I den foreliggende sag skal Domstolen tage stilling til den appel, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Den Franske Republik i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen har iværksat af dom afsagt den Dom i sag Total isa torsy stemei, der er det eneste tilladle i Frankrig, kendetegnes ved, at indsatserne indgår i en fælles pulje, der efter forskellige fradrag uddeles til vinderne. Spillerne indgår væddemål mod hinanden, og gevinstens størrelse afhænger af indsatsernes beløb og antallet af vindere. Væddemålsarrangøren opnår ikke sin indtægt fra spillernes tabte indsatser, men ved fradrag i indsalspuljen.
Det skal for det første fremhæves, at Retten i Første Instans i sin dom har anlagt en fortolkning af traktatens artikel 85 og 86, hvis konsekvenser er yderst interessante, og hvis gyldighed Domstolen skal vurdere.
Der er tale om selskaber, som har fået tilladelse til at organisere on-course- og off-coursevæddemål efter totalisatorsystemet.
PMU er en erhvervsøkonomisk sammenslutning med de ti førende væddcløbssclskabcr i Frankrig som deltagere. PMU er stiftet med henblik på at udnytte disse selskabers rettigheder vedrørende afslutning af off-coursevæddemål efter totalisatorsystemet. PMU's udnyttelse af selskabernes rettigheder ved organiseringen af disse væddemål foregik oprindelig som en
Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).
For det første anmodedes Kommissionen om at fastslå, at der forelå overtrædelser af traktatens artikel 85, stk. 1, som følge af de mellem de i Frankrig autoriserede væddeløbsselskaber indbyrdes og mellem dem og PMU afsluttede aftaler eller som følge af disse parters samordnede praksis, samt om at pålægge de nævnte parter at bringe disse overtrædelser til ophør. Disse aftaler eller denne samordnede praksis gik angiveligt ud på, at PMU skulle have eneret til off-coursetotalisatorvæddemål i løb, der blev arrangeret eller kontrolleredes af de nævnte selskaber, at der skulle gives opbakning til en ansøgning om statsstøtte til PMU, og endelig, at PMU skulle have mulighed for at drive virksomhed også i andre medlemsstater end Frankrig.
Ladbroke anmodede for det andet Kommissionen om at fastslå, at der med overladelscn til PMU af eneret til at foranstalte og organisere off-coursevæddemål på den ene side og PMU's modtagelse af en ulovlig statsstøtte på den anden side forelå overtrædelser af EØF-traktatens artikel 86, og om at påbyde, at disse overtrædelser blev bragt til ophør. Ladbroke anmodede endvidere Kommissionen om at påbyde PMU at tilbagebetale den ulovlige statsstøtte, sammenslutningen således havde modtaget, med tillæg af rente til gældende markedsrentesats. Desuden oplyste Ladbroke over for Kommissionen, at der fra PMU's side forelå andre former for misbrug af dominerende stilling Ladbroke har gjort gældende, at de spillere, der modtager PMU's ydelser, udnyttes, idel der ikke organiseres væddemål i løb på baner, der ikke tilhører de førende væddcløbssclskabcr, og adgangen til at afslutte væddemål i løb på baner, der tilhører disse selskaber, begrænses. Ladbroke har ligeledes klaget over PMU's og PMU's afdelingers begrænsede udbud af væddemålsydelser i udenlandske væddeløb samt over den dårlige kvalitet af de ydelser, der tilbydes.
For det første traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, 52, 53, 85 og 86 samt artikel 90, stk. 1, som følge af vedtagelsen og opretholdelsen af ovennævnte franske lovgivning, idet der ved denne var tilvejebragt et lovgrundlag for aftalerne dels mellem væddeløbsselskaberne indbyrdes, dels mellem disse og PMU. Ladbroke klagede over, at PMU ved denne lovgivning fik tillagt eneret til at afslutte off-coursevæddemål, og at der indførtes et generelt forbud mod, at der gennem andre end PMU formidles eller indgås off-coursevæddemål i hestevæddeløb, der organiseres i Frankrig.
