15.4.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 129/73


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/607

af 14. april 2021

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina udvidet til også at omfatte importen af citronsyre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

1.1.   Tidligere undersøgelser og gældende foranstaltninger

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1193/2008 (2) indførte Rådet en antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«) (»de oprindelige foranstaltninger«). Den undersøgelse, der førte til indførelsen af de oprindelige foranstaltninger, er i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«. Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 6,6 % og 42,7 %.

(2)

Ved afgørelse 2008/899/EF (3) godtog Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) pristilsagn, der var afgivet af seks kinesiske eksporterende producenter (herunder også en gruppe eksporterende producenter) sammen med China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters (»CCCMC«). Der var tale om producenterne Anhui BBCA Biochemical Co., Ltd. (nu COFCO Bio-Chemical Energy (Yushu) Co., Ltd.), Laiwu Taihe Biochemistry Co., Ltd., RZBC Co., Ltd. og RZBC (Juxian) Co., Ltd., TTCA Co., Ltd., Weifang Ensign Industry Co., Ltd. og Yixing Union Biochemical Co., Ltd. (nu Jiangsu Guoxin Union Energy Co., Ltd.).

(3)

Ved afgørelse 2012/501/EU (4) trak Kommissionen godtagelsen af det tilsagn tilbage, der var blevet afgivet af en af de eksporterende producenter, nemlig Laiwu Taihe Biochemistry Co. Ltd (»Laiwu Taihe«).

(4)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 (5) genindførte Kommissionen de endelige antidumpingforanstaltninger på importen af citronsyre med oprindelse i Kina efter en udløbsundersøgelse (»den tidligere udløbsundersøgelse«).

(5)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/32 (6) udvidede Kommissionen foranstaltningerne over for importen af citronsyre med oprindelse i Kina til også at omfatte importen af citronsyre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej.

(6)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/704 (7) trak Kommissionen godtagelsen af tilsagnet fra yderligere to virksomheder tilbage på grundlag af konklusionerne om misligholdelser af tilsagnet og dets upraktiske anvendelighed, hvilket berettiger tilbagetrækningen af godtagelsen af tilsagnet.

(7)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2018/1236 (8) afsluttede Kommissionen undersøgelsen vedrørende den mulige omgåelse af foranstaltningerne over for importen af citronsyre med oprindelse i Kina ved import af citronsyre afsendt fra Cambodja, uanset om varen er angivet med oprindelse i Cambodja eller ej.

(8)

Den gældende antidumpingtold varierer fra 15,3 % til 42,7 % på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, og der anvendes en toldsats på 42,7 % på importen fra alle andre virksomheder.

1.2.   Anmodning om en udløbsundersøgelse

(9)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om forestående udløb (9) modtog Kommissionen en anmodning om fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen.

(10)

Anmodningen om fornyet undersøgelse blev indgivet den 21. oktober 2019 af N.V. Citrique Belge S.A. og Jungbunzlauer Austria AG (»ansøgerne«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for 100 % af EU-produktionen af citronsyre. Anmodningen om en fornyet undersøgelse var begrundet med, at udløbet af foranstaltningerne sandsynligvis vil medføre fortsat dumping og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

1.3.   Indledning af en udløbsundersøgelse

(11)

Efter at have fastslået, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og efter høring af det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse vedrørende importen af citronsyre med oprindelse i Kina i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Kommissionen offentliggjorde den 20. januar 2020 en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (10) (»indledningsmeddelelsen«).

1.4.   Den nuværende undersøgelsesperiode og den betragtede periode

(12)

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2016 til udgangen af den nuværende undersøgelsesperiode (»den betragtede periode«).

1.5.   Interesserede parter

(13)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte den med henblik på at deltage i undersøgelsen. Kommissionen informerede desuden specifikt ansøgerne, de kendte eksporterende producenter, de kinesiske myndigheder og kendte importører og brugere om indledningen af undersøgelsen og opfordrede dem til at deltage.

(14)

De interesserede parter fik desuden mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af udløbsundersøgelsen og til at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

1.6.   Stikprøveudtagning

(15)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 17.

1.6.1.   Ingen stikprøveudtagning af EU-producenter

(16)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at de to kendte EU-producenter, N.V. Citrique Belge S.A. og Jungbunzlauer Austria AG, skulle indsende det udfyldte spørgeskema senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen. Kommissionen opfordrede også andre EU-producenter og eventuelle repræsentative sammenslutninger til at give sig til kende og anmode om et spørgeskema. Ingen andre EU-producenter eller repræsentative sammenslutninger gav sig til kende.

1.6.2.   Stikprøveudtagning af importører

(17)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen.

(18)

Én ikke forretningsmæssigt forbundet importør afgav de nødvendige oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. Da Kommissionen kun modtog få svar, besluttede den, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

1.6.3.   Stikprøveudtagning af eksporterende producenter i Kina

(19)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Kina om at afgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Den anmodede endvidere Folkerepublikken Kinas repræsentation ved Den Europæiske Union om at udpege og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(20)

Fire eksporterende producenter i det pågældende land afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. Da Kommissionen kun modtog få svar, besluttede den, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

(21)

Generelt var de kinesiske eksporterende producenters samarbejdsvilje utilstrækkelig. Laiwu Taihe, den største eksporterende producent, der tegnede sig for over 53 % af eksporten fra Kina til Unionen, samarbejdede nemlig ikke i forbindelse med denne udløbsundersøgelse. Kommissionen anvendte i stedet oplysningerne fra de fire samarbejdsvillige eksporterende producenter.

1.7.   Spørgeskemabesvarelser

(22)

Ved indledningen af undersøgelsen gjorde Kommissionen spørgeskemaerne til EU-producenter, importører, brugere og eksporterende producenter i Kina tilgængelige i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted (11). Kommissionen sendte desuden et spørgeskema vedrørende forekomsten af væsentlige fordrejninger i Kina, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), til Folkerepublikken Kinas regering (»GOC« (Government of China)).

(23)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra ansøgerne, en importør, fire brugere og fire eksporterende producenter. GOC besvarede ikke spørgeskemaet vedrørende forekomsten af væsentlige fordrejninger i Kina.

1.8.   Verifikation

(24)

På grund af udbruddet af covid-19-pandemien og de deraf følgende foranstaltninger, der blev truffet for at håndtere udbruddet i den meddelelse, der blev tilføjet dossieret (»covid-19-meddelelsen (12)), kunne Kommissionen ikke foretage kontrolbesøg, jf. grundforordningens artikel 16, hos de enheder, der indsendte spørgeskemabesvarelser.

(25)

I stedet krydstjekkede Kommissionen uden at aflægge kontrolbesøg alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at træffe foreløbige afgørelser. Kommissionen foretog krydstjek uden at aflægge kontrolbesøg af følgende virksomheder/parter:

 

EU-producenter:

—

S.A. Citrique Belge N.V., Tienen, Belgien

—

Jungbunzlauer Austria AG, Wien, Østrig og Jungbunzlauer Ladenburg GmbH, Ladenburg, Tyskland

 

Brugere:

—

Reckitt Benckiser (ENA) BV, Schiphol, Nederlandene

—

Henkel AG & Co. KGaA, Düsseldorf, Tyskland

 

Eksporterende producenter i Kina:

—

COFCO Bio-Chemical Energy (Yushu) Co. Ltd., Changchun, Jilin Province, Folkerepublikken Kina

—

Jiangsu Guoxin Union Energy Co., Ltd., Yixing, Jiangsu Province, Folkerepublikken Kina

—

RZBC Group, Rizhao, Shandong Province, Folkerepublikken Kina

—

Weifang Ensign Industry Co., Ltd., Weifang, Shandong Province, Folkerepublikken Kina

1.9.   Procedure for fastsættelse af den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a

(26)

Eftersom der ved indledningen af undersøgelsen var tilstrækkelige beviser, som pegede på, at der forekom væsentlige fordrejninger i Kina, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at indlede undersøgelsen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

(27)

For at indsamle de nødvendige data med henblik på en mulig anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, opfordrede Kommissionen derfor i indledningsmeddelelsen alle eksporterende producenter i Kina til at fremlægge de oplysninger, der blev anmodet om i bilag III til indledningsmeddelelsen, for så vidt angår de input, der anvendes til fremstilling af citronsyre. Fire kinesiske eksporterende producenter afgav de relevante oplysninger.

(28)

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anså for nødvendige til sin undersøgelse af de påståede væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), fremsendte den også et spørgeskema til GOC. GOC besvarede imidlertid ikke dette spørgeskema. Kommissionen underrettede efterfølgende GOC om, at den ville anvende de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, til at fastslå, om der foreligger væsentlige fordrejninger i Kina.

(29)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen også alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation om hensigtsmæssigheden af anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Som reaktion på indledningsmeddelelsen fremsatte CCCMC bemærkninger til forekomsten af væsentlige fordrejninger. Disse bemærkninger analyseres nærmere nedenfor i punkt 3.2.

(30)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen også, at den på grundlag af den foreliggende dokumentation kunne blive nødt til at vælge et egnet repræsentativt land i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, med henblik på at fastsætte den normale værdi baseret på ikke-fordrejede priser eller referenceværdier.

(31)

Den 5. marts 2020 offentliggjorde Kommissionen et første notat til sagen om kilderne til fastsættelsen af den normale værdi (»notatet af 5. marts 2020«), hvori den opfordrede interesserede parter til at give deres mening til kende angående de relevante kilder, som Kommissionen kan anvende til at fastsætte den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra e), andet afsnit (13). I dette notat fremlagde Kommissionen en liste over alle produktionsfaktorer, såsom de materialer og den energi og arbejdskraft, som de eksporterende producenter har anvendt i produktionen af den undersøgte vare. Ud fra de kriterier, der ligger til grund for valget af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, udpegede Kommissionen på daværende tidspunkt desuden Brasilien, Colombia og Thailand som mulige repræsentative lande: Den 13. marts 2020 fremlagde Kommissionen på anmodning af CCCMC bilag IV til notatet af 5. marts 2020, der indeholdt de offentligt tilgængelige data fra Global Trade Atlas (»GTA«) (14), som Kommissionens tjenestegrene foreslog at anvende til de inputmaterialer og biprodukter, der er anført i notatet af 5. marts 2020.

(32)

Kommissionen gav alle interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger. Kommissionen modtog bemærkninger fra fire kinesiske eksporterende producenter, CCCMC og ansøgerne. GOC fremsatte ingen bemærkninger.

(33)

Kommissionen behandlede de bemærkninger, som den modtog vedrørende notatet af 5. marts 2020, i det andet notat af 30. november 2020 om kilderne til fastsættelse af den normale værdi (»notatet af 30. november 2020«) (15). Kommissionen opstillede også en foreløbig liste over produktionsfaktorer og konkluderede, at den på det tidspunkt havde til hensigt at anvende Colombia som det repræsentative land i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger og modtog bemærkninger fra ansøgerne og CCCMC. Disse bemærkninger analyseres nærmere nedenfor i punkt 3.3 og 3.4.

2.   DEN UNDERSØGTE VARE OG SAMME VARE

2.1.   Den undersøgte vare

(34)

Den vare, der er genstand for denne fornyede undersøgelse, er den samme som i den oprindelige undersøgelse og den tidligere udløbsundersøgelse, nemlig citronsyre og tri-natriumcitrat-dihydrat, som i øjeblikket er henhørende under KN-kode 2918 14 00 og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918150011 og 2918150019) (»den undersøgte vare«).

(35)

Citronsyre anvendes som et syrningsmiddel og en pH-regulator til en lang række formål, f.eks. i vaske- og rengøringsmidler, drikkevarer, fødevarer, kosmetik og lægemidler. De vigtigste råvarer er sukker/melasse, tapioka, majs eller glucose (fra korn) og forskellige agenser til den mikrobielle submersfermentering af kulhydrater.

2.2.   Samme vare

(36)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse og i den foregående udløbsundersøgelse bekræftede denne udløbsundersøgelse, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

—

den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land

—

den vare, der fremstilles og sælges på det pågældende lands hjemmemarked, og

—

den vare, der produceres og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen.

(37)

Disse varer blev derfor anset for at være samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

2.3.   Påstande vedrørende varedækningen

(38)

Kommissionen modtog ingen påstande vedrørende varedækningen. CCCMC fremførte i sine bemærkninger til indledningen, at den undersøgte vare som defineret i indledningsmeddelelsen omfatter de varetyper, der var omfattet af de oprindelige foranstaltninger, samt de typer, der var omfattet af den første udløbsundersøgelse.

3.   DUMPING

3.1.   Indledende bemærkninger

(39)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøgte Kommissionen, om der var sandsynlighed for, at de gældende foranstaltningers udløb ville føre til fortsat eller fornyet dumping fra Kina.

(40)

De samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede angivne produktionskapacitet udgjorde ca. 72 % af den samlede anslåede kinesiske produktionskapacitet. I betragtning af den begrænsede samarbejdsvilje anvendte Kommissionen artikel 18 og baserede sine konklusioner vedrørende det kinesiske marked for citronsyre, herunder produktion, kapacitet og uudnyttet kapacitet, på de foreliggende faktiske oplysninger.

(41)

Konklusionerne vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping, der er anført herunder, var navnlig baseret på oplysningerne i anmodningen om fornyet undersøgelse, statistikker baseret på data, som medlemsstaterne har indberettet til Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 14, stk. 6 (»databasen i henhold til artikel 14, stk. 6«), samt stikprøvebesvarelser indsendt i den indledende fase og spørgeskemabesvarelserne. Derudover anvendte Kommissionen også andre kilder til offentligt tilgængelige oplysninger, f.eks. databaserne GTA og Orbis Bureau van Dijk (16) (»Orbis«).

3.2.   Normal værdi

(42)

»Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet«, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1.

(43)

Men såfremt det fastslås, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i dette land på grund af, at der foreligger væsentlige fordrejninger i den i litra b) anvendte betydning, beregnes den normale værdi på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, og skal indbefatte et ikke-fordrejet og rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).

(44)

Som nærmere forklaret nedenfor konkluderede Kommissionen i denne undersøgelse, at anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, på grundlag af den foreliggende dokumentation og i lyset af GOC's manglende samarbejdsvilje var hensigtsmæssig.

3.2.1.   Forekomsten af væsentlige fordrejninger

3.2.1.1.   Indledning

(45)

Grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), fastslår, at »væsentlige fordrejninger er de fordrejninger, der finder sted, når indberettede priser eller omkostninger, herunder omkostninger til råmaterialer og energi, ikke udspringer af frie markedskræfter, fordi de er påvirket af væsentlig statslig indgriben. Ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger væsentlige fordrejninger, skal der bl.a. tages hensyn til mulig påvirkning fra et eller flere af følgende forhold:

—

»at det pågældende marked i vid udstrækning dækkes af virksomheder, der drives under ejerskab, kontrol, politisk tilsyn eller politisk vejledning fra eksportlandets myndigheders side

—

statslig tilstedeværelse i virksomheder, som muliggør statslig indgriben med hensyn til priser eller omkostninger

—

politiske tiltag eller foranstaltninger, der særbehandler til fordel for leverandører på hjemmemarkedet eller på anden måde påvirker de frie markedskræfter

—

manglende eller diskriminerende anvendelse af eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs-, selskabs- eller formueret

—

at lønomkostninger skævvrides

—

adgang til finansiering fra institutioner, der gennemfører offentlige politiske målsætninger eller på anden måde ikke handler uafhængigt af staten«.

(46)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), skal der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger væsentlige fordrejninger i henhold til artikel 2, stk. 6a, litra a), bl.a. tages hensyn til den ikkeudtømmende liste over elementer i foregående bestemmelse. I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), skal der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger væsentlige fordrejninger, tages hensyn til den potentielle indvirkning af et eller flere af disse elementer på priserne og omkostningerne i eksportlandet for den undersøgte vare. Da denne liste ikke er kumulativ, er det dog ikke alle elementer, der skal tages hensyn til for at fastslå, om der foreligger væsentlige fordrejninger. Desuden kan de samme faktiske omstændigheder anvendes til at påvise forekomsten af et eller flere forhold fra listen. Enhver konklusion om væsentlige fordrejninger som omhandlet i artikel 2, stk. 6a, litra a), skal dog træffes på grundlag af alle de foreliggende beviser. Den samlede vurdering af forekomsten af fordrejninger kan også tage hensyn til den generelle baggrund og situation i eksportlandet, navnlig hvis de grundlæggende forhold i eksportlandets økonomiske og administrative struktur giver regeringen betydelige beføjelser til at gribe ind i økonomien på en sådan måde, at priser og omkostninger ikke er et resultat af markedskræfternes frie udvikling.

(47)

Grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c), fastslår, at »[h]vis Kommissionen har velunderbyggede indicier for, at der evt. er væsentlige fordrejninger, som omhandlet i litra b), i et bestemt land eller en bestemt sektor i det pågældende land, og hvis det er relevant for den effektive anvendelse af denne forordning, udarbejder, offentliggør og ajourfører Kommissionen regelmæssigt en rapport, der beskriver de markedsvilkår, der er omhandlet i litra b), i det pågældende land eller den pågældende sektor«.

(48)

I henhold til denne bestemmelse har Kommissionen udsendt en landerapport om Kina (»rapporten« eller »rapporten om Kina«) (17), der viser, at der er tale om væsentlig statslig indgriben på mange niveauer i økonomien, herunder specifikke fordrejninger af mange vigtige produktionsfaktorer (f.eks. jord, energi, kapital, råmaterialer og arbejdskraft) samt af specifikke sektorer (f.eks. stål og kemikalier). Interesserede parter blev opfordret til at tilbagevise, fremsætte bemærkninger til eller supplere den dokumentation, der var indeholdt i sagsakterne på tidspunktet for indledningen af proceduren. Rapporten blev føjet til sagsakterne i den indledende fase.

(49)

Den anmodning om fornyet undersøgelse, som ansøgeren indgav, gentog resultaterne i rapporten, navnlig for så vidt angår den kemiske sektor, og indeholdt yderligere oplysninger om de tidligere amerikanske antidumpingprocedurer vedrørende citronsyre og navnlig konklusionerne i den seneste procedure, som blev offentliggjort i Issues and Decision Memorandum for the Final Results of Countervailing Duty Administrative Review: Citric Acid and Certain Citrate Salts den 7. december 2015. Ansøgeren henviste navnlig til konklusionerne vedrørende: præferencelån (lån til citronsyreindustrien fra statsejede banker med rentesatser under markedsrenten); nedsatte indkomstskatter (citronsyreindustrien drager fordel af reducerede indkomstskatter og opnår skattefradrag ved køb af indenlandsk udstyr); billigere adgang til råmaterialer, navnlig kemikalier, herunder svovlsyre, kaustisk soda, dampkul, calciumcarbonat eller kalksten; jord (resultater vedrørende brugsrettigheder til jord, der er opnået mod utilstrækkeligt vederlag); elektricitet (det amerikanske handelsministeriums konstatering af, at den undersøgte virksomhed fik leveret elektricitet mod utilstrækkeligt vederlag) samt subsidier i form af direkte overførsel af midler og en kompensation for miljøafgifter.

(50)

Som anført i henholdsvis betragtning 23 og 28 fremsatte GOC ikke bemærkninger eller fremlagde dokumentation, der støttede eller tilbageviste den eksisterende dokumentation i sagsakterne, herunder rapporten og den yderligere dokumentation fra ansøgeren, om forekomsten af væsentlige fordrejninger og/eller om det hensigtsmæssige i anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, i den foreliggende sag.

(51)

CCCMC indsendte bemærkninger i denne forbindelse som svar på indledningen af sagen på vegne af CCCMC's samarbejdsvillige medlemsproducenter.

(52)

For det første fremførte CCCMC, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er uforenelig med WTO-lovgivningen. Først hævdede CCCMC, at WTO's antidumpingaftale (»antidumpingaftalen«) ikke anerkender begrebet væsentlige fordrejninger i aftalens artikel 2.2, som kun tillader en beregning af den normale værdi, hvis der ikke finder salg sted i normal handel. CCCMC bemærkede, at denne artikel ikke nævner væsentlige fordrejninger, der gør det muligt at beregne den normale værdi. For det andet hævdede CCCMC, at selv hvis begrebet væsentlige fordrejninger var i overensstemmelse med WTO-lovgivningen, ville den beregnede værdi skulle beregnes i overensstemmelse med antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 og WTO's appelorgans fortolkning heraf i EU-Biodiesel (DS478). For det tredje gjorde CCCMC gældende, at selv om begrebet »normal handel« ikke er udtrykkeligt defineret i antidumpingaftalen, fremgår det af artikel 2.2.1, at salg af en vare kan anses for ikke at finde sted i normal handel og kun lades ude af betragtning, »hvis […] dette salg finder sted inden for en længere periode i betydelige mængder og til priser, som ikke giver mulighed for dækning af alle omkostninger […]«. For det fjerde fastsættes den normale værdi iflg. antidumpingaftalen på grundlag af de salgspriser eller omkostninger, der afspejler pris- eller omkostningsniveauet i oprindelseslandet. Den beregnede pris baseret på det repræsentative land kan derfor ikke afspejle pris- og omkostningsniveauet i eksportlandet. Ifølge CCCMC findes der ingen bestemmelse i WTO-lovgivningen, der giver mulighed for at anvende data fra et tredjeland.

