Den 23. juli 1989 lod sagsøgeren et parti garn, købt af det ligeledes tyske firma Schäfer i Sydkorea, oplægge på sit toldlager. I oktober 1989 meddelte sagsøgeren toldmyndighederne, at selskabet havde ladet 14016 kg af dette garn overgå til fri omsætning. Sagsøgeren betalte den told, der skyldtes herfor, men den 15. december 1989 ansøgte selskabet om godtgørelse af en del af denne told. Det gjorde herved gældende, at det havde farvet en del af de nævnte 14016 kg og dermed gennemført en forædling. Dette var sket på bestilling fra firmaet Gebrüder Schäfer i henhold til en forarbejdningskontrakt, der var indgået mellem sagsøgeren og dette firma.

Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1999/85, sammenholdt med artikel 3, stk. 7, og artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning (EØF) nr. 3677/86, fortolkes således, at en aktiv forædling, der er blevet bevilget ved bevilling til egenforædling for en person, der bearbejder eller forarbejder ikke-fællesskabsvarer for egen regning, også omfatter bearbejdning eller forarbejdning af ikke-fællesskabsvarer, som foretages af den pågældende i henhold til en lønforarbejdningskontrakt med en ordregiver, der er etableret i Fællesskabet?

Heller ikke dette argument kan jeg tilslutte mig. Om de økonomiske og andre forudsætninger er til stede, kan bedømmes uafhængigt af, hvem der indgiver ansøgningen. Ved en forædling, der udføres som lønforarbejdning, kan oplysningerne alt efter deres karakter stamme fra både ordregiveren og forarbejderen. Dette udelukker ikke, at det også i så fald kun er én person, der meddeler toldmyndighederne dem. Her forekommer det mig mest nærliggende at pege på forarbejderen: Som den forelæggende ret har bemærket, meddeles bevillingen af toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor forædlingsprocesserne skal foretages

Jf. note 5 ovenfor.

Kommissionen har desuden anført, at der under forberedelsen af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1999/85 forelå en alternativ tekst, ifølge hvilken en bevilling til aktiv forædling i særlige tilfælde skulle søges af ordregiveren. Denne formulering blev ikke valgt i den endelige udgave, fordi man anså den for unødvendig. Efter min mening er de forhold, Kommissionen har fremdraget til støtte for sit standpunkt, ikke tilstrækkelige. Desuden er det på ingen måde bevist, at en lønforarbejdningskontrakt mellem to personer, der er etableret i Fællesskabet, skal regnes for et særligt tilfælde, i den omtalte alternative tekstudgaves forstand.

Foruden den tidligere konstaterede uoverensstemmelse mellem artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1999/85 og artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 3677/86 viser også denne selvmodsigelse, at de pågældende bestemmelser i forordning nr. 3677/86 er alt andet end klare. Følgerne heraf må ikke komme borgerne til skade. Følgelig er det ikke fastslået, at sagsøgeren har udført en lønforarbejdning som omhandlet i artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 3677/86 (hvorved forudsættes, at denne artikel alligevel skulle være afgørende — hvad den altså efter min mening, jf. punkt 11 ovenfor, ikke kan være).

Artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1999/85, sammenholdt med artikel 3, stk. 7, og artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning (EØF) nr. 3677/86, skal fortolkes således, at ansøgning om bevilling til aktiv forædling, der gennemføres i henhold til en lønforarbejdningskontrakt mellem to personer, der er etableret i Fællesskabet, kan indgives af den person, der udfører forædlingsprocessen, eller den, der lader den udføre.