KOMMISSIONENS BESLUTNING af 31 . maj 1989 om den italienske regerings stoette til bilproducenten Alfa Romeo ( motorkoeretoejssektoren ) ( Kun den italienske udgave er autentisk ) ( 89/661/EOEF )

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk . 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger, jf . ovennaevnte artikel, og

ud fra foelgende betragtninger :

I

Ved skrivelse af 1 . oktober 1986 anmodede Kommissionen den italienske regering om oplysninger om den stoette, som den italienske regering ifoelge presseforlydender havde ydet bilproducenten Alfa Romeo i 1985 i form af et kapitalindskud paa 209 milliarder lire .

Ved skrivelse af 21 . november 1986 fra Italiens Faste Repraesentation bekraeftede den italienske regering, at Alfa Romeos aktionaerer, Finmeccanica og IRI, i 1985 havde besluttet at indskyde kapital paa 206,2 milliarder lire til daekning af virksomhedens tab i 1984 og i foerste halvaar af 1985 . Det blev endvidere meddelt, at der endnu ikke kunne gives oplysninger om daekningen af tab indtil udgangen af 1986, da forhandlingerne om Fiats overtagelse af Alfa Romeo lige var blevet afsluttet .

Kommissionen anmodede ved telex af 18 . december 1986 den italienske regering om at oplyse, om den havde ydet Alfa Romeo eller Fiat yderligere stoette i forbindelse med Fiats overtagelse af Alfa Romeo, eller om den paataenkte at goere det .

Ved telex af 30 . januar 1987 fra Italiens Faste Repraesentation meddelte den italienske regering Kommissionen, at der ikke var ydet offentlig stoette i forbindelse med overtagelsen, og at der heller ikke var planer derom . Fiat overtog Alfa Romeo, efter at et uafhaengigt konsulentfirma havde foretaget en vurdering af de to konkurrerende tilbud fra Ford og Fiat, og overtagelsen skete saaledes paa almindelige

markedsvilkaar . Endvidere blev det meddelt, at de finansielle oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, endnu ikke forelaa, men at de ville blive fremsendt snarest muligt .

Som svar paa Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger meddelte den italienske regering ved telex af 27. marts 1987, at de eksterne eksperter havde konkluderet, at begge tilbud var oekonomisk acceptable, men at Fiats maatte foretraekkes af foelgende aarsager : det gav mulighed for en

hurtigere fornyelse af Alfa Romeo's produktsortiment, det omfattede ogsaa Alfa Romeo's associerede virksomheder i Italien, det fritog Finmeccanica for en del af gaeldsbyrden, og det indeholdt klare beskaeftigelsesmaessige maalsaetninger . Svaret indeholdet desuden oplysninger om den af Fiat tilbudte pris for Alfa Romeo; Fiat ville overtage 700 mia lire af Alfa Romeo's gaeld ( inklusive de laan, der var ydet i henhold til lov nr . 675/77 ) og betale et beloeb paa 1 050 milliarder lire i fem aarlige rater, hvoraf den foerste skulle erlaegges seks aar efter overtagelsestidspunktet den 1 . januar 1987 . Det blev oplyst, at den del af Alfa Romeo's gaeld, der ikke blev overtaget af Fiat, skulle paahvile saelgeren ( inklusive det laan, der var ydet i henhold til lov nr . 46/82 ).

Selv om Kommissionen ved flere lejligheder anmodede om detaljerede oplysninger om betingelserne for salget af Alfa Romeo til Fiat og om det konkurrerende tilbud fra Ford, indeholdt den italienske regerings skrivelse af 2 . juli 1987 ingen yderligere oplysninger .

Kommissionen besluttede den 29 . juli 1987 at indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, med hensyn til kapitalindskuddet paa 206,2 mia lire i Alfa Romeo i 1985 samt den formodede stoette til Fiat's overtagelse af Alfa Romeo . Paa grundlag af de foreliggende oplysninger naerede Kommissionen mistanke om, at den italienske regering havde givet Fiat en konkurrencemaessig fordel ved at forlange en lavere pris for Alfa Romeo's aktiver af Fiat end af den anden tilbudsgiver, Ford; Fiat overtog disse aktiver ved udgangen af 1986 . Kommissionen oenskede ogsaa at undersoege, hvorvidt kapitalindskuddet i 1985 var indregnet i salgsprisen .