(53)

Kommissionen fandt, at bestemmelsen i artikel 2, stk. 6a, er i fuld overensstemmelse med Den Europæiske Unions WTO-forpligtelser og den retspraksis, som CCCMC har henvist til. Det er Kommissionens opfattelse, i overensstemmelse med udtalelsen fra WTO-panelet og appelorganet i EU-Biodiesel (DS473), at de bestemmelser i grundforordningen, der gælder generelt for alle WTO-medlemmer, navnlig artikel 2, stk. 5, andet afsnit, tillader anvendelsen af data fra et tredjeland, behørigt justeret, når en sådan justering er nødvendig og begrundet. Væsentlige fordrejninger gør omkostninger og priser i eksportlandet uegnede til beregningen af den normale værdi. Under disse omstændigheder indeholder denne bestemmelse regler for beregningen af produktions- og salgsomkostninger på grundlag af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, herunder priser eller referenceværdier i et egnet repræsentativt land med samme udviklingsniveau som eksportlandet. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(54)

For det andet fremførte CCCMC, at der i den foreliggende sag ikke er noget bevis for væsentlige fordrejninger. Først gjorde CCCMC gældende, at ansøgerne ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at der forelå væsentlige fordrejninger, som kunne berettige en indledning i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 3, navnlig fordi beviserne var meget generelle og ikke specifikke for citronsyreindustrien. For det andet blev rapporten offentliggjort i december 2017, mens NUP i denne undersøgelse dækkede 2019. Den dokumentation, der blev indsamlet i rapporten, var derfor forældet og afspejlede ikke situationen i citronsyreindustrien i den foreliggende sag. For det tredje fandt appelorganet i sagen US — Countervailing Measures (China) (Article 21.5) (DS437), at »forekomsten af prisfordrejninger som følge af statslig indgriben skal fastslås og forklares tilstrækkeligt«, og at »afgørelsen […] skal træffes fra sag til sag«. CCCMC fremførte derfor, at rapporten var en uhensigtsmæssig kilde og ikke burde anvendes som dokumentation i citronsyreindustrien, da den beskriver fordrejninger i den bredere kemiske industri. For det fjerde fremførte CCCMC, at de amerikanske antidumpingprocedurer, som ansøgerne har nævnt, var irrelevante i denne sag, da de vedrører konklusioner, der blev truffet før NUP.

(55)

Som svar mindede Kommissionen om, at der i afsnit 4.1 i indledningsmeddelelsen henvises til en række elementer på det kinesiske citronsyremarked som dokumentation for, at markedet var påvirket af fordrejningerne i den kinesiske råvaresektor samt i den petrokemiske og kemiske sektor. Kommissionen mente derfor, at beviserne i indledningsmeddelelsen var tilstrækkelige til at berettige indledningen af en undersøgelse på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Selv om resultaterne af de dumpingundersøgelser, der er foretaget af myndighederne i andre lande, ikke automatisk udgør bevis for fordrejninger i EU's antidumpingundersøgelser, kan de desuden indeholde relevante beviselementer, som illustrerer, at der er visse afvigelser på det relevante marked i eksportlandet, som det var tilfældet i denne sag med hensyn til den kinesiske citronsyreindustri.

(56)

Med hensyn til argumentet om, at rapporten var forældet, mindede Kommissionen om, at der indtil videre ikke var blevet fremlagt dokumentation for, at rapporten er forældet. Tværtimod bemærkede Kommissionen navnlig, at de vigtigste politikdokumenter og beviser i rapporten, herunder de relevante femårsplaner og den gældende lovgivning for den undersøgte vare, stadig var relevante i NUP, og at hverken CCCMC eller andre parter har godtgjort, at dette ikke længere er tilfældet.

(57)

Kommissionen mindede desuden om, at sagen US — Countervailing Measures (China) (DS437) ikke vedrørte anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, som er det relevante retsgrundlag for fastsættelsen af den normale værdi i denne undersøgelse. Tvisten vedrørte en anden faktisk situation og omhandlede fortolkningen af WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og ikke antidumpingaftalen. Som forklaret i betragtning 49 og 55 vedrørte de fremlagte beviser under alle omstændigheder det kinesiske citronsyremarked og dermed den undersøgte vare i den foreliggende sag. Denne påstand blev derfor afvist.

(58)

Med hensyn til CCCMC's sidste argument om, at konklusionerne i de amerikanske antidumpingprocedurer var irrelevante i denne sag, bemærker Kommissionen, at de beviser fra ansøgeren, som er anført i indledningsmeddelelsen, også omfattede andre konklusioner end resultaterne af amerikanske undersøgelser, nemlig en række beviser baseret på rapporten. Disse beviser blev fundet tilstrækkelige til at berettige indledningen af en undersøgelse på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Selv om den amerikanske undersøgelse fandt sted før NUP, blev de bemærkninger, som ansøgerne fremsatte i forbindelse med indledningen af undersøgelsen, anvendt som yderligere underbyggende tegn på uregelmæssigheder på det kinesiske marked.

(59)

Desuden fremsatte CCCMC bemærkninger til det første notat om kilderne til fastsættelse af den normale værdi. I dette indlæg gentog CCCMC først de bemærkninger, der blev fremsat ved indledningen af proceduren. Dernæst hævdede parten, at i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), bør kun de produktions- og salgsomkostninger, der beviseligt er fordrejede, erstattes af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier. CCCMC bemærkede specifikt, at ansøgerne ikke havde bevist, at arbejdskraftomkostningerne i Kina var fordrejede, og at Kommissionen derfor burde have anvendt de faktiske arbejdskraftomkostninger som oplyst af de eksporterende producenter. CCCMC anførte, at det var urimeligt at erstatte arbejdskraftomkostningerne med arbejdskraftomkostningerne i et tredjeland, fordi de var påvirket af flere faktorer, såsom udbuds- og efterspørgselsforholdet på det pågældende marked, graden af automatisering i produktionen og råvareprisernes niveau i den region, hvor producenterne var beliggende. CCCMC tilføjede, at arbejdskraftomkostningerne ikke kun varierede mellem forskellige lande, men også mellem forskellige kinesiske producenter. Derudover bemærkede CCCMC, at energiomkostningerne varierede afhængigt af flere faktorer, herunder energitypen og dens tilgængelighed i området, teknologien til energiproduktion, forholdet mellem udbud og efterspørgsel osv. Derfor kan energipriserne i et land ikke afspejle energiprisniveauet under normale markedsvilkår i et andet land.

(60)

Kommissionen bemærkede, at når det er fastslået, at det som følge af forekomsten af væsentlige fordrejninger i eksportlandet, jf. artikel 2, stk. 6a, litra b), ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i eksportlandet, kan Kommissionen beregne den normale værdi på grundlag af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier i et egnet repræsentativt land for hver eksporterende producent, jf. artikel 2, stk. 6a, litra a). Artikel 2, stk. 6a, litra a), giver kun mulighed for at anvende omkostninger på hjemmemarkedet, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at de ikke er fordrejede. Det kunne imidlertid ikke fastslås, at de enkelte arbejdskraft- og energiomkostninger og/eller andre inputomkostninger ved produktion og salg af den undersøgte vare ikke var fordrejede i lyset af den foreliggende dokumentation. Som det fremgår af afsnit 3.2.1.1-3.2.1.9, har Kommissionen fastslået, at der foreligger væsentlige fordrejninger i citronsyreindustrien, og der blev ikke fremlagt positive beviser for, at produktionsfaktorerne hos de enkelte eksporterende producenter ikke var fordrejede.

(61)

Under alle omstændigheder var beregningen af arbejdskraft- og energiomkostningerne baseret på den mængde arbejdskraft og energi, der er anvendt i fremstillingsprocessen som angivet af de eksporterende producenter. Mængden af arbejdskraft og energi svarede således til de kinesiske producenters reelle anvendelse af disse faktorer, mens kun arbejdskraft- og energiomkostningerne blev erstattet af den ikke-fordrejede værdi fra det repræsentative land. Selv om arbejdskraft- og energiomkostningerne ganske vist til en vis grad kan variere mellem forskellige geografiske områder, anvender Kommissionen kun omkostninger, som ikke er genstand for fordrejninger i et passende repræsentativt land i overensstemmelse med artikel 2, stk. 6a, litra a). Kommissionen offentliggjorde to notater til sagsakterne om produktionsfaktorerne, der giver parterne rig mulighed for at fremsætte bemærkninger, herunder ved at pege på eventuelle afvigelser eller andre overvejelser, der kan påvirke dem i de(t) eller de repræsentativ(e) land(e). I den forbindelse har de interesserede parter ikke sat spørgsmålstegn ved arbejdskraft- og/eller energiomkostningsniveauet i det relevante repræsentative land, jf. notatet af 30. november 2020. Disse påstande blev derfor afvist.

(62)

For det tredje bemærkede CCCMC, at vurderingen af, om der foreligger væsentlige fordrejninger, bør foretages særskilt for hver eksporterende producent, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a). Kommissionen var derfor forpligtet til at analysere situationen for hver af de stikprøveudtagne kinesiske producenter og afgøre, om nogen af faktorerne for produktions- og salgsomkostninger er fordrejede for hver af dem.

(63)

Kommissionen bemærkede, at de væsentlige fordrejninger, der giver anledning til anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er konstateret på nationalt plan og derfor finder anvendelse på alle eksporterende producenter i det pågældende land, sådan som det er tilfældet her. Som nævnt i betragtning 60 giver den samme bestemmelse i grundforordningen under alle omstændigheder mulighed for at anvende omkostninger på hjemmemarkedet, hvis det påvises, at de ikke påvirkes af væsentlige fordrejninger, og de anvendes da til beregningen af den normale værdi. Påstanden blev derfor afvist.

(64)

I særskilte indlæg gentog de eksporterende producenter Weifang Ensign Industry, RZBC og Jiangsu Guoxin Union Energy CCCMC's påstande vedrørende det første notat. I et indlæg fra COFCO Bio-Chemical Energy (Yushu) bemærkede denne eksporterende producent desuden, at anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er i strid med bestemmelserne i artikel 2.2 i antidumpingaftalen.

(65)

Kommissionen bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt artikel 2, stk. 6a, er forenelig med WTO-lovgivningen, allerede er uddybet i betragtning 53.

(66)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremsatte CCCMC og Weifang Ensign Industry, RZBC og Jiangsu Guoxin Union Energy (»de tre eksporterende producenter«) en række bemærkninger til forekomsten af væsentlige fordrejninger.

(67)

For det første gentog CCCMC og de tre eksporterende producenter påstanden om, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er uforenelig med antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 og 2.2 og med konklusionerne i følgende WTO-sager: EU — Biodiesel (Argentina) (panelets og appelorganets konklusioner), EU-Biodiesel (Indonesien) (panelets konklusioner), Ukraine — Ammonium Nitrate (panelets og appelorganets konklusioner), Australia — Copy Paper (panelets konklusioner) og EU — Cost Adjustment Methodologies (panelets konklusioner). Disse parter henviser specifikt til konklusionerne i sidstnævnte panelrapport, nemlig det forhold at den russiske regerings påståede indgriben/markedsfordrejning ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at de eksporterende producenters optegnelser ikke i tilstrækkelig grad afspejlede de omkostninger, der var forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.

(68)

Kommissionen mindede om, at ingen af de ovennævnte WTO-sager vedrørte anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og betingelserne for dens anvendelse. Desuden adskiller de underliggende faktiske situationer i disse tilfælde sig alle fra den underliggende situation og de kriterier, der ligger til grund for anvendelsen af metoden i henhold til denne bestemmelse i grundforordningen. Med hensyn til WTO-tvisten »EU — Cost Adjustment Methodologies« mindede Kommissionen om, at både Unionen og Rusland appellerede panelets konklusioner, som derfor ikke er endelige og derfor ifølge WTO's faste retspraksis ikke har nogen retlig status i GATT- eller WTO-systemet, da de ikke er blevet vedtaget ved afgørelser truffet af de kontraherende parter i GATT-aftalen eller af WTO-medlemmer. Under alle omstændigheder anså panelrapporten specifikt bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, for at falde uden for tvistens genstand. Panelet fandt, at disse bestemmelser er af et andet indhold og har andre retlige virkninger end bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 5, som var genstand for tvisten, og at bestemmelserne i artikel 2, stk. 6a, ikke erstattede sidstnævnte, da de blev indført (18). Konklusionerne i ovennævnte sager er derfor ikke relevante for anvendelsen af artikel 2, stk. 6a, som er en ny bestemmelse og aldrig har været genstand for nogen WTO-procedure, og den erstatter ikke artikel 2, stk. 5, og/eller artikel 2, stk. 3. Disse konklusioner har derfor ingen betydning for vurderingen af, om artikel 2, stk. 6a, er forenelig med de relevante WTO-regler. Påstanden blev derfor afvist.

(69)

For det andet fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at til trods for at WTO-konklusionerne i betragtning 67 udgør en integreret del af EU's konklusioner vedrørende den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, indeholdt fremlæggelsen af oplysninger ingen begrundelse for, hvordan denne bestemmelse overholdt bestemmelserne i antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 og de tilsvarende bestemmelser i grundforordningens artikel 2, stk. 5. Fremlæggelsen af oplysninger angav heller ikke nogen forbindelse mellem artikel 2, stk. 6a, og en potentiel »særlig markedssituation« som omhandlet i antidumpingaftalens artikel 2.2 og de tilsvarende bestemmelser i grundforordningens artikel 2, stk. 3. Desuden hævdede CCCMC og de tre eksporterende producenter, at Kommissionen ikke havde forklaret, hvordan dens anvendelse af data fra tredjelande ville være berettiget i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit. CCCMC og de tre eksporterende producenter hævdede derfor, at Kommissionen ikke havde forklaret den retlige sammenhæng mellem artikel 2, stk. 6a, og den citerede WTO-retspraksis.

(70)

Kommissionen mindede først om, at bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 5, og artikel 2, stk. 3, finder anvendelse på antidumpingundersøgelser, forudsat at de relevante betingelser i disse respektive bestemmelser er opfyldt. Derimod vedrører bestemmelserne i artikel 2, stk. 6a, det specifikke tilfælde af undersøgelser af varer med oprindelse i lande, hvor forekomsten af væsentlige fordrejninger er blevet bekræftet, og hvor forekomsten af væsentlige fordrejninger gør omkostningerne og priserne på hjemmemarkedet uegnede til beregningen af den normale værdi. Den procedure, der anvendes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og vurderingens indhold adskiller sig derfor fra proceduren i grundforordningens 2, stk. 3 og 5. I deres påstand antager CCCMC og de tre eksporterende producenter, at bestemmelserne i artikel 2, stk. 6a, nødvendigvis er knyttet til bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 5, og artikel 2, stk. 3, og hævder derfor, at Kommissionen bør begrunde anvendelsen af metoden i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, og/eller artikel 2, stk. 3. Denne antagelse fra CCCMC's og de tre eksporterende producenters side var rent spekulativ, da grundforordningens artikel 2, stk. 6a, fastsætter, at når de relevante betingelser for dens anvendelse er opfyldt, skal metoden i denne artikel anvendes. Der er ingen krav i denne bestemmelse om at foretage en supplerende juridisk analyse i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, og/eller artikel 2, stk. 5, endsige den underliggende retspraksis, sådan som CCCME og de tre eksporterende producenter fejlagtigt hævder. Disse bestemmelser er uafhængige af hinanden. Denne påstand blev derfor afvist.

(71)

For det tredje hævdede CCCMC og de tre eksporterende producenter, at panelets konklusioner i sagen »EU — Cost Adjustment Methodologies« vedrørende anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, også finder anvendelse på artikel 2, stk. 6a. Desuden fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at fremlæggelsen af oplysninger ikke henviste til justeringer af de colombianske data for at afspejle produktionsomkostningerne i Kina, hvilket ville være et påkrævet skridt i henhold til antidumpingaftalens artikel 2.2, som omfatter en justering af alle oplysninger fra tredjelande, som den undersøgende myndighed anvender med henblik på at afspejle produktionsomkostningerne i oprindelseslandet.

(72)

Som svar herpå bemærkede Kommissionen, som allerede forklaret i betragtning 68 og 70, at konklusionerne i de hidtidige WTO-undersøgelser, herunder »EU — Cost Adjustment Methodologies«, ikke specifikt vedrørte anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, men grundforordningens artikel 2, stk. 5. Frem for alt er konklusionerne i den pågældende tvist endnu ikke endelige, da både Unionen og Rusland har appelleret dem, og de har derfor ifølge WTO's faste retspraksis ikke har nogen retlig status i GATT- eller WTO-systemet, da de ikke er blevet vedtaget ved afgørelser truffet af de kontraherende parter i GATT-aftalen eller af WTO-medlemmer. Endvidere fremgik det udtrykkeligt af denne panelrapport, at de respektive bestemmelser ikke er af samme substans og har andre retlige virkninger end artikel 2, stk. 6a. Som forklaret i betragtning 53 og yderligere uddybet i betragtning 74 tillader den relevante WTO-retspraksis, at der anvendes data fra et tredjeland, hvis det er berettiget. Med hensyn til de colombianske data baserer CCCMC og de tre eksporterende producenter endnu engang deres påstand på en blanding af bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og grundforordningens artikel 2, stk. 3. Som nærmere forklaret nedenfor i afsnit 3.3-3.8 i denne forordning og i de specifikke fremlæggelser af oplysninger har Kommissionen anvendt de relevante data i Colombia (eller fra andre kilder for visse produktionsfaktorer) i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Der er foretaget visse justeringer af den relevante værdi for at nå frem til ikke-fordrejede priser eller referenceværdier med henblik på at beregne den normale værdi. Denne påstand blev derfor afvist.

(73)

For det fjerde fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at Kommissionens konklusion om sandsynligheden for fortsat dumping i betragtning 170-186 i fremlæggelsen af oplysninger og dens hensigt om at opretholde de eksisterende foranstaltninger ikke var legitim i lyset af panelets konklusioner i sagen om »EU — Cost Adjustment Methodologies« vedrørende anvendelsen af antidumpingaftalens artikel 11, stk. 3. CCCMC og de tre eksporterende producenter opfordrede indtrængende Kommissionen til i detaljer at forklare og begrunde sin retlige påstand i betragtning 53 i fremlæggelsen af oplysninger om, at metoden baseret på grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i antidumpingaftalen og gældende retspraksis.

(74)

Endnu en gang fremhæver Kommissionen, at konklusionerne i den pågældende WTO-panelrapport ikke er endelige, da både Unionen og Rusland har appelleret dem, og de har derfor ifølge WTO's faste retspraksis ikke nogen retlig status i GATT- eller WTO-systemet, da de ikke er blevet vedtaget ved afgørelser truffet af de kontraherende parter i GATT-aftalen eller af WTO-medlemmer. Endvidere fastslog panelet udtrykkeligt, at artikel 2, stk. 6a, faldt uden for dets mandat i betragtning af bestemmelsens anderledes indhold og retlige virkninger i forhold til artikel 2, stk. 5. Som forklaret i betragtning 53 var det Kommissionens opfattelse, i overensstemmelse med udtalelsen fra WTO-panelet og appelorganet i WTO-sagen EU-Biodiesel (DS473), at de bestemmelser i grundforordningen, der gælder generelt for alle WTO-medlemmer, navnlig artikel 2, stk. 5, andet afsnit, tillader anvendelsen af data fra et tredjeland, behørigt justeret, når en sådan justering er nødvendig og begrundet. Da der ikke er nogen specifikke konklusioner fra WTO's tvistbilæggelsesorgan vedrørende bestemmelserne i artikel 2, stk. 6a, fandt Kommissionen, at hvis resultaterne i EU-Biodieselsagen (DS473) anses for at være relevante i den anderledes kontekst og situation, der falder ind under antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 6a, ville de under alle omstændigheder være i fuld overensstemmelse med muligheden for at anvende data fra et andet land til at tilvejebringe ikke-fordrejede værdier i et egnet repræsentativt land. Dette argument blev derfor afvist.

(75)

For det femte fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at der siden udløbet af WTO's tiltrædelsesprotokol for Kina i december 2016 ikke er noget retsgrundlag i WTO for at anvende en beregning af den normale værdi uden for rammerne af WTO's antidumpingaftale. Unionen er derfor bundet af sine internationale forpligtelser til nøje at overholde de bestemmelser i antidumpingaftalens artikel 2, der vedrører fastsættelsen af den normale værdi.

