19.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 43/22


RÅDETS FÆLLES AKTION 2008/130/FUSP

af 18. februar 2008

om forlængelse af mandatet for den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 18, stk. 5, og artikel 23, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 7. februar 2007 fælles aktion 2007/87/FUSP (1) om ændring og forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina.

(2)

Rådet vedtog den 18. juni 2007 afgørelse 2007/427/FUSP (2) om udnævnelse af Miroslav Lajčák til Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina.

(3)

På grundlag af en fornyet gennemgang af fælles aktion 2007/87/FUSP bør den særlige repræsentants mandat forlænges med en periode på 12 måneder.

(4)

Den særlige repræsentants mandat bør gennemføres i koordinering med Kommissionen for at sikre sammenhæng med andre relevante aktiviteter, der ligger inden for Fællesskabets kompetence.

(5)

Den særlige repræsentant skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Miroslav Lajčáks mandat som Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina (BiH) forlænges indtil den 28. februar 2009.

Artikel 2

Politikmål

Mandatet for den særlige repræsentant bygger på EU’s politikmål i BiH. Disse mål drejer sig især om fortsat at gøre fremskridt med gennemførelsen af den generelle rammeaftale for fred i BiH i overensstemmelse med den høje repræsentants kontors gennemførelsesplan og med stabiliserings- og associeringsprocessen med det formål at skabe et stabilt, levedygtigt, fredeligt og multietnisk BiH, der samarbejder fredeligt med sine naboer, og som uigenkaldeligt er på rette kurs mod EU-medlemskab.

Artikel 3

Mandat

For at nå EU’s politikmål i BiH har den særlige repræsentant mandat til:

a)

at tilbyde råd og mægling fra EU i den politiske proces

b)

at fremme EU’s overordnede politiske koordinering og medvirke til at styrke den interne EU-koordinering og sammenhængen i indsatsen i BiH, bl.a. gennem briefing af EU’s missionschefer og deltagelse i eller repræsentation på deres regelmæssige møder, ved at lede en koordineringsgruppe, der består af samtlige EU-aktører på stedet, med henblik på at koordinere EU-aktionens gennemførelsesaspekter og ved at vejlede dem om forbindelserne med BiH’s myndigheder

c)

at fremme EU’s overordnede koordinering af EU’s indsats og udstikke lokale politiske retningslinjer herfor i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet, uden at dette berører den ledende rolle, Den Europæiske Unions Politimission (EUPM) skal spille i koordineringen af de politimæssige aspekter af denne indsats, og Altheas (EUFOR) militære kommandokæde

d)

at give den øverstbefalende for EUFOR politiske retningslinjer om militære spørgsmål med en lokal politisk dimension, navnlig vedrørende følsomme operationer, forbindelserne med lokale myndigheder og forbindelserne med de lokale medier, uden at dette berører den militære kommandokæde

e)

at konsultere den øverstbefalende for EUFOR, inden der tages politiske skridt, som vil kunne påvirke sikkerhedssituationen

f)

at sikre overensstemmelse og sammenhæng i EU-aktionen i forhold til offentligheden. Talsmanden for den særlige repræsentant skal være EU’s hovedkontaktpunkt for BiH’s medier i spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik/den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (FUSP/ESFP)

g)

at have overblik over alle aktiviteter på retssikkerhedsområdet og i den forbindelse rådgive generalsekretæren/den højtstående repræsentant og Kommissionen i fornødent omfang

h)

at rådgive EUPM’s missionschef om lokale politiske forhold. Den særlige repræsentant og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer hinanden i fornødent omfang

i)

som led i det internationale samfunds og de bosnisk-hercegovinske myndigheders bredere tilgang til retssikkerheden og på baggrund af EUPM’s tilrådighedsstillelse af teknisk politikompetence og bistand i den forbindelse at støtte forberedelsen og gennemførelsen af en omstrukturering af politiet

j)

at støtte en styrket og mere effektiv grænseflade mellem strafferetssystemet og politiet i BiH i nær kontakt med EUPM

k)

at konsultere chefen for EUPM, inden der tages politiske skridt, som vil kunne påvirke den politimæssige situation og sikkerhedssituationen

l)

for så vidt angår aktiviteter under traktatens afsnit VI, herunder Europol, og dertil knyttede EU-aktiviteter at give generalsekretæren/den højtstående repræsentant og Kommissionen vejledning i fornødent omfang og deltage i den nødvendige lokale koordinering

m)

med henblik på sammenhæng og mulige synergier fortsat at blive konsulteret om prioriteter for instrumentet for førtiltrædelsesbistand

n)

at støtte planlægningen af et udvidet kontor for den særlige repræsentant i forbindelse med lukningen af den høje repræsentants kontor (OHR), herunder rådgivning om de aspekter af overgangen, der vedrører offentlig information, i tæt koordinering med Kommissionen

o)

at bidrage til udviklingen og konsolideringen af respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i BiH i overensstemmelse med EU’s menneskerettighedspolitik og EU’s retningslinjer om menneskerettigheder

p)

at tage spørgsmålet om fuldt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) op med de relevante bosnisk-hercegovinske myndigheder

q)

at rådgive politisk og mægle i forfatningsreformprocessen

r)

at medvirke til at sikre, at alle EU-instrumenter i operationsområdet handler sammenhængende med henblik på EU’s politikmål, uden at dette berører de gældende kommandokæder.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   Den særlige repræsentant har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med referat til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og under dennes operative ledelse.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) opretholder privilegerede forbindelser med den særlige repræsentant og skal være det primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver den særlige repræsentant strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet.