Ved skrivelse af 6 . august 1987 opfordrede Kommissionen derfor den italienske regering til at fremsaette sine bemaerkninger og besvare de spoergsmaal, der var stillet i skrivelsen . I henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, blev de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter ligeledes anmodet om at fremsaette bemaerkninger .

II

Som led i proceduren fremsatte den italienske regering sine bemaerkninger ved skrivelse af 7 . oktober 1987 . I denne skrivelse bekraeftede den, at salget af Alfa Romeo til Fiat-koncernen ikke omfattede stoetteelementer efter EOEF-Traktatens artikel 92 . Den fremsatte endvidere nogle oplysninger, hvoraf det fremgaar, at Alfa Romeo i loebet af

1986 fik tilfoert ekstra kapital paa 408,9 milliarder lire . Koncernen havde vaeret tabsgivende i hvert fald siden 1978, og i 1986 androg tabene 313,3 mia lire . Det blev endvidere oplyst, at Alfa Romeo Auto, som Fiat ikke overtog, havde en gaeld paa 291 mia lire .

Den italienske regering oplyste i oevrigt, at Finmeccanica ville meddele Kommissionen de oplysninger, den havde anmodet om med hensyn til betingelserne for overtagelsen og vurderingen af de to konkurrerende tilbud . Oplysningerne ville blive sendt direkte fra Finmeccanica .

Finmeccanica sendte Kommissionen en raekke oplysninger ved skrivelse af 20 . oktober 1987, 29 . december 1987 og 8 . marts 1988 .

Fire andre medlemsstater fremsatte bemaerkninger som led i ovennaevnte procedure .

III

Af de oplysninger, den italienske regering og Finmeccanica fremsatte som led i proceduren, fremgik det, at kapitalindskuddet paa 408,9 milliarder lire i 1986 havde til formaal af nedbringe Alfa Romeo-koncernens nettogaeld tilsvarende . Finmeccanica indskoed en del af denne kapital gennem sit helejede datterselskab SAIGE. Tilfoerelsen af ny kapital forbedrede saaledes Alfa Romeo-koncernens finansielle situation vaesentligt . Det skal bemaerkes, at der blev truffet beslutning om kapitalindskuddet i juni 1986 under salgsforhandlingerne mellem Finmeccanica og Ford, som fandt sted fra maj til september 1986 .

Den 10 . maj 1988 besluttede Kommissionen derfor at udvide den procedure, den havde indledt den 29 . juli 1987, til ogsaa at omfatte stoetteelementerne i den nye kapital paa 408,9 mia lire . Endvidere anmodede Kommissionen paa ny den italienske regering om at fremsaette detaljerede oplysninger om salget af Alfa Romeo og om de noejagtige betingelser i de to konkurrerende tilbud .

Kommissionen opfordrede ved skrivelse af 19 . maj 1988 den italienske regering til at fremsaette sine bemaerkninger . Ved skrivelse af 25 . maj 1988 stillede den Finmeccanica og den italienske regering en raekke spoergsmaal om vurderingen af de konkurrerende tilbud . I henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, blev de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter ligeledes opfordret til at fremsaette bemaerkninger .

IV

Ved skrivelse af 21 . juli 1988 fremsatte de italienske myndigheder deres bemaerkninger . Bilagene til denne skrivelse, Finmeccanica's skrivelse af 15 . juli 1988 samt de italienske myndigheders skrivelse af 17 . november 1988 med tilhoerende bilag indeholdt detaljerede oplysninger om foelgende :

- Alfa Romeo's finansielle situation ved udgangen af 1986

- en tidsplan for forhandlingerne mellem Finmeccanica og de to tilbudsgivere i 1986

- betingelserne i salgsaftalen mellem Fiat og Finmeccanica

- de finansielle arrangementer vedroerende de af Alfa Romeo-koncernens aktiver, som Finmeccanica beholdt, de betingelser, hvorpaa disse blev solgt til de offentlige banker, samt Finmeccanica's indfrielse af den resterende finansielle gaeld

- Fiat's oprettelse af Alfa Lancia-koncernen, samt dennes resultater i 1987

- investeringerne i Alfa Romeo i 1986 og 1987 samt den stoette, der blev ydet dertil .

