Kommissionen har givet en oversigt over de gældende regler for mangfoldiggørelse og spredning af musikværker, som er indspillet på lydbærere.

Retsreglerne

Appellanterne har bemærket, at selv hvis det hypotetisk må antages, at GEMA i henhold til tysk ret har mulighed for at forbyde indførsel af lydbærere eller for at gøre deres indførsel betinget af betaling af en supplerende afgift, er en sådan fortolkning af den tyske ophavsretslovgivning og GEMA's udøvelse af disse rettigheder i strid med de trinhøjere fællesskabsretlige regler, især med traktatens artikler 30 og 36.

Det er næppe længere bestridt, at det princip, der fandt udtryk i sag 78/70, Deutsche Grammophon mod Metro (dom af 8. juni 1971, Sml. s. 125) også gælder for ophavsrettigheder. Dette princip lyder således:

Denne retspraksis blev underbygget ved dommene af 31. oktober 1974, sag 15/74, Centrafarm I mod Sterling Drug (Sml. 1974, s. 1147) og sag 16/74, Centrafarm Ilmoa Winthrop (Smi. 1974, s. 1183).

Dette synspunkt bestrides ikke af GEMA; dette selskab har i øvrigt ikke udtrykkeligt gjort sin ret til at forbyde omsætning af de pågældende lydbaerere gældende. GEMA mener imidlertid, at det af Domstolen udformede princip ikke kan finde anvendelse på et krav på betaling af forskellen mellem den (lavere) licensafgift, der opkræves i England, og den tilsvarende, højere licensafgift, der skal betales i Forbundsrepublikken Tyskland; ifølge GEMA drejer det sig om at skabe lige konkurrencebetingelser for importørerne af lydbærere og de virksomheder, som fremstiller disse lydbærere på det nationale territorium.

Heroverfor har appellanterne henvist til Domstolens praksis og gjort gældende, at det i det foreliggende tilfælde er uden betydning, om de behandles på samme måde som fabrikanterne af lydbærere på det nationale territorium, som er forpligtet til i alt at betale ens afgift (sag 8/74, Dassonville, dom af 11. juli 1974, Sml. 1974, s. 837; sag 41/76, Donckerwolcke, dom af 15. december 1976, Sml.1976, s. 1921; sag 13/77, Inno mod ATAB, dom af 16. november 1977, Sml. 1977, s. 2115; sag 120/78, Rewe, dom af 20. februar 1979, Sml. 1979, s. 649). Det afgørende er derimod ifølge appellanterne den virkning, som en sådan foranstaltning har på den mellemstatslige handel.

I det foreliggende tilfælde er kravet om en supplerende afgift uden tvivl en hindring for indførslen af de pågældende lydbærere. Disse lydbærere mister således den omkostningsmæssige fordel, der beror på de bestående markedsforhold i en anden medlemsstat. Herved bliver en udligning af de bestående prisforskelle på de nationale markeder umuliggjort, hvilket er ensbetydende med, at opdelingen af de nævnte nationale markeder fremmes.

Appellanterne har tilføjet, at der ikke af den tyske lovgivning kan udledes en ret til betaling af forskellen, hvis denne lovgivning fortolkes i overensstemmelse med fællesskabsretten. Når GEMA ikke kan forbyde indførsel af de pågældende lydbærere, fremgår det, at spredningen af disse i Forbundsrepublikken Tyskland er lovlig. En ret til betaling af skadeserstatning er imidlertid ikke anerkendt i artikel 97 i den tyske lov om ophavsret, medmindre der ulovligt er tilføjet ophavsmanden skade, hvilket ville være tilfældet her, såfremt spredningen af lydbærerne i Tyskland var ulovlig.

Appellanterne har anført, at GEMA har påberåbt sig Kommissionens beslutning af 2. juni 1971 (JO L 134, 1971, s. 15), hvorved Kommissionen vedrørende GEMA fastslog, at denne beslutning ikke forhindrede selskabet i — i givet fald — at afkræve importører forskellen mellem den lavere licensafgift i oprindelseslandet og den højere licensafgift, der sædvanligvis anvendes i Forbundsrepublikken Tyskland. Denne beslutning blev imidlertid udstedt inden for rammerne af en procedure indledt i henhold til forordning nr. 17, og var følgelig støttet på EØF-traktatens artikler 85 og 86.