For det andet traktatens artikel 3, litra f), artikel 52, 53, 59, 62, 85 og 86 samt artikel 90, stk. 1, som følge af vedtagelsen og opretholdelsen af ovennævnte lovgivning, hvorefter der i Frankrig ikke uden videre må afsluttes væddemål i løb, der organiseres uden for Frankrig.
For det tredje traktatens artikel 90, stk. 1, og artikel 92 og 93 som følge af ydelse af ulovlig støtte til PMU.
Sag
Se fodnote 1.
Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at den anfægtede dom ophæves i det omfang, den omtvistede beslutning derved annulleres, og at der gives Kommissionen medhold i de påstande, den havde nedlagt i Første Instans.
Ladbroke har nedlagt påstand om, at appellerne afvises eller forkastes, og at Kommissionen og Den Franske Republik tilpligtes at afholde sagernes omkostninger. Subsidiært, for det tilfælde, at Domstolen admitterer appellen i de to sager, har Ladbroke nedlagt påstand om, at sagen realitetsbehandles, og at der træffes afgørelser vedrørende de spørgsmål, der ikke blev afgjort i sag T-548/93, eller at sagen hjemvises til Retten, der da skal afgøre disse spørgsmål.
Kommissionen ses i den foreliggende sag at have indledt behandlingen af sagsøgerens klage i henhold til traktatens artikel 90 med henblik på at afgøre, om den nationale franske lovgivning er i overensstemmelse med traktatens øvrige bestemmelse, hvilken behandling ikke er afsluttet. Det må derfor undersøges, om Kommissionen endeligt kunne afvise sagsøgerens klage i henhold til traktatens artikel 85 og 86 og forordning nr. 17 uden forinden at have afsluttet behandlingen af klagen i henhold til traktatens artikel 90 [præmis 46]. Retten bemærker i den forbindelse, at Kommissionen under den skriftlige forhandling og under den mundtlige forhandling har gjort gældende, at det konkurrencespørgsmål, der blev rejst i sagsøgerens klage, kun kunne behandles ved en undersøgelse af, om den nationale franske lovgivning om PMU's lovbestemte monopol var i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, og efter omstændighederne ved en indgriben på grundlag af traktatens artikel 90, og at nævnte undersøgelse derfor måtte prioriteres først, idet dens resultater havde gyldighed for alle tidligere eller fremtidige aftaler mellem væddeløbsselskaberne (svarskriftet, punkt 46). Retten finder derfor, at vurderingen på grundlag af traktatens artikel 85 og 86 af den adfærd fra væddeløbsselskabernes og PMU's side, som Ladbroke har rejst kritik af i klagen, ikke fuldt ud har kunnet gennemføres uden en forudgående bedømmelse af den nationale lovgivning efter traktatens bestemmelser [præmis 47]. Såfremt Kommissionen nemlig fastslår, at den omhandlede nationale lovgivning er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, vil den omstændighed, at væddeløbs-selskabernes og PMU's adfærd er i overensstemmelse med denne nationale lovgivning, bevirke, at denne adfærd også må anses for at være i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, mens det, såfremt adfærden er i strid med den nationale lovgivning, er muligt at konstatere, at denne adfærd udgør selvstændige overtrædelser i af disse bestemmelser i traktaten [præmis 48]. Omvendt må Kommissionen, såfremt den finder, at den nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, dernæst undersøge, om den omstændighed, at selskaberne og PMU følger bestemmelserne i den mod traktatens bestemmelser stridende nationale lovgivning, kan medføre, at der vedtages foranstaltninger over for dem med henblik på at bringe overtrædelser af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 til ophør [præmis 49]. Kommissionen kan herefter ikke med vedtagelsen af beslutningen om endeligt at afvise sagsøgerens klage i henhold til traktatens artikel 85 og 86 uden forinden at have afsluttet undersøgelsen af, om den nationale franske lovgivning er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, antages at have opfyldt sin forpligtelse til omhyggeligt at undersøge de faktiske og retlige omstændigheder, som meddeles den af klagere (jf. ovennævnte dom i sagen Automec mod Kommissionen, præmis 79), for dermed at tilgodese det krav om sikkerhed, som en endelig beslutning vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, skal opfylde (jf. Rettens dom af Af det anførte følger, at Kommissionen med den endelige afvisning af sagsøgerens klage under henvisning til uanvendeligheden af traktatens artikel 85 og 86 og den manglende interesse for Fællesskabet, før den havde afsluttet sin undersøgelse af, om den i nævnte klage kritiserede franske lovgivning var i overensstemmelse med traktatens konkurrencebestemmelser, har argumenteret på grundlag af en fejlagtig fortolkning af de retlige betingelser for, at der kan tages endelig stilling til, om de påståede overtrædelser foreligger [præmis 51].
