C-84/0062000J00840007.000245591456911CJDOM AF 14.6.2001 — SAG C-84/00KOMMISSIONEN MOD FRANKRIG<TI><P><HT TYPE="UC">Domstolens dom</HT> (Tredje Afdeling)</P><P><DATE ISO="20010614">14. juni 2001</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Proccssprog: fransk.</P></NOTE></P></TI>

I sag C-84/00,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Wainwright, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,mod

Den Franske Republik ved K. Rispal-Bellanger og S. Seam, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF), idet den ikke accepterer markedsføring i Frankrig af ædelmetalarbejder fra andre medlemsstater med angivelse af holdigheden 999 promille, skønt denne holdighed er almindeligt anvendt i handelsmæssig praksis,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne F. Macken og J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer),

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den refererende dommers rapport,og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. marts 2001,

afsagt følgende

<TI><P>Dom</P></TI>1Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. marts 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF), idet den ikke accepterer markedsføring i Frankrig af ædelmetalarbejder fra andre medlemsstater med angivelse af holdigheden 999 promille, skønt denne holdighed er almindeligt anvendt i handelsmæssig praksis.<TI><P>Fællesskabets retsforskrifter</P></TI>2Traktatens artikel 30 bestemmer: Kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er med forbehold af nedennævnte bestemmelser forbudt mellem medlemsstaterne.<TI><P>National ret</P></TI>3Det bestemmes i artikel 521 i code general des impôts (den franske lov om skatter og afgifter), som ændret ved lov nr. 94-6 af 4. januar 1994 om tilpasning af lovgivningen om garanti af ædelmetaller og om tolderes kontrolbeføjelser over visse personers administrative forhold (JORF af 5.1.1994, s. 245, herefter loven):

Producenter af guld- eller guldholdige arbejder, sølv-, eller platinarbejder er omfattet af lovgivningen om den i nærværende kapitel omhandlede garanti, som ikke alene omfatter deres egen produktion, men også arbejder, som de har fået udført for egen regning af tredjemand med dennes materialer. Personer, som markedsfører sådanne arbejder hidrørende fra andre medlemsstater i Den Europæiske Union samt fra tredjelande, eller disses repræsentanter, er ligeledes omfattet af denne lovgivning.

4Lovens artikel 522 bestemmer:

Følgende holdigheder for guld- eller guldholdige arbejder og holdigheder for sølv- eller platinarbejder er lovlige:

a)916 promille og 750 promille for guldarbejder; 585 promille og 375 promille for guldholdige arbejderb)925 promille og 800 promille for sølvarbejderc)950 promille, 900 promille og 850 promille for platinarbejder [...]