Efter appellanternes mening er opkrævning af en yderligere licensafgift ikke berettiget, når henses til traktatens artikel 36. Et sådant krav hører afgjort ikke til de særlige forhold, som omfattes af beskyttelsesretten, men hører tværtimod sammen med udøvelsen af denne ret. Dette fremgår af Domstolens dom af 18. marts 1980 i sag 62/79, Coditei mod Ciné Vog (endnu ikke offentliggjort).

Det er følgelig også uden betydning, om den højere afgift, som gælder i en medlemsstat (i dette tilfælde Forbundsrepublikken Tyskland), beror på en højere afgiftssats eller på den omstændighed, at de detailhandelspriser, der anvendes som beregningsgrundlag, er højere end f.eks. i England. Såfremt afgiftssatserne er forskellige, er et krav om efterbetaling på tidspunktet for indførslen i alle tilfælde i strid med EØF-traktatens artikel 30. Såfremt afgiftsforskellen beløbsmæssigt hviler på forskelle i beregningsgrundlagene — detailhandelspriserne — medfører aftalen mellem GEMA og det engelske MCPS, hvorefter de respektivt gældende licensafgifter kun gælder for værkernes omsætning i det område, som omfattes af de pågældende ophavsrets-selskaber, en opdeling af de nationale markeder.

GEMA, indstævnte, har understreget, at selskabet ikke forsøger at hindre indførsel af de pågældende lydbærere. Selskabets formål er simpelt hen, at der i tilfælde af udnyttelse af et musikværk i Forbundsrepublikken Tyskland skal betales de samme afgifter til ophavsmanden, hvad enten lydbæreren er fremstillet i udlandet eller med ophavsmandens tilladelse fremstillet og derefter bragt i omsætning i Tyskland.

Kravet om en efterbetaling, som svarer til afgiftsforskellen, er foreneligt med principperne i traktatens artikler 30 ff. Opfyldelsen af et sådant krav — eller så meget desto mindre af kravet om oplysninger som forberedende foranstaltning — kan ikke forhindre de frie varebevægelser.

Til støtte for sin opfattelse har GEMA først redegjort for betingelserne for udnyttelse af musikværker, som er beskyttet af ophavsretten. Trods en ensartet afgiftssats er de beløb, som betales, meget forskellige fra den ene medlemsstat til den anden på grund af betydelige forskelle mellem priserne på grammofonplader. I Storbritannien er salgspriserne for lydbærere på grund af prislovgivningen lavere end i Forbundsrepublikken Tyskland; dette påvirker følgelig afgifterne i de to lande. Afgiften beregnes på grundlag af de gældende licenssatser i fremstillingslandet. Hvis ansøgeren imidlertid ønsker at eksportere til udlandet, er ophavsretsselskabet forpligtet til at udstede en handelslicens efter de gældende tariffer i bestemmelseslandet. Denne ordning er blevet omgået af appellanterne.

GEMA har gjort gældende, at det er urimeligt ikke at lade ophavsmanden få del i den sandsynlige merværdi, der vil følge af en sådan transaktion, idet et rimeligt vederlag for den intellektuelle indsats, som det beskyttede værk udgør, må være afhængigt af den pris, som forbrugeren vil betale ved køb af et eksemplar. Hvis det beløb, der kan opnås ved et salg i Forbundsrepublikken følgelig er højere end det, som blev forudsat, da afgiften blev betalt — idet denne beregnes på grundlag af salg i Storbritannien — kræver lighedsprincippet i sig selv, at afgiften må tilpasses de fortjenester, som reelt vil kunne opnås.

Princippet om de frie varebevægelser kan imidlertid ikke bevirke, at ophavsmandens ret til et rimeligt vederlag for sin intellektuelle ydelse formindskes til fordel for dem, som ved udnyttelsen af beskyttede værker udnytter de bestående forskelle mellem de nationale prisstrukturer til at opnå særlige fordele. Selve formålet med ophavsretten er nemlig, at ophavsmanden skal høste frugterne af sin intellektuelle indsats, og at han skal bevare denne fordel.

Hvis man frakendte ophavsmændene ret til betaling af afgiftsforskellen, ville det medføre en hindring for salg af værker, som er beskyttede af ophavsretten. Ophavsmændene ville herefter være tvunget til kun at bevilge ret til mangfoldiggørelse og spredning i den medlemsstat, hvor der gælder den højeste afgift.

