De fire præjudicielle sager, som jeg skal tage stilling til i dag, drejer sig om selektive salgssystemer, som de fire franske parfumefabrikanter, der er tiltalt i straffesagen ved Tribunal de Grande Instance de Paris, praktiserer, men som tilsyneladende også praktiseres af de fleste velrenommerede producenter i branchen.
Systemernes nuværende opbygning kan kort beskrives således:
Salget i fremstillingslandet Frankrig sker — for så vidt fabrikanterne ikke har deres egne detailforretninger — uden om grossistleddet via bestemte detailhandlere, der udvælges af producenten ud fra kvalitative kriterier (forretningernes beliggenhed og indretning, kvalificeret personale) samt efter kvantitative kriterier, hvorved befolkningens købekraft i et bestemt område er afgørende. Salget i andre medlemsstater sker — for så vidt der ikke findes datterselskaber — via eneforhandlere, som udpeges for et bestemt land. Disse foretager på deres side en ny udvælgelse. Ligesom fabrikanterne i Frankrig udvælger de åbenbart ved anvendelse af de standardkontrakter, som fabrikanterne har udarbejdet, bestemte detailhandlere efter kvalitative og kvantitative kriterier og leverer kun til disse eller til detailhandlere, som i andre medlemsstater deltager i salgssystemet. De autoriserede detailhandlere kan kun levere til den endelige forbruger eller til andre salgssteder, der udtrykkeligt har fået salgsautorisation.
Disse salgssystemer — som oprindeligt også indeholdt andre elementer, som jeg senere skal komme ind på — blev på forskellige tidspunkter anmeldt til Kommissionen, som derefter forsøgte at udarbejde en samlet løsning for hele branchen (jf. Fjerde Beretning om Konkurrencepolitikken, punkterne 35 og 97, og Femte Beretning om Konkurrencepolitikken, punkterne 57, 58 og 59).
Vedrørende sagsforløbet ved Kommissionen skal nærmere anføres følgende:
Den
Den
Den
Endelig anmeldte selskabet
De kontrakter, som generalagenterne eller filialerne i de enkelte medlemslande havde afsluttet med bestemte detailhandlere, blev — hvis ikke de var blevet særskilt anmeldt — meddelt Kommissionen under dens administrative procedure.
De fleste af parfumeindustriens salgssystemer — herunder de, der praktiseredes af de selskaber, der er inddraget i hovedsagen — indeholdt klausuler, som Kommissionen anså for uforenelige med EØF-traktatens artikel 85, stk. 1. Dette gjaldt for det første klausulen om detailhandlernes pligt til kun at levere til den endelige forbruger — hvilket efter Kommissionens opfattelse var et indirekte eksportforbud — for det andet detailhandlernes pligt til kun at forsyne sig hos generalagenten i deres land eller for Frankrigs vedkommende kun hos fabrikanten, hvilket Kommissionen anså for et indirekte importforbud; endelig klausulen om detailhandlernes pligt til at respektere bindende priser, for så vidt der var tale om reimporterede og reeksporterede varer.
Den
I overensstemmelse hermed opfordrede Kommissionen også de andre virksomheder til at ophæve handelsbegrænsende klausuler eller klausuler med lignende virkning. Efter at det var sket, og Kommissionen havde fået meddelelse herom, modtog de pågældende virksomheder skrivelser, som gav udtryk for, at deres salgssystemer konkurrenceretligt set var i orden, og at der ikke var anledning til i henhold til artikel 85, stk. 1, at skride ind mod dem. En sådan skrivelse blev den
De af Kommissionen således bedømte salgssystemer er relevante for hovedsagen af følgende grunde:
Sagsøgerne i den første sag, der førte til den præjudicielle forelæggelse 253/78, ejer tre parfumerier i Aix-en-Provence. I længere tid forsøgte de med henblik på salg også at blive forsynet fra selskabet Guerlain. Dette, og især efterkommeisen af en ordre af juni 1975, blev afslået af tiltalte i hovedsagen, salgsdirektøren i selskabet Guerlain, som påberåbte sig, at selskabet allerede havde en salgskontrakt med et andet parfumeri i Aix-en-Provence. Da dette kan sidestilles med leveringsnægtelse (
En sagsøger i de to forenede sager, der var grundlag for den præjudicielle forelæggelse 1/79, er indehaver af et parfumeri i Strasbourg. Hun søgte forgæves autorisation til at sælge Rochas-produkter. Da Rochas i tidsrummet marts 1973-februar 1976, under henvisning til, at det havde indgået salgskontrakter med seks andre parfumerier i Strasbourg, nægtede at efterkomme en række ordrer, indgav hun politianmeldelse mod salgsdirektøren i selskabet Rochas og nedlagde under den herpå følgende straffesag desuden påstand om, at direktøren og selskabet Rochas in solidum dømtes til at betale erstatning.
