Ved direktivets artikel 24 er der åbnet mulighed for en såkaldt ækvivalensordning: på visse nærmere betingelser kan de kompetente myndigheder også anse sådanne produkter som forædlingsprodukter, som er opstået ved forædling af varer, der med hensyn til art, beskaffenhed og tekniske kendetegn er identiske med de indførte varer (erstatningsvarer). I øvrigt kan der i henhold til direktivets artikel 25 også i visse tilfælde meddeles tilladelse til en ordning med forudgående udførsel af forædlingsprodukterne. I bestemmelsen hedder det, at når omstændighederne taler derfor, kan forædlingsprodukterne på betingelser, der fastsættes af de kompetente myndigheder, eksporteres (endog uden eksportrestitutioner) før importen af de varer, for hvilke der meddeles bevilling til aktiv forædling med fritagelse for betaling af importafgifter.

Kommissionens direktiv 75/349/EØF

Kommissionens direktiv af 26. maj 1975 om de nærmere regler for ækvivalensordningen og forudgående udførsel inden for rammerne af aktiv forædling (EFT L 156, s. 25).

Ved at træde i stedet for indførselsvarerne opnår erstatningsvarerne indførselsvarernes toldretlige status, ligesom indførselsvarerne fra det øjeblik, hvor dette finder sted, skal anses som havende erstatningsvarernes tidligere toldretlige status.

Jeg tænker endvidere på samme direktivs artikel 4, der har følgende ordlyd:

Såfremt anvendelse af ækvivalensordningen eller forudgående udførsel vil medføre ubegrundet fordel med hensyn til fritagelse for told, afgifter med tilsvarende virkning, land-brugsafgifter og andre afgifter, der er fastsat som led i den fælles landbrugspolitik eller i de særordninger, der i henhold til artikel 235 i Traktaten anvendes på visse varer, der fremkommer ved forarbejdning af landbrugsprodukter, afslår de kompetente myndigheder ansøgningen herom.

Da den påtænkte triangulære transaktion var helt speciel, rettede de britiske og franske myndigheder henvendelse til Kommissionen. Den 12. juni 1981 afholdtes der i Bruxelles et møde mellem Kommissionen på den ene side og repræsentanter for Frankrig, Det Forenede Kongerige og Nederlandene på den anden. Det er under sagen oplyst, at Nederlandenes repræsentant deltog i mødet, fordi en nederlandsk og en fransk virksomhed ønskede at gennemføre en lignende triangulær transaktion med indførsel og udførsel af olieholdige produkter. Parterne er uenige om, hvorvidt man på mødet kun drøftede de generelle principper, der ligger bag ovennævnte direktiver 69/73/EØF og 75/349/EØF (hvilket Kommissionen hævder), eller om man drøftede de nærmere enkeltheder omkring de påtænkte transaktioner (som hævdet af de sagsøgte). Hvorom alting er, er det dog klart, at Kommissionen på mødet nærmere redegjorde for den procedure, der ifølge Kommissionen skulle følges, såfremt man anvendte en ækvivalensordning, hvor import-og eksportforretningerne ikke blev gennemført af samme virksomhed og /eller ikke i samme medlemsstat. Kommissionens synspunkter

blev konkretiseret i dokumentet SUD/833/81, som Kommissionen affattede i juni-juli 1981 og tilstillede de franske og britiske toldmyndigheder. Det hedder i dokumentet, at såfremt elisportøren og importøren er to forskellige personer, kan den kontakt mellem importør og eksportør, der kræves i henhold til artikel 11 i direktiv 75/349/EØF, tilvejebringes ved at stifte en ad hoc-sammenslutning, som således ville opnå tilladelse til at anvende en ordning med aktiv forædling.

Ifølge Kommissionen har de tilladelser, der er meddelt GIE Minoran, bevirket, at selskabet fuldt ud har kunnet unddrage sig betaling af de monetære udligningsbeløb, både for den indførte bløde hvede og på det udførte mel, og således medført en ubegrundet fordel som anført i artikel 4 i direktiv 75/349/EØF; tilladelserne er derfor ugyldige som allerede nævnt under punkt 4 ovenfor. Ifølge Kommissionen havde medlemsstaterne derfor i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1697/79 pligt til at foretage efteropkrævning af de ikke betalte afgifter.

Den foreliggende sag er anlagt af Kommissionen mod to medlemsstater; den berører naturligvis ikke direkte de to virksomheder, Rank Hovis og CFCF, som ifølge Kommissionen skal betale visse beløb. Tvisten drejer sig således hverken om de nævnte to virksomheders retsstilling eller adfærd, men i virkeligheden om de berørte medlemsstaters adfærd og om, hvorvidt man med rimelighed kunne forvente, at medlemsstaterne skulle have opdaget, at der var tale om en ubegrundet fordel i henhold til artikel 4 i direktiv 75/349/EØF, og om de i givet fald i henhold til forordning (EØF) nr. 1697/79 var forpligtet til at foretage efteropkrævning af de ikke betalte beløb.

