Bruxelles, den 6.5.2025

COM(2025) 192 final

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale om fremme af bæredygtige investeringer mellem Den Europæiske Union og Republikken Elfenbenskysten


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

•Forslagets begrundelse og formål

I konkurrenceevnekompasset af 29. januar 2025 nævnes behovet for, at EU "[søger] nye måder at uddybe sine partnerskaber og skabe fordele for vores virksomheder på", herunder gennem aftaler om fremme af bæredygtige investeringer (i det følgende benævnt "SIFA'er") 1 .

I sin meddelelse om gennemgang af handelspolitikken af 18. februar 2021 2 meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at "optrappe sit engagement med afrikanske partnere for at frigøre deres økonomiske potentiale, fremme økonomisk diversificering og inklusiv vækst" og at "foreslå et nyt bæredygtigt investeringsinitiativ for partnere eller regioner i Afrika og de sydlige nabolande, der er interesserede i dette [...] i form af enkeltstående investeringsaftaler eller som led i moderniseringen af eksisterende handelsaftaler".

Europa-Kommissionen afsluttede den 18. november 2022 forhandlingerne om en SIFA med Angola 3 . SIFA'en trådte i kraft den 1. september 2024 4 og er den første EU-aftale af sin art. Kommissionen undersøger også muligheden for at forhandle SIFA'er med andre interesserede partnerlande, herunder Republikken Elfenbenskysten (i det følgende benævnt "Elfenbenskysten").

I 2023 beløb EU's direkte udenlandske investeringer i Elfenbenskysten sig til 4,3 mia. EUR, hvilket er en stigning fra 4,1 mia. EUR i 2022. EU har indgået en foreløbig økonomisk partnerskabsaftale (i det følgende benævnt "ØPA") med Elfenbenskysten, som imidlertid ikke indeholder bestemmelser om investeringsfremme.

På grundlag af EU's mulighed for at uddybe sine investeringsforbindelser med Elfenbenskysten blev muligheden for at indlede forhandlinger om en SIFA drøftet på det 6. møde i ØPA-udvalget nedsat af Elfenbenskysten og EU, der fandt sted den 12.-13. oktober 2023 i Abidjan 5 .

Som opfølgning herpå blev der ført tekniske sonderende drøftelser med Elfenbenskysten om anvendelsesområdet for, indholdet af og parametrene i SIFA'en. Efter disse drøftelser blev de to parter den 6. marts 2025 enige om at indlede deres respektive interne procedurer med henblik på at indlede formelle forhandlinger om en SIFA.

Formålet med denne aftale er at forbedre tiltrækningen, udvidelsen og fastholdelsen af udenlandske direkte investeringer mellem EU og Elfenbenskysten, navnlig gennem investeringsfremmende foranstaltninger, såsom at øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden af investeringsrelaterede foranstaltninger, strømline procedurerne for godkendelse af investeringer og forbedre den offentlig-private dialog gennem investorkontaktpunkter og interessentinddragelse. Det endelige mål er at fremme et mere gennemsigtigt, effektivt og forudsigeligt investeringsklima og dermed tilskynde til højere niveauer af udenlandske direkte investeringer i Elfenbenskysten. Derved vil denne aftale fremme bæredygtig udvikling, økonomisk vækst og jobskabelse og ligeledes styrke de bilaterale investeringsforbindelser mellem EU og Elfenbenskysten. Denne aftale vil også udgøre en solid platform med henblik på at bidrage til den økonomiske diversificering af Elfenbenskysten og landets integration i den globale økonomi.

•Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Målene i denne aftale er i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori det fastsættes, at EU bør "tilskynde til alle landes integration i den internationale økonomi, herunder gennem gradvis afskaffelse af hindringer for international handel". 6  

Målene i aftalen er også i overensstemmelse med partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og medlemmerne af Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS) på den anden side, som blev undertegnet i Samoa den 15. november 2023, særlig artikel 41 og 42 7 .

Denne aftale fremmer målene i konkurrenceevnekompasset af 29. januar 2025, hvori det nævnes, at EU skal "søge nye måder at uddybe sine partnerskaber og skabe fordele for vores virksomheder på", herunder gennem SIFA'er 8 . Aftalen følger også op på ovennævnte meddelelse om gennemgang af handelspolitikken samt på meddelelsen om undersøgelsen af handel og bæredygtig udvikling fra 2022 9 .

