2011D0344 — DA — 27.06.2013 — 008.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 17. maj 2011

om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

(2011/344/EU)

(EFT L 159, 17.6.2011, p.88)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 2. september 2011

  L 240

8

16.9.2011

►M2

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 11. oktober 2011

  L 269

32

14.10.2011

►M3

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 14. december 2011

  L 46

40

17.2.2012

 M4

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 29. marts 2012

  L 115

21

27.4.2012

 M5

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 10. juli 2012

  L 192

12

20.7.2012

►M6

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 9. oktober 2012

  L 295

14

25.10.2012

 M7

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 20. december 2012

  L 26

30

26.1.2013

►M8

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 21. juni 2013

  L 175

47

27.6.2013


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EFT L 178, 10.7.2012, s. 15  (344/2011)




▼B

▼C1

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 17. maj 2011

om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

▼B

(2011/344/EU)



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme ( 1 ), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Portugal har i den seneste tid oplevet et stadig større pres på de finansielle markeder, hvilket har medført stigende bekymring over holdbarheden i landets offentlige finanser. Den aktuelle krise har haft en dramatisk effekt, også for de offentlige finanser, hvilket i sidste ende har ført til en skarp stigning i rentespændet på statspapirer. Kreditvurderingsbureauerne har ved flere lejligheder nedklassificeret de portugisiske obligationer, og landet kan ikke længere refinansiere sig selv til en rente, der kan garantere finanspolitisk holdbarhed på lang sigt. Parallelt hermed er banksektoren, der er stærkt afhængig af ekstern finansiering, særligt i euro området, i stigende grad blevet afskåret fra markedsfinansiering.

(2)

På baggrund af denne meget alvorlige økonomiske og finansielle uro, som skyldes usædvanlige begivenheder, som regeringen ikke har kontrol over, anmodede Portugal den 7. april 2011 officielt om finansiel støtte fra Den Europæiske Union, medlemsstaterne, der har euroen som valuta og Den Internationale Valutafond (»IMF«) med henblik på at understøtte et politikprogram, som skal genoprette tilliden og gøre det muligt igen at opnå en holdbar økonomisk vækst og sikre finansiel stabilitet i Portugal, euroområdet og Unionen. Den 3. maj 2011 blev der indgået en aftale mellem regeringen og den fælles delegation udsendt af Kommissionen, IMF og ECB om et omfattende treårigt program for perioden frem til midten af 2014, som vil blive præciseret i et memorandum om økonomiske og finansielle politikker og et aftalememorandum om specifikke økonomisk-politiske betingelser. De to største oppositionspartier har givet deres tilslutning til dette program.

(3)

Det udkast til et økonomisk og finansielt tilpasningsprogram (herefter benævnt »programmet«), som Portugal har forelagt Kommissionen og Rådet, tager sigte på at genskabe tilliden til staten og banksektoren og støtte vækst og beskæftigelse. Det omfatter en gennemgribende indsats på tre fronter. For det første en række dybtgående strukturreformer i begyndelsen af programperioden med det formål at stimulere vækst, skabe nye arbejdspladser og forbedre konkurrenceevnen (herunder gennem en »fiskal devaluering«). Programmet omfatter således navnlig reformer af arbejdsmarkedet, retssystemet, netværksindustrier, boligsektoren og tjenestesektoren for derigennem at styrke økonomiens vækstpotentiale, forbedre konkurrenceevnen og lette den økonomiske tilpasning. For det andet en troværdig og velafbalanceret finanspolitisk konsolideringsstrategi, der vil blive understøttet af strukturelle finanspolitiske foranstaltninger og en bedre budgetmæssig kontrol med offentlig-private partnerskaber og statsejede virksomheder, og som tager sigte på at få den offentlige bruttogældskvote til at falde på mellemlang sigt. Myndighederne er besluttet på at reducere underskuddet til 3 % af BNP senest i 2013. For det tredje, en strategi for finanssektoren, som er baseret på rekapitalisering og nedgearing med en række foranstaltninger, der ved hjælp af markedsbaserede mekanismer og backup-mekanismer skal beskytte finanssektoren mod et ukontrolleret stop for fremmedkapitalfinansieringen.

(4)

I henhold til Kommissionens aktuelle fremskrivninger af den nominelle BNP-vækst (– 1,2 % i 2011, – 0,5 % i 2012, 2,5 % i 2013 og 3,9 % i 2014), er de finanspolitiske mål i overensstemmelse med den fastlagt kurs for gældskvoten 101,7 % i 2011, 107,4 % i 2012, 108,6 % i 2013 og 107,6 % i 2014. Gældskvoten vil således blive stabiliseret i 2013 og derefter være faldende, såfremt der gøres yderligere fremskridt med nedbringelsen af underskuddet. Gældsdynamikken påvirkes af adskillige below-the-line-transaktioner, som forventes at øge gældskvoten med 1¾ procentpoint af BNP i 2011 og med ¾ procentpoint af BNP om året i 2012-2014. Disse inkluderer betydelige erhvervelser af finansielle aktiver, især med henblik på eventuelle bankrekapitaliseringer og finansiering af statsejede virksomheder til et beløb svarende til ½ % af BNP om året mellem 2011 og 2014. Til gengæld vil privatiseringsindtægter på i alt omkring 3 % af BNP frem til 2013 bidrage til at nedbringe gælden.

