26.6.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/59


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/879

af 23. juni 2020

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 for så vidt angår særlige bestemmelser om tilpasning af bestemmelserne for gennemførelsen af grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, der finansieres under det europæiske naboskabsinstrument, til specifikke foranstaltninger som reaktion på covid‐19-pandemien

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument (1), særlig artikel 12, stk. 1,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2014 af 11. marts 2014 om fælles regler og procedurer for gennemførelse af instrumenterne til finansiering af Unionens optræden udadtil (2), særlig artikel 6, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Gennemførelsen af grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under både det europæiske naboskabsinstrument og målet om europæisk territorialt samarbejde i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 (3) er blevet påvirket af konsekvenserne af covid‐19-pandemien på en måde, der helt savner fortilfælde. Denne ekstraordinære situation fordrer særlige foranstaltninger for at muliggøre, at grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under det europæiske naboskabsinstrument kan medvirke til at reagere på de hastigt voksende behov på en fleksibel og effektiv måde med hensyn til de hårdest ramte sektorer, såsom sundhedsvæsenet, erhvervslivet — herunder små og mellemstore virksomheder — og arbejdsmarkedet, og ophjælpe den socioøkonomiske genopretning i programområderne.

(2)

Foranstaltninger svarende til dem, der blev truffet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/460 (4) og (EU) 2020/558 (5), og som i øjeblikket finder anvendelse på de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under målet om europæisk territorialt samarbejde, bør finde anvendelse på de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under det europæiske naboskabsinstrument.

(3)

Med henblik på at lette budgetbyrden for deltagerlandene eller modtagerne af EU-bistand i forbindelse med covid‐19-pandemien finder samfinansieringsreglen ikke anvendelse på Unionens bidrag til udgifter, der er afholdt og betalt, som medtaget i programårsregnskabet for det regnskabsår, der starter den 1. juli 2020 og ender den 30. juni 2021.

(4)

På grund af akkumuleringen af forsinkelser i begyndelsen af programmeringsperioden og en yderligere opbremsning i gennemførelsen af projekter forårsaget af covid‐19-pandemien bør fristen for underskrivelse af alle kontrakter, bortset fra allerede indgåede store infrastrukturprojekter, forlænges med ét år fra den 31. december 2021 til den 31. december 2022. Af samme årsager kan de projektaktiviteter, der finansieres af programmerne, ikke forventes afsluttet den 31. december 2022. Denne frist bør derfor forlænges med ét år til den 31. december 2023.

(5)

På grund af diverse inddæmningsforanstaltninger, der gennemføres i deltagerlandene, kan det blive vanskeligt eller helt umuligt for revisionsmyndighederne at aflægge kontrolbesøg på stedet og benytte en statistisk stikprøvemetode i en bestemt periode. For regnskabsåret fra 1. juli 2019 til 30. juni 2020 bør revisionsmyndighederne derfor gives mulighed for at benytte en ikke-statistisk stikprøvemetode.

(6)

I forbindelse med covid‐19-pandemien kan udvælgelsen af projekter i særlige tilfælde og med behørig begrundelse ske ved tildeling uden indkaldelse af forslag. De proceduremæssige skridt, som Kommissionen skal tage, bør forkortes ved ikke at kræve, at den fuldstændige projektansøgning indsendes til Kommissionen, inden projektet vurderes.

(7)

I gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 anvendes udtrykket "endelige rapporter" i to forskellige sammenhænge. Denne gennemførelsesforordning bør derfor klart skelne mellem på den ene side de endelige rapporter, der dækker programmet, og på den anden side de endelige rapporter, der vedrører gennemførelsen af et specifikt projekt,.

(8)

Der bør fra den 1. februar 2020 undtagelsesvis tillades støtteberettigelse af udgifter til fremme af kriseberedskabet i forbindelse med covid‐19-pandemien.

(9)

I modsætning til artikel 65, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (6), hvori den 31. december 2023 er fastsat som slutdato for udgifternes støtteberettigelse med hensyn til grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, der finansieres under målet om europæisk territorialt samarbejde, er der ikke i gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 fastsat nogen sådan dato i forbindelse med udgifter til grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under det europæiske naboskabsinstrument, men der er derimod fastsat visse frister i forbindelse med projektcyklussen og projektaktiviteterne. For at sikre overensstemmelse mellem bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1303/2013 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 bør gennemførelsen af begge typer grænseoverskridende samarbejdsprogrammer så vidt muligt ensrettes. Den periode, hvori aktiviteter, der er knyttet til afslutningen af programmet og projekterne, kan gennemføres, dvs. mellem den 1. januar 2024 og den 30. september 2024, bør af hensyn til retssikkerheden ikke forkortes. Det er derfor hensigtsmæssigt også fremover at tillade sådanne aktiviteter og deres respektive udgifter mellem den 1. januar 2024 og den 30. september 2024. Med hensyn til disse perioder bør programmernes gennemførelsesperiode forlænges med ét år, dvs. til den 31. december 2025.

(10)

Af hensyn til deltagerlandenes retssikkerhed bør de særlige ordninger og procedurer for det sidste regnskabsår og programmets afslutning tilpasses til de bestemmelser, der gælder for grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under målet om europæisk territorialt samarbejde. Derudover bør fuld udnyttelse af Unionens bidrag gennem grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under det europæiske naboskabsinstrument kunne drage fordel af den yderligere fleksibilitet, der er fastsat til beregning af betalingen af den endelige saldo ved programmeringsperiodens udløb.

