15Hvad navnlig angår det første anbringende i forbindelse med den finansielle korrektion, der er anvendt på de udgifter, der er afholdt i olivenoliesektoren, og vedrørende tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 1663/95, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 63-66 følgende:63I betragtning af Kongeriget Spaniens særlige argumenter i det foreliggende tilfælde skal det således efterprøves, om Kommissionen i sin meddelelse som omhandlet i artikel 8 i forordning nr. 1663/95, nemlig skrivelsen AGR 16844, har fastslået resultaterne af efterprøvningen – og derfor de mangler, der endeligt begrunder den finansielle korrektion i olivenoliesektoren med hensyn til produktionsårene 1998/1999 og 1999/2000, der er omfattet af undersøgelsen HO/2002/01/ES – tilstrækkeligt klart.64Det er ubestridt mellem parterne, at Kommissionen har baseret denne finansielle korrektion dels på den utilstrækkelige opfølgning på AAO’s kontrol af møller, dels de mangelfulde databaser og registre over olivendyrkende bedrifter.65Hvad for det første angår klagepunktet om, at de spanske myndigheder ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte op på AAO’s forslag, blev der ikke, som Kommissionen har erkendt, præcist henvist til det i skrivelsen AGR 16844, som blot henviser til den omstændighed, at AAO’s arbejde helt generelt blev vurderet som tilfredsstillende af undersøgelsesmissionen. Som Kongeriget Spanien således har gjort opmærksom på, fremgår den eneste henvisning til dette agentur af punkt 2.2, hvor det anføres, at [k]ontrolbesøgene hos de to møller var tilfredsstillende og gjorde det muligt at bekræfte AAO’s indsats. Kontrolbesøgene gav derfor ikke anledning til nogen bemærkninger.66Denne konstatering, der udelukkende vedrører AAO’s arbejde, forhindrede imidlertid ikke Kommissionen i senere i proceduren for regnskabsafslutningen og under hensyn til de oplysninger og tal, som de spanske myndigheder har fremlagt, navnlig i forbindelse med de bilaterale drøftelser den 21. december 2004, at nå til den konklusion, hvorefter dette agenturs anbefalinger ikke var blevet gennemført i tilstrækkelig grad af de spanske myndigheder. Tværtimod kan den tilfredshed, der blev udtrykt med hensyn til AAO’s arbejde, netop fremhæve den betydning, som skal tillægges de foranstaltninger, der var truffet som følge af dette agenturs udtalelser i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 2262/84.
16Hvad endvidere angår det tredje anbringende i forbindelse med den finansielle korrektion, der er anvendt på de udgifter, der er afholdt i olivenoliesektoren, og vedrørende en tilsidesættelse af fristen på 24 måneder som omhandlet i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/1999, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 118-123 følgende:118Artikel 7, stk. 4, femte afsnit, i forordning nr. 1258/1999 bestemmer, at »[e]n afvisning af finansiering kan ikke vedrøre […] udgifter […], der er afholdt mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterprøvning.119Det er i det foreliggende tilfælde heller ikke bestridt, at det i overensstemmelse med de principper, der fremgår af retspraksis [...], var ved skrivelsen AGR 16844, der er afsendt i medfør af artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1663/95, at Kommissionen meddelte resultaterne af sin efterprøvning.120Desuden er det med hensyn til undersøgelsen HO/2002/01/ES ubestridt, at denne skrivelse blev meddelt Kongeriget Spanien den 15. juli 2002.121Der skal således udelukkende tages stilling til, hvilket tidspunkt der er afgørende for beregningen af fristen på 24 måneder (dies ad quem [den dag, hvor fristen udløber]) som omhandlet i artikel 7, stk. 4, femte afsnit, i forordning nr. 1258/1999, dvs. den dato, der skal anses for at være datoen for den faktiske udbetaling af den omtvistede støtte.122Da de relevante retsforskrifter ikke indeholder nogen nærmere bestemmelse herom, skal der henvises til retspraksis på området og i særdeleshed til, hvad der er fastslået i Domstolens dom af 19. juni 2003, Spanien mod Kommissionen (sag C-329/00, Sml. I, s. 6103, præmis 43). Domstolen har således, hvad angår en støtteudgift inden for banansektoren, fastslået, at den dato, der er afgørende for anvendelsen af den i artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 729/70 (hvis normative indhold i det væsentlige svarer til det normative indhold i artikel 7, stk. 4, femte afsnit, i forordning nr. 1258/1999) fastsatte frist, er den dato, hvor det endelige beløb for udligningsstøtten er fastsat, og hvor restbeløbet er udbetalt. Selv om de beløb, der blev udbetalt i løbet af det foregående år, kunne findes i beslutningen om regnskabsafslutning, udgjorde de nemlig kun foreløbige udbetalinger, der er betinget af sikkerhedsstillelse, og de var derfor uden betydning for fastlæggelsen af den dato, på hvilken støtteudgiften er afholdt med henblik på anvendelsen af fristen på de 24 måneder.123I lighed med støtteordningen i banansektoren, som der var tale om i denne dom, fremgår det i det foreliggende tilfælde af artikel 12 i forordning nr. 2261/84, sammenholdt med artikel 16 i forordning nr. 2366/98, at olivenolieproducenterne ved begyndelsen af produktionsåret modtager et forskud på den støtte, de har ansøgt om. Medlemsstaten udbetaler restbeløbet efter gennemførelsen af de relevante kontroller og under hensyn til resultaterne af disse kontroller. Under sådanne omstændigheder er det udbetalingen af restbeløbet, som afgør beregningen af fristen på 24 måneder.