Kommissionen har til støtte for sin appel fremført tre anbringender:
Første led i det første anbringende vedrører ovennævnte præmis 47 i den anfægtede dom.
Dom af
Appclindstævntc har henvist til Domstolens dom af
Den franske regering har påberåbt sig tre anbringender til støtte for sin appel.
Den franske regering har navnlig gjort gældende, at artikel 85 og 86 kan anvendes uafhængigt af indholdet af de nationale foranstaltninger, når virksomhederne bevarer deres handlefrihed Se de i fodnote 10 nævnte domme af Appellanten har henvist til Domstolens dom af Dom af
Følgelig kunne Kommissionen, idet fransk lovgivning efter 1974 ikke levner de franske væddeløbsselskaber nogen handlefrihed, afvise den del af klagen, der byggede på traktatens artikel 85 og 86, uden først at have undersøgt den franske lovgivning på baggrund af artikel 90.
Der henvises til Domstolens dom af
I den foreliggende sag er Kommissionen imidlertid enig i den franske regerings synspunkt, ifølge hvilket den franske lovgivning fra 1974 ikke påbyder indgåelse af en aftale mellem væddeløbsselskaber, men direkte tildeler PMU eneret til at organisere off-coursevæddemål efter totalisatorsystemet. Følgelig er den konkurrencebegrænsende virkning efter Kommissionens ovennævnte argumentation et direkte resultat af den nationale lovgivning Der henvises til Domstolens dom af
Appelindstævnte har endelig gjort gældende, at de traktatstridige nationale bestemmelser ikke kan påberåbes for at afvise, at handelen mellem medlemsstater påvirkes negativt. Ifølge Ladbroke forhindrer den omstændighed, at man ikke kan lægge virksomhederne til last, at de har efterkommet deres nationale lovgivninger, ikke, at det fastslås, at virksomhederne har tilsidesat fællesskabsretten.
Appellanten har lil støtte for sine påstande påberåbt sie Domstolens dom af
Endelig har den franske regering kritiseret dommens præmis 46, hvori Retten ifølge den franske regering fastslår, at Kommissionen, hvis den ikke havde indledt proceduren i henhold til artikel 90, kunne have afvist den del af klagen, der bygger på artikel 85 og 86, uden at undersøge den franske lovgivning. Denne fortolkning kunne forlede Kommissionen til allerede ved indgivelsen af en klage at bebude, at den — for at bevare sine skønsmæssige beføjelser — ikke har til hensigt at undersøge den nationale lovgivning i lyset af artikel 90.
Se den i fodnote 7 nævnte dom i sagen Ladbroke mod Kommissionen.
De anbringender, som Kommissionen og den Franske Republik har fremført mod den anfægtede dom, vedrører følgende spørgsmål:
6. betragtning til Kommissionens beslutning, som Retten har taget behørigt hensyn til, og som er nævnt i den anfægtede doms præmis 14.