Sagsøgeren i den anden sag, som har interesse i denne sammenhæng, er indehaver af et parfumeri i Toulon. Også hendes bestillinger blev afslået under henvisning til, at selskabet Rochas havde indgået salgskontrakter med fem andre forhandlere i Toulon. I dette tilfælde blev resultatet imidlertid kun, at der blev indledt straffesag; det erstatningskrav, som oprindeligt var blevet indtalt herunder, blev senere frafaldet.
Den allerede nævnte indehaver af et parfumeri i Strasbourg er desuden sagsøger i to andre sager, som verserer ved Tribunal de Grande Instance de Paris. Den første sag drejer sig om, at den administrerende direktør i selskabet Lanvin i tidsrummet november 1972-juni 1975 afslog at efterkomme ordrer fra sagsøgeren med den begrundelse, at der allerede var indgået salgskontrakter med elleve andre parfumerier i Strasbourg. I den anden sag går tvisten ud på, at selskabet Nina Ricci's salgsdirektør i tidsrummet februar 1973-juni 1975 afslog at efterkomme en række ordrer med den begrundelse, at man allerede havde salgskontrakter med elleve andre parfumerier i Strasbourg, hvis forretninger for en dels vedkommende lå i nærheden af sagsøgerens forretning. Også i disse to sager blev der indledt straffesag og nedlagt påstand om erstatning efter mønstret i de andre sager.
I alle de nævnte sager har de tiltalte hhv. sagsøgte for den nationale ret til deres forsvar gjort gældende, at Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har godkendt parfumefabrikanternes salgssystemer — der tales endda i et vist omfang om beslutninger efter EØF-traktatens artikel 85, stk. 3; dette kan ikke ændres ved at anvende herfra afvigende nationale bestemmelser, idet fællesskabsretten har forrang for disse. Der henvistes i et vist omfang også til, at Domstolen skulle have godkendt selektive salgssystemer i sin retspraksis. Desuden blev der i nogle tilfælde også fremsat den indsigelse, at sagsøgernes forretninger ikke opfyldte de stillede krav, hvorfor de med rette ikke var blevet optaget i salgsorganisationerne. Under hensyn til denne indsigelse og fordi retten ikke fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, udsatte den sagerne ved domme af
Konklusionen i de domme, som indledte de præjudicielle sager I-3/79, har samme ordlyd.
Min stillingtagen til disse spørgsmål er følgende:
Skal EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, fortolkes således, at kontrakter, der er grundlaget for en salgsorganisation, baseret på ikke blot kvalitative, men også kvantitative udvælgelseskriterier i sektoren for visse luksusartikler, hvis varemærke spiller en vigtig rolle, kan omfattes af en beslutning om fritagelse?
Vedrørende dette spørgsmål kan jeg nemlig henvise til dommen i sag
Trods artikel 9 i forordning nr. 17 må det følgelig kunne antages, at en national ret også kan forelægge spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 85, stk. 3.
Det må herved undersøges, om der faktisk efter fællesskabsretten (artikel 85, stk. 3) blev truffet en beslutning om fritagelse, der i sin egenskab af en gyldig retsakt fra Fællesskabet ikke må berøves sine virkninger p.g.a. modstående national ret. Desuden kan man rejse det spørgsmål, om der selv i tilfælde af, at en sådan fritagelse ikke er blevet meddelt, kan anføres fællesskabsretlige argumenter mod anvendelsen af national ret. Jeg tænker herved — men ikke udelukkende — på en eventuel anvendelse af forordningen om gruppefritagelse nr. 67/67 (EFT 1967, s. 9) eller på retsvirkningerne af, at aftaler anmeldes rettidigt til Kommissionen.
