Den engelske regering har anført, at den nationale rets spørgsmål bør ses i lyset af, at de anfægtede bekendtgørelser fra CIP skal bekæmpe prisstigningerne, hvilket navnlig er vigtigt, når det drejer sig om goder af særlig nødvendighed som en lang række fødevarer.

Selv om medlemsstaterne er enige om, at inflationen må bekæmpes, er det indtil nu endnu ikke lykkedes dem at foretage en så snæver samordning af deres økonomi, at de anti-inflationistiske foranstaltninger, der skal træffes, fra stat til stat bliver mere eller mindre ensartede. Rådet har i en række resolutioner fastslået, at medlemsstaterne har pligt til at sørge for, at deres anstrengelser samordnes og forstærker hinanden. Rådet har udtalt, at foranstaltninger, der vedtages i et givet land i Fællesskabet kan have dybtgående virkninger i et andet land, men har også anerkendt, at inflationen udgør et særegent og foranderligt problem i hele Fællesskabet (the specific and changing nature of the inflation problem throughout the Community).

Hvis en medlemsstat ikke kunne gribe ind i prisdannelsen, ville den ikke kunne opfylde sine forpligtelser efter artikel 104 i traktaten dvs sikre ligevægten på dens globale betalingsbalance og opretholde tilliden til dens valuta, idet den samtidig skal påse, at der sikres en høj beskæftigelsesgrad og et stabilt prisniveau. Hvis medlemsstaterne ikke således kunne gribe ind ville deres økonomiske stabilitet blive bragt i fare, hvilket institutionerne efter traktatens artikel 6, stk. 2 skal påse ikke sker.

Kommissionen har først beskrevet situationen i de forskellige medlemsstater med hensyn til fastsættelse af maksimalpriser i forbrugerleddet for forskellige landbrugsvarer, og den har herved anført, at alle medlemsstater med undtagelse af Forbundsrepublikken Tyskland anvender sådanne priser for en eller flere varer.

I 1968 havde Kommissionen foreslået Rådet at vedtage en forordning om mælk, der skulle begrænse medlemsstaternes ret til at fastsætte maksimale forbrugerpriser for denne vare. Men forslaget faldt til jorden, da de nationale delegationer ensstemmigt fastholdt, at kompetencen til at fastsætte regler på dette område udelukkende tilkom medlemsstaterne.

Sagsøgerne i hovedsagen har anført, at disse spørgsmål i det store og hele er identiske med de spørgsmål, som Domstolen tog stilling til i dommen af 23. januar 1975 (sag 31/74, Galli, Sml. 1975, s. 47). Desuden er prisordningen for sukker efter forordning nr. 1009/67 helt analog med den prisordning for korn, som er gennemført ved Rådets forordning nr. 120/67 af 13. juli 1967 (EFT-specialudgave 1967, s. 29; org. réf. JO s. 2269), som blev behandlet i sag 31/74. Under disse omstændigheder skal de principper, der fandt udtryk i Galli-sagen, også anvendes i det foreliggende tilfælde.

Forordning nr. 1009/67:

Den italienske prisordning er klart uforenelig med disse regler. Navnlig burde markedet — som forordningen tilstræber — give mulighed for priser over interventionsprisen som følge af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Maksimalpriserne, der sikres overholdt ved truslen om alvorlige sanktioner, hindrer en sådan udvikling og følgelig også mekanismerne i den nævnte forordning i at komme til at fungere. Situationen er så meget desto alvorligere, som den italienske sukkerproduktion langt fra har opfyldt den kvota, som den har fået tildelt, således at hele denne produktion er omfattet af garantien i interventionsprisen.

De nationale foranstaltninger i den foreliggende sag er endnu mere restriktive end dem, der var på tale i Galli-sagen, og som muliggjorde, omend betinget af en forudgående godkendelse, ændringer i de prislister, der blev fastsat af virksomhederne selv og meddelt til administrationen. I den foreliggende sag har CIP af egen drift fastsat priser, der i praksis ikke kan ændres, fordi det er økonomisk umuligt for de italienske producenter at sælge under dem. De er lagt på et betydeligt lavere niveau end de dagældende markedspriser i Fællesskabet og på verdensmarkedet, hvilket har skabt en alvorlig hindring for indførslerne.

