Med hensyn til spørgsmål b) vedrørende den materielle ret, som finder anvendelse på omkostningsspørgsmålet, udtrykker virksomheden Bollmann den mening, at den omstændighed, at afgørelsen om fordelingen af omkostningerne henhører under den nationale rets kompetence, hverken berører det salær, som advokaten har ret til for det arbejde, han har udført under den præjudicielle procedure for Domstolen, eller muligheden for godtgørelse af de i den forbindelse afholdte udgifter.

Det sker faktisk ofte i den nationale ret, at afgørelserne om henholdsvis fordelingen af sagsomkostningerne og bestemmelsen af, hvilke udgifter der skal godtgøres, bliver truffet af to forskellige retter. Dette er netop tilfældet i tysk ret, som imidlertid — i hvert fald endnu — ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om muligheden for godtgørelse af de udgifter, som er afholdt af en af parterne under en præjudiciel sag for Domstolen. Tilbage bliver at undersøge muligheden for ved analogi at gøre brug af princippet i § 113 nr. 2 i den tyske forbundstarif om afgifter og gebyrer, navnlig under hensyntagen til, at denne bestemmelse fastsætter kravet for den advokat, som procederer i en præjudiciel sag for Forfatningsdomstolen i henhold til grundlovens artikel 100, § 2. Denne mulighed foreligger imidlertid ikke efter nugældende tysk retspraksis.

I øvrigt indrømmer fællesskabsretten ikke udtrykkeligt en advokat eller rådgiver noget retskrav i anledning af arbejdet under en præjudiciel forhandling. Artikel 73 i Domstolens procesreglement regulerer kun problemet om dette krav inden for rammerne af et tvistemål.

Under disse omstændigheder drejer det sig ved besvarelsen af det stillede spørgsmål om, hvilke af disse to lovtekster (artikel 73 i nævnte reglement eller § 113, nr. 2 i den tyske tarif), der henhører henholdsvis under fællesskabsretten og den nationale ret, som skal anvendes analogt ved beregningen af advokatsalæret.

Flere grunde taler for anvendelsen af de fællesskabsretslige regler og især:

Anvendelsen af de fællesskabsretlige regler er i det foreliggende tilfælde så meget mere berettiget, som nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling kræver, at de til advokaterne skyldige salærer fastsættes på grundlag af ensartede kriterier. Dette krav bliver faktisk underkendt, dersom advokatens honorar for arbejdet under de præjudicielle for handlinger for Domstolen må fastsættes af hver medlemsstat efter den nationale ret, thi de nationale retsordener er ikke ens på dette område og sikrer ikke alle advokaten ret til et sådant honorar.

Ifølge virksomheden Bollmann må der således gives det svar på det stillede spørgsmål, at problemet om godtgørelse af nødvendige udgifter, som er afholdt af parterne under de præjudicielle retsforhandlinger, især advokaternes honorarer, må løses i henhold til fællesskabsretten.

Såfremt Domstolen kommer til det modsatte resultat, må den i dommen pålægge medlemsstaterne at udstede nationale basisregler, som foreskriver et passende honorar til de advokater, der har fået til opgave at procedere for Domstolen i præjudicielle retsforhandlinger, og som sikrer dem muligheden for godtgørelse af de beløb, der vedrører dette honorar. Dette bør ikke være lavere end det, der er foreskrevet i Tyskland for det advokat-arbejde, der udføres under den præjudicielle forhandling ved Forbundsforfatningsdomstolen.

Hvad angår spørgsmål a), der vedrører proceduren for opgørelse af sagsomkostningerne, afhænger dettes løsning direkte af det første spørgsmål.

Når den materielle ret, som finder anvendelse på en advokats retlige krav, afhænger af fællesskabsretten, må også proceduren vedrørende fuldbyrdelsen af dette krav afhænge af fællesskabsretten.

De bestemmelser i procesreglementet (artiklerne 73-75), som gælder for kendelsen om opgørelse af sagsomkostningerne, og som kan fuldbyrdes, kan udstrækkes til at gælde opgørelsen af sagsomkostninger foranlediget af en præjudiciel forhandling.