Den italienske regering anfoerte, at der ikke var nogen rimelig grund til, at den kapital paa 408,9 mia lire, som i juni 1986 blev indskudt i Alfa Romeo af aktionaererne, Finmeccanica og dettes datterselskab SAIGE, blev kaedet sammen med senere beslutninger om salget af Alfa Romeo . til forskel fra kapitalindskuddet paa 206,2 mia lire i 1985 blev det nye kapitalindskud nemlig ikke anvendt til at kompensere for tab, idet man havde opnaaet en saadan kompensation gennem en nedskaering af aktiekapitalen; det nye kapitalindskud var knyttet sammen med et treaarigt investeringsprogram ( 1986-1988 ) og tog sigte paa at sikre virksomheden en sund oekonomi i forbindelse med den strategi, der skulle anvendes for effektivt at loese dens strukturbestemte problemer . Efter den italienske regerings opfattelse maatte kapitalindskuddet derfor anses for at vaere foreneligt med Traktaten . Paa grund af Alfa Romeo's prestige og foererstilling paa verdensmarkedet for sportsvogne kunne et omfattede oekonomisk strukturomlaegningsprogram, som ogsaa ville bidrage til at hoejne kvaliteten af det teknologiske potentiel, ligeledes vaere attraktivt for private aktionaerer . Transaktionen blev ogsaa anset for at vaere helt i overensstemmelse med regeringens politik for privatisering af sektorer, hvor statens medvirken ikke er af strategisk betydning .

Det blev ligeledes fremfoert, at der udelukkende blev foert forhandlinger med Ford paa det tidspunkt, hvor Alfa Romeo's generalforsamling traf beslutning om at foroege selskabskapitalen med 408,9 mia lire, og paa det tidspunkt, hvor aktionaererne indbetalte den supplerende kapital; dette skulle i sig selv vaere tilstraekkeligt til at vise, at det ikke var formaalet med denne transaktion af begunstige Fiat paa nogen maade . De italienske myndigheder fandt derfor, at Kommissionens paastand om at kapitaltilfoerslen satte Fiat i stand til at koebe Alfa Romeo uden at paatage sig hele gaelden, var ubegrundet .

Med hensyn til sammenligningen mellem Fiat's og Ford's tilbud gentog de italienske myndigheder, at beslutningen om at vaelge Fiat var baseret paa et uafhaengigt konsulentfirmas finansielle vurdering af de to tilbud; dette firma konkluderede den 3 . november 1986, at baade Ford's og Fiat's tilbud

var oekonomisk acceptable for Finmeccanica, og at de var af en stoettelsesorden, som de uafhaengige konsulenter ansaa for rimelig . Konsulenterne understregede imidlertid, at Fiat's tilbud var det mest fordelagtige for Finmeccanica ud fra et finansielt synspunkt . Ifoelge de italienske myndigheder accepterede Finmeccanica's bestyrelse ikke blot Fiat's tilbud paa grund af dets finansielle fordele, men ogsaa fordi det havde nedenstaaende fortrin fremfor Ford's tilbud :

- det ville fritage Finmeccanica for forpligtelsen til at medvirke ved daekningen af Alfa Romoe's tab efter den 1 . januar 1987 og til at bidrage til den strukturomlaegning, der er noedvendig for at fjerne de strukturbestemte aarsager til disse tab;

- det ville medfoere en hurtigere fornyelse af Alfa Romeo's produktsortiment og herved sikre, at virksomheden paa forholdsvis kort tid kunne opnaa en rimelig konkurrenceevne paa det europaeiske marked;

- tilbuddet omfattede alle Alfa Romeo's associerede selskaber;

- det indeholdt klare beskaeftigelsesmaessige maalsaetninger.

Paa grund af ovenstaaende besluttede Finmeccanica's og IRI's bestyrelser at vaelge Fiat's tilbud . Dette blev godkendt af den italienske regering ved beslutning af 7 . november 1986 .

