RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om anvendelsen af direktiv 94/80/EF om valgret og valgbarhed ved kommunale valg for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere /* COM/2012/099 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om anvendelsen af direktiv 94/80/EF om
valgret og valgbarhed ved kommunale valg for unionsborgere, der har bopæl i en
medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere
1.
Indledning
Borgerne berøres direkte af de beslutninger,
der træffes hver dag af de lokale myndigheder på det økonomiske, sociale og
kulturelle område. De lokale myndigheder repræsenterer det myndighedsniveau,
der er tættest på borgerne. Deltagelse i kommunale valg, enten for at udøve
valgretten eller lade sig opstille som kandidat, er en grundlæggende rettighed
forankret i artikel 40 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder[1], der giver borgerne
mulighed for at deltage i det demokratiske liv og påvirke beslutningsprocessen.
Denne deltagelse giver desuden unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat,
hvor de ikke er statsborgere, mulighed for at blive bedre integreret i det
politiske og sociale liv i værtslandet. På
samme betingelser som i artikel 40 i chartret[2] har enhver unionsborger
i henhold til artikel 22, stk. 1, i TEUF[3] valgret og er
valgbar ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl, på
samme betingelser som statsborgere i denne stat. De nærmere regler for valgret
og valgbarhed ved kommunale valg er fastsat i direktiv 94/80/EF (herefter
benævnt "direktivet")[4]. I overensstemmelse med direktivets artikel 13
vedtog Kommissionen den forrige og første rapport om gennemførelsen af
direktivet i national lovgivning i 2002. I denne rapport tages der for første
gang fat på det bredere spørgsmål om deltagelse i det lokale demokrati, og der
foretages en vurdering af gennemførelsen af direktivet i de medlemsstater, der
endnu ikke var tiltrådt EU i 2002, hvor den første rapport blev vedtaget. Selv
om alle medlemsstaterne har gennemført direktivet, er det nødvendigt at fjerne
en række hindringer for fuld udøvelse af valgretten og valgbarheden ved at
sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af direktivets bestemmelser. Det vurderes ligeledes i rapporten, om
begrundelserne for at give de pågældende medlemsstater tilladelse til at
anvende undtagelsesbestemmelser efter artikel 22, stk. 1, i TEUF, fortsat
består. I henhold til direktivets artikel 12,
stk. 4, skal Kommissionen senest den 31. december 1998 og derefter hvert sjette
år forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport herom. Den seneste rapport
om undtagelsesbestemmelserne blev vedtaget i 2005[5]. Unionen bygger på værdier som respekt for
demokrati[6], og enhver borger har ret
til at deltage i Unionens demokratiske liv[7]. Det er derfor
vigtigt at sikre princippet om deltagelsesdemokrati ved bl.a. at sørge for, at
alle unionsborgere inddrages, og gøre en indsats for at fremme deres
deltagelse. Det er meget vigtigt at sikre princippet om
deltagelsesdemokrati, navnlig på lokalt plan, hvor de beslutninger, der
træffes, berører borgerne direkte. Faldende deltagelse i det demokratiske liv i
form af lav valgdeltagelse kan få den uheldige virkning, at det repræsentative
demokratis status svækkes. I de fleste medlemsstater har valgdeltagelsen
været under 50 % ved det seneste valg til Europa-Parlamentet[8].
Den samme udvikling kunne konstateres i mange medlemsstater ved de seneste
lokalvalg[9]. I lyset af Unionens
grundprincipper er det efter Kommissionens opfattelse afgørende at vende denne
udvikling for at styrke båndene mellem vælgerne og de valgte repræsentanter og
øge legitimiteten af de beslutninger, der træffes af de valgte repræsentanter. I denne forbindelse er en styrkelse af
borgernes valgrettigheder blevet opstillet som en af de politiske prioriteter i
Stockholmprogrammet. Det understreges i handlingsplanen om gennemførelse af
Stockholmprogrammet af 20. april 2010, at "det er vigtigt at opmuntre
borgerne til at deltage i EU's demokratiske liv for at bringe borgerne tættere
på det europæiske projekt. Vi ønsker alle en øget deltagelse i valget til
Europa-Parlamentet. Borgernes valgret og valgbarhed ved kommunalvalg og
Europa-Parlamentsvalg bør yderligere fremmes og styrkes."[10] Denne rapport bidrager til gennemførelse af
foranstaltning 18 i rapporten om unionsborgerskab 2010, idet formålet er at
tilskynde medlemsstaterne til at håndhæve unionsborgernes valgret i den
medlemsstat, hvor de har bopæl, fuldt ud og til i tilstrækkeligt omfang at
informere unionsborgerne om deres valgret[11]. I rapporten
foretages der således en vurdering af unionsborgernes bevidsthed om og udøvelse
af deres valgret og valgbarhed ved kommunale valg, og der er fokus på de
oplysningsforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet i overensstemmelse
med direktivets bestemmelser. Der er også fokus på bedste praksis i
medlemsstaterne med hensyn til gennemførelse af oplysningskampagner og
initiativer, der ansporer udenlandske unionsborgere til at deltage i det
institutionelle og politiske liv på lokalt plan.
2.
Bevidsthed og deltagelse
2.1.
