anden europæiske arrestordre inden for den samme ramme som den ramme, inden for hvilken den første fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om videreovergivelsen  ( 15 ).

51.

Desuden er den omstændighed, at rammeafgørelse 2002/584 i nogle tilfælde tillader den overgivne person at give afkald på anvendelse af specialitetsreglen efter, at denne er blevet overgivet, eller at give sit samtykke til videreovergivelse til de kompetente judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat og i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning  ( 16 ), efter min opfattelse ikke til hinder for en sådan konklusion. Denne mulighed, der udgør en undtagelse fra reglen om, at afkald på anvendelse af specialitetsreglen eller samtykke til overgivelse normalt gives til den fuldbyrdende medlemsstats kompetente judicielle myndighed  ( 17 ), er begrundet i denne persons tilstedeværelse i den udstedende medlemsstat og i den omstændighed, at i situationer, hvor »afgørelsen« kun ligger hos den overgivne person, har EU-lovgiver ud fra et ønske om effektivitet tilladt, at denne kan udøve de rettigheder, som denne normalt udøver for den fuldbyrdende judicielle myndighed, for de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat.

52.

Hvad angår for det andet spørgsmålet om det sted, hvor den overgivne person skal kunne blive hørt, skal det indledningsvis anføres, at Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 1, TEUF har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne eller om gyldigheden eller fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Derimod tilkommer det først og fremmest de nationale domstole at anvende EU-retten på konkrete sager, og i endnu højere grad de nationale bestemmelser, der er vedtaget under udøvelsen af medlemsstaternes skønsbeføjelser ved anvendelse af Unionens retsforskrifter  ( 18 ). Det tilkommer imidlertid Domstolen at præcisere de generelle rammer og i givet fald at give anvisninger på de gældende retlige instrumenters forenelighed med EU-retten.

53.

Efter denne præcisering er det min opfattelse, at eftersom der ikke findes regler herom i rammeafgørelse 2002/584, skal de praktiske bestemmelser om den overgivne persons udøvelse af sin ret til at blive hørt fastsættes i en aftale mellem de kompetente judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat og den udstedende medlemsstat under overholdelse af princippet om procesautonomi, henset til den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed har kompetence til at træffe afgørelse om yderligere samtykke, og enhver ordning mellem de berørte judicielle myndigheder bør respektere den overgivne persons grundlæggende rettigheder og navnlig retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

54.

Rammeafgørelse 2002/584 indeholder nogle eksempler på samarbejde mellem de kompetente judicielle myndigheder. Rammeafgørelsens artikel 19, stk. 2, bestemmer således, at den eftersøgte, indtil der træffes afgørelse om en europæisk arrestordre, afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat og »på de betingelser, der er aftalt mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed«, og rammeafgørelsens artikel 31, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne fortsat kan anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende ved denne rammeafgørelses vedtagelse, eller indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

55.

Desuden er muligheden for at overlade fastsættelsen af de praktiske ordninger for fuldbyrdelse til en aftale mellem den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed i overensstemmelse med arten af og logikken i ordningen om samarbejde i straffesager i Unionen  ( 19 ), og ånden i rammeafgørelse 2002/584, der indfører en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, baseret på princippet om gensidig anerkendelse, der er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne  ( 20 ).

56.

Hvad nærmere bestemt angår de hypoteser, som den forelæggende ret har fremsat, er der efter min opfattelse for det første ikke noget i de relevante EU-forskrifter, der er til hinder for, at den overgivne person i overensstemmelse med den anden hypotese, som den forelæggende ret har fremsat, høres af den fuldbyrdende judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat inden for rammerne af proceduren for afgivelse af supplerende samtykke, selv om denne persons tilstedeværelse i den udstedende medlemsstat og dennes fængsling som i hovedsagerne gør denne løsning, der ud fra et abstrakt synspunkt er mere umiddelbar  ( 21 ), særlig omkostningsfuld i praksis for de berørte myndigheder og den berørte person.

57.

For det andet er det min opfattelse, at de relevante EU-forskrifter heller ikke er til hinder for, at den overgivne person ligeledes kan blive hørt i den udstedende medlemsstat. Den omstændighed, at den fuldbyrdende medlemsstat har kompetence til at behandle en anmodning om supplerende samtykke i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, indebærer ikke, at den overgivne person nødvendigvis skal kunne udøve sin ret til at blive hørt på denne sidstnævnte medlemsstats område.

58.