Med hensyn til kvalitative udvælgelseskriterier kan henvises til dommen i sag
Såfremt de kvalitative udvælgelseskriterier suppleres af kvantitative — autorisation af et begrænset antal forhandlere inden for et bestemt område ud fra den eksisterende købekraft, således at hver enkelt sikres en vis rentabilitet — kan det sikkert ikke bestrides, at konkurrencen blandt de forhandlere, der opfylder de kvalitative betingelser, herved begrænses. Endvidere kan der tales om konkurrencebegrænsning efter artikel 85, stk. 1, litra b), idet de autoriserede forhandleres afsætningsmuligheder begrænses ved, at de ikke må levere til forretninger uden for nettet.
Dette indebærer imidlertid endnu ikke nødvendigvis, at det må antages, at artikel 85, stk. 1, faktisk finder anvendelse. Ifølge retspraksis — domme i sagerne
Under hensyn til det, som er blevet oplyst under sagen, navnlig i Kommissionens indlæg vedrørende enkelte parfumefabrikanters ringe markedsandele, størrelsen af nettet òg de respektive autoriserede detailhandlere, det betydelige antal konkurrerende fabrikanter, samt vedrørende den omstændighed, at autoriserede forhandlere leverer hen over medlemsstaternes grænser og frit kan bestemme salgspriserne, er det absolut muligt, at de salgssystemer, som skal bedømmes i hovedsagen, ikke udviser nogle
Parfumefabrikanterne har gjort gældende, at der må antages at ligge en sådan fritagelse i de indledningsvis nævnte afsluttende skrivelser, som de modtog fra Kommissionen, selv om Kommissionen ikke længere vil anerkende denne. De pågældende skrivelser skal nemlig fortolkes under hensyn til Dette kan jeg dog — hvis jeg må have lov til at sige det straks — ikke tiltræde, hvorimod jeg deler det synspunkt, Kommissionen har gjort gældende under sagen. Det er herved ligegyldigt, om skrivelserne, der kun er underskrevet af en generaldirektør henholdsvis en direktør, overhovedet kan gælde som beslutninger fra Kommissionen. De pågældende skrivelser adskiller sig nemlig ganske betydeligt fra beslutninger, som faktisk er blevet truffet i henhold til artikel 85, stk. 3. Det er endvidere vigtigt, at der — selv om det antages, at pligten til offentliggørelse efter artikel 19 i forordning nr. 17 for så vidt angår de af parfumefabrikanterne anførte dokumenter er opfyldt — i hvert fald ikke er sket nogen offentliggørelse af de dokumenter, som disse betragter som beslutninger om fritagelse, og hvori der heller ikke — som krævet i artikel 6 i forordning nr. 17 — angives et tidspunkt, fra hvilket erklæringen er i kraft. Afgørende er frem for alt, at Der anvendes altså en formulering, som efter artikel 2 i forordning nr. 17 højst kan gælde for negativattester. Herefter nærer jeg ingen tvivl om, at der kun foreligger en udtalelse om anvendelsen af artikel. 85, stk. 1, som efter fjernelse af bestemte klausuler fra salgskontrakterne eventuelt kan være rimelig, hvorimod det overhovedet ikke drejer sig om beslutninger om fritagelse. Dette ændres heller ikke af, at parfumefabrikanterne har henvist til indholdet af de klagepunkter, som de tre virksomheder modtog, samt til skrivelsernes sidste afsnit. Her er det for det første tilstrækkeligt at anføre, at klagepunkterne refererer til aftalerne, før bestemte klausuler, som påvirkede handelen mellem medlemsstaterne, blev ophævet, og at de kun er udtryk for en foreløbig vurdering fra den kommissær, som er ansvarlig for konkurrenceområdet. Denne vurdering kan naturligvis ikke præjudicere en endelig afgørelse, som måtte træffes af Kommissionen, jf. artikel 85, stk. 3. Desuden må det bemærkes, at de pågældende sidste afsnit også kan forstås således, at Kommissionen, som i sin tid ikke fandt anledning til at gribe ind i henhold til artikel 85, stk. 1, har forbeholdt sig at følge sagen op i tilfælde af en ændring, der bl.a. kan bestå i den bestemte måde, parfumefabrikanterne eventuelt kan forvalte systemet på, og herved alligevel gribe ind i henhold til artikel 85, stk. 1. Såfremt der herved er tale om såkaldte Hvad angår anvendelsen af artikel 85, stk. 3, på selektive