To andre medlemsstater fremsatte bemaerkninger som led i den udvidede procedure .

V

Alfa Romeo er Italiens naeststoerste bilfabrikant . Virksomheden blev oprettet i 1910 og blev i 1933 overtaget af det offentlige holdingselskab IRI . Den foerste oliekrise i 1973/74, der skabte problemer af hidtil ukendt omfang paa bilmarkedet, medfoerte tab for Alfa Romeo, som for de fleste andre bilfabrikanter . Alfa Romeo kom dog aldrig over sine finansielle problemer og led konstant tab i de foelgende 14 aar .

I begyndelsen skyldtes virksomhedens problemer en raekke strategiske beslutinger, der var truffet i de foregaaende aar . Sidst i 1960'erne besluttede virksomheden at udvide sit produktsortiment og begynde at fremstille mindre biler; den opfoerte derfor produktions - og samlefabrikkerne for Alfa Sud i naerheden af Napoli . Disse fabrikker, der blev taget i brug i 1972, betoed en fordobling af Alfa Romeo's samlekapacitet, der kom til at udgoere ca . 400 000 biler paa aarsbasis . Fabrikkerne var dog altid praeget af overskudskapacitet, arbejdsmarkedsproblemer samt lav arbejdsproduktivitet . De store omkostninger, der var forbundet med Alfa Sud, forhindrede en fornyelse af de produkter, der blev fremstillet af Alfa Romeo's fabrikker i Milano, samt modernisering af disse produktionsanlaeg . Sidst i 1970'erne begyndte Alfa Romeo's ledelse af foere en mere forsigtig salgspolitik; den opgav eksport - og joint venture-aktiviteterne og begyndte at planlaegge for et aar ad gangen .

1980 betoed et vendepunkt i virksomhedens drift . Der blev vedtaget en tiaarsplan, som omfattede store investeringer i en stoerre og mere konkurrencedygtig produktion samt en aggressiv marketingpolitik . Planen omfattede ogsaa en omlaegning af virksomhedens organisationsstruktur . Alfa Romeo og Alfa Sud fusionerede til en virksomhed ( Alfa Romeo Auto ), medens aktiviteterne inden for flymotorer og erhvervskoeretoejer blev overtaget af to nye selskaber ( AVIO og ARVECO ). Den nye plan, der omfattede en »break-even«-produktion paa ca . 300 000 koeretoejer om aaret, tog hovedsagelig sigte paa foelgende : fornyelse af produktsortimentet og forkortelse af produktionsforloebet; indgaaelse af en aftale med Fiat-koncernen om produktion af faelles komponenter samt et joint venture med den japanske virksomhed Nissan om produktion af en ny, mindre bil ( ARNA ) i fabrikken i Napoli . Alfa Romeo skulle levere de samme motorer, som anvendes i Alfa Sud-produktionen, samt mekaniske komponenter, medens Nissan skulle levere karrosserierne . Den kraftige foroegelse af produktionen og kapacitetsudnyttelsen, der var planlagt, indtraf aldrig, fordi planen var alt for optimistisk, og ARNA viste sig at blive en fiasko . Alfa Romeo mistede fortsat markedsandele, og produktionen faldt i perioden 1981-1984 .

Paa baggrund af den betydelige overskudskapacitet, der praegede det europaeiske marked i 1983/84, tog Alfa Romeo sine maalsaetninger op til fornyet overvejelse og fastlagde en organisationsstruktur, som ikke laengere skulle vaere baseret paa en pris - og maengdemaessig foroegelse af afsaetningen, hvilket nu var urealistisk, men paa en drastisk nedskaering af produktions - og driftsomkostningerne samt en generel omstrukturering . Virksomheden reviderede sin investeringsplan med det formaal at naa fem til en noget lavere »break-even«-produktion ( 220 000 koeretoejer om aaret ) gennem en fuldstaendig fornyelse af produktionsprocessen og en optimering af produktionsortimentet ( ved anvendelse af de samme makrokomponenter til forskellige modeller ); dette medfoerte et betydeligt antal afskedigelser, der blev finansieret over fonden, Cassa Integrazione .

