16.8.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/8


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2021/1358

af 30. juni 2021

om tilladelse til Slovakiet til at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/267

(meddelt under nummer C(2021) 4629)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/267 af 16. februar 2021 om særlige og midlertidige foranstaltninger i lyset af covid-19-krisens vedholdenhed vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser, udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen samt forlængelse af visse perioder, som omhandles i forordning (EU) 2020/698 (1), særlig artikel 11, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2021/267 forlænges gyldigheden af lokomotivførerlicenser, der ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(2)

Ifølge artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2021/267 forlænges fristerne for, hvornår indehaveren af en lokomotivførerlicens skal gennemføre de periodiske kontroller, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(3)

Ved brev af 7. maj 2021 fremsendte Slovakiet en begrundet anmodning om tilladelse til at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267. Slovakiet fremlagde yderligere oplysninger til støtte for anmodningen den 31. maj 2021.

(4)

Slovakiet anmoder gennem sin begrundede anmodning om tilladelse til at forlænge de perioder mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, der er fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267, med fire måneder og tilladelse til at forlænge de perioder på 10 måneder, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, og (2) i forordning (EU) 2021/267, med fire måneder.

(5)

Ifølge oplysningerne fra Slovakiet vil det sandsynligvis stadig ikke være praktisk muligt for indehavere af lokomotivførerlicenser at forny deres licenser eller gennemføre periodiske kontroller efter den 30. juni 2021 grundet de foranstaltninger, landet har truffet for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19.

(6)

Blandt de foranstaltninger, der er truffet for at begrænse spredningen af covid-19, har den slovakiske regering indført et forbud mod forsamlinger af mere end seks personer, en ordre om at arbejde hjemmefra og et udgangsforbud. Ifølge denne medlemsstat var det på grund af disse foranstaltninger ikke praktisk muligt mellem januar og april 2021 at gennemføre den nødvendige efteruddannelse til fornyelse af lokomotivførerlicensernes gyldighed.

(7)

Ifølge oplysningerne fra Slovakiet blev det tilladt at afholde efteruddannelser fra den 19. april til den 15. maj 2021, hvor pandemisituationen langsomt begyndte at forbedres, om end disse var underlagt visse begrænsninger. Antallet af deltagere i hvert efteruddannelsesforløb blev reduceret betydeligt, og uddannelsesfaciliteterne krævede en negativ covid-19-test ved udførelsen af kontrol.

(8)

Ifølge Slovakiet er de foranstaltninger, som regeringen har beordret, blevet lempet siden den 15. maj 2021, og uddannelsesfaciliteterne har efterfølgende kunnet genoptage efteruddannelserne. Ved gennemførelsen af efteruddannelserne er en afstand på to meter mellem deltagerne dog stadig påkrævet. Det betyder, at kun et lille antal deltagere kan være til stede i hvert efteruddannelsesforløb.

(9)

Det fremgår af oplysningerne fra Slovakiet, at selv om efteruddannelserne er blevet genoptaget, gælder afslutningen af de forsinkede efteruddannelsesaktiviteter i den pågældende medlemsstat også andet personale end lokomotivførere, som anses for at være lige så nødvendigt for at udføre og sikre jernbanetransportaktiviteter. Ifølge Slovakiet er gyldigheden af kompetencebeviser for andet personale end lokomotivførere også blevet forlænget yderligere på grundlag af national lovgivning. Det er derfor nødvendigt at tilrettelægge nye efteruddannelser, ikke kun for at efteruddanne lokomotivførere, men også andre fagfolk.

(10)

Ifølge oplysningerne fra Slovakiet findes der kun én uddannelsesinstitution i Slovakiet, som tilbyder efteruddannelse og kontrol af fagfolk inden for jernbanetransport, herunder lokomotivførere, samt to andre faciliteter med tilladelse til at tilbyde kun den tekniske del af efteruddannelsen til lokomotivførere. Slovakiet anslår, at antallet af lokomotivførere, der skal kontrolleres, er højt — mindst 993 personer i de to største jernbanevirksomheder skal gennemføre en efteruddannelse, idet der er 43 jernbanevirksomheder, der leverer passager- og godstransport i Slovakiet. Den pågældende medlemsstat anslår derfor, at de eksisterende uddannelsesfaciliteter ikke vil have kapacitet til at håndtere denne stigning i antallet af kontroller før den 30. juni 2021.

(11)

Ifølge skøn fra Slovakiet bør efterslæbet i forbindelse med gennemførelsen af den periodiske kontrol af indehavere af lokomotivførerlicenser være afhjulpet inden for fire måneder.

(12)

Ifølge oplysningerne fra Slovakiet vedrører spørgsmålet om gyldigheden af lokomotivførerlicenser og dertil knyttede kontroller kun lokomotivførere, som har mange års erhvervserfaring med at føre jernbanekøretøjer. De forlængelser, der anmodes om, bør derfor ikke medføre uforholdsmæssige risici med hensyn til transportsikkerhed og -sikring.

(13)

Slovakiet bør derfor gives tilladelse til at forlænge de perioder mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, der er fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267, med fire måneder og til at forlænge de perioder på 10 måneder, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, og (2) i samme forordning, med fire måneder.

(14)

Slovakiet har accepteret, at denne afgørelse vedtages og meddeles på engelsk —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Slovakiet gives tilladelse til at forlænge de perioder, der er fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267, som følger:

a)

en forlængelse på fire måneder af perioderne mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267, og

b)

en forlængelse på fire måneder af perioderne på 10 måneder, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i nævnte forordning.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Slovakiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juni 2021.

På Kommissionens vegne

Adina-Ioana VĂLEAN

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 60 af 22.2.2021, s. 1.