31996H0738

96/738/EF: Kommissionens Henstilling af 2. december 1996 om et samordnet program for kontrol i 1997 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 335 af 24/12/1996 s. 0054 - 0057


KOMMISSIONENS HENSTILLING af 2. december 1996 om et samordnet program for kontrol i 1997 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (EØS-relevant tekst) (96/738/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

som henviser til Rådets direktiv 90/642/EØF af 27. november 1990 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester på og i visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (1), senest ændret ved direktiv 96/32/EF (2), særlig artikel 4, stk. 3,

som har hørt Den Stående Komité for Plantesundhed, og

som tager følgende i betragtning:

Artikel 4, stk. 3, i direktiv 90/642/EØF kræver, at Kommissionen hvert år inden den 1. november sender medlemsstaterne en henstilling vedrørende et samordnet kontrolprogram for det følgende år for at sikre overholdelse af grænseværdierne for pesticidrester som fastsat i direktivets bilag II;

artikel 4 i direktiv 90/642/EØF krævede, at medlemsstaterne inden den 1. august 1996 skulle sende Kommissionen alle relevante oplysninger om gennemførelsen i 1995 af deres nationale kontrolprogrammer med angivelse af hyppigheden og karakteren af den foretagne kontrol; Kommissionens henstilling 96/199/EF af 1. marts 1996 om et samordnet program for kontrol i 1996 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (3), henstillede til medlemsstaterne inden den 1. september 1996 at tilsende Kommissionen deres påtænkte nationale kontrolprogram for 1997; det har dog ikke været muligt for samtlige medlemsstater formelt at indsende deres indberetninger og fremtidsplaner inden disse datoer;

bilag II til direktiv 90/642/EØF er blevet suppleret med lister over maksimalgrænseværdier for bestemte pesticider ved Rådets direktiv 93/58/EØF (4), 94/30/EF (5), 95/38/EF (6) og 96/32/EF, som skal gennemføres af medlemsstaterne senest den 30. april 1997 og er blevet ændret ved Rådets direktiv 95/61/EF (7); de harmoniserede maksimalgrænseværdier for pesticidrester i bilag II bør derfor underkastes de nationale og samordnede kontrolprogrammer i 1997;

de oplysninger, Kommissionen har fået forelagt, har ikke været tilstrækkelige til at give et fuldstændigt overblik over medlemsstaternes kontrol med pesticidrester i 1995 eller til at kunne foretage en samlet vurdering af medlemsstaternes påtænkte kontrol i 1997; der foreligger dog tilstrækkelige oplysninger til at udarbejde et samordnet program for specifikke pesticid-/produktkombinationer på EF-plan; det er anden gang, at der anbefales et sådant specifikt samordnet program, og angivelser om produkter, der bør indgå i fremtidige, specifikke samordnede programmer i hvert år er vigtige for, at medlemsstaternes kompetente myndigheder kan planlægge; der vil normalt gå tre år, før de samme produkter kan indgå i specifikke samordnede programmer;

undersøgelsen af en systematisk statistisk plan for det antal prøver, der skal udtages i forbindelse med den specifikke samordnede indsats, er ikke tilendebragt; en undersøgelse i EF af flere prøver af et produkt, end der har skullet udtages i 1996, vil dog gøre det muligt at drage konklusioner om pesticidrester opdaget i og på produktet med høj konfidens; i hvert fald bør medlemsstaterne for den specifikke indsats i 1997 sætte sig 50 prøver af produkter som mål på deres egne markeder;

artikel 4, stk. 2, i direktiv 90/642/EØF kræver, at medlemsstaterne angiver de kriterier, der er lagt til grund for udarbejdelsen af deres nationale kontrolprogrammer, når de sender Kommissionen oplysningen om gennemførelsen i det foregående år; sådanne oplysninger bør omfatte de kriterier, der er anvendt til at bestemme det antal prøver, der skal udtages, og de analyser, der skal foretages, de niveauer for indberetning, der gælder, og ud fra hvilke kriterier disse niveauer er sat, samt hvilke kriterier der anvendes til at fastsætte foranstaltninger i forbindelse med kvalitetssikring ved prøveudtagning og kvalitetssikring for laboratorier, der foretager analyser, når disse endnu ikke er godkendt efter Rådets direktiv 93/99/EØF af 29. oktober 1993 om supplerende bestemmelser vedrørende offentlig kontrol med levnedsmidler (8);

det vil også være nyttigt med henblik på udarbejdelsen af fremtidige henstillinger, hvis Kommissionen forud bliver underrettet om medlemsstaternes påtænkte kontrolprogrammer i 1998 og følgende år enten som forslag eller blot skitseret;