Til en del af disse investeringer har Alfa Romeo modtaget offentlig stoette i henhold til lov nr . 675/77 og lov nr . 46/82 . Kommissionen godkendte i november 1983 og juli 1984, at Alfa Romeo fik udbetalt investeringsstoette i form af tilskud paa 88 mia lire og laan paa lempelige vilkaar samt rentegodtgoerelse paa 363 milliarder lire til overfoersel af visse aktiviteter til anlaeggene i Mezzogiorno og til et samarbejde med Fiat om produktion af komponenter . I december 1984 godkendte Kommissionen ogsaa laan paa lempelige vilkaar paa 81,6 milliarder lire og tilskud paa 39,6 mia lire til investeringer i innovation samt forskning og udvikling . Disse investeringer skal ikke ses i sammenhaeng med det kapitalindskud, der blev foretaget i 1985 . De indgik ikke som led i en stoerre teknisk eller finansiel omstrukturering af koncernen men vedroerte udelukkende overfoersel af visse aktiviteter til Mezzogiorno . De italienske myndigheder gav paa intet tidspunkt Kommissionen meddelelse om, at de paataenkte at indskyde ny kapital i Alfa Romeo eller at yde den stoette til supplerende investeringer, finansiel strukturomlaegning eller kompensation for koncernens driftstab .

Da investeringsplanen ikke medfoerte de forventede forbedringer i arbejdsproduktiviteten og produkternes kvalitet, blev Alfa Romeo's finansielle resultater vaesentligt forringet i 1984 og 1985 .

Beslutningen om at afhaende Alfa Romeo-koncernens bilproduktion blev truffet paa grundlag af en vurdering af, hvilken politik der fremtidig skulle foeres, efter at den strukturomlaegningsplan, der var blevet udarbejdet i 1980, var mislykkedes . En saadan vurdering blev foretaget i 1985 og 1986 saavel direkte, af Finmeccanica og IRI, som indirekte, af den italienske regering og parlamentariske udvalg . Det fremgik heraf, at Alfa Romeo ikke kunne blive rentabel som uafhaengig producent, og at den eneste loesning paa koncernens stadig vanskeligere finansielle og afsaetningsmaessige situation var at fusionere den med en stor bilfabrikant .

I begyndelsen af 1986 blev der rettet henvendelse til foerende bilfabrikanter paa verdensmarkedet for at fastslaa, om der var interesserede i at overtage enten en aktiepost i Alfa Romeo-selskaberne eller blot koncernens motorfabrikation . De eneste, de var interesserede, var Ford og Fiat .

Efter indgaaende tekniske undersoegelser og forhandlinger mellem Finmeccanica/Alfa Romeo og Ford afgav Ford den 30 . september 1986 et tilbud om overtagelse af Alfa Romeo, og dette tilbud stod ved magt indtil den 7 . november 1986 . Ford tilboed at bevare Alfa Romeo som en saerskilt virksomhed, hvor Ford ville overtage en minoritetsaktiepost ( ca . 20 %) med fortrinsret til at erhverve aktiemajoriteten over de efterfoelgende tre aar . Ford ville bevare Alfa Romeo's navn, varemaerke og saerlige karakteristika, og ville gradvis foroege produktionen til fuld kapacitet inden 1994 uden nedskaeringer i beskaeftigelsen . Tilbuddet omfattede ogsaa optioner for overtagelse af de resterende aktier over de foelgende fem aar . Samtlige aktier ville hermed vaere overtaget inden otte aar . Ford ville overtage aktiekapitalen i Alfa Romeo Auto, dets datterselskaber Alfa Romeo Credit og Alfa Romeo Leasing samt de nationale salgsvirksomheder i 15 lande . Senere ville Ford ogsaa overtage ARNA, SPICA og ARVECO . Fords tilbud omfattede ogsaa en investeringsplan paa ca . 4 000 mia lire for de naeste par aar . Disse investeringsomkostninger skulle fordeles paa aktionaererne ( dvs . Finmeccanica og Ford ) i forhold til deres aktieposter paa det paagaeldende tidspunkt . Driftstab skulle fordeles paa samme maade . Ford forventede, at Alfa Romeo paa ny ville blive rentabel inden 1990 .