At GEMA har ret til at kræve godtgørelse, og at kravet er foreneligt med traktatens artikel 30 ff, følger endelig af, at GEMA i den faktiske situation har handlet på en måde, som Kommissionen har sanktioneret. Den praktiske fremgangsmåde ved opkrævningen af afgifterne er nemlig baseret på Kommissionens beslutning af 2. juni 1971 (citeret ovenfor). GEMA har kunnet handle i tillid til denne beslutnings indhold.

Endelig har GEMA rejst spørgsmålet, om udstedelse af en licens i en medlemsstat i tilfælde af en territorialt begrænset licens automatisk medfører, at ophavsmandens ret udtømmes i de øvrige medlemsstater. Selv om dette besvares bekræftende, finder selskabet ikke, at ophavsmanden, selv om han herved udtømmer sin ret til beskyttelse i hele fællesmarkedet, også mister muligheden for at kræve en afgift, som svarer til den i spredningslandet opkrævede afgift. Selskabet har imidlertid hævdet, at en så radikal udtømmende virkning for ophavsrettens vedkommende ikke kan anerkendes, idet ophavsmandens mulighed for at tildele en udnyttelsesret, som er begrænset i tid, rum eller indhold, hører til ophavsrettens kerne.

Dette synspunkt støttes af dommen af 18. marts 1980 i sag 62/79, Coditei mod Ciné Vog (endnu ikke offentliggjort), hvor det bl.a. hedder: ... traktatens regler ... [er] principielt ikke til hinder for de geografiske grænser, som parterne efter overdragelseskontrakter er blevet enige om for at beskytte ophavsmanden og hans retssuccessorer i denne henseende.

Regeringen for Den italienske Republik har anført, at GEMA har anlagt sag mod to juridiske personer, som er tredjemænd i forhold til licenskontrakterne.

Den har givet en oversigt over de italienske retsregler vedrørende ophavsretten, hvoraf det fremgår, at ophavsmanden har eneret til på statens område at indføre reproduktioner, som er produceret i udlandet, med henblik på at bringe dem i omsætning.

Denne tvist vedrører ikke et forbud mod at indføre varerne, men udelukkende et krav på supplerende afgifter. Det er følgelig tvivlsomt, om traktatens artikler 30 ff og Domstolens praksis vedrørende disse kan anvendes på den foreliggende tvist.

Fællesmarkedets opsplitning i flere nationale markeder som følge af territoriale grænser for ejendomsretten til åndsværker kan ikke anses for et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller for en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne (EØF-traktatens artikel 36). Dette forhold er blot en følge af den særlige måde, hvorpå ophavsretsordningerne på nuværende tidspunkt er organiseret.

Som konklusion har den italienske regering foreslået, at det stillede spørgsmål besvares bekræftende.

Regeringen for kongeriget Belgien har forklaret, at ophavsmandens vederlag er afhængigt af lydbærernes salgspris. Følgelig afhænger ophavsmandens vederlag af priserne på lydbærere i de forskellige medlemsstater. Såfremt ophavsmanden i tilfælde af indførsel i et land, hvor priserne er højere, berøves muligheden for at kræve en supplerende godtgørelse i forhold til den lavere godtgørelse, som allerede er opkrævet i oprindelseslandet, vil dette skade ophavsretten.

Den belgiske regering har tilføjet, at de lydbærere, som der er tale om i sag 57/80, er indført fra Det forenede Kongerige, hvor ophavsmandens godtgørelse beregnes efter en lovbestemt tarif (Copyright Aet, artikel 8). Hvis ophavsmanden følgelig ikke kunne kræve en supplerende godtgørelse i de andre fællesskabslande på grundlag af den i disse lande normalt frit aftalte tarif, ville dette forhold være ensbetydende med, at Det forenede Kongerige's lovbestemte tarif ville gælde i hele Fællesskabet, hvilket ville være i strid med Bernkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Bruxelles-udgaven af 1948), artikel 13, stk. 2, som alle medlemsstaterne er deltagere i.

Den belgiske regering har konkluderet, at det stillede spørgsmål bør besvares bekræftende.

Kommissionen har hævdet, at en anerkendelse af en ret til betaling af forskellen mellem den i Tyskland almindelige licensafgift og den licensafgift, der allerede er betalt i fremstillingslandet, vil være en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.