(11)

På grund af den akutte situation i forbindelse med covid‐19-pandemien bør der sikres en hurtig gennemførelse af foranstaltningerne i denne forordning, som derfor bør træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(12)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 bør derfor ændres.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved forordning (EU) nr. 232/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 12 tilføjes følgende som stk. 4:

"4.   Uanset stk. 1 og 2 og i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, kræves der ikke samfinansiering af Unionens bidrag for udgifter, der er afholdt og betalt, og som er omfattet af programårsregnskabet, for regnskabsåret fra 1. juli 2020 til 30. juni 2021."

2)

I artikel 15 ændres datoen "31. december 2024" til "31. december 2025".

3)

I artikel 18 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 2 ændres datoen "31. december 2021" til "31. december 2022".

b)

I stk. 3 ændres datoen "31. december 2022" til "31. december 2023".

4)

Artikel 19, stk. 1, affattes således:

"1.   Kun aktiviteter, der er knyttet til støttemodtagernes afslutning af projekter i henhold til artikel 48, stk. 2, litra a), nr. iii), eller som er knyttet til afslutningen af programmer med teknisk bistand, må gennemføres mellem den 1. januar 2024 og den 30. september 2024."

5)

I artikel 28 indsættes følgende som stk. 1a:

"1a.   Med henblik på anvendelsen af stk. 1 udgør covid‐19-pandemien et behørigt begrundet tilfælde, hvor revisionsmyndigheden på grundlag af sit faglige skøn kan beslutte at benytte en ikke-statistisk stikprøvemetode for regnskabsåret fra 1. juli 2019 til 30. juni 2020."

6)

I artikel 41 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 1 indsættes følgende som litra c):

"c)

projektet gennemføres for at fremme kriseberedskabet i forbindelse med covid‐19-pandemien."

b)

Følgende indsættes som stk. 4a:

"4a.   Uanset proceduren i stk. 4 skal projekter, der er foreslået til udvælgelse uden forslagsindkaldelse i henhold til stk. 1, litra c), vurderes af Kommissionen på grundlag af en kortfattet beskrivelse af projektet. Kommissionen meddeler sin afgørelse til forvaltningsmyndigheden senest to måneder efter datoen for dokumentets indsendelse. Denne tidsfrist kan om nødvendigt forlænges. I tilfælde af en negativ afgørelse underretter Kommissionen forvaltningsmyndigheden om årsagerne hertil."

7)

I artikel 48 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 2, nr. ii) og iii), affattes således:

"ii)

afholdte omkostninger bør være betalt inden forelæggelsen af de endelige projektrapporter. De kan betales senere, forudsat at de opføres på en liste i den endelige rapport med angivelse af den forventede betalingsdato

iii)

undtaget herfra er omkostninger vedrørende endelige projektrapporter, bl.a. udgiftskontrol, revision og endelig evaluering af projektet, som kan afholdes efter projektets gennemførelsesdato".

b)

Følgende indsættes som stk. 2a:

"2a.   Uanset artikel 19, stk. 1, er udgifter ikke berettigede til EU-tilskud, hvis de afholdes efter den 31. december 2023."

c)

Følgende indsættes som stk. 3a:

"3a.   Uanset stk. 3 er udgifter til projekter til fremme af kriseberedskabet i forbindelse med covid‐19-pandemien støtteberettigede fra den 1. februar 2020."

8)

Artikel 64 affattes således:

"Artikel 64

Betaling af den endelige saldo

1.   Forvaltningsmyndigheden forelægger betalingsanmodningen for den endelige saldo sammen med de dokumenter, der er nævnt i artikel 68 og artikel 77, stk. 5.

2.   Den endelige saldo udbetales senest tre måneder efter datoen for regnskabsafslutningen for det sidste regnskabsår eller senest en måned efter datoen for godkendelsen af den endelige gennemførelsesrapport, hvis dette tidspunkt indtræffer senere.

3.   Betaling af den endelige saldo for programmet kan i det sidste regnskabsår være op til 10 % højere end Unionens bidrag til hvert tematisk mål, som fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af programmet.

Unionens bidrag via betaling af den endelige saldo i det sidste regnskabsår må ikke overstige Unionens samlede bidrag til hvert program, som fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af programmet."

9)

I artikel 77 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 5 ændres datoen "30. september 2024" til "15. februar 2025".

b)

Følgende indsættes som stk. 6:

"6.   Kommissionen kan efter meddelelse fra den berørte medlemsstat undtagelsesvis forlænge den frist, der er fastsat i stk. 1 og stk. 5, til den 1. marts.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juni 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 77 af 15.3.2014, s. 27.

(2)   EUT L 77 af 15.3.2014, s. 95.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 897/2014 af 18. august 2014 om specifikke bestemmelser for gennemførelsen af grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, der finansieres inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument (EUT L 244 af 19.8.2014, s. 12).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/460 af 30. marts 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013 og (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår særlige foranstaltninger til mobilisering af investeringer i medlemsstaternes sundhedssystemer og andre dele af deres økonomier som reaktion på covid-19-udbruddet (investeringsinitiativ som reaktion på coronavirusset) (EUT L 99 af 31.3.2020, s. 5).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/558 af 23. april 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 1301/2013 og (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår særlige foranstaltninger med henblik på at give ekstraordinær fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde som reaktion på covid-19-udbruddet (EUT L 130 af 24.4.2020, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).