Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Bayerischer Verwaltungsgerichtshof – fortolkning af artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 2 og 4, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort (EFT L 237, s. 1), i lyset af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – førerret til kategori B, som en medlemsstat under tilsidesættelse af bopælskravet har udstedt til en statsborger i en anden medlemsstat, efter at den pågældende havde fået inddraget sit nationale kørekort efter udløbet af en periode med midlertidigt forbud mod at ansøge om nyt kørekort – den førstnævnte medlemsstats senere tildeling af førerret til kategori C under overholdelse af bopælskravet – bopælsmedlemsstatens mulighed for at nægte at anerkende gyldigheden af disse førerrettigheder.
Konklusion
Artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 2 og 4, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort, som ændret ved Kommissionens direktiv 2000/56/EF af 14. september 2000, er ikke til hinder for, at en medlemsstat nægter at anerkende en førerret til kategori B- og C-motorkøretøjer udstedt af en anden medlemsstat til en person, som den første medlemsstat tidligere har iværksat foranstaltninger over for i henhold til direktivets artikel 8, stk. 2, når førerretten til kategori B-motorkøretøjer i den anden medlemsstat er blevet meddelt under tilsidesættelse af kravet om sædvanlig bopæl i direktivets artikel 7, stk. 1, litra b), hvilket fremgår af selve angivelserne i kørekortet, og når førerretten til kategori C-motorkøretøjer er blevet meddelt på grundlag af den første førerret, uden at tilsidesættelsen af nævnte bopælskrav fremgår af det nye kørekort, der er udstedt i medfør af meddelelsen om førerret til kategori C-motorkøretøjer.