31999D0785

1999/785/EF: Rådets beslutning af 25. november 1999 om tilladelse til Republikken Finland til at indføre eller fortsat anvende punktafgiftslempelser eller -fritagelser for visse typer mineralolier, der anvendes til særlige formål, jf. proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF

EF-Tidende nr. L 308 af 03/12/1999 s. 0033 - 0034


RÅDETS BESLUTNING

af 25. november 1999

om tilladelse til Republikken Finland til at indføre eller fortsat anvende punktafgiftslempelser eller -fritagelser for visse typer mineralolier, der anvendes til særlige formål, jf. proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF

(1999/785/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier(1), særlig artikel 8, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre fritagelser for eller lempelser i punktafgifterne for mineralolier, hvis særlige politiske hensyn taler herfor;

(2) de finske myndigheder har meddelt Kommissionen, at de ønsker at indføre fritagelse for punktafgifter på naturgas med henblik på at fremme brugen af gas, navnlig som motorbrændstof til transportkøretøjer i bytrafik; efter Republikken Finlands opfattelse er dette i overensstemmelse med målsætningen om at reducere forureningen fra trafikken; da naturgas kan sammenlignes med LPG med hensyn til virkningerne for miljøet, bør den behandles på samme måde i afgiftsmæssig henseende, når den anvendes som motorbrændstof, og det vil være berettiget at udvide afgiftsfritagelsen for LPG og metan til også at omfatte naturgas; en anden grund til at indrømme fritagelse for punktafgifter på naturgas er, at naturgas i realiteten har samme kemiske struktur som metan; det vil også være yderst vanskeligt at opretholde forskellige beskatninger for disse to gasser med hensyn til kontrol;

(3) de øvrige medlemsstater er blevet underrettet herom;

(4) Kommissionen og alle medlemsstaterne anerkender, at en sådan fritagelse for punktafgifter på naturgas er begrundet i miljømæssige hensyn og ikke medfører konkurrenceforvridning eller forstyrrelse af det indre marked;

(5) Kommissionen undersøger jævnligt lempelserne og fritagelserne for at sikre, at de er forenelige med det indre marked og Fællesskabets miljøpolitik;

(6) Republikken Finland har anmodet om tilladelse til at indføre fritagelse for punktafgifter på naturgas så hurtigt som muligt; Rådet skal senest den 31. december 1999, når nærværende bemyndigelse udløber, undersøge situationen på grundlag af en rapport fra Kommissionen -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF og med forbehold af de forpligtelser, der gælder efter Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier(2), navnlig overholdelse af de i direktivets artikel 7 foreskrevne minimumssatser, tillades det hermed Finland indtil den 31. december 1999 at anvende fritagelse for punktafgifter på naturgas, der anvendes som motorbrændstof.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Republikken Finland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 1999.

På Rådets vegne

S. SIIMES

Formand

(1) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

(2) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19.