Ved ikke blot at have foreskrevet maksimale forbrugerpriser, men også fortjenstmargener (det maksimale vederlag for forpakning; de maksimale vederlag for distribution); har de anfægtede bekendtgørelser fastlåst produktionspriserne, hvilket i Galli-dommen blev anset som ulovligt. Men selv bortset herfra virker fastsættelsen af forbrugerpriserne nødvendigvis tilbage på produktionspriserne, og er følgelig uforenelig med fællesskabsreglerne.

Bekendtgørelserne kan heller ikke støttes på traktatens artikel 103, hvilket også fremgår af præmis 23 og 24 i Galli-dommen. Fra det øjeblik, hvor en fælles markedsordning er blevet indført, er den eneste lovlige mulighed ifølge fællesskabsretten for at overvinde eventuelle vanskeligheder indenfor den pågældende sektor, at benytte de midler, som er fastsat i den pågældende ordning.

Den italienske regering har gjort gældende, at det ikke kan udledes af Galli-dommen, hvilket også ville være forkert, at medlemsstaterne ikke længere skulle have kompetence til ensidigt at fastsætte maksimale forbrugerpriser. Den nationale ordning, det drejede sig om i Galli-sagen, havde til formål at fastlåse priserne i produktions- og engrosleddet, mens det i det foreliggende tilfælde drejer sig om en regulering af priserne i detail- og forbrugerleddet. På dette trin har Galli-dommen bekræftet, at medlemsstaterne stadig har beføjelse til at træffe egnede forholdsregler vedrørende prisdannelsen.

Den fælles markedsordning for sukker er ikke væsensforskellig fra markedsordningen for korn, som var genstand for Galli-sagen. Den heri indeholdte prisordning angik også kun produktions- og engrosleddet og dens hovedformål var ligeledes at sikre producenterne opretholdelsen af den nødvendige sikkerhed for deres beskæftigelse og levestandard (betragtning nr. 2 i forordning nr. 1009/67).

En national regulering af priserne i detail- og forbrugerleddet er derfor kun uforenelig med forordning nr. 1009/67 i det omfang, den indirekte indvirker på de heri fastsatte priser, f.eks. gennem fastsættelse af en maksimalpris for forbrugerne, der er lavere end interventionsprisen, eller gennem fastsættelse af en maksimalpris under sådanne omstændigheder, at den får virkning for fællesskabspriserne. Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag, hvor den i bekendtgørelse nr. 28/1974 fra CIP fastsatte maksimalpris forudsætter en pris franko fabrik, som er væsentlig højere end Fællesskabets tærskelpris og dermed også indikativprisen og interventionsprisen.

Den engelske regering har foretaget en detaljeret gennemgang af de af Domstolens afgørelser, der beskæftiger sig med, hvorvidt nationale indgreb i prisdannelsen på produkter, som henhører under en fælles markedsordning, er forenelige med fællesskabsreglerne. Af disse domme har den engelske regering udledt:

En national foranstaltning, hvorved der fastsættes maksimale salgspriser kan meget vel være i overensstemmelse med målene i forordning nr. 1009/67, dvs at virkeliggøre et stabilt marked og at sikre producenterne deres beskæftigelse og en rimelig levestandard samtidig med at overproduktion undgås. Det ville derimod være i strid med denne forordning, hvis priserne blev lagt på et niveau, som havde til formål eller til følge at hindre virkeliggørelsen af disse mål.

Kommissionen har anført, at det princip, som stadfæstes af Galli-dommen, og hvorefter medlemsstaterne ikke ensidigt kan gribe ind i den prisdannelsesmekanisme, der er fastlagt i markedsordningerne for korn og fedtstoffer, også gælder for sukker. Dette følger af prisordningens indhold og funktion efter forordning nr. 1009/67, hvis formål er en fuldstændig liberalisering af samhandelen inden for Fællesskabet og i overensstemmelse hermed en regulering af samhandelen med lande uden for Fællesskabet.

Til gengæld er det statueret i Galli-dommen, at nationale prisindgreb i detail- og forbrugerleddet er forenelige med fællesskabsreglerne, forudsat at de ikke bringer den pågældende fællesmarkedsordnings målsætning eller funktion i fare. For at undersøge, om dette er tilfældet i den foreliggende sag, skal der fra de af CIP fastsatte maksimale forbrugerpriser fratrækkes alle de omkostninger, der er blevet lagt på varen fra det øjeblik, hvor den har forladt fabrikken til det øjeblik, hvor den sælges til forbrugeren (marketingudgifter, afgifter og skatter, transportomkostninger, etc.). Herved når man frem til prisen franko fabrik. Kommissionen har foretaget dette regnestykke i de oversigter, der er bilagt dens skriftlige indlæg. Beregningen viser at:

Helt uafhængig af ovenstående betragtninger kan det imidlertid spørges, om den retspraksis, der er indført med Gallidommen, ikke fører til at medlemsstaterne fratages enhver beføjelse til at fastsætte priser for landbrugsprodukter. Det er imidlertid en forhastet konklusion, da Fællesskabet aldrig har gjort krav på en enekompetence inden for dette område, hvilket også ville have en væsentlig indvirkning på det politisk-økonomiske område.