Den 1 . oktober 1986 meddelte Fiat-koncernen Finmeccanica, at den var rede til at samarbejde om en omstrukturering af Alfa Romeo; den fremsatte hovedpunkterne i sit tilbud og gav tilsagn om snarest muligt at fremsende flere oplysninger . Den 24 . oktober sendte Fiat Finmeccanica et foreloebigt tilbud og fremsendte yderligere oplysninger ved skrivelse af 1 . november . Fiat tilboed at overtage Alfa Romeo-koncernens investerede nettokapital, der blev anslaaet til 1 750 mia lire paa grundlag af oplysninger fra Finmeccanica . Fiat tilboed i denne

forbindelse at overtage 700 mia lire af Alfa Romeo-koncernens nettogaeld . De resterende 1 050 mia lire ( der skulle

kontrolleres ved regnskabsrevision ) ville blive betalt i fem aarlige rater, hvoraf den foerste skulle erlaegges ved udgangen af det sjette aar efter overtagelsestidspunktet og den sidste ved udgangen af det tiende aar .

Formaalet med Fiat's overtagelse var gennem fusion af Alfa Romeo's og Lancia's aktiviteter at oprette en ny virksomhed, der skulle producere biler i prestigeklassen . Den nye virksomhed, der ville faa betegnelsen Alfa Lancia, ville inden 1992 naa op paa en produktionskapacitet paa 620 000 biler om aaret, heraf 300 000 Alfa Romeo-biler . Alfa Romeo's eksisterende kapacitet paa 400 000 biler ville blive opretholdt og udnyttet fuldt ud med det formaal at foroege markedsandelen for biler af maerkerne Alfa og Lancia . Fra 1987 til 1995 ville Fiat investere ca . 5 000 mia lire i den nye virksomhed, og heraf ville ca . 75 % blive forbeholdt Alfa Romeo-fabrikkerne . Ved udgangen af 1990 ville Alfa Romeo-fabrikkerne have 28 000 beskaeftigede . Indtil 1990 ville problemet med overskydende arbejdskraft blive loest gennem Cassa Integrazione eller gennem foertidspensionering . Den nye virksomhed ville overtage faste og immaterielle aktiver i Alfa Romeo-koncernen, nettogaeldsforpligtelser paa 700 mia lire, Alfa Romeo SpA's og Alfa Romeo Auto's driftskapital, samt aktieposter i Alfa Romeo-koncernens italienske og udenlandske datterselskaber, bortset fra Alfa Romeo International .

Finmeccanica gav den 6 . november 1986 Fiat meddelelse om, at dens bestyrelse dagen i forvejen havde besluttet at acceptere ovennaevnte tilbud fra Fiat . Finmeccanica anfoerte desuden, at dette ogsaa indebar, at Finmeccanica ville overdrage Fiat alle de aktieposter i den nye virksomhed, Finmeccanica maatte komme i besiddelse af enten direkte eller gennem sine datterselskaber .

Som foelge af salgsaftalen mellem Finmeccanica og Fiat overdrog Alfa Romeo Auto og Alfa Romeo SpA i begyndelsen af december 1986 deres aktiver til Fiat-koncernen til den bogfoerte vaerdi .

Fiat overtog fra den 1 . januar 1987 det fulde ansvar for administrationen af de paagaeldende aktiver . Den 2 . januar 1987 overtog Fiat samtlige aktiver i Alfa Romeo Spa og Alfa Romeo Auto samt ovennaevnte aktieposter i Alfa's datterselskaber, der ifoelge den reviderede statusopgoerelse af 31 . december 1986 androg i alt 1 024,6 mia lire . Samme dag blev den nye Alfa Lancia-koncern sat i drift . Ligeledes samme dag overtog det nye selskab den gamle Alfa Romeo-koncerns nettogaeld paa 700 mia lire .

