51995PC0305

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam /* KOM/95/305 ENDEL - CNS 95/0173 */

EF-Tidende nr. C 012 af 17/01/1996 s. 0004


Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam (96/C 12/04) KOM(95) 305 endelig udg. - 95/0173(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 28. juni 1995)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 130 Y i forbindelse med artikel 228, stk. 2, første punktum, og, stk. 3, første led,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til traktatens artikel 130 U skal Fællesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde fremme en bæredygtig økonomisk og social udvikling i udviklingslandene, deres harmoniske og gradvise integration i verdensøkonomien og bekæmpelse af fattigdommen i disse lande;

Fællesskabet bør med henblik på virkeliggørelsen af sine mål for forbindelserne med tredjelande godkende samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam godkendes herved på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet foranstalter den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 20 (1).

Artikel 3

Kommissionen repræsenterer bistået af repræsentanter for medlemsstaterne Fællesskabet i den blandede kommission, der er nedsat ved aftalens artikel 14.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(1) Datoen for samarbejdsaftalens ikrafttræden offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende af Rådets Generalsekretariat.

SAMARBEJDSAFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

på den ene side, og

REGERINGEN FOR VIETNAM

på den anden side,

i det følgende benævnt »parterne«,

SOM HILSER den vækst velkommen, som har fundet sted i handelen og samarbejdet, siden forbindelserne mellem på den ene side Det Europæiske Fællesskab, i det følgende benævnt »Fællesskabet«, og på den anden side Den Socialistiske Republik Vietnam, i det følgende benævnt »Vietnam«, i november 1990 blev normaliseret,

SOM ERKENDER betydningen af, at forbindelserne mellem Fællesskabet og Vietnam yderligere styrkes og forbedres,

SOM PÅ NY BEKRÆFTER Fællesskabets og Vietnams tilslutning til respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper samt principperne i De Forenede Nationers Pagt og respekten for national uafhængighed og suverænitet,

SOM ANERKENDER de skridt, som Vietnam har taget for at normalisere sine forbindelser med alle partnere, såvel regionale som internationale, og fremhæver de samarbejdsforanstaltninger, der kan bistå den regionale samarbejdsproces,

SOM ANERKENDER alle staters forpligtelse til i overensstemmelse med grundlæggende internationale principper og sædvaner igen at modtage borgere, der af den ene eller anden grund har forladt deres land,

SOM TAGER HENSYN til de vigtige nye muligheder for handel med tekstiler og beklædningsgenstande gennem bilaterale kontraktuelle rettigheder og forpligtelser mellem Fællesskabet og Vietnam,

SOM ER INSPIRERET af deres fælles vilje til at konsolidere, uddybe og diversificere deres forbindelser på områder af fælles interesse på grundlag af lighed, ikke-forskelsbehandling, gensidig gavn og gensidighed,

SOM ERKENDER de positive følger af den igangværende økonomiske reformproces i Vietnam for at sikre overgangen til markedsøkonomi og viljen til at fortsætte med denne proces,

SOM ØNSKER at skabe gunstige betingelser for en betydelig udvikling og spredning af handelen mellem Fællesskabet og Vietnam,

SOM TAGER HENSYN til overholdelsen af principper og sædvaner, der fremmer en fri og uhindret tosidet samhandel på en stabil, gennemsigtig og ikke-diskriminatorisk måde, idet der tages hensyn til de to parters forskellige økonomiske betingelser,

SOM TAGER HENSYN til behovet for at skabe gunstige betingelser for direkte investeringer,

SOM TAGER HENSYN til behovet for at støtte Vietnam i bestræbelserne for at opnå en bæredygtig økonomisk udvikling og forbedre levevilkårerne for de fattigere dele af befolkningen,

SOM TAGER HØJDE FOR den vigtighed, som Fællesskabet og Vietnam tillægger beskyttelsen af miljøet på globalt og lokalt plan, og for den bæredygtige anvendelse af naturressourcer, og som erkender forbindelsen mellem miljø og udvikling,

HAR VEDTAGET at indgå denne aftale som partnere og har med henblik herpå som befuldmægtigede udpeget:

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION:

REGERINGEN FOR VIETNAM:

SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Grundlag

Respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper er grundlaget for samarbejdet mellem parterne og for bestemmelserne i denne aftale og udgør et afgørende element i aftalen.

