FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 24. oktober 2024 ( 1 )
Sag C-575/23
FT,
AL,
ON
mod
État belge,
procesdeltager:
Orchestre national de Belgique (ONB)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien))
»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – intellektuel ejendomsret – ophavsret og beslægtede rettigheder – beslægtede rettigheder for vedtægtsansatte orkestermusikere – direktiv 2001/29/EF – artikel 2 og artikel 3, stk. 2 – ret til reproduktion og ret til tilrådighedsstillelse for almenheden – direktiv 2006/115/EF – artikel 7-9 – ret til optagelse, radiospredning, overføring til almenheden og spredning – direktiv (EU) 2019/790 – artikel 26 – tidsmæssig anvendelse – artikel 18-23 – anvendelsesområde – princippet om et passende og forholdsmæssigt vederlag – princippet om aftalefrihed – overdragelse af beslægtede rettigheder ved lov«
Indledning
|
1. |
Ophavsmænd er ikke de eneste, der har intellektuelle ejendomsrettigheder til deres værker. Andre særlige rettigheder, kaldet »ophavsretsbeslægtede rettigheder« (herefter »beslægtede rettigheder« ( 2 )), indrømmes andre personer, der er involveret i den kunstneriske frembringelse, bl.a. udøvende kunstnere. |
|
2. |
Disse beslægtede rettigheder, der beskytter ophavsmænds og udøvende kunstneres frembringelser (fremførelser) mod en uautoriseret udnyttelse, har en karakter svarende til ophavsrettigheder. De vedrører i det store hele ikke blot de samme udnyttelseshandlinger, men har også den samme karakter som enerettigheder, eftersom de åbner mulighed for at tillade eller forbyde anvendelsen af disse frembringelser. |
|
3. |
Udøvende kunstnere befinder sig ofte i situationer, der gør udøvelsen af deres rettigheder mere kompleks end udøvelsen af ophavsrettigheder. Dels udøver udøvende kunstnere oftere end ophavsmænd deres aktivitet i et ansættelsesforhold. Dels er der sædvanligvis en enkelt ophavsmand eller et begrænset antal ophavsmænd til et værk, f.eks. en komponist eller en tekstforfatter, mens udøvende kunstnere ofte er en del af større eller mindre ensembler, såsom en musikgruppe, en teatertrup eller som i den foreliggende sag et orkester. |
|
4. |
Det er således nødvendigt at tilrettelægge udøvende kunstneres udøvelse af beslægtede rettigheder således, at den er forenelig med deres arbejdsgiveres legitime interesser og med den korrekte funktion af de ensembler, de udgør en del af. Den foreliggende sag vedrører nærmere bestemt spørgsmålet om det omfang, i hvilket de beslægtede rettigheder, som de udøvende kunstnere, der er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte, har, kan begrænses ved lov med henblik på at sikre den korrekte funktion af den institution, som de er ansat i. |
Retsforskrifter
Folkeretten
|
5. |
Den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender blev vedtaget i Rom den 26. oktober 1961 (herefter »Romkonventionen«). Den Europæiske Union er ikke part i denne konvention, mens alle medlemsstaterne med undtagelse af Republikken Malta er parter i denne. Selv om nævnte konvention kun fastsætter forpligtelser med hensyn til beskyttelse af udøvende kunstneres rettigheder ( 3 ) for optagne fremførelser eller radio- og fjernsynsprogrammer i et andet land end det, i hvilket der ansøges om beskyttelse, udgør den ikke desto mindre en international minimumsstandard for denne beskyttelse. Andre internationale retsakter og relevante EU-retsakter henviser til denne konvention og skal fortolkes i overensstemmelse hermed ( 4 ). |
|
6. |
Romkonventionens artikel 7, 8 og 15 bestemmer: »Artikel 7 1. Beskyttelse af udøvende kunstnere i henhold til denne konvention skal omfatte muligheden for at forhindre:
[...] Artikel 8 En kontraherende stat kan i sin lovgivning bestemme, på hvilken måde de udøvende kunstnere skal repræsenteres ved udøvelsen af deres rettigheder, hvis flere af dem medvirker ved samme fremførelse. [...] Artikel 15 [...] 2. Uden hensyn til denne artikels punkt 1 kan en kontraherende stat i sin lovgivning foreskrive samme slags indskrænkninger i beskyttelsen af udøvende kunstnere [...], som den i sin lovgivning har fastsat med hensyn til beskyttelsen af ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. Dog må bestemmelser om tvangslicens kun fastsættes i den udstrækning, de er forenelige med denne konvention.« |
|
7. |
Mens Unionen ikke er part i Romkonventionen, er den til gengæld part i Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets (WIPO) traktat om fremførelser og fonogrammer, der blev vedtaget i Genève den 20. december 1996 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 ( 5 ) (herefter »WPPT«). WPPT’s artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd: »Denne traktat ændrer intet ved de gældende forpligtelser, som de kontraherende parter indbyrdes har indgået under [Romkonventionen].« |
|
8. |
WPPT’s artikel 6-10 stadfæster udøvende kunstneres »eneret til at tillade«:
|
|
9. |
I henhold WPPT’s artikel 16, stk. 1, kan de kontraherende parter med hensyn til beskyttelsen af udøvende kunstnere i deres nationale lovgivning fastsætte samme form for begrænsninger og undtagelser, som de i deres nationale lovgivning fastsætter vedrørende beskyttelse af ophavsretten. |
EU-retten
|
10. |
Artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet ( 6 ) bestemmer: »Artikel 2 Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis: [...]
[...] Artikel 3 [...] 2. Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade og forbyde trådbunden eller trådløs tilrådighedsstillelse for almenheden på en sådan måde, at almenheden får adgang til de pågældende værker på et individuelt valgt sted og tidspunkt:
[...] |
|
11. |
Artikel 3 og 7-10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret ( 7 ) fastsætter følgende: »Artikel 3 1. Eneretten til at tillade eller forbyde udlejning og udlån tilkommer [...]