Artikel 5

Den høje repræsentant

Den særlige repræsentants rolle griber ikke på nogen måde ind i mandatet for den høje repræsentant i BiH, herunder dennes koordinerende rolle med hensyn til alle civile organisationers og agenturers aktiviteter som fastsat i den generelle rammeaftale for fred i BiH og Fredsimplementeringsrådets senere konklusioner og erklæringer.

Artikel 6

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med den særlige repræsentants mandat i perioden fra den 1. marts 2008 til den 28. februar 2009 udgør 2 900 000 EUR.

2.   De udgifter, der finansieres med det i stk. 1 nævnte beløb, kan dækkes fra den 1. marts 2008. Udgifterne forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, bortset fra at eventuelle forfinansieringer ikke forbliver Fællesskabets ejendom.

3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem den særlige repræsentant og Kommissionen. Den særlige repræsentant står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 7

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   Den særlige repræsentant er inden for rammerne af sit mandat og de dertil afsatte finansielle midler ansvarlig for udpegelsen af sine medarbejdere i samråd med formandskabet, der bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, og i fuldt samarbejde med Kommissionen. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. Den særlige repræsentant holder generalsekretæren/den højtstående repræsentant, formandskabet og Kommissionen underrettet om sammensætningen af medarbejderstaben.

2.   Medlemsstaterne og Den Europæiske Unions institutioner kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med den særlige repræsentant. Løn til personale, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå den særlige repræsentant, afholdes af den pågældende medlemsstat eller den pågældende institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres til den særlige repræsentant. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en EU-medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i den særlige repræsentants mandats interesse.

Artikel 8

Privilegier og immuniteter for den særlige repræsentant og dennes medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige, for at den særlige repræsentant og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle mandatet uhindret, aftales om nødvendigt med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 9

Klassificerede EU-oplysningers sikkerhed

Den særlige repræsentant og dennes medarbejdere overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (3), navnlig ved behandlingen af EU-klassificerede oplysninger.

Artikel 10

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at den særlige repræsentant får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 11

Sikkerhed

Den særlige repræsentant skal i overensstemmelse med EU’s sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for EU som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under hans eller hendes direkte myndighed, navnlig ved:

a)

at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Generalsekretariatet for Rådet, der omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

b)

at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for EU, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

c)

at sørge for, at alle hans medarbejdere, der skal udstationeres uden for EU, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risiko-ratings, som Generalsekretariatet for Rådet har opstillet for missionsområdet

d)

at sørge for, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen.

Artikel 12

Rapportering

Den særlige repræsentant aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og PSC. Den særlige repræsentant aflægger også efter behov rapport til arbejdsgrupperne. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreu-nettet. Den særlige repræsentant kan efter henstilling fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant eller PSC aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Artikel 13

Koordinering

1.   Den særlige repræsentants aktiviteter koordineres med formandskabets og Kommissionens aktiviteter samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de aktiviteter, der udføres af andre særlige repræsentanter, som er aktive i regionen. Den særlige repræsentant sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Kommissionens delegationer. Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og medlemsstaternes missionschefer, der gør deres bedste for at bistå den særlige repræsentant i gennemførelsen af dennes mandat. Den særlige repræsentant holder også forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

2.   Til støtte for EU’s krisestyringsoperationer forbedrer den særlige repræsentant sammen med andre aktører på stedet formidlingen og udvekslingen af oplysninger blandt EU-aktører i operationsområder med henblik på at opnå en høj grad af fælles forståelse og vurdering af situationen.

Artikel 14

Revision

Gennemførelsen af denne fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. Den særlige repræsentant forelægger en fremskridtsrapport inden udgangen af juni 2008 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet medio november 2008 for generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen. Disse rapporter skal danne grundlag for evalueringen af denne fælles aktion i de relevante arbejdsgrupper og i PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelse henstillinger til PSC med henblik på, at Rådet træffer afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 16

Offentliggørelse

Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2008.

På Rådets vegne

D. RUPEL

Formand


(1)   EUT L 35 af 8.2.2007, s. 35. Ændret ved fælles aktion 2007/748/FUSP af 19.11.2007 (EUT L 303 af 21.11.2007, s. 38).

(2)   EUT L 159 af 20.6.2007, s. 63.

(3)   EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2007/438/EF (EUT L 164 af 26.6.2007, s. 24).