6. betragtning, tredje afsnit, til Kommissionens beslutning.
Det fremgår dog af mine tidligere bemærkninger, at Kommissionens afvisning af klagen ikke slet og ret kan annulleres i sin helhed. Kommissionens fejl (ifølge den udlægning af artikel 85, som Retten har antaget) skyldes den måde, hvorpå den afviste det første punkt i Ladbroke's klage, dvs. det punkt, der vedrører de aftaler og former for samordnet praksis, på grundlag af hvilke væddcløbssclskabcrnc har tilagt PMU eneret til at udbyde væddemål efter totalisatorsystemet i Frankrig. Denne sondring er efter min opfattelse nødvendig for bedre at forstå indholdet af den anfægtede dom.
I øvrigt findes der ikke nogen sådan ret. Se den i fodnote 16 nævnte dom i sagen GEMA mod Kommissionen.
Ovennævnte påstand er således ubegrundet.
Hvis denne fortolkning var rigtig, måtte Rettens dom efter min opfattelse ophæves. De to procedurer, som Kommissionen iværksatte i henhold til henholdsvis artikel 90 og 85 eller 86, er fuldstændig uafhængige af hinanden. I øvrigt fremgår det på ingen måde af fortolkningen af disse artikler, sammenholdt med hinanden, at undersøgelsen i henhold til artikel 90 skal være afsluttet før undersøgelsen i artikel 85 og 86. For så vidt traktaten derfor overlader det til Kommissionens skøn at afgøre, hvornår og hvorledes den bør gribe ind, kan der ikke findes hjemmel til en begrænsning af denne skønsret for så vidt angår valget af egnede procedurer i en sammenligning mellem disse procedurer. En sådan begrænsning kan i øvrigt kun have ringe praktisk betydning. Som den franske regering med rette har bemærket, kan Kommissionen fremover undlade at iværksætte proceduren i henhold til artikel 90 før den endelige afvisning af klagen i henhold til artikel 85 og 86, netop for at undgå de forpligtelser, Retten pålægger den.
Se punkt 31 ovenfor.
Her synes det hensigtsmæssigt al henvise til dommen i sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen (nævnt i fodnote 9, præmis 21, 22 og 23), hvori Domstolen skulle tage stilling til et lignende spørgsmål i en appelsag.
Følgelig hviler Rettens synspunkt, som anfægtes af appellanterne,
Læseren af den anfægtede dom bør ikke lade sig forvirre af, at der i sidste punktum i præmis 46 henvises til artikel 90. For det første tager Retten ikke stilling i denne passage, men rejser blot problemet ved at bemærke, at der i den foreliggende sag er indgivet klage på grundlag af artikel 90, og at klagen endnu behandles af Kommissionen. Med andre ord er Kommissionens forpligtelse til at undersøge den franske lovgivning før den endelige afvisning af de dele af klagen, der Dygger på artikel 85 og 86, ikke en følge af, at Kommissionen tillige har fået forelagt en klage over tilsidesættelse af artikel 90. Denne forpligtelse følger direkte af artikel 85 og 86, hvilket efter min opfattelse klart fremgår af ordlyden af præmis 50 og 51 i den anfægtede dom. Man havde blot i den foreliggende sag allerede iværksat proceduren i henhold til artikel 90, som er den procedure, Kommissionen skal følge ved vurderingen af en national lovgivnings overensstemmelse med Fællesskabets retsorden, hvilket fremgår direkte af traktaten (jf. nedenfor i punkt 68 ff. i dette forslag til afgørelse).