(5)

Kommissionen vurderer i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (»ECB«) og sammen med IMF, at Portugal har et finansieringsbehov på i alt 78 mia. EUR (78 000 mio.) i perioden, der strækker sig fra juni 2011 til midten af 2014. Trods den betydelige finanspolitiske tilpasning vil statens finansieringsgab komme til at udgøre 63 mia. EUR i programperioden. Dette bygger på en antagelse om, at der ikke er adgang til markederne for mellem- og langfristet gæld frem til første halvdel af 2013 og derefter på 100 %. Det forventes, at Portugal vil kunne refinansiere en del af sin nuværende kortfristede gæld, men programmet omfatter også en finansieringsbuffer i tilfælde af uventede afvigelser fra Kommissionens baseline-finansieringsscenario. Portugal opfordres til at fastholde og tilpasse sine transaktioner på det finansielle marked, for at søge at udvikle markedsadgang og -tillid. Programmets strategi for finanssektoren, der skal genskabe en varig tillid til Portugals banksystem, kræver, at bankkoncernerne bringer deres tier 1-kernekapital op på 9 % ved udgangen af 2011 og op på 10 % ved udgangen af 2012, og fastholder den derefter. Programmet omfatter en støtteordning for banker på op til 12 mia. EUR til tilvejebringelse af den fornødne kapital, hvis det ikke lykkes at finde markedsbaserede løsninger. De reelle finansieringsbehov kan dog vise sig at blive betydeligt lavere, især hvis markedsbetingelserne forbedres markant, og der ikke opstår alvorlige uventede tab for banker i programperioden.

(6)

Programmet vil blive finansieret ved hjælp af bidrag fra eksterne kilder. Unionens støtte til Portugal vil andrage op til 52 mia. EUR under den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (»EFSM«), der blev oprettet ved forordning (EU) nr. 407/2010, og gennem bidrag fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet. Derudover har Portugal anmodet om et lån på 23742 mia. SDR (svarende til 26 mia. EUR efter vekselkursen pr. 5. maj 2011) fra IMF under en udvidet lånefacilitet. Støtten under EFSM skal underlægges samme vilkår og betingelser som dem, der benyttes af IMF. Unionens finansielle støtte bør forvaltes af Kommissionen.

(7)

Rådet bør regelmæssigt tage Portugals økonomiske politik op til vurdering.

(8)

De specifikke økonomisk-politiske betingelser, der aftales med Portugal, bør indgå i et aftalememorandum om specifikke økonomisk-politiske betingelser (herefter benævnt »aftalememorandummet«). De nærmere finansielle vilkår bør fastsættes i en lånefacilitetsaftale.

(9)

Kommissionen bør i samarbejde med ECB via tjenesterejser og jævnlig rapportering fra de portugisiske myndigheder regelmæssigt kontrollere, om de økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til støtten, er opfyldt.

(10)

Under gennemførelsen af programmet bør Kommissionen yde supplerende rådgivning om politikker og teknisk bistand på specifikke områder.

(11)

De tiltag, som Unionens finansielle støtte skal bidrage til at finansiere, skal være i overensstemmelse med Unionens politikker og lovgivning. De foranstaltninger, der iværksættes for at støtte finansieringsinstitutter, skal overholde Unionens konkurrenceregler.

(12)

Støtten bør ydes med henblik på at bidrage til en vellykket gennemførelse af programmet —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:



Artikel 1

▼M8

1.  Unionen yder Portugal et lån på højst 26 mia. EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 19,5 år. Løbetiden for lånefacilitetens enkelte trancher kan være op til 30 år.

▼B

2.  Den finansielle støtte stilles til rådighed i tre år regnet fra den første dag efter denne afgørelses ikrafttræden.

▼M1

3.  Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Portugal i maksimalt 14 rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første og anden rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er nævnt i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher, således at det sikres, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid er overholdt, når alle rater er udbetalt.

▼B

4.  Den første rate frigives ved lånefacilitetsaftalens og aftalememorandummets ikrafttræden. Frigivelsen af efterfølgende lånerater er betinget af et tilfredsstillende resultat af den af Kommissionen, i samråd med ECB, foretagne undersøgelse af, om Portugal overholder de generelle økonomisk-politiske betingelser i henhold til denne afgørelse og aftalememorandummet.

▼M2

5.  Portugal betaler Unionens finansieringsomkostninger ved hver tranche.

▼B

6.  Desuden dækker Portugal de omkostninger, der er omhandlet i artikel 7 i forordning (EU) nr. 407/2010.

7.  Hvis det er påkrævet for at finansiere lånet, er det tilladt at gøre forsigtig brug af renteswaps med modparter med den bedst mulige kreditkvalitet og af fremrykket lånoptagelse.

8.  Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen og frigivelsen af de efterfølgende rater. Kommissionen træffer afgørelse om tranchernes størrelse.