Den tyske regering præciserer først, at det stillede spørgsmål i realiteten vedrører fortolkningen af artiklerne 103, § 1, stk. 1 samt 73 FF i Domstolens procesreglement. Dette spørgsmål kan således admitteres i henhold til EØF-traktatens artikel 177, stk. 1 b, i det omfang det sigter på retsakter fra Fællesskabets institutioner, i det foreliggende tilfælde Domstolens procesreglement, idet det dog må omskrives således:

Den tyske regering bemærker herefter, at henvisningen i procesreglementets artikel 103, § 1, stk. 1 til dette reglements artikler 44 FF ikke finder anvendelse på artiklerne 69 FF vedrørende sagsomkostningerne. Faktisk er det foreskrevet i artikel 69, § 1, at Domstolen træffer afgørelse om sagsomkostningerne i den dom eller kendelse, hvormed sagen afsluttes, mens den afgørelse, hvormed sagen afsluttes i tilfælde af en præjudiciel forhandling, netop afsiges af den nationale ret og ikke af Domstolen. Da rækkevidden af artikel 69, § 4 af denne grund er begrænset til tvistemål, er enhver, selv analog, anvendelse af denne bestemmelse på præjudicielle forhandlinger umulig.

Det samme gælder procesreglementets artikel 74, idet denne bestemmelse kun finder anvendelse på sager, hvori Domstolen er kompetent til at træffe afgørelse om såvel realiteten som sagsomkostningerne.

Ifølge den tyske regering må spørgsmålet fra den henvisende dommer således besvares benægtende for så vidt angår proceduren om sagsomkostningerne.

Et benægtende svar må ligeledes gives på spørgsmålet, hvorvidt muligheden for at godtgøre de udgifter, der er afholdt i forbindelse med en præjudiciel forhandling, skal bedømmes efter procesreglementets artikel 103, § 1, stk. 1, sammenholdt med dette reglements artikel 73. Da førnævnte artikel 103, § 1, stk. 1 kun finder anvendelse på præjudicielle forhandlinger for Domstolen, kan de tyske domstole ikke anvende denne fællesskabsretlige bestemmelse, når de træffer afgørelse om sagsomkostningerne. Af samme grunde kan de heller ikke anvende artikel 73 i nævnte reglement.

Den tyske regering konkluderer med at foreslå følgede svar på det stillede spørgsmål:

Efter at have stillet sig det spørgsmål, om der eksisterer en fællesskabsregulering med hensyn til sagsomkostningerne ved den præjudicielle procedure, bemærker Kommissionen, at en sådan procedure er af en særlig karakter: den udspringer af en hovedsag, der verserer for den nationale ret, og den kan alene afsluttes ved en dom afsagt af denne ret. Det er derfor, at der i præjudicielle forhandlinger for Domstolen ikke er nogen parter men kun deltagere, der har adgang til at fremsætte udtalelser, idet udtrykket part i artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen og i artikel 103, § 1 i Domstolens procesreglement kun refererer til parterne i hovedsagen.

Af dette følger, at der ikke foreligger nogen fællesskabsregulering med hensyn til sagsomkostninger ved præjudicielle forhandlinger for Domstolen: honoraret til en advokat eller rådgiver fortjenes væsentligst under hovedsagen, og Domstolen overlader afgørelsen om sagsomkostningerne til den nationale ret.

Fællesskabsretten indeholder ganske vist det princip, hvorefter honoraret til en advokat eller rådgiver udgør en del af de udgifter, der kan godtgøres, for så vidt det drejer sig om nødvendige udgifter (artikel 73 i Domstolens procesreglement). Fællesskabsretten indeholder imidlertid ikke bestemmelser, der gør det muligt at afgøre, hvilke udgifter der kan godtgøres som led i et sådant honorar. Dette medfører i det foreliggende tilfælde, at selv om det antages, at procesreglementets artikler 73 og 74 kan anvendes analogt, må det først afgøres, hvilket honorar advokaten eller rådgiveren har ret til. Under alle omstændigheder kan man ikke ud fra de tidligere fremhævede betragtninger anvende procesreglementets artikler 73 og 74 på den præjudicielle forhandling, idet disse artikler kun angår tvistemål.

I mangel af enhver bestemmelse i fællesskabsretten må spørgsmålet om godtgørelse af disse udgifter derfor henvises til de bestemmelser i den nationale lovgivning, der gælder for hovedsagen, og til de nationale myndigheders kompetence. Dersom man antog, at Domstolen for sin del inden for rammerne af den præjudicielle forhandling skulle medvirke til den nationale dommers afgørelse om sagsomkostningerne, ville den være nødt til at anvende reglerne i den pågældende nationale lovgivning og således gøre indgreb i de nationale domstoles kompetence.

Kommissionen foreslår derfor at besvare det stillede spørgsmål således, at proceduren om sagsomkostninger foranlediget af en præjudiciel forhandling og afgørelsen om godtgørelse af nødvendige udgifter, navnlig advokathonorarerne, afhænger af den nationale lovgivning og inden for rammerne af forhandlingerne i hovedsagen henhører under de nationale myndigheders kompetence.