Det drejer sig om tilfælde som det foreliggende, hvor en af enkeltpersoner udøvet aktivitet, hvis forenelighed med Fællesskabets konkurrenceregler i og for sig kan drages i tvivl, er dikteret af nationale foranstaltninger, som denne aktivitet er underkastet, og som undtager det nationale marked fra reglerne om fri konkurrence og samhandel mellem medlemsstater. Selv i disse tilfælde er det ikke nødvendigt først at undersøge de nationale regler, førend der træffes endelig beslutning med hensyn til artikel 85 og 86. Kommissionen kan f.eks. fastslå, at en undersøgelse af de pågældende virksomheders aktivitet i sig selv viser, at virksomhederne ikke har indgået aftaler eller samordnet praksis eller misbrugt en dominerende stilling. Kommissionen kan dog som i den foreliggende sag basere sin analyse, ikke på disse virksomheders adfærd, men på den omstændighed, at denne adfærd under ingen omstæendigheder kan påvirke konkurrencereglerne eller samhandelen mellem medlemsstater, idet der foreligger en national lovgivning, som absolut og nødvendigvis nar ført til dette resultat. Den ifølge Retten korrekte fortolkning og anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 er således nødvendigvis en følge af vurderingen af denne nationale lovgivnings overensstemmelse med fællesskabsretten.
Præmis 49 i den anfægtede dom.
For det første hviler Kommissionens endelige afvisning af klagen i henhold til artikel 85 og 86 Som anført ovenfor (i punkt 34), kunne Kommissionens øvrige argumenter ikke i sig selv begrunde den endelige afvisning af de dele af klagen, som byggede på traktatens artikel 85 og 86.
For det andet har Kommissionen for så vidt angår spørgsmålet om den franske lovgivnings overensstemmelse med fællesskabsretten iværksat behandlingen af den klage, som Ladbroke har indgivet i henhold til artikel 90, og denne behandling er endnu ikke afsluttet.
For det tredje har Kommissionen selv erkendt, at det er nødvendigt at afgøre spørgsmålet om den franske lovgivnings forenelighed med fællesskabsretten for at besvare spørgsmålene om, hvilke konkurrenceregler det franske marked for væddemål i forbindelse med hestevæddeløb er eller bør være underkastet Se ovennævnte præmis 47 i den anfægtede dom. Kommissionen har i det første led af sit første appclanbringcndc bestridt rigtigheden af denne præmis, som efter Kommissionens opfattelse bygger på en fejlagtig fortolkning af Kommissionens svarskrift i sagen for Retten. Men i virkeligheden har Kommissionen ikke forstået den rigtige mening med præmis 47. Retten har ikke hævdet, at Kommissionen havde fundet det nødvendigt at afslutte proceduren i henhold til artikel 90 før den endelige stillingtagen med hensyn til traktatens artikel 85 og 86. Retten har imidlertid fundet, at selv fra Kommissionens synspunkt kan det konkurrenceretlige problem, som Ladbroke's klage i almindelighed rejser, ikke løses tilfredsstillende uden en besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt den franske lovgivning om PMU's monopol er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.
Præmis 50 i den anfægtede dom.
Ifølge Rettens argumentation er Kommissionen i medfør af traktatens artikel 85 og 86 saml artikel 155 direkte forpligtet til at undersøge overensstemmelsen mellem den nationale lovgivning og Fællesskabets konkurrenceregler. Kommissionen kan således i modsætning til, hvad den franske regering har hævdet i sit tredje anbringende til støtte for appellen, ikke unddrage sig denne forpligtelse ved på det tidspunkt, hvor klagen indgives, at tilkendegive, at den for at bevare sin skønsbeføjelse ikke har til hensigt at undersøge den nationale lovgivning i lyset af artikel 90.
Nemlig at Kommissionen i visse tilfælde først skal vurdere den nationale lovgivnings forenelighed med Fællesskabets konkurrenceregler, førend den tager endelig stilling til en klage i henhold til artikel 85 og 86.