Artikel 2

Målsætninger

De vigtigste målsætninger for denne aftale er:

1) at sikre betingelserne for samt fremme væksten i og udviklingen af den tosidede samhandel og de gensidige investeringer mellem de to parter i deres fælles interesse, idet der tages hensyn til deres respektive økonomiske situation

2) at støtte en bæredygtig økonomisk udvikling af Vietnam og forbedringen af levevilkårene for de fattigere dele af befolkningen

3) at øge det økonomiske samarbejde i fælles interesse, herunder støtte Vietnams regerings igangværende bestræbelser for at omstrukturere landets økonomi og bevæge sig i retning af markedsøkonomi

4) at støtte beskyttelsen af miljøet og den bæredygtige forvaltning af naturressourcer.

Artikel 3

Mestbegunstigelsesbehandling

Fællesskabet og Vietnam indrømmer hinanden mestbegunstigelsesbehandling i deres samhandel i overensstemmelse med bestemmelserne i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) 1994.

Bestemmelserne i denne artikel finder ikke anvendelse på begunstigelser, der ydes af en af parterne i henhold til en aftale om oprettelse af en toldunion, et frihandelsområde eller et særbehandlingsområde.

Artikel 4

Handel og handelsmæssigt samarbejde

1. Parterne forpligter sig til at fremme udviklingen og diversificeringen af deres samhandel og forbedre markedsadgangen i videst muligt omfang under hensyntagen til deres respektive økonomiske situation.

2. Inden for de gældende rammer, der er fastsat i deres respektive love og regler, forpligter parterne sig til at føre en politik, der forbedrer adgangen for deres varer til deres markeder. I denne forbindelse indrømmer de hinanden de mest gunstige betingelser for import og eksport, og de forpligter sig til at undersøge, hvorledes hindringer for deres indbyrdes handel - og navnlig ikke-toldmæssige hindringer - kan fjernes, idet de tager hensyn til deres forskellige systemer og det arbejde, der allerede udføres i denne forbindelse af internationale organisationer.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 begrænser ikke parternes ret til at anvende foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte deres væsentlige sikkerhedsinteresser eller for at beskytte den offentlige sundhed og moral samt for at beskytte miljøet og dyrs og planters liv eller sundhed. For så vidt angår sidstnævnte må sådanne foranstaltninger ikke udgøre et middel til tilfældig eller uberettiget forskelsbehandling eller skjulte begrænsninger af handelen.

4. Parterne forpligter sig til at fremme udvekslingen af oplysninger om gensidigt fordelagtige markedsmuligheder og til at afholde konsultationer i en konstruktiv atmosfære om spørgsmål vedrørende toldmæssige og ikke-toldmæssige foranstaltninger og foranstaltninger, der vedrører tjenesteydelser, sundhed, sikkerhed eller miljøet samt tekniske krav. Der finder uddannelsesprogrammer sted på disse områder som led i det økonomiske samarbejde mellem de to parter.

5. Parterne forpligter sig til at forbedre samarbejdet om toldspørgsmål mellem de respektive myndigheder, navnlig med hensyn til muligheden for faglig uddannelse, forenkling og harmonisering af toldprocedurer samt forebyggelse, undersøgelse og afskaffelse af overtrædelser af toldbestemmelser.

6. Parterne forpligter sig til at konsultere hinanden om alle tvister, der måtte opstå i forbindelse med handel eller handelsrelaterede spørgsmål.

Artikel 5

Investeringer

Parterne opmuntrer til at øge investeringer til gensidig fordel ved at etablere et klima, der er gunstigt for private investeringer, herunder bedre betingelser for overførsel af kapital og udveksling af oplysninger om investeringsmuligheder. Navnlig støtter parterne, hvor det er relevant, aftaler om investeringsfremme og -beskyttelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Vietnam på grundlag af principperne om ikke-forskelsbehandling og gensidighed.

Artikel 6

Intellektuelle ejendomsrettigheder

1. Inden for rammerne af deres respektive kompetence, forskrifter og politik vil parterne:

a) sigte mod at forbedre betingelserne for tilstrækkelig og effektiv beskyttelse og styrkelse af intellektuelle, industrielle og handelsmæssige ejendomsrettigheder i overensstemmelse med de højeste internationale standarder

b) samarbejde om at sikre disse mål, herunder hvor det er relevant gennem faglig bistand.

2. Parterne forpligter sig til at undgå forskelsbehandling i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder og om nødvendigt at føre konsultationer, hvis der opstår problemer, der påvirker handelsforbindelserne.

Artikel 7

Økonomisk samarbejde

1. Parterne forpligter sig i deres fælles interesse og i overensstemmelse med deres respektive politikker og målsætninger til at fremme et så bredt økonomisk samarbejde som muligt for at bidrage til at udvikle deres respektive økonomier og deres udviklingsmæssige behov.

2. Parterne er enige om, at det økonomiske samarbejde skal omfatte tre brede aktivitetsområder:

a) forbedring af det økonomiske klima i Vietnam gennem en lettelse af adgangen til knowhow og teknologi i Fællesskabet

b) lettelse af kontakterne mellem økonomiske beslutningstagere og andre foranstaltninger til fremme af samhandel og direkte investeringer

c) styrkelse af den fælles forståelse af parternes respektive økonomiske og sociale miljø som grundlag for et effektivt samarbejde.

3. På de ovenfor anførte brede områder er målsætningerne navnlig:

a) at bistå Vietnam i landets fortsatte bestræbelser for at gennemføre en vellykket overgang til markedsøkonomi og derfor forbedre det økonomiske og erhvervsmæssige klima

b) at opmuntre til samarbejde mellem partnernes respektive økonomiske sektorer, navnlig mellem deres private sektorer.

4. Inden for rammerne af deres finansielle muligheder og deres respektive procedurer fastlægger parterne i fællesskab og til fælles fordel områderne og prioriteterne for økonomiske samarbejdsprogrammer og aktiviteter.

Artikel 8

Videnskab og teknologi

I overensstemmelse med deres fælles interesse og målsætningerne for deres strategi på området støtter de kontraherende parter videnskabeligt og teknologisk samarbejde herunder på praktiske områder såsom standarder og kvalitetskontrol med henblik på:

a) at fremme overførsel af knowhow og teknologi samt udbredelse af oplysninger og ekspertviden

b) at åbne muligheder for fremtidigt økonomisk, industrielt og handelsmæssigt samarbejde.

Artikel 9

Udviklingssamarbejde

1. Fællesskabet anerkender Vietnams behov for udviklingsbistand og er rede til at øge samarbejdet ved at levere en sådan bistand gennem specifikke projekter og programmer i overensstemmelse med de prioriteter, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 443/92 for at bidrage til Vietnams egne bestræbelser og strategier for at opnå en bæredygtig økonomisk udvikling og sociale fremskidt for dets befolkning.

2. Projekter og programmer målrettes mod de fattigere dele af befolkningen, herunder de områder, der modtager hjemvendende borgere, og mod udvikling af sociale og økonomiske infrastrukturer. Særlig opmærksomhed vil være rettet mod en afbalanceret landbrugsmæssig udvikling med deltagelse af målgrupperne. Samarbejdet på dette område omfatter endvidere skabelse af arbejdspladser i byer i landdistrikterne og kvinders rolle i udviklingen med passende vægt på deres uddannelse og familiers velfærd.

3. Der lægges særlig vægt på aktioner, der fremmer den regionale økonomiske integration i Vietnam.

4. Udviklingssamarbejdet koncentreres om prioriterede områder, der fastlægges i fællesskab, og det tilstræbes, at projekter og programmer er effektive og bæredygtige.

Artikel 10

Regionalt samarbejde

1. Samarbejdet mellem parterne på dette område vil efter fælles overenskomst også kunne omfatte foranstaltninger, som gennemføres inden for rammerne af samarbejde med tredjelande i Sydøstasien, og begrænser ingen af parternes ret til at arbejde sammen med andre parter i regionen.

2. Der lægges navnlig vægt på:

a) at fremme den interne samhandel i regionen

b) at støtte regionale projekter og initiativer

c) undersøgelser, der fremmer regionale forbindelser og regional kommunikation.

Artikel 11

Miljøsamarbejde

1. Parterne erkender behovet for fuldt ud at tage hensyn til beskyttelsen af miljøet som en integrerende del af det økonomiske og udviklingsmæssige samarbejde. De understreger desuden betydningen af miljømæssige spørgsmål og bæredygtig udvikling og bekræfter deres vilje til at etablere et samarbejde om beskyttelse og forbedring af miljøet med særlig vægt på vand-, jord- og luftforurening, erosion, afskovning og bæredygtig forvaltning af naturressourcer under hensyntagen til det arbejde, der finder sted i internationale fora.

2. Der lægges særlig vægt på:

a) beskyttelse, bevarelse og bæredygtig forvaltning af naturlige skove

b) betydningen af forbindelsen mellem energi og miljø

c) praktiske løsninger på energiproblemerne på landet

d) beskyttelse af miljøet i byerne

e) forebyggelse af industriforurening

f) beskyttelse af havmiljøet og dets økologiske systemer

g) en forbedret forvaltningskapacitet hos de centrale og lokale miljøorganer.

Artikel 12

Information og kommunikation

Parterne samarbejder på informations- og kommunikationsområdet med henblik på at skabe bedre indbyrdes forståelse og styrke båndene mellem de to regioner.

Artikel 13

Bekæmpelse af narkotikamisbrug

1. Parterne bekræfter deres vilje til i overensstemmelse med deres respektive kompetencer at øge effektiviteten af politikker og foranstaltninger, der skal forhindre fremstilling og udbredelse af alle former for rusgifte, narkotika og psykotrope stoffer samt forebygge og mindske narkotikamisbrug under hensyntagen til det arbejde, der udføres af internationale organer i denne sammenhæng.

2. Samarbejdet mellem parterne omfatter bl.a.:

a) uddannelse, undervisning, sundhedsfremme og rehabilitering af stofmisbrugere, herunder projekter vedrørende deres genindpasning i arbejds- og samfundslivet

b) foranstaltninger til at skabe alternative erhvervsmuligheder

c) faglig, finansiel og administrativ bistand til overvågning af handelen med prækursorer samt forebyggelse, behandling og mindskelse af narkotikamisbrug

d) faglig bistand til og uddannelse i at forhindre hvidvaskning af penge

e) udveksling af relevant information.

Artikel 14

Blandet kommission

1. Parterne nedsætter en blandet kommission, der har til opgave:

a) at sikre, at denne aftale og dialogen mellem de to parter fungerer og gennemføres korrekt

b) at rette passende henstillinger med henblik på at fremme aftalens målsætninger

c) fastlægge prioriteter i forbindelse med de foranstaltninger, der kan være nødvendige for at nå aftalens målsætninger.

2. Den blandede kommission består af repræsentanter for begge sider på højt embedsmandsniveau. Den blandede kommission træder normalt sammen hvert andet år, skiftevis i Bruxelles og i Hanoi på et tidspunkt, der fastsættes ved fælles overenskomst. Der kan efter aftale mellem parterne indkaldes til ekstraordinære møder.

3. Den blandede kommission kan nedsætte underudvalg, som skal bistå den i dens opgave og koordinere udarbejdelsen og gennemførelsen af projekter og programmer inden for rammerne af aftalen.

4. Dagsordenen for den blandede kommissionens møder fastsættes efter aftale mellem parterne.

5. Parterne er enige om, at det desuden påhviler den blandede kommission at sikre, at alle sektorspecifikke aftaler, som er indgået eller bliver indgået mellem Fællesskabet og Vietnam, fungerer korrekt.

6. Den blandede kommissionens organisatoriske strukturer og operationelle forskrifter fastlægges og aftales af parterne.

Artikel 15

Fremtidig udvikling

1. Parterne kan efter fælles overenskomst forbedre denne aftale med henblik på at øge samarbejdet og udvide det gennem aftaler om specifikke sektorer eller aktiviteter.

2. Inden for rammerne af denne aftale kan hver af parterne fremsætte forslag om udvidelse af emnerne for samarbejdet under hensyntagen til de gjorte erfaringer med aftalens anvendelse.

Artikel 16

Andre aftaler

Med forbehold af bestemmelserne i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber berører denne aftale og enhver foranstaltning i henhold til den på ingen måde den kompetence, som Den Europæiske Unions medlemsstater har til at gennemføre bilaterale aktioner med Vietnam inden for rammerne af det økonomiske samarbejde og til eventuelt at indgå nye aftaler om økonomisk samarbejde med Vietnam.