▼M8

9.  Efter anmodning fra Portugal kan Kommissionen forlænge løbetiden for en rate eller tranche, forudsat at den maksimale gennemsnitlige løbetid i henhold til stk. 1 overholdes. Kommissionen kan refinansiere hele eller dele af sin låntagning med henblik herpå. De lån, der optages på forhånd, indsættes på en konto i ECB, som Kommissionen har åbnet til forvaltning af den finansielle bistand.

▼B

Artikel 2

1.  Støtten forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med Portugals tilsagn.

2.  I samråd med ECB aftaler Kommissionen med de portugisiske myndigheder de nærmere økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til den finansielle støtte, jf. artikel 3. Disse betingelser fastsættes i et aftalememorandum, der undertegnes af Kommissionen og de portugisiske myndigheder i overensstemmelse med de i stk. 1 omhandlede tilsagn. De nærmere finansielle vilkår fastsættes i en lånefacilitetsaftale, der indgås med Kommissionen.

3.  Kommissionen kontrollerer i samarbejde med ECB med regelmæssige mellemrum (som minimum hvert kvartal), om de økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til støtten, er opfyldt, og aflægger rapport til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg før frigivelsen af hver rate. Med henblik herpå samarbejder de portugisiske myndigheder fuldt med Kommissionen og ECB og stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for dem. Kommissionen holder Det Økonomiske og Finansielle Udvalg underrettet om eventuelle refinansieringer af lånene eller ændringer i de finansielle vilkår.

4.  Portugal vedtager og gennemfører yderligere konsolideringsforanstaltninger for at sikre makrofinansiel stabilitet, såfremt sådanne foranstaltninger bliver nødvendige i forbindelse med gennemførelsen af støtteprogrammet. De portugisiske myndigheder konsulterer Kommissionen, før de vedtager sådanne yderligere foranstaltninger.

Artikel 3

1.  De portugisiske myndigheders udkast til det økonomiske og finansielle tilpasningsprogram (herefter benævnt »programmet«) godkendes hermed.

2.  Udbetalingen af hver rate efter den første rate finder kun sted, hvis programmet gennemføres på tilfredsstillende vis, og hvis de specifikke økonomisk-politiske betingelser, der er fastsat i aftalememorandummet, overholdes. Disse betingelser omfatter bl.a. de foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 4 til 8.

▼M8

3.  Det offentlige underskud må ikke overstige 5,9 % af BNP i 2011, 5,0 % af BNP i 2012, 5,5 % af BNP i 2013 og 4,0 % af BNP i 2014. Ved beregningen af dette underskud tages der ikke hensyn til de mulige budgetomkostninger forbundet med foranstaltningerne til støtte for banksektoren inden for rammerne af regeringens strategi for den finansielle sektor. Budgetkonsolideringen tilvejebringes ved hjælp af permanente foranstaltninger af høj kvalitet og ved at minimere konsekvenserne af konsolideringen for udsatte grupper.

4.  Portugal træffer de i stk. 5 til 8 nævnte foranstaltninger inden udgangen af det angivne år, idet de præcise frister for årene 2011-2014 fastsættes i aftalememorandummet. Portugal skal være rede til at træffe yderligere konsolideringsforanstaltninger for at nå målet for underskuddet i programperioden.

▼B

5.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger inden udgangen af 2011:

▼M3

a) Målet for budgetunderskuddet i 2011 nås ved hjælp af en ekstraordinær foranstaltning. Aktiver, der erhverves som følge af overførslen af bankers pensionsfonde til statens socialsikringssystem, må ikke anvendes på en måde, der er til skade for den langsigtede holdbarhed i Portugals offentlige finanser.

b) Portugal træffer foranstaltninger for at styrke forvaltningen af de offentlige finanser. Portugal gennemfører foranstaltningerne i den nye budgetrammelov, herunder indretning af en mellemfristet budgetramme, udarbejdelse af en mellemfristet budgetstrategi og oprettelse af et uvildigt budgetråd. De lokale og regionale budgetrammer styrkes i betydelig grad, navnlig ved at fremrykke de centrale muligheder for at afstemme finansieringslovgivningen med kravene i budgetrammeloven. Portugal optrapper sin indberetning og overvågning af de offentlige finanser og styrker sine bestemmelser og procedurer angående budgetgennemførelsen. Den portugisiske regering udarbejder en strategi for valideringen og afviklingen af restancer med en køreplan for, hvordan og hvornår restancerne skal stabiliseres, og en gennemgang af de forskellige muligheder for afvikling af restancer. Regeringen undlader at indgå nye offentlig-private partnerskaber, indtil resultaterne af den undersøgelse angående de eksisterende offentlig-private partnerskaber, der påtænkes gennemført i henhold til programmet, og de foreslåede lovgivningsmæssige og institutionelle reformer foreligger.

▼M1

c) Portugal skal fortsat forbedre arbejdsmarkedets funktionsmåde bl.a. ved at træffe foranstaltninger til at ændre lovgivningen om jobsikkerhed, løndannelse og aktive arbejdsmarkedspolitikker.

▼B

d) Inden for energisektoren tager Portugal skridt til at forbedre markedsadgangen, fremme etableringen af det iberiske gasmarked og genbehandle støtte- og kompensationsreglerne for elproduktion. For så vidt angår andre netværksindustrier, især transport, telekommunikation og posttjenester, træffer Portugal supplerende foranstaltninger for at fremme konkurrence og fleksibilitet.