I maj 1987 aendrede Alfa Romeo SpA og Alfa Romeo Auto navn til henholdsvis Finmilano og Sofinpar . I juni 1987 blev

Finmilano og Sofinpar solgt til henholdsvis Banco di Roma og Credito italiano ( sidstnaevnte kontrolleres af IRI ) til et samlet beloeb paa 198,9 mia lire . Foer salget blev de aktiver og passiver i disse virksomheder, som ikke var overtaget af Fiat, overdraget til Finmeccanica . Tilbage i Finmilano og Sofinpar var saaledes blot 212,2 mia lire i tilgodehavender, dvs . de midler, virksomhederne havde modtaget ved overdragelsen af de resterende Alfa Romeo-aktiver til Finmeccanica . Disse tomme selskaber beholdt de skattefordele, der var blevet akkumuleret paa grund af Alfa Romeo-koncernens tab, hvilket var hovedaarsagen til, at de to banker overtog dem .

Alfa Lancia-koncernen har vaeret rentabel fra sit foerste aar paa trods af Alfa Romeo-afdelingens tab . Fiat indgik en over -

enskomst med Alfa Romeo's ansatte, hvilket gav mulighed for en hurtig forbedring af de finansielle resultater . Alfa Lancia-koncernen modtog fortsat stoette i henhold til lov nr . 675/77, 1089/68 og 219/81 til investeringer i den tidligere Alfa Romeo-koncerns anlaeg . For 1987 omfattede denne stoette tilskud paa 12,4 mia lire og laan paa lempelige vilkaar paa 67,7 mia lire til investeringer paa i alt 207 mia lire .

VI

Paa salgstidspunktet havde Alfa Romeo-koncernen foelgende struktur :

- Alfa Romeo Spa : Alfa Romeo-koncernens holdingselskab ( aktionaerer : Finmeccanica 84 %, IRI 16 %, andre 0,002 %)

- Alfa Romeo Auto : bilfabrikation ( aktionaerer : Finmeccanica 49 %, Alfa Romeo Spa 33,4 %, SAIGE 17,6 %)

- ARNA : samlefabrik ( aktionaerer : Alfa Romeo 50 %, Nissan 50 %)

- ARVECO : erhvervskoeretoejer, komponenter ( Alfa Romeo 100 %)

- SPICA : komponenter og tilbehoer ( Alfa Romeo 100 %)

- MERISINTER, MC, AUTODELTA : mindre producenter ( Alfa Romeo 100 %)

- Alfa Romeo Credit, Alfa Romeo International, Alfa Romeo Leasing : finansieringsselskaber

- 15 salgsvirksomheder i forskellige lande

I sit sidste aar som uafhaengig virksomhed, nemlig 1986, producerede Alfa Romeo-koncernen 168 100 biler, hvoraf de 86 500 blev fremstillet paa fabrikkerne i Milano og 81 800 paa fabrikkerne i Napoli . Koncernen solgte 180 200 biler . Heraf blev 104 700 solgt i Italien og 75 500 blev eksporteret, dvs . en stigning paa henholdsvis 6,3 % og 49,2 % i forhold til 1985 . Alfa Romeo's markedsandel i Italien for de paagaeldende markedssegmenter androg i 1986 14,6 %, og virksomhedens andel af hele EF-markedet udgjorde ca . 1,6 %. Koncernens omsaetning i 1986 beloeb sig til ca . 3 000 mia lire, hvoraf

eksporten tegnede sig for 28 %. Produktionskapaciteten paa 400 000 biler om aaret blev opretholdt i 1980'erne . Kapacitetsudnyttelsen var derfor 42 % i 1986 . Samme aar havde Alfa Romeo-koncernen ca . 32 500 beskaeftigede . Desuden var ca . 13 000 arbejdstagere midlertidigt arbejdsloese og omfattet af Cassa Integrazione . Koncernen havde i 1986 et underskud paa 313,3 mia lire mod et rekordhoejt underskud i 1985 paa 465,5 mia lire .

