1)Er nationale retsforskrifter, som med det formål at begrænse udbuddet af hasardspil indrømmer en enkelt virksomhed, der har form af et børsnoteret aktieselskab, eneret til at gennemføre, administrere, afholde og drive hasardspil, i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 43 og 49 [nu artikel 49 TEUF og 56 TEUF], for så vidt som denne virksomhed reklamerer for de hasardspil, den afholder, udvider sin virksomhed til andre lande, spillerne deltager frit, og maksimumsindsatsen og -gevinsten er fastsat pr. kupon og ikke pr. spiller?2)Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er nationale forskrifter, hvorved – idet de i sig selv har til formål at bekæmpe kriminalitet ved at sikre kontrol af virksomhederne inden for det pågældende område, således at det sikres, at disse aktiviteter kun udøves inden for kontrollerede kredse – en enkelt virksomhed indrømmes eneretten til at gennemføre, administrere, afholde og drive hasardspil, i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 43 og 49, selv om denne indrømmelse samtidig medfører en ubegrænset udvikling af det pågældende udbud? Eller skal udviklingen af dette udbud under alle omstændigheder, og for at den pågældende begrænsning kan anses for at medvirke til at nå målet om bekæmpelse af kriminalitet, altid være kontrolleret, sagt med andre ord, skal det have karakter af en nødvendig foranstaltning for at nå dette mål og ikke gå videre end dette? Såfremt den nævnte udvikling under alle omstændigheder skal være kontrolleret, kan den da anses for kontrolleret i denne henseende, hvis eneretten på dette område indrømmes en enhed med de karakteristika, som er beskrevet i det første spørgsmål? Såfremt indrømmelsen af denne eneret anses for at føre til en kontrolleret udvikling af udbuddet af hasardspil, går indrømmelsen af ovennævnte eneret til en enkelt virksomhed da ud over, hvad der er nødvendigt, idet det samme formål hensigtsmæssigt kan opnås ved at indrømme denne ret til flere end én virksomhed?3)Såfremt det, henset til de to første spørgsmål, lægges til grund, at indrømmelsen i henhold til de omhandlede nationale bestemmelser af eneretten til at gennemføre, administrere, afholde og drive hasardspil ikke er forenelig med EF-traktatens artikel 43 og 49: a) Har de nationale myndigheder i henhold til disse traktatbestemmelser da mulighed for i en nødvendig overgangsperiode, hvor der indføres regler, som er i overensstemmelse med EF-traktaten, at undlade at behandle ansøgninger om at iværksætte sådanne aktiviteter, som indgives af personer med juridisk hjemsted i andre medlemsstater? b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, ud fra hvilke kriterier fastsættes da varigheden af denne overgangsperiode? c) Såfremt en overgangsperiode ikke er berettiget, ud fra hvilke kriterier skal de nationale myndigheder da behandle de pågældende ansøgninger?

Artikel 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at national lovgivning, som indrømmer en enkelt virksomhed, der har form af et børsnoteret aktieselskab, eneret til at gennemføre, administrere, afholde og drive hasardspil, kan begrundes i det omfang denne lovgivning reelt forfølger målet om at begrænse udbuddet af hasardspil eller målet om at bekæmpe kriminalitet i forbindelse med spillevirksomhed ved at kanalisere spillerne ind i kontrollerede systemer og reelt afspejler et ønske om at nå disse mål på en sammenhængende og systematisk måde. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, hvilke af disse mål der rent faktisk forfølges med den pågældende nationale lovgivning, og hvorvidt denne lovgivning reelt opfylder ønsket om at nå disse mål på en sammenhængende og systematisk måde. Nærmere bestemt kan den nationale ret, for så vidt som den fastslår, at det relevante mål med den omtvistede nationale lovgivning er at begrænse udbuddet af hasardspil i Grækenland, ikke konkludere, at denne lovgivning reelt afspejler et ønske om at nå dette mål på en sammenhængende og systematisk måde, hvis den fastslår, at indehaveren af monopolet faktisk forfølger en ekspansionistisk politik, og at den eneret, som er blevet indrømmet monopolet, resulterer i en stigning og ikke en reduktion af udbuddet af hasardspil. For så vidt som den nationale ret derimod konstaterer, at bekæmpelse af kriminalitet i forbindelse med spillevirksomhed ved at kanalisere spillerne ind i autoriserede og regulerede kredse er det eneste mål, som forfølges med den omtvistede nationale lovgivning, kan en ekspansionistisk politik fra monopolindehaverens side, som bl.a. kendetegnes ved en udvidelse af udbuddet af hasardspil og ved reklamering af disse spil, kun anses for at være i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, i det omfang der rent faktisk eksisterer et problem med kriminelle og svigagtige aktiviteter i betydelig målestok knyttet til spillevirksomhed i Grækenland, som kan håndteres med en udvidelse af autoriserede og regulerede aktiviteter. Endvidere skal udvidelsen af udbuddet af hasardspil og reklameringen af disse spil for det første være velovervejet og strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at kanalisere forbrugerne ind i kontrollerede spillenetværk, og for det andet skal monopolindehaverens udbud af hasardspil være underlagt streng kontrol fra de offentlige myndigheders side.