▼M3

e) Portugal fortsætter med at åbne økonomien op for konkurrence. Den portugisiske regering træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den portugisiske stat eller ethvert offentligt organ ikke i sin egenskab af aktionær indgår aftaler, som kan hindre den frie bevægelighed for kapital eller påvirke kontrollen over selskabernes ledelse. I den nye privatiseringslov tages der også hensyn til princippet om frie kapitalbevægelser, og staten tildeles eller indrømmes ingen særrettigheder. Der foretages en revision af konkurrencelovgivningen for at øge hastigheden og effektiviteten i håndhævelsen af konkurrencebestemmelserne.

▼B

f) Portugal tager skridt til at forbedre den praksis og de regler, der skal følges i forbindelse med offentlige indkøb, for at skabe større konkurrence i erhvervsmiljøet og sikre større effektivitet i de offentlige udgifter.

▼M1

g) Portugal skal vedtage en lov med henblik på at forbedre statsejede virksomheders effektivitet og holdbarhed på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal skal udarbejde et omfattende strategidokument for statsejede virksomheder med en gennemgang af deres takststruktur og service samt en plan for at mindske lånebehovet fra 2012. Portugal skal gennemføre de igangværende planer om at mindske driftsomkostningerne med mindst 15 % i gennemsnit i den centrale regerings statsejede virksomheder uden for sundhedssektoren og opstille en tilsvarende plan for virksomheder, der ejes af regionale og lokale offentlige myndigheder.

▼M3

h) Portugal udarbejder en finansiel aftale til indgåelse med den selvstyrende region Madeira, som er i overensstemmelse med programmet. Indtil der er opnået enighed om denne aftale og dens gennemførelse i den selvstyrende region Madeiras budget, overvåger Portugal nøje gennemførelsen af den selvstyrende region Madeiras budget, og Portugal suspenderer overførsler fra staten til den selvstyrende region Madeira og honorerer ingen nye kommercielle eller finansielle gælds- eller garantiaftaler indgået af den selvstyrende region Madeiras regering og dens statsejede virksomheder, som ikke er blevet godkendt af Finansministeriet.

▼M6

6.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger i løbet af 2012:

a) det offentlige underskud må ikke overstige 5,0 % af BNP i 2012. Portugal fortsætter med nøje at overvåge den finanspolitiske udvikling og gennemfører yderligere justeringer af politikken for at nå målet for 2012. Med henblik herpå fastfryser Portugal nogle af 2012-budgettets bevillinger til endnu ikke iværksatte investeringsprojekter, stempelafgifterne på ejendomme af høj værdi forøges, beskatningen af investeringsafkast øges, nogle af de foranstaltninger på 2013-budgettet, der påvirker sociale ydelser, fremrykkes, og der gennemføres supplerende foranstaltninger for at opnå besparelser i forbruget af rå- og hjælpestoffer og forøge andre indtægter for at sikre, at underskudsmålet for 2012 nås

b) Portugal skal sigte mod at mindske de offentlige udgifter i 2012 med mindst 6,8 mia. EUR gennem nedsættelse af lønningerne og antallet af ansatte i den offentlige sektor, nedsættelse af pensionsbeløb, gennemførelse af en gennemgribende omorganisering af centraladministrationen med eliminering af overlapninger og andre former for ineffektivitet, nedsættelse af overførsler til statsejede virksomheder, omlægning og mindskelse af antallet af kommuner og sogne, nedskæringer på uddannelses- og sundhedsområdet, lavere overførsler til regionale og lokale myndigheder og begrænsning af anlægsudgifter og andre udgifter som beskrevet i programmet

c) på indtægtssiden gennemfører Portugal indtægtsforøgende foranstaltninger til en værdi af mindst 3 mia. EUR, herunder ved en udvidelse af momsgrundlaget ved at mindske antallet af momsfritagelser og revidere listerne over de varer og tjenesteydelser, for hvilke der gælder reducerede, mellemliggende og højere satser, en forhøjelse af punktafgifterne, en udvidelse af selskabs- og personskattegrundlaget gennem en mindskelse af antallet af skattefradrag og særordninger, sikring af konvergens mellem personskattefradragene i tilknytning til pensioner og lønindkomster samt ændring af ejendomsbeskatningen ved at skære kraftigt ned på antallet af undtagelser. Disse tiltag ledsages af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse, svig og den sorte økonomi

d) Portugal fortsætter med at træffe foranstaltninger for at styrke forvaltningen af de offentlige finanser. Portugal gennemfører foranstaltningerne i den nye budgetrammelov, herunder udformning af en mellemfristet budgetramme. De lokale og regionale budgetrammer styrkes i betydelig grad, navnlig ved at afstemme finansieringslovgivningen med kravene i den nye budgetrammelov. Portugal optrapper sin indberetning og overvågning af de offentlige finanser og styrker sine bestemmelser og procedurer angående budgetgennemførelsen. Den portugisiske regering anvender strategien for validering og afvikling af restancer og fremskynder gennemførelsen af loven om kontrol med forpligtelser for at forhindre, at der opstår nye restancer. Portugal gennemfører de nye juridiske og institutionelle rammer for offentlig-private partnerskaber. Der lanceres ingen offentlig-private partnerskaber, før de nye regler er trådt helt i kraft. På basis af en undersøgelse udarbejdet af et internationalt revisionsfirma udarbejder de portugisiske myndigheder en detaljeret strategisk plan, der er i fuld overensstemmelse med den gældende EU-ret, herunder lovgivningen om offentlige indkøb, med henblik på at opnå betydelige finanspolitiske gevinster, mindske gældsbyrden og sikre en holdbar indskrænkning af de offentlige forpligtelser. Portugal vedtager en lov om regulering af oprettelsen og driften af statsejede virksomheder på centralt, regionalt og lokalt plan

