European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/2188

2.10.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2026/2188

af 1. oktober 2026

om ændring af bilag II og IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 for så vidt angår oplysningerne vedrørende Egypten, Det Forenede Kongerige og Uruguay i listerne over tredjelande eller territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre sendinger af visse hovdyr og visse kategorier af dyr af hestefamilien til Unionen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1), særlig artikel 230, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2016/429 er der fastsat bl.a. dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter. Et af disse dyresundhedsmæssige krav er, at de pågældende sendinger skal komme fra et tredjeland eller territorium eller en zone eller et kompartment deri, der er listeopført i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 230, stk. 1.

(2)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/692 (2) supplerer forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af visse arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter fra tredjelande eller territorier eller zoner eller kompartmenter deri. Delegeret forordning (EU) 2020/692 foreskriver, at sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der henhører under forordningens anvendelsesområde, kun må indføres til Unionen, hvis de kommer fra et tredjeland eller territorium eller en zone eller et kompartment deri, der er listeopført for de bestemte arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 (3) er der fastlagt lister over tredjelande eller territorier eller zoner eller kompartmenter deri, hvorfra det er tilladt at indføre sendinger af arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der henhører under anvendelsesområdet for delegeret forordning (EU) 2020/692, til Unionen. Listerne og visse generelle regler vedrørende disse er indeholdt i nævnte gennemførelsesforordnings bilag I–XXII.

(4)

Bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 indeholder listen over tredjelande eller territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre sendinger af hovdyr, bortset fra dyr af hestefamilien og hovdyr bestemt til afgrænsede virksomheder, til Unionen. I oplysningerne vedrørende zonerne GB-1 og GB-2 i Det Forenede Kongerige for så vidt angår får og geder er der en henvisning til et kombineret standarddyresundhedscertifikat/officielt standardcertifikat til brug ved indførsel til Nordirland af får og geder fra Storbritannien (»OV/CAP-X-NI«-modellen) i kapitel 4a i bilag II til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/403 (4). Standardcertifikatet »OV/CAP-X-NI« fandt anvendelse indtil den 31. december 2024 og udgik af bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/403 i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/544 (5). Det er derfor også nødvendigt at lade henvisningerne til dette standardcertifikat udgå fra oplysningerne vedrørende Det Forenede Kongerige i kolonne 5 i tabellen i del 1 i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404. Bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 bør derfor ændres.

(5)

Bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 indeholder listen over tredjelande eller territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre sendinger af dyr af hestefamilien til Unionen.

(6)

Egypten er opført i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 og henført til sundhedskategori E, regionaliseret som zonerne EG-1 og EG-2 i visse nordlige guvernorater, hvorfra det er tilladt at indføre registrerede heste til Unionen. I juni 2026 anmodede Egypten Kommissionen om at tillade genindførsel til Unionen af registrerede heste fra en ny zone, der er oprettet med henblik på springstævnet Longines Global Champions Tour (LGCT), der finder sted i Giza den 22.–24. oktober 2026, og gav Kommissionen garantier med hensyn til oprettelse af en hestesygdomsfri zone med henblik herpå.

(7)

Efter en vurdering af den dokumentation, som Egypten har fremlagt, konkluderede Kommissionen, at de garantier, som Egyptens centrale kompetente myndighed har givet, er tilstrækkelige til at tillade genindførsel til Unionen af registrerede heste fra den nye zone EG-3 i Egypten efter deres deltagelse i LGCT i Giza.

(8)

For at tillade genindførsel til Unionen af de registrerede heste i perioden fra den 15. oktober til den 14. november 2026 efter midlertidig udførsel i forbindelse med deres deltagelse i LGCT i Giza (Egypten) er det nødvendigt for den pågældende midlertidige periode og for det pågældende tredjeland at opføre zone EG-3 i del 1 og indsætte en beskrivelse af zone EG-3 i del 2 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404.

(9)

I henhold til artikel 22, stk. 2, litra b), i delegeret forordning (EU) 2020/692 er indførsel til Unionen af sendinger af dyr af hestefamilien derudover kun tilladt, hvis dyrene i sendingen har oprindelse i et tredjeland eller territorium eller en zone deri, hvor der ikke er rapporteret om nogen af de listeopførte sygdomme i tabellen i bilag IV, del A, punkt 3, i en vis periode, som ligeledes er omhandlet deri. For så vidt angår surra (Trypanosoma evansi) svarer denne minimumsperiode til mindst 24 måneder. Samtidig kan denne periode i henhold til artikel 22, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2020/692 afkortes for de sygdomme, der er opført i del B i bilag IV, på de deri omhandlede relevante særlige betingelser. For surra (Trypanosoma evansi) omfatter disse særlige betingelser krav om, at der i mindst seks måneder forud for datoen for afsendelse af dyret af hestefamilien til Unionen ikke er rapporteret om infektion med denne sygdom på oprindelsesvirksomheden, samt om et overvågningsprogram, der er anerkendt af Kommissionen, og som dokumenterer, at der ikke er forekommet infektion på den pågældende oprindelsesvirksomhed i den periode på seks måneder, hvor der ikke er rapporteret om surra (Trypanosoma evansi).

(10)

Uruguay er i øjeblikket opført i del 1 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404, henført til sundhedskategori D, og godkendt til indførsel til Unionen af sendinger af registrerede heste, registrerede dyr af hestefamilien, andre dyr af hestefamilien, der ikke er bestemt til slagtning, og dyr af hestefamilien bestemt til slagtning. Den 2. juni 2026 fremlagde Uruguay nærmere oplysninger om overvågningsprogrammet for surra (Trypanosoma evansi) i overensstemmelse med del B i bilag IV til delegeret forordning (EU) 2020/692. Kommissionen har vurderet programmet positivt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, litra b), i delegeret forordning (EU) 2020/692.

