Parter
Afgørelse

Parter

I sag T-489/13,

La Rioja Alta, SA, Haro (Spanien), ved advokat F. Pérez Álvarez,

sagsøger,

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved Ó. Mondéjar Ortuño, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design):

Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG , Essen (Tyskland),

angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 9. juli 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1190/2011-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG og La Rioja Alta, SA,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Prek (refererende dommer), og dommerne I. Labucka og V. Kreuschitz,

justitssekretær: fuldmægtig I. Dragan,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. september 2013,

under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 28. marts 2014,

og efter retsmødet den 14. januar 2015,

afsagt følgende

Dom (1)

Sagens baggrund

1. Den 3. juni 2003 indgav sagsøgeren, selskabet La Rioja Alta, SA, i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)), en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«).

2. Varemærket, som ansøgtes registreret, var ordtegnet VIÑA ALBERDI.

3. Den 26. november 2004 blev tegnet registreret som EF-varemærke under nr. 3189065.

4. De varer, for hvilke det omtvistede varemærke blev registreret, henhører bl.a. under klasse 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for denne klasse til følgende beskrivelse: »alkoholholdige drikke (dog ikke øl)«.

5. Den 5. november 2009 indgav den anden part i sagen for Harmoniseringskontoret, selskabet Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG, en begæring til Harmoniseringskontoret om, at det anfægtede varemærke blev erklæret delvist ugyldigt i medfør af artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 1, litra b), for de varer, der er omhandlet i præmis 4 ovenfor.

6. Til støtte for ugyldighedsbegæringen påberåbte selskabet Aldi Einkauf sig det ældre tyske figurmærke nr. 2056141, der var blevet registreret den 7. februar 1994 og fornyet indtil den 30. september 2012, og som er gengivet nedenfor:

>image>7

7. Det ældre varemærke var blevet registreret for varer i klasse 33 svarende til følgende beskrivelse: »vine fra Italien«.

8. Ved afgørelse af 11. april 2011 tog annullationsafdelingen begæringen om at erklære det anfægtede varemærke ugyldigt til følge.

9. Den 6. juni 2011 indgav sagsøgeren en klage til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 til prøvelse af annullationsafdelingens afgørelse. I denne forbindelse indgav sagsøgeren den 5. august 2011 en begæring om, at »vine fra Italien« blev udelukket fra de varer, der henhører under klasse 33, som er omfattet af det anfægtede varemærke.

10. Ved afgørelse af 9. juli 2013 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret sagsøgerens klage. Appelkammeret

– lagde til grund, at den begrænsning, som sagsøgeren havde begæret for så vidt angår de varer, der var omfattet af det anfægtede varemærke, måtte anses for at udgøre et afkald i henhold til artikel 50 i forordning nr. 207/2009 og dermed var gyldig

– fandt det godtgjort, at der var gjort brug af det ældre varemærke for »vine fra Italien«, og forkastede sagsøgerens argumentation om, at denne brug alene var godtgjort for visse oprindelsesbetegnelser

– bemærkede, at den relevante kundekreds bestod af den brede tyske offentlighed med et gennemsnitligt opmærksomhedsniveau ved indkøb af de omhandlede varer

– vurderede, at de omhandlede varer i høj grad var af lignende art, hvis ikke af samme art, da det anfægtede varemærke udelukkede »vine fra Italien«, men ikke andre vine

– bemærkede, at de omtvistede tegn i det mindste havde en vis grad af visuel lighed og en gennemsnitlig grad af fonetisk lighed, og at de ikke havde begrebsmæssig lighed

– noterede sig, at det ældre varemærke havde en gennemsnitlig grad af særpræg

– fastslog, at der var risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Parternes påstande

11. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– Det fastslås, at det anfægtede varemærke er gyldigt.

– Harmoniseringskontoret og den anden part i sagen for Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12. Under retsmødet har sagsøgeren frafaldet sin anden påstand, hvilket Retten har taget til efterretning.

13. Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

[udelades]

Realiteten

[udelades]

Om anbringendet vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009

[udelades]

– Om risikoen for forveksling

68. Ifølge fast retspraksis udgør risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk forbundne virksomheder, en risiko for forveksling. Ifølge samme retspraksis skal der foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling på grundlag af den opfattelse, som den relevante kundekreds har af de pågældende tegn og de omhandlede varer eller tjenesteydelser, idet der herved skal tages hensyn til alle relevante faktorer i sagen, bl.a. at ligheden mellem tegnene og ligheden mellem de pågældende varer og tjenesteydelser står i et indbyrdes afhængighedsforhold (jf. dom af 29.9.1998, Canon, C-39/97, Sml., EU:C:1998:442, præmis 16, 17 og 29 og den deri nævnte retspraksis og dom Laboratorios RTB mod KHIM – Giorgio Beverly Hills (GIORGIO BEVERLY HILLS), nævnt i præmis 38 ovenfor, EU:T:2003:1999, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis).