<TI><P>Den administrative procedure</P></TI>5Ved skrivelse af 20. december 1988 henledte Kommissionen den franske regerings opmærksomhed på de problemer, som efter dennes opfattelse var forbundet med visse bestemmelser i ordningen for indførsel og forhandling i Frankrig af ædelmetalarbejder, under hensyn til traktatens artikel 30 ff.6De franske myndigheder anførte i deres svar af 15. juni 1989, at de inden for det pågældende område forventede at træffe forskellige foranstaltninger, som delvis ville tage hensyn til de af Kommissionen rejste klagepunkter.7Den 23. april 1991 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Franske Republik, som den franske regering besvarede den 6. august 1991.8Ved skrivelse af 18. januar 1994 tilsendte Kommissionen den franske regering forskellige forslag til løsning af tvisten mellem dem.9Den 22. februar 1994 sendte de franske myndigheder en kopi af den nævnte lov nr. 94-6 til Kommissionen.10Da Kommissionen ikke var fuldt ud tilfreds med de franske myndigheders svar på åbningsskrivelsen og de gennemførte ændringer af lovgivningen, fremsatte den den 10. juli 1996 en begrundet udtalelse i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF), i hvilken den gjorde gældende, at Den Franske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, idet den ikke accepterede markedsføring i Frankrig af ædelmetalarbejder fra andre medlemsstater med de betegnelser, som disse arbejder havde i oprindelseslandet, og med angivelsen af den i dette land anvendte holdighed, skønt denne holdighed er almindeligt anvendt i handelsmæssig praksis. Kommissionen opfordrede den franske regering til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at efterkomme den begrundede udtalelse inden for to måneder fra udtalelsens modtagelse.11De franske myndigheder svarede ved skrivelse af 21. august 1996, at holdighederne 999 promille let kunne indføres i den franske lovgivning. Hvad angik forpligtelsen til i detailhandlen at forhandle arbejder med holdighederne 916 og 750 promille under betegnelsen guld og arbejder med holdighederne 585 og 375 promille under betegnelsen guldlegering gjorde myndighederne gældende, at de — modsat det af Kommissionen anførte — ikke havde tilsidesat kravene i henhold til fællesskabsretten.12Ved skrivelse af 8. januar 1997 anmodede Kommissionen den franske regering om at fremsende den et forslag om at indføje holdigheden 999 promille i den franske lovgivning. Hvad angik det forhold, at betegnelsen guld var begrænset til arbejder med holdighederne 916 promille, og 750 promille gjorde Kommissionen gældende, at der forelå en hindring for de frie varebevægelser, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 30.13Ved skrivelse af 6. februar 1997 tilstillede de franske myndigheder Kommissionen et forslag til et regelsæt, hvorved holdigheden 999 promille blev indføjet i den franske lovgivning. Derimod fastholdt de deres standpunkt med hensyn til klagepunktet om sondringen i salgsbetegnelsen mellem arbejder på over eller under 585 promille.14Ved skrivelse af 16. april 1997 meddelte Kommissionen den franske regering, at den i afventning af vedtagelsen af det varslede forslag til lov om ændring af lov om skatter og afgifter med henblik på indføjelse af holdigheden 999 promille, ville indstille traktatbrudsproceduren, idet den dog tog forbehold med hensyn til spørgsmålet om salgsbetegnelsen.15Ved skrivelse af 19. august 1997 meddelte den franske regering Kommissionen, at den forventede, at bestemmelserne om tilladelse af holdigheden 999 promille for guld, sølv og platin ville træde i kraft den 1. januar 1998.16Den 21. januar 1998 tilsendte de franske myndigheder Kommissionen et udkast til en tekst, hvorved navnlig holdigheden 999 promille anerkendtes. Ved skrivelse af 5. marts 1998 meddelte myndighederne Kommissionen, at denne nye tekst var blevet indsat i forslaget til lov om modernisering og forenkling af direkte skatter og afgifter og af lovgivning, som kan sidestilles hermed, og som skulle til afstemning i parlamentet ved udgangen af første halvår 1998.17Endelig meddelte Kommissionen ved skrivelse af 31. maj 1999 de franske myndigheder, at det pågældende lovforslag ifølge de oplysninger, den rådede over, endnu ikke var blevet optaget på parlamentets dagsorden. På denne baggrund anmodede Kommissionen den franske regering om at drage omsorg for, at forslaget blev vedtaget snarest muligt, og om at fremsende den de nøjagtige oplysninger herom. Skrivelsen blev ikke besvaret.18På denne baggrund har Kommissionen anlagt nærværende sag.