e) Portugal anvender den nye lovgivning til at reorganisere og væsentligt begrænse antallet af lokale myndighedsenheder. Disse ændringer skal træde i kraft ved begyndelsen af næste lokalvalgsperiode. Portugal skal desuden gøre en større indsats for at strømline den offentlige sektor ved at reducere antallet af enheder og forbedre opgavefordelingen på alle niveauer af den offentlige forvaltning

f) Portugal intensiverer reformen af indtægtsforvaltningen ved at styrke forbindelserne mellem Autoridade Tributária e Aduaneira og de indtægtsopkrævende enheder under socialsikringssystemet, mindsker antallet af kommunale kontorer og tackler de resterende flaskehalse i systemet for indbringelse af appelsager på skatteområdet

g) Portugal gennemfører den finansielle aftale med den selvstyrende region Madeira

h) Portugal vedtager foranstaltninger med henblik på at forbedre statsejede virksomheders effektivitet og holdbarhed på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal undersøger mulighederne for, hvordan statsejede virksomheders tunge gældsbyrde bedst forvaltes, herunder Parpúblicas, og hvordan betingelserne for markedsfinansiering kan forbedres. Portugal sigter mod at opnå operationel balance på sektorniveau senest ved udgangen af 2012

i) Portugal fortsætter med at gennemføre privatiseringsprogrammet. Det direkte salg af Caixa Geral de Depósitos' forsikringsdel Caixa Seguros er i gang

j) den portugisiske regering forelægger det portugisiske parlament et lovforslag om afstemning af fratrædelsesgodtgørelserne med EU-gennemsnittet på 8-12 dage pr. arbejdsår og om oprettelse af en kompensationsfond for fratrædelsesgodtgørelser

k) Portugal fremmer en lønudvikling, der er i overensstemmelse med målsætningerne om at skabe nye arbejdspladser og forbedre virksomhedernes konkurrenceevne med henblik på at korrigere makroøkonomiske ubalancer. Over programperioden forhøjes mindstelønnen kun, hvis den økonomiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet retfærdiggør dette. Der tages skridt til at rette op på svaghederne i det nuværende lønforhandlingssystem, herunder gennem lovgivning, der redefinerer kriterierne og vilkårene for forlængelse af kollektive overenskomster og gør det lettere at indgå aftaler på virksomhedsplan. Indtil det er sket, forlænges de kollektive overenskomster ikke

l) Portugal fortætter med at forbedre effekten af de aktive arbejdsmarkedspolitikker i overensstemmelse med resultaterne i den vurderingsrapport og handlingsplan, der skal sikre en forbedring af de offentlige arbejdsformidlingers funktionsmåde

m) Portugal gennemfører de foranstaltninger, der er beskrevet i handlingsplanerne til forbedring af kvaliteten af uddannelse på sekundærtrinnet og erhvervsuddannelserne

n) retsvæsenets funktionsmåde forbedres ved at gennemføre de foranstaltninger, der er blevet foreslået som led i køreplanen til en retsreform, og ved at anvende målrettede tiltag til gradvist at indhente domstolenes forsinkelser og fremme alternative muligheder til bilæggelse af tvister

o) Portugal fortsætter med at åbne sin økonomi op for konkurrence. Den portugisiske regering træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dens handlinger ikke lægger hindringer i vejen for de frie kapitalbevægelser, og navnlig for at sikre, at den portugisiske stat eller ethvert offentligt organ ikke, i sin egenskab af aktionær, indgår aftaler, som kan hindre den frie bevægelighed for kapital eller påvirke kontrollen over selskabernes ledelse. De faglige tjenesteydelser skal bringes til at fungere bedre ved at forbedre rammerne for anerkendelse af faglige kvalifikationer og fjerne unødige restriktioner for regulerede erhverv. Inden for byggebranchen og ejendomshandel gør Portugal kravene til grænseoverskridende udbydere mindre besværlige og tager hindringerne for tjenesteudbyderes etablering op til revision

p) konkurrencevilkårene og de lovgivningsmæssige rammer forbedres. Portugal forstærker de vigtigste nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed, selvstændighed og governance, gennemfører konkurrencelovgivningen med sigte på at forbedre hastigheden og effektiviteten i håndhævelsen af konkurrencereglerne og overvåger tilstrømningen af nye sager og rapporterer om, hvordan den særlige ret for konkurrence, regulering og tilsyn fungerer