Det af sagsøgerne i hovedsagen ovenfor (under 2.) gengivne indlæg, skal helt eller delvist også give svar på det tredje spørgsmål. Sagsøgerne har særligt bemærket, at dette indlæg fører til den konklusion, at nødvendigheden af at beskytte økonomien mod spekulation og at sikre forbrugerne det nødvendige kvantum ikke kan begrunde de foranstaltninger, som anfægtes.

Den italienske regering har anført, at spørgsmålet kan opdeles i 2 underspørgsmål, nemlig a) om en national ordning som den forhåndenværende ipso facto er uforenelig med fællesskabsbestemmelserne om de frie varebevægelser og b) i bekræftende fald, om en sådan ordning undtagelsesvis kan begrundes under hensyn til nødvendigheden i at beskytte økonomien mod spekulation og at sikre forbrugerne det nødvendige kvantum uanset de ændringer, der er indtrådt i forudsætningerne for fællesskabsreglerne.

Svaret på det første underspørgsmål må være benægtende. I et givet tilfælde forekommer der kun uforenelighed under ganske særlige omstændigheder, f.eks. når maksimalprisen sættes lavere end tærskelprisen. Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

For at svare på det andet underspørgsmål og for at påvise den anfægtede ordnings forenelighed med traktaten er der ingen grund til at henholde sig til sådanne betragtninger som dem, den nationale ret har fremhævet og i øvrigt heller ikke til traktatens artikel 103 (jf. det andet spørgsmål).

Hvis den nationale ret, sådan som formuleringen af det tredje spørgsmål kunne synes at vise, skulle være af den opfattelse, at den pågældende ordning blev vedtaget for at udbedre påståede mangler i fællesskabsordningen, er dens udgangspunkt forkert. Tværtimod har de italienske myndigheder ved fastsættelsen af maksimalpriserne taget hensyn til de fællesskabspriser, der gælder i produktions- og engrosleddet, og så at sige suppleret dem med priser for detail- og forbrugerleddet, som ikke er omhandlet i fællesskabsordningen.

Den britiske regering har af Domstolens retspraksis udledt, at en national ordning, som har indflydelse på priserne, ikke uden videre falder ind under forbudet mod foranstaltninger med lignende virkning som kvantitative restriktioner, uanset om det drejer sig om landbrugsprodukter eller ej. I hvert enkelt tilfælde bør den pågældende ordnings rækkevidde, virkning og hensigt vurderes.

Fra bestemmelserne i traktatens artikel 30 gælder en række undtagelser udover de i artikel 36 omhandlede. Således kan indgreb i prisdannelsen ofte være et led i den i artikel 103 nævnte konjunkturpolitik. Skønt det er muligt, at artikel 103 ikke indeholder hjemmel for undtagelser fra de specielle bestemmelser vedrørende de fælles markedsordninger, finder den imidlertid anvendelse inden for det område, der er styret af det i artikel 30 indeholdte generelle princip.

Visse af de aftaler, der er indgået mellem Fællesskabet og tredjelande, indeholder et forbud, der svarer til det i traktatens artikel 30 indeholdte. Men Fællesskabet ville aldrig kunne akceptere, at prismekanismerne i en fælles markedsordning havde lignende virkning som kvantitative importrestriktioner.

Kommissionen har udtrykt en lignende opfattelse uden dog at ytre sig konkret om den anfægtede ordnings forenelighed med fællesskabsordningen.

