— Sagsøgeren har anført, at han alene blev udelukket fra at deltage i den følgende del af udvælgelsesprøven, fordi de points, han opnåede i prøven i forståelse og logisk ræsonnement, ikke var tilstrækkelige, mens resultatet af den anden prøve var langt højere end nødvendigt.

— Han har gjort gældende, at en sammenlægning af minimumskravene i de to prøver giver et samlet antal på 50 points, mens han i alt opnåede 59,82 points; afgørelsen om at udelukke ham blev således ene og alene truffet på grundlag af prøven i forståelse og logisk ræsonnement, hvor han ikke opnåede minimumskarakteren.

— Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til sin skrivelse af 28. november 1982, hvori han klagede til Kommissionen over en ensidig metode til bedømmelse af ansøgerne, og sagsøgeren har krævet, at skrivelsens indhold betragtes som en integrerende del af søgsmålet.

I skrivelsen fremhævede C. Fabius navnlig, at for at kunne deltage i den anden skriftlige prøve og opnå de points han havde opnået, måtte man nødvendigvis have gode evner med hensyn til forståelse og logisk ræsonnement, som ikke kan bedømmes alene på grundlag af en intelligensprøve.

— Sagsøgeren har konkluderet, at den anfægtede afgørelse er i strid med rimelighedsprincippet og princippet om en omhyggelig forvaltning i den forstand, at et enkelt disponibelt bedømmelseskriterium automatisk er tillagt afgørende betydning, uden at der af særlige grunde er givet mulighed for en mere detaljeret prøve.

Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om omhyggelige forvaltning derved, at en prøve, der ikke er tilstrækkelig egnet som grundlag for at give ansøgerne adgang, er tillagt afgørende betydning.

— Han har i den forbindelse fremlagt en skrivelse^fra Nederlandse Rijks Psykologiske Dienst, dateret den 26. november 1982, hvoraf det fremgår dels, at intelligensprøver ikke kan betragtes som et tilstrækkeligt troværdigt bedømmelseskriterium, navnlig fordi en persons præstationer i en eksamenssituation kan være noget ringere end hans præstationer i andre situationer, og dels, at man udtalte sig negativt med hensyn til sagsøgerens ansættelse i den nederlandske statsadministration, selv om han siden har arbejdet dér på helt tilfredsstillende måde.

— Sagsøgeren har ligeledes fremlagt skrivelser fra det nederlandske udenrigsministerium og indenrigsministerium, hvoraf det fremgår, at udtalelser fra psykologer ikke kan tillægges afgørende betydning, og at sådanne udvælgelsesprocedurer giver anledning til en vis betænkelighed.

— Sagsøgeren har tilføjet, at i de seneste år har man ikke i Nederlandene i almindelighed tillagt intelligensprøver en sådan absolut værdi med henblik på ansættelser inden for den offentlige administration.

— Med hensyn til intelligensprøver har sagsøgeren endelig anført, at Kommissionen og Nederlandene ikke på det punkt har samme opfattelse, og at Nederlandene har lagt vægt på, at ansættelses- og udvælgelsesprocedurerne blev ændret.

På grundlag heraf har sagsøgeren hævdet, at han har fortolket de dokumenter, han har fremlagt som bilag til stævningen, korrekt.

C. Fabius har anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om omhyggelig forvaltning i den forstand, at Kommissionen afviste at gennemføre en mere detaljeret prøve for sagsøgeren, da den fik kendskab til den udførlige kritik, som sagsøgeren fremførte i sin skrivelse af 28. november 1982.

Hverken i den ovenfor nævnte brevveksling eller i svarskriftet har Kommissionen taget stilling til sagsøgerens argumenter.

— At såvel hans nuværende arbejdsgiver (Ministeriet for Trafik og Offentlige Arbejder) som i øvrigt hans tidligere arbejdsgiver (Udenrigsministeriet) er tilfreds med hans arbejdsindsats;

— at Kommissionen og de nederlandske myndigheder ikke har samme opfattelse af de udvælgelseskriterier, Kommissionen lægger til grund ved ansættelser.

— Kommissionen har fremhævet, at den i henhold til Domstolens praksis har en udstrakt skønsfrihed ved fastsættelsen af betingelserne for en udvælgelsesprøve (dom af 16. 10. 1975, Deboeck mod Kommissionen, sag 90/74, Sml., s. 1123; dom af 2. 10. 1979, Szemerey mod Kommissionen, sag 178/78, Sml., s. 2855).

Da den omtvistede bestemmelse i meddelelsen om udvælgelsesprøven åbenbart er fastsat i tjenestens interesse, har sagsøgte ikke overskredet grænserne for sit skøn.

— Kommissionen har anført, at udvælgelseskomiteen har overholdt de bestemmelser, der er fastsat for afviklingen af udvælgelsesprøven, hvorfor der ikke kan rejses nogen luitik af komiteen.

— Efter Kommissionen opfattelse er sagsøgerens argument ikke relevant, idet det fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøven, at prøven i forståelse og logisk ræsonnement ikke var den eneste, der kunne medføre udelukkelse, og idet Kommissionen ikke ved at lade visse prøver i udvælgelsesprøven medføre udelukkelse har overskredet grænserne for sit skøn.

— Kommissionen har anført, at prøven i såkaldt forståelse og logisk ræsonnement i sig selv indeholdt flere spørgsmål (dels en multiple choice-prøve og dels en prøve i konstruktiv interpolation), og at det antal points, der medførte udelukkelse ved denne prøve, ikke var særlig højt, og at Kommissionen allerede i relativt lang tid har brugt den samling af prøver, der blev valgt til udvælgelsesprøve KOM/A/325.

— Kommissionen har desuden bemærket, at de dokumenter, sagsøgeren har fremlagt i den forbindelse, er uden sammenhæng med nærværende sag, idet de stammer fra organer eller personer, som ikke har kunnet danne sig et tilstrækkeligt indtryk af den prøve i ræsonnement, der indgik i udvælgelsesprøve KOM/A/325, som i øvrigt ikke bør betragtes som en psykoteknisk prøve, således som de personer, der har affattet de fremlagte dokumenter, synes at gøre det.

Subsidiært har Kommissionen dertil anført, at de dokumenter, sagsøgeren har fremlagt, ikke har den betydning, sagsøgeren vil tillægge dem.

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at den under alle omstændigheder har et skøn med hensyn til valget af prøver og pointgivningen ved besvarelserne.

Kommissionen har fremhævet, at udvælgelseskomiteen har overholdt de for udvælgelsesprøven fastsatte bestemmelser, og at den ikke kan kritiseres for, at den ikke har behandlet sagsøgerens sag med fornøden omhu.

Udvælgelseskomiteen skulle ikke fortolke den omtvistede bestemmelse i meddelelsen om udvælgelsesprøven, idet bestemmelsen ikke krævede nogen fortolkning, idet den var klart formuleret.

Endelig har udvælgelseskomiteens standpunkt svaret til princippet om ligebehandling af de forskellige ansøgere i udvælgelsesprøven.