q) inden for energisektoren træffer Portugal foranstaltninger for at forbedre markedsadgangen og fremme etableringen af det iberiske gasmarked og tager nye skridt i retning af en fuldstændig gennemførelse af EU's tredje energipakke. For at sikre, at den nationale regulerende myndighed er uafhængig og selvstændig og besidder alle de beføjelser, der er fastlagt i EU's tredje energipakke, vedtager Portugal de nye tilsynsmyndigheders vedtægter som aftalt i juli 2012 med Kommissionen, ECB og IMF senest i tredje kvartal 2012 og sikrer, at de er trådt i kraft ved årets udgang i tide til liberaliseringen af elektricitets- og gasmarkedet. Portugal tager skridt til at genbehandle støtte- og kompensationsreglerne for elproduktion. Portugal træffer foranstaltninger for senest i 2020 at mindske de uforholdsmæssigt store mark-ups og eliminere den gæld, der er opstået som følge af for lave takster, og fokuserer på ordningerne for kompensation for elforsyningsgarantien, den særlige ordning (vedvarende energi, ekskl. den, der er indført som led i udbudsmekanismer, og kraftvarme) samt den ordinære ordning (»CMEC« og »CAE«)

r) for så vidt angår andre netværksindustrier, især transport, telekommunikation og posttjenester, træffer Portugal supplerende foranstaltninger for at fremme konkurrence og fleksibilitet

s) Portugal vedtager en række foranstaltninger med henblik på at øge effektiviteten af licensordningerne for fysisk planlægning, industrielle og kommercielle licenser og turisme. Desuden analyserer og accelererer den portugisiske regering behandlingen af licensansøgninger i forbindelse med planlagte investeringsprojekter, der efter tolv måneder endnu ikke er blevet afklaret

t) Portugal udarbejder en handlingsplan med foranstaltninger, der letter adgangen til finansiering og til eksportmarkeder for virksomheder, især små og mellemstore virksomheder.

▼M8

7.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger i løbet af 2013:

a) Det offentlige underskud må ikke overstige 5,5 % af BNP i 2013. De konsolideringsforanstaltninger, der er omfattet af budgettet for 2013, herunder tillægsbudgettet forelagt for parlamentet i slutningen af maj, gennemføres i løbet af året. Indtægtsforøgende foranstaltninger omfatter en reform af den personlige indkomstskat, der forenkler skattestrukturen, en udvidelse af beskatningsgrundlaget gennem afskaffelse af visse skattefordele og forhøjelse af den gennemsnitlige skatteprocent, alt imens progressiviteten bevares; en udvidelse af selskabsskattegrundlaget; en forøgelse af punktafgifterne, den løbende ejendomsbeskatning og et ekstraordinært solidaritetsbidrag på pensioner. Udgiftsbesparende foranstaltninger omfatter en rationalisering af den offentlige administration, uddannelse, sundhed og sociale ydelser; en reduktion af lønudgifterne ved at mindske antallet af fastansatte og midlertidigt ansatte og sænke overtidsbetalingen; en mindskelse af drifts- og kapitaludgifter i statsejede virksomheder; besparelser på genforhandlinger af kontrakter om offentligt-private partnerskaber; og nedskæringer i det samlede forbrug på tværs af fagministerier.

b) Nogle af de foranstaltninger, der følger af gennemgangen af de offentlige udgifter, fremrykkes til 2013. De pågældende foranstaltninger omfatter en yderligere reduktion af den offentlige beskæftigelse ved at ændre Det Særlige Mobilitetsprogram til et Omkvalificeringsprogram, konvergere arbejdsreglerne i den offentlige og den private sektor, navnlig ved at udvide arbejdsugen i den offentlige sektor fra 35 til 40 timer, øge de offentligt ansattes bidrag til særlige sundhedsforsikringsordninger og reducere de særlige personalegoder. Rationaliseringsbestræbelserne på tværs af fagministerier styrkes ud over de oprindelige budgetplaner, og de sociale udgifter strømlines yderligere. Derudover suppleres ovennævnte permanente foranstaltninger af midlertidige foranstaltninger, som erstattes af permanente foranstaltninger i 2014, og som omfatter overførslen af Samhørighedsfondsmidler fra mindre modne projekter til mere avancerede projekter og en yderligere begrænsning af kapitaludgifterne (Polis-programmet).

c) Oven i de konsolideringsforanstaltninger, der er omfattet af tillægsbudgettet, skal alle andre lovændringer og lovforslag, der er nødvendige for gennemførelsen af de reformer, der er knyttet til gennemgangen af de offentlige udgifter, henholdsvis vedtages af regeringen eller forelægges parlamentet inden udgangen af lovgivningsperioden i midten af juli 2013.

d) Portugal fortsætter med at implementere sit privatiseringsprogram.

e) Portugal koordinerer udvekslingen af informationer på tværs af statsniveauer med henblik på at facilitere udarbejdelsen af indtægtsprognoser til brug for de autonome regioner og lokale myndigheders budget for 2014.

f) Portugal uddyber brugen af fælles tjenester i den offentlige forvaltning.

g) Portugal reducerer antallet af lokalafdelinger af fagministerier (f.eks. skat, social sikring, retsvæsen) ved at samle dem i »Lojas do Cidadão« (kvikskranker i forvaltningen og i forsyningsvirksomheder) og udvikle e-forvaltning yderligere i løbet af programmet.

h) Portugal fortsætter med at omorganisere og rationalisere hospitalsvæsenet gennem specialisering, koncentration og nedskæring af hospitalstjenesternes størrelse, fælles forvaltning og fælles drift af hospitaler og afslutter implementeringen af handlingsplanen inden udgangen af 2013.

i) Med støtte fra internationalt anerkendte eksperter og efter vedtagelsen af ændringerne til lov 6/2006 om nye lejemål i byområder og bekendtgørelsen, som forenkler den administrative procedure for renovering, iværksætter Portugal en omfattende gennemgang af boligmarkedet.

j) Portugal udvikler et landsdækkende matrikelsystem, så der kan ske en mere ligelig fordeling af fordele og omkostninger ved gennemførelse af byplanlægning.

k) Portugal gennemfører de foranstaltninger, der er fastsat i handlingsplanerne til forbedring af uddannelserne på sekundærtrinnet og af de erhvervsfaglige uddannelser; navnlig gøres ledelsesværktøjerne til analyse, overvågning og vurdering af resultater og indvirkning af uddannelsespolitikker fuldt ud operationelle og det fastsættes, hvilke erhvervsskoler der skal tjene som referenceskoler.

l) Portugal færdiggør vedtagelsen af de tilbageværende sektormæssige ændringer, som er nødvendige for fuldt ud at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked ( 2 ).

m) Portugal implementerer målrettede foranstaltninger for at opnå en stadig reduktion af antallet af ophobede sager om håndhævelse og dermed løse problemet med ophobningen af retssager.

n) Regeringen forelægger parlamentet rammeloven om de vigtigste nationale reguleringsmyndigheder for at sikre fuldstændig uafhængighed og finansiel, administrativ og ledelsesmæssig selvstændighed.

o) Portugal forbedrer vilkårene for erhvervslivet ved at færdiggøre igangværende reformer, der skal reducere de administrative byrder (fuldt operationelle kvikskranker, jf. direktiv 2006/123/EF, og projekter, der ikke kræver forhåndsgodkendelse) og ved at foretage yderligere forenkling af eksisterende licensprocedurer, reguleringer og andre administrative byrder i økonomien, som er en stor hindring for udviklingen af økonomiske aktiviteter.

p) Portugal færdiggør reformen af lovgivningen om systemet til forvaltning af havne, herunder en gennemgang af koncessioner til havnedrift.

q) Portugal implementerer de foranstaltninger, som skal forbedre transportsystemets funktion.

r) Portugal gennemfører de foranstaltninger, der skal fjerne den på takstområdet opståede gæld inden for energi, og gennemfører fuldt ud den tredje EU-energipakke.

s) Portugal sikrer, at de nye juridiske og institutionelle rammer for offentlig-private partnerskabsaftaler anvendes, og at offentlig-private partnerskabsaftaler om anlæg af veje fortsat genforhandles i overensstemmelse med regeringens fremlagte strategiplan og det reviderede reguleringsgrundlag med henblik på at opnå betydelige finanspolitiske gevinster, navnlig i 2013.

t) Portugal fokuserer fortsat på foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse og til styrkelse af skatteydernes overholdelse af reglerne.

u) Portugal indfører tilpasninger af afskedigelsesgodtgørelsessystemet i overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet.

v) Portugal fremmer en lønudvikling, der er i overensstemmelse med målsætningerne om at skabe nye arbejdspladser og forbedre virksomhedernes konkurrenceevne med henblik på at korrigere makroøkonomiske ubalancer. Over programperioden forhøjes mindstelønnen kun, hvis den økonomiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet retfærdiggør dette.

w) Portugal fortætter med at forbedre effekten af de aktive arbejdsmarkedspolitikker i overensstemmelse med resultaterne i den vurderingsrapport og handlingsplan, der skal sikre en forbedring af de offentlige arbejdsformidlingers funktionsmåde.

8.  Det offentlige underskud må ikke overstige 4,0 % af BNP i 2014. For at nå dette mål gennemfører Portugal de foranstaltninger til reduktion af udgifterne, der er udarbejdet inden for rammerne af gennemgangen af de offentlige udgifter. Overordnet set skal værdien af disse foranstaltninger beløbe sig til 2,0 % af BNP i 2014 og omfatter en reduktion af lønudgifterne, der har til formål at reducere arbejdsstyrken i den offentlige sektor og samtidig ændre dens sammensætning hen mod flere højtuddannede medarbejdere; yderligere konvergens af arbejdsreglerne i den offentlige og den private sektor, dvs. en udvidelse af arbejdsugen, indførelsen af en timebank, og en reduktion af feriegodtgørelserne; gennemførelsen af en frivillig afskedigelsesordning og indførelse af en enkelt løn- og tillægsskala; en reduktion af de nuværende forskelle mellem tjenestemandssystemet (CGA) og det generelle system; en forhøjelse af den lovfæstede pensionsalder; og – hvis det er strengt nødvendigt – indførelsen af et progressivt bæredygtighedsbidrag på pensioner. Derudover gøres der en ekstra indsats for at reducere forbruget og udgiftsprogrammerne på tværs af fagministerier. Nogle af foranstaltningerne kan helt eller delvist erstattes af andre foranstaltninger af samme omfang og kvalitet.

9.  Med henblik på at genskabe tilliden til den finansielle sektor sigter Portugal mod at opretholde et tilstrækkeligt kapitalniveau i banksektoren og nedgearer den på forsvarlig vis i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i aftalememorandummet. I den forbindelse gennemfører Portugal den strategi for de portugisiske bankkoncerner, som den har udarbejdet i samråd med Kommissionen, ECB og IMF, med henblik på at bevare den finansielle stabilitet. Portugal skal især:

a) tilskynde banker til på et holdbart grundlag at styrke deres stødpuder i form af sikkerhedsstillelse

b) sikre en afbalanceret og forsvarlig nedgearingsproces i banksektoren, hvilket fortsat er af afgørende betydning for en varig eliminering af ubalancer i finansieringen og begrænse afhængigheden af eurosystemets finansieringsordninger på mellemlang sigt. Bankernes finansierings- og egenkapitalplaner gennemgås hvert kvartal

c) tilskynde til diversificering af finansieringsalternativerne for virksomhedssektoren og især SMV'er gennem en række foranstaltninger, der kan forbedre deres adgang til kapitalmarkederne og eksportkreditforsikring

d) fortsætte strømliningen af den statsejede CGD-koncern

e) optimere inddrivelsen af de aktiver, der er overført fra BPN til de tre statsejede SPV-selskaber, ved at udlicitere forvaltningen af aktiverne til en professionel tredjepart med mandat til gradvis at inddrive aktiverne over tid; udvælge den part, der forvalter lånene via en udbudsprocedure, der endnu ikke er afsluttet, og omfatte tilstrækkelige incitamenter til at maksimere inddrivelserne og minimere driftsomkostningerne i mandatet; og sikre rettidig afhændelse af datterselskaberne og aktiverne i de to andre statsejede SPV-selskaber

f) med udgangspunkt i de foreløbige forslag, der skal tilskynde til diversificering af finansieringsalternativer for virksomhedssektoren, udvikle og finde løsninger til fremskaffelse af finansieringsalternativer til traditionel bankkredit for erhvervssektoren og vurdere effektiviteten af statsfinansierede eksportkreditforsikringsordninger med henblik på at træffe passende foranstaltninger, som er forenelige med EU-retten, for at fremme eksporten

g) analysere bankernes genopretningsplaner, udstede retningslinjer om systemet for genopretningsplaner og udarbejde afviklingsplaner på grundlag af de rapporter, som bankerne indgiver; sikre at de indledende og årlige finansieringsordninger for afviklingsfonden gennemføres og i implementeringen af genopretnings- og afviklingsplanerne for bankerne prioritere de banker, der har systemisk betydning

h) implementere rammerne, der kan tilskynde finansieringsinstitutterne til at tilbyde husholdninger udenretslig gældsomlægning, gøre gennemførelsen af omstruktureringen af virksomhedernes gæld mere smidig og gennemføre en handlingsplan, der kan forbedre offentlighedens kendskab til de forskellige omstruktureringsværktøjer

i) udarbejde kvartalsrapporter om gennemførelsen af de nye omstruktureringsværktøjer og gennemføre en undersøgelse blandt de parter, der eventuelt berøres af insolvens, om hvorvidt de eksisterende gældsomlægningsværktøjer er passende, mulige huller eller flaskehalse, udforske alternativer, der kan øge succesen med genopretning af virksomheder der tilslutter sig PER (den særlige genoplivningsprocedure for virksomheder, der er i alvorlige økonomiske problemer) og SIREVE (virksomhedernes genopretningssystem om udenretlige aftaler for virksomheder, der befinder sig i en vanskelig økonomisk situation, er tæt på insolvens eller er faktisk insolvent)

j) vurdere, om der er mulighed for at forbedre virkningen og forvaltningen af eksisterende statsfinansierede kreditlinjer, oprette en mekanisme til kvartalsvis overvågning og rapportering om tildelingen af de statsfinansierede kreditlinjer, som har til formål at give SMV adgang til finansiering og gennemføre en ekstern revision af det nationale garantisystem.

▼M6

10.  Med henblik på at sikre en problemfri overholdelse af programmets betingelser og bidrage til at rette op på ubalancer på en varig måde yder Kommissionen løbende rådgivning og vejledning om reformer af finanspolitikken og finansmarkederne samt strukturreformer. Inden for rammerne af støtteprogrammet til fordel for Portugal gennemgår Kommissionen sammen med IMF og i samråd med ECB regelmæssigt effektiviteten og de økonomiske og sociale virkninger af de aftalte foranstaltninger, og den anbefaler nødvendige korrektioner med henblik på at styrke vækst og jobskabelse, sikre den nødvendige finanspolitiske konsolidering og minimere eventuelle negative sociale virkninger, specielt for de mest udsatte grupper i det portugisiske samfund.

▼B

Artikel 4

Portugal opretter i den portugisiske centralbank en særlig konto til forvaltningen af Unionens finansielle støtte.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Portugal.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.



( 1 ) EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

( 2 ) EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36.