[...] Artikel 7 1. Medlemsstaterne foreskriver, at udøvende kunstnere har eneret til at tillade eller forbyde optagelse af deres fremførelser. [...] Artikel 8 1. Medlemsstaterne tillægger udøvende kunstnere eneret til at tillade eller forbyde udsendelse ved hjælp af radiobølger og kommunikation til offentligheden af deres fremførelser, medmindre fremførelsen i sig selv sker ved en radio- eller fjernsynsudsendelse eller på grundlag af en optagelse. [...] Artikel 9 1. Medlemsstaterne giver de følgende eneret til at gøre genstandene angivet i litra a) til d), herunder eksemplarer deraf, tilgængelige for almenheden ved salg eller på anden måde; denne ret benævnes i det følgende »spredningsret«:
[...] Artikel 10 [...] 2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne, for så vidt angår beskyttelsen af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer, radio- og fjernsynsselskaber og producenter af den første optagelse af film, indføre lignende indskrænkninger som dem, de indfører med hensyn til beskyttelsen af ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. Tvangslicens kan dog kun meddeles i det omfang, det er foreneligt med Rom-konventionen. [...]« |
|
12. |
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder, på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF ( 8 ) bestemmer i artikel 18-23 følgende vedrørende beskyttelsen af udøvende kunstnere:
|
|
13. |
Dette direktivs artikel 26 bestemmer: »1. Dette direktiv gælder for alle værker og andre frembringelser, der er beskyttet af nationale regler om ophavsret den 7. juni 2021 eller derefter. 2. Dette direktiv berører ikke handlinger foretaget og rettigheder erhvervet inden den 7. juni 2021.« |
Belgisk ret
|
14. |
I belgisk ret er beslægtede rettigheder omhandlet i afsnit 5, kapitel 3, bog XI, i code de droit économique (herefter »lov om erhvervsret«). Denne lovs artikel XI.203 og XI.205 i den udgave, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer bl.a. »Artikel XI.203 [...] De beslægtede rettigheder, der anerkendes i dette kapitel, er rettigheder til løsøre, som helt eller delvis kan overdrages og overføres i overensstemmelse med bestemmelserne i Code civil [(civillovbogen)]. De kan bl.a. afhændes eller gøres til genstand for en simpel eller eksklusiv licens. [...] Artikel XI.205 1. Den udøvende kunstner har eneret til at reproducere sin frembringelse eller til at lade den reproducere, uanset på hvilken måde og i hvilken form dette sker, det være sig direkte eller indirekte, midlertidigt eller permanent, helt eller delvist. Denne ret omfatter bl.a. eneretten til at tillade udlejning eller udlån af værket. Den udøvende kunstner har eneret til overføring af sin frembringelse til almenheden på en hvilken som helst måde, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden på en sådan måde, at denne får adgang til det på et individuelt valgt sted og tidspunkt. Den udøvende kunstners rettigheder omfatter bl.a. eneretten til spredning [...] [...] 3. Alle kontrakter med den udøvende kunstner skal foreligge skriftligt. Kontraktvilkårene om den udøvende kunstners rettigheder og den måde, hvorpå de udnyttes, skal fortolkes strengt. Overdragelse af genstanden, der omfatter en optagelse af værket, indebærer ikke en ret til at udnytte denne. [...] 4. Når frembringelserne udføres af en udøvende kunstner i henhold til en ansættelseskontrakt eller en vedtægt, kan de økonomiske rettigheder overdrages til arbejdsgiveren, forudsat at overdragelsen af rettighederne er udtrykkeligt fastsat, og at præstationen er omfattet af kontraktens eller vedtægtens anvendelsesområde. [...] Kollektive overenskomster kan fastlægge omfanget af og de nærmere bestemmelser for overførslen.« |
|
15. |
Arrêté royal relatif aux droits voisins du personnel artistique de l’Orchestre national de Belgique (kongelig anordning af 1.6.2021 om beslægtede rettigheder tilhørende det kunstneriske personale ved Belgiens nationalorkester (herefter »ONB«)) (herefter »den i hovedsagen omtvistede retsakt«) fastsætter specifikt beslægtede rettigheder for udøvende kunstnere, der er medlemmer af ONB. Aktens artikel 2 bestemmer: »Den udøvende kunstner overdrager i overensstemmelse med bestemmelserne i denne anordning de beslægtede rettigheder vedrørende de frembringelser, som kunstneren udfører i forbindelse med sit arbejde ved [ONB], til [ONB].« |
|
16. |
Aktens artikel 3, stk. 1 og 2, er affattet således: »1. I medfør af artikel 2 overdrages følgende beslægtede rettigheder til [ONB] mod de i artikel 4 og 6 omhandlede ydelser:
2. De rettigheder, der overdrages i overensstemmelse med artikel 2 og denne artikels stk. 1, overdrages for hele den periode, hvori de beslægtede rettigheder består, og for hele verden [...].« |
De faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
|
17. |
Forud for vedtagelsen af den i hovedsagen omtvistede retsakt blev udnyttelsen af beslægtede rettigheder tilhørende musikerne ved ONB forhandlet i hvert enkelt tilfælde i et samordningsudvalg. Siden 2016 har der i samordningsudvalget fundet forhandlinger sted mellem ONB og musikernes fagforeningsdelegationer med henblik på at nå frem til en aftale om vederlaget for de beslægtede rettigheder. Forhandlingerne har ikke givet endelige resultater. |
|
18. |
I lyset af de fejlslagne forhandlinger har de kompetente belgiske myndigheder besluttet at afgøre spørgsmålet ved lov. Forhandlingerne med musikernes repræsentanter om et udkast til en regelfastsættende retsakt slog imidlertid også fejl, hvilket resulterede i uoverensstemmelsesprotokollen af 12. maj 2021. |
|
19. |
Den 1. juni 2021 vedtog den belgiske stat den i hovedsagen omtvistede retsakt, der trådte i kraft den 4. juni 2021. |
|
20. |
Ved søgsmål anlagt ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) den 26. juli 2021 nedlagde sagsøgerne i hovedsagen påstand om annullation af den i hovedsagen omtvistede retsakt, idet de i det væsentlige gjorde gældende, at bestemmelserne heri så bort fra artikel 18-23 i direktiv 2019/790 samt artikel XI.203 og XI.205 i lov om erhvervsret. |
|
21. |