I denne dom (citeret i fodnote 12) vedrørende virksomheder, som markedsfører sukker, har Domstolen ræsonneret som følger (præmis 65-72):
... Desuden havde den italienske ordning og dens gennemførelse til formål og følge nøje at tilpasse den udbudte mængde til den efterspurgte for at fjerne et væsentligt led i konkurrencens frie spil; dernæst har den ovenfor omtalte ordning i betydelig grad nedsat de pågældendes mulighed for at aftale en pris, som kunne fremgå af det frie spil mellem udbud og efterspørgsel; ydermere har den italienske ordning indirekte, men afgørende hindret køberens fri valg af leverandør og omvendt; ... Selv om det, som det er fastslået ovenfor, må antages, at navnlig systemet med nationale kvoter kun overlader en meget begrænset mulighed for konkurrence, idet det fremmer en opdeling af de nationale markeder, så reduceres dette område på sin side på afgørende vis af den særlige italienske markedsordning. Det fremgår af disse betragtninger, at den påtalte adfærd ikke føleligt har kunnet påvirke konkurrencens frie spil, og den falder derfor ikke ind under forbuddet i traktatens artikel 85.
Jeg finder det vigtigt at anføre, at Domstolen i dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen anerkendte, at den italienske lovgivning vedrørende handel med sukker ikke var åbenbart i strid med Fællesskabets retsorden. I øvrigt var det ikke lykkedes for fællesskabsinstitutionerne at etablere en ordning med fuldstændig konkurrencefrihed for sukker. Den fælles markedsordning for sukker indeholdt vigtige undtagelser for det italienske marked, hvilket i sidste instans bevirkede, at den italienske lovgiver kunne reducere konkurrencefriheden til et meget lavt niveau. Selv om der ikke direkte i dommen hentydes til den italienske lovgivnings overensstemmelse med fællesskabsretten, mener jeg, at Domstolen stiltiende har taget hensyn til dette, førend den fastslog, at traktatens artikel 85 og 86 ikke finder anvendelse på virksomheder, der virker på det italienske marked. Efter min opfattelse er det ingenlunde sikkert, at den endelige afgørelse ville have haft samme indhold, såfremt den nationale lovgivning, som hindrede anvendelsen af artikel 85 og 86, havde været direkte i strid med fællesskabsreglerne.
Et karakteristisk eksempel er dommen i sagen Slichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen (nævnt i fodnote 12).
Se dom af
Dommen er nævnt i fodnote 15.
På den anden side har Domstolen gentagne gange fastslået, at Senest dom af
Disse udtalelser er fuldt ud overensstemmende. Selv om det nemlig er rigtigt, at artikel 85 og 86 vedrører konkurrencebegrænsende adfærd fra virksomhedernes side, er forholdet tillige det, at medlemsstaterne ikke må tillade virksomhederne at unddrage sig disse forbud ved at give dem et
Se Domstolens dom af
Modsætningsvis kan det fastslås, at når den nationale lovgivning ikke vedrører virksomhedernes aftaler eller samordnede praksis, men selv fastsætter de regler, som markedet er underkastet, er indgrebet i konkurrencen alene en følge af en statslig forskrift, som ikke er omfattet af artikel 85's anvendelsesområde I Mcng-sagcn skulle Domstolen tage stilling til den tyske forsikringslovgivning, hvorefter det er forbudt at afstå en del af provisionen til kunderne. Domstolens endelige stillingtagen til dette spørgsmål byggede på følgende overvejelser:
Det spørgsmål rejser sig nu, om Rettens argumentation skal godtages af Domstolen i appelsagen.
Jf. udviklingen af Domstolens praksis fra dom af
Jeg kan her henvise til det mere generelle problem, der rejser sig i de nationale retsordener, såvel inden for strafferetten som inden for disciplinærrcttcn, nemlig spørgsmålet om, i hvilket omfang en ordre fra en overordnet eller ukendskab til loven gør handlingen mindre ulovlig eller begrænser eller endog helt udelukker ansvar.