<TI><P>Realiteten</P></TI>19Kommissionen har gjort gældende, at lovens artikel 521 og 522 er i strid med traktatens artikel 30, for så vidt som de er til hinder for forhandlingen i Frankrig af ædelmetalarbejder, som i deres oprindelsesland bærer holdigheden 999 promille, og som lovligt fremstilles og forhandles i andre medlemsstater.20I denne forbindelse har Kommissionen anført, at ufravigelige krav om loyale handelstransaktioner ikke kan danne grundlag for et forbud mod at forhandle varer indført fra en anden medlemsstat, som ikke opfylder kravene i indførselsmedlemsstaten, når disse varer lovligt eller loyalt og traditionelt fremstilles og forhandles i oprindelsesmedlemsstaten under samme holdighed (jf. bl.a. dom af 13.11.1990, sag C-269/89, Bonfait, Sml. I, s. 4169, og af 15.9.1994, sag C-293/93, Houtwipper, Sml. I, s. 4249). Desuden kan forbrugerbeskyttelsen sikres ved andre midler, som ikke gør indgreb i de frie varebevægelser.21Ifølge Kommissionen bør de franske myndigheder anerkende, om ikke alle de holdigheder, som anerkendes i de andre medlemsstater, så dog i det mindste visse holdigheder, som er almindeligt anvendt i handelen, og som på ingen måde skader forbrugerbeskyttelsen og loyale handelstransaktioner. Kommissionen henviser i denne forbindelse særligt til de holdigheder, som er anført i bilag I til forslaget til Rådets direktiv 93/C 318/06 om genstande af ædle metaller (EFT 1993 C 318, s. 5), som affattet ved det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/C 209/04 om genstande af ædle metaller (EFT 1994 C 209, s. 4). Kommissionen har understreget, at holdigheden 999 promille er anført i dette bilag, som gentager de holdigheder, der anvendes i medlemsstaterne med undtagelse af holdigheder, som ligger for tæt på hinanden og således indebærer en risiko for forveksling hos forbrugerne.22Ifølge Kommissionen er indførelsen af holdigheden 999 promille ikke i strid med det forbrugerbeskyttelseshensyn, som forfølges med den franske lovgivning, for så vidt som holdigheden er beslægtet med de allerede anerkendte holdigheder. Dertil kommer, at de franske myndigheder fortsat kan kræve, at enhver oplysning vedrørende holdighederne angives tydeligt i mærkningen eller ved varens udstilling.23Hertil har den franske regering anført, at den har tilsendt Kommissionen de forslag, hvorved holdigheden 999 promille søges indført i fransk lovgivning, og at den bestræber sig på at få disse forslag gennemført snarest muligt inden for rammerne af regeringens og parlamentets lovprogrammer.24Det bemærkes i denne forbindelse, at der ved foranstaltninger med tilsvarende virkning, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 30, forstås sådanne hindringer for de frie varebevægelser, der i mangel af en harmonisering af lovgivningerne følger af, at der på varer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, anvendes regler om, hvilke betingelser sådanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benævnelse, form, dimensioner, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning og emballage), og det uanset, om sådanne regler anvendes uden forskel på alle varer, når en sådan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der går forud for hensynene til de frie varebevægelser (jf. bl.a. dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, Cassis de Dijon-dommen, Sml. s. 649, præmis 14, og Houtwipper-dommen, præmis 19).25I den foreliggende sag er det ubestridt, at den omtvistede lovgivning, for så vidt som den har til virkning at forbyde forhandlingen i Frankrig af ædelmetalarbejder med holdigheden 999 promille hidrørende fra andre medlemsstater, hvor de lovlig fremstilles og forhandles, udgør en hindring for samhandlen inden for Fællesskabet.26I øvrigt har den franske regering ikke påberåbt sig noget alment hensyn som begrundelse for den nævnte hindring.27På denne baggrund bør der gives Kommissionen medhold i sagen.28Herefter må det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den i henhold til EF-traktatens artikel 30, idet den ikke accepterer markedsføring i Frankrig af ædelmetalarbejder fra andre medlemsstater med angivelse af holdigheden 999 promille.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>29I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Franske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

1)Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF), idet den ikke accepterer markedsføring i Frankrig af ædelmetalarbejder fra andre medlemsstater med angivelse af holdigheden 999 promille.2)Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.

Gulmann

Macken

Cunha Rodrigues

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juni 2001.

R. Grass

Justitssekretær

C. Gulmann

Formand for Tredje Afdeling