Den af GEMA påberåbte ret er en direkte følge af den ret til at forhindre spredning af mangfoldiggjorte eksemplarer af værket, som der gøres krav på i kraft af ophavsretten. Der er i virkeligheden tale om et erstatningssøgsmål. Der er ikke i det foreliggende tilfælde tale om et krav på vederlag i henhold til den licenskontrakt, som er indgået med fabrikanten af lydbærerne.

Såfremt importøren skulle være pligtig at erstatte det lidte tab, ville dette imidlertid have lige så alvorlige følger for de frie varebevægelser som et forbud mod salg. Importøren ville være afskåret fra frit og uden hindringer til en medlemsstat at indføre varer købt i en anden medlemsstat, hvor de er i fri omsætning.

I øvrigt kan undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 36, 1. punktum, ikke finde anvendelse i dette tilfælde.

Selv om ophavsretten ikke direkte kan sidestilles med industriel og kommerciel ejendomsret, kan den dog ved analogi henføres under artikel 36's anvendelsesområde, i hvert fald når det værk, som omfattes af ophavsrettighederne, er materialiseret i et produkt, som er genstand for handelstransaktioner, og som følgelig falder ind under bestemmelserne om frie varebevægelser.

I øvrigt har Domstolen fastslået det princip, at indehaveren af en industriel og kommerciel ejendomsret, som er beskyttet ved en medlemsstats lovgivning, ikke med henvisning til denne lovgivning kan modsætte sig indførsel af et produkt, som lovligt er blevet afsat på en anden medlemsstats marked af rettighedsindehaveren selv eller med hans samtykke.

Kommissionen mener, at dette princip også må finde anvendelse for ophavsrettens vedkommende i det omfang, ophavsmanden udøver sin ret, når han udnytter sit værk ved at fremstille og sprede mangfoldiggjorte eksemplarer heraf. I sådanne tilfælde bør ophavsmanden ikke behandles anderledes end en opfinder, som på samme måde udnytter sit patent.

Kommissionen har ydermere anført, at søgsmål til konstatering af krænkelse af rettigheder ikke i det foreliggende tilfælde kan støttes på artikel 36. Anlæg af en sådan sag rettet mod mangfoldiggjorte eksemplarer, som lovligt er bragt i omsætning, hører ikke mere til ophavsrettens genstand end et forbud mod fortsat at forhandle disse produkter.

Kommissionenen har anført, at en dom afsagt af Cour d'appel de Bruxelles fører til det samme resultat, som Kommissionen finder korrekt i denne sag (dom af 26. oktober 1976, SABAM mod Time, Journal des Tribunaux 1979, s. 407).

Oberlandesgericht's dom indeholder foruden begrundelsen vedrørende ophavsretten den betragtning, at udligningen af forskellen mellem licensafgifterne i alle tilfælde er berettiget ved, at den gør det muligt at udligne forskellen i konkurrencevilkårene på de forskellige nationale markeder. Ved at henholde sig til denne argumentation har ovennævnte retsinstans overset fællesmarkedets grundlæggende princip. Der består uden tvivl inden for fællesmarkedet forskellige betingelser for produktion og forhandling af varer, men Fællesskabet har netop sat sig til opgave at fjerne disse forskelle ved at sørge for, at produktion og afsætning af varer, især takket været de frie varebevægelser, alene styres af økonomiske faktorer, og ikke reguleres kunstigt af regeringsforanstaltninger af den i artikel 30 nævnte karakter eller ved handlinger fra private erhvervsdrivende, som har karakter af konkurrencebegrænsninger. Forskellige markedsforhold er det sidste argument, som kan anføres til støtte for foranstaltninger, som har en hæmmende virkning på samhandelen.

Kommissionens beslutning vedrørende GEMA af 2. juni 1971 (nævnt ovenfor) blev udstedt i henhold til traktatens artikel 86. Kommissionen lod udtrykkeligt spørgsmålet om udtømmelsen af ophavsmandens ret i en anden medlemsstat stå åbent. Denne beslutning kan af retlige grunde i øvrigt ikke ændre gyldigheden af traktatens artikler 30 ff.

Som konklusion har Kommissionen foreslået Domstolen at besvare det stillede spørgsmål således: