Ved Kadets torordning nr. 876/67/EØF af 20. november 1967 (ABl. nr. L 281 af 21. november 1967, s. 7), der vedrører høståret 1967/68, er der blevet indført ekstra støtte til raps- og rybsfrø, der forarbejdes i Italien. Denne støtte er forlænget for høståret 1972/73 ved Rådets forordning nr. 1336/72 af 27. juni 1972 (ABl. nr. L 147 af 29. juni 1972, s. 7), som sagsøger anfægter, og for høståret 1973/74 ved Rådets forordning nr. 1357/73 af 15. maj 1973 (ABl. nr. L 141 af 28. maj 1973, s. 30).

Som begrundelse for den ekstra støtte har Rådet i præamblen til forordning nr. 876/67 anført, at der i Italien har været konstateret visse vanskeligheder inden for den del af industrien, som forarbejder olieholdige frø, og til slut, at undersøgelsen af årsagerne til disse vanskeligheder og af produktionsbetingelserne inden for Fællesskabet viser, at den ekstra støtte under hensyntagen til den forventede udvikling på markedet for olieholdige frø, skal opretholdes for høståret 1972/73, idet der gennemføres en tilpasning af støttens størrelse.

Sagsøgte skrev derfor den 29. januar 1973 til Sekretariatet for Rådet for De europæiske Fællesskaber, idet han i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2 opfordrede det til at udstedeen forordning vedrørende ekstra støtte til raps- og rybsfrø, som forarbejdes i oliemøller langt fra dyrkningsområderne, hvilken støtte ikke længere kun skulle være bestemt for de oliemøller, som er beliggende i Italien, men skulle beregnes under hensyn til den afstand, som adskiller oliemøllen fra dyrkningsområderne. Samtidig opfordrede sagsøgeren Kommissionen til at gøre brug af sin beføjelse efter EØF-traktatens artikel 43 og forelægge Rådet et forslag i så henseende.

Kommissionen har forsikret sagsøger om, at hans spørgsmål vil blive underkastet en dybtgående undersøgelse, og Rådet har i en skrivelse af 23. marts 1973 meddelt, at det finder, at forordningerne, der bevilger støtte til de italienske oliemøller, er i overensstemmelse med traktaten.

I sin klage fremsætter sagsøger flere anbringender. Såvel Rådet, der ved at undlade at udstede en forordning, ifølge hvilken sagsøger efter objektive kriterier og ligesom de italienske oliemøller ville have opnået støtte til rapsfrø, som forarbejdes i områder, der ligger langt fra dyrkningsområderne, som Kommissionen, der ikke har forelagt Rådet et forslag til en sådan forordning, har krænket det i EØF-traktatens artikel 7, stk. 1 fastsatte princip om forbud mod enhver forskelsbehandling, i henhold til hvilket nationaliteten ikke må tages i betragtning som afgørende kriterium, og i henhold til hvilket medlemsstaternes borgere skal underkastes ensartede regler. Rådet og Kommissionen har imidlertid i den foreliggende sag udøvet forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skønt traktaten ikke indeholder nogen særlig bestemmelse, der berettiger hertil.

Desuden henviser Rådets forordning nr. 1336/72/EØF af 27. juni 1972, som anfægtes af sagsøgeren, kun til visse vanskeligheder, der blev konstateret i Italien inden for den del af industrien, der forarbejder olieholdige frø, hvorimod den ikke i sine betragtninger på nogen måde angiver, hvori disse vanskeligheder består; imidlertid ser det ud til, at disse vanskeligheder ganske rigtigt skyldes dyrkningsområdernes fjerne beliggenhed. Sagsøger bemærker i øvrigt, at Kommissionen siden har fremlagt forslag til en differentieret ordning med ekstra støtte til fordel for visse italienske områder.

Ved indlæg afgivet den 22. juni og den 9. juli 1973 har Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 91 i procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol fremført flere indsigelser om afvisning. Sagsøger har den 22. august 1973 fremsat sine bemærkninger til disse indsigelser.

Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport, og efter at have hørt generaladvokaten besluttet uden forudgående bevisførelse at åbne den mundtlige forhandling om afvisningspåstandene.

a)kender for ret, at Rådet har krænket traktaten ved at have undladt at udstede en forordning vedrørende ekstra støtte til raps- og rybsfrø, som forarbejdes i oliemøller, der ligger langt fra dyrkningsområderne, hvori der bl.a. i tilfælde, hvor en oliemølle er beliggende i forbundsrepublikken Tyskland (Nordrhein-Westphalen), hjemles en ekstra støtte på 0,60 RE pr. 100 kg raps- og rybsfrø;b)kender for ret, at Kommissionen har krænket traktaten ved at have undladt at forelægge Rådet et forslag i så henseende;c)pålægger de sagsøgte at afholde sagsomkostningerne.

a)tager stilling til de forskellige indsigelser om afvisning af klagen uden at realitetsbehandle sagen;b)erklærer, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling;c)pålægger sagsøger at afholde sagsomkostningerne.

a)udtaler sig præjudicielt og uden at gå ind på, hvorvidt klagen skal antages til realitetsbehandling, idet den anvender procesreglementets artikel 91;b)erklærer, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling, og som følge heraf afviser den;c)pålægger sagsøger at afholde sagsomkostningerne.

i henhold til procesreglementets artikel 91 forkaster begæringerne om en præliminær afgørelse af, hvorvidt sagen kan antages til behandling.

En anden indsigelse om afvisning støttes på den omstændighed, at en klage mod en fællesskabsinstitution over forsømmelse kun kan angå udstedelsen af en retsakt, som bør rette sig til den person, som indgiver klagen. Imidlertid er den forordning, som sagsøger har opfordret Rådet til at udstede, ikke af denne art. Dette spørgsmål er blevet rejst i sag nr. 15/71, Mackprang mod Kommissionen (26. oktober 1971, Sammlung 1971, s. 797). Den ved sagsøgers opfordring begærede retsakt har den samme almengyldige karakter som den afgørelse, hvis vedtagelse efter Mackprangdommen ikke kan opnås ved klage over forsømmelse.

Sagsøgers opfordring til at udstede en forordning er tilstrækkelig til at vise, at den begærede retsakt ikke er af den art, som traktatens artikel 175, tredje stykke tager sigte på, dvs. en forholdsregel ut singuli til fordel for sagsøger, men en politisk afgørelse, der opretter en ordning af fællesskabsretlig karakter, som alle oliemøller i Fællesskabet vil nyde godt af under hensyn til den afstand, der adskiller dem fra dyrkningsområderne.

For at bestride, at Rådets forordning er almengyldig, søger sagsøger herefter at påvise, at han er umiddelbart berørt under hensyn til, at sagsøger, hvis forordningen blev udvidet til at gælde for alle Fællesskabets oliemøller, ville have umiddelbar ret til at nyde godt af støtten, og at sagsøger er individuelt berørt på grund af den særligt ungunstige situation, som sagsøger har fælles med kun 6 af de tyske oliemøller.

Rådet peger på det paradoks, at sagsøger opfordrer Rådet til at vedtage en retsakt med almen rækkevidde — for at imødekomme interesser, som sagsøger selv erkender er specielle.

Domstolen har aldrig truffet afgørelse om, hvorvidt en klage over forsømmelse angående en retsakt, der er udstedt i form af en forordning, men som umiddelbart og individuelt berører sagsøger, skal antages til realitetsbehandling (Mackprang-dommen vedrørte en afgørelse, der var rettet til alle medlemsstater). Derimod har den ofte truffet afgørelse om, hvorvidt et annullationssøgsmål (artikel 173, stk. 2) vedrørende en forordning, hvis almengyldige karakter bestrides, kan antages til realitetsbehandling.

Det er berettiget at overføre denne retspraksis på den foreliggende sag, hvis man følger den opfattelse, at en fysisk eller juridisk person ikke ved en klage over forsømmelse kan kræve af en af Fællesskabets institutioner, at denne udsteder en retsakt, som på grund af sin almengyldige karakter ikke kan være genstand for et annullationssøgsmål.

I dommen i sag nr. 106 og 107/63 (Sammlung 1965, s. 525-533) har Domstolen erklæret, at klagen kunne antages til realitetsbehandling, fordi de berørte personers antal og individualitet var fastlagt og ikke længere kunne ændres, men Domstolen har ikke fastslået, at en varig ordning kunne betragtes som vedrørende sagsøgerne umiddelbart og individuelt, hvis nye personer i fremtiden kunne forlange at nyde godt af ordningen ud over de oprindeligt begunstigede (dom i sag nr. 6/68, Sammlung 1968, s. 596).

I den foreliggende sag vil indførelsen af en ny ordning om støtte til forarbejdning af raps- og rybsfrø i øvrigt afgørende ændre det nuværende system. Denne ændring vil selv være af almengyldig og normativ karakter, idet Rådet må undersøge fællesmarkedets samlede situation og i så henseende lovgive på grundlag af almene og abstrakte omstændigheder. Denne ordning, der skal anvendes i henhold til et abstrakt kriterium, nemlig forarbejdning af raps- og rybsfrø og dyrkningsområdernes fjerne beliggenhed, vil komme til at gælde for objektivt fastlagte situationer, og de begunstigede, for tiden syv i Nordrhein-Westfalen, vil kunne se deres kreds udvides i fremtiden.

Sagsøger ønsker altså, at Domstolen pålægger Rådet at begå magtmisbrug og procedurefejl ved i form af en forordning at udstede en falsk forordning, som i virkeligheden vil være en individuel afgørelse.

Endelig bemærker Rådet, at sagsøger skaber tvivl om genstanden for sin anmodning, når han anfører, at man også kan betragte klagen som et annullationssøgsmål. Da denne nye betegnelse af klagen imidlertid ikke forekommer i påstanden, vil klagen ikke kunne antages til realitetsbehandling. Den drejer sig i øvrigt om Rådets svar, som ikke er en retsakt men kun har til formål at bekræfte gyldigheden af forordningerne om den ekstra støtte. I øvrigt anmoder sagsøgte ikke om afskaffelse af denne støtte men blot om dens udvidelse, hvilket beviser, at hans annullationsbegæring indeholder en modsigelse.

Sagsøger forsøger således at gøre en personlig beføjelse gældende i strid med traktaten. Men fremfor alt opfylder klagen over forsømmelse ikke de betingelser for at blive antaget til realitetsbehandling, som er omhandlet i traktatens artikel 175. stk. 3.

For så vidt angår anmodningen af 21. januar 1973 om forelæggelse for Rådet af det forslag til forordning, som forlanges efter nærværende klage, har Kommissionen svaret, at den vil foretage en dybtgående undersøgelse.

I mellemtiden har Kommissionen fremsat et forslag for Rådet, der går ud på at opretholde den omtvistede italienske støtte før høståret 1973/74. Kommissionen har således faktisk handlet, selv om det ikke er på den måde, sagsøger ønsker.

Hvad angår bestemmelserne i traktatens artikel 175, stk. 3 er klagen ikke relevant. Sagsøger nævner ikke noget eksempel på, at Kommissionen har undladt at rette en nærmere angiven retsakt til ham; desuden har han ikke påvist, hvilken i fællesskabsretten begrundet forpligtelse Kommisisonen skulle have krænket ved ikke at efterkomme hans opfordring. Ikke blot indeholder traktaten og den deraf afledte ret ingen bestemmelse med det indhold, som sagsøger påberåber sig, men en sådan bestemmelse ville endog være absolut stridende mod artikel 43. Hvis Kommissionen altså ikke har nogen forpligtelse af denne art, vil man ved anvendelse af bestemmelserne i artikel 175 hverken kunne anfægte dens afslag eller dens passive holdning.

Men især vil Kommissionens fremsættelse af et forslag til forordning for Rådet, både fra et formelt synspunkt og i betragtning af dets juridiske karakter, indebære en intern procedure efter artikel 43 og ikke en retsakt, som kan angribes i henhold til artikel 175, stk. 3, og som kan berøre sagsøgers retsstilling umiddelbart og individuelt.

Et forslag til forordning udgør pr. definition ikke en retsakt, som kan rettes til sagsøger i dennes egenskab af retssubjekt. Da fællesskabsretten ikke på nogen måde ændres ved et sådant forslag, kan sagsøger ikke berøres umiddelbart i sin retsstilling, hverken på grund af et sådant forslag eller på grund af, at forslaget bliver fremsat. Fremsættelsen af forslag til den krævede forordning kan ej heller berøre sagsøger individuelt, da denne forordning ville være rettet til en alment og abstrakt defineret personkreds, og fordi det uden tvivl ville have normativ karakter. Det drejer sig overhovedet ikke om en bestemmelse, som omfattes af traktatens artikel 189.

Inden for rammerne af den begærede nye ordning kan antallet af adressater ikke fastlægges abstrakt, da antallet af eksisterende oliemøller i området kan variere.

I øvrigt ville udvidelsen at den begrænsede støtte forudsætte en ændring af den gældende ordning og kræve en undersøgelse af den situation, som alle oliemøller inden for Fællesskabet befinder sig i. Hvis Rådets forordning imidlertid ikke kan opnås via traktatens artikel 175, fordi den ikke berører sagsøger individuelt, vil det samme være tilfældet med Kommissionens forslag, som går forud for forordningen.

det er statueret, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling;

sagsøger bør derfor dømmes til at afholde sagens omkostninger.