salgssystemer af den karakter, som praktiseres af parfumefabrikanterne, er det vel ikke nødvendigt at komme nærmere ind på det af parfumefabrikanterne indgående behandlede spørgsmål, om man eventuelt kan antage, at betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt, når der er tale om en forbedring af produktion og salg på en måde, der kommer forbrugerne til gode. Parternes uenighed vedrørte nemlig ikke længere dette spørgsmål, men alene spørgsmålet om, hvorvidt de begrænsninger, der i et selektivt salgssystem hidrører fra anvendelsen af Parfumefabrikanterne har vedrørende dette spørgsmål anført følgende: Der kan for det første ikke gives afkald på en kvantitativ udvælgelse, idet det er nødvendigt at sikre rentabiliteten for autoriserede forhandlere, der har pligt til at foranstalte reklamekampagner, og som skal sørge for kundevejledning, men herudover er den kvalitative udvælgelse nødvendig, idet der ellers ville ske en stigning i salgsomkostningerne og dermed i salgspriserne som følge af pligten til at forsyne alle salgssteder med samme reklamemateriale, og idet varemærkernes anseelse ved en for stærk udvidelse af kredsen af autoriserede forhandlere, som ikke herefter længere kan kontrolleres i tilstrækkeligt omfang, ellers ville lide skade. Kommissionen, der principielt ikke er blind for disse argumenter, mener derimod, at der undtagelsesvis kun kan meddeles fritagelse for en kvantitativ udvælgelse, hvis f.eks. et snævert samarbejde mellem fabrikant og forhandler er nødvendigt på grund af produktets karakter. Dette kriterium er ifølge Kommissionen ikke opfyldt blot ved henvisningen til parfumeartiklernes karakter af luksus og fabrikanternes forpligtelse til at tage varer tilbage. Under alle omstændigheder mener den, at det er praktisk muligt at anvende mindre indgribende kriterier end de nugældende, idet man f.eks. kan kræve en bestemt mindsteomsætning som betingelse for at kunne deltage i salgsnettet, Herimod har parfumefabrikanterne på deres side henvist til de farer, som dette ville medføre for deres afsætning. De har anført, at det må påregnes, at størstedelen af de således nyautoriserede forhandlere, efter en forsøgsperiode, må træde ud af salgsnettet, hvilket ville medføre uro og uorden i salgssystemmet. Sådanne forhandlere ville efter fabrikanternes opfattelse sandsynligvis ikke tilbagelevere usolgte produkter til fabrikken men — til skade for varemærket — forsøge at afsætte dem uden for salgsnettet, trods en muligvis forringet kvalitet og i begrænset udvalg. Videre blev det anført, at de også, for at blive i salgsnettet, kunne være fristet til at opnå den foreskrevne mindsteomsætning ved at sælge til uautoriserede forhandlere, hvilket uundgåeligt ville føre til ødelæggelse af det selektive salgssystem. Herudover finder fabrikanterne, at også det kriterium, som Kommissionen vil lægge til grund, indebærer udøvelse af et skøn, som ganske sikkert fortsat må ligge hos fabrikanterne, og hvorved der fornuftigvis — således som det allerede er tilfældet — må differentieres efter de reelle afsætningschancer, som består for den enkelte forhandler. Med hensyn til disse meningsforskelle er det efter min opfattelse vanskeligt teoretisk at udelukke, at artikel 85, stk. 3, kan være relevant for et selektivt salgssystem som det, der praktiseres af parfumefabrikanterne. Faktisk har Kommissionen da også alene fastslået, at de argumenter, som virksomhederne hidtil har fremført, er utilstrækkelige til en fritagelse, og i samme forbindelse har den med rette fremhævet, at en præcis bedømmelse kun er mulig efter en grundig undersøgelse af forholdene i den enkelte sag, således som det også skete under proceduren i nævnte tilfælde med Omega og Junghaus. Derfor, kan man i de foreliggende præjudicielle sager vanskeligt give den spørgende ret det svar, at det er udelukket — forudsat artikel 85, stk. 1, finder anvendelse — at anvende artikel 85, stk. 3, hvorved der med sikkerhed ikke ville være anledning til at udsætte sagen og forelægge spørgsmålet for Kommissionen.