Den har anført, at en national foranstaltning som den foreliggende, kun ville have samme virkning som en kvantitativ restriktion, hvis den var udformet således, at den blev en hindring for de indførsler, der ellers ville kunne gennemføres, samtidig med at der ikke blev lagt de samme hindringer i vejen for salget af nationale varer, selv om den formelt fremtrådte som en ordning, der uden forskel gjaldt for nationale som for importerede varer. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den fastsatte pris er mindre end den, den importerede vare kan afsættes til, fordi den nationale myndighed ikke har taget hensyn til at de importerede varer kan have større markedsføringsomkostninger eller udgifter i forbindelse med indførslerne. Det kan i øvrigt tænkes, at en national foranstaltning i begyndelsen ikke ville bringe de frie varebevægelser i fare, men senere gør det. Det kunne f.eks. ske, hvor den pågældende foranstaltning udelukker, at prisen på den indførte vare forhøjes i takt med, at produktionsomkostningerne i den producerende medlemsstat eksempelvis stiger. Her skal bestemmelserne i Kommissionens direktiv (EØF) nr. 70/50 af 22. december 1969 (EFT-specialudgave 1970 (I) s. 10; org. ref. JO L 13 af 19. januar 1970, s. 29) anvendes. Det ville så tilkomme den nationale ret at sammenligne de i bekendtgørelserne fra CIP fastsatte priser med de forhøjede priser på de andre medlemsstaters markeder.

I sag 65/75 (Tasca) har Domstolen opfordret den italienske regering til at svare skriftligt på fire spørgsmål før retsmødet. Det fjerde af disse spørgsmål er ligeledes blevet stillet til Kommissionen.

De svar, der er afgivet, og som også er blevet tilstillet sagsøgerne i hovedsagen efter de foreliggende sager, kan sammenfattes som følger:

Af Galli-dommen har Kommissionen udledt en række betragtninger, hvoraf navnlig de følgende er af betydning for de foreliggende sager:

Den sag, der er forelagt Domstolen, er af en særlig karakter, idet sukkeret er det landbrugsprodukt, som tydeligst viser sammenhængen mellem salgspriserne i produktionsleddet og engrosleddet på den ene side og salgspriserne i detail- og forbrugerleddet på den anden side. De anfægtede bekendtgørelser fra CIP viser, at det i Italien er muligt at kontrollere sukkerpriserne uanset i hvilket led indgrebet sker.

Under den mundtlige retsforhandling, der fandt sted den 16. december 1975, har sagsøgerne i hovedsagen, repræsenteret af advokaterne Mauro de André, Antonio Sorrentino og Severo Giannini, Rom, den engelske regering, repræsenteret af Gordon Slynn fra Treasury Solicitor's Department, den italienske regering, repræsenteret af vicekammeradvokat Ivo Maria Braguglia, Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Cesare Maestripieri og Rådet, repræsenteret af sin juridiske rådgiver M. C. Giorgi, uddybet de i de skriftlige indlæg fremførte anbringender.

De nye omstændigheder i sagen, der er fremkommet ved denne lejlighed, kan sammenfattes således:

Sagsøgerne i hovedsagen har bestridt den italienske regerings redegørelse og gjort gældende, at de anfægtede bekendtgørelser ikke blot fastlægger forbrugerpriserne men også de maksimale produktionspriser. Det kan ikke antages, at CIP, hvis opgave er prisfastsættelse, kun skulle have angivet elementerne i forbrugerprisen, herunder prisen franko fabrik, af informative grunde. Den italienske regerings opfattelse er i øvrigt i modstrid med den fortolkning, som den italienske domspraksis har anlagt over for de pågældende bekendtgørelser.

Den italienske regering har anført, at når forordning nr. 1009/67 har til formål at sikre sukkerproducenternes beskæftigelse og levestandard, opnås dette mål ved hjælp af interventionsprisen, som er den eneste bindende fællesskabspris som sikrer at producenten aldrig bliver tvunget til at producere med tab. Med andre ord garanterer forordningen producenterne en minimumsfortjeneste, men ikke den maksimumsfortjeneste, som producenterne kunne opnå, såfremt de selv kunne bestemme forbrugerpriserne. Som et særskilt svar på det fjerde spørgsmål, som Domstolen stillede i sag 65/75 (Tasca), efter at skriftvekslingen var afsluttet, har den italienske regering gjort gældende, at fastsættelsen af maksimale forbrugerpriser kun bringer den fælles markedsordnings mål eller funktion i fare, såfremt den gennemføres på en måde, der hindrer eller vanskeliggør opnåelse af den nævnte minimumsfortjeneste.

Til slut har den italienske regering anført, at i modsætning til, hvad Kommissionen hævder, er den i bekendtgørelse nr. 9/1974 fastsatte forbrugerpris beregnet ud fra en højere pris franko fabrik end tærskelprisen, sådan som den italienske regering i detaljer har redegjort for.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 21. januar 1976.