Under disse omstændigheder har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
|
22. |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 15. september 2023. Sagsøgerne i hovedsagen, ONB, den belgiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De samme parter deltog i retsmødet, som blev afholdt den 20. juni 2024. |
Bedømmelse
|
23. |
Den forelæggende ret har i den foreliggende sag forelagt Domstolen to spørgsmål om fortolkningen af flere bestemmelser i direktiv 2019/790. Inden jeg går over til en egentlig bedømmelse af disse spørgsmål, finder jeg det nødvendigt at fremsætte visse indledende bemærkninger og forslag til formuleringen af spørgsmålene. |
Indledende bemærkninger
|
24. |
Den forelæggende ret ønsker med sine præjudicielle spørgsmål oplyst, hvordan bestemmelserne i direktiv 2019/790 om udøvende kunstneres beslægtede rettigheder skal fortolkes med henblik på en bedømmelse af den i hovedsagen omtvistede retsakts overensstemmelse med disse bestemmelser (det første spørgsmål), nærmere bestemt om dette direktiv finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen (det andet spørgsmål). |
|
25. |
Ifølge fast retspraksis tilkommer det imidlertid Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke ( 9 ). I den foreliggende sag bør de præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse suppleres. |
|
26. |
De i direktiv 2019/790 omhandlede bestemmelser har ikke en selvstændig karakter og er vanskelige at fortolke isoleret set. Selv om direktivet i henhold til dets artikel 1, stk. 2, på ingen måde berører eksisterende regler, der er fastsat i navnlig direktiv 2001/29 og 2006/115 for så vidt angår bestemmelserne om udøvende kunstneres beslægtede rettigheder, er det dog mere præcist at sige, at disse regler »knytter sig til« disse direktivers relevante bestemmelser med henblik på at øge deres effektivitet ( 10 ). De bestemmelser i direktiv 2019/790, der er omhandlet i de præjudicielle spørgsmål, skal således fortolkes, sammenholdt med bestemmelserne i direktiv 2001/29 og 2006/115, hvormed udøvende kunstnere indrømmes beslægtede rettigheder. |
|
27. |
Desuden fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de anbringender, der er fremført i forbindelse med den i hovedsagen omtvistede retsakt, vedrører dens overensstemmelse ikke blot med bestemmelserne i direktiv 2019/790, men også med navnlig artikel XI.203 og XI.205 i lov om erhvervsret ( 11 ). Disse bestemmelser skal, for så vidt som de sikrer gennemførelsen i national ret af artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29 samt artikel 3 og 7-9 i direktiv 2006/115 med hensyn til udøvende kunstnere, så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med disse direktiver ( 12 ). I øvrigt er disse direktiver i modsætning til direktiv 2019/790 ikke berørt af problemstillingen med deres tidsmæssige anvendelse på tvisten i hovedsagen. En tydeliggørelse af den korrekte fortolkning af ovennævnte bestemmelser i EU-retten er derfor efter min opfattelse hensigtsmæssig eller endog nødvendig for en løsning af den tvist, der verserer for den forelæggende ret, navnlig fordi dette spørgsmål ikke ser ud til at være blevet rejst eller drøftet i tvisten i hovedsagen. |
|
28. |
For så vidt angår det andet spørgsmål indgår det i det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt direktiv 2019/790 er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede retsakt. Det vil således kunne bedømmes i forbindelse med fortolkningen af dette direktivs bestemmelser. Jeg foreslår derfor, at denne bedømmelse foretages i forbindelse med bedømmelsen af det første spørgsmål. |
|
29. |
Jeg foreslår således, at den forelæggende ret med sine to spørgsmål anses for nærmere bestemt at ønske oplyst, om artikel 2, litra b), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29, artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/115 samt artikel 18-23 i direktiv 2019/790 skal fortolkes således, at de er til hinder for en overdragelse ved lov af vedtægtsmæssigt ansatte udøvende kunstneres beslægtede rettigheder til frembringelser, der er skabt inden for rammerne af et ansættelsesforhold, til arbejdsgiveren. |
De omformulerede præjudicielle spørgsmål
|
30. |
Med den i hovedsagen omtvistede retsakt, der er vedtaget uden samtykke fra musikerne ved ONB og på trods af deres modstand, har de belgiske myndigheder ensidigt og ved lov krævet en fuldstændig overdragelse af disse musikeres eksisterende og fremtidige beslægtede rettigheder til ONB mod et fast vederlag. Denne retsakt svarer således til en tvangsoverdragelse af disse rettigheder til fordel for den berørte institution, som kan udnytte dem økonomisk. Desuden blev denne overdragelse besluttet med tilbagevirkende kraft på vegne af de musikere, der allerede var medlemmer af ONB, da retsakten blev vedtaget, dvs. efter at de allerede var blevet ansat i orkesterets tjeneste ( 13 ). Den følger af en retsakt udstedt af forbundsregeringen, som ONB henhører under. Regeringen traf dermed på sin vis beslutningen om den pågældende overdragelse til sin egen fordel. |
|
31. |
Spørgsmålet er således, om de relevante bestemmelser i direktiv 2001/29, 2006/115 og 2019/790 er til hinder for en sådan tvangsoverdragelse. Jeg kan indledningsvis oplyse, at dette spørgsmål efter min opfattelse skal besvares bekræftende af nedenstående årsager. |
Direktiv 2001/29 og 2006/115
|
32. |
Artikel 2, litra b), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29 samt artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/115 giver udøvende kunstnere eneret til at tillade eller forbyde udnyttelse af deres frembringelser i form af optagelse, reproduktion, spredning (herunder leje og udlån) og overføring til almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden. |
|
33. |
Ifølge fast retspraksis er enerettten til at tillade eller forbyde en forebyggelsesforanstaltning en ret, der er af præventiv karakter, for så vidt som enhver udnyttelse af frembringelser, der således er beskyttet, kræver den pågældende rettighedshavers forudgående samtykke. Enhver udnyttelse af disse frembringelser, der foretages af tredjemand uden forudgående samtykke, skal således anses for at skade disse rettigheder ( 14 ). Desuden er denne beskyttelse ikke begrænset til nydelsen af enerettighederne, men omfatter også udøvelsen af dem ( 15 ). |