(76)

Kommissionen mindede indledningsvis om, at i antidumpingprocedurer vedrørende varer fra Kina, finder de dele af afsnit 15 i Kinas tiltrædelsesprotokol til WTO, der ikke er udløbet, fortsat anvendelse ved fastsættelsen af den normale værdi, både for så vidt angår den markedsøkonomiske standard, og for så vidt angår anvendelsen af en metode, der ikke er baseret på en streng sammenligning med kinesiske priser eller omkostninger. Kommissionen mindede desuden om, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2321 (19) med henvisning til artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som retsgrundlag. Som også præciseret i betragtning 53 er bestemmelserne i artikel 2, stk. 6a, fuldt ud i overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser, herunder de relevante WTO-regler. Da Kommissionen i afsnit 3.2.1 har konkluderet, at det er hensigtsmæssigt at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 6a, i forbindelse med denne undersøgelse, og denne bestemmelse er i fuld overensstemmelse med WTO-reglerne, blev denne påstand afvist.

(77)

For det sjette anførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at konklusionerne i undersøgelsen i det store og hele var baseret på Kommissionens rapport fra 2017, som ikke specifikt vedrører citronsyresektoren, men mere generelt den bredere kemiske sektor, råvaremarkederne i forudgående led og/eller dele af den kinesiske økonomi og den kinesiske regerings politikker, som tydeligvis ikke er specifikke for citronsyresektoren. CCCMC og de tre eksporterende producenter bemærkede i den forbindelse, at Kommissionen ifølge WTO's appelorgans konklusioner i sagen »US — Countervailing Measures« er forpligtet til at foretage en individuel konstatering af eventuelle fordrejninger. CCCMC og de tre eksporterende producenter tilføjede, at de ikke var enige i Kommissionens påstand om, at disse konklusioner er irrelevante i denne sag, fordi de vedrører WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (»SCM-aftalen«). CCCMC og de tre eksporterende producenter understregede, at disse konklusioner også er relevante i den foreliggende sag.

(78)

Kommissionen mindede om, at i henhold til SCM-aftalen behandles baggrunden for fordrejningerne specifikt med hensyn til den subsidiering, de giver anledning til, og som er til fordel for de eksporterende producenter. Konsekvensen af denne procedure er anvendelsen af en udligningstold, der specifikt er beregnet på grundlag af omfanget af den skadevoldende subsidiering, som en undersøgende myndighed har konstateret. I antidumpingsammenhæng fokuserer analysen inden for rammerne af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, derimod ikke på, om disse fordrejninger udgør et udligningsberettiget subsidie og opfylder de relevante betingelser, men på, om de er væsentlige, jf. artikel 2, stk. 6a, litra b), og dermed begrunder anvendelsen af den metode til beregning af den normale værdi, der er omhandlet i denne bestemmelse. Den underliggende lovgivning og kontekst samt den underliggende situation er forskellige, tjener forskellige formål og giver anledning til forskellige retsvirkninger. Kommissionen fastholdt derfor sit synspunkt om, at konklusionerne i ovennævnte sag ikke er relevante for den nuværende undersøgelse, og afviste derfor denne påstand.

(79)

Med hensyn til argumentet om, at Kommissionens rapport fra 2017 ikke indeholder et specifikt kapitel om citronsyre, bemærkede Kommissionen, at forekomsten af væsentlige fordrejninger, der giver anledning til anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, ikke er knyttet til eksistensen af et specifikt sektorkapitel, der dækker den undersøgte vare. I rapporten beskrives forskellige typer af tværgående fordrejninger i Kina, som finder sted i hele den kinesiske økonomi og påvirker priserne og/eller råmaterialerne til og produktionsomkostningerne ved den undersøgte vare. Desuden er rapporten ikke den eneste kilde til dokumentation, som Kommissionen anvender til sin afgørelse, da der findes yderligere undersøgelseselementer, der anvendes til dette formål. Som forklaret i afsnit 3.2.1.2-3.2.1.9 er citronsyreindustrien underlagt en række statslige indgreb, der er beskrevet i rapporten (omfattet af femårsplaner og andre dokumenter, fordrejninger af råmaterialepriserne, finansielle fordrejninger osv.), som udtrykkeligt er anført og uddybet i denne forordning. Betragtning 94, 97, 100 og 101 i denne forordning indeholder desuden detaljerede oplysninger om en række fordrejninger, der finder sted i citronsyresektoren og/eller vedrører dens råmaterialer og input ud over de væsentlige fordrejninger, der allerede er indeholdt i rapporten. Markedsforholdene og de underliggende politikker og planer, der giver anledning til væsentlige fordrejninger, gælder stadig i citronsyresektoren og for dennes produktionsomkostninger til trods for, at rapporten blev offentliggjort i december 2017. Ingen af parterne fremlagde beviser, der kunne omstøde disse konklusioner. Derfor blev dette argument afvist.

(80)

For det syvende fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at selv om Kommissionen nævnte forskellige vejledende statslige retningslinjer og gennemførelsesbestemmelser, som giver mulighed for og endda udtrykkeligt kan foreskrive statslige indgreb i økonomien, har Kommissionen ikke påvist, at der foreligger faktiske fordrejninger som følge heraf. CCCMC og de tre eksporterende producenter tilføjede, at »forekomsten af prisfordrejninger som følge af statslig indgriben skal fastslås og forklares tilstrækkeligt«, og at »afgørelsen […] skal træffes fra sag til sag«, jf. appelorganets konklusioner i sagen »US — Countervailing Measures«. CCCMC og de tre eksporterende producenter hævdede endvidere, at Kommissionens analyse af prisfordrejninger skal foretages for hver enkelt producent og for hver enkelt omkostning, da eventuelle statslige indgreb f.eks. kan finde sted på forskellige forvaltningsniveauer og i forskellige regioner af landet, hvorved de ikke påvirker alle producenter af den undersøgte vare i samtlige dele af lande på samme måde.

(81)

Kommissionen mindede om, at den ved vurderingen af, om der foreligger væsentlige fordrejninger, skal tage hensyn til de »mulige påvirkninger« af de forhold, der er anført i nævnte artikel, jf. artikel 2, stk. 6a, litra b). Konklusionerne i afsnit 3.2.1.2-3.2.1.9 i denne forordning viser, at de kinesiske citronsyreproducenter har præferentiel adgang til statslig finansiering, og at der er landsdækkende fordrejninger med hensyn til alle seks forhold, der tyder på fordrejninger, jf. artikel 2, stk. 6a, litra b). Forekomsten af sådanne fordrejninger i sektoren er derfor relevant for vurderingen af, om der foreligger fordrejninger i henhold til artikel 2, stk. 6a, litra b). Kommissionen mindede endvidere om, at uanset om de eksporterende producenter reelt er berørt af direkte statslig indgriben, såsom modtagelse af subsidier, er deres leverandører eller andre aktører, der er involveret i produktionen af den pågældende vare i forudgående eller efterfølgende markedsled, sandsynligvis blevet påvirket af statslig indgriben, såsom præferentiel adgang til finansiering, hvilket er en yderligere indikator for, at priser eller omkostninger ikke er et resultat af frie markedskræfter. Vedrørende henvisningen til WTO's konklusioner i sagen »US — Countervailing measures«, som forklaret i betragtning 57 og 78, gentager Kommissionen, at de ikke er relevante i forbindelse med denne undersøgelse, da de vedrører antisubsidieaftalen og under alle omstændigheder ikke ændrer konklusionerne om, at der foreligger væsentlige fordrejninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Påstanden blev derfor afvist.

(82)

Sluttelig fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter vedrørende henvisninger til regeringens politikker eller planer og med hensyn til påstået statslig indgriben i citronsyresektoren specifikt, at der i fremlæggelsen af oplysninger konsekvent manglede henvisninger til tilfælde af faktisk statslig indgriben i de kinesiske citronsyreproducenters aktiviteter med det resultat, at disse producenters priser blev fordrejet. Som eksempel citerede CCCMC og de tre eksporterende producenter den statslige plan, der er nævnt i betragtning 76 i fremlæggelsen af oplysninger, hvori citronsyreproducenterne tilskyndes til at skabe større virksomheder ved hjælp af fusioner og omstruktureringer. CCCMC og de tre eksporterende producenter hævdede, at den nævnte plan kun vedrører visse provinser, regioner eller produktionsområder, hvilket betyder, at selv tilskyndelsen ikke udvides til at omfatte alle producenter i hele Kina, hvilket igen ville berettige en analyse og fremlæggelse af oplysninger for hver enkelt producent. Desuden tilføjede CCCMC og de tre eksporterende producenter, at simpel »tilskyndelse« ikke svarer til en faktisk indgriben med krav om fusioner/omstruktureringer, og at Kommissionen undlod at give eksempler på faktisk indgriben. Endelig fremførte CCCMC og de tre eksporterende producenter, at det samme dokument omfattede andre foranstaltninger, såsom anvendelsen af miljøbeskyttelsesstandarder, kontrol af indsats for renere produktion og omfattende forbedringer af energibesparelse og emissionsreduktion, reduktion af energi- og vandforbruget samt fremme af ren produktion og genindvinding. Anvendelsen af alle disse foranstaltninger ville med rimelighed være mere effektiv, hvis produktionsenhederne er større, hvilket der tilskyndes til.

(83)

Kommissionen mindede om, at regeringens »tilskyndelse« til visse foranstaltninger, såsom fusioner og omstruktureringer med henblik på at skabe større konglomerater, ikke blot er tomme erklæringer og henstillinger, men at de officielle planer indeholder reelle økonomiske incitamenter til støtte for regeringens anbefalinger (se navnlig afsnit 3.2.1.8 og betragtning 110). Selv om den kinesiske regering på grundlag af sin plan ikke ville tvinge eller forpligte virksomhederne til at samle sig i større enheder, hvilket ikke er tilfældet, er der under alle omstændigheder visse finansielle fordele eller gunstige lånevilkår for de virksomheder, der beslutter at følge planens anbefalinger, og de frie markedskræfter, som ville styre virksomhederne uden disse planer, fordrejes dermed. Under alle omstændigheder viser analysen og konklusionerne i afsnit 3.2.1.2-3.2.1.9 i denne forordning klart, at der forekommer væsentlige fordrejninger i citronsyresektoren, og at de sandsynligvis påvirker leverandørerne af råmaterialer til producenterne af den pågældende vare.

(84)

Kommissionen undersøgte dernæst, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at anvende hjemmemarkedspriser og -omkostninger i Kina, da der foreligger væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b). Kommissionen gjorde dette på grundlag af de foreliggende oplysninger i sagsakterne, herunder den dokumentation, der er indeholdt i rapporten, og som er baseret på offentligt tilgængelige kilder. Denne analyse omfattede undersøgelsen af de betydelige statslige indgreb i Kinas økonomi i almindelighed, men også den specifikke markedssituation i den relevante sektor, herunder den undersøgte vare. På dette grundlag blev disse påstande afvist.

3.2.1.2.   Væsentlige fordrejninger, som påvirker priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i Kina

(85)

Det kinesiske økonomiske system er baseret på idéen om en »socialistisk markedsøkonomi«. Dette koncept er nedfældet i den kinesiske forfatning og er afgørende for Kinas økonomiske styring. Det centrale princip er det »socialistiske offentlige ejerskab af produktionsmidlerne, dvs. at ejendomsretten tilhører hele befolkningen samt arbejdernes kollektive ejerskab«. Den statsejede økonomi er den »førende kraft inden for den nationale økonomi«, og staten har mandat til »at sikre dens konsolidering og vækst« (20). Den generelle struktur i den kinesiske økonomi giver derfor ikke blot mulighed for en væsentlig statslig indgriben i økonomien, men sådanne indgreb er udtrykkeligt bemyndiget. Princippet om, at offentligt ejerskab har forrang over det private, gennemsyrer hele retssystemet og fremhæves som et generelt princip i alle centrale retsakter. Den kinesiske formueret er et godt eksempel: Den henviser til, at Kina befinder sig i socialismens primære fase og pålægger staten at opretholde det grundlæggende økonomiske system, hvor offentligt ejerskab spiller en dominerende rolle. Andre former for ejerskab tolereres, og loven tillader disse at udvikle sig side om side med statsligt ejerskab (21).

(86)

I henhold til kinesisk lovgivning udvikles den socialistiske markedsøkonomi desuden under ledelse af det kinesiske kommunistparti (»CCP«). Strukturerne i den kinesiske stat og i CCP er indbyrdes forbundne på alle niveauer (juridiske, institutionelle og personlige) og danner en strukturel overbygning, hvor CCP's og statens roller ikke kan skelnes fra hinanden. Efter en ændring af den kinesiske forfatning i marts 2018 fik CCP en endnu mere fremtrædende rolle, fordi den blev genbekræftet i teksten til forfatningens artikel 1. Efter det eksisterende første punktum i bestemmelsen: »[d]et socialistiske system er Folkerepublikken Kinas grundlæggende system«, blev der indsat et nyt andet punktum med følgende ordlyd: »[d]et, der kendetegner socialisme med kinesiske karakteristika, er, at det ledes af det kinesiske kommunistparti« (22). Dette illustrerer den uanfægtede og stadigt voksende kontrol, som CCP udøver over Kinas økonomiske system. Denne ledelse og kontrol er en naturlig del af det kinesiske system og rækker langt videre end det, der normalt gør sig gældende i andre lande, hvor regeringen udøver generel makroøkonomisk kontrol, men markedskræfterne dog har frit spil inden for visse grænser.

(87)

Den kinesiske stat fører en interventionistisk økonomisk politik og forfølger mål, der er sammenfaldende med CCP's politiske dagsorden i stedet for at afspejle de fremherskende økonomiske forhold på et frit marked (23). De kinesiske myndigheder har mange forskellige interventionistiske økonomiske værktøjer, herunder systemet med industriplanlægning, det finansielle system samt de reguleringsmæssige rammer.

(88)

For det første styres den kinesiske økonomis retning af et komplekst system med industriplanlægning for så vidt angår den overordnede administrative kontrol, hvilket påvirker alle økonomiske aktiviteter i landet. Disse planer omfatter tilsammen et vidtgående og komplekst netværk af sektorer og tværgående politikker og findes på alle forvaltningsniveauer. Planerne på provinsniveau er detaljerede, mens nationale planer normalt har noget bredere mål. I planerne præciseres også de midler, der skal støtte de relevante industrier/sektorer, samt de tidsrammer, inden for hvilke målsætningerne skal nås. Nogle planer indeholder dog stadig eksplicitte mål for output, hvilket var et fast element i tidligere planlægningscyklusser. I henhold til planerne udpeges individuelle industrisektorer og/eller -projekter som (positive eller negative) prioriteter i overensstemmelse med regeringens prioriteter, og de tildeles specifikke udviklingsmål (industriel opgradering, international ekspansion osv.). Erhvervsdrivende, både private og statsejede, skal foretage en effektfuld tilpasning af deres forretningsaktiviteter til de faktiske forhold, der følger af planlægningssystemet. Dette skyldes ikke kun planernes bindende karakter, men også, at de relevante kinesiske myndigheder på alle forvaltningsniveauer overholder planerne og anvender deres beføjelser i overensstemmelse hermed, hvilket tvinger de erhvervsdrivende til at overholde de prioriteter, der er nedfældet i planerne (se også afsnit 3.2.1.5) (24).

(89)

For det andet er Kinas finansielle system domineret af statsejede forretningsbanker, hvad angår tildelingen af finansielle ressourcer. Når disse banker udformer og gennemfører deres udlånspolitik, skal de tilpasse sig regeringens industripolitikmål i stedet for primært at vurdere de økonomiske fordele ved et bestemt projekt (se også afsnit 3.2.1.8) (25). Det samme gælder for de øvrige dele af det kinesiske finansielle system, som f.eks. aktiemarkederne, obligationsmarkederne, private egenkapitalmarkeder osv. Desuden er disse dele af den finansielle sektor, bortset fra banksektoren, institutionelt og operationelt udformet på en måde, der ikke er gearet til at sikre den mest effektive drift af finansmarkederne, men til at sikre kontrol og tillade, at staten og CCP griber ind (26).

(90)

For det tredje er der gennem de lovgivningsmæssige rammer mange muligheder for statslig indgriben i økonomien. For eksempel anvendes reglerne om offentlige udbud regelmæssigt til at forfølge andre politiske mål end økonomisk effektivitet, hvilket underminerer de markedsbaserede principper i området. Det fastsættes specifikt i den gældende lovgivning, at offentlige udbud skal gennemføres for at gøre det lettere at nå de mål, der er opstillet i henhold til statens politikker. Disse mål er imidlertid ikke defineret nærmere, hvilket giver de beslutningstagende organer en bred skønsmargen (27). På investeringsområdet har GOC ligeledes en betydelig kontrol over og indflydelse på, hvor og i hvilket omfang, der skal foretages både statslige og private investeringer. Screening af investeringer samt forskellige incitamenter, restriktioner og forbud i forbindelse med investeringer anvendes af myndighederne som et vigtigt redskab til at støtte industripolitiske mål, såsom opretholdelse af den statslige kontrol med nøglesektorer eller styrkelse af indenlandsk industri (28).

(91)

Alt i alt er den kinesiske økonomiske model baseret på visse grundlæggende aksiomer, som giver mulighed for og tilskynder til mange forskellige statslige indgreb. Sådanne betydelige statslige indgreb er i strid med markedskræfternes frie spil og resulterer i en fordrejning af en virkningsfuld ressourceallokering i overensstemmelse med markedsprincipperne (29).

3.2.1.3.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), første led: at det pågældende marked i vid udstrækning dækkes af virksomheder, der drives under ejerskab, kontrol, politisk tilsyn eller politisk vejledning fra eksportlandets myndigheders side

(92)

I Kina udgør virksomheder, der opererer under statens ejerskab, kontrol og politiske tilsyn eller politiske vejledning, en væsentlig del af økonomien.

(93)

GOC og CCP opretholder strukturer, der sikrer deres fortsatte indflydelse på virksomheder og navnlig statsejede virksomheder. Ikke nok med, at staten (og i mange henseender også CCP) aktivt udformer og fører tilsyn med gennemførelsen af generelle økonomiske politikker i de enkelte statsejede virksomheder, den forbeholder sig også ret til at deltage i de statsejede virksomheders operationelle beslutningstagning. Dette sker typisk gennem en rotation af ledere mellem offentlige myndigheder og statsejede virksomheder, gennem partimedlemmers deltagelse i statsejede virksomheders forvaltningsorganer og gennem particellers tilstedeværelse i virksomheder (se også afsnit 3.2.1.4) samt gennem udformningen af selskabsstrukturen i sektoren for statsejede virksomheder (30). Til gengæld nyder statsejede virksomheder godt af en særlig status i den kinesiske økonomi, hvilket medfører en række økonomiske fordele, navnlig beskyttelse mod konkurrence og præferenceadgang til relevant input, herunder finansiering (31). De elementer, der tyder på, at der udøves offentlig kontrol med virksomheder i citronsyreindustrien, uddybes i afsnit 3.2.1.4.

(94)

Særlig i citronsyresektoren er der tydeligvis en vis grad af ejerskab fra GOC's side. Undersøgelsen viste, at mindst tre af de eksporterende producenter, COFCO, Jiangsu Guoxin Union Energy og Laiwu Taihe, er statsejede virksomheder. Ifølge den 13. femårsplan for korn- og olieforarbejdning tilskyndes citronsyreindustrien desuden til at skabe større virksomheder gennem fusioner og omstruktureringer (32). Denne tilskyndelse er et bevis på, at regeringen er involveret i industrianliggender.

(95)

På grund af den høje grad af statslig indgriben i citronsyreindustrien og den store del af statsejede virksomheder i denne sektor er selv privatejede producenter forhindret i at operere på markedsvilkår. Både statsejede og privatejede virksomheder i citronsyresektoren er faktisk underlagt politisk tilsyn og vejledning som beskrevet i afsnit 3.2.1.5.

3.2.1.4.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), andet led: statslig tilstedeværelse i virksomheder, som muliggør statslig indgriben med hensyn til priser eller omkostninger

(96)

Ud over at udøve kontrol med økonomien gennem ejerskab af statsejede virksomheder og andre værktøjer er GOC i stand til at påvirke priser og omkostninger gennem statslig tilstedeværelse i virksomheder. Selv om de relevante statslige myndigheders ret til at udpege og fjerne nøglepersoner i ledelsen hos statsejede virksomheder, som fastsat i den kinesiske lovgivning, kan anses for at afspejle de tilsvarende ejendomsrettigheder (33), er CCP-celler i virksomhederne, hvad enten det er statsejede eller private, en anden måde, hvorpå staten kan gribe ind i forretningsmæssige beslutninger. Ifølge Kinas selskabsret skal der oprettes en CCP-organisation i alle virksomheder (med mindst tre CCP-medlemmer jf. CCP's forfatning (34)), og den enkelte virksomhed skal skabe de nødvendige betingelser for partiorganisationens aktiviteter. Tidligere er dette krav tilsyneladende ikke altid blevet fulgt eller håndhævet strengt. CCP har imidlertid mindst siden 2016 styrket sine krav om at kontrollere forretningsmæssige beslutninger truffet i statsejede virksomheder som et politisk princip. Det berettes også, at CCP udøver pres på private virksomheder for at få dem til at prioritere »patriotisme« og til at følge partidisciplinen (35). I 2017 blev det oplyst, at der fandtes particeller i 70 % af omkring 1,86 millioner privatejede virksomheder, og at CCP-organisationerne i stigende grad pressede på for at få det sidste ord i forretningsmæssige beslutninger i deres respektive virksomheder (36). Disse regler finder generel anvendelse i hele den kinesiske økonomi, i alle sektorer, herunder på producenter af citronsyre og leverandørerne af inputmaterialer hertil.

(97)

Især i citronsyresektoren ejes nogle producenter af staten som allerede anført. Undersøgelsen viste endvidere, at fem af citronsyreproducenterne, herunder Cofco, Weifang Ensign, RZBC, Jiangsu Guoxin og Laiwu Taihe Biochemistry, har CPP-forbindelser blandt den øverste ledelse samt partiopbygningsaktiviteter.

(98)

Statens tilstedeværelse og indgreb på finansmarkederne (se også afsnit 3.2.1.8) samt med hensyn til leveringen af råmaterialer og input har endvidere en yderligere fordrejende virkning på markedet (37). Statens tilstedeværelse i virksomheder, herunder statsejede virksomheder, i citronsyresektoren og i andre sektorer (såsom finans- og inputsektorer) gør det således muligt for GOC at påvirke priser og omkostninger.

3.2.1.5.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), tredje led: politiske tiltag eller foranstaltninger, der særbehandler til fordel for leverandører på hjemmemarkedet eller på anden måde påvirker de frie markedskræfter

(99)

I hvilken retning den kinesiske økonomi bevæger sig, afhænger i høj grad af et omfattende planlægningssystem, der opstiller prioriteter og fastsætter de mål, som de centrale og lokale myndigheder skal fokusere på. Der findes relevante planer på alle forvaltningsniveauer, som dækker stort set alle økonomiske sektorer. De mål, der er fastsat i planlægningsinstrumenterne, er bindende, og myndighederne på hvert administrativt niveau overvåger gennemførelsen af planerne på de tilsvarende lavere forvaltningsniveauer. Overordnet set resulterer planlægningssystemet i Kina i, at ressourcerne kanaliseres til sektorer, der er udpeget som strategiske eller på anden måde politisk vigtige af regeringen, i stedet for at blive tildelt i overensstemmelse med markedskræfterne (38).

(100)

Citronsyreindustrien er ikke i sig selv en nøgleindustri i Kina, men de råvarer, der anvendes til fremstilling af citronsyre, er underlagt stærk regulering i Kina. Den vigtigste råvare, majs, er underlagt intensiv regulering.

(101)

Kina har store lagre af majs, hvilket gør det muligt for regeringen kunstigt at sænke eller hæve priserne på denne råvare ved at købe eller sælge store mængder majs på markedet. Selv om Kina begyndte at løse problemet med uforholdsmæssigt store majsreserver i 2016, har landet stadig meget store lagre, hvilket har en fordrejende virkning på priserne (39). Desuden kontrollerer regeringen de forskellige aspekter af hele værdikæden for majs, herunder subsidier til produktion af majs (40) og tilsyn med forarbejdningen: »[a]lle lokale myndigheder udvider overvågningen og analysen af majsudbuddet og -efterspørgslen i de relevante områder, styrker tilsynet med etableringsfasen og fasen efter etablering af projekter til forarbejdning (»deep processing«) af majs, fremmer balancen mellem udbud og efterspørgsel af majs og sikrer den nationale fødevaresikkerhed« (41). Der findes også foranstaltninger med henblik på investeringskontrol i Kina: »[I]ndgivelse af ansøgninger om etableringsprojekter til »deep processing« af majs skal være underlagt harmoniseret forvaltning i overensstemmelse med Statsrådets bekendtgørelse nr. 673 (42).« Denne inddragelse af regeringen i hele værdikæden har i hvert fald potentielt en fordrejende virkning på priserne.

(102)

Kort sagt har GOC indført foranstaltninger, der skal tilskynde aktørerne til at opfylde de offentlige politikmålsætninger om at støtte tilskyndede industrier, herunder produktionen af majs, da majs er den vigtigste råvare til fremstilling af citronsyre. Sådanne foranstaltninger hindrer markedskræfterne i at fungere frit.

3.2.1.6.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), fjerde led: manglende eller diskriminerende anvendelse af eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs-, selskabs- eller formueret

(103)

Ifølge oplysningerne i sagsakterne kan det kinesiske konkurssystem ikke i tilstrækkelig grad opfylde sine egne hovedmål som f.eks. retfærdig afvikling af fordringer og gæld og beskyttelse af kreditorers og debitorers lovlige rettigheder og interesser. Dette skyldes tilsyneladende, at mens den kinesiske konkurslov formelt hviler på principper, der ligner dem, som anvendes i tilsvarende lovgivning i andre lande end Kina, er det kinesiske system kendetegnet ved en systematisk manglende håndhævelse. Antallet af konkurser er notorisk lavt i forhold til størrelsen af landets økonomi, ikke mindst fordi insolvensbehandlingen lider under en række mangler, der reelt fungerer som en hæmsko for indgivelse af konkursbegæringer. Staten spiller desuden fortsat en stærk og aktiv rolle i insolvensbehandlinger og har ofte direkte indflydelse på sagens udfald (43).

(104)

Desuden er manglerne ved systemet for ejendomsret særlig tydelige i forbindelse med ejendomsretten til jord og brugsrettighederne til jord i Kina (44). Al jord ejes af den kinesiske stat (kollektivt ejet landbrugsjord og statsejet jord i byområder). Tildelingen afhænger fortsat udelukkende af staten. Der findes lovbestemmelser, der har til formål at tildele brugsrettigheder til jord på en gennemsigtig måde og til markedspriser, f.eks. ved at indføre udbudsprocedurer. Disse bestemmelser overholdes imidlertid ofte ikke, idet visse købere får deres jordarealer gratis eller til priser under markedsværdien (45). Myndighederne forfølger desuden ofte specifikke politiske mål, herunder gennemførelsen af de økonomiske planer, når de tildeler jordarealer (46).

(105)

Kommissionen konkluderede foreløbig, at den kinesiske konkurs-, virksomheds- og formueret ikke fungerer ordentligt, hvilket skaber fordrejninger, når den opretholder insolvente virksomheder, og når den tildeler brugsrettigheder til jord i Kina. I lighed med andre sektorer i den kinesiske økonomi er citronsyreproducenterne underlagt disse love og er derfor underlagt fordrejninger ovenfra som følge af den diskriminerende anvendelse eller utilstrækkelige håndhævelse af nævnte love. Den nuværende undersøgelse har ikke bragt noget for dagen, der kan rejse tvivl om disse konklusioner.

(106)

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der var tale om diskriminerende anvendelse eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs- og ejendomslove inden for citronsyresektoren, herunder med hensyn til den undersøgte vare.

3.2.1.7.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), femte led: at lønomkostninger skævvrides

(107)

Et system med markedsbaserede lønninger kan ikke fuldt ud udvikles i Kina, eftersom arbejdstagere og arbejdsgivere hindres i at udøve deres ret til kollektiv organisering. Kina har ikke ratificeret en række af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) væsentlige konventioner, navnlig konventionerne om foreningsfrihed og retten til kollektive overenskomstforhandlinger (47). I henhold til national lovgivning er kun en enkelt fagforening aktiv. Denne fagforening er imidlertid ikke uafhængig af de statslige myndigheder, og dens engagement i kollektive overenskomstforhandlinger og beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder forbliver fortsat på et rudimentært niveau (48). Desuden er den kinesiske arbejdsstyrkes mobilitet begrænset af systemet til registrering af husholdninger, som begrænser adgangen til hele spektret af social sikring og andre ydelser til lokale beboere i et givet administrativt område. Dette resulterer typisk i, at arbejdstagere, som ikke er i besiddelse af den lokale bopælsregistrering, befinder sig i en sårbar beskæftigelsessituation og har en lavere indkomst end indehavere af bopælsregistreringen (49). Disse resultater fører til en skævvridning af lønomkostningerne i Kina.

(108)

Der blev ikke fremlagt dokumentation for, at citronsyresektoren ikke er omfattet af det beskrevne kinesiske arbejdsretlige system. Citronsyresektoren påvirkes således af fordrejningerne af lønomkostningerne både direkte (ved fremstilling af den undersøgte vare eller det vigtigste råmateriale til fremstillingen) og indirekte (ved adgang til kapital eller input fra virksomheder, der er omfattet af det samme arbejdssystem i Kina).

3.2.1.8.   Væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), sjette led: adgang til finansiering fra institutioner, der gennemfører offentlige politiske målsætninger eller på anden måde ikke handler uafhængigt af staten

(109)

Adgangen til kapital for virksomhedsaktører i Kina er underlagt forskellige fordrejninger.

(110)

For det første er det kinesiske finansielle system kendetegnet ved en stærk position for statsejede banker (50), som ved tildeling af adgang til finansiering tager hensyn til andre kriterier end et projekts økonomiske levedygtighed. I lighed med de ikke-finansielle statsejede virksomheder er bankerne fortsat knyttet til staten, ikke kun gennem ejerskab, men også via personlige relationer (de øverste ledere i de store statsejede finansielle institutioner udpeges i sidste instans af CCP) (51), og i lighed med de ikke-finansielle statsejede virksomheder gennemfører bankerne regelmæssigt offentlige politikker, der er udformet af regeringen. Herved overholder bankerne en udtrykkelig retlig forpligtelse til at drive deres virksomhed i overensstemmelse med den nationale økonomiske og sociale udviklings behov og på grundlag af statens industripolitikker (52). Dette forværres af yderligere gældende regler, som dirigerer finansiering i retning af de sektorer, der er udpeget af regeringen som værende tilskyndede eller på anden måde vigtige (53).

(111)

Selv om det anerkendes, at forskellige retlige bestemmelser henviser til behovet for at overholde almindelige regler for bankvirksomhed og tilsynsregler, såsom behovet for at undersøge låntagerens kreditværdighed, tyder den omfattende dokumentation, inklusive resultaterne af undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, på, at disse bestemmelser kun spiller en sekundær rolle i anvendelsen af de forskellige retlige instrumenter.

(112)

Desuden er vurderinger af obligationer og kreditvurderinger ofte fordrejet af en række forskellige årsager, herunder det forhold, at risikovurderingen er påvirket af virksomhedens strategiske betydning for GOC og af styrken af enhver implicit garanti stillet af regeringen. Overslag tyder stærkt på, at de kinesiske kreditvurderinger systematisk svarer til lavere internationale kreditvurderinger (54).

(113)

Dette forværres af yderligere gældende regler, som dirigerer finansiering i retning af de sektorer, der er udpeget af regeringen som værende tilskyndede eller på anden måde vigtige (55). Dette resulterer i en forudindtagethed i forbindelse med udlån til statsejede virksomheder, store private virksomheder med gode forbindelser og virksomheder i nøgleindustrisektorer, hvilket indebærer, at tilgængeligheden af og omkostningerne ved kapital ikke er ens for alle aktører på markedet.

(114)

For det andet er låneomkostningerne blevet holdt kunstigt lave for at stimulere væksten i investeringerne. Dette har ført til overdreven brug af kapitalinvesteringer med stadig lavere investeringsafkast. Dette illustreres gennem den seneste vækst i virksomhedernes gearing inden for den statslige sektor på trods af et kraftigt fald i rentabiliteten, hvilket tyder på, at de mekanismer, der styrer banksystemet, ikke følger normale forretningsmæssige indstillinger.

(115)

For det tredje er prissignalerne stadig ikke drevet af de frie markedskræfter, men påvirkes af statsligt indførte fordrejninger, selv om der blev opnået en nominel renteliberalisering i oktober 2015. Andelen af udlån til eller under referenceværdien udgør faktisk stadig 45 % af alle udlån, og anvendelsen af målrettede kreditter synes at være blevet øget, eftersom denne andel er steget markant siden 2015 på trods af en forværring af de økonomiske vilkår. De kunstigt lave rentesatser medfører underprissætning og dermed en overdreven anvendelse af kapital.

(116)

Den generelle kreditvækst i Kina er tegn på en forværring af effektiviteten af kapitaltildelingen, uden at der er tegn på en kreditstramning, som man ville forvente på et marked uden fordrejninger. Som følge heraf er misligholdte lån steget kraftigt i de seneste år. I en situation med stigende gældsrisiko har GOC valgt at undgå misligholdelse. Gældsproblemer er derfor blevet håndteret ved enten at optage nye lån, hvorved der oprettes såkaldte »zombie-virksomheder«, eller ved at overdrage ejerskabet til gælden (f.eks. via fusioner eller konvertering af gæld til egenkapital) uden nødvendigvis at fjerne det samlede gældsproblem eller tage fat på de grundlæggende årsager hertil.

(117)

På trods af de seneste skridt, der er taget for at liberalisere markedet, er erhvervskreditsystemet i Kina i bund og grund påvirket af væsentlige fordrejninger som følge af statens fortsat omfattende rolle på kapitalmarkederne.

(118)

Der blev ikke fremlagt beviser for, at citronsyresektoren og/eller leverandører til denne sektor ville være undtaget fra den ovenfor beskrevne statslige indgriben i det finansielle system. Derfor medfører den betydelige statslige indgriben i det finansielle system, at markedsvilkårene påvirkes i alvorlig grad på alle niveauer.

3.2.1.9.   Den systemiske karakter af de beskrevne fordrejninger

(119)

Kommissionen bemærkede, at de fordrejninger, der er beskrevet i rapporten, er karakteristiske for den kinesiske økonomi. De foreliggende oplysninger viser, at de kendsgerninger og karakteristika ved det kinesiske system, som er beskrevet i afsnit 3.2.1.1-3.2.1.5 samt i del A i rapporten, finder anvendelse i hele landet og i alle økonomiens sektorer. Det samme gælder for beskrivelsen af de produktionsfaktorer, der er anført i afsnit 3.2.1.6-3.2.1.8 og i del B i rapporten.

(120)

Kommissionen mindede om, at det for at producere citronsyre er nødvendigt med en bred vifte af input, herunder majs, tørrede søde kartofler, svovlsyre, saltsyre, kul osv. Ifølge dokumentationen i sagen indkøber de fleste af de stikprøveudtagne eksporterende producenter alle deres input i Kina, og de importerede input udgør en ubetydelig andel af råmaterialerne hos de eksporterende producenter, der køber visse input i udlandet. Når producenterne af citronsyre køber eller indgår aftale om disse inputmaterialer, er de priser, de betaler (og som registreres som deres omkostninger), tydeligvis påvirket af de samme systemiske fordrejninger, der er nævnt ovenfor. Inputleverandører anvender f.eks. arbejdskraft, som er genstand for fordrejninger. De kan have lånt midler, der er genstand for fordrejninger i den finansielle sektor. De er desuden underlagt det planlægningssystem, der gælder for alle forvaltningsniveauer og -sektorer.

(121)

Som følge heraf er det ikke kun salgspriserne på hjemmemarkedet for citronsyre, som det ikke er hensigtsmæssigt at anvende, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), men alle omkostningerne ved input (herunder råmaterialer, energi, jordarealer, finansiering, arbejdskraft osv.) er påvirket, fordi deres prisdannelse er påvirket af en betydelig statslig indgriben som beskrevet i del A og B i rapporten. De statslige indgreb, der er beskrevet i forbindelse med kapitalallokering, indrømmelse af jord, arbejdskraft, energi og råmaterialer, finder sted i hele Kina. Det betyder f.eks., at et input produceret i Kina er udsat for væsentlige fordrejninger, selv hvis det omfatter en kombination af flere produktionsfaktorer. Det samme gælder for inputmaterialet til inputmateriale osv. Hverken GOC eller de eksporterende producenter har fremlagt dokumentation eller argumenter for det modsatte i løbet af denne undersøgelse.

3.2.1.10.   Konklusion

(122)

Analysen i afsnit 3.2.1.2-3.2.1.9, som omfatter en undersøgelse af al tilgængelig dokumentation vedrørende Kinas indgriben i landets økonomi i al almindelighed samt i citronsyresektoren (herunder den undersøgte vare), viste, at priserne og omkostningerne, for så vidt angår den undersøgte vare, herunder omkostningerne ved råmaterialer, energi og arbejdskraft, ikke udspringer af frie markedskræfter, fordi de er blevet påvirket af væsentlig statslig indgriben, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), hvilket fremgår af den faktiske eller mulige påvirkning fra et eller flere af de relevante forhold heri. På dette grundlag og i mangel af samarbejde fra GOC's side konkluderede Kommissionen, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende hjemmemarkedspriser og -omkostninger til at fastsætte den normale værdi i dette tilfælde.

(123)

Kommissionen beregnede derfor den normale værdi udelukkende på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der var et resultat af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, dvs. som i dette tilfælde var baseret på de tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et passende repræsentativt land, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), som omhandlet i det følgende afsnit.

3.3.   Repræsentativt land

(124)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), valgte Kommissionen et passende repræsentativt land til at fastsætte ikke-fordrejede priser eller referenceværdier for produktions- og salgsomkostningerne ved den undersøgte vare på grundlag af følgende kriterier:

—

Et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas. Til dette formål anvendte Kommissionen lande med en bruttonationalindkomst svarende til Kinas på grundlag af oplysninger fra Verdensbankens database

—

Produktion af den undersøgte vare i det pågældende land

—

Tilgængeligheden af relevante offentlige data i det pågældende land og

—

Hvis der er mere end ét muligt repræsentativt land, gives der, når det er relevant, fortrinsret til det land, der har et passende niveau af social og miljømæssig beskyttelse.

(125)

Kommissionen offentliggjorde to notater til sagen om kilderne til fastsættelse af den normale værdi og om det repræsentative land på dette grundlag.

(126)

I notatet af 5. marts 2020 fremlagde Kommissionen detaljerede oplysninger om de ovennævnte kriterier og udpegede Brasilien, Colombia og Thailand som potentielle egnede repræsentative lande. Kommissionen udpegede også producenterne af den undersøgte vare i de potentielle egnede repræsentative lande, for hvilke den fandt offentligt tilgængelige finansielle data.

(127)

Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger hertil. Kommissionen modtog bemærkninger vedrørende forskellige aspekter af valget af det repræsentative land fra CCCMC, de fire samarbejdsvillige eksporterende producenter og fra EU-erhvervsgrenen.

(128)

I deres bemærkninger af 23. marts 2020 anførte CCCMC og de fire kinesiske eksporterende producenter, at Brasilien ville være det bedste repræsentative land. På grundlag af Verdensbankens database er Brasiliens bruttonationalindkomst (»BNI«) for det første den, der ligger tættest på Kinas, mens Colombias og Thailands BNI er meget lavere. Desuden har de to virksomheder i Brasilien, der er udpeget som producenter af citronsyre, været rentable i de seneste år. Derudover har Brasilien et passende niveau af social og miljømæssig beskyttelse. Samtidig gav CCCMC og de samarbejdsvillige eksporterende producenter udtryk for deres modstand mod valget af Colombia som det relevante repræsentative land. De hævdede, at nogle af importoplysningerne fra Colombia vedrørende visse produktionsfaktorer ikke var tilgængelige eller repræsentative. De fremførte også, at Colombias importpriser på nogle af de vigtigste råmaterialer (dvs. svovlsyre, saltsyre og råkul) var væsentligt og urimeligt højere end priserne i de andre potentielle repræsentative lande og derfor ikke burde betragtes som ikke-fordrejede priser, der kunne anvendes til at beregne den normale værdi for citronsyre.

(129)

CCCMC og de samarbejdsvillige eksporterende producenter fremførte også, at Thailand ikke var et egnet repræsentativt land, da to af de tre identificerede citronsyreproducenter ikke var rentable i 2018, og den tredje hovedsagelig fokuserede på eksportmarkederne.

(130)

I sit indlæg fandt EU-erhvervsgrenen, at Colombia var det mest hensigtsmæssige valg til fastsættelse af ikke-fordrejede omkostninger. Erhvervsgrenen understregede, at de finansielle data for virksomhederne i Thailand ikke var reviderede, hvilket i høj grad mindsker deres værdi med hensyn til pålidelighed. Erhvervsgrenen hævdede desuden, at to af de tre udpegede producenter i Thailand var majoritetsejede af kinesiske virksomheder eller af den kinesiske stat, og at de var eksportorienterede. For så vidt angår Brasilien fremførte EU-erhvervsgrenen, at de to brasilianske virksomheder tilhørte grupper, og at det forekom vanskeligt at vurdere gruppens indflydelse på de finansielle data, og disse virksomheder solgte også et varieret varesortiment.

(131)

Efter en detaljeret analyse af ovenstående argumenter offentliggjorde Kommissionen den 30. november 2020 endnu et notat, hvori den behandlede alle disse bemærkninger på grundlag af ovennævnte kriterier og underrettede de interesserede parter om sine foreløbige konklusioner. Kommissionen anførte i dette notat, at den havde til hensigt at anvende Colombia som et passende repræsentativt land, hvis det bekræftes, at der foreligger væsentlige fordrejninger. Kommissionen anførte endvidere, at den ved beregningen af den normale værdi også kan anvende passende ikke-fordrejede internationale priser, omkostninger eller referenceværdier, og for ikke-fordrejede salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G«) og fortjeneste kan den overveje alle egnede alternativer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a). Da den eneste colombianske virksomhed, der fremstiller den undersøgte vare, havde en lav rentabilitet i 2018 og var tabsgivende i 2017 — i lighed med situationen for producenterne i Thailand og Brasilien — ville Kommissionen navnlig anvende nyere data, hvis de forelå, og hvis de kunne vise et rimeligt niveau af SA&G og rentabilitet. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

(132)

Kommissionen modtog bemærkninger fra CCCMC og EU-producenterne vedrørende notatet af 30. november 2020.

(133)

I sit indlæg af 9. december 2020 fastholdt CCCMC, at Colombia ikke var et passende repræsentativt land, og at Brasilien i stedet burde vælges som det passende land. CCCMC fremførte, at de lavere priser på importen af majs i Brasilien skyldtes fordelene ved transportafstande og -mængder snarere end nogen fordrejning. CCCMC fremførte endvidere, at hvis de brasilianske importpriser ikke kunne anvendes, burde der anvendes internationale priser i stedet for helt at udelukke Brasilien fra valget af repræsentativt land. CCCMC fastholdt også, at Colombia ikke var et passende repræsentativt land, da den udpegede producent havde urimelige driftsudgifter.

(134)

EU-erhvervsgrenen fastholdt, at Colombia var det mest hensigtsmæssige repræsentative land. Da den colombianske virksomhed, der fremstiller den undersøgte vare, var tabsgivende eller havde en lav rentabilitet i 2018 og i 2019, for hvilken der i mellemtiden forelå oplysninger, udpegede en af EU-producenterne en række virksomheder, der fremstiller en vare svarende til den undersøgte vare. EU-producenten fokuserede navnlig på virksomheder, der fremstiller ingredienser til drikkevare-, rengørings-, fødevare-, sundheds- og lægemiddelindustrien i Colombia, hvis finansielle data viste et rimeligt niveau af SA&G og fortjeneste i overensstemmelse med grundforordningens bestemmelser.

(135)

Kommissionen behandlede omhyggeligt alle de argumenter, som parterne havde fremført. For så vidt angår Thailand var Kommissionen enig med CCCMC og EU-producenten i, at det ikke er et passende repræsentativt land, da producenterne af den undersøgte vare er tabsgivende og/eller er datterselskaber af kinesiske virksomheder, og desuden gælder der eksportrestriktioner for visse produktionsfaktorer. Desuden havde de virksomheder, der fremstiller den undersøgte vare, ikke et rimeligt niveau for SA&G og fortjeneste. Der blev derfor set bort fra Thailand.

(136)

Kommissionen fokuserede således sin analyse på Brasilien og Colombia. Kommissionen undersøgte først, om der var eksportrestriktioner eller andre fordrejninger vedrørende de vigtigste produktionsfaktorer. Den vigtigste produktionsfaktor for den undersøgte vare er majs, der tegner sig for mere end 70 % af de eksporterende producenters samlede omkostninger ved råmaterialer. Kommissionen bemærkede, at importen af majs til Brasilien kun udgjorde 1,5 mio. ton sammenlignet med Brasiliens indenlandske majsproduktion på over 100 mio. ton (56). CCCMC anfægtede, at disse importmængder af majs til Brasilien skulle være lave. Sammenlignet med størrelsen af den brasilianske produktion tegner disse importmængder sig imidlertid kun for 1,5 % af produktionen. I betragtning af denne meget begrænsede importmængde i forhold til den store indenlandske produktion kontrollerede Kommissionen også importpriserne til Brasilien og bemærkede, at de afveg betydeligt fra de internationale majspriser. CCCMC bestred i sine bemærkninger til notatet af 30. november 2020, at der var en stor forskel i priserne, og anmodede om yderligere oplysninger om prissammenligningen. Den gennemsnitlige internationale majspris for 2019, som Kommissionen henviste til i notatet af 30. november 2020, var på 151 EUR/ton på fob-basis ifølge IndexMundi (57), mens den gennemsnitlige GTA-importpris for majs til Brasilien kun var på 116 EUR/ton på fob-basis. Dette tal viser klart, at importpriserne til Brasilien var betydeligt lavere end det internationale prisindeks.

(137)

Desuden fremførte CCCMC, at priserne på importen af majs var lavere i Brasilien end i Colombia på grund af lavere transportomkostninger, da importen til Brasilien hovedsagelig fandt sted fra nabolande som Argentina og Paraguay, mens Colombias import af majs hovedsagelig kom fra USA og Argentina. Denne påstand blev ikke underbygget, da CCCMC ikke påviste den faktiske oprindelse og indsejlingshavn i de respektive lande og heller ikke påviste forekomsten af omkostninger ved transport af majs til de respektive lande. Derfor blev dette argument afvist.

(138)

CCCMC fremførte også, at kinesiske producenter køber store mængder majs på hjemmemarkedet. Parten hævdede derfor, at Brasiliens importpris bedre ville afspejle situationen for de kinesiske producenters køb af majs. Kommissionen bemærkede, at dette argument ikke har nogen betydning for det forhold, at importmængderne til Brasilien objektivt set er lave i forhold til størrelsen af den indenlandske produktion, hvilket således undergraver repræsentativiteten af importprisen for majs til Brasilien. Dette argument ændrer heller ikke ved konklusionen om, at importpriserne til Brasilien afviger væsentligt fra de internationale majspriser, hvilket sandsynligvis skyldes det lave importniveau og den betydelige indenlandske produktion. Derfor blev dette argument afvist.

(139)

CCCMC fremførte endvidere, at selv om priserne ved import af majs til Brasilien ikke kunne anvendes, fordi de ikke var repræsentative, hvilket ikke var tilfældet, burde Brasilien stadig vælges som repræsentativt land, og der burde anvendes en passende ikke-fordrejet international pris for majs i stedet for importpriserne til Brasilien.

(140)

Som svar på denne påstand bemærkede Kommissionen, at den, som forklaret nærmere i dette afsnit, betragtede Colombia som et passende repræsentativt land i denne undersøgelse på grundlag af de relevante elementer, der er anført i grundforordningen, herunder tilgængeligheden af mere hensigtsmæssige finansielle data for producenter af varer svarende til citronsyre, sammenlignet med Brasilien. Hvad angår de colombianske importmængder og -priser på majs, beløber den samlede indenlandske majsproduktion i Colombia sig ifølge IndexMundi til 1,5 mio. ton, mens importen af majs ifølge GTA-data udgør ca. 5,5 mio. ton, hvilket svarer til 365 % af produktionen. Denne sammenligning viser, at importmængderne til Colombia synes at være repræsentative i betragtning af størrelsen af den indenlandske produktion i modsætning til Brasilien. Hvad angår majspriserne, var den gennemsnitlige GTA-importpris for majs til Colombia i 2019 på 174 EUR/ton på cif-basis, hvilket er meget tættere på og i overensstemmelse med den gennemsnitlige internationale majspris på 151 EUR/ton på fob-basis, i betragtning af at den internationale importpris på cif-basis ville være endnu højere. Colombia anses for at være et passende repræsentativt land i andre henseender som nærmere beskrevet nedenfor; importpriserne på majs til Colombia ligger stort set på linje med de internationale majspriser, og der er intet bevis for fordrejninger af majspriserne i Colombia. Der er derfor ingen grund til at vælge Brasilien som et egnet repræsentativt land og anvende et internationalt benchmark i stedet for importpriserne til det passende repræsentative land, jf. artikel 2, stk. 6a, litra a), andet afsnit, første led.

(141)

Hvad angår de resterende produktionsfaktorer, findes der eksportrestriktioner for visse produktionsfaktorer i Brasilien (krav om eksportlicens for kalk) og i Thailand (krav om eksportlicens for gips), mens der ikke findes nogen i Colombia, hvilket bekræftes af den relevante OECD-liste (58). Selv om disse faktorer har en langt mere begrænset vægt i visse eksporterende producenters produktionsomkostninger og ikke gjaldt for alle eksporterende producenter, var dette et andet relevant element i valget af det passende repræsentative land.

(142)

Med henblik på valget af det passende repræsentative land så Kommissionen også på tilgængeligheden af offentlige finansielle data for producenter af den undersøgte vare i Thailand, Brasilien og Colombia i overensstemmelse med grundforordningen.

(143)

Da Thailand ikke blev betragtet som et passende repræsentativt land, jf. betragtning 117, fokuserede Kommissionen sin sammenlignende analyse på Brasilien og Colombia.

(144)

Med hensyn til Brasilien og Colombia anførte Kommissionen i notatet af 5. marts 2020 de virksomheder, der fremstiller citronsyre i disse lande. På det tidspunkt havde ingen af producenterne en rimelig fortjeneste hverken i Brasilien eller i Colombia for 2018.

(145)

I notatet af 30. november 2020 anførte Kommissionen, at den colombianske virksomhed Sucroal SA, for hvilken der forelå offentligt tilgængelige oplysninger om SA&G og fortjeneste, var en passende repræsentativ virksomhed, da den producerer den undersøgte vare og et varesortiment, der ligger tæt på citronsyre. Samtidig havde Sucroal SA en lav rentabilitet i 2018 og var tabsgivende i 2017.

(146)

Situationen var den samme i Brasilien, hvor den brasilianske virksomhed, for hvilken der forelå offentligt tilgængelige finansielle data, nemlig et stort konglomerat, der fremstiller et større varesortiment, herunder citronsyre, havde en lav rentabilitet i 2018. Kommissionen anførte i notatet af 30. november 2020, at hvis der forelå nyere data for 2019, kunne Kommissionen anvende disse data, hvis de viste et rimeligt niveau af SA&G og rentabilitet, eller, hvis dette ikke ville være muligt, ville Kommissionen overveje andre egnede alternativer.

(147)

Efter offentliggørelsen af notatet af 30. november 2020 blev 2019-dataene for Sucroal SA tilgængelige i Orbis. Da Sucroal SA led et tab i 2019, kunne de finansielle data for denne virksomhed ikke anses for passende til at fastsætte et ikke-fordrejet niveau for SA&G og fortjeneste.

(148)

Kommissionen overvejede derfor egnede alternativer. Navnlig i situationer, hvor ingen producent af den undersøgte vare i et potentielt repræsentativt land har et rimeligt niveau af SA&G og fortjeneste, kan Kommissionen overveje at anvende producenter af en vare i samme generelle kategori og/eller sektor som den undersøgte vare, som har offentligt tilgængelige finansielle data, der viser et rimeligt niveau af SA&G og fortjeneste.

(149)

CCCMC fremførte, at eftersom Sucroal SA viste tab for 2019, bør Colombia ikke betragtes som et passende repræsentativt land, og Brasilien bør anvendes i stedet. CCCMC bemærkede, at den udpegede producent Cargill Agricola igen var rentabel i 2019, og at virksomhedens SA&G og fortjeneste derfor var passende i forhold til undersøgelsens behov. Kommissionen bemærkede imidlertid, at Cargill Agricolas fortjeneste udgjorde mindre end en procent af virksomhedens omsætning i 2019 og derfor var endnu lavere end virksomhedens fortjeneste i 2018. Dette lave fortjenstniveau var på samme niveau som for Sucroal SA i samme år og blev ikke anset for at være rimeligt. Derfor blev dette argument afvist.

(150)

I sine to indlæg med bemærkninger foreslog EU-erhvervsgrenen at anvende data fra virksomheder i samme land, der fremstiller samme varekategori eller er aktive i samme fremstillingssektor som den undersøgte vare. Kategorien »producenter af ingredienser til drikkevare-, rengørings-, fødevare-, sundheds- og lægemiddelindustrien« i Colombia blev foreslået sammen med en liste over elleve virksomheder i samme sektor.

(151)

I betragtning af alle de faktiske omstændigheder i undersøgelsen og de modtagne bemærkninger søgte Kommissionen i Orbis-databasen efter NAICS-kode 325998 (All Other Diverse Chemical Product and Preparation Manufacturing). Dette er den samme kode, som anvendes af både Cargill Agricola SA og Sucroal SA. Søgningen viste, at der var langt flere virksomheder med en rimelig fortjeneste i Colombia end i Brasilien, hvilket viste, at tilgængeligheden af offentlige finansielle data også var repræsentativ og pålidelig i Colombia. For at indsnævre resultatet af denne søgning til de virksomheder, der fremstiller et produkt svarende til citronsyre, analyserede Kommissionen desuden detaljeret alle de rentable colombianske virksomheders aktiviteter og produktion. Ved hjælp af beskrivelsen af deres forretningsaktivitet i Orbis udpegede Kommissionen endelig syv virksomheder i Colombia, der fremstiller produkter i en produktkategori, der ligger tæt på citronsyre. Disse virksomheders SA&G og fortjeneste blev anset for at være pålidelige. Til sammenligning bemærkede Kommissionen, at der i Brasilien ikke var nogen virksomheder inden for samme aktivitetsområde med offentligt tilgængelige finansielle data for 2019 i Orbis.

(152)

De colombianske virksomheder, som Kommissionen har udpeget på denne måde, matcher de virksomheder, som EU-erhvervsgrenen har udpeget som egnede virksomheder i samme generelle kategori og/eller sektor for den undersøgte vare. EU-erhvervsgrenen foreslog ud over disse syv virksomheder fire andre virksomheder i Colombia, for hvilke de finansielle data eller aktivitetsbeskrivelsen imidlertid ikke var umiddelbart tilgængelige i Orbis. Disse virksomheder blev derfor ikke taget i betragtning ved fastsættelsen af SA&G og fortjeneste.

(153)

På grundlag af ovenstående elementer og navnlig de foreliggende finansielle oplysninger og repræsentativiteten af importprisen for majs, der udgør den vigtigste produktionsfaktor, konkluderede Kommissionen derfor, at Colombia var det passende repræsentative land til beregning af den normale værdi i denne undersøgelse.

(154)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte CCCMC og tre samarbejdsvillige eksporterende producenter spørgsmålstegn ved Kommissionens valg af Colombia som et egnet repræsentativt land. De gentog ovennævnte påstand om, at valget af Colombia ikke var rimeligt, da den eneste colombianske citronsyreproducent ikke var rentabel i den nuværende undersøgelsesperiode, mens en brasiliansk producent var. De gentog også ovennævnte påstand om, at majspriserne i Brasilien ikke var fordrejede. Da disse påstande allerede var blevet behandlet i betragtning 136 og 149 i denne forordning, og da der ikke blev fremlagt nye beviser i denne henseende, blev påstandene afvist.

(155)

De ovennævnte parter hævdede endvidere, at Kommissionen anvendte data om SA&G og rentabilitet fra colombianske virksomheder i andre produktsektorer uden at bevise, at disse virksomheder har samme niveau for SA&G og fortjeneste som producenterne af citronsyre.

(156)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, beregnes den normale værdi på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, når det bekræftes, at der foreligger væsentlige fordrejninger. Den beregnede normale værdi skal indeholde et ikke-fordrejet og rimeligt beløb til dækning af SA&G samt fortjeneste. Da SA&G og fortjenesten for den colombianske virksomhed Sucroal SA ikke kunne anvendes af de årsager, der er forklaret i betragtning 145 og 147, anvendte Kommissionen data for den nærmeste sektor, der omfatter den undersøgte vare, hvor førnævnte omkostningselementer blev anset for at være rimelige og ikke-fordrejede. Der er ikke fremlagt beviser, der kan omstøde denne konklusion, og navnlig det forhold at niveauet for SA&G og fortjenesten for de colombianske virksomheder i den sektor, der er tættest på citronsyre, ikke var rimeligt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).

(157)

Kommissionen bemærkede endvidere, at CCCMC og de samarbejdsvillige eksporterende producenter i modsætning til EU-erhvervsgrenen ikke fremlagde eller foreslog en liste over producenter i samme potentielle repræsentative land, der fremstiller samme eller tilsvarende varekategori eller er i samme eller lignende fremstillingssektor som den undersøgte vare, og hvis finansielle data Kommissionen kunne anvende.

(158)

Derfor og af de årsager, der er anført i betragtning 151, betragtede Kommissionen de finansielle data fra de syv virksomheder, som den identificerede i Colombia, og som fremstiller varer i en varekategori, der ligger tæt på citronsyre, som en rimelig indikator for ikke-fordrejede SA&G og fortjeneste i forbindelse med beregningen af den normale værdi i undersøgelsen. CCCMC's og tre samarbejdsvillige eksporterende producenters påstand blev derfor afvist.

3.4.   Kilder anvendt til fastsættelse af ikke-fordrejede omkostninger

(159)

På grundlag af oplysningerne fra de interesserede parter og andre relevante oplysninger i sagsakterne opstillede Kommissionen en liste over produktionsfaktorer og kilder hertil såsom materialer, energi og arbejdskraft, som de eksporterende producenter anvendte i produktionen af den undersøgte vare.

(160)

Kommissionen udpegede også de kilder, der skal anvendes til at beregne den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a) (GTA, nationale statistikker osv.). I samme notat udpegede Kommissionen de koder i det harmoniserede system (HS) for produktionsfaktorer, som på grundlag af oplysninger fra de interesserede parter oprindeligt blev taget i betragtning med henblik på at indgå i GTA-analysen.

(161)

I notatet af 30. november 2020 bekræftede Kommissionen, at den ville anvende GTA-data til at fastsætte ikke-fordrejede omkostninger til produktionsfaktorerne, herunder råmaterialer.

3.5.   Kilder, der anvendes til elektricitets-, vand- og arbejdskraftomkostninger

3.5.1.   Elektricitet

(162)

For elektricitet anvendte Kommissionen den lettilgængelige pris fra Enel, den største elektricitetsleverandør i Colombia. Denne kilde giver en samlet gennemsnitlig elpris pr. måned.

3.5.2.   Vand

(163)

Vandprisen var umiddelbart tilgængelig fra virksomheden Acueducto, der er ansvarlig for vandforsyning, spildevandsindsamling og -rensning i Bogota. Oplysningerne gjorde det muligt at udpege de priser, der gælder for industrielle brugere i den nuværende undersøgelsesperiode.

3.5.3.   Arbejdskraft

(164)

Kommissionen anvendte ILO's statistikker til at fastsætte lønningerne i Colombia (59). De indeholder oplysninger om månedslønninger for ansatte i fremstillingssektoren og om det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. uge i Colombia i 2019.

(165)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger til de kilder, der blev anvendt til at fastsætte de ikke-fordrejede omkostninger til elektricitet, vand og arbejdskraft, og anvendte derfor disse kilder til at fastsætte den normale værdi.

3.6.   Kilder anvendt til SA&G og fortjeneste

(166)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), skal den beregnede normale værdi omfatte et ikke-fordrejet og rimeligt beløb til dækning af SA&G-omkostninger samt til fortjeneste. Desuden skulle der fastsættes en værdi for indirekte produktionsomkostninger til dækning af de omkostninger, som ikke indgår i produktionsfaktorerne.

(167)

For at fastsætte en ikke-fordrejet værdi for SA&G og fortjeneste anvendte Kommissionen den andel af produktionsomkostningerne, som SA&G og fortjeneste udgør i de repræsentative virksomheder i Colombia som forklaret i afsnit 3.3.

(168)

De deraf følgende værdier udtrykt i procent af indtægterne var på 14,2 % for fortjeneste og på 17 % for SA&G.

3.7.   Råmaterialer

(169)

For alle råmaterialer og hjælpematerialer benyttede Kommissionen sig af importpriserne i det repræsentative land. Importprisen i det repræsentative land blev fastsat som et vejet gennemsnit af enhedspriserne på importen fra alle tredjelande undtagen Kina. Kommissionen besluttede at udelukke import fra Kina til det repræsentative land på grund af væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b). Da der ikke foreligger dokumentation for, at de samme fordrejninger ikke ligeledes påvirker varer bestemt til eksport, antog Kommissionen, at de samme fordrejninger påvirkede disse priser. Ligeledes blev importen til det repræsentative land fra ikke-WTO-medlemmer, der er anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (60), også udelukket.

(170)

Med henblik på at fastsætte ikke-fordrejede priser på råmaterialer som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, anvendte Kommissionen det repræsentative lands tilsvarende importafgifter. På et senere tidspunkt i forbindelse med beregningen af de individuelle dumpingmargener tilføjede Kommissionen de virksomhedsspecifikke indenlandske transportomkostninger til importprisen. De indenlandske transportomkostninger for alle råmaterialer var baseret på efterprøvede data fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter.

(171)

For råmaterialer med ubetydelige omkostninger, som virksomhederne ikke rapporterede i bilag III til indledningsmeddelelsen, blev sådanne omkostninger medtaget i de indirekte produktionsomkostninger som forklaret i afsnit 3.8. De produktionsfaktorer, der blev udtrykt som indirekte produktionsomkostninger, er anført i de virksomhedsspecifikke fremlæggelser af oplysninger.

(172)

EU-erhvervsgrenen fremførte i sine bemærkninger af 16. marts 2020, at der for visse råmaterialer enten ikke fandtes nogen gennemsnitlige importværdier, eller at gennemsnitsværdierne vedrørte små mængder og derfor var upålidelige, eller at der forelå andre grunde til at tvivle på deres pålidelighed. Erhvervsgrenen foreslog, at værdierne fra regionale statistikker eller statistikker, der var blevet offentliggjort som led i markedsundersøgelser fra udbydere som ArgusMedia, AgroChart eller IntraTec, burde anvendes i disse tilfælde.

(173)

EU-erhvervsgrenen gentog i sine bemærkninger af 11. december 2020, at produktionsomkostningerne for Colombias vedkommende kunne fastsættes på grundlag af data for importen og tilgængelige offentlige data om priserne på elektricitet og vand samt offentlige data om arbejdskraftomkostninger. Erhvervsgrenen understregede, at nogle af de gennemsnitlige importværdier for mindre betydningsfulde omkostningsfaktorer forekom høje, og foreslog, at disse blev erstattet med data fra specialiserede dataudbydere.

(174)

I sit indlæg af 23. marts 2020 bemærkede CCCMC, at nogle af importpriserne på visse nøglematerialer som f.eks. kul, svovlsyre og saltsyre i Colombia var unormalt høje og derfor ikke repræsentative. De hævdede også, at der var store forskelle mellem Colombias, Thailands og Brasiliens oplyste importpriser, og at importpriserne varierede betydeligt selv for samme materiale importeret af samme land, hvilket kunne skyldes kvalitetsforskelle inden for samme HS-kode. CCCMC opfordrede Kommissionen til at finde årsagerne til disse forskelle og afhjælpe dem. Kommissionen overvejede dette argument og erstattede, hvor det var berettiget, de ikke-repræsentative importpriser med pålidelige kilder, jf. tabel A nedenfor.

(175)

CCCMC fremførte også, at eftersom nogle af de råmaterialer, der anvendes til produktion af den undersøgte vare, købes på hjemmemarkedet i Kina, er det urimeligt blot at anvende importpriserne fra et bestemt tredjeland, da sidstnævnte priser sandsynligvis vil omfatte højere forsendelses-/leveringsomkostninger end priserne på råmaterialer indkøbt på hjemmemarkedet. Dette gælder især for farlige kemikalier som svovlsyre og saltsyre, hvor der anvendes specialkøretøjer til levering. CCCMC fandt derfor, at der skal foretages behørige justeringer for at sikre en rimelig sammenligning.

(176)

Med hensyn til dette argument bemærkede Kommissionen, at den af de grunde, der er anført i afsnit 3.2.1, anvender grundforordningens artikel 2, stk. 6a, i denne udløbsundersøgelse. Kommissionen søger derfor ikke-fordrejede omkostninger i et passende repræsentativt land for at sikre, at de anvendte omkostninger ikke påvirkes af fordrejninger, og at de er baseret på umiddelbart tilgængelige oplysninger. I mangel af oplysninger om mulige fordrejninger på markedet i det repræsentative land med hensyn til disse farlige kemikalier og i mangel af oplysninger fra CCCMC til støtte for påstanden om høje transportomkostninger anses importværdierne for det repræsentative land for at opfylde kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og give et rimeligt skøn over prisen i det repræsentative land, inklusive transportomkostningerne. Da de importerede input desuden er konkurrencedygtige på det repræsentative lands hjemmemarked med hensyn til priser, anså Kommissionen dem for at være en pålidelig indikator.

(177)

Kommissionen anvendte derfor GTA's importpriser til Colombia. I de tilfælde, hvor disse priser ikke var repræsentative eller på anden måde upålidelige, blev der søgt efter internationale benchmarks. I de tilfælde, hvor disse ikke var tilgængelige, blev der anvendt pålidelige priser fra andre kilder, jf. tabel A.

(178)

På grundlag af alle de oplysninger, som de interesserede parter har fremlagt, og som er blevet indsamlet i forbindelse med krydstjekkene uden kontrolbesøg, er følgende produktionsfaktorer og toldkoder, som anvendes i Brasilien, Colombia eller Thailand, hvor det er relevant, blevet udpeget:

Tabel A

Produktionsfaktor

Toldposition

Kilde til de importdata, som Kommissionen agter at anvende

Måleenhed

Råmaterialer/hjælpematerialer

 

 

 

Majs

1005 90 11 00

GTA Colombia (61)

KG

Tørrede søde kartofler

0714 20 90 00

GTA Colombia

KG

Natriumchlorid/spisesalt

2501 00 91 00/2501 00 10 00, 2501 00 20 00, 2501 00 92 00, 2501 00 99 00

GTA Colombia

KG

Svovlsyre

2807 00 10

GTA Brasilien

KG

Svovl/flydende svovl

2503 00 00 00

GTA Colombia

KG

Saltsyre

2806 10 20

GTA Brasilien

KG

Aktiveret kul

3802 10 00 00

GTA Colombia

KG

Kalkstenspulver/-mel

2521 00 00

GTA Brasilien

KG

Skumdæmper

3402 20 00 00/3402 90 90 00

GTA Colombia

KG

Diatomit

2512 00 00 00/3802 90 10 00

GTA Colombia

KG

Perlit

2530 10 00 00

GTA Colombia

KG

Amylase

(Glucomylase)/forsukringsenzym

3507 90 90 00

GTA Colombia

KG

Calcium

2805 12 00

GTA Brasilien

KG

Kaustisk soda/natriumhydroxid

2815 11 00 00/2815 12 00 00

GTA Colombia

KG

Flydende alkali

2815 12 00 00

GTA Colombia

KG

Hydrogenperoxid

2847 00 00 00

GTA Colombia

KG

Mel (hvede eller blandsæd af hvede og rug)

1101 00 00 00

GTA Colombia

KG

Træmel

4405 00 00 00

GTA Colombia

M3

Calciumoxid

2825 90 40 00

GTA Colombia

KG

Brændt kalk

2522 10 00 00

GTA Colombia

KG

Majsklid

2302 10 00 00

GTA Colombia

KG

Majsstøbevand

1901 90 10 00

GTA Colombia

KG

Calciumcarbonat/calcit

2836 50 00 00

GTA Colombia

KG

Aktiveret ler

3802 90 10 00

GTA Colombia

KG

Filterhjælpestof (perlit)

2530 10 00 00

GTA Colombia

KG

Natriumdiacetat

2915 29 20 00

GTA Colombia

KG

Citronsyre

2918 14 00 00

GTA Colombia

KG

Natriumcitrat

2918 15 30 00

GTA Colombia

KG

Korrosions- og kedelstensinhibitor

2921 59

GTA Brasilien

KG

Råkul/kalkslam

2701 19 00

GTA Brasilien

KG

Diesel

2710 19 21 00

GTA Colombia

M3

Pakning — Filmpose

3923 29 90 00

GTA Colombia

styk

Emballering — soft tray

3923 90 00 00

GTA Colombia

styk

Pakning — paller

4421 99 90 00

GTA Colombia

styk

Pakning — papiræske

4819 20 00 00

GTA Colombia

styk

Pakning — papirpose

4819 30 10 00

GTA Colombia

styk

Pakning — papirpose

4819 40 00 00

GTA Colombia

styk

Pakning — vævet pose

6305 33 10 00

GTA Colombia

styk

Pakning — Filmpose til tungt indhold

3920 10 00 00

GTA Colombia

styk

Biprodukt/affald

 

 

 

Gas

2705 00 00 00

GTA Colombia

KG

Skrot med højt proteinindhold/majsstivelsesrester

2303 10 00 00

GTA Colombia

KG

Majsfoder

2303 30 00 00

GTA Colombia

KG

Calciumsulfat

2833 29 90 00

GTA Colombia

KG

Andre restprodukter fra den kemiske industri (granulatslam)

3825 90 00

GTA Brasilien

KG

Majskimolie/majsolie

1518 00 90 00/1515 29 00 00

GTA Colombia

KG

Majsgryn/Majsstivelsesrester

2303 10 00 00

GTA Colombia

KG

Hvedeglutenmel

1109 00 00 00

GTA Colombia

KG

Mycelium (tilberedning af foder)

2309 90 90 00

GTA Colombia

KG

Kim af korn

1104 30 00 00

GTA Colombia

KG

Pulver af calcitsten

2836 50 00 00

GTA Colombia

KG

Gips

2520 10 00 00

GTA Colombia

KG

Aske, slagger

2621 90 00 00

GTA Colombia

KG

Ekstraktionsrest fra majskimolie

2306 90 10/90

GTA Thailand

KG

Majsglutenmel/-pulver

2302 10 00 00

GTA Brasilien

KG

Granulat af proteinpulver (majsrest)

2302 10 00 00

GTA Brasilien

KG

Proteinfilterkage (majsrest)

2302 10 00 00

GTA Brasilien

KG

Sprøjtet majskolbe

2302 10 00 00

GTA Brasilien

KG

3.8.   Beregning af den normale værdi

(179)

Kommissionens fastsættelse af den normale værdi omfattede følgende skridt.

(180)

For det første fastsatte Kommissionen de ikke-fordrejede produktionsomkostninger (herunder forbrug af råmaterialer, arbejdskraft og energi). Baseret på kilderne ovenfor anvendte den de ikke-fordrejede enhedsomkostninger på de stikprøveudtagne eksporterende producenters faktiske forbrug af de enkelte produktionsfaktorer.

(181)

For det andet tilføjede Kommissionen de indirekte produktionsomkostninger med henblik på at nå frem til de ikke-fordrejede produktionsomkostninger. De samarbejdsvillige eksporterende producenters indirekte produktionsomkostninger blev forhøjet med de omkostninger ved råmaterialer og hjælpematerialer, der er omhandlet i betragtning 171, og blev efterfølgende udtrykt som en andel af de produktionsomkostninger, som hver af de eksporterende producenter faktisk havde afholdt. Denne procentsats blev anvendt på de ikke-fordrejede produktionsomkostninger.

(182)

Endelig anvendte Kommissionen SA&G og den vejede gennemsnitlige fortjeneste for syv repræsentative colombianske producenter af ingredienser til drikkevare-, rengørings-, fødevare-, sundheds- og lægemiddelindustrien på ovennævnte beregning.

(183)

Udtrykt i procent af produktionsomkostningerne var disse på 24,82 % for SA&G og på 20,72 % for fortjenesten. Udtrykt som en procentdel af indtægterne er værdierne på 17 % for SA&G og 14,2 % for fortjeneste.

(184)

På dette grundlag beregnede Kommissionen den normale værdi pr. varetype ab fabrik i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a). Kommissionen beregnede den normale værdi pr. varetype for hver af de fire samarbejdsvillige eksporterende producenter.

3.9.   Eksportpris

(185)

De samarbejdsvillige eksporterende producenter eksporterede til Unionen direkte til uafhængige kunder. Eksportprisen var derfor den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales for den undersøgte vare, når den blev solgt med henblik på eksport til Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

3.10.   Sammenligning

(186)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og eksportprisen hos den samarbejdsvillige eksporterende producent på grundlag af priserne ab fabrik.

(187)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirker priserne og prisernes sammenlignelighed. På dette grundlag blev der foretaget justeringer for omkostninger ved transport, forsikring, håndtering og lastning samt dermed forbundne omkostninger, emballering, kreditter, bankgebyrer og provisioner, når dette var relevant og berettiget.

3.11.   Dumpingmargener for de samarbejdsvillige eksporterende producenter

(188)

For de samarbejdsvillige eksporterende producenter sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den undersøgte vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(189)

På dette grundlag er de vejede gennemsnitlige dumpingmargener udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet 42 % for Weifang Ensign Industry Co., Ltd, og 144 % for COFCO Bio-Chemical Energy (Yushu) Co. Ltd. Der blev ikke foretaget en dumpingberegning for RZBC Group (RZBC (Juxian) Co., Ltd. og dennes forretningsmæssigt forbundne forhandler RZBC Imp. & Exp. Co., Ltd.) eller for Jiangsu Guoxin Union Energy Co. Ltd, der er omfattet af pristilsagn, jf. betragtning 191.

3.12.   Dumpingmargener for de ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter

(190)

Kommissionen fastsatte også den gennemsnitlige dumpingmargen for de ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter. På grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger blev den højeste dumpingmargen for de samarbejdsvillige producenter, jf. grundforordningens artikel 18, anvendt, ikke mindst i betragtning af de ikke samarbejdsvillige virksomheders betydeligt lavere eksportpriser.

3.13.   Konklusion om fortsat dumping

(191)

Alt i alt foregik hovedparten af den kinesiske eksport til Unionen (mellem 70 og 90 %) til betydeligt dumpede priser i den nuværende undersøgelsesperiode. Den resterende kinesiske eksport blev foretaget af de to samarbejdsvillige eksporterende producenter, for hvilke der ikke blev konstateret dumping. Disse to eksporterende producenter er omfattet af pristilsagn, og deres eksport til Unionen fandt sted til minimumsimportprisen. Deres eksportpriser til Unionen blev derfor anset for at være påvirket af tilsagnene og således ikke tilstrækkeligt pålidelige til at kunne anvendes til at fastslå, om der fortsat vil finde dumping sted i forbindelse med denne udløbsundersøgelse.

(192)

Kort sagt blev der konstateret fortsat dumping for langt størstedelen af den kinesiske eksport til Unionen. Kommissionen konkluderede derfor, at der fortsat fandt dumping sted i den nuværende undersøgelsesperiode.

4.   SANDSYNLIGHED FOR FORTSAT DUMPING

(193)

Ud over konstateringen af dumping i den nuværende undersøgelsesperiode undersøgte Kommissionen, om der var sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne ophæves, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2. Følgende yderligere indikatorer blev analyseret: produktionskapaciteten og den uudnyttede kapacitet i det pågældende land og EU-markedets tiltrækningskraft; forbindelsen mellem eksportpriser til tredjelande og prisniveauet i Unionen og omgåelsespraksis.

(194)

Som nævnt ovenfor gav kun fire kinesiske eksporterende producenter sig til kende. De oplysninger om produktion og uudnyttet kapacitet fra kinesiske eksporterende producenter, der var tilgængelige for Kommissionen, var derfor begrænsede.

(195)

Derfor måtte størstedelen af resultaterne nedenfor vedrørende fortsat eller fornyet dumping baseres på andre kilder, dvs. databaserne fra Eurostat og GTA og de oplysninger, som EU-erhvervsgrenen fremlagde i anmodningen om fornyet undersøgelse. Analysen af de pågældende oplysninger viste følgende:

4.1.   Produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i det pågældende land

(196)

Baseret udelukkende på spørgeskemabesvarelserne fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter viste undersøgelsen en uudnyttet produktionskapacitet på ca. 129 000 ton, hvilket svarer til 20-40 % af efterspørgslen i Unionen. I NUP anslås den samlede kinesiske produktionskapacitet til at være tre til fire gange højere end det samlede EU-forbrug.

(197)

Den indenlandske efterspørgsel i Kina blev anslået til ca. 465 000 ton, hvilket er mindre end 24 % af landets produktionskapacitet. Desuden tyder de planlagte yderligere kapacitetsforøgelser på, at sidstnævnte i 2021 vil nå det internationale forbrugsniveau (62), hvilket yderligere vil forværre den eksisterende kinesiske overkapacitet. Denne nye kapacitet vil efter al sandsynlighed føre til et endnu større eksportpres, ikke mindst i betragtning af forskellen mellem kapaciteten og førnævnte indenlandske efterspørgselsniveau. Det er højst usandsynligt, at forbruget på det kinesiske hjemmemarked vil stige i et sådant omfang, at det vil kunne absorbere den eksisterende kapacitet, og slet ikke den øgede kapacitet. Desuden gør tilstedeværelsen af foranstaltninger, der allerede er indført på en række andre markeder, det meget sandsynligt, at der vil ske en betydelig stigning i dumpingimporten, hvis foranstaltningerne i Unionen ophæves.

4.2.   EU-markedets tiltrækningskraft

(198)

EU-markedet havde en betydelig tiltrækningskraft på kinesisk eksport, hvilket ses af den fortsatte og massive tilstedeværelse trods foranstaltningerne — med en markedsandel på EU-markedet på mellem 30 % og 50 %.

(199)

EU-markedets tiltrækningskraft understregedes yderligere af, at en kinesisk investor er ved at bygge et nyt produktionsanlæg med en kapacitet på op til 60 000 ton i Unionen (63).

(200)

Desuden var kinesisk eksport til andre vigtige markeder såsom USA, Brasilien, Colombia, Indien og Thailand begrænset af handelsbeskyttelsesforanstaltninger.

(201)

EU-markedets tiltrækningskraft bekræftedes yderligere af nedenstående priselementer.

4.3.   Forbindelsen mellem eksportpriser til tredjelande og prisniveauet i Unionen

(202)

De fire samarbejdsvillige virksomheders eksportpriser til tredjelande var 20-40 % lavere end priserne ved eksport til Unionen, hvilket igen understreger markedets tiltrækningskraft.

4.4.   Omgåelsespraksis

(203)

Omgåelsespraksis via Malaysia, som førte til indførelsen af antiomgåelsestold i januar 2016, jf. betragtning 5, understregede yderligere EU-markedets tiltrækningskraft for kinesisk eksport.

4.5.   Sandsynlige priser og dumpingmargener, hvis foranstaltningerne ophæves

(204)

Som forklaret ovenfor var der fortsat dumping for langt størstedelen af den kinesiske eksport.

(205)

Desuden tydede alt på, at salget ville finde sted på dumpingniveau, hvis foranstaltningerne udløber.

(206)

For det første viste den omstændighed, at alle virksomheder med tilsagn solgte præcist til virksomhedens minimumsimportpris, at tilsagnet netop fungerede som en nedre pris. Uden et sådant minimum og i en situation med konkurrence fra anden kinesisk eksport, der var mellem 30 og 40 % lavere end prisen i tilsagnet, ville virksomhederne skulle sælge til dette lavere prisinterval for at forblive på markedet. Dette ville efter al sandsynlighed føre til højere dumpingmargener for alle virksomheder, der er omfattet af tilsagnet.

(207)

For det andet kunne denne omgåelse betragtes som en yderligere faktor, der dokumenterede eksportørernes interesse i et komme ind på EU-markedet og deres manglende evne til at konkurrere på EU-markedet til ikke-dumpede priser. Der sås også et mønster med urimelig prispolitik hos kinesiske virksomheder, når de eksporterer til andre markeder, hvilket fremgår af det store antal handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for citronsyre i tredjelande, jf. betragtning 200.

(208)

For det tredje var de fire samarbejdsvillige virksomheders eksportpriser til tredjelande meget lavere end priserne ved salg til Unionen, hvilket tyder på, at der er sandsynlighed for et yderligere fald i eksportpriserne og dermed en yderligere stigning i dumpingmargenerne, hvis foranstaltningerne udløber.

4.6.   Konklusion

(209)

Ovenstående analyse viste, at hvis foranstaltningerne udløber, vil der fortsat finde dumping sted, og at der er stor sandsynlighed for en stigning i dumpingmargenerne med en endnu mere fremtrædende tilstedeværelse af import til det attraktive EU-marked.

(210)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte CCCMC og tre samarbejdsvillige eksporterende producenter spørgsmålstegn ved konklusionerne vedrørende den uudnyttede kapacitet. De hævdede, at den uudnyttede kapacitet på grundlag af Kommissionens egne beregninger faldt fra 192 000 ton i 2015 (den tidligere undersøgelse) til 129 000 ton i NUP, hvilket er i modstrid med konklusionen om, at den stadig voksende uudnyttede produktionskapacitet gav sig udslag i et højere pres for at eksportere. Kommissionen bemærkede, at den vurderede den uudnyttede kapacitet på grundlag af data fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Disse samarbejdsvillige eksporterende producenter er ikke de samme samarbejdsvillige eksporterende producenter som i den tidligere undersøgelse. CCCMC's og de tre samarbejdsvillige eksporterende producenters sammenligning er derfor ukorrekt. Under alle omstændigheder er 129 000 ton stadig en massiv overkapacitet. Påstanden blev derfor afvist.

(211)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede CCCMC og de tre samarbejdsvillige eksporterende producenter, at Kommissionen ikke havde kontrolleret pålideligheden og nøjagtigheden af de angivelige beviser for planlagte kapacitetsforøgelser, som EU-erhvervsgrenen havde fremlagt. Kommissionen bemærkede, at den nøje har gennemgået både EU-erhvervsgrenens og CCCMC's indlæg i denne henseende, og at dens fornyede undersøgelse ikke har afsløret elementer, der kunne ændre dens konklusioner i betragtning 197.

(212)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede CCCMC og de tre samarbejdsvillige eksporterende producenter, at Kommissionens konklusion om, at eksportpriserne til Unionen ville falde til niveauet til tredjelande i en situation uden nye foranstaltninger, er ren spekulation. De hævdede også, at Kommissionen ikke havde fremlagt nogen opgørelse eller analyse med hensyn til dens konklusion om, at eksporten fra Kina sandsynligvis ville stige og finde sted med højere dumpingmargener i en situation uden foranstaltninger. Endelig hævdede de, at Kommissionen ikke fremlagde en solid økonomisk begrundelse for, hvorfor de kinesiske eksporterende producenter ville sænke deres priser til Unionen betydeligt, hvis der ikke blev indført fornyede foranstaltninger.

(213)

Som svar herpå bemærkede Kommissionen, at undersøgelsen klart fastslog, at dumpingen fortsætter, selv på grundlag af eksportpriser, der understøttes af minimumsimportprisen i tilsagnene. Priserne hos eksporterende producenter, der ikke var omfattet af tilsagn, var betydeligt lavere, hvilket klart indikerede, at priserne sandsynligvis ville falde, hvis der ikke var afgivet tilsagn. Desuden fandt Kommissionen, at eksportpriserne til Unionen var betydeligt højere end eksportpriserne til andre markeder for så vidt angår alle eksporterende producenter, der var omfattet af tilsagn, hvilket tyder på, at EU-markedet ville tiltrække en stigning i importen. Sammen med den betydelige uudnyttede kapacitet i Kina støttede disse elementer klart konklusionen om, at eksporten til Unionen sandsynligvis fortsat ville finde sted til dumpingpriser og i øgede mængder, hvis foranstaltningerne blev ophævet.

5.   SKADE

5.1.   Definition af EU-erhvervsgren og EU-produktion

(214)

Samme vare blev fremstillet af to producenter i Unionen i NUP. Disse to producenter udgør EU-erhvervsgrenen som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(215)

Da kun to producenter udgør EU-erhvervsgrenen, fremlagde Kommissionen nogle af tallene i denne forordning ved hjælp af intervaller og/eller indekser i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19 for at beskytte fortrolige oplysninger.

(216)

Den samlede EU-produktion i den nuværende undersøgelsesperiode blev fastsat til at være mellem 300 000-350 000 ton. Kommissionen fastsatte tallet på grundlag af spørgeskemabesvarelserne fra de to EU-producenter.

5.2.   EU-forbrug

(217)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget på det frie marked på grundlag af EU-erhvervsgrenens salg på det frie marked på EU-markedet og importen fra Kina og andre tredjelande som angivet i spørgeskemabesvarelserne og importstatistikkerne baseret på databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(218)

Forbruget på det frie marked udviklede sig som følger:

Tabel 1

EU-forbruget (ton)

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Samlet EU-forbrug

500 000 -550 000

535 000 -585 000

535 000 -585 000

515 000 -565 000

Indeks

100

107

107

103

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(219)

EU-forbruget steg indledningsvis med 7 % og toppede i 2017 og 2018. Mellem 2018 og den nuværende undersøgelsesperiode faldt forbruget noget, men forblev 3 % højere end i begyndelsen af den betragtede periode.

(220)

Årsagen til stigningen i forbruget af citronsyre var stigningen i forbruget af produkter, der anvender den undersøgte vare i forskellige industrier såsom fødevarer, rengøringsmidler til husholdningsbrug, lægemidler og kosmetik. Desuden har lovgivningen om erstatning af fosfater i rengøringsmidler til husholdningsbrug med andre stoffer medført en stigning i forbruget af den undersøgte vare, da citronsyre er et af de mest velegnede fosfaterstatningsmidler til disse formål.

5.3.   Import fra det pågældende land

5.3.1.   Mængde og markedsandel for importen fra det pågældende land

(221)

Kommissionen fastsatte importmængderne på grundlag af data fra databasen i henhold til artikel 14, stk. 6. Markedsandelen for importen blev fastsat på grundlag af databasen i henhold til artikel 14, stk. 6, og spørgeskemabesvarelserne fra EU-erhvervsgrenen.

(222)

Importen fra det pågældende land udviklede sig som følger:

Tabel 2

Importmængde (i ton) og markedsandel

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Importmængde fra Kina

207 295

190 750

223 185

205 595

Indeks

100

92

108

99

Markedsandel (%)

40-45

34-39

40-45

38-43

Indeks

100

86

100

96

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(223)

Importmængden fra Kina var betydelig i hele den betragtede periode og lå næsten på samme niveau i den nuværende undersøgelsesperiode som i 2016. Den lavere import i 2017 og den højere import i 2018 hænger sammen med, at citronsyre er en vare, der transporteres i store mængder, og i januar 2018 kom en stor mængde ind på EU-markedet og blev derfor tilskrevet importen i 2018 (importen fra januar 2018 er ca. 50 % højere end i december 2017). Samlet set var importmængderne fra Kina stabile.

(224)

Markedsandelen for importen af citronsyre fra Kina var betydelig og forblev stort set omkring 40 % med et lille fald på 1,4 procentpoint i den betragtede periode. Da importen fra andre lande også faldt, jf. betragtning 234-235, bemærkede Kommissionen, at den øgede efterspørgsel i den betragtede periode blev dækket af stigningen i EU-erhvervsgrenens produktion.

5.3.2.   Priser på importen fra det pågældende land og prisunderbud

(225)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af data fra databasen i henhold til artikel 14, stk. 6. Gennemsnitspriserne på importen fra det pågældende land udviklede sig således:

Tabel 3

Importpriser (EUR/ton)

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Kina

736,7

773,8

738,2

701,9

Indeks

100

105

100

95

Kilde: Databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(226)

Prisen på citronsyre importeret fra Kina var stabil i den betragtede periode. Samlet set faldt prisen på kinesisk citronsyre med 5 % i forhold til 2016. Importpriserne fra Kina var fortsat betydeligt lavere end EU-priserne, som det fremgår af tabel 8.

(227)

Stigningen i importpriserne i 2017 kan kædes sammen med stigningen i forbruget, der som forklaret i betragtning 219 var særlig høj i 2017 som følge af den lovgivningsmæssige ændring vedrørende fosfater, der er beskrevet i betragtning 220. Denne stigning i efterspørgslen udløste en stigning i importpriserne. Priserne faldt derefter igen i 2018 og 2019, hvor efterspørgslen blev justeret.

(228)

Kommissionen fastsatte prisunderbuddet i den nuværende undersøgelsesperiode ved at sammenligne:

a)

de vejede gennemsnitlige salgspriser pr. varetype, som EU-producenterne opkrævede af ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, justeret til ab fabrik-niveau, og

b)

de tilsvarende vejede gennemsnitlige priser pr. varetype for importen fra de samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter ved salg til den første uafhængige kunde på EU-markedet som fastsat på cif-basis (dvs. inklusive omkostninger, forsikringer og fragt), inklusive antidumpingtolden, med passende justeringer for told og omkostninger efter importen.

(229)

Underbudsmargenerne er vist på to niveauer nedenfor; det første omfatter de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke er omfattet af tilsagnet i betragtning 189. Det andet omfatter også de tre samarbejdsvillige virksomheder, der var omfattet af tilsagnet. Der foretages en opdeling, fordi priserne for de virksomheder, der er omfattet af tilsagnet, blev påvirket af betingelserne i tilsagnet.

(230)

For ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter kunne der ikke fastsættes prisunderbud på grundlag af priser pr. varetype, da disse oplysninger ikke forelå. Derfor blev prisunderbuddet fastsat ved at sammenligne de samlede vejede gennemsnitlige salgspriser for både EU-producenterne og de ikke samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter.

(231)

Prissammenligningerne blev foretaget for hver enkelt varetype for transaktioner i samme handelsled — med passende justeringer, hvor det var nødvendigt — og fratrukket rabatter og nedslag. Resultaterne af sammenligningen blev udtrykt i procent af EU-producenternes omsætning i den nuværende undersøgelsesperiode. De viste en vejet gennemsnitlig underbudsmargen for eksporterende producenter, der ikke er omfattet af tilsagnene, på over 19 % og for eksporterende producenter, der er omfattet af tilsagnet, på over 10 %.

5.4.   Import fra andre tredjelande end Kina

(232)

Importen af citronsyre fra andre tredjelande end Kina kom hovedsagelig fra Cambodja, Colombia og Thailand.

(233)

Den (aggregerede) importmængde samt markedsandelen og prisudviklingen for importen af citronsyre fra andre tredjelande udviklede sig som følger:

Tabel 4

Import fra tredjelande

Land

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Thailand

Mængde (ton)

19 410

20 163

13 203

13 305

Indeks

100

104

68

69

Markedsandel (%)

< 5

< 5

< 5

< 5

Gennemsnitspris (EUR)

817

887

847

784

Indeks

100

109

104

96

Andre tredjelande

Mængde (ton)

10 331

18 612

7 909

7 194

Indeks

100

180

77

70

Markedsandel (%)

< 5

< 5

< 5

< 5

Gennemsnitspris (EUR)

1 094

1 001

1 251

1 265

Indeks

100

92

114

116

Alle tredjelande i alt

Mængde (ton)

29 741

38 775

21 112

20 500

Indeks

100

130

71

69

Markedsandel (%)

5-10

5-10

< 5

< 5

Gennemsnitspris (EUR)

913

942

998

952

Indeks

100

103

109

104

Kilde: Databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(234)

De største importmængder af citronsyre fra andre tredjelande end Kina kom i den betragtede periode fra Thailand. Importen fra Thailand faldt med 31 % i den betragtede periode. I hvert år af den betragtede periode fulgte priserne tendensen i prisudviklingen for importen fra Kina, men var 11 % til 15 % højere.

(235)

Importen af citronsyre fra alle tredjelande faldt med 30 % i den betragtede periode. Priserne på denne import var også højere end priserne på importen fra Kina.

5.5.   EU-erhvervsgrenens økonomiske situation

5.5.1.   Generelle bemærkninger

(236)

Analysen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation omfattede en vurdering af alle de økonomiske indikatorer, der havde en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

5.5.2.   Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(237)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 5

Produktionsmængde, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Produktionsmængde (ton)

300 000 -350 000

342 000 -392 000

339 000 -389 000

327 000 -377 000

Indeks

100

114

113

109

Produktionskapacitet (ton)

350 000 -400 000

381 000 -431 000

395 000 -445 000

395 000 -445 000

Indeks

100

109

113

113

Kapacitetsudnyttelse (%)

90-100

90-100

90-100

87-97

Indeks

100

105

100

97

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(238)

Produktionsmængden steg med 9 % i den betragtede periode, og produktionen toppede i 2017 (hvor den var 14 % højere end i 2016). Tendensen i EU-erhvervsgrenens produktionsmængde følger stort set tendensen i EU-forbruget.

(239)

Produktionskapaciteten er steget støt i den betragtede periode og var i den nuværende undersøgelsesperiode 13 % højere end i 2016.

(240)

Kapacitetsudnyttelsen svingede i den betragtede periode og var på sit laveste i den nuværende undersøgelsesperiode, nemlig 3 % under niveauet i 2016.

5.5.3.   Salgsmængde og markedsandel

(241)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 6

Salgsmængde og markedsandel på EU-markedet

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Salgsmængde på EU-markedet i alt (ton)

250 000 -300 000

292 000 -342 000

280 000 -330 000

275 000 -325 000

Indeks

100

117

112

110

Salget på det bundne marked

0-5 000

0-5 000

0-5 000

0-5 000

Salget på det frie marked

245 000 -300 000

287 000 -342 000

275 000 -330 000

270 000 -325 000

Indeks

100

116

112

110

Markedsandel på det frie marked (%)

50-60

54-64

52-62

54-64

Indeks

100

109

104

107

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(242)

Salget på det bundne marked, der hovedsagelig var forbundet med produktionen af specialprodukter og specialsalte, hvortil citronsyre anvendes som råmateriale, lå på et lille niveau på under 5 000 ton hvert år i den betragtede periode og havde derfor ingen nævneværdig indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation, herunder dens markedsandele.

(243)

Salget fulgte samme udvikling som produktionstendensen og steg med 10 % i den betragtede periode og var på sit højeste i 2017.

(244)

EU-erhvervsgrenens markedsandel var på mellem 50 % og 64 % i hvert år af den betragtede periode. Den steg med ca. 4 procentpoint i den nuværende undersøgelsesperiode.

5.5.4.   Beskæftigelse og produktivitet

(245)

Beskæftigelsen og produktiviteten i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 7

Beskæftigelse og produktivitet i Unionen

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Antal ansatte

600-650

624-674

642-692

642-792

Indeks

100

104

107

107

Produktivitet (enhed/ansat)

500-550

550-600

530-580

510-560

Indeks

100

110

106

102

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(246)

Antallet af ansatte udtrykt i fuldtidsækvivalenter steg med ca. 7 % i den betragtede periode og nåede op på over 640 ansatte i den nuværende undersøgelsesperiode.

(247)

Produktiviteten steg kun lidt i den betragtede periode, nemlig med ca. 2 %. I denne forbindelse udtrykkes produktiviteten som antal ton pr. antal ansatte (fuldtidsækvivalenter) i løbet af året.

5.5.5.   Dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping

(248)

Virkningen af de faktiske dumpingmargener på EU-erhvervsgrenen blev afbødet af tilsagnet vedrørende prisniveauet hos store kinesiske eksporterende producenter, der fungerede som en bundgrænse for de relevante kinesiske eksportpriser.

(249)

Det kan derfor konkluderes, at EU-erhvervsgrenen har genrejst sig fra den skade, der blev forårsaget af den tidligere dumping fra kinesiske eksporterende producenters side. I den betragtede periode fortsatte EU-erhvervsgrenens genrejsningsproces, som det fremgår af en gunstig tendens i de vigtigste skadesindikatorer.

5.5.6.   Priser og faktorer, som påvirker priserne

(250)

EU-producenternes vejede gennemsnitlige enhedspriser ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 8

Salgspriser i Unionen

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Gennemsnitlig enhedssalgspris på det frie marked (EUR pr. ton)

1 000 -1 100

980-1 080

1 010 -1 110

1 010 -1 110

Indeks

100

98

101

101

Enhedsproduktionsomkostninger (EUR/ton)

800-900

760-860

824-924

840-940

Indeks

100

95

103

105

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(251)

EU-producenternes vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen var meget stabile og steg kun med 1 % i den betragtede periode.

(252)

Enhedsproduktionsomkostningerne svingede i den betragtede periode og var 5 % højere i den nuværende undersøgelsesperiode end i 2016. Omkostningsstigningen kombineret med kun en lille stigning i salgspriserne resulterede i et fald i rentabiliteten, jf. betragtning 257.

5.5.7.   Arbejdskraftomkostninger

(253)

EU-producenternes gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 9

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (EUR)

70 000 -80 000

70 000 -80 000

71 400 -81 400

72 800 -82 800

Indeks

100

100

102

104

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(254)

EU-producenternes gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger steg med 4 % i den betragtede periode, hvilket var lavere end inflationen i Unionen i denne periode.

5.5.8.   Lagerbeholdninger

(255)

EU-producenternes lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 10

Lagerbeholdninger

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Slutlagre (ton)

20 000 -25 000

16 200 -21 200

24 400 -39 400

24 000 -28 000

Indeks

100

81

122

120

Slutlagre i procent af produktionen (%)

5-10

3-8

5-10

5-11

Indeks

100

71

107

110

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(256)

EU-producenternes slutlagre steg i den betragtede periode. Lagerbeholdningerne ligger på et stabilt niveau som følge af det øgede salg og den øgede produktion. Det meget lavere niveau i lagerbeholdningerne ved udgangen af 2017 var en undtagelse. Undtagelsen hænger sammen med den øgede efterspørgsel efter citronsyre som følge af udskiftningen af fosfater i visse produkters kemiske sammensætning, jf. betragtning 220.

5.5.9.   Rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evnen til at rejse kapital

(257)

EU-producenternes rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 11

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

 

2016

2017

2018

Nuværende undersøgelsesperiode

Rentabilitet ved salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af omsætningen)

15-20

18-23

14-19

11-16

Indeks

100

120

94

79

Likviditetsindeks

100

140

100

102

Investeringer (EUR)

40 000 000 -50 000 000

35 600 000 -45 600 000

31 200 000 -41 200 000

39 600 000 -49 600 000

Indeks

100

89

78

99

Investeringsafkast (%)

30-40

37-48

27-38

26-36

Indeks

100

125

92

86

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(258)

Kommissionen beregnede de stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet som nettofortjenesten før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg.

(259)

Rentabiliteten i den betragtede periode var på sit højeste i 2017. De ekstraordinære omstændigheder var knyttet til udskiftningen af fosfater som beskrevet i betragtning 220, og den højere rentabilitet i det pågældende år bør kædes sammen med en øget efterspørgsel i det pågældende år. Den samlede rentabilitet for erhvervsgrenen i den nuværende undersøgelsesperiode var på over 10 %.

(260)

Nettolikviditeten er udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Udviklingen forblev på samme niveau i hele den betragtede periode, undtagen i 2017.

(261)

Investeringsafkastet er fortjenesten udtrykt i procent af den bogførte nettoværdi af investeringerne. Dets udvikling svarede til udviklingen i rentabiliteten og forblev på et tilfredsstillende niveau i hele den betragtede periode.

(262)

Ingen af EU-producenterne rapporterede om vanskeligheder med at rejse kapital i den betragtede periode.

5.6.   Konklusion vedrørende skade

(263)

De fleste skadesindikatorer såsom produktion, salgsmængde, beskæftigelse, kapacitet, produktivitet og likviditet udviklede sig positivt. Mens udviklingen i de finansielle indikatorer, som f.eks. rentabilitet og investeringsafkast, er negativ, er de absolutte tal tilfredsstillende og viser ikke tegn på væsentlig skade.

(264)

Kommissionen konkluderer derfor, at EU-erhvervsgrenen i den nuværende undersøgelsesperiode ikke led væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5.

6.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE

6.1.   Generelle bemærkninger

(265)

Kommissionen konkluderede i betragtning 262, at EU-erhvervsgrenen ikke led væsentlig skade i den betragtede periode, og undersøgte i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, om der ville være sandsynlighed for fornyet skade, som oprindeligt var forårsaget af dumpingimporten fra Kina, hvis foranstaltningerne over for importen fra Kina fik lov at udløbe (64).

(266)

Ovenstående tendenser vedrørende importpriser og -mængder for den undersøgte vare fra Kina viser, at selv om de kinesiske eksportører opretholdt en markant tilstedeværelse på EU-markedet, har de gældende foranstaltninger (told og tilsagn) ført til en forbedring af markedsvilkårene. EU-erhvervsgrenen var den, der havde størst fordel af denne udvikling, da andre tredjelandes markedstilstedeværelse forblev begrænset. Dette viser, at afhjælpningen af skadesaspektet primært skyldes de gældende foranstaltninger.

(267)

De eksporterende producenter i Kina har, jf. betragtning 196-197, omfattende og stigende ledig kapacitet, hvilket betyder, at de kan øge deres eksport meget hurtigt. På grund af de mere fordelagtige priser på EU-markedet i forhold til de fleste tredjelandsmarkeder er det derudover sandsynligt, at væsentlige mængder, der i øjeblikket eksporteres til disse lande, også ville kunne omdirigeres til EU-markedet, hvis antidumpingforanstaltningerne fik lov at udløbe.

(268)

Desuden er der på store internationale markeder blevet indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for kinesisk citronsyre. Det vil derfor være vanskeligere for de kinesiske eksporterende producenter at sælge på disse markeder end på et ubeskyttet EU-marked, hvis antidumpingforanstaltningerne får lov at udløbe.

(269)

Desuden underbød de kinesiske eksportørers prisniveauer EU-erhvervsgrenens priser markant, selv med de gældende foranstaltninger. Uden told ville underbuddet fra de eksporterende producenter, der ikke er omfattet af tilsagn, være på over 29 %. Ovenstående illustrerer de prisniveauer, som de eksporterende kinesiske producenter sandsynligvis ville komme ind på EU-markedet med, hvis foranstaltningerne bortfalder. Uden de gældende foranstaltninger ville EU-erhvervsgrenen ikke være i stand til at opretholde sine priser og ville sandsynligvis lide tab som i den oprindelige undersøgelse.