(11)

På baggrund af den positive vurdering af overvågningsprogrammet for surra (Trypanosoma evansi), som Uruguay har forelagt, bør indførsel til Unionen af sendinger af dyr af hestefamilien fra det pågældende tredjeland tillades under en særlig betingelse om yderligere risikobegrænsende foranstaltninger for surra (Trypanosoma evansi). I henhold til artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2020/692 skal Unionen angive sådanne særlige betingelser for det listeopførte tredjeland eller territorium eller zone deri og for de bestemte arter og kategorier af dyr. Den særlige betingelse »surra-programmet«, der for Uruguay viser, at dette tredjeland opfylder kravene i del B i bilag IV til delegeret forordning (EU) 2020/692, bør derfor indsættes i kolonne 6 i tabellen i del 1 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404.

(12)

Bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 bør derfor ændres.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder –

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II og IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. oktober 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/429/oj.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/692 af 30. januar 2020 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler vedrørende indførsel til Unionen og flytning og håndtering efter indførsel af sendinger af visse dyr, visse typer avlsmateriale og visse animalske produkter (EUT L 174 af 3.6.2020, s. 379, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/692/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 af 24. marts 2021 om fastlæggelse af lister over tredjelande, territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (EUT L 114 af 31.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/404/oj).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/403 af 24. marts 2021 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 og (EU) 2017/625 for så vidt angår standarddyresundhedscertifikater og kombinerede standarddyresundhedscertifikater/officielle standardcertifikater til brug ved indførsel til Unionen og flytning mellem medlemsstater af sendinger af visse kategorier af landdyr og avlsmateriale deraf samt officiel certificering vedrørende sådanne certifikater og om ophævelse af afgørelse 2010/470/EU (EUT L 113 af 31.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/403/oj ).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/544 af 25. marts 2025 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2021/403 for så vidt angår standarddyresundhedscertifikater og kombinerede standarddyresundhedscertifikater/officielle standardcertifikater til brug ved indførsel til Unionen af sendinger af visse kategorier af landdyr og avlsmateriale deraf (EUT L, 2025/544, 22.4.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/544/oj ).


BILAG

I bilag II og IV til gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag II, del 1, affattes oplysningerne vedrørende Det Forenede Kongerige således:

»GB

Det Forenede Kongerige

GB-1

Kvæg

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

BOV-X, BOV-Y

ID

BRU, EBL, EVENTS

 

 

Får og geder

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

OV/CAP-X, OV/CAP-Y

ID

BRU, EVENTS

 

 

Svin

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

SUI-X, SUI-Y

 

ADV

 

 

Dyr af kamelfamilien

Dyr til yderligere opdræt(1)

CAM-CER

 

 

 

 

Hjortedyr

Dyr til yderligere opdræt(1)

CAM-CER

 

 

 

 

Andre hovdyr

Dyr til yderligere opdræt(1)

RUM, RHINO, HIPPO

 

 

 

 

GB-2

Kvæg

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

BOV-X, BOV-Y

ID

BRU, TB, EBL, EVENTS

 

 

Får og geder

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

OV/CAP-X,

OV/CAP-Y

ID

BRU, EVENTS

 

 

Svin

Dyr til yderligere opdræt(1) og bestemt til slagtning

SUI-X, SUI-Y

 

ADV

 

 

Dyr af kamelfamilien

Dyr til yderligere opdræt(1)

CAM-CER

 

 

 

 

Hjortedyr

Dyr til yderligere opdræt(1)

CAM-CER

 

 

 

 

Andre hovdyr

Dyr til yderligere opdræt(1)

RUM, RHINO, HIPPO«

 

 

 

 

2)

I bilag IV foretages følgende ændringer:

a)

I del 1 foretages følgende ændringer:

i)

Oplysningerne vedrørende Uruguay affattes således:

»UY

Uruguay

UY-0

D

Registrerede heste; registrerede dyr af hestefamilien; andre dyr af hestefamilien, der ikke er bestemt til slagtning; dyr af hestefamilien bestemt til slagtning

EQUI-X,

EQUI-Y,

EQUI-RE-ENTRY-30,

EQUI-RE-ENTRY-90-COMP

Surra-programmet«

 

 

 

ii)

Oplysningerne vedrørende Egypten affattes således:

»EG

Egypten

EG-1

E

Registrerede heste

EQUI-X

 

 

 

 

EG-2

E

Registrerede heste

EQUI-X

 

 

 

 

EG-3

E

Registrerede heste

EQUI-RE-ENTRY-30

 

 

14.11.2026

15.10.2026«

b)

I del 2, i oplysningerne vedrørende Egypten, tilføjes følgende beskrivelse af zone EG-3:

»Egypten

EG-3

Den hestesygdomsfri zone (EDFZ) på ca. 9 hektar, der er etableret ved udsigtspunktet Panorama 2 på Giza-plateauet i den vestlige udkant af Kairo (med centrum ved 29°57′59,1″ N, 31°07′41,1″ Ø), og til enten:

1)

Cairo International Airport via en motorvejsstrækning på ca. 59 km ad:

—

Cairo Ring Road (ca. 52 km)

—

Fayoum Desert Road (ca. 7 km) eller

2)

Sphinx International Airport via en motorvejsstrækning på ca. 44 km ad:

—

Cairo–Alexandria Desert Highway (ca. 24 km)

—

Sahara El Ahram Road (ca. 3 km)

—

Cairo Ring Road (ca. 7 km)

—

El Wahat Highway (ca. 5 km)

—

Fayoum Desert Road (ca. 5 km)«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/2188/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)