Med rammeafgørelse 2002/584 indføres der som allerede anført en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område baseret på princippet om gensidig anerkendelse, der er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne, samtidig med at de berørte personers grundlæggende rettigheder respekteres. Desuden har Domstolen allerede fastslået, at selv om denne rammeafgørelses artikel 27 og 28 fastsætter bestemmelser, der udgør undtagelser til princippet om gensidig anerkendelse, kan de ikke fortolkes på en måde, der ville føre til en neutralisering af målet med nævnte rammeafgørelse, som er at lette og fremskynde overgivelsen mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder i lyset af den gensidige tillid, der skal eksistere mellem disse  ( 22 ). Den omvendte løsning ville reelt indebære en genindførelse af meget omkostningsfulde procedurer som f.eks. dem, der finder anvendelse på udlevering, hvilket ville gå ud over effektiviteten af den ordning, der blev indført med samme rammeafgørelse.

59.

I denne forbindelse er det ligeledes min opfattelse, at EU-retten ikke er til hinder for, at høringen af en overgivet person i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke finder sted i løbet af en procedure om et eventuelt afkald på anvendelse af specialitetsreglen eller accept af videreovergivelse  ( 23 ), forudsat at denne høring adskiller sig klart fra disse to procedurer, og den berørte person informeres om, at hans holdning til anmodningen om supplerende samtykke sendes til den fuldbyrdende judicielle myndighed og vil blive behandlet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

60.

Under disse omstændigheder foreslår jeg, at det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at rammeafgørelse 2002/584, særlig artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, samt artikel 28, stk. 3, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at en person, der er blevet overgivet som følge af en fuldbyrdelse af en første europæisk arrestordre, skal kunne udøve sin ret til at blive hørt i tilknytning til en anmodning om supplerende samtykke til den fuldbyrdende medlemsstat, der har kompetence til at behandle denne anmodning, uanset om personen høres i den fuldbyrdende medlemsstat eller i den udstedende medlemsstat.

C.

Det andet præjudicielle spørgsmål

61.

Det andet præjudicielle spørgsmål vedrører spørgsmålet om, hvordan den overgivne person skal kunne udøve sin ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om supplerende samtykke, såfremt denne person skal kunne udøve denne ret i den fuldbyrdende medlemsstat.

62.

I de to hovedsager har den forelæggende ret præciseret, at de overgivne personer ikke var blevet indkaldt og ikke var til stede ved behandlingen af anmodningerne om supplerende samtykke, og at ingen advokater repræsenterede dem. I sag C-428/21 PPU har den forelæggende ret ligeledes præciseret, at et referat af afhøringen af den overgivne person foretaget af en judiciel myndighed i den udstedende medlemsstat (Ungarn) var vedlagt anmodningen om samtykke til udvidelse af de faktiske omstændigheder, hvoraf det fremgik, at den overgivne person ikke ønskede at give afkald på anvendelsen af specialitetsreglen.

63.

Indledningsvis skal det fremhæves, at det hovedsageligt tilkommer de nationale domstole at anvende EU-retten på konkrete sager, mens Domstolen i givet fald kan give anvisninger på de gældende retlige instrumenters forenelighed med EU-retten  ( 24 ).

64.

Efter denne præcisering, og som jeg har anført i min besvarelse af det første spørgsmål  ( 25 ), er det min opfattelse, at eftersom der ikke findes nogen specifik regel, skal bestemmelserne om den overgivne persons ret til at blive hørt om en anmodning om supplerende samtykke fastsættes i en aftale mellem de kompetente judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat og i den udstedende medlemsstat under overholdelse af princippet om procesautonomi, henset til den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed har kompetence til at træffe afgørelse om yderligere samtykke, og enhver ordning mellem de berørte judicielle myndigheder skal respektere den overgivne persons grundlæggende rettigheder og navnlig retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

65.

Hvad nærmere bestemt angår de konkrete retningslinjer for den overgivne persons udøvelse af retten til at blive hørt om en anmodning om supplerende samtykke er jeg for det første af den opfattelse, at de kompetente nationale myndigheder, for så vidt som den nationale lovgivning tillader det, kan finde støtte i andre instrumenter, der udgør den retlige ramme for samarbejde i straffesager i Unionen. Denne ramme vil kunne udgøre en reference for disse myndigheder, således at det undgås, at de mange gældende normer eller dobbeltarbejde, der er uhensigtsmæssigt og tidsrøvende, i forbindelse med den overgivne persons garantier i de to medlemsstater, der er omfattet af anmodningen om supplerende samtykke, kan gå ud over effektiviteten af ordningen med den europæiske arrestordre  ( 26 ).

66.

Blandt disse instrumenter kan først og fremmest nævnes midlertidig overførsel af den overgivne person, således som fastsat i artikel 22 og 23 i direktiv 2014/41, med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning i straffesager  ( 27 ), selv om der er tale om en særlig omkostningsfuld foranstaltning for de berørte myndigheder. Det samme gælder efter min opfattelse en eventuel flytning af den fuldbyrdende judicielle myndighed til den udstedende medlemsstat med henblik på at høre den overgivne person.

67.