|
34. |
Det fremgår heraf, at de berørte bestemmelser i direktiv 2001/29 og 2006/115 indrømmer udøvende kunstnere retten til reelt og effektivt at modsætte sig udnyttelse af deres frembringelser uden deres samtykke. Denne ret kan således ikke omdannes til en simpel ret til et vederlag via en tvangsoverdragelse som den, der er omhandlet i den i hovedsagen omtvistede retsakt. |
|
35. |
Den omstændighed, at musikerne ved ONB er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte, er her uden relevans. Ved uden anden præcisering at anvende ordene »udøvende kunstnere«, der skal fortolkes ensartet i hele Unionen, har EU-lovgiver ikke underlagt anvendelsen af disse bestemmelser i direktiv 2001/29 og 2006/115 nogen betingelser med hensyn til de berørte personers ansættelsesforhold ( 16 ). Der kan dermed ikke efter min opfattelse herske tvivl om, at disse bestemmelsers finder anvendelse på udøvende kunstnere, der er ansat, herunder i henhold til vedtægten for offentligt ansatte. |
|
36. |
Direktiv 2001/29 og 2006/115 fastsætter undtagelser og indskrænkninger af udøvende kunstneres og ophavsmænds enerettigheder. I artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/29 er der således opstillet en udtømmende liste over undtagelser fra rettigheder, der er beskyttet i henhold til dette direktiv, som medlemsstaterne har ret til at indføre i deres lovgivning. Artikel 10 i direktiv 2006/115 opstiller ligeledes en kort liste over mulige undtagelser fra de rettigheder, der er beskyttet ved dette direktiv, hvortil kan komme undtagelser svarende til dem, der er fastsat i de enkelte medlemsstaters nationale ret vedrørende ophavsrettigheder ( 17 ). Desuden er udøvende kunstneres rettigheder til udsendelse i radio og fjernsyn og overføring til almenheden i henhold til nævnte direktivs artikel 8, stk. 1 og 2, begrænset i visse situationer. Navnlig med stk. 2 indføres der en tvangslicens mod et rimeligt vederlag til indehaverne af ophavsrettighederne til udsendelse i radio og fjernsyn og overføring til almenheden, når der er tale om frembringelser, der er optaget på et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed. |
|
37. |
Disse undtagelser og indskrænkninger gør det imidlertid ikke muligt at omdanne alle enerettighederne i en kategori eller en gruppe af udøvende kunstnere til en ret til et vederlag via en tvangsoverdragelse. |
|
38. |
Artikel 10, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/115 bestemmer i øvrigt udtrykkeligt, at tvangslicenser kun kan meddeles i det omfang, det er foreneligt med Romkonventionen. Selv om denne bestemmelse findes i direktiv 2006/115, finder den ikke udelukkende anvendelse på enerettigheder, der er beskyttet i henhold til dette direktiv, men generelt »for så vidt angår beskyttelsen af udøvende kunstnere«, dvs. også på de rettigheder, der er omhandlet i direktiv 2001/29. |
|
39. |
Romkonventionen, som ovennævnte bestemmelse i direktiv 2006/115 tydeligt henviser til, fastsætter klart arten af de rettigheder, som parterne i denne konvention er forpligtede til at sikre udøvende kunstnere. Konventionens artikel 7, stk. 1, der fastsætter den krævede minimumsbeskyttelse, bestemmer, at denne beskyttelse skal gøre det muligt »at forhindre« udnyttelse uden de udøvende kunstneres samtykke af deres frembringelser i form af radio- og fjernsynsudsendelse og anden overføring til almenheden, optagelse af deres ikke optagne fremførelse og reproduktion. Der er således tale om præventive enerettigheder, som de udøvende kunstnere har, og de skal kunne give eller afslå samtykke til hver enkelt udnyttelse af deres frembringelser i en af ovennævnte former. |
|
40. |
Romkonventionen begrænser kun dette princip om udøvende kunstneres forudgående samtykke i få situationer, der er omhandlet i konventionens artikel 12, 15 og 19, og som er gengivet i henholdsvis artikel 8, stk. 2, artikel 10, og artikel 3, stk. 6, i direktiv 2006/115. Ingen af disse bestemmelser gør det imidlertid muligt at kræve en generel tvangsoverdragelse som den, der er omhandlet i den i hovedsagen omtvistede retsakt ( 18 ). |
|
41. |
For så vidt angår kollektive frembringelser, dvs. frembringelser, som flere udøvende kunstnere medvirker ved, tillader Romkonventionens artikel 8 parterne i denne at bestemme, på hvilken måde de udøvende kunstnere skal repræsenteres ved udøvelsen af deres rettigheder. Det er således muligt at foretage tilpasninger med henblik på at gøre det muligt for samtlige udøvende kunstnere reelt at give deres samtykke til udnyttelse af deres frembringelser. Derimod fremgår det af det forberedende arbejde til Romkonventionen, at denne bestemmelse ikke omhandler betingelserne for udøvelse af de udøvende kunstneres rettigheder, men udelukkende den måde, på hvilken de skal repræsenteres, netop for at undgå, at den fortolkes således, at den tillader indførelsen af en tvangslicens i forbindelse med kollektive frembringelser ( 19 ). Princippet om samtykke finder således fuldt ud anvendelse her. |
|
42. |
WPPT indeholder med mindre tilpasninger Romkonventionens bestemmelser om udøvende kunstneres enerettigheder. Disse rettigheder betegnes heri som »eneret til at tillade«. WPPT’s artikel 8, 9 og 10 supplerer konventionen med nye rettigheder, nemlig henholdsvis retten til udbredelse, retten til udlejning og retten til at gøre optagne fremførelser tilgængelige for almenheden. |
|
43. |
Det følger efter min opfattelse heraf, at de bestemmelser i direktiv 2001/29 og 2006/115, der er nævnt i punkt 32 i dette forslag til afgørelse, sammenholdt med de relevante bestemmelser i Romkonventionen og WPPT, er til hinder for, at en generel overdragelse af en gruppe udøvende kunstneres beslægtede rettigheder bestemmes ved lov uden deres samtykke. |
|
44. |