oplysninger om resultaterne af kontrolprogrammer og detaljer om påtænkte nationale kontrolprogrammer egner sig ganske særligt til elektronisk behandling, lagring og overførsel; Kommissionen kan tilsende medlemsstaterne disketter med den ønskede formatering; medlemsstaterne skulle følgelig være i stand til at sende deres indberetninger for 1996 og de påtænkte nationale kontrolprogrammer i 1998 til Kommissionen i standardformat; for yderligere at udvikle en sådan standardformatering vil det være mest hensigtsmæssigt, at Kommissionen opstiller retningslinjer;

medlemsstaternes kontrol og prøveudtagning for at sikre overholdelse af de maksimalgrænseværdier for pesticidrester, som er fastsat i den liste, der omhandles i artikel 1, stk. 1, i direktiv 90/642/EØF, bør gennemføres i henhold til kravene i Kommissionens direktiv 79/700/EØF af 24. juli 1979 om fastsættelse af fællesskabsmetoder til udtagning af prøver til den officielle kontrol med pesticidrester på og i frugt og grøntsager (9), Rådets direktiv 85/591/EØF af 20. december 1985 om indførelse af fælles prøvetagnings- og analysemetoder til kontrol af levnedsmidler (10) og Rådets direktiv 89/397/EØF af 14. juni 1989 om officiel kontrol med levnedsmidler (11) samt direktiv 93/99/EØF -

HENSTILLER TIL MEDLEMSSTATERNE:

1) som en specifik indsats i 1997 at udtage prøver og foretage analyser for de produkt-/pesticidrestkombinationer, der er anført i bilag I, på grundlag af et målantal på 50 prøver af hvert produkt, og som i fornødent omfang afspejler markedsandelen for henholdsvis medlemsstaten selv, EF og tredjelande på medlemsstatens område, og senest den 1. august 1998 at meddele resultaterne, herunder benyttede analysemetoder, opnået indberetningsniveau og kvalitetssikrende foranstaltninger

2) senest den 1. august 1997 at tilsende Kommissionen alle de oplysninger, som kræves efter artikel 4, stk. 2, i direktiv 90/642/EØF, vedrørende kontrollen i 1996 for i hvert fald ved kontrolprøveudtagning at sikre, at maksimalgrænseværdierne for pesticider overholdes og især

2.1) resultaterne af den specifikke indsats i 1996 som fastsat i punkt 5 i Kommissionens henstilling 96/199/EF om et samordnet kontrolprogram i 1996

2.2) resultaterne af deres nationale programmer med hensyn til pesticider, der er opført på listen i bilag II til direktiv 90/642/EØF, i forhold til de harmoniserede grænseværdier og - hvis sådanne endnu ikke er fastsat på EF-plan - i forhold til de gældende nationale grænseværdier

2.3) de kriterier, der er lagt til grund ved udarbejdelsen af deres nationale programmer, med hensyn til antallet af udtagne prøver og foretagne analyser

2.4) de kriterier, der er lagt til grund ved bestemmelse og fastsættelse af indberetningsniveauer

2.5) de kvalitetssikrende foranstaltninger, der er anvendt på udtagning af prøver, eller ændringer af sådanne foranstaltninger, der var indberettet foregående år

2.6) detaljer om godkendelse efter artikel 3 i direktiv 93/99/EF af de laboratorier, som foretager analyserne, og, såfremt sådan godkendelse endnu ikke er givet, de kriterier, der er lagt til grund ved udarbejdelse af de kvalitetssikrende foranstaltninger på sådanne laboratorier

3) inden den 1. juni 1997 at tilsende Kommissionen deres påtænkte nationale program for kontrol med de maksimalgrænseværdier for pesticider, der er fastsat i direktiv 90/642/EØF, i 1998 og så vidt muligt også for de følgende år.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. december 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 350 af 14. 12. 1990, s. 71.

(2) EFT nr. L 144 af 18. 6. 1996, s. 12.

(3) EFT nr. L 64 af 14. 3. 1996, s. 18.

(4) EFT nr. L 211 af 23. 8. 1993, s. 6.

(5) EFT nr. L 189 af 23. 7. 1994, s. 70.

(6) EFT nr. L 197 af 22. 8. 1995, s. 14.

(7) EFT nr. L 292 af 17. 12. 1995, s. 27.

(8) EFT nr. L 290 af 24. 11. 1993, s. 14.

(9) EFT nr. L 207 af 15. 8. 1979, s. 26.

(10) EFT nr. L 372 af 31. 12. 1985, s. 50.

(11) EFT nr. L 186 af 30. 6. 1989, s. 23.

BILAG

Maksimalgrænseværdier (MGV), der skal kontrolleres ved den specifikke indsats i 1997 i henhold til punkt 1 i henstillingen

>TABELPOSITION>