25.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 49/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/260

af 23. februar 2016

om ændring af beslutning 2006/80/EF for så vidt angår Polen

(meddelt under nummer C(2016) 965)

(Kun den polske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2008/71/EF af 15. juli 2008 om identifikation og registrering af svin (1), særlig artikel 3, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2008/71/EF fastsættes minimumskravene til identifikation og registrering af dyr med forbehold af mere detaljerede EU-regler, som vil kunne fastlægges med henblik på at udrydde eller kontrollere sygdomme.

(2)

I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2008/71/EF påser medlemsstaterne, at den kompetente myndighed er i besiddelse af en ajourført fortegnelse over samtlige bedrifter, hvorpå der holdes dyr, der er omfattet af direktivet, og som er beliggende på dens område.

(3)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF kan medlemsstaterne få tilladelse til i den fortegnelse over bedrifter, der kræves i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, at undlade at medtage fysiske personer, der kun holder ét svin, som er bestemt til eget brug eller konsum, såfremt dette dyr, inden det flyttes, underkastes de i direktivet fastsatte kontrolforanstaltninger.

(4)

Ved Kommissionens beslutning 2006/80/EF (2) kan visse medlemsstater få tilladelse til at anvende undtagelsen i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF for bedrifter med kun ét svin.

(5)

Polen har tilladelse til at anvende undtagelsen i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF for bedrifter med kun ét svin.

(6)

Polen har anmodet om, at den tilladelse, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF, for bedrifter med kun ét svin, trækkes tilbage, og har givet de relevante garantier med hensyn til de kontrolforanstaltninger, der er fastsat i direktivet.

(7)

På grundlag af disse oplysninger bør Polen udgå af den liste, der er fastsat i bilaget til beslutning 2006/80/EF for så vidt angår anvendelsen af den tilladelse, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF, for bedrifter med kun ét svin.

(8)

Bilaget til beslutning 2006/80/EF bør derfor ændres.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til beslutning 2006/80/EF erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Polen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. februar 2016.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 213 af 8.8.2008, s. 31.

(2)  Kommissionens beslutning 2006/80/EF af 1. februar 2006 om indrømmelse til visse medlemsstater af undtagelsen i artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 92/102/EØF om identifikation og registrering af dyr (EUT L 36 af 8.2.2006, s. 50).


BILAG

»BILAG

Medlemsstater, der har tilladelse til at anvende undtagelsen i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/71/EF for bedrifter med kun et svin:

Tjekkiet

Frankrig

Italien

Portugal

Slovenien

Slovakiet.«