Det er ganske vist korrekt, at Domstolen har accepteret, at den nationale lovgivning i undtagelsestilfælde tillader en formodning for, at indehavere af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder har givet deres implicitte samtykke ( 20 ). Efter min opfattelse finder denne retspraksis imidlertid ikke anvendelse på den foreliggende sag. |
|
45. |
For det første åbnede Domstolen således netop kun mulighed for et sådant implicit samtykke i situationer med mindre omfattende anvendelser ( 21 ). Jeg tvivler på, at det kan overføres på en generel overdragelse af en gruppe udøvende kunstneres beslægtede rettigheder. Desuden har Domstolen påpeget, at de betingelser, under hvilke et implicit samtykke kan antages at foreligge, skal fastsættes nøje for at undgå, at selve princippet om forudgående samtykke tilsidesættes ( 22 ). Princippet om forudgående samtykke er imidlertid netop blevet frataget sin virkning for de udøvende kunstnere, der er omfattet af den i hovedsagen omtvistede retsakt. |
|
46. |
For det andet har Domstolen påpeget, at den berørte rettighedshaver skal kunne modsætte sig den påtænkte anvendelse af den berørte beskyttede frembringelse ( 23 ). Det er imidlertid ubestridt i hovedsagen, at musikerne ved ONB ikke har givet samtykke til bestemmelserne om overdragelse af deres rettigheder og har modsat sig den i hovedsagen omtvistede retsakt. Der kan dermed ikke foreligge en formodning for samtykke fra deres side. For så vidt som den i hovedsagen omtvistede retsakt vedrører allerede ansatte musikere, er formodningen for deres implicitte samtykke til overdragelsen af deres rettigheder til ONB desuden blot hypotetisk ( 24 ). |
|
47. |
Endelig har Domstolen for det tredje også fremhævet, at forfølgelsen af et kulturelt mål eller en kulturel interesse ikke kan begrunde en undtagelse, der ikke er fastsat af EU-lovgiver, til den beskyttelse, der er sikret ved EU-retsakter om ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder ( 25 ). |
|
48. |
Ud fra et ønske om klarhed skal jeg gøre opmærksom på, at EU-retten efter min opfattelse ikke er til hinder for, at udøvende kunstneres beslægtede rettigheder overdrages til deres arbejdsgiver, således som det bestemmes i artikel XI.205, stk. 4, i lov om erhvervsret, og heller ikke til hinder for, at denne overdragelse sker ved lov, når der er tale om udøvende kunstnere, der er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte. Vedtagelsen og indholdet af en sådan regelfastsættende retsakt skal imidlertid være genstand for disse udøvende kunstneres eller deres behørigt beføjede repræsentanters forudgående samtykke. |
|
49. |
Jeg foreslår således, at de præjudicielle spørgsmål for så vidt angår direktiv 2001/29 og 2006/115 besvares således, at artikel 2, litra b), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29 samt artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/115 skal fortolkes således, at de er til hinder for en overdragelse ved lov af beslægtede rettigheder tilhørende udøvende kunstnere, som er vedtægtsmæssigt ansat, til arbejdsgiveren for så vidt angår frembringelser, der er udført inden for rammerne af dette arbejdsforhold, når vedtagelsen og indholdet af den pågældende regelfastsættende retsakt ikke har været genstand for de udøvende kunstneres eller deres behørigt bemyndigede repræsentanters forudgående samtykke |
Direktiv 2019/790
|
50. |
Hvad angår direktiv 2019/790 fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om dette direktiv finder anvendelse på overdragelse ved lov af udøvende kunstneres beslægtede rettigheder, når de er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte, og om direktivet finder anvendelse ratione temporis i lyset af datoen for vedtagelse af den i hovedsagen omtvistede retsakt. Jeg vil således fokusere på disse to aspekter. Det tilkommer under alle omstændigheder den forelæggende ret at vurdere, om den nationale lovgivning er i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i dette direktiv. |
– Om anvendeligheden af direktiv 2019/790 ratione temporis
|
51. |
Det skal påpeges, at direktiv 2019/790 i henhold til dets artikel 26 gælder for alle værker og andre frembringelser, der er beskyttet af nationale regler om ophavsret den 7. juni 2021 eller derefter. I denne artikels stk. 2 præciseres det, at direktivet ikke berører handlinger foretaget og rettigheder erhvervet inden ovennævnte dato. Spørgsmålet er således, i hvilket omfang direktivet finder anvendelse på den i hovedsagen omtvistede retsakt, der trådte i kraft den 4. juni 2021. |
|
52. |
Det skal indledningsvis anføres, at forbeholdet i artikel 26, stk. 2, i direktiv 2019/790 kun gælder handlinger, der er foretaget, og rettigheder erhvervet i overensstemmelse med lovgivningen. Såfremt den forelæggende ret på grundlag af Domstolens besvarelse af dens præjudicielle spørgsmål beslutter at annullere den i hovedsagen omtvistede retsakt, bliver spørgsmålet, om direktivet finder anvendelse ratione temporis uden genstand, eftersom en eventuel ny retsakt om overdragelse af de rettigheder, som musikerne ved ONB har, vil blive vedtaget efter den 7. juni 2021. |
|
53. |
Uanset det ovenstående er det nødvendigt at fremsætte følgende bemærkninger vedrørende denne anvendelighed ratione temporis. |
|
54. |
Hvad angår bestemmelserne i artikel 10 i direktiv 2001/29, der i det væsentlige er affattet på samme måde som artikel 26 i direktiv 2019/790, har Domstolen allerede fastslået, at de har til formål at undgå en anvendelse med tilbagevirkende kraft af direktiv 2001/29, og at de skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på udnyttelse af enerettigheder, der er erhvervet før datoen for dets ikrafttræden ( 26 ). |
|
55. |
Denne retspraksis besvarer imidlertid ikke udtrykkeligt spørgsmålet om, hvordan begrebet »rettigheder erhvervet« i artikel 26, stk. 2, i direktiv 2019/790 skal fortolkes. Efter min opfattelse kan dette begreb ikke fortolkes for bredt, da direktivets effektive virkning i modsat fald berøres. |
|
56. |
