EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.7.2025
COM(2025) 554 final
2025/0234(NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 1370/2013 for så vidt angår støtteordningen for uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i uddannelsesinstitutioner
("EU's skoleordning")
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
I Kommissionens meddelelse af 19. februar 2025 "En vision for landbrug og fødevarer" fremhæves betydningen af at genskabe forbindelsen mellem EU's forbrugere – navnlig sårbare grupper såsom børn – og fødevarer og lokale områder. Dette vil både forbedre landbrugssektorens konkurrenceevne og dermed bidrage til opfyldelsen af målene for den fælles landbrugspolitik samt tilskynde til sundere kostvaner i den brede offentlighed.
I den forbindelse har støtten til uddeling af frugt og grøntsager og mælk og mejeriprodukter i uddannelsesinstitutioner ("EU's skoleordning"), der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013, vist sig at være effektiv med hensyn til at øge forbruget af udvalgte landbrugsprodukter. Samtidig er den flerårige finansielle ramme (FFR) for årene 2028-2034 en mulighed for at gøre en sådan ordning mere effektiv, enklere og virkningsfuld, når det gælder finansiering i overensstemmelse med de generelle principper i Kommissionens meddelelse "Vejen til den næste flerårige finansielle ramme", der blev offentliggjort den 11. februar 2025. Meddelelsen fremhæver navnlig behovet for at tage fat på "de eksisterende vanskeligheder og svagheder og den eksisterende manglende fleksibilitet, og effekten af hver eneste udbetalte euro skal maksimeres", samtidig med at budgettets evne til at reagere på en skiftende virkelighed sikres. Derfor har Kommissionen indført relevante ændringer af EU's skoleordning gennem Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../... [forordningen om ændring af den fælles markedsordning], som vil tilvejebringe alle grundlæggende elementer i den fælles markedsordning for landbrugsprodukter, herunder specifikke bestemmelser for EU's skoleordning.
Samtidig vil medlemsstaterne under hensyntagen til den nye FFR-struktur kunne finansiere gennemførelsen af EU's skoleordning via planerne for nationalt og regionalt partnerskab ("NRP-planerne"). Det betyder, at de relevante bestemmelser i Rådets forordning (EU) nr. 1370/2013 om fastsættelse af størrelsen af EU-støtten under EU's skoleordning ikke længere er nødvendige og bør udgå.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
At lade bestemmelserne udgå er i overensstemmelse med forslagene til forordning (EU) .../... [NRPF-forordningen] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU).../... [ændring af den fælles markedsordning]. Efter medtagelsen af skoleordningen som en interventionstype, der finansieres af fonden, er de eksisterende bestemmelser i EU's skoleordning, der er fastsat i Rådets forordning (EU) nr. 1370/2023, ikke længere nødvendige.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) danner grundlag for forslaget til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1370/2013 om at lade de eksisterende bestemmelser om EU's skoleordning udgå. Forordning (EU) nr. 1370/2013 blev vedtaget på grundlag af artikel 43, stk. 3, i TEUF og skal derfor ændres på grundlag af samme retsgrundlag.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Den nationale lovgivning kan ikke bruges til at lade bestemmelserne udgå.
•Proportionalitetsprincippet
Ikke relevant
•Valg af instrument
I lyset af forslagets formål og indhold er en ændring af den eksisterende forordning det mest hensigtsmæssige instrument.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
Forslaget er en konsekvens af den nye FFR-struktur og mere specifikt forordning (EU).../... [NRPF-forordningen], for hvilken der er foretaget en samlet konsekvensanalyse og høringer af interessenter.
•Grundlæggende rettigheder
Revisionen respekterer de rettigheder og overholder de principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som fastsat i Kommissionens forslag til NRPF-forordningen. Bestemmelserne i den foreslåede forordning om overholdelse af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet vil også finde anvendelse på EU's skoleordning.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Den eksisterende EU-skoleordning, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1308/2013, skal ophæves. Den nye EU-skoleordning vil blive finansieret af fonden. Det foreslås, at de finansielle tildelinger til medlemsstaterne reguleres i forordning (EU).../... [NRPF-forordningen] og kravene til skoleordningen foreslås reguleret i forordning (EU) nr. 1308/2013.
5.