[udelades]

70. Desuden kan der i henhold til de relevante faktorer, der er nævnt i præmis 68 ovenfor, eventuelt tages hensyn til den omstændighed, at de to varemærker har eksisteret side om side på et marked, eftersom det er anerkendt i retspraksis, at dette – blandt andre elementer – kan være medvirkende til at mindske risikoen for forveksling mellem disse varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed (dom af 3.9.2009, Aceites del Sur-Coosur mod Koipe, C-498/07 P, Sml., EU:C:2009:503, præmis 82, jf. ligeledes i denne retning og analogt, dom af 22.9.2011, Budějovický Budvar, C-482/09, Sml., EU:C:2011:605, præmis 75-82).

71. I den foreliggende sag fandt appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 44, at det ældre varemærke havde en gennemsnitlig grad af iboende særpræg. Henset til ligheden mellem de omhandlede varer og de omtvistede tegn fastslog appelkammeret i nævnte afgørelses punkt 51, at der forelå en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker. Inden for rammerne af denne vurdering forkastede appelkammeret argumentet vedrørende disse varemærkers konfliktfrie sameksistens i Tyskland.

72. Sagsøgeren har kritiseret appelkammeret for ikke i retlig tilstrækkelig grad at have påvist, at der foreligger en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds bevidsthed. Sagsøgeren er af den opfattelse, at forbrugeren klart vil kunne adskille dem. Sagsøgeren har ligeledes i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret forkastede sagsøgerens argument vedrørende det ældre varemærkes konfliktfrie sameksistens med det omtvistede varemærke i Tyskland, eftersom sagsøgeren siden 1983 har markedsført vine i Tyskland under det spanske ordmærke VIÑA ALBERDI.

[ udelades ]

77. Endelig fremhævede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 39, at det tilsluttede sig »annullationsafdelingens konklusioner, hvorefter det ikke […] [var blevet] godtgjort, at den beviste sameksistens […] [hvilede] på den omstændighed, at der ikke […] [forelå] en risiko for forveksling, og ingen af de fremlagte bevismidler […] [godtgjorde], at de to tegns sameksistens […] [var] gensidigt anerkendt, og at den tyske kundekreds […] [var] bekendt hermed og fuldt ud bevidst om, at de omtvistede tegn tydeligt […] [henviste] til forskellige kommercielle kilder«.

78. Sagsøgeren har bestridt denne analyse og gjort gældende, at beviset for varemærkernes konfliktfrie sameksistens, som hviler på den omstændighed, at der ikke foreligger en risiko for forveksling, er umuligt at føre. Sagsøgeren er i det væsentlige af den opfattelse, at de oplysninger, der blev fremlagt under sagsbehandlingen, var tilstrækkelige til at bevise den konfliktfrie sameksistens mellem det spanske varemærke VIÑA ALBERDI og det ældre varemærke, der er påberåbt til støtte for begæringen om ugyldighed, i Tyskland.

79. Hvad angår det af sagsøgeren hævdede, hvorefter det er umuligt at føre bevis for en konfliktfri sameksistens mellem varemærkerne, som hviler på den omstændighed, at der ikke foreligger en risiko for forveksling mellem de nævnte varemærker, skal dette straks forkastes.

80. Selv om det ganske vist tilkommer indehaveren af det omtvistede varemærke under sagen vedrørende relative registreringshindringer ved Harmoniseringskontoret at godtgøre, at sameksistensen hvilede på den omstændighed, at der ikke forelå en risiko for forveksling i den relevante kundekreds’ bevidsthed mellem det varemærke, som han påberåber sig, og det ældre varemærke, der ligger til grund for begæringen om ugyldighed (jf. i denne retning dom af 11.5.2005, Grupo Sada mod KHIM – Sadia (GRUPO SADA), T-31/03, Sml., EU:T:2005:169, præmis 86, og af 10.4.2013, Höganäs mod KHIM – Haynes (ASTALOY), T-505/10, EU:T:2013:160, præmis 48), står det ham frit for at bevise dette ved at fremlægge en samling kendsgerninger i denne forbindelse. I denne henseende er oplysninger, der bekræfter den relevante kundekreds’ kendskab til hvert af de omhandlede varemærker inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke, særligt relevante (jf. i denne retning og analogt dom Grupo Sada mod KHIM – Sadia (GRUPO SADA), EU:T:2005:169, præmis 89, og dom af 25.5.2005, TeleTech Holdings mod KHIM – Teletech International (TELETECH GLOBAL VENTURES), T-288/03, Sml., EU:T:2005:177, præmis 100). I det omfang det fremgår af retspraksis, at den periode, hvor de to varemærker har eksisteret side om side, skal være tilstrækkelig lang, for at dette kan påvirke den relevante kundekreds’ opfattelse (jf. i denne retning dom af 1.3.2005, Fusco mod KHIM – Fusco International (ENZO FUSCO), T-185/03, Sml., EU:T:2005:73, præmis 64, og dom Höganäs mod KHIM – Haynes (ASTALOY), EU:T:2013:160, præmis 47), udgør sameksistensens varighed desuden også et væsentligt element.