Overdragelse af enerettigheder kan nemlig have en tidsmæssig meget lang rækkevidde. Den i hovedsagen omtvistede retsakt indeholder således bestemmelser om overdragelse til ONB af alle de heri nævnte beslægtede rettigheder, som orkesterets musikere, både nuværende og fremtidige, har, herunder til fremtidige frembringelser, og i hele den periode, hvor disse rettigheder består. At anse alle de pågældende rettigheder for at være »erhvervet« i betydningen i artikel 26, stk. 2, i direktiv 2019/790, ville bevirke, at overdragelsen af de beslægtede rettigheder, som ONB’s musikere har, ville være endeligt unddraget direktivets krav, der således ville blive uden virkning i forhold til denne gruppe udøvende kunstnere. |
|
57. |
Artikel 26, stk. 2, i direktiv 2019/790 skal således efter min opfattelse fortolkes således, at det udelukkende henviser til rettigheder, der eksisterede på den anførte dato, dvs. rettigheder, der er opstået på grund af en udløsende begivenhed, der har fundet sted inden denne dato. For så vidt angår udøvende kunstnere er denne udløsende begivenhed principielt udnyttelsen eller fremførelsen. Såfremt overdragelsen af enerettigheder rent faktisk kan omfatte fremtidige rettigheder, er det vanskeligt at betragte dem som »erhvervet« af erhververen, for så vidt som det ikke er sikkert, at den udløsende begivenhed vil finde sted. |
|
58. |
I øvrigt og uanset fortolkningen in abstracto af artikel 26 i direktiv 2019/790, må det konstateres, at den i hovedsagen omtvistede retsakt som en regelfastsættende retsakt har en dobbelt betydning under de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Dels udgør den en overdragelse i forbindelse med de beslægtede rettigheder, som de musikere ved ONB, der er ansat på tidspunktet for vedtagelsen af den, har ( 27 ). Dels regulerer den på en abstrakt måde situationen for alle orkesterets musikere, nuværende såvel som fremtidige. Retsakten udgør som sådan en del af den nationale belgiske lovgivning, som Kongeriget Belgien har været forpligtet til at bringe i overensstemmelse med direktiv 2019/790 siden den 7. juni 2021. Denne forpligtelse påhviler den belgiske stat, uanset hvilken rolle den handler i, uanset om det er i dens egenskab af lovgiver eller i dens egenskab af arbejdsgiver. Denne medlemsstat kan nemlig ikke gøre nogen »erhvervede rettigheder« gældende, som fratager dette direktiv dets effektive virkning. |
|
59. |
Disse betragtninger fører mig til den konklusion, at artikel 18-23 i direktiv 2019/790 finder anvendelse på den i hovedsagen omtvistede retsakt fra den 7. juni 2021, med forbehold for udnyttelseshandlinger, der er blevet udført inden denne dato, og eksisterende rettigheder, som ONB har erhvervet inden denne dato ( 28 ). |
– Om anvendeligheden af direktiv 2019/790 ratione personae
|
60. |
Den forelæggende ret ønsker oplyst, om artikel 18-23 i direktiv 2019/790 finder anvendelse i tilfælde af overdragelse af udøvende kunstneres beslægtede rettigheder inden for rammerne af et arbejdsforhold, navnlig i henhold til vedtægten for offentligt ansatte. Den tvivl, som den forelæggende ret nærer, skyldes den belgiske stats og ONB’s holdninger, som disse parter i det væsentlige har fastholdt i deres indlæg i den foreliggende sag, og som slår til lyd for, at disse bestemmelser, henset til deres ordlyd, og sammenholdt med de relevante betragtninger til direktivet, kun finder anvendelse på rettighedshavere, der har indgået licensaftaler eller aftaler om overdragelse af deres rettigheder. |
|
61. |
Som det således fremgår af redegørelserne for de relevante bestemmelser i direktiv 2001/29 og 2006/115, skal udøvende kunstnere, bortset fra i meget få undtagelsestilfælde, give samtykke til enhver udnyttelse af deres beslægtede rettigheder. Når dette samtykke gives mod vederlag, findes der således en form for »kontrakt om udnyttelse« af disse rettigheder, i ordets almene betydning, idet denne kontrakt kan antage forskellige former og betegnelser i de nationale retsordener. Arbejdsforhold, hvori der også kan findes en kontrakt om overdragelse af beslægtede rettigheder mellem den ansatte udøvende kunstner og dennes arbejdsgiver, uanset om den er adskilt fra eller indarbejdet i arbejdskontrakten, er ikke udelukket. |
|
62. |
Direktiv 2019/790 anser denne situation for at være erhvervet, og ordet »kontrakt« heri skal anvendes i denne brede og almene betydning. Desuden fastsætter direktivets artikel 18, 19 og 22 deres anvendelsesområde med henvisning til udstedelsen af en licens eller til en overførsel af enerettigheder. Ordet »kontrakt« i disse bestemmelsers betydning, skal således forstås som enhver udstedelse af en licens eller enhver overførsel af enerettigheder. |
|
63. |
Følgelig må artikel 18-23 i direktiv 2019/790 anses for ikke blot at finde anvendelse, når der foreligger en kontrakt om udnyttelse af enerettigheder i streng forstand, men hver gang en udøvende kunstner mod et vederlag giver sit samtykke til udnyttelse af vedkommendes beslægtede rettigheder. |
|
64. |
En anden fortolkning ville fratage direktiv 2019/790 en god del af dets effektivitet. Udøvende kunstnere, såsom teaterskuespillere og orkestermusikere, indgår netop hyppigt i et ansættelsesforhold. Såfremt deres arbejde hovedsageligt består i direkte opførelser, kan deres arbejdsgiver også være interesseret i at udnytte deres fremførelser på andre måder. Udelukkelse af udøvende kunstnere fra at være omfattet af dette direktivs bestemmelser, ville begrænse dets anvendelsesområde kraftigt, og følgelig dets effektive virkning. |
|
65. |
Konklusionen i punkt 63 i dette forslag til afgørelse understøttes af 72. betragtning til direktiv 2019/790, i henhold til hvilken fysiske personer har behov for den beskyttelse, der er fastsat i dette direktiv, »for fuldt ud at kunne udnytte de rettigheder, der er harmoniseret i henhold til EU-retten«. Eftersom disse rettigheder, der er harmoniseret i henhold til EU-retten, bl.a. udøvende kunstneres beslægtede rettigheder, findes uafhængigt af rettighedshavernes situation ud fra et arbejdsretligt synspunkt, bør dette også være tilfældet for så vidt angår anvendelsen af nævnte direktiv. Selv om der i denne betragtning også nævnes situationer, i hvilke der ikke findes dette behov for beskyttelse, bl.a. visse arbejdsforhold, vedrører disse situationer imidlertid ikke udnyttelse af beskyttede værker, men udelukkende slutbrugen af dem. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. |
