|
8.12.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 324/8 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/2246
af 30. november 2017
om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer. |
|
(2) |
Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer. |
|
(3) |
Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3. |
|
(4) |
Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.
Artikel 2
Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. november 2017.
På Kommissionens vegne
For formanden
Stephen QUEST
Generaldirektør
Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion
(1) EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.
(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).
BILAG
|
Varebeskrivelse |
Tarifering (KN-kode) |
Begrundelse |
|
(1) |
(2) |
(3) |
|
Ikke-eksponerede aluminiumplader (såkaldte »positive termoplader med laserdiodefølsomhed«), rektangulære, med en sidelængde over 255 mm, belagt på den ene side med en emulsion (hovedsagelig indeholdende alkalisk opløselig harpiks, et eller flere infrarøde farvestoffer (fototermisk konverter) og en opløselighedsspærre (farvestof)), der er følsom over for infrarøde laserdioder ved en bølgelængde på 830 nm. De er designet til brug med CTP-udstyr (computer til plade) til mellemstore og store oplag. For at øge færdigvarens levetid undergår pladerne en såkaldt »bageproces« for at hærde billedet, når det er blevet fremkaldt. |
3701 30 00 |
Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 til kapitel 37 og teksten til KN-kode 3701 og 3701 30 00 . Varen har de objektive karakteristika, der kendetegner en ikke-eksponeret fotografisk plade, som er belagt med et lysfølsomt materiale. »Fotografisk« er i bestemmelse 2 til kapitel 37 defineret som en proces, hvorved der dannes synlige billeder, direkte eller indirekte, ved at påvirke en lysfølsom overflade med lys eller andre former for bestråling. De fotografiske plader i kapitel 37 har et eller flere lag af enhver emulsion, der er følsom over for lys eller andre former for bestråling med tilstrækkelig energi til at forårsage den nødvendige reaktion i fotonfølsomme (eller lysfølsomme) materialer, dvs. bestråling med en bølgelængde på ikke over ca. 1 300 nm i det elektromagnetiske spektrum (herunder gammastråling, ultraviolet stråling og nærinfrarød stråling) samt partikelstråling (eller nuklear stråling), til reproduktion såvel monokromt som i farver (se også de forklarende bemærkninger til HS, kapitel 37). Bølgelængden af den strålingsfølsomhed, der kendetegner disse pladers lysfølsomme lag (830 nm), ligger inden for intervallet af accepterede bølgelængder under pos. 3701 . Tarifering under KN-kode 8442 50 00 som trykplader er derfor udelukket, da lysfølsomme plader henhørende under pos. 3701 er udelukket fra pos. 8442 (se også de forklarende bemærkninger til HS, pos. 8442 , afsnit B, og HS-tariferingsudtalelse 3701.30/1 af 2015). Pladerne skal derfor tariferes under KN-kode 3701 30 00 som andre fotografiske plader, med mindst en sidelængde over 255 mm. |