Heks. hvis disse virksomheder godtgør, at de har rettet sig efter de nationale regler, fordi de havde god grund til at tro, at disse var i overensstemmelse med de tilsvarende fællesskabsregler, eller pi grund af de strenge sanktioner, som en manglende overholdelse af disse regler ville have medført. Er den nationale lovgivning derimod åbenbart i strid med fællesskabsretten, og er virksomheden klar over dette, kan jeg ikke se, hvorfor virksomheden skulle kunne gemme sig bag den nationale foranstaltning for at undgå sanktionerne i henhold til artikel 85.
Jeg finder under alle omstændigheder, at den pågældende sondring er nødvendig. I modsat fald ville den urimelige situation opstå, at en virksomhed, som af den nationale lovgivning er blevet påtvunget en adfærd i strid med artikel 85 og 86, automatisk skal underkastes de sanktioner, der er fastsat i disse bestemmelser. Vedrørende dette spørgsmål henviser jeg til det forslag til afgørelse, som generaladvokat Jacobs fremsatte den
Dom af
Se punkt 56 ff. i dette forslag til afgørelse.
Naturligvis forudsat at Kommissionen ved efterprøvelsen konstaterer, at virksomhedernes adfærd er omfattet af artikel 85 og 86.
Se Meng-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 15.
Domstolens praksis angående anvendelsen på national lovgivning af artikel 90 på den ene side og artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, på den anden side viser, at disse retsforskrifter ikke kan påberåbes kumulativt. Navnlig er det en forudsætning for undtagelsesvis at anse en national lovgivning for omfattet af artikel 85 og 86, at det fastslås, at denne lovgivning har mistet sin
Jf. dom af
Det skal bemærkes, at når der rejser sig et spørgsmål om foreneligheden med fællesskabsretten af nationale foranstaltninger, der tillægger virksomheder eksklusive eller særlige rettigheder, er artikel 90 den lex specialis, som først og fremmest finder anvendelse (hvad angår den særlige karakter af artikel 90 henvises til generaladvokat Rcischrs forslag til afgørelse ad dom af
Det må erindres, al proceduren i henhold til traktatens artikel 85 og 86 sammenholdt med artikel 5, ikke kan føre til vedtagelse af en kommissionsbeslutning, der retter sig til medlemsstaterne og ikke til virksomhederne (jf. kendelse af
Det er i øvrigt også et spørgsmål, om ikke denne mulighed tillige griber ind i medlemsstatens ret til kontradiktion. Da proceduren i henhold til forordning nr. 17 er rettet til virksomhederne, vil medlemsstaten ikke være til stede, når spørgsmålet om de relevante nationale bestemmelsers forenelighed med fællesskabsretten rejser sig. Ganske vist kan medlemsstaten opfordres til at fremsætte bemærkninger, selv om der ikke findes nogen skriftlig bestemmelse herom (jf. Domstolens opfattelse i dom af
I øvrigt vil denne mulighed, som det blev bemærket af Kommissionen under Mcng-sagcn, kunne være til skade for fællesskabsrettens ensartethed. Kommissionen vil nemlig kunne sikre overholdelsen af Fællesskabets konkurrenceregler ved hjælp af et retligt våben, som føjer sig til den række af våben, som Kommissionen normalt anvender for at pålægge ophævelse af nationale foranstaltninger, der er i strid med fællesskabsreglerne. Ganske vist kan sidstnævnte argument tilbagevises i betragtning af den specifikke karakter af reglerne i artikel 85 og 86, men også i betragtning af det økonomiske formål, som fællesskaberne har — eller i hvert fald havde oprindeligt. Jeg kan tilføje, at den omstændighed, at Kommissionens beføjelser alene udvides med hensyn til kun ét af målene for Fællesskabets retsorden, ikke er nogen begrundelse for at undgå denne løsning. Det har i praksis vist sig, at den europæiske integration ikke kan skride frem i samme tempo på alle områder.
Angående proceduren i henhold til artikel 169, se dom af
Jf. punkt 48 og 66 ovenfor.