Dernæst skal nævnes muligheden for audiovisuel transmission og navnlig videokonference. Anvendelsen af disse instrumenter fastsættes navnlig i artikel 24 i direktiv 2014/41, der tillader en judiciel myndighed at udstede en europæiske efterforskningskendelse med henblik på at høre en mistænkt eller tiltalt person, der opholder sig på en anden medlemsstats område. Uden at jeg ønsker at tilegne mig de nationale myndigheders beføjelser, er det dog min opfattelse, at dette instrument er særlig velegnet, når det drejer sig om at gøre det muligt for den overgivne person, der befinder sig i den udstedende medlemsstat, at udøve sin ret til at blive hørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed, inden den udtaler sig om anmodningen om supplerende samtykke, uden at det er nødvendigt at overføre personen til den fuldbyrdende medlemsstat  ( 28 ).

68.

Endelig er EU-retten heller ikke i situationer som de i den foreliggende sag omhandlede til hinder for, at en overgivet persons ret til at blive hørt kan foregå via en skriftlig procedure. Denne procedure er navnlig omhandlet i artikel 8 i direktiv (EU) 2016/343  ( 29 ), der, samtidig med at det i stk. 1 fastslås, at medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen, i stk. 6 bestemmer, at denne artikel ikke berører nationale regler, der giver mulighed for, at sager eller bestemte stadier heraf gennemføres skriftligt, på betingelse af at dette er i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang.

69.

Efter min opfattelse kan en sådan procedure gøre det muligt for den berørte person at komme til orde, og for den fuldbyrdende myndighed at udtale sig om anmodningen om supplerende samtykke på et velunderbygget grundlag, uden at det berører denne myndigheds mulighed for at anmode den kompetente judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat om supplerende oplysninger i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584.

70.

En sådan fortolkning af rammeafgørelse 2002/584 er i øvrigt i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) retspraksis vedrørende artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev underskrevet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), som chartrets artikel 47, stk. 2, svarer til  ( 30 ).

71.

Ifølge Menneskerettighedsdomstolen indebærer udleveringsproceduren, som ordningen med den europæiske arrestordre i det væsentlige er baseret på, hverken en anfægtelse af en sagsøgers civile rettigheder og forpligtelser eller vedrører grundlaget for en anklage for en forbrydelse i betydningen i EMRK’s artikel 6, stk. 1  ( 31 ). Under alle omstændigheder har Menneskerettighedsdomstolen anført, at EMRK’s artikel 6, stk. 1, ikke indeholder en absolut forpligtelse til at afholde et offentligt retsmøde, og den kræver ikke, at der nødvendigvis afholdes et retsmøde i alle sager  ( 32 ). Selv om det i denne henseende er korrekt, at EU-retten i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, kan yde en mere omfattende beskyttelse end den, der følger af nævnte artikel 6, stk. 1, har Domstolen taget hensyn til Menneskerettighedsdomstolens retspraksis, idet den dog ligeledes har præciseret, at hverken chartrets artikel 47, stk. 2, eller nogen anden bestemmelse heri indeholder et sådant krav  ( 33 ).

72.

For det andet kan det tilføjes, at uanset de praktiske bestemmelser om den overgivne persons udøvelse af sin ret til at blive hørt er det afgørende, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger med henblik på under alle omstændigheder at sikre den overgivne persons effektive udøvelse af sin ret til at blive hørt. Disse beskyttelsesmekanismer vedrører efter min opfattelse hovedsageligt retten til adgang til advokatbistand og adgangen til tolkning eller oversættelse af væsentlige procesdokumenter  ( 34 ), når udøvelse af disse rettigheder er nødvendig.

73.

Navnlig er retten til adgang til advokatbistand fastsat i artikel 10 i direktiv 2013/48/EU  ( 35 ), i sager angående den europæiske arrestordre. Denne bestemmelse omfatter først og fremmest den faktiske ret til advokatbistand, dernæst retten til at mødes og kommunikere med advokaten og endelig retten til, at advokaten er til stede og deltager i afhøringen af den berørte person.

74.

Efter min opfattelse er det desuden vigtigt, hvis den overgivne person udøver sin ret til at blive hørt over for de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat uden den fuldbyrdende judicielle myndigheds tilstedeværelse, at dennes udtalelser registreres i et protokollat, som sendes til den fuldbyrdende judicielle myndighed, og hvoraf det fremgår, at den berørte person udtrykkeligt er blevet opfordret til at udtale sig om anmodningen om supplerende samtykke  ( 36 ).

75.

Under disse omstændigheder foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at når den overgivne person udøver sin ret til at blive hørt i forbindelse med en anmodning om samtykke til udvidelse af de faktiske omstændigheder eller til videreovergivelse i den fuldbyrdende medlemsstat, kan denne ret udøves i henhold til bestemmelser, der er aftalt gensidigt mellem de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat og i den fuldbyrdende medlemsstat på grundlag af de gældende nationale bestemmelser, forudsat at en effektiv udøvelse af denne ret sikres.

VI.

Forslag til afgørelse

76.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde: