I de forenede sager 124/76 og 20/77
angående anmodninger, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af Tribunal administratif de Nancy for i den sag, som verserer for nævnte ret (sag 124/76) mellem
SA MOULINS ET HUILERIES DE PONT-À-MOUSSON, Frankrig,
OFFICE NATIONAL INTERPROFESSIONNEL DES CÉRÉALES, Paris,
og af Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne for i den sag, som verserer for nævnte ret (sag 20/77) mellem
SOCIÉTÉ COOPÉRATIVE
OFFICE NATIONAL INTERPROFESSIONNEL DES CEREALES, Paris,
at opnå præjudicielle afgørelser vedrørende gyldigheden af Rådets forordning nr. 665/76 af
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene M. Sørensen og G. Bosco, dommerne A. M. Donner, P. Pescatore, J. Mertens de Wilmars, A. J. Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe og A. Touffait,
generaladvokat: F. Capotorti
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er afgivet i medfør af artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:
Stivelse fremstilles af stivelsesfabrikkerne, som hører under den kemiske industri, selv om de anvender majs som basisprodukt. Der er mange afsætningskanaler for stivelsesprodukterne (stivelse, gluten, glucose, dextrose etc.). Stivelsesindustrien er således i konkurrence ikke blot med de majsforarbejdende virksomheder men også med de sektorer inden for den kemiske industri, som fremstiller substitutionsprodukter af råolie.
Ved Rådets forordning nr. 55 af
Ved Rådets forordning nr. 11/65 af
på grund af sin karakter bør denne foranstaltning kun være af midlertidig art.
Den ordning, der blev indført ved Rådets endelige basisforordning nr. 120/67 af
Artikel 11, stk. 1 i denne forordning bestemte følgende:
En produktionsrestitution ydes
I betragtningen til Rådets forordning nr. 138/67 af
Som følge heraf bestemtes det i forordningens artikel 1:
Forordning nr. 138/67 blev afløst af Rådets forordning nr. 367/67 af
De senere forordninger, som ændrede forordning nr. 120/67, og de forordninger, som fastsatte produktionsrestitutionsbeløbet, fastholdt ligestillingen mellem stivelse og majsgritz.
Således blev alle bestemmelser om produktionsrestitutioner inden for korn- og rissektoren optaget i én forordning, nemlig Rådets forordning nr. 1132/74 af
Rådets forordning nr. 3113/74 af
I februar måned 1975 foreslog Kommissionen Rådet en fakultativ ydelse af produktionsrestitutioner til majs og blød hvede, som anvendes i Fællesskabet til fremstilling af stivelse og majsgritz bestemt til fremstilling af øl (
Ved forordning nr. 665/75 af
Det bestemmes således videre i forordningens artikel 3:
En produktionsrestitution kan ydes:
Følgelig blev der ikke ved Rådets forordning nr. 1955/75 af
Ej heller Rådets forordning nr. 2727/75 af
I juni 1975 fremsatte Kommissionen på ny et forslag til Rådet om at genindføre produktionsrestitutionerne til majsgritz bestemt til fremstilling af øl (
Sagsøgerne indbragte herefter disse afgørelser for henholdsvis Tribunal administratif de Nancy og Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne.
Sagsøgerne i hovedsagen gjorde bl.a. gældende, at forordning nr. 665/75 ikke var blevet vedtaget i overensstemmelse med proceduren i traktatens artikel 43, og at denne forordning og forordning nr. 2727/75, ved at ophæve produktionsrestitutionen til majsgritz, var i strid med det generelle princip om den fri konkurrence mellem virksomhederne.
Sagsøgte i hovedsagen påstod frifindelse under henvisning til, at de anfægtede afgørelser blot var en anvendelse af de gældende fællesskabsregler.
I henhold til artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg af sagsøgerne i hovedsagen, repræsenteret af advokat ved Conseil d'État og Cour de cassation de Paris, Guy Lesourd, af advokat ved Cour d'appel de Paris, Etienne Jaudel, af Rådet, repræsenteret af direktøren for den juridiske tjeneste, Daniel Vignes, som befuldmægtiget, bistået af Yves Crétien, ansat ved samme tjeneste, og af Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Richard Wainwright, som befuldmægtiget, bistået af Jacques Delmoly, ansat i samme tjeneste.
Ved kendelse af
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Domstolen opfordrede imidlertid parterne, Rådet og Kommissionen, til at udtale sig om visse spørgsmål, enten skriftligt, forud for retsmødet, eller under dette.
Da det ikke fremgår af noget lovformeligt bekendtgjort dokument, at Kommissionen skulle have ændret sit oprindelige forslag, før Rådet vedtog forordning nr. 665/75, eller at forslaget skulle være enstemmigt vedtaget af Rådets medlemmer, er forordningen retsstridig og skal derfor annulleres. Påstanden om, at der i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 665/75 skulle foreligge en formel mangel, har Rådet imødegået i sit svarskrift i sagerne 64 og 113/76, hvor det gøres gældende, at Kommissionen under drøftelserne i Rådet ændrede sit oprindelige forslag ved at fremsætte forslag om ophævelse af produktionsrestitutionen til majsgritz. Heroverfor hævder sagsøgerne i hovedsagen, at Kommissionen ikke under drøftelserne vedrørende forordning nr. 665/75 ændrede sit oprindelige forslag derhen, at restitutionerne til majsgritz skulle ophæves helt, men at kun ét af dens medlemmer gik ind for dette. Ved at fremsætte forslag i juni 1975 om genindførelse af denne restitution har Kommissionen tværtimod taget afstand fra nævnte medlems synspunkt. Hvad angår spørgsmålet, om Rådets afgørelse er truffet med enstemmighed, indskrænker sagsøgerne sig til at anmode Domstolen om at kræve klart bevis herfor. Artikel 11, stk. 1 i forordning nr. 120/67 skaber en afledet støtteordning, således at forstå at den i det væsentlige har til formål at give majsindustrien de samme konkurrencebetingelser på det særlige marked for ølbrygning som stivelsesindustrien. Ved at stille de to brancher lige har Rådet blot efterkommet de tidligere nævnte bestemmelser i traktaten samt artikel 40. Det fremgår i øvrigt klart af betragtningerne til forordning nr. 120/67, at produktionsrestitutionen til majsgritz skulle gøre en ende på al forskelsbehandling mellem stivelsesproducenterne og producenterne af majsgritz, hvilket betyder — selv om en sådan foranstaltning til ligestilling af de nævnte producenter ikke blev vedtaget straks på grund af nødvendigheden af en gradvis udformning af den fælles landbrugspolitik — at Rådet ikke længere kan fravige den herefter gældende regel om ligelig behandling af de to konkurrerende industrier uden at komme i konflikt med traktaten. Reglen om ligelig behandling synes i øvrigt at ligge til grund for bl.a. traktatens artikler 85 ff og 92 ff. Selv om traktatens artikel 42 bestemmer, at anvendelsen af konkurrencereglerne inden for landbrugsområdet skal afvejes mod andre hensyn, fremgår det af samme artikel og af artikel 29 i forordning nr. 120/67, at fællesskabsmyndighederne skal tilgodese de mål, der er opstillet i traktatens artikel 39, stk. 1 og altså også målsætningen om en stabilisering af markederne. Domstolen har endvidere antaget, at Fællesskabets organer skal overholde visse principper, navnlig princippet om handelens og industriens frihed, princippet om den fri konkurrence og princippet om en lige behandling af de retsundergivne, se dom af Denne ulige behandling er en krænkelse af princippet om den fri konkurrence mellem de forskellige brancher og dermed en krænkelse af et grundlæggende retsprincip, som fællesskabsmyndighederne skal overholde. Når der træffes en interventionsforanstaltning, skal landbruget i Fællesskabet i et vist omfang beskyttes over for verdensmarkedet, samtidig med at der skal tages hensyn til nødvendigheden af at sikre, at støtteforanstaltningerne til stadighed er fuldstændig neutrale over for de normale konkurrencevilkår inden for Fællesskabet, både konkurrencevilkårene mellem statsborgerne i de forskellige lande i Fællesskabet, mellem de forskellige konkurrerende sektorer i Fællesskabet og mellem virksomhederne. Betragtningen til forordning nr. 367/67 samt Kommissionens forslag af juni 1975 har begge grundlag i en sådan højere retsregel. Majsvirksomhederne er blevet ofret af økonomiske grunde. Disse holdt imidlertid ikke stik, fordi udgifterne over EUGFL ikke formindskedes, da bryggerierne købte stivelse i stedet for majsgritz. Dette fremgår af Kommissionens forslag af juni 1975, af betænkningen af Sagsøgerne i hovedsagen mener derfor, at Domstolen bør statuere, at de forordninger fra Rådet, hvorved der vilkårligt er sket en forskelsbehandling mellem majs- og stivelsesindustrien, for så vidt angår disses produktion til ølbrygningsmarkedet, hvor de konkurrerer med hinanden, er ugyldige.
Det samme gælder for traktatens artikler 92 ff vedrørende statsstøtte. Princippet om ikke-forskelsbehandling har i øvrigt intet at gøre med konkurrencereglerne for virksomhederne. Rådet anfører, at målsætningen for traktatens artikel 42 er at suspendere konkurrencereglernes anvendelse, men at artiklen på den anden side giver Rådet mulighed for at anvende disse regler i det omfang, Rådet selv træffer bestemmelse herom. Formålet med denne bestemmelse er at muliggøre gennemførelsen af en konkurrenceordning, som på én gang er mere smidig og imødekommer landbrugssektorens behov i højere grad, end det er muligt efter artiklerne 85-94. Opregningen i litra a) og b) af den støtte, som Rådet især har mulighed for at yde, illustrerer denne målsætning. Rådet nægter ikke, at det har ønsket at skabe en vis ligevægt mellem de to produkter på bestemte tidspunkter, hvilket fremgår af forordningerne nr. 11/65, 120/67 og 138/67. Rådet bemærker imidlertid, at den 10. betragtning til forordning nr. 120/67 viser, at der er en kompliceret forbindelse mellem ikke blot gritz og stivelse men også mellem en række andre produkter: korn- og kartoffelstivelse på den ene side og disses surrogater på den anden side, nemlig dels kvældemel dels majsgritz. Denne situation kompliceredes i øvrigt nogle uger senere ved tilkomsten af et fjerde produkt, nemlig brudris, som blev sidestillet med gritz, jf. forordning nr. 367/67. Det var allerede angivet i forordning nr. 120/67, at udstrækningen af produktionsrestitutionsordningen for den første række produkter til de andre er knyttet til Efter Rådets opfattelse var denne situation ikke holdbar. Det var den, der lå til grund for Rådets retsakter indtil 1974 og for forordning nr. 1132/74. Da verdensmarkedspriserne steg, var restitutionernes betydning ikke længere økonomisk begrundet, og institutionerne vendte sig mod den store økonomiske byrde, som denne ordning affødte. Følgelig nedsatte Rådet gradvis produktionsrestitutionerne, gjorde dem fakultative og afskaffede dem endda helt for visse produkter, såsom kvældemel og majsgritz. Rådet kan ikke anerkende, at opgivelsen af forbindelsen mellem gritz og majsstivelse anses for at indebære en forskelsbehandling eller krænker nogen regel om lige behandling. Først var gritz, stivelse til ølbrygning, kvældemel og brudris i samme situation. Men dette varede ikke ved. Dernæst blev restitutionen til kvældemel ophævet, og dette medførte også ophævelse af restitutionen til majsgritz. Det var erkendelsen af, at der bestod en snævrere forbindelse mellem kvældemel og majsgritz end mellem kvældemel og stivelse til ølbrygning, som medførte, at restitutionen til gritz blev ophævet. Rådet gør gældende, at det måtte erkende, at stivelsesindustrien var meget følsom over for konkurrencen fra visse kemiske industrier, og dette forhold var baggrunden for Rådets beslutning om at opretholde restitutionen til majsstivelse. Efter Rådets opfattelse må man heller ikke glemme, at hele produktionsrestitutionsordningen er sat under debat af Rådet: ved at vedtage forordning nr. 1862/76 har Rådet indledt en drøftelse vedrørende hensigtsmæssigheden af at ophæve alle produktionsrestitutioner inden for korn- og rissektoren fra 1978 og taget til efterretning, at Kommissionen har til hensigt snarest muligt at forelægge en betænkning herom på grundlag af en dybtgående undersøgelse af emnet. Det er klart, at produktionsrestitutionerne medfører en stor økonomisk byrde, som det måske ikke er helt velbegrundet, at fællesskabsbudgettet skal bære, hvilket Rådet har måttet tage i betragtning. Man har imidlertid anset det for klogest — så længe resultatet af denne samlede undersøgelse afventes — midlertidigt at opretholde restitutionen til majsstivelse, og denne forsigtige fremgangsmåde kan vel næppe anses for en overtrædelse af en retsregel: se Domstolens dom af Med de anbringender, som er fremført af sagsøgerne i hovedsagen ved de forelæggende retter, tilsigtes opstillet nye og hypotetiske retsregler, dels om opretholdelse af den ligelige behandling og ikkeforskelsbehandlingen af sektorerne, dels om den nødvendige opretholdelse af de økonomiske fordele, som en produktionssektor har opnået, så længe der ydes de samme fordele til en konkurrerende økonomisk sektor. Sådanne regler findes ikke, og såfremt de fandtes, ville de i væsentlig grad indskrænke fællesskabsorganernes besluttende myndighed. Rådet nedlægger derfor påstand om, at Domstolen erklærer, at de spørgsmål, som de forelæggende retter har stillet den, ikke indeholder noget, som kan berøre gyldigheden af Rådets forordninger nr. 665/75 og 2727/75.
For så vidt angår vedtagelsen af forordning nr. 2727/75, præciseres det af Kommissionen, at denne forordning kodificerer tidligere forordninger og derfor kun gengiver de bestemmelser, som på det tidspunkt var i kraft. Artikel 11 i forslaget af
Derfor skal Rådets beslutning om at ophæve produktionsrestitutionen til majsgritz ses på baggrund af det økonomiske valg, som fællesskabslovgiver foreslog, da kvældemel blev taget af listen over de produkter, hvortil der kan ydes restitution (forordning nr.
På det første spørgsmål svarede Kommissionen, at den på det pågældende tidspunkt anså ophævelsen af produktionsrestitutionen til majsgritz bestemt til anvendelse i bryggeriindustrien til fremstilling af øl for at ville styrke stivelsens konkurrencemæssige stilling i forhold til majsgritz, således at stivelsen helt kunne erstatte majsgritz ved ølfremstilling.
Ifølge et arbejdsdokument fra Kommissionen kunne fordelen ved stivelse beregnes således for produktionsåret 1975/76:
RE/
RE/
På det andet spørgsmål har Kommissionen svaret, at det er rigtigt, at dens repræsentanter under drøftelserne med Europa-Parlamentets landbrugsudvalg i september 1975 gav udtryk for, at ophævelsen af produktionsrestitutionen til majsgritz og brudris ikke ville nedsætte udgifterne for EUGFL, fordi aftagerne af disse produkter i stedet ville bruge majsstivelse som Substitutionsprodukt. Men Kommissionen var ikke i september 1975 i stand til at påvise, hvilken virkning det havde haft, at støtten var ophævet fra
I den forbindelse har Kommissionen udtalt, at de tilgængelige oplysninger vedrørende de af medlemsstaterne afholdte udgifter ikke var særligt sigende med hensyn til de pågældende produkters substitution, selv 18 måneder efter at støtten var ophævet.
Imidlertid steg ølproduktionen i 1975/76 fra
For de sagsøgende selskabers vedkommende kan der ikke tages hensyn til de statistiske oplysninger vedrørende forholdene på nationalt plan, men kun de oplysninger, der vedrører den nordlige del af Frankrig, da det er her, konkurrencen fra stivelse mærkes kraftigst, idet de to eneste producenter af majsstivelse, der findes i Frankrig, har deres fabrikker i denne egn. Da konkurrencevilkårene kun kan vurderes, såfremt transportomkostningerne holdes lige, mærker de majsfabrikker, som ligger i regionerne Nord og Nord-est, og som betjener ølbryggerierne inden for det samme område, stærkest konkurrencen fra stivelsen, idet denne konkurrence aftager, efterhånden som man bevæger sig mod syd.
De statistiske oplysninger afspejler i øvrigt ikke, og navnlig ikke i en periode med ringe produktion, de skader, der påføres majsindustrien, når den nødsages til at sælge med tab et vist stykke tid for at holde handelen i gang og undgå at lukke.
Også
Rådet har i øvrigt rejst det spørgsmål, om grunden til nedgangen i salget af majsgritz til ølbryggerierne i région Nord fra produktionsåret 1974/75 til produktionsåret 1975/76, samtidig med at salget fra den franske majsindustri som helhed forblev uændret, ikke var, at sagsøgernes franske eller tyske konkurrenter havde forhøjet deres andel i forbruget af majsgritz i Frankrig.
I retsmødet den
Parterne har herunder bl.a. anført følgende:
Efter disse oplysninger udgjorde de udenlandske producenters salg af majsgritz til ølbryggerierne
På et spørgsmål fra Domstolen svarede Rådet, at det ikke havde påstået, at gritz og kvældemel skulle kunne erstatte hinanden. Rådet sagde, at når det havde talt om en forbindelse mellem kvældemel og gritz, var dette ikke en forbindelse af handelsmæssig karakter men en retlig forbindelse, idet de to produkter tilhørte samme blok. Rådet fastslog endvidere, at ikke blot var salget til ølbryggerierne fra majsfabrikkerne i Frankrigs region Nord faldet med 22 % fra produktionsåret 1974/75 til produktionsåret 1975/76, men endvidere var der registreret en lignende nedgang i salget fra 1973/74 til 1974/75. Rådet fastslog endelig, at der var sket en kraftig stigning i importen siden 1972.
1970/71:
1975/76:
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som ved kendelser af
Kutscher
Sørensen
Bosco
Donner
Pescatore
Mertens de Wilmars
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Touffait
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident