12.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 167/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/775

af 11. maj 2021

om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 for så vidt angår undtagelser fra reglerne om produkter med oprindelsesstatus i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 58, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (2) (»aftalen«) blev undertegnet på Unionens vegne den 29. december 2020.

(2)

Anden del, afsnit I, kapitel 2, i aftalen vedrører definitionen af begrebet produkter med oprindelsesstatus og metoderne for administrativt samarbejde. Bilag ORIG-2 (Produktspecifikke oprindelsesregler) til aftalen indeholder en liste over bearbejdninger eller forarbejdninger, som materialer uden oprindelsesstatus skal undergå, for at det fremstillede produkt kan få oprindelsesstatus. Bilag ORIG-2A fastsætter alternative regler, der kan anvendes i stedet for reglerne i bilag ORIG-2 (Produktspecifikke oprindelsesregler) for visse produkter, der skal anses for at have oprindelse i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland eller i Unionen inden for rammerne af det gældende årlige kontingent.

(3)

Produkter, der er omfattet af de alternative regler i bilag ORIG-2A, kan importeres til Unionen, forudsat at de opfylder betingelserne i nævnte bilag.

(4)

For at sikre effektiv forvaltning i henhold til gældende EU-lovgivning bør de årlige kontingenter, der er fastsat i bilag ORIG-2A, forvaltes på grundlag af den kronologiske rækkefølge af datoerne for antagelse af toldangivelser om overgang til fri omsætning i overensstemmelse med de regler for forvaltning af toldkontingenter, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (3).

(5)

I henhold til artikel 12 i Rådets afgørelse (EU) 2020/2252 (4) anvendes aftalen midlertidigt fra den 1. januar 2021. For at sikre, at oprindelseskontingenter, der er fastsat i bilag ORIG-2A til aftalen, forvaltes effektivt og anvendes rettidigt, bør nærværende forordning finde anvendelse fra nævnte dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Undtagelserne i bilag ORIG-2A til handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (»aftalen«) finder anvendelse på de produkter, der er opført i bilaget og importeres til Unionen, inden for de deri fastsatte kontingenter.

Artikel 2

De kontingenter, der er fastsat i bilaget, forvaltes i overensstemmelse med artikel 49-54 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447.

Artikel 3

For at være omfattet af de kontingenter, der er fastsat i bilaget, hvis der anmodes om præference[told]behandling på grundlag af en udtalelse om oprindelse, skal denne udtalelse om oprindelse udfærdiges i overensstemmelse med artikel ORIG.19 i aftalen og indeholde følgende supplerende erklæring på engelsk: »Origin quotas — Product originating in accordance with Annex ORIG-2A«.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)   EUT L 444 af 31.12.2020, s. 14.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558).

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2020/2252 af 29. december 2020 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side og af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om sikkerhedsprocedurer for udveksling og beskyttelse af klassificerede informationer (EUT L 444 af 31.12.2020, s. 2).


BILAG

Uanset tariferingsbestemmelserne vedrørende den kombinerede nomenklatur fastlægges anvendelsesområdet for præferenceordningen i forbindelse med dette bilag af de KN-koder, der er anført i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (1), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1577 (2) samt af produktbeskrivelsen i tredje kolonne i tabellen i dette bilag.

Løbenr.

KN-kode

Produktbeskrivelse

Kontingent-periode

Mængde (nettovægt)

09.6002

1604 14

Tunfisk, bugstribet bonit og bonit (Sarda-arter), tilberedt eller konserveret, hele eller i stykker (undtagen hakket)

Fra 1.1 til 31.12 (fra 2021 og frem)

3 000 ton

09.6004

1604 20 70

Anden tunfisk, bugstribet bonit og andre fisk af slægten Euthynnus, tilberedt eller konserveret (undtagen hel eller i stykker)

Fra 1.1 til 31.12 (fra 2021 og frem)

4 000 ton

09.6006

7603

Aluminiumsprodukter og varer af aluminium (undtagen tråd af aluminium og folie af aluminium)

Fra 1.1 til 31.12 (for 2021, 2022 og 2023)

95 000 ton

7604

7606

7608 til 7616

7605

Tråd af aluminium

7607

Folie af aluminium

09.6006

7603

Aluminiumsprodukter og varer af aluminium (undtagen tråd af aluminium og folie af aluminium)

Fra 1.1 til 31.12 (for 2024, 2025 og 2026)

72 000 ton

7604

7606

7608 til 7616

7605

Tråd af aluminium

7607

Folie af aluminium

09.6006

7604

Stænger og profiler, af aluminium Plader og bånd, af aluminium, af tykkelse over 0,2 mm Folie af aluminium

Fra 1.1 til 31.12 (fra 2027 og frem)

57 500 ton

7606

7607


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1577 af 21. september 2020 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 361 af 30.10.2020, s. 1).