(270)

Sandsynligheden for kinesisk eksport til lave priser, i en situation hvor der ikke findes foranstaltninger, bekræftes også af talrige antidumpingundersøgelser af kinesisk citronsyre i andre lande, jf. betragtning 200 ovenfor.

(271)

Kombinationen af de kinesiske producenters høje eksportkapacitet og skadevoldende priser ville direkte føre til et hurtigt tab af EU-erhvervsgrenens salg og/eller et fald i dens priser, hvilket ville føre til en alvorlig økonomisk forværring og bringe EU-erhvervsgrenens overlevelse i fare, som det fremgår af lukningen af andre EU-producenter, jf. betragtning 276.

(272)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremsatte CCCMC og de tre samarbejdsvillige eksporterende producenter bemærkninger vedrørende sandsynligheden for fornyet skade, og fremførte, at øget import til lavere priser ikke ville give kommerciel eller markedsmæssig mening, hvis foranstaltningerne udløb. Desuden hævdede CCCMC også, at handelsbeskyttelsesforanstaltninger i andre lande ikke ville have nogen væsentlig indvirkning på beslutningstagningen hos eksporterende producenter fra Kina. Disse påstande blev ikke underbygget, og det blev heller ikke på ingen måde godtgjort, at den brede vifte af væsentlige elementer og argumenter, der er nævnt ovenfor, var ukorrekte. Kommissionen bemærkede desuden, at importpriserne uden told, jf. tabel 3, allerede ligger et godt stykke under EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger (som vist i tabel 11). Selv hvis sådanne lave importpriser opretholdes, vil det derfor lægge pres på EU-erhvervsgrenen, som sandsynligvis igen vil blive forvoldt skade. Disse påstande kan derfor ikke accepteres.

(273)

Det konkluderes derfor, at det i mangel af foranstaltninger sandsynligvis vil føre til en betydelig stigning i dumpingimporten fra Kina til skadevoldende priser, og en fornyet væsentlig skade vil være sandsynlig.

7.   UNIONENS INTERESSER

(274)

I henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgte Kommissionen, om en opretholdelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville være i strid med Unionens interesser som helhed. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, dvs. EU-erhvervsgrenens, importørernes og brugernes interesser.

7.1.   EU-erhvervsgrenens interesser

(275)

Begge EU-producenter, der tilsammen tegner sig for 100 % af EU-produktionen, samarbejdede i forbindelse med denne undersøgelse. Som anført i betragtning 263 har EU-erhvervsgrenen genrejst sig efter den skade, der er forårsaget af tidligere dumping, og dens aktiviteter er levedygtige, når de ikke udsættes for urimelig konkurrence fra dumpingimporten.

(276)

EU-erhvervsgrenen fulgte med den øgede efterspørgsel efter citronsyre, herunder de investeringer, der var nødvendige for at øge dens produktionskapacitet, og planlagde at udvide den yderligere.

(277)

Samtidig ville en ophævelse af foranstaltningerne sandsynligvis føre til øget urimelig konkurrence fra kinesisk dumpingimport og true den fortsatte drift hos de resterende producenter i en ellers levedygtig erhvervsgren. Det skal erindres, at før der blev indført foranstaltninger over for importen fra Kina, havde tre EU-producenter lukket.

(278)

Kommissionen konkluderede derfor, at det er i EU-erhvervsgrenens interesse at opretholde de gældende foranstaltninger.

7.2.   Ikke forretningsmæssigt forbundne importørers interesser

(279)

Som anført i betragtning 18 indkom der kun en spørgeskemabesvarelse fra én ikke forretningsmæssigt forbunden importør. Der var derfor ikke megen interesse blandt importørerne i den nuværende undersøgelse.

(280)

Importører af citronsyre er ofte forhandlere af et større udvalg af kemiske produkter og er derfor ikke begrænset til citronsyre. Desuden importerer forhandlerne kemiske produkter fra andre tredjelande end Kina og forhandler også varer fremstillet af EU-erhvervsgrenen. Derfor forventes den potentielle virkning af en opretholdelse tolden for importørerne at være meget begrænset.

7.3.   Brugernes interesser

(281)

Som anført i betragtning 23 modtog Kommissionen spørgeskemabesvarelser fra fire brugere fra sundheds-, skønheds- og hjemmehygiejneindustrien. På trods af at føde- og drikkevareindustrien er den største bruger af citronsyre, samarbejdede ingen brugere fra denne industri i forbindelse med undersøgelsen.

(282)

For de fleste brugere tegner citronsyre sig for en lille eller endog ubetydelig del af deres omkostningsstruktur. I visse særlige typer produkter, navnlig i forbindelse med hygiejneprodukter til hjemmet, såsom tabletter til opvaskemaskiner, er indholdet af citronsyre meget højere.

(283)

I deres bemærkninger hævdede de samarbejdsvillige brugere, at EU-erhvervsgrenen har genrejst sig fuldt ud, og anførte, at erhvervsgrenen ikke er i stand til fuldt ud at imødekomme efterspørgslen i Unionen. I bemærkningerne blev det også nævnt, at produktionen af disse produkter i Unionen, navnlig for produkter med et usædvanligt højt indhold af citronsyre, er mindre konkurrencedygtig end i lande, hvor der ikke er told på citronsyre. Brugerne fremhævede også EU-producenternes gode finansielle situation.

(284)

De gældende foranstaltninger har ikke påvirket tilgængeligheden af citronsyre fra kilder uden for Unionen, hvilket bekræftes af den fortsatte betydelige tilstedeværelse af kinesisk eksport. Der er planlagt stigninger i produktionskapaciteten i Unionen, både blandt EU-producenterne og via de kinesiske investeringer i Unionen, jf. betragtning 199.

(285)

De samarbejdsvillige brugeres rentabilitet var høj, og for langt de fleste brugere var de finansielle virkninger af omkostningerne til citronsyre som råvare ubetydelige. For de brugere, der er involveret i produktionen af produkttyper med et højere citronsyreindhold, var disse produkter kun en del af en meget bredere portefølje. I forbindelse med den tidligere udløbsundersøgelse, hvor flere brugere samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, fastslog Kommissionen, at citronsyre ikke udgør mere end 5 % af råvareomkostningerne for brugere, der fremstiller kemiske produkter. Virkningen af foranstaltningerne på disse brugere blev derfor betragtet som begrænset.

(286)

Samlet set opvejede foranstaltningernes positive virkning på EU-erhvervsgrenen i høj grad foranstaltningernes begrænsede negative virkning på brugerne.

7.4.   Andre faktorer — forsyningssikkerhed

(287)

Forsyningssikkerhed er et vigtigt element på markedet for citronsyre. For de fleste anvendelser af citronsyre var prisfaktoren ubetydelig, mens tilgængeligheden af den undersøgte vare som råvare var af afgørende betydning. Uden foranstaltninger vil EU-erhvervsgrenens overlevelse blive bragt i fare med virkninger, der rækker ud over erhvervsgrenen selv, f.eks. færre tilgængelige forsyningskilder eller færre konkurrenter på markedet.

7.5.   Konklusion vedrørende Unionens interesser

(288)

På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der ikke var tvingende årsager til, at det ikke var i Unionens interesse at opretholde foranstaltningerne over for importen af citronsyre med oprindelse i Kina.

8.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(289)

På grundlag af Kommissionens konklusioner om fornyet dumping, fornyet skade og Unionens interesser bør antidumpingforanstaltningerne vedrørende citronsyre fra Kina opretholdes.

(290)

I lyset af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands (»Det Forenede Kongerige«) udtræden af Den Europæiske Union med virkning fra den 1. januar 2021 analyserede Kommissionen også konsekvenserne af denne udtræden for konklusionerne af denne udløbsundersøgelse.

(291)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at andelen af den samlede import af citronsyre til Det Forenede Kongerige var på under 10 % af den samlede import i EU-28 i hele den betragtede periode (kilde: databasen i henhold til artikel 14, stk. 6). Hverken EU-markedets tiltrækningskraft eller prisniveauet for importen af den pågældende vare til Unionen vil blive påvirket af reduktionen af det indre marked til EU27.

(292)

De to eneste EU-producenters salg til Det Forenede Kongerige var af samme størrelsesorden.

(293)

For de to kinesiske eksporterende producenter, hvor dumpingmargenen blev beregnet som forklaret i betragtning 189, ville en fjernelse af eksportsalget til Det Forenede Kongerige med henblik på en beregning af dumpingmargenen ikke have en virkning på mere end 1 procentpoint. Som følge heraf ville dumpingmargenerne for ikke samarbejdsvillige producenter heller ikke ændre sig.

(294)

Kommissionen konkluderede derfor, at resultaterne af denne undersøgelse, der førte til en opretholdelse af antidumpingforanstaltningerne, ikke ville variere, uanset om Det Forenede Kongerige indgår i analysen eller ej. Ingen af de interesserede parter fremsatte bemærkninger til dette punkt.

(295)

Alle interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale en opretholdelse af de gældende foranstaltninger. De fik også en frist til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af disse oplysninger.

(296)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (65) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(297)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre og tri-natriumcitrat-dihydrat, i øjeblikket henhørende under KN-kode 2918 14 00 og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918150011 og 2918150019) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for den i stk. 1 beskrevne vare fremstillet af følgende virksomheder:

Virksomhed

Endelig antidumpingtold (%)

Taric-tillægskode

COFCO Bio-Chemical Energy (Yushu) Co. Ltd — No 1 Dongfeng Avenue, Wukeshu Economic Development Zone, Changchun City 130401, Kina

35,7

A874

Laiwu Taihe Biochemistry Co., Ltd. — No 89, Changjiang Street, Laiwu City, Shandong Province, Kina

15,3

A880

RZBC Co., Ltd. — No 9 Xinghai West Road, Rizhao City, Shandong Province, Kina

36,8

A876

RZBC (Juxian) Co., Ltd. — No 209 Laiyang Road, Juxian Economic Development Zone, Rizhao City, Shandong Province, Kina

36,8

A877

TTCA Co., Ltd. — West, Wenhe Bridge North, Anqiu City, Shandong Province, Kina

42,7

A878

Weifang Ensign Industry Co., Ltd. — No 1567 Changsheng Street, Changle, Weifang, Shandong Province, Kina

33,8

A882

Jiangsu Guoxin Union Energy Co., Ltd. — No 1 Redian Road, Yixing Economic Development Zone, Jiangsu Province, Kina

32,6

A879

Alle andre virksomheder

42,7

A999

3.   Den endelige antidumpingtold på importen med oprindelse i Folkerepublikken Kina, jf. stk. 2, udvides til også at omfatte importen af samme citronsyre og tri-natriumcitrat-dihydrat afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej (KN-kode ex 2918 14 00 (Taric-kode 2918140010) og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918150011).

4.   Anvendelsen af de individuelle toldsatser, der er anført for virksomhederne i stk. 2, er betinget af, at der fremlægges en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder; handelsfakturaen skal indeholde en erklæring, der er dateret og underskrevet af én af de ansatte i den enhed, der har udstedt handelsfakturaen, med angivelse af den pågældendes navn og funktion og med følgende ordlyd: »Undertegnede bekræfter, at den (mængde) af [den undersøgte vare], der er solgt til eksport til Den Europæiske Union, og som er omfattet af denne faktura, er fremstillet af [virksomhedens navn og adresse] [Taric-tillægskode] i [det pågældende land]. Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte.« Hvis der ikke fremlægges en sådan faktura, anvendes toldsatsen for alle andre virksomheder.

5.   De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

1.   Importerede varer, der er angivet til overgang til fri omsætning og faktureret af virksomheder, som har afgivet tilsagn, der er godtaget af Kommissionen, og hvis navne er opført i afgørelse 2008/899/EF, som ændret ved afgørelse 2012/501/EU og gennemførelsesforordning (EU) 2016/704, undtages fra den ved artikel 1 indførte antidumpingtold, forudsat at:

a)

varerne er fremstillet, afsendt og faktureret direkte af nævnte virksomheder til den første uafhængige kunde i Unionen, og

b)

de importerede varer ledsages af en tilsagnsfaktura, som er en handelsfaktura, som mindst indeholder de elementer og den erklæring, der er fastlagt i bilaget til denne forordning, og

c)

de varer, der angives og forelægges toldmyndighederne, svarer nøjagtigt til beskrivelsen på tilsagnsfakturaen.

2.   Der opstår en toldskyld på tidspunktet for godtagelsen af angivelsen til overgang til fri omsætning:

a)

hvis det i forbindelse med de importerede varer, der er beskrevet i stk. 1, fastslås, at en eller flere af betingelserne i nævnte stykke ikke er opfyldt, eller

b)

hvis Kommissionen trækker sin godtagelse af tilsagnet tilbage i henhold til artikel 8, stk. 9, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (66) i en forordning eller en afgørelse, som henviser til særlige transaktioner, og erklærer de pågældende tilsagnsfakturaer for ugyldige.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. april 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)   EUT L 323 af 3.12.2008, s. 1.

(3)   EUT L 323 af 3.12.2008, s. 62.

(4)   EUT L 244 af 8.9.2012, s. 27.

(5)   EUT L 15 af 22.1.2015, s. 8.

(6)   EUT L 10 af 15.1.2016, s. 3.

(7)   EUT L 122 af 12.5.2016, s. 19.

(8)   EUT L 231 af 14.9.2018, s. 20.

(9)   EUT C 165 af 14.5.2019, s. 3.

(10)  Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT C 18 af 20.1.2020, s. 3).

(11)  Link til det sagsspecifikke websted: https://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2432.

(12)  Meddelelsen findes i sagsakterne under nummer t20.002450.

(13)  Meddelelsen findes i sagsakterne under nummer t20.002149.

(14)  Database med handelsoplysninger fra IHS Markit, https://ihsmarkit.com/products.html.

(15)  Meddelelsen findes i sagsakterne under nummer t20.007937.

(16)  Database med finansielle oplysninger om virksomheder formidlet af Bureau van Dijk, www.bvdinfo.com.

(17)  Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om »Significant Distortions in the Economy of the People's Republic of China for the Purposes of Trade Defence Investigations« af 20. december 2017 (SWD (2017) 483 final/2) (»rapporten«).

(18)  WTO DS 494, EU — Cost Adjustment Methodologies, punkt 7.76, 7.80 og 7.81.

(19)   EUT L 338 af 19.12.2017, s. 1.

(20)  Rapporten — kapitel 2, s. 6-7.

(21)  Rapporten — kapitel 2, s. 10.

(22)  Findes på http://www.fdi.gov.cn/1800000121_39_4866_0_7.html (sidst tilgået den 15. juli 2019).

(23)  Rapporten — kapitel 2, s. 20-21.

(24)  Rapporten — kapitel 3, s. 41 og s. 73-74.

(25)  Rapporten — kapitel 6, s. 120-121.

(26)  Rapporten — kapitel 6, s. 122-135.

(27)  Rapporten — kapitel 7, s. 167-168.

(28)  Rapporten — kapitel 8, s. 169-170, s. 200-201.

(29)  Rapporten — kapitel 2, s. 15-16, rapporten — kapitel 4, s. 50 og 84, rapporten — kapitel 5, s. 108-109.

(30)  Rapporten — kapitel 3, s. 22-24, og kapitel 5, s. 97-108.

(31)  Rapporten — kapitel 5, s. 104-109.

(32)  Se Grain and Oil Processing 13th Five-Year Plan, Section IV.2.1, som findes på http://www.gov.cn/xinwen/2017-01/03/content_5155835.htm (senest tilgået den 21. december 2020).

(33)  Rapporten — kapitel 5, s. 100-101.

(34)  Rapporten — kapitel 2, s. 26.

(35)  Rapporten — kapitel 2, s. 31-32.

(36)  Findes på https://www.reuters.com/article/us-china-congress-companies-idUSKCN1B40JU (senest tilgået den 15. juli 2019).

(37)  Rapporten — kapitel 14.1-14.3.

(38)  Rapporten — kapitel 4, s. 41-42, s. 83.

(39)  Rapporten — kapitel 12, s. 319.

(40)  Oplysninger om subsidier findes på landbrugsministeriets websted: http://www.moa.gov.cn/gk/zcfg/qnhnzc/201904/t20190416_6179338.htm.

(41)  Se NDRC's meddelelse 2017/627 om ophævelse af »NDRC Notice on Matters concerning the Management of Corn Deep Processing Projects«, som findes på: https://www.ndrc.gov.cn/fggz/cyfz/zcyfz/201704/t20170417_1149901.html.

(42)  Ibid.

(43)  Rapporten — kapitel 6, s. 138-149.

(44)  Rapporten — kapitel 9, s. 216.

(45)  Rapporten — kapitel 9, s. 213-215.

(46)  Rapporten — kapitel 9, s. 209-211.

(47)  Rapporten — kapitel 13, s. 332-337.

(48)  Rapporten — kapitel 13, s. 336.

(49)  Rapporten — kapitel 13, s. 337-341.

(50)  Rapporten — kapitel 6, s. 114-117.

(51)  Rapporten — kapitel 6, s. 119.

(52)  Rapporten — kapitel 6, s. 120.

(53)  Rapporten — kapitel 6, s. 121-122, s. 126-128 og s. 133-135.

(54)  Se IMF's arbejdspapir »Resolving China's Corporate Debt Problem«, af Wojciech Maliszewski, Serkan Arslanalp, John Caparusso, José Garrido, Si Guo, Joong Shik Kang, W. Raphael Lam, T. Daniel Law, Wei Liao, Nadia Rendak, Philippe Wingender, Jiangyan, oktober 2016, WP/16/203.

(55)  Rapporten — kapitel 6, s. 121-122, s. 126-128 og s. 133-135.

(56)  https://www.indexmundi.com/agriculture/?commodity=corn.

(57)  https://www.indexmundi.com/commodities/?commodity=corn&months=60&currency=eur.

(58)  https://qdd.oecd.org/subject.aspx?Subject=ExportRestrictions_IndustrialRawMaterials.

(59)  https://www.ilo.org/ilostat/faces/oracle/webcenter/portalapp/pagehierarchy/Page21.jspx?_afrLoop=2007202804813928&_afrWindowMode=0&_afrWindowId=ejmgka3iz_63#!%40%40%3F_afrWindowId%3Dejmgka3iz_63%26_afrLoop%3D2007202804813928%26_afrWindowMode%3D0%26_adf.ctrl-state%3Dejmgka3iz_119.

(60)   EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33. Grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsætter, at hjemmemarkedspriserne i disse lande ikke kan anvendes til at fastsætte den normale værdi, og under alle omstændigheder var importoplysningerne uden betydning.

(61)  Findes på: http://www.gtis.com/gta/.

(62)  Kommissionen gjorde oplysningerne om kapacitetsniveauet i Kina og kildematerialer tilgængelige i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, den 7. juni 2020, filnr. t20.004035.

(63)  China-CEE Institute: »China and Hungary: 70 years of bilateral relations in a changing world« , december 2019, s. 75.

(64)  Se appelorganets rapport, United States — Anti-Dumping Measures on Oil Country Tubular Goods (OCTG) from Mexico (WT/DS282/AB/R), afsnit 108 og 122-123.

(65)   EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.

(66)   EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.


BILAG

Følgende skal angives i den handelsfaktura, der ledsager virksomhedens salg til Den Europæiske Union af varer, som er omfattet af tilsagnet:

1.

Overskriften »HANDELSFAKTURA, SOM LEDSAGER VARER OMFATTET AF ET TILSAGN«.

2.

Navnet på den virksomhed, der har udstedt handelsfakturaen.

3.

Handelsfakturaens nummer.

4.

Handelsfakturaens udstedelsesdato.

5.

Den Taric-tillægskode, under hvilken de af fakturaen omfattede varer skal fortoldes ved Den Europæiske Unions grænse.

6.

En nøjagtig varebeskrivelse, herunder:

—

det varekodenummer (Product Code Number (PCN)), der anvendes i forbindelse med tilsagnet

—

en beskrivelse i almindeligt sprog af de varer, der svarer til det pågældende PCN

—

virksomhedens varekodenummer (Company Product Code Number (CPC))

—

Taric-kode

—

mængde (i ton).

7.

En beskrivelse af salgsbetingelserne, herunder:

—

pris pr. ton

—

gældende betalingsbetingelser

—

gældende leveringsbetingelser

—

samlede rabatter og nedslag.

8.

Navnet på den virksomhed, der handler som importør i Den Europæiske Union, og til hvilken virksomheden har udstedt den handelsfaktura, der ledsager de varer, der er omfattet af et tilsagn.

9.

Navnet på den medarbejder i virksomheden, der har udstedt handelsfakturaen, og følgende underskrevne erklæring:

»Undertegnede bekræfter, at salget til direkte eksport til Den Europæiske Union af de varer, der er omfattet af denne faktura, finder sted inden for rammerne af og i henhold til bestemmelserne i det tilsagn, der er afgivet af [VIRKSOMHED], og som Europa-Kommissionen har godtaget ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/87. Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte.«