Aftalen er en del af EU's omfattende strategi for samarbejdet med Afrika 10 , hvori det foreslås, "at EU udvikler mere ambitiøse ordninger for at lette, tiltrække og støtte investeringer i Afrika". Derudover er den i overensstemmelse med EU's og Den Afrikanske Unions (AU's) fælles vision for 2030 11 , som blev vedtaget på det 6. topmøde mellem EU og AU, hvori de to unioner understreger deres fælles tilsagn om at fremme ansvarlig, gennemsigtig, inklusiv og proaktiv regeringsførelse, som er i overensstemmelse med relevante internationale instrumenter, for at fremme bestræbelserne på at forbedre investerings- og erhvervsklimaet samt på at frigøre og øge mængden af ansvarlige og bæredygtige afrikanske og europæiske investeringer. Målene i aftalen stemmer også overens med EU's Global Gateway-strategi, som blev iværksat i november 2021, og dens første resultat, nemlig investeringspakken mellem Afrika og Europa, som blev vedtaget på det 6. topmøde mellem EU og AU, og hvormed der sigtes mod senest i 2027 at have mobiliseret 150 mia. EUR i investeringer i Afrika inden for 11 prioriterede områder, herunder økonomisk integration, investering og udvikling af den private sektor. Global Gateway-investeringspakken mellem Afrika og Europa er EU's vejledende ramme, som skal gøre det mere attraktivt at investere i Afrika, sikre, at de lovgivningsmæssige rammer er gunstige for den private sektors engagement, og at investeringer giver alle de potentielle fordele i retning af bæredygtig vækst.

Den påtænkte SIFA er i fuld overensstemmelse med og supplerer den fremtidige aftale om investeringsfremme til udvikling, som er forhandlet inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen 12 .

Endelig er forhandlingsdirektiverne i bilaget i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2020/13 af 19. december 2019 om ændring af forhandlingsdirektiverne for forhandlingen om ØPA'er med ACS-landene og -regionerne 13 .

•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Målene er i overensstemmelse med andre EU-politikker, navnlig EU's udviklingspolitik.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

•Retsgrundlag

Retsgrundlaget for denne retsakt er artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 207, stk. 3, andet og tredje afsnit, og artikel 218, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Genstanden for de påtænkte forhandlinger vedrører den fælles handelspolitik. I henhold til artikel 5, stk. 3, i TEU finder nærhedsprincippet ikke anvendelse på de områder, hvor Unionen har enekompetence. Den fælles handelspolitik er et af de områder, hvor Unionen har enekompetence, jf. artikel 3 i TEUF. Denne politik omfatter forhandlinger om handelsaftaler, jf. bl.a. artikel 207 i TEUF.

•Proportionalitetsprincippet

Kommissionens henstilling er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da indgåelse af en international aftale er det vigtigste instrument til at påtage sig gensidige rettigheder og forpligtelser med et folkeretligt subjekt såsom et andet land.

•Valg af instrument

Afgørelse vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER

•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

•Høringer af interessenter

Fra juni til november 2020 gennemførte Kommissionen en offentlig høring 14 for at søge input fra Europa-Parlamentet, medlemsstaterne, interessenter og civilsamfundet til gennemgangen af Den Europæiske Unions handelspolitik, herunder måder, hvorpå EU's handels- og investeringsforbindelser med nabolandene og Afrika kan styrkes.

Kommissionen hører regelmæssigt interessenter, bl.a. i ekspertgruppen om handelsaftaler 15 og som led i civilsamfundsdialogen 16 .

•Indhentning og brug af ekspertbistand

Dette forslag bygger på ekstern ekspertise, der er indsamlet i forbindelse med et projekt udført af Verdensbanken og bestilt af Europa-Kommissionen. I rapporten blev der navnlig peget på, at investorer 17 nævner manglende gennemsigtighed og forudsigelighed i kontakten med offentlige organer, pludselige ændringer af love og bestemmelser og forsinkelser i forbindelse med indhentning af regeringstilladelser og -godkendelser som kritiske faktorer, der påvirker deres investeringsbeslutninger i udviklingslandene. Det er disse områder, der vil være omfattet af den foreslåede SIFA.

•Konsekvensanalyse

Forpligtelser vedrørende investeringsfremme i SIFA'en har fokus på anvendelsen af principper for god forvaltningspraksis og god reguleringspraksis, herunder gennemsigtighed, forudsigelighed og administrativ effektivitet, i et partnerlands investeringsramme (investeringslove, -bestemmelser og -procedurer). Virkningen af disse investeringsfremmende foranstaltninger vedrører i vid udstrækning et partnerlands gennemførelse af aftalen og den langsigtede forbedring af landets investeringsmiljø. Den samlede virkning påvirkes også af individuelle investeringer, som en sådan forbedret investeringsramme kan tiltrække. Med SIFA'en kodificeres praksis, der allerede er veletableret i EU.

•Målrettet regulering og forenkling

Formålet med dette forslag er at henstille til Rådet, at det vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en SIFA med Elfenbenskysten. Forslaget indebærer ikke udveksling af data, automatisering af processer, brug af digitale systemer eller levering af offentlige tjenester. "Digitalt som standard"-princippet finder derfor ikke anvendelse, da der ikke indføres specifikke digitale krav.