|
66. |
Denne konklusion finder ligeledes anvendelse på ansættelser i den offentlige sektor, herunder også ansættelser, der ikke er omfattet af en arbejdskontrakt, men af en vedtægt. Også i disse situationer skal den udøvende kunstner således give sit samtykke til arbejdsgiverens udnyttelse af vedkommendes beslægtede rettigheder. Deres relation svarer således i det væsentlige til ethvert andet kontraktforhold mellem indehaveren af enerettigheder og en licenstager eller en erhverver af disse rettigheder. Direktiv 2019/790 finder således anvendelse i den foreliggende sag. |
|
67. |
De argumenter, som ONB og Kongeriget Belgien har fremsat i denne forbindelse, og som vedrører den særlige karakter af ansættelser i den offentlige sektor, herunder ved Den Europæiske Union, er efter min opfattelse fejlagtige. For det første er en overdragelse af eventuelle ophavsrettigheder til frembringelser, i forbindelse med hvilke det er yderst tvivlsomt, at de udgør værker i ophavsretlig betydning, til administrationen, der er slutbrugeren og ikke udnytter dem, under alle omstændigheder ikke økonomisk, ikke sammenlignelig med en overdragelse af beslægtede rettigheder til kunstneriske fremførelser netop med henblik på en kommerciel udnyttelse af disse. For det andet kan en offentligt ansat, når denne indtræder i en forvaltnings tjeneste, give sit samtykke til overførsel af vedkommendes eventuelle rettigheder med fuldt kendskab til de gældende regler ved at underskrive ansættelseskontrakten. Den i hovedsagen omtvistede retsakt finder derimod anvendelse på musikere, der allerede er ansat, og gør det ikke muligt for dem at give eller afslå at give deres samtykke til den påtænkte overdragelse, mens deres samtykke tidligere var påkrævet. For det tredje giver overdragelsen af rettigheder til en forvaltning som led i tjenesten ikke anledning til et ekstra vederlag, og det medfører således ikke anvendelse af direktiv 2019/790 i modsætning til den overdragelse, der er omfattet af den i hovedsagen omtvistede retsakt. Endelig er der her ikke tale om aflønning af offentligt ansatte, men om overdragelse mod vederlag af udøvende kunstneres beslægtede rettigheder, hvilket er et område, hvor Unionen uden nogen tvivl har kompetence. |
Besvarelse af de præjudicielle spørgsmål
|
68. |
Artikel 18-23 i direktiv 2019/790 finder således principielt anvendelse på en lovgivning som den i hovedsagen omtvistede retsakt, således at denne skal være i overensstemmelse med disse bestemmelser. En vurdering af denne overensstemmelse kræver en fortolkning af national ret og de faktiske omstændigheder og henhører dermed under den forelæggende rets kompetence. |
|
69. |
Som en afsluttende bemærkning skal jeg henlede opmærksomheden på artikel 1, stk. 2, i direktiv 2019/790, hvoraf det fremgår, at dette direktiv på ingen måde berører de eksisterende regler, der er fastsat navnlig i direktiv 2001/29 og 2006/115. Det følger navnlig heraf, at overholdelsen af bestemmelserne i førstnævnte direktiv, herunder dets artikel 18-23, ikke træder i stedet for forpligtelsen til at overholde de regler, der er fastsat i de to øvrige direktiver, navnlig princippet om forudgående samtykke til enhver udnyttelse af beskyttede frembringelser. En ensidig retsakt vedtaget uden et sådant samtykke, selv hvis den respekterer disse artikler, kan ikke anses for at være i overensstemmelse med EU’s ophavsret i sin helhed. |
|
70. |
Jeg foreslår således, at det præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 18-23 i direktiv 2019/790 skal fortolkes således, at disse bestemmelser med forbehold for gennemførte udnyttelseshandlinger og eksisterende rettigheder erhvervet før den 7. juni 2021 finder anvendelse på overdragelse ved lov af beslægtede rettigheder tilhørende udøvende kunstnere, som er vedtægtsmæssigt ansat, til arbejdsgiveren for så vidt angår frembringelser, der er udført inden for rammerne af dette arbejdsforhold, således at denne regelfastsættende retsakt skal være i overensstemmelse med disse bestemmelser. Nævnte retsakt skal i øvrigt være i overensstemmelse med kravene i direktiv 2001/29 og 2006/115, bl.a. kravet om forudgående samtykke til overdragelse af beslægtede rettigheder. |
Forslag til afgørelse
|
71. |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) forelagte præjudicielle spørgsmål, således: »Artikel 2, litra b), og artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og af artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret skal fortolkes således, at de er til hinder for en overdragelse ved lov af beslægtede rettigheder tilhørende udøvende kunstnere, som er vedtægtsmæssigt ansat, til arbejdsgiveren for så vidt angår frembringelser, der er udført inden for rammerne af dette arbejdsforhold, når vedtagelsen og indholdet af den pågældende regelfastsættende retsakt ikke har været genstand for de udøvende kunstneres eller deres behørigt bemyndigede repræsentanters forudgående samtykke. Artikel 18-23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF skal fortolkes således, at de med forbehold for gennemførte udnyttelseshandlinger og eksisterende rettigheder erhvervet før den 7. juni 2021 finder anvendelse på overdragelse ved lov af beslægtede rettigheder tilhørende udøvende kunstnere, som er vedtægtsmæssigt ansat, til arbejdsgiveren for så vidt angår frembringelser, der er udført inden for rammerne af dette arbejdsforhold, således at denne regelfastsættende retsakt skal være i overensstemmelse med disse bestemmelser. Nævnte retsakt skal i øvrigt være i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2001/29 og 2006/115, bl.a. kravet om forudgående samtykke til overdragelse af beslægtede rettigheder.« |
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – Der er nærmere bestemt tale om såkaldte »økonomiske rettigheder«. De ideelle rettigheder er ikke omfattet af EU-retten og er derfor ikke omfattet af dette forslag til afgørelse.
( 3 ) – Beskyttelse af fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender, der ligeledes blev indført med Romkonventionen, er ikke omfattet af den foreliggende sag.
( 4 ) – Jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers (C‑265/19, EU:C:2020:677, præmis 50 og 51).
( 5 ) – EFT 2000, L 89, s. 6.
( 6 ) – EFT 2001, L 167, s. 10.
( 7 ) – EUT 2006, L 376, s. 28.
( 8 ) – EUT 2019, L 130, s. 92.
( 9 ) – Jf. senest dom af 9.3.2023, Registrų centras (C-354/21, EU:C:2023:184, præmis 35).
( 10 ) – Jf. 72. betragtning til direktiv 2019/790.
( 11 ) – Som jeg læser anmodningen om præjudiciel afgørelse, er den forelæggende ret af den opfattelse, at dette klagepunkt skal antages til realitetsbehandling.
( 12 ) – Jf. i denne retning navnlig dom af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 30). Ud fra et ønske om tydelighed skal det anføres, at direktiv 2019/790 endnu ikke var gennemført i belgisk ret på tidspunktet for vedtagelsen af den i hovedsagen omtvistede retsakt.
( 13 ) – Det er efter min opfattelse hensigtsmæssigt at anvende ordet »tjeneste«, eftersom musikerne ved ONB sædvanligvis er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte.
( 14 ) – Jf. bl.a. for så vidt angår udøvende kunstneres beslægtede rettigheder dom af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
( 15 ) – Dom af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 37).
( 16 ) – Jf. analogt dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers (C‑265/19, EU:C:2020:677, præmis 48 og 61).
( 17 ) – Ingen andre undtagelser end dem, der er opstillet i artikel 5 i direktiv 2001/29, kan komme på tale. Denne lovgivnings uklare karakter skyldes, at artikel 10 i direktiv 2006/115 gengiver ordlyden i artikel 10 i Rådets direktiv 92/100/EF af 19.11.1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT 1992, L 346, s. 61), der er ældre end direktiv 2001/29, og som kodificeres ved direktiv 2006/115.
( 18 ) – Kun med Romkonventionens artikel 12 indføres der en form for tvangslicens i situationer, hvor et fonogram, som er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram anvendes direkte til en radio- eller fjernsynsudsendelse eller ved andre offentlige fremførelser, og i dette tilfælde har de udøvende kunstnere kun ret til et rimeligt vederlag. Konventionens artikel 15 fastsætter de traditionelle undtagelser fra de udøvende kunstneres enerettigheder, mens artikel 3, stk. 6, i direktiv 2006/115 inden for rammerne af den mulighed, der åbnes med konventionens artikel 19, tillader medlemsstaterne at fastsætte en formodning for de udøvende kunstneres samtykke til de handlinger, der er omfattet af dette direktiv, når de har givet deres samtykke til, at deres frembringelser kan indgå i filmværker eller audiovisuelle værker.
( 19 ) – Jf. M. Ficsor, Guide des traités sur le droit d’auteur et les droits connexes administrés par l’OMPI, WIPO, Genève, 2003, s. 153.
( 20 ) – Jf. dom af 16.11.2016, Soulier og Doke (C-301/15, EU:C:2016:878, præmis 35), og af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 40).
( 21 ) – Dvs. reproduktion og overføring til almenheden i form af digital udnyttelse af udgåede bøger og udnyttelse af frembringelser indeholdt i gamle audiovisuelle værker.
( 22 ) – Dom af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 40).
( 23 ) – Jf. dom af 16.11.2016, Soulier og Doke (C-301/15, EU:C:2016:878, præmis 38), og af 14.11.2019, Spedidam (C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 43).
( 24 ) – Jf. i denne retning dom af 16.11.2016, Soulier og Doke (C-301/15, EU:C:2016:878, præmis 39).
( 25 ) – Jf. i denne retning dom af 16.11.2016, Soulier og Doke (C-301/15, EU:C:2016:878, præmis 45).
( 26 ) – Dom af 27.6.2013, VG Wort m.fl. (C‑457/11 – C‑460/11, EU:C:2013:426, præmis 28 og 29).
( 27 ) – Dette gælder i det mindste for så vidt angår de musikere, der er ansat i henhold til vedtægten for offentligt ansatte. For musikere, der er kontraktansat, fremgår det af sidste betragtning til den i hovedsagen omtvistede retsakt, at denne retsakt vil finde anvendelse på dem gennem tillægskontrakter til deres ansættelseskontrakter.
( 28 ) – Skønt direktivets artikel 19 i henhold til dets artikel 27 uden forbehold finder anvendelse på eksisterende kontrakter fra den 7.6.2021.