23.12.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/70


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/2562

af 24. oktober 2022

om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af rammeaftalen om et omfattende partnerskab og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Kongeriget Thailand på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 25. november 2004 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Thailand om en rammeaftale om et omfattende partnerskab og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Kongeriget Thailand på den anden side (»aftalen«).

(2)

Forhandlingerne om aftalen blev afsluttet med parafering af aftalen den 2. september 2022 i Bruxelles.

(3)

Aftalens mål er at styrke samarbejdet på en lang række politikområder, herunder menneskerettigheder, ikkespredning af masseødelæggelsesvåben, bekæmpelse af terrorisme, bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, handel, migration, miljø, energi, klimaændringer, transport, videnskab og teknologi, beskæftigelse og sociale anliggender, uddannelse og landbrug.

(4)

Aftalen bør undertegnes på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(5)

Da det er nødvendigt at anvende aftalen, inden den træder i kraft, efter at medlemsstaterne har ratificeret den, bør visse bestemmelser i aftalen anvendes midlertidigt indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af rammeaftalen om et omfattende partnerskab og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Kongeriget Thailand på den anden side (»aftalen«) med forbehold af indgåelse af aftalen (1).

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

Artikel 3

Indtil afslutningen af de procedurer, der er nødvendige for aftalens ikrafttræden, i overensstemmelse med aftalens artikel 59 og under forbehold af de deri omhandlede meddelelser anvendes følgende dele af aftalen midlertidigt (2) mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Thailand, dog kun i det omfang de omfatter spørgsmål, der henhører under Unionens kompetence, herunder spørgsmål, der henhører under Unionens kompetence til at fastlægge og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik:

—

afsnit I

—

afsnit II

—

afsnit III

—

afsnit IV: artikel 20, 21, 22, 23, 25, 26, 27, 28, 29

—

afsnit V: artikel 30, 31, 32, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 49

—

afsnit VI

—

afsnit VII

—

afsnit VIII

—

fælleserklæring vedrørende artikel 5

—

fælleserklæring vedrørende artikel 23.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. oktober 2022.

På Rådets vegne

A. HUBÁČKOVÁ

Formand


(1)  se side 72 i denne EUT.

(2)  Den dato, fra hvilken disse dele af aftalen finder midlertidig anvendelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.