Efter alt det, som allerede er fremført, er det afgørende spørgsmål, om det kan komme på tale at anvende den strengere nationale ret, dersom fællesskabsretten ikke griber ind, fordi betingelserne efter artikel 85, stk. 1, ikke er opfyldt. Herefter kan det også undersøges, hvorledes det forholder sig, såfremt artikel 85, stk. 1, alligevel kan anvendes. Herved må ikke blot den fællesskabsretlige virkning af ugyldighed efter artikel 85, stk. 2, tages i betragtning, men også retsvirkningerne af rettidigt anmeldte gamle aftaler, samt en eventuelt nødvendig udsættelse af en national sag, hvis der tilsyneladende foreligger en mulighed for, at Kommissionen træffer beslutning om fritagelse.
Man kan højst overveje en anden løsning — og her har Kommissionen efter min opfattelse også ret — hvis en sådan virksomhedsadfærd, altså anvendelse af et selektivt salgssystem, ville bidrage til virkeliggørelse af mål i traktaten, idet der så ganske åbenbart ville stå fællesskabsinteresser på spil. Det kan der dog vanskeligt tales om i forbindelse med de salgsorganisationer, som nærværende sager omhandler. Herimod kan det ikke — som parfumefarikanterne har forsøgt — anføres, at Kommissionens tjenestegrene, som det fremgår af de relevante Beretninger om Konkurrencepolitikken, ved en omfattende sagsbehandling havde søgt en samlet løsning for denne økonomiske sektor, og at løsningen følgelig også måtte være bindende for de nationale instanser. I denne forbindelse må det netop ikke glemmes, at det i denne sag er lykkedes Kommissionen at få ændret salgssystemerne således, at der slet ikke længere er grund til at anvende forbudet i artikel 85, stk. 1. Ligeledes anser jeg det for irrelevant, når parfumefabrikanterne henviser til, at kun i fransk ret findes så strenge bestemmelser om ulovlig leveringsnægtelse, mens et sådant forbud kun under ganske særlige omstændigheder kan anvendes i henhold til tysk, nederlandsk, britisk og luxembourgsk ret. Parfumefabrikanterne mener, at hvis anvendelsen af de franske bestemmelser alligevel tillades, vil dette medføre konkurrencefordrejninger i forholdet til fabrikanterne i andre medlemsstater, idet kun de franske fabrikanter på grund af forhøjelsen af deres salgsomkostninger ved bortfald af udvælgelsen hindres i en harmonisk udvikling af deres virksomhed. Kommissionen har med rette hertil anført, at sådanne følger ikke vil kunne hindres under påberåbelse af princippet i artikel 3, litra f), i EØF-traktaten, men at man derimod her må søge en løsning via en harmonisering af de relevante nationale lovbestemmelser. Jeg finder det heller ikke uden betydning, at Domstolen i den nævnte dom i sag 14/68 vedrørende et lignende problem (overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 7) har fastslået, at den pågældende bestemmelse ikke omfatter den forskelsbehandling og de uligheder, som for de af fællesskabsretten omfattede personer og virksomheder kan følge af eksisterende forskelle mellem medlemsstaternes love, såfremt disse rammer alle personer, der henhører under deres anvendelsesområde, efter objektive kriterier og uden hensyn til nationalitet. Desuden må det anføres, at der — også bortset fra en sådan situation — må regnes med den mulighed, at Kommissionen kan træffe en beslutning efter artikel 85, stk. 3, såfremt den eventuelt senere skulle dele den nationale domstols opfattelse af anvendeligheden af artikel 85, stk. 1. I dette tilfælde må de nationale instanser — som det fremhæves i dom 14/68 — træffe Endelig har Kommissionen — for så vidt den nationale ret skulle statuere ugyldighed i henhold til artikel 85, stk. 2, — med rette også henvist til, at det er nødvendigt at påse, at retsvirkningerne i henhold til den nævnte bestemmelse ikke påvirkes. Ved anvendelsen af reglerne om Ud fra fællesskabsrettens synspunkt kan der ikke siges mere vedrørende problemet om forholdet mellem fællesskabsret og national ret, som den forelæggende ret senere skal tage stilling til.
Er betingelserne for at anvende artikel 85, stk. 1, opfyldt, kan national lovgivning kun anvendes på sådanne aftaler, såfremt og så vidt den ensartede anvendelse af fællesskabsretten ikke påvirkes af virkningen af foranstaltninger, f.eks. til dens gennemførelse, ikke bringes i fare.