81. Det skal ligeledes bemærkes, at ethvert argument angående sameksistens umiddelbart indebærer en påvisning dels af, at de ældre varemærker er identiske med de omtvistede varemærker (jf. i denne retning dom Grupo Sada mod KHIM – Sadia (GRUPO SADA), nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:T:2005:169, præmis 86 og 88), og dels af, at der er gjort reel brug af det varemærke, som sagsøgeren påberåber sig inden for det relevante område (dom af 21.4.2005, PepsiCo mod KHIM – Intersnack Knabber-Gebäck (RUFFLES), T-269/02, Sml., EU:T:2005:138, præmis 23-25).

82. I tilfælde, hvor der alene kan tages hensyn til en konfliktfri sameksistens mellem de omhandlede varemærker, udgør den omstændighed, at der verserer en retssag mellem indehaverne af de ældre varemærker, desuden en forhindring for, at sameksistensen kan lægges til grund (jf. i denne retning dom Sadas mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), nævnt i præmis 15 ovenfor, EU:T:2005:420, præmis 64, og dom af 8.12.2005, Castellblanch mod KHIM – Champagne Roederer (CRISTAL CASTELLBLANCH), T-29/04, Sml., EU:T:2005:438, præmis 74).

83. Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om appelkammeret gyldigt kunne godkende annullationsafdelingens analyse ved at forkaste sagsøgerens argument vedrørende sameksistensen mellem det spanske varemærke VIÑA ALBERDI og det ældre varemærke, der blev påberåbt til støtte for begæringen om ugyldighed, i Tyskland.

84. Det skal konstateres, at de oplysninger, som sagsøgeren har fremført under sagens behandling ved Harmoniseringskontoret ikke kan bevise den relevante kundekreds’ kendskab til det spanske varemærke VIÑA ALBERDI, hvilket kunne mindske risikoen for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

85. Det skal i denne henseende bemærkes, at den relevante kundekreds i denne doms præmis 23 ovenfor blev defineret som sammensat af den brede tyske offentlighed.

86. Selv om sagsøgeren har bevist eksporten af vine under det spanske varemærke VIÑA ALBERDI til Tyskland mellem 1983 og tidspunktet for indgivelsen af EF-varemærkeansøgningen, fremgår det imidlertid, at denne eksport altid har været af relativt begrænset omfang, nemlig mellem 6 000 og 28 000 flasker pr. år til hele det tyske marked.

87. Derudover bemærkes, at selv om sagsøgeren har fremlagt adskillige avisartikler og ‑prospekter vedrørende de vine, der er blevet markedsført under det spanske varemærke VIÑA ALBERDI, hidrører kun to af disse dokumenter fra tyske publikationer, og de indeholder kun meget begrænsede henvisninger til de omhandlede vine.

88. Hvad endelig angår de attester, som de tyske importører af de af sagsøgeren markedsførte vine har udstedt, skal det fastslås, at selv om det deri bekræftes, at »[både for] importøren og [for] kunderne«, er det spanske varemærke VIÑA ALBERDI »et kendt varemærke, der identificerer en spansk kvalitetsvin med den beskyttede oprindelsesbetegnelse Rioja«, kan sådanne attester hovedsageligt bevise kendskabet til det omhandlede varemærke hos de importører, der har udstedt de nævnte attester, men ikke hos den brede tyske offentlighed.

89. Under disse omstændigheder var det med rette, at appelkammeret forkastede sagsøgerens argument vedrørende de omtvistede varemærkers konfliktfrie sameksistens i Tyskland.

[ udelades ]

(1) .

(1) – Der gengives kun de præmisser i nærværende dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2) La Rioja Alta, SA, betaler sagens omkostninger.