Artikel 17

Faciliteter

For at lette samarbejdet inden for rammerne af denne aftale stiller de vietnamesiske myndigheder de garantier og faciliteter til rådighed for embedsmænd og eksperter fra Fællesskabet, som er nødvendige for udøvelsen af deres arbejde. De nærmere bestemmelser fastlægges i en særskilt brevveksling.

Artikel 18

Territorial anvendelse

Denne aftale gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat, og på den anden side for Vietnams område.

Artikel 19

Bilag

Bilagene til denne aftale udgør en integrerende del af aftalen.

Artikel 20

Ikrafttrædelse og forlængelse

1. Denne aftale træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne har givet hinanden notifikation om afslutningen af de procedurer, som er nødvendige i så henseende.

2. Denne aftale indgås for et tidsrum på fem år. Den forlænges automatisk fra år til år, medmindre en af parterne opsiger den med et varsel på seks måneder forud for udløbsdatoen.

Artikel 21

Gyldige tekster

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk, tysk og vietnamesisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne aftale.

For Rådet for Den Europæiske Union på vegne af Det Europæiske Fællesskab

For regeringen for Vietnam

BILAG I

ERKLÆRINGER FRA DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab om femte betragtning i præamblen til samarbejdsaftalen

Det Europæiske Fællesskab erklærer, at det inden for rammerne af sit udviklingssamarbejde er villig til at overveje projekter vedrørende, og når det er muligt bidrage til, den økonomiske reintegration af vietnamesiske borgere, der vender tilbage til deres hjemland.

Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab vedrørende toldtilpasninger

Det Europæiske Fællesskab bekræfter, at Vietnam har adgang til den generelle præferenceordning (GSP), der autonomt blev iværksat af Det Europæiske Fællesskab den 1. juli 1971 på grundlag af resolution 21 (II) fra De Forenede Nationers anden konference om handel og udvikling, der blev afholdt i 1968.

Fællesskabet er endvidere villig til at afholde workshops i Vietnam for offentlige og private brugere af GSP med henblik på at sikre den størst mulige anvendelse af ordningen.

Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab

Under forhandlingerne om samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Vietnam erklærede Fællesskabet, at med forbehold for bestemmelserne i aftalens artikel 16 erstatter bestemmelserne i aftalen bestemmelser i aftaler indgået mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Vietnam, hvis sådanne aftaler enten er uforenelige eller identiske med bestemmelserne i aftalen.

BILAG II

Fælles erklæring fra Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Vietnam

Parterne er enige om, at »intellektuel, industriel og handelsmæssig ejendom« i forbindelse med denne aftale navnlig omfatter beskyttelse af copyright (herunder for edb-programmer) og relaterede rettigheder; mærker i forbindelse med handel og tjenesteydelser; geografiske betegnelser, herunder oprindelsesbetegnelser; industrielle mønstre; patenter; layoutmønstre for integrerede kredsløb samt beskyttelse af fortrolige oplysninger og beskyttelse mod uretmæssig konkurrence.

BILAG III

Erklæring fra Den Socialistiske Republik Vietnam

Regeringen for Den Socialistiske Republik Vietnam erklærer, at repatrieringen af dens borgere vil blive gennemført på grundlag af en fælles overenskomst mellem Vietnam og det pågældende land med henblik på at sikre principperne om en velordnet repatriering på sikre og værdige betingelser, i overensstemmelse med internationalt accepterede sædvaner og den samlede handlingsplan fra 1989 og med finansiel bistand fra det internationale samfund.

Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab

1. Det Europæiske Fællesskab erindrer om den vigtighed, som det og dets medlemsstater tillægger princippet om genindrejse for statsborgere til deres oprindelsesland, hvortil der henvises i femte betragtning i præamblen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Socialistiske Republik Vietnam.

2. Det Europæiske Fællesskab påpeger, at bestemmelserne i denne aftale på ingen måde påvirker de forpligtelser på dette område, der følger af bilaterale aftaler indgået mellem Den Socialistiske Republik Vietnam og Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater.