I juli 1979 eksporterede Eggers et parti på 19940 kg svinefedt til Storbritannien. På grund af en forsømmelse fra den chauffør, der varetog transporten af varen, fandt eksporten sted, uden at toldformaliteterne blev opfyldt i Tyskland.

Da der ikke forelå bevis for udførelsen i form af de foreskrevne kontroleksemplarer, nægtede Hauptzollamt Hamburg-Jonas at betale det monetære udligningsbeløb for den eksporterede vare. Derfor indgav Eggers til Hauptzollamt Kassel begæring om efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarerne. Hauptzollamt Kassel afslog denne begæring, og den klage over denne afgørelse, som Eggers herefter indbragte for Oberfinanzdirektion, blev forkastet. Eggers indbragte denne afgørelse for Finanzgericht Hessen.

Denne ret konstaterede, at fællesskabsretten ikke indeholder bestemmelser om efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarer og bemærkede, at en sådan udstedelse kun er tilladt efter nationale bestemmelser, som ifølge de administrative myndigheder er blevet udstedt i henhold til en vedtagelse, der blev truffet af Udvalget for Fællesskabsforsendelse under dets 21. møde den 6.—8. juli 1971.

Den nationale ret er imidlertid i tvivl om, om denne vedtagelse giver medlemsstaterne tilstrækkelig hjemmel til efterfølgende at udstede kontroleksemplarer, og i alle tilfælde er retten i tvivl om, hvorvidt en sådan vedtagelse, såfremt den er tilstrækkelig hjemmel, giver medlemsstaterne mulighed for at stille yderligere betingelser — som ikke er fastsat i den vedtagelse, der er truffet på fællesskabsplan — for den efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarer.

Følgelig har Hessisches Finanzgericht ved kendelse af 9. november 1981 besluttet at stille Domstolen følgende fire præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen blev registreret på Domstolens justitskontor den 30. november 1981.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet indlæg af Hauptzollamt Kassel ved dets direktør Nessler, bistået af A. Schwintuchowski, fuldmægtig i Oberfinanzdirektion Frankfurt og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Kommissionens juridiske konsulent A. Prozillo, bistået af J. Grünwald, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtigede. Eggers & Co. har erklæret ikke at ville afgive indlæg i denne sag og har alene tilstillet Domstolen en kopi af sit skriftlige indlæg for Hessisches Finanzgericht.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og at henvise sagen til tredje afdeling.

Den har imidlertid anmodet Kommissionen om at få tilstillet det fuldstændige mødereferat fra det 21. møde i Udvalget for Fællesskabsforsendelse samt det fuldstændige mødereferat fra mødet den 25. maj 1974 i Ekspertgruppen vedrørende Handelsmekanismer. Den har desuden anmodet Kommissionen og Hauptzollamt Kassel om nærmere at oplyse, hvilke yderligere betingelser — som ikke er fastsat i den af Udvalget for Fællesskabsforsendelse trufne vedtagelse — de tyske myndigheder stiller for efterfølgende udstedelse af kontroleksemplaret.

Hauptzollamt Kassel sondrer mellem kontroldokumenterne, alt efter om de skal tjene som bevis for eksport fra Tyskland og altså give ret til tyske monetære udligningsbeløb ved eksport, eller om de skal tjene som bevis for import i en anden medlemsstat og give ret til monetære udlignigsbeløb ved import i denne anden stat.

Med hensyn til beviset for eksport har Hauptzollamt Kassel anført, at bevisformen herfor ikke er fastsat nærmere i Kommissionens forordning nr. 1380/75 af 29. maj 1975 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende monetære udligningsbeløb. Medlemsstaterne kan følgelig frit selv fastsætte formen af bevismidlet og kan inden for rammerne af denne kompetence beslutte som bevismiddel at anvende et eksisterende fællesskabsdokument som f.eks. kontroleksemplaret T nr. 5. Dette har Forbundsrepublikken Tysklands regering gjort. I det omfang, fastsættelsen af bevismidlet er overladt til medlemsstaternes skøn, er disse ikke bundet af fællesskabsretten med hensyn til muligheden og betingelserne for en efterfølgende fremlæggelse af dette. Disse spørgsmål henhører udelukkende under national ret.

Hvad angår bevisdokumenterne for import i en anden medlemsstat, er disse fastsat i artikel 11, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1380/75. Med hensyn til muligheden for en efterfølgende udstedelse af dette kontroleksemplar er der tuffet en vedtagelse i Udvalget for Fællesskabsforsendelse i juli 1971. Dette udvalg anså sig for bundet af denne vedtagelse, som det fremgik af dets udtalelser under mødet i Ekspertgruppen vedrørende Handelsmekanismer den 25. maj 1974.

Denne vedtagelse, som er aftalt i Udvalget for Fællesskabsforsendelse, tillader under alle omstændigheder medlemsstaterne efterfølgende at udstede kontroleksemplarer på de i ordningen fastsatte betingelser. Vedtagelsen indrømmer under visse betingelser medlemsstaterne et skøn ved efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarer. Det fremgår deraf, at de berørte personer ikke har ret til efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarer, men at medlemsstaterne kan stille yderligere betingelser for den efterfølgende udstedelse af kontroleksemplarer, i hvert fald i det omfang, disse betingelser har til formål at forhindre en fordrejning af proceduren.

Hauptzollamt Kassel har som konklusion foreslået, at de af Hessisches Finanzgericht stillede præjudicielle spørgsmål besvares således:

I retsmødet den 17. juni 1982 har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved medlem af Kommissionens juridiske tjeneste Grünwald som befuldmægtigt afgivet indlæg.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. september 1982.