Bevidsthed om valgret og valgbarhed i EU
Som det fremgår af de statistiske data fra
Europa-Kommissionens seneste Eurobarometerundersøgelser[12],
er de fleste borgere i medlemsstaterne klar over, at de har valgret og er
valgbare ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor de har bopæl. I alle
medlemsstater er der sket en betydelig forøgelse af befolkningens viden om
valgret og valgbarhed gennem de seneste fire år. På EU-plan er den
gennemsnitlige procentandel af borgere, der er klar over disse rettigheder,
næsten blevet fordoblet fra 37 % (2007) til 69 % (2010). Det
laveste gennemsnit er steget fra 22 % (2007) til 53 % (2010), det
højeste fra 62 % (2007) til 83 % (2010). Kilde: Flash Eurobarometer nr. 292. Europa-Kommissionen har gennem de seneste år i
høj grad bidraget til at informere unionsborgerne om deres valgrettigheder og
har opfordret dem til at deltage aktivt i det demokratiske liv i EU. Programmet
"Grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab" for perioden 2007-2013
har bidraget til at udvikle foranstaltninger til støtte for initiativer til
oplysning og undervisning i medborgerskab med henblik på at øge
valgdeltagelsen. I perioden 2007-2010 er der blevet finansieret 12 projekter
vedrørende aktiv deltagelse i det demokratiske liv i EU, og der er blevet
tildelt over 3,8 mio. EUR i støtte[13]. Dette
forskningstema er også inkluderet i arbejdsprogrammet for 2011[14].
Europa-Kommissionen foreslog for nylig, at
2013 udpeges til "Borgernes Europaår"[15].
Det europæiske år skal øge unionsborgernes bevidsthed om deres ret til at
færdes og opholde sig frit i EU og mere generelt om den brede vifte af
rettigheder, de er sikret i EU-lovgivningen i forbindelse med
grænseoverskridende situationer, herunder valgrettigheder. En række medlemsstater har vedtaget målrettede
foranstaltninger for at informere unionsborgerne om deres valgret og valgbarhed
ved kommunale valg, om end på forskellig vis[16]. Især Danmark,
Estland, Finland, Tyskland, Ungarn, Litauen, Spanien og Sverige har indført den
praksis at sende valgkort eller individuelle breve med oplysninger om
valgproceduren pr. post til de pågældende borgere. Med hensyn til
foranstaltninger på nationalt plan har en række medlemsstater som f.eks.
Tjekkiet, Danmark, Grækenland, Italien, Letland, Litauen, Polen og Slovakiet
lagt oplysninger ud på deres officielle websted. Tyskland og Det Forenede
Kongerige har oprettet en særlig hjælpetjeneste. I Cypern, Frankrig, Irland,
Luxembourg, Portugal og Rumænien er der blevet informeret via trykte
publikationer eller lokalpressen.
2.2.
Valgdeltagelsen ved lokalvalg
Udenlandske unionsborgeres deltagelse i det
demokratiske liv i bopælslandet skal vurderes i en bredere sammenhæng med den
samlede valgdeltagelse. Ved de seneste kommunale valg i
medlemsstaterne i de store byer, navnlig hovedstæderne, var valgdeltagelsen
mellem 50 og 60 % i syv medlemsstater[17]. Valgdeltagelsen
var under 50 % i 10 af de pågældende kommuner[18].
I alt er der 20 medlemsstater, hvor over en tredjedel af de stemmeberettigede
ikke deltog i det seneste lokalvalg i hovedstæderne[19].
Deltagelsen i andre byer end hovedstæder er endnu lavere afhængigt af
størrelsen[20]. Valgdeltagelsen ved
lokalvalg er generelt højere end ved valg til Europa-Parlamentet, men der er en
række undtagelser som Athen, Budapest, København og Riga[21]. Generelt viser tallene for valgdeltagelsen ved
lokalvalg en tendens til øget politisk ligegyldighed blandt borgerne. Det er
fortsat en udfordring for medlemsstaterne og de europæiske institutioner samt
for de valgte lokale myndigheder i hele Unionen at rette op på det
"demokratiske underskud". De samme empiriske faktorer, der sænker
valgdeltagelsen, gør sig gældende i en række medlemsstater. Der blev
konstateret en negativ sammenhæng mellem befolkningsstørrelse og valgdeltagelse
ved lokalvalg. I de meget små byer er interessen for lokalpolitik større, da
der er en opfattelse af, at muligheden for at påvirke beslutningsprocessen er
større. De store hovedstæder, hvor der kan konstateres en større inddragelse af
befolkningen i forhold til andre byer, er tilsyneladende en undtagelse i denne
sammenhæng. Når lokalvalg og nationale valg afholdes samtidigt, kan
valgdeltagelsen antagelig fremmes. De nationale partiers lokale tilstedeværelse
fremmer borgernes valgdeltagelse, idet de ønsker at stemme på disse partier ved
lokalvalgene[22]. Endelig skyldes den
manglende deltagelse i mange tilfælde logistiske forhold som f.eks. mangel på
alternative valgmåder (forhåndsafstemning, brevafstemning osv.), der giver
vælgere, der ikke kan deltage i valget, mulighed for at stemme.
2.3.
Udenlandske unionsborgeres deltagelse i kommunale
valg i bopælslandet
Ved udgangen af 2010 havde over 8 mio.
unionsborgere i den stemmeberettigede alder bopæl i en medlemsstat, hvor de
ikke er statsborgere. Det største antal blev registreret i Tyskland, Det
Forenede Kongerige og Italien efterfulgt af Frankrig, Spanien og Belgien.
8 mio. unionsborgere kunne således stemme ved kommunale valg i
bopælslandet. * Deldata. Det Forenede
Kongerige har indgivet data vedrørende alle bosiddende udenlandske
unionsborgere. Frankrig: De tilgængelige data stammer fra den forrige rapport.
Grækenland har indgivet data vedrørende bosiddende udenlandske unionsborgere
over 20 år. Østrig har kun indgivet data vedrørende hovedstaden. Der er ingen
tilgængelige data for Bulgarien, Estland og Polen. I forhold til tallene i den første rapport fra
2002[23] har der i en række
medlemsstater været en betydelig stigning i antallet af udenlandske
unionsborgere i den stemmeberettigede alder, som har bopæl, men ikke
statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Stigningen var som følger: i
Italien fra 56 000 til 1 050 000, i Tyskland fra
1 521 000 til 2 239 641, i Grækenland fra 16 000 til
114 377, i Irland fra 76 000 til 247 980, i Danmark fra
32 000 til 108 806 og i Portugal fra 26 000 til 94 157[24]. På trods af denne betydelige stigning i
antallet af udenlandske unionsborgere i den stemmeberettigede alder med bopæl i
en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, var det kun forholdsvis få af
disse borgere, der rent faktisk udøvede deres valgret og valgbarhed ved de
seneste kommunale valg i bopælslandet. Den enkelte borger skal optages på valglisten
for at kunne deltage i kommunale valg. De nærmere procedurer for optagelse på
valglisten varierer fra medlemsstat til medlemsstat[25].
I de medlemsstater, hvor optagelsen ikke sker automatisk, fremgår det af de
angivne oplysninger, at blot 10 % i gennemsnit af de bosiddende
udenlandske unionsborgere ansøgte om at blive optaget på valglisten[26].
Medlemsstater med et ikke-automatisk system
for optagelse på valglisten (ingen tilgængelige data for Bulgarien,
Tjekkiet, Frankrig, Polen og Det Forenede Kongerige) Det kan konstateres, at en specifik national
befolkningsgruppes klare overvægt i det samlede antal bosiddende udenlandske
unionsborgere i en medlemsstat i nogle tilfælde afspejles i denne
befolkningsgruppes store deltagelse i lokalvalg. Det er tilfældet i Irland,
Spanien og Sverige[27]. Der er ingen tilgængelige oplysninger om den
procentvise andel af bosiddende udenlandske unionsborgere, der rent faktisk
stemte efter at være blevet optaget på valglisten. Når de først er optaget på
valglisten, skelnes der ikke mellem medlemsstatens egne statsborgere og
udenlandske statsborgere. Medlemsstaterne indsamler generelt ikke sådanne
oplysninger for at undgå forskelsbehandling. Der er meget få tilgængelige
oplysninger om antallet af udenlandske unionsborgere, der lader sig opstille,
og som vælges. Navnlig Østrig, Tjekkiet, Tyskland og Sverige har understreget,
at det var vanskeligt at indsamle disse oplysninger fra de lokale myndigheder,
da der ikke var et enkelt kontaktpunkt, hvilket allerede blev fremhævet i den
sidste rapport om valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet[28]. Den højeste procentvise andel af udenlandske
statsborgere, der vælges i forhold til de opstillede kandidater, blev angivet
af Frankrig (32,8 %) og Sverige (17,1 %). Østrig, Luxembourg og
Spanien har oplyst, at der er blevet indvalgt et stort antal udenlandske
unionsborgere.
3.
gennemførelse og anvendelse
3.1.
Status for gennemførelse af direktiv 94/80/EF
I denne rapport foretages for første gang en
vurdering af den nationale lovgivning vedtaget af de medlemsstater, der er
tiltrådt EU efter 2004, samt den nationale lovgivning i de øvrige
medlemsstater, som er trådt i kraft efter 2002-rapporten. Det bør nævnes, at rapporten også dækker den
nye lovgivning, der indtil videre kun er blevet meddelt via et spørgeskema, men
endnu ikke formelt meddelt Kommissionen[29]. At dømme ud fra de nationale
gennemførelsesforanstaltninger meddelt af medlemsstaterne kan gennemførelsen af
direktivet i alle medlemsstaternes lovgivning betragtes som tilfredsstillende.
Der skal imidlertid tages fat på en række problemer i forbindelse med ukorrekt
eller ufuldstændig gennemførelse, idet ukorrekt gennemførelse er til hinder for
den fulde udøvelse af valgretten og valgbarheden. I nogle medlemsstater[30]
er bestemmelserne i direktivets[31] artikel 3 og 4
tilsyneladende ikke blevet korrekt gennemført. I disse medlemsstater har
unionsborgere fra andre medlemsstater først valgret eller bliver først valgbare
ved kommunale valg, når de har haft bopæl i landet i et bestemt tidsrum, uden
at der stilles et sådant krav til medlemsstaternes egne statsborgere. Når
valgretten er betinget af ophold i et nærmere bestemt tidsrum, giver denne
lovgivning desuden ikke mulighed for at anse denne betingelse som opfyldt af
udenlandske unionsborgere, heller ikke når de har haft bopæl i andre
medlemsstater uden for bopælslandet i et tilsvarende tidsrum. I en enkelt medlemsstat skal vælgeren indsende
sin ansøgning om at blive optaget på valglisten senest 30 dage efter opnåelse
af stemmeret. Dette synes at udgøre forskelsbehandling mellem landets egne
statsborgere og udenlandske unionsborgere. Den nævnte tidsfrist for
retsvirkningernes begyndelse (dies a quo) er forskellig, idet fristen for
landets egne statsborgere løber fra datoen for opnåelse af stemmeret, og for
udenlandske unionsborgere fra datoen for registrering som bosiddende. Den
pågældende bestemmelse har således tilsyneladende forskellige konsekvenser for
medlemsstatens egne statsborgere og udenlandske unionsborgere[32]. I
henhold til artikel 7 kan alle unionsborgere udøve deres valgret ved kommunale
valg i bopælslandet, hvis de pågældende har udtrykt ønske herom. De fleste
medlemsstater (Østrig, Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Ungarn, Letland,
Litauen, Malta, Nederlandene, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Sverige) har
indført et lempeligere system til automatisk optagelse på valglisten. Dette
giver borgerne mulighed for at stemme uden at skulle indsende en ansøgning om
optagelse på valglisten inden for en bestemt tidsfrist. Medlemsstaterne skal opfylde en række
forpligtelser i henhold til direktivet, der skal lette optagelsen af
unionsborgerne på valglisten[33]. På baggrund af
individuelle klager fra en række borgere rettede Kommissionen i 2010
henvendelse til to medlemsstater, hvor unionsborgere ansat ved internationale
organer i disse medlemsstater blev forhindret i at udøve deres valgret og
valgbarhed. I henhold til den nationale lovgivning kunne disse bosiddende
statsborgere ikke blive optaget på valglisten. På baggrund af Kommissionens
henvendelse har de pågældende medlemsstater for nylig ændret deres lovgivning
og fjernet de konstaterede hindringer[34]. Ved anmeldelse af sit kandidatur skal en
valgbar unionsborger føre samme beviser som en kandidat med statsborgerskab i
landet. Medlemsstaterne kan eventuelt kræve et begrænset antal yderligere
dokumenter ud over en formel erklæring med oplysning om vedkommendes
nationalitet og adresse i bopælslandet[35]. Kommissionen
finder, at nationale bestemmelser om, at der altid skal fremlægges en attest
fra hjemlandet, hvoraf det fremgår, at den pågældende borger ikke har fortabt
valgbarheden, er i strid med direktivet. I henhold til direktivet kan der kun
anmodes om en sådan attest, hvis der opstår tvivl om erklæringens ægthed. Dette
er en yderligere byrde for udenlandske statsborgere i forbindelse med udøvelsen
af valgretten. Det synes desuden ikke at være i overensstemmelse med direktivet
at anmode om bopælscertifikatets referencenummer[36]. Direktivet forpligter bopælslandet til "i
tilstrækkelig god tid på behørig vis" at underrette udenlandske
unionsborgere om de betingelser og bestemmelser, der gælder for udøvelse af
valgret og valgbarhed ved kommunale valg. Udenlandske unionsborgere har navnlig
ret til at blive underrettet om de foranstaltninger, der træffes som følge af
deres ansøgning om optagelse på valglisten og om at opstille som kandidat. I en
række medlemsstater[37] er der ikke blevet
fastlagt specifikke bestemmelser i gennemførelseslovgivningen om forpligtelsen
til at underrette de pågældende borgere om de trufne foranstaltninger. I
tilfælde af afslag på anmodningen om optagelse på valglisten eller afvisning af
opstilling i bopælslandet har unionsborgerne i henhold til direktivet desuden
ret til at blive informeret om deres klageadgang, der er den samme som for
bopælslandets egne statsborgere. I nogle tilfælde er denne bestemmelse ikke
udtrykkeligt omfattet af den nationale lovgivning[38].
I en række medlemsstater[39] omfatter den nationale
lovgivning ikke udtrykkeligt bestemmelsen i direktivet om medlemsstaternes
forpligtelse til i tilstrækkelig god tid på behørig vis at underrette
udenlandske vælgere og valgbare om de betingelser og bestemmelser, der gælder
for udøvelse af valgret og valgbarhed. Alle disse medlemsstater har ikke desto
mindre underrettet Kommissionen om de foranstaltninger og institutionelle
initiativer, der blev iværksat i forbindelse med de seneste kommunale valg med
henblik på at informere borgerne om udøvelsen af deres valgrettigheder, og har
således sikret, at disse bestemmelser i direktivet gennemføres.
3.2.
Analyse af bestemmelser, som medlemsstaterne har
vedtaget i henhold til direktivets artikel 5, stk. 3 og 4, med henblik på at
begrænse en række hverv til deres egne statsborgere
Som følge af valgretten og valgbarheden ved
kommunale valg i bopælslandet som fastsat i direktivet kan en unionsborger
blive valgt som kommunalbestyrelsesmedlem og kan blive borgmester i en
medlemsstat, selv om vedkommende ikke er statsborger i bopælslandet. I henhold til
direktivet kan medlemsstaterne begrænse en række hverv i lokalforvaltningen til
deres egne statsborgere, nemlig hvervene i det kommunale udøvende organ
(formand for, suppleant til eller medlem af et primært lokalt
forvaltningsområdes ledende kollegiale organ), hvis de vælges for at udøve
disse hverv i den normale valgperiode eller midlertidigt træder i stedet for
eller konstitueres som formand, suppleant eller medlem. * Østrig og Tyskland er forbundsrepublikker, og
bestemmelserne er forskellige i de enkelte delstater. Der er i dag ingen begrænsninger i Danmark,
Estland, Finland, Irland, Letland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal,
Slovakiet, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige, og udenlandske unionsborgere
er således valgbare til hvervet som formand for, suppleant til eller medlem af
et primært lokalt forvaltningsområdes udøvende organ. I tre medlemsstater[40]
er det kun medlemsstaternes egne statsborgere, der kan varetage hvervet som
formand for lokalforvaltningen. I seks andre medlemsstater[41]
kan udenlandske unionsborgere end ikke varetage hvervet som suppleant, men de
kan være medlem af det udøvende organ. Endelig anvendte andre medlemsstater[42]
alle begrænsningerne i direktivet, og udenlandske unionsborgere kan således end
ikke være medlem af det udøvende organ i disse medlemsstater. Kommissionen analyserer for første gang disse
aspekter af direktivet i denne rapport. Det er Kommissionens opfattelse, at en
mindre restriktiv lovgivning kan bidrage mere effektivt til integration af
borgerne og deres deltagelse i det demokratiske liv i bopælslandet.
3.3.
Ajourføring af direktivets bilag om "primært
lokalt forvaltningsområde" i medlemsstaterne
Direktivet indeholder et bilag med en liste
over betegnelser for de enkelte medlemsstaters "primære lokale
forvaltningsområde" i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, litra a)[43].
Listen over landenes primære lokale forvaltningsområde definerer direktivets
anvendelsesområde, dvs. anvendelsen af direktivets bestemmelser. Det er således
afgørende, at denne liste ajourføres løbende. Dette bilag blev ændret i 2003[44]
(på baggrund af tiltrædelsen af 10 medlemsstater i 2004) og i 2006[45]
(på baggrund af tiltrædelsen af to medlemsstater i 2007) for at tilføje
betegnelsen for det primære lokale forvaltningsområde i disse medlemsstater. Nogle
få medlemsstater har desuden for nylig underrettet Kommissionen om ny
lovgivning, der ændrer betegnelsen for de primære lokale forvaltningsområder
som defineret i direktivet[46]. Kommissionen har opfordret
alle medlemsstaterne til at underrette Kommissionen formelt om denne nye
lovgivning på dette område.
4.
Undtagelser i henhold til artikel 22, stk. 1, i TEUF
I henhold til artikel 22, stk. 1, i TEUF kan
direktivet omfatte undtagelser fra de almindelige bestemmelser, når specifikke
problemer i en medlemsstat tilsiger dette. I henhold til direktivets artikel 12 er det
tilladt at fravige ligebehandlingsprincippet, når specifikke problemer i en
medlemsstat tilsiger dette. Udgør de unionsborgere i den stemmeberettigede
alder, der har bopæl i en medlemsstat, hvori de ikke har statsborgerskab, mere
end 20 % af samtlige bosiddende unionsborgere i den stemmeberettigede
alder, kan den pågældende medlemsstat stille krav om, at såvel vælgere som
opstillede kandidater skal have haft bopæl i landet i et nærmere fastsat
tidsrum, eller den kan indføre særlige regler for kandidatlisternes
sammensætning med det formål at lette integrationen af udenlandske
unionsborgere og forhindre en polarisering mellem "indenlandske" og
"udenlandske" kandidatlister. Luxembourg opfylder som den eneste medlemsstat
denne særlige betingelse og har gjort brug af denne undtagelsesbestemmelse ved
kun at indrømme stemmeret til udenlandske unionsborgere, der har haft lovlig
bopæl i landet i mindst fem år forud for ansøgningen om optagelse på valglisten[47].
Med hensyn til valgbarhed stilles der i Luxembourg krav om, at udenlandske
unionsborgere også skal have været bosat i landet i mindst fem år, før de kan
søge om tilladelse til at opstille som kandidat[48]. Kommissionen
har anmodet[49] de luxembourgske
myndigheder om at indsende de seneste oplysninger om antallet af udenlandske
unionsborgere i den stemmeberettigede alder med bopæl i Luxembourg og det
samlede antal unionsborgere i den stemmeberettigede alder med bopæl i
Luxembourg. I henhold til de indsendte data var der
174 250 udenlandske unionsborgere i den stemmeberettigede alder med bopæl
i Luxembourg. Det samlede antal unionsborgere i den stemmeberettigede alder med
bopæl i Luxembourg var 406 300. Det følger heraf, at andelen af
udenlandske unionsborgere i den stemmeberettigede alder i Luxembourg udgjorde
42,9 % af samtlige bosiddende unionsborgere i den stemmeberettigede alder
i landet, hvilket ligger over den grænse på 20 %, der er fastsat i
direktivet. Begrundelserne for at give Luxembourg
tilladelse til at anvende undtagelsesbestemmelser består således fortsat. Ved lov af 13. februar 2011 udvidede
Luxembourg valgbarheden til at omfatte bosiddende tredjelandsstatsborgere.
Efter lovens ikrafttræden kan alle udenlandske statsborgere varetage hvervet
som formand for eller medlem af et primært lokalt forvaltningsområdes udøvende
organ. I henhold til artikel 12, stk. 2, kan Belgien
anvende begrænsningerne i direktivet på et begrænset antal kommuner, som det indgiver
en liste over mindst et år inden det kommunale valg, hvor det agter at benytte
sig af undtagelsen. Belgien har aldrig gjort brug af undtagelsesbestemmelsen i
direktivets artikel 12, stk. 2. I artikel 12, stk. 3, fastslås det, at såfremt
det den 1. januar 1996 i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at derboende
statsborgere fra en anden medlemsstat har valgret til denne medlemsstats
nationale parlament og derfor kan blive optaget på valglisten i staten på
nøjagtigt samme vilkår som statens egne vælgere, kan denne medlemsstat undlade
at anvende bestemmelserne i dette direktivs artikel 6 til 11 på disse
unionsborgere. Ingen medlemsstat har gjort brug af undtagelsesbestemmelsen i
artikel 12, stk. 3[50].
5.
Yderligere tiltag for at styrke valgrettighederne og borgernes
deltagelse i det demokratiske liv
5.1.
Retten til at blive medlem af og stifte politiske
partier i bopælslandet
I overensstemmelse med princippet om
ligebehandling skal unionsborgere indrømmes valgrettigheder på samme vilkår som
statsborgerne i bopælslandet. Unionsborgerne skal således have mulighed for at
tage fuld del i det politiske liv i bopælslandet og skal navnlig have ret til
at melde sig ind i de eksisterende politiske partier eller selv stifte nye
politiske partier. I overensstemmelse med de tiltag, der blev
bebudet i rapporten om unionsborgerskab 2010, og som skal sikre lige vilkår for
statsborgere fra andre medlemsstater og en medlemsstats egne statsborgere,
rettede Kommissionen for nylig henvendelse til de medlemsstater, hvor den
nationale lovgivning begrænser udenlandske unionsborgeres mulighed for at blive
medlem af eller stifte et politisk parti[51]. Som allerede
fremhævet i den seneste rapport om valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet[52]
mener Kommissionen, at sådanne begrænsninger i den nationale lovgivning er til
hinder for unionsborgernes udøvelse af deres valgret og valgbarhed. Hvis disse
begrænsninger ikke fjernes, vil Kommissionen gøre brug af sine beføjelser i
henhold til traktaterne for at sikre, at direktivet overholdes.
5.2.
God praksis for fremme af udenlandske
unionsborgeres deltagelse
Kommissionen understreger betydningen af
foranstaltninger og initiativer, der tilskynder unionsborgerne til at deltage i
EU's demokratiske liv i bopælslandet. Nogle medlemsstater har allerede indført en
række eksempler på god praksis, som kan følges. Det gælder Danmark, Estland,
Finland, Tyskland, Ungarn, Litauen, Spanien og Sverige, der har vedtaget
målrettede foranstaltninger for at informere unionsborgerne om deres valgret og
valgbarhed ved kommunale valg i form af fremsendelse af individuelle breve
eller valgkort pr. post med oplysninger om valgproceduren. I denne forbindelse må oplysningskampagner
specifikt rettet mod skolesøgende unge som den, der blev gennemført i
Luxembourg, betragtes som et effektivt instrument til fremme af deltagelsen i
kommunale valg. Skolen er et centralt referencepunkt i lokalsamfundet, især for
førstegangsvælgere, samt en afgørende faktor for integration og undervisning i
medborgerskab. I henhold til direktivet kan medlemsstater,
der ikke har stemmepligt, indføre et automatisk system for optagelse af
vælgerne på valglisten. Det sker allerede i Østrig (undtagen Burgenland),
Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta,
Nederlandene, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Sverige. Kommissionen mener, at
det er god praksis at optage udenlandske unionsborgere på valglisten automatisk
samtidig med registreringen som bosiddende. Med denne praksis pålægges borgere,
der ønsker at udøve deres valgret, ikke flere byrder, da de ikke skal indsende
en yderligere ansøgning om at blive optaget på valglisten inden for en
præklusiv frist. Med hensyn til de medlemsstater, der har
indført et ikke-automatisk system for optagelse på valglisten, er det efter
Kommissionens opfattelse god praksis ikke at fastsætte en præklusiv frist for
ansøgning om optagelse. Det gælder Italien. Det er i valgkampens allersidste
fase, at borgerne er mest optaget af politiske diskussioner og således
beslutter at udøve deres stemmeret. Hvis der fastsættes en præklusiv frist for
optagelse på valglisten, som udløber lang tid før valgkampen er ovre, vil
borgere, der beslutter sig for at stemme i sidste øjeblik, således blive
udelukket.
6.
Konklusioner
En sammenligning af dataene i den første
rapport og dataene indsamlet via spørgeskemaet i 2011 viser, at antallet af
unionsborgere i den stemmeberettigede alder med bopæl i en medlemsstat, hvor de
ikke er statsborgere, er steget fra 4,7 mio. (2000) til 8 mio.
(2010), hvilket primært skyldes udvidelsen[53]. Antallet af
udenlandske unionsborgere, der deltager aktivt i det demokratiske liv på lokalt
plan, er tilsyneladende ikke steget forholdsmæssigt, i hvert fald ikke at dømme
ud fra antallet af ansøgninger om optagelse på valglisten. Valgdeltagelsen
ved de forskellige former for valg er blevet en udfordring for europæiske
demokratier. Legitimitet gennem frie og almindelige valg er grundlaget for
demokratiet. Valgdeltagelsen er den kritiske indikator for demokratiets
kvalitet. Det bør derfor fortsat være en høj prioritet på Unionens og
medlemsstaternes dagsorden at imødegå den politiske ligegyldighed. Der skal
gøres en fornyet indsats for at give borgerne målrettede oplysninger om deres
valgrettigheder og de administrative procedurer, der skal opfyldes for at udøve
disse rettigheder. Alle initiativer, som tager sigte på
at øge bevidstheden om valgretten og valgbarheden og fremme deltagelsen i
lokalvalg, er nyttige og effektive støtteforanstaltninger, herunder deltagelse
i de ovenfor under punkt 2.1 nævnte programmer, der forvaltes af Kommissionen. Kommissionen vil fortsætte det tætte
samarbejde med medlemsstaterne for at overvåge, om direktivet gennemføres
korrekt, og hjælpe medlemsstaterne med at vedtage alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre borgernes fulde udøvelse af deres valgret og
valgbarhed, og fjerne hindringer for retten til i tilstrækkelig god tid på
behørig vis at blive underrettet om udøvelsen af disse rettigheder. Forslaget
om et "Borgernes Europaår" i 2013 er en reel mulighed for at styrke
indsatsen for at fremme valgdeltagelsen med inddragelse af berørte nationale og
lokale myndigheder samt de nøgleaktører, der er med til at forme
medlemsstaternes og borgernes politiske liv. Kommissionen agter i denne forbindelse at gøre
brug af en uformel samarbejdsplatform, der skal fremme en direkte dialog mellem
Kommissionen, Regionsudvalget og nationale sammenslutninger af lokale og
regionale myndigheder. Denne platform vil give Kommissionen mulighed for at
identificere eventuelle vedvarende problemer, som de lokale myndigheder støder
på i forbindelse med håndhævelsen af unionsborgernes valgrettigheder, og for at
trække direkte på disse myndigheders idéer og ekspertise og den bedste praksis,
som de har udviklet, med henblik på at styrke den faktiske udøvelse af disse
rettigheder i de enkelte medlemsstater. [1] Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder (EUT C 83 af 30.3.2010, s. 389). [2] Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder. [3] Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. [4] Rådets direktiv 94/80/EF af 19. december 1994 om
fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved kommunale valg
for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere
(EFT L 368 af 31.12.1994, s. 38). [5] KOM(2005) 382. [6] Artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). [7] Artikel 10, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union
(TEU). [8] Rapport om valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet –
KOM(2010) 605. [9] Kilde: spørgeskema sendt til medlemsstaterne den 10.
januar 2011 (herefter benævnt "spørgeskema"). [10] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet,
det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere – Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet
– KOM(2010) 171 endelig. [11] I rapporten om unionsborgerskab 2010 om "Afskaffelse
af hindringerne for unionsborgernes rettigheder" – KOM(2010) 603 endelig –
opstillede Kommissionen 25 konkrete foranstaltninger for at fjerne de
hindringer, borgerne fortsat står over for, når de vil udøve deres rettigheder
i henhold til EU-lovgivningen effektivt i deres dagligliv, herunder som
politiske aktører. I forbindelse med foranstaltning 18 beder Kommissionen
medlemsstaterne "sikre, at unionsborgernes valgret i den medlemsstat,
hvor de har bopæl, fuldt ud håndhæves, at unionsborgere kan blive medlemmer af
og grundlægge politiske partier i den medlemsstat, hvor de har bopæl, og at
medlemsstaterne i tilstrækkeligt omfang informerer unionsborgerne om deres
valgret." [12] Flash Eurobarometer nr. 292. [13] Yderligere oplysninger:
http://ec.europa.eu/justice/fundamental-rights/programme/. [14] Kommissionens afgørelse af 3. december 2010 om vedtagelse
af arbejdsprogrammet for 2011 for særprogrammet om grundlæggende rettigheder og
unionsborgerskab – C(2010)8378. [15] KOM(2011) 489 endelig. [16] Kilde: spørgeskema. [17] Amsterdam: 51,38 %, Lissabon: 53,44 %,
København: 54,42 %, Paris: 56,93 %, Dublin: 57,77 %, Helsinki: 58,87 %,
Riga: 58,92 %, Berlin: 60,2 % (Berlin er en bystat, og kommunale valg
er således samtidig nationale valg). Dette forklarer den store valgdeltagelse.
Valgdeltagelsen ved rent kommunale valg i Tyskland er helt nede på 25 %,
selv i storbyer). [18] Bukarest: 31,06 %, Bratislava: 33,55 %, Sofia: 37,85 %, Vilnius: 42,28 %, Athen: 43,04 %, Budapest: 43,59 %, Prag: 44,43 %,
Ljubljana: 44,79 %,
London: 45,30 %, Warszawa: 48,27 %. [19] Kilde: spørgeskema. [20] Ostrava (Tjekkiet): 35,39 %, Lille (Frankrig):
48,83 %, Stuttgart (Tyskland): 48,7 %, Pecs (Ungarn): 33,24 %,
Galway (Irland): 49,89 %, Rotterdam (Nederlandene): 47,9 %, Krakow
(Polen): 35,37 %, Maribor (Slovenien): 43,38 %, Trnava (Slovakiet):
29,35 %, Salford (Det Forenede Kongerige): 33,50 %. [21] Valgdeltagelsen ved det seneste lokalvalg/valg til
Europa-Parlamentet i de nævnte hovedstæder: Athen: 43,04 %/45,6 %,
Budapest: 43,59 %/44,91 %, København: 54,42 %/61,1 %, Riga:
58,92 %/59,13 %. [22] I Det Forenede Kongerige var valgdeltagelsen ved
lokalvalgene i 2009 39,1 % og i 2008 39,9 %. Valgdeltagelsen ved
lokalvalgene i 2010, der blev afholdt samtidig med parlamentsvalget, var
62,2 %. I Tyskland var valgdeltagelsen ved borgmestervalget i Koblenz i
2002 51,3 %. I 2009, hvor borgmestervalget blev afholdt samtidig med
forbundsdagsvalget, var valgdeltagelsen 66,7 %. I Italien var valgdeltagelsen
ved lokalvalgene i Rom i 2006 65,98 %. Valgdeltagelsen ved lokalvalgene i
2008, der blev afholdt samtidig med parlamentsvalget, var 73,66 %. [23] KOM(2002) 260. [24] Kilde: spørgeskema. [25] I Østrig (undtagen Burgenland), Danmark, Estland, Finland,
Tyskland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Nederlandene, Rumænien, Slovakiet,
Slovenien og Sverige optages alle fastboende, herunder udenlandske
unionsborgere, automatisk på valglisten. [26] I spørgeskemaet blev medlemsstaterne anmodet om at angive
oplysninger vedrørende de seneste kommunalvalg, hvor kommunalvalget lægges på
en enkelt valgdag i hele landet, eller oplysninger, der foreligger for de
seneste kommunalvalg i de sidste tre år. [27] I Irland nåede den procentvise andel af udenlandske
unionsborgere optaget på valglisten op på ca. 25 %. Britiske statsborgere
udgør 25 % af det samlede antal udenlandske unionsborgere, og 74 %
heraf blev optaget på valglisten. De er særligt inddraget i det politiske liv i
Irland, da de på grundlag af gensidighed kan stemme ved valget til Dáil
Éireann (parlamentets underhus) på samme måde som irske statsborgere kan
stemme ved parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige. I Spanien er den
procentvise andel af udenlandske unionsborgere optaget på valglisten over
50 %. Langt størstedelen af de britiske og tyske statsborgere, der udgør
18,5 % af det samlede antal udenlandske unionsborgere, blev optaget på
valglisten. En anden mulig forklaring på denne forholdsvis høje andel er, at
Spanien er den eneste af de medlemsstater, der har indført et ikke-automatisk
system for optagelse på valglisten, hvor der sendes individuelle breve med
oplysninger om valgprocedurerne til alle udenlandske unionsborgere. I Irland og
Spanien havde udenlandske unionsborgere desuden allerede mulighed for at stemme
ved kommunalvalg på visse betingelser, inden direktivet trådte i kraft. Endelig
udgør finske statsborgere i Sverige 27,5 % af det samlede antal
udenlandske unionsborgere, og deres valgdeltagelse ved det seneste lokalvalg er
blevet anslået til omkring 30 %. [28] KOM(2010) 605. [29] Østrig, Cypern, Litauen, Luxembourg og Slovenien. [30] Kommissionen er i gang med at se på situationen i Litauen
og Slovenien. De slovenske myndigheder har for nylig meddelt Kommissionen, at
de er villige til at ændre den nationale lovgivning for at sikre fuld
overensstemmelse med direktivet. [31] Ifølge direktivets artikel 3 gælder det, at udenlandske
unionsborgere, som opfylder de betingelser for valgret og valgbarhed, der i
henhold til dette lands lovgivning kræves opfyldt af landets egne statsborgere,
har valgret og er valgbare ved kommunale valg i bopælslandet. Ifølge artikel 4
gælder det, at hvis bopælslandets egne statsborgere for at have valgret og være
valgbare skal have haft bopæl i landet i et bestemt tidsrum, da anses denne
betingelse at være opfyldt af vælgere og valgbare ved kommunale valg, når de
har haft bopæl i andre medlemsstater i et tilsvarende tidsrum. [32] Kommissionen er i gang med at se på situationen i Cypern. [33] I henhold til direktivets artikel 8 gælder, at a)
medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at vælgerne kan
blive optaget på valglisten i tilstrækkelig god tid inden selve valget, b)
udenlandske statsborgere, der anmoder om at blive optaget på valglisten, skal
fremlægge samme beviser som vælgere med statsborgerskab i landet, c)
bopælslandet kan kræve, at udenlandske unionsborgere fremlægger et gyldigt
identitetsbevis sammen med en formel erklæring med oplysning om deres
nationalitet og adresse i bopælslandet. [34] Dansk lov nr. 1545 af 21/12/2010 og svensk lov nr.
1843/2010. [35] Erklæring, hvoraf det fremgår, at de ikke har fortabt
valgbarheden i hjemlandet, hvis der opstår tvivl, en attest fra hjemlandet,
hvoraf det fremgår, at de ikke har fortabt valgbarheden, et gyldigt
identitetsbevis, en formel erklæring om, at de ikke udøver noget uforeneligt
hverv, erklæring med angivelse af deres seneste adresse i hjemlandet. [36] Kommissionen er i gang med at se på situationen i
Bulgarien. [37] Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Polen, Rumænien, Slovakiet og
Spanien. [38] Frankrig, Slovakiet og Spanien. [39] Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Frankrig, Italien, Letland,
Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Spanien. [40] Ungarn, Polen og Slovenien. [41] Belgien, Cypern, Tjekkiet, Frankrig, Italien og Litauen. [42] Bulgarien, Grækenland og Rumænien. [43] I artikel 2, stk. 1, litra a), defineres et "primært
lokalt forvaltningsområde" som de i bilaget angivne forvaltningsenheder,
hvis organer i henhold til hver medlemsstats lovgivning vælges ved almindelige
og direkte valg, og som har beføjelse til på eget ansvar at varetage
forvaltningen af en række lokale opgaver på nederste trin i den politiske og
administrative organisation. [44] Akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks,
Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken
Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens,
Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og
tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 334). [45] Rådets direktiv 2006/106/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s.
409-410). [46] Danmark, Grækenland og Letland. [47] Artikel 2 i loven af 18. februar 2003. [48] Artikel 192 i loven af 18. februar 2003. [49] Brev af 11. februar 2011. [50] I artikel 12, stk. 3, fastslås det, at såfremt det den 1.
januar 1996 i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at derboende statsborgere
fra en anden medlemsstat har valgret til denne medlemsstats nationale parlament
og derfor kan blive optaget på valglisten i staten på nøjagtigt samme vilkår
som statens egne vælgere, kan denne medlemsstat undlade at anvende
bestemmelserne i dette direktivs artikel 6-11 på disse unionsborgere. [51] Kommissionen er i gang med at se på situationen i
Tjekkiet, Tyskland, Grækenland, Litauen, Letland, Polen, Slovakiet og Spanien.
Finland har allerede meddelt, at de eksisterende lovgivningsmæssige
begrænsninger på dette område vil blive fjernet. [52] KOM(2010) 605. [53] Ca. 40 % er statsborgere fra de medlemsstater, der er
blevet optaget i EU efter 2004.