Domstolens dom af
Jf. fodnote 15 ovenfor.
Jf. fodnote 15 ovenfor.
Jf. punkt 21 ovenfor.
I sin analyse af den franske lovgivning (punkt 6 i den omtvistede beslutning) begrænser Kommissionen sig til at udtale, at 1974-dekretet ikke kan betragtes som lovgivers efterfølgende lovliggørelse af væddeløbsselskabernes aftaler eller samordnede praksis, idet disse aftaler og denne samordnede praksis allerede blev påbudt ved det franske dekret af 1930.
Det tilkommer i øvrigt ikke Domstolen eller Retten at supplere begrundelsen for den anfægtede beslutning eller at sætte deres begrundelse i stedet. Derfor er det helt uden vægt, at Kommissionens repræsentanter har gjort gældende under både den skriftlige og den mundtlige forhandling, at den franske lovgivning ikke falder ind under den kategori, der ophæver virkningen af artikel 85 og 86. Denne konstatering burde være fremgået klart og i begrundet form af den anfægtede beslutning, som skulle have indeholdt en særlig analyse af de nationale regler på baggrund af artikel 85 og 86. Med andre ord behandles dette retlige spørgsmål ikke med den fornødne omhu, selv om Kommissionen udtrykkeligt anerkender spørgsmålets betydning og de vanskeligheder, der er forbundet med spørgsmålet, når den skal behandle samme lovgivning på baggrund af artikel 90.
Jf. dommen i sagen Automcc mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 16, samt dom af
Se præmis 50 i den anfægtede dom, som indeholder andre henvisninger til retspraksis.
Hvilken interesse ville det i øvrigt have at undersøge foreneligheden med fællesskabsretten af den franske lovgivning om væddemål i hestevæddeløb, hvis det var tilstrækkeligt blot at konstatere, at den pålægger virksomhederne en bestemt adfærd, som betingelse for at fritage disse virksomheder fra anvendelsen af artikel 85 og 86?
Det skal bemærkes, at disse kriterier, jf. ovennævnte Mcngdom, er fastsat af Domstolen i forbindelse med dens præjudicielle afgørelser. Der er således tale om tilfælde, hvor kontrollen med den nationale lovgivning på grundlag af artikel 85 og 86 udøves af en national ret og ikke af Kommissionen. Når Kommissionen undersøger en adfærd hos virksomheder i henhold til disse artikler, fokuseres kontrollen på denne adfærd. Og når Domstolen skal efterprøve Kommissionens beslutninger i henhold til forordning nr. 17, begrænser den sig til de forhold, der har forbindelse med virksomhedernes adfærd og tager alene hensyn til national lovgivning for at fastslå, hvorvidt den pålægger denne adfærd, og ikke for at fastslå, om den er i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Følges dette ræsonnement, skal Kommissionen som led i sin kontrol med virksomhedernes adfærd tage stilling til, om den pågældende franske lovgivning fratager artikel 85 og 86 enhver virkning. Med andre ord opfordrer jeg Kommissionen til som led i sagsbehandlingen at kontrollere den nationale lovgivnings overensstemmelse med fællesskabsretten; derfor gælder det, jeg har anført i punkt 71 ff. i dette forslag til afgørelse, ligeledes i denne situation. Den eneste forskel er, at denne kontrol ikke omfatter samtlige de statslige forskrifter, som i givet fald begrænser konkurrencen (hvilket er underforstået i den generelle formulering af den anfægtede doms præmis 49), men alene de nationale bestemmelser, som berøver artikel 85 og 86 deres virkning, jf. Domstolens dom i GB-Inno-BM-sagcn og Mcng-sagen. Med andre ord søger jeg, efter min opfattelse med rette, med mit forslag til afgørelse blot at bekræfte og udvide anvendelsen af denne retspraksis.
Tendensen går nu i retning af en strengere anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 på bekostning af de nationale lovgivninger (jf. dom af