•Grundlæggende rettigheder

Initiativet er i fuld overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen virkninger for Unionens budget.

5.ANDRE FORHOLD

•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Forhandlingerne om SIFA'en forventes at blive afsluttet i 2026.

•Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant.

•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Formålet med bestemmelserne er at henstille til Rådet, at det vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og udpege Unionens forhandler. Rådet kan udstede direktiver til forhandleren.

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale om fremme af bæredygtige investeringer mellem Den Europæiske Union og Republikken Elfenbenskysten

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 207, stk. 3, andet og tredje afsnit, og artikel 218, stk. 4,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en aftale om fremme af bæredygtige investeringer med Republikken Elfenbenskysten —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at føre forhandlinger om en aftale om fremme af bæredygtige investeringer med Republikken Elfenbenskysten.

Artikel 2

Forhandlingsdirektiverne findes i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 3

Forhandlingerne føres i samråd med [navn på det særlige udvalg indsættes af Rådet].

Artikel 4

Denne afgørelse og bilaget hertil offentliggøres straks efter vedtagelsen.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Meddelelse fra Kommissionen, "Et konkurrenceevnekompas for EU", COM(2025) 30 final.
(2)    Meddelelse fra Kommissionen, "Gennemgang af handelspolitikken — en åben, bæredygtig og determineret handelspolitik", COM(2021) 66 final.
(3)     https://policy.trade.ec.europa.eu/eu-trade-relationships-country-and-region/countries-and-regions/southern-african-development-community-sadc/eu-angola-negotiations_en
(4)    Jf. Rådets afgørelse (EU) 2024/829 af 4. marts 2024 om indgåelse på Unionens vegne af aftalen om fremme af bæredygtige investeringer mellem Den Europæiske Union og Republikken Angola (EUT L, 2024/829, 8.3.2024).
(5)    Oversigt over konklusionerne fra mødet i det fælles ØPA-udvalg Elfenbenskysten-Den Europæiske Union den 12.-13. oktober 2023, https://circabc.europa.eu/ui/group/09242a36-a438-40fd-a7af-fe32e36cbd0e/library/5714c6b1-a7b9-42c7-a73a-f5e5e5fa159a/details .
(6)    Artikel 21, stk. 2, litra e), i TEU.
(7)     https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-8372-2023-REV-1/en/pdf
(8)    Meddelelse fra Kommissionen, "Et konkurrenceevnekompas for EU", COM(2025) 30 final.
(9)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg: "Handelspartnerskabernes styrke: sammen om en grøn og retfærdig økonomisk vækst", COM(2022) 409 final.
(10)    Fælles meddelelse fra 2020 "Frem mod en omfattende strategi for samarbejdet med Afrika" https://ec.europa.eu/international-partnerships/system/files/communication-eu-africa-strategy-join-2020-4-final_en.pdf .
(11)     https://www.consilium.europa.eu/media/54412/final_declaration-en.pdf .
(12)     https://www.wto.org/english/tratop_e/invfac_public_e/invfac_e.htm .
(13)    Rådets afgørelse (EU) 2020/13 af 19. december 2019 om ændring af forhandlingsdirektiverne for forhandlingen om økonomiske partnerskabsaftaler med staterne og regionerne i Afrika, Vestindien og Stillehavet, i det omfang de hører under Unionens kompetence (EUT L 6 af 10.1.2020, s. 101). Navnlig fastsættes følgende i punkt 6.2, første afsnit, i forhandlingsdirektiverne fra 2019: "Investeringer. I overensstemmelse med målet om at "mindske og med tiden udrydde fattigdom i samspil med målet om at fremme bæredygtig udvikling" (og under henvisning til artikel 1, 29 og 75-78 i og bilag II til Cotonouaftalen og de relevante bestemmelser i den aftale, der træder i stedet for denne aftale, når den er trådt i kraft) vedtager parterne at fastlægge rammer, der skal lette, udvide og stimulere gensidigt fordelagtige bæredygtige investeringer mellem parterne, under hensyntagen til multilaterale initiativer om investeringsfremme. Disse rammer skal baseres på principperne om ikkeforskelsbehandling, åbenhed, gennemsigtighed og stabilitet. Parterne vil fremme udvikling af attraktive og stabile investeringsmiljøer ved at støtte stabile og gennemsigtige regler for investorer og søge at forbedre den finansielle inklusion og adgangen til finansiering."
(14)     https://policy.trade.ec.europa.eu/consultations/consultation-trade-policy-review_en  
(15)     http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/expert-groups/  
(16)     http://trade.ec.europa.eu/civilsoc/meetdetails.cfm?meet=11531  
(17)    Jf. Verdensbanken, "Retention and Expansion of Foreign Direct Investment, Political Risk and Policy Responses" http://documents1.worldbank.org/curated/en/387801576142339003/pdf/Political-Risk-and-Policy-Responses.pdf.