ANDRE FORHOLD
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
I artikel 5 i forordning (EU) nr. 1370/2013 fastsættes der regler om fastsættelse af vejledende og endelige tildelinger og om omfordeling af EU-støtte, om de maksimale niveauer for EU-støtte til finansiering af pædagogiske ledsageforanstaltninger og dermed forbundne omkostninger samt om det maksimale beløb for EU-støtte til mælkekomponenten.
I bilag V til forordning (EU) nr. 1370/2013 fastsættes de vejledende tildelinger af EU-støtte til hver medlemsstat fra den 1. august 2017 til den 31. juli 2023.
For at gøre ordningen mere effektiv og sikre sammenhæng med andre instrumenter under den fælles landbrugspolitik bør EU's skoleordning gennemføres som en interventionstype, der støttes af fonden. Da den nuværende EU-skoleordning, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1308/2013, bør udgå, bør bestemmelserne vedrørende EU-skoleordningen i forordning (EU) nr. 1370/2013 også udgå.
2025/0234 (NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 1370/2013 for så vidt angår støtteordningen for uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i uddannelsesinstitutioner
("EU's skoleordning")
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den flerårige finansielle ramme 2028-2034 omfatter en lovgivningspakke med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../... om oprettelse af Fonden for Nationalt og Regionalt Partnerskab ("fonden") for perioden 2028-2034 [NRPF-forordningen], hvorunder de nationale forhåndstildelte midler vil blive samlet, herunder Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Fonden skal gennemføres ved hjælp af planerne for nationalt og regionalt partnerskab ("NRP-planerne") og EU-faciliteten ("faciliteten"), som har til formål at øge fleksibiliteten og tage højde for kriser og interventioner, der kræver styring eller koordinering på EU-plan.
(2)Støtten til uddeling af frugt, grøntsager, mælk og mejeriprodukter i uddannelsesinstitutioner, jf. del II, afsnit I, kapitel II, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 ("EU's skoleordning"), har vist sig at være effektiv med hensyn til at øge forbruget af udvalgte landbrugsprodukter. For at bidrage til at nå målene for den fælles landbrugspolitik bør EU's skoleordning videreføres. For at gøre ordningen mere effektiv og sikre sammenhæng med andre instrumenter under den fælles landbrugspolitik bør EU's skoleordning imidlertid baseres på resultater og gennemføres som en interventionstype, der støttes af fonden, underlagt reglerne, der er fastsat i forordning (EU) .../... [NRFP-forordningen] og Europa-Parlamentets og Rådets (EU) .../... [præstationsforordningen]. Derfor bør de eksisterende bestemmelser om EU's skoleordning i forordning (EU) nr. 1308/2013 udgå.
(3)Ved Rådets forordning (EU) nr. 1370/2013 fastsættes størrelsen af EU-støtten under EU's skoleordning. Da bestemmelserne vedrørende EU's skoleordning i forordning (EU) nr. 1308/2013 udgår, bør bestemmelserne vedrørende EU's skoleordning i forordning (EU) nr. 1370/2013 også udgå.
(4)Forordning (EU) nr. 1370/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(5)For at sikre en gnidningsløs overgang til den nye retlige ramme under fonden bør ændringerne af forordning (EU) nr. 1370/2013 og (EU) nr. 1308/2013 om ophævelse af bestemmelserne vedrørende EU's skoleordning finde anvendelse fra samme dato. For at afslutte betalingerne af foranstaltningerne efter den 31. december 2027 bør disse bestemmelser dog fortsat finde anvendelse på foranstaltninger, der er gennemført indtil den 31. december 2027 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EU) nr. 1370/2013 foretages følgende ændringer:
(1)Artikel 5 udgår.
(2)Bilag I udgår.
Artikel 2
Artikel 5 i forordning (EU) nr. 1370/2013 finder fortsat anvendelse efter den 31. december 2027 for foranstaltninger, der gennemføres indtil den 31. december 2027.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. januar 2028 [dato afhængig af anvendelsesdatoen for forordning (EU) [...] om oprettelse af Fonden for Nationalt og Regionalt Partnerskab for perioden 2028-2034 og forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår ordningen for skolefrugt-, grøntsager og mælk ("EU's skoleordning")].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Rådets vegne
[…]
Formand