De tal, Kommissionen har fremlagt, viser, at der i hele den omtvistede periode blev opkrævet monetære udligningsbeløb i Det Forenede Kongerige ved indførsel af blød hvede (positive monetære udligningsbeløb). Det fremgår ligeledes af de samme tal, at restitutionerne ved udførsel af mel fra Frankrig blev nedsat fra april 1982 derved, at der opkrævedes monetære udligningsbeløb (negative monetære udligningsbeløb).

Den triangulære ordning, som Rank Hovis og CFCF anvendte, indebar, at der til Det Forenede Kongerige kunne indføres blød hvede fra Canada uden betaling af importafgifter (defineret som summen efter Den Fælles Toldtarif og de positive monetære udligningsbeløb) og samtidig udføres mel fra Frankrig uden betaling af eksportrestitutioner (defineret som summen efter Den Fælles Toldtarif med fradrag af de negative monetære udligningsbeløb). Da der ikke fandt nogen transaktion sted mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige, opkrævedes der heller ikke monetære udligningsbeløb

Det Forenede Kongerige har anført, at den fordel, Rank Hovis i virkeligheden forsøgte at opnå, var en folge af en stadigt stigende forskel mellem på tlen ene side de importafgifter, der opkrævedes for blod hvede og som udviste en stigende tendens i forårci 1981 og på den anden eksportrestitutionerne for mel, som udviste en faldende tendens i samme periode. Ifølge Det Forenede Kongerige søgte Rank Hovis tilflugt i ækvivalensordningen for at begrænse det indtægtstab, det risikerede som følge af ovennævnte tendens; den omstændighed, at man undgik at betale monetære udligningsbeløb, havde kun sekundær betydning. Jeg skal ikke her komme nærmere ind pi den fordel, idet ingen af parterne har gjort gældende, at den er ubegrundet.

Det forhold, at de omtvistede tilladelser bevirkede, at der hverken skulle betales positive monetære udligningsbeløb (på importen af blød hvede til Det Forenede Kongerige fra Canada) eller negative monetære udligningsbeløb (på eksporten af mel fra Frankrig til tredjelande) medførte ifølge Kommissionen en ubegrundet fordel. Fra starten lagde Kommissionen til grund, at den ubegrundede fordel var en følge af anvendelsen af artikel 5 i direktiv 75/349/EØF (som jeg har omtalt under punkt 2 ovenfor), hvorefter erstatningsvarerne opnår indførselsvarernes toldretlige status og vice versa. Efter Kommissionens opfattelse kan den regel kun anvendes, når indførselsvarerne og erstatningsvarerne indføres til og udføres fra en enkelt medlemsstat

Jfr. Kommissionens skrivelser af 12. juli 1984 til henholdvis Frankrigs og Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation.

Siden henviste Kommissionen ikke længere til artikel 5 i direktiv 75/349/EØF. I svaret på et spørgsmål fra Domstolen

Skriftligt svar af 27. april 1988 på Domstolens spørgsmål af 2. marts 1988.

I svarskriftet har den franske regering indtaget samme synspunkt. Den har rejst det spørgsmål, hvorledes en tilladelse, hvorved det kan undgås, at der betales monetære udligningsbeløb, kan medføre en ubegrundet fordel, når der ikke består tvivl med hensyn til gyldigheden af en tilladelse, som åbner mulighed for at udnytte forskelle mellem importafgifter og eksportrestitutioner. Efter den franske regerings opfattelse må det også stå fast, at artikel 4 i direktiv 75/349/EØF ikke pålægger medlemsstaterne at undersøge, om en given transaktion reelt er en følge af en normal anvendelse af ordningen.

I almindelighed må det antages, at de sagsøgte medlemsstater ikke har handlet traktatstridigt, når de ikke har overskredet grænserne for en rimelig og fornuftig udøvelse af det skøn, der tilkommer dem. I sagen her mener jeg, at når de ikke i de påtænkte transaktioner har kunnet se en ubegrundet fordel, har de sagsøgte medlemsstater ikke på den måde misbrugt deres skønsbeføjelse. Dette baserer jeg på følgende omstændigheder.

[Artikel 11] har til formål ... at etablere en kontakt mellem importør og eksportør/forarbejdningsvirksomhed. Såfremt forarbejdningsvirksomheden og importøren er to forskellige selskaber, der enten har hjemsted i én og samme medlemsstat eller har hjemsted i hver sin medlemsstat, kan kontakten ske

Den engelske tekst har folgende ordlyd: ... such link can be formed....

Kommissionen har anmodet de sagsøgte medlemsstater om at foretage efteropkrævning i henhold til artikel 2, stk. 1, i ovennævnte forordning (EØF) nr. 1697/79. I den forbindelse må også samme forordnings artikel 5, stk. 2, tages i betragtning. Det hedder heri:

De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed ikke kunne forventes at have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.

Indtil ikrafttrædelsen af fællesskabsbestemmelser, som fastsætter, under hvilke betingelser medlemsstaterne skal fastlægge de egne indtægter, som fremkommer ved anvendelsen af import- eller eksportafgifter, er medlemsstaterne ikke forpligtede til at foretage den i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2891/77 omhandlede fastlæggelse af de tilsvarende egne indtægter, når de ikke har foretaget efteropkrævning af disse afgifter i medfør af nierværende forordning. (min understregning).

Den første betingelse, nemlig at afgifterne ikke er blevet opkrævet som følge af en fejl, begået af myndighederne selv, er således uden videre opfyldt — i teorien.

Den anden betingelse, som skal være opfyldt, for at artikel 5, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1697/79 kan finde anvendelse, nemlig at debitor ikke med rimelighed kunne forventes at opdage toldmyndighedernes fejl, er opfyldt i den foreliggende sag. I Foto-Frost- sagen tog Domstolen hensyn til, at det selv for de sagkyndige tyske dommere var tvivlsomt, om de pågældende afgifter skulle opkræves, og at det under de omstændigheder ikke kunne gøres gældende mod en virksomhed, at den ikke havde opdaget den fejl, toldmyndighederne havde begået. I sagen her mener jeg, at selv om der er tale om meget store virksomheder, kunne de heller ikke med rimelighed forventes at opdage den fejl, de franske og britiske myndigheder formodedes at have begået. Da de to virksomheder rettede henvendelse til de respektive landes toldmyndigheder vedrørende spørgsmålet om lovligheden af de påtænkte transaktioner — og myndighederne igen forespurgte Kommissionen — og på baggrund af den åbenbare usikkerhed med hensyn til begrebet ubegrundet fordel, som selv Kommissionen nærede på tidspunktet for de omtvistede transaktioner, kunne man ikke med rimelighed forvente, at de berørte virksomheder skulle have opdaget den fejl, myndighederne havde begået.

Da de pågældende virksomheder forinden rettede henvendelse til myndighederne, og Kommissionen ikke har gjort gældende, at virksomhederne har afgivet ukorrekte eller ufuldstændige angivelser, er også den tredje betingelse opfyldt.

Efter min opfattelse må spørgsmålet besvares benægtende. En part kan principielt kun nedlægge påstande under skriftvekslingen (for Frankrigs vedkommende i svarskriftet eller i duplikken). Påstande hører ikke hjemme i bemærkninger, der fremsættes efter de mundtlige indlæg, og i et dokument, der indeholder kommentarer til et af Kommissionen indgivet dokument. Det må derfor fastslås, at Den Franske Republik ikke (rettidigt) har nedlagt påstand herom, og at den derfor må bære sine egne omkostninger. (Se dom af 29. oktober 1980, 139/79, Mai-zena/Rådet, Sml. s. 3393, præmis 39, og dom af 6. oktober 1982, 59/81, Kommissionen/Rådet, Sml. s. 3329, præmis 41).

1)at det statueres, at de sagsøgte, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige, i den konkrete sag ikke på ufornuftig eller uforsigtig måde har udøvet det skøn, der tilkommer dem i medfør af artikel 4 i direktiv 75/349/EØF, og at de følgelig ikke har tilsidesat forpligtelser, der påhviler dem i henhold til Traktaten ved at undlade at efteropkræve en række afgifter og stille et tilsvarende beløb til rådighed for fællesskaberne som egne indtægter, således som Kommissionen havde krævet.2)subsidiært, at det statueres, at uanset om de sagsøgte, Frankrig og Det Forenede Kongerige, på ufornuftig eller uforsigtig måde havde udøvet det skøn, der tilkommer dem i henhold til artikel 4 i direktiv 75/349/EØF, havde de ikke — under hensyntagen til artikel 2, stk. 1, artikel 5, stk. 2, samt artikel 9 i forordning (EØF) nr. 1697/79 — pligt til at efteropkræve afgifterne og stille dem til rådighed for Fællesskabet, således som forlangt af Kommissionen.3)at Kommissionen dømmes til at betale sagens omkostninger, idet Den Franske Republik dog bør bære sine egne omkostninger.