Fiat er en privatejet virksomhed, der fortrinsvis, dvs . for 75 % vedkommende, beskaeftiger sig med produktion og afsaetning af personbiler, erhvervskoeretoejer og landbrugsmaskiner . De resterende aktiviteter omfatter bl.a . udstyr til industrien, vaerktoejsmaskiner, flyelektronik, telekommunikation, bioteknologi samt finansielle transaktioner . I 1986 producerede Fiat 1 698 700 personbiler og 59 200 erhvervs -

koeretoejer og oegede sin markedsandel i Europa til 14 % samtidig med at virksomheden stadig var dominerede paa det italienske marked med en andel paa 61,9 %. Virksomheden har vaeret saerdeles rentabel i de senere aar . Selv efter overtagelsen af Alfa Romeo har Fiat en kapacitetsudnyttelse paa over 90 %. Fiat opnaaede i 1988 foererstilllingen paa det europaeiske marked med en markedsandel, der anslaas til 14,9 % i Vesteuropa eller ca . 1,93 mio biler .

VII

Kommissionen har undersoegt, om den offentlige stoette i form af kapitalindskud i Alfa Romeo-koncernen i 1985 og 1986 samt den koebspris, som Fiat har betalt, og som ligger under markedsprisen, er forenelig med faellesmarkedet; den har i denne forbindelse undersoegt, om disse foranstaltninger omfatter stoetteelementer som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 1 .

Kapitalindskuddene paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986 i henholdsvis Alfa Romeo Spa og Alfa Romeo Auto omfatter stoetteelementer og maa betragtes som stoette efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 1 . Ved skrivelse af 7 . oktober 1987 fremsendte de italienske myndigheder Alfa Romeo-koncernens konsoliderede regnskaber, som viser foelgende tab og kapitalindskud for perioden 1979-1986 :

( i mia lire )

Tab

Kapitalindskud

1979

91,8

131,6

1980

75,5

201,4

1981

114,4

134,0

1982

91,4

133,7

1983

121,7

1,5

1984

210,9

0,0

1985

465,5

376,4

1986

313,3

408,9

Total

1 484,5

1 387,5

Det er saaledes klart, at koncernens tab paa i alt 1 484,5 mia lire i den paagaeldende periode blev finansieret af kapitalindskud fra staten paa 1 387,5 mia lire . Sidstnaevnte beloeb omfatter ogsaa den kapital paa 206,2 mia lire og 408,9 mia lire, der blev indskudt i henholdsvis 1985 ( 1 ) og 1986, og som denne beslutning vedroerer .

Ovennaevnte kapitalindskud paa i alt 615,1 mia lire blev ydet af den italienske stat gennem IRI og Finmeccanica ( sidstnaevnte ydede ogsaa stoette gennem sit datterselskab SAIGE ). Det skal bemaerkes, at Finmeccanica ikke selv havde nogen midler, fordi dens status for 1985 og 1986 udviste en negativ cash flow . Finmeccanicas ejer, IRI, var derfor noedt til at gribe ind baade for at rette op paa Finmeccanica's cash flow og for at finansiere Finmeccanica's investeringer i de paagaeldende to aar, jf . IRI's kapitalindskud paa 773,5 mia lire og 1 020,8 mia lire, som er anfoert paa side 21 i Finmeccanica's regnskabsopgoerelse for 1986 .

Det skal ligeledes bemaerkes, at IRI modtog statsmidler til dette formaal i form af kapital og konvertobligationer, der var oeremaerkede til Finmeccanica og navnlig ». . . til kapitaltilfoersler til og finansiel omstrukturering af virksomheder inden for maskin - og bilindustrien . . .« ( jf . f.eks . den italienske statstidende, alm . serie nr . 163 af 12 . juli 1985, s. 4954 og nr . 6 af 9 . januar 1986, s . 40 ).

I det foreliggende tilfaelde er der derfor tale om stoette, der er ydet Alfa Romeo Auto af den italienske stat, eller som ved hjaelp af statsmidler er ydet virksomheden indirekte, gennem statskontrollerede finansieringsselskaber ( IRI og Finmeccanica ). Der skal i denne forbindelse henvises til EF-Domstolens retspraksis : dom af 14 . november 1984 i sag 323/82, Intermills ( 2 ), dom af 10 . juli 1986 i sag 234/84, Meura ( 3 ), og sag 40/85, Boch ( 4 ). Hvad angaar »statsstoette«, som i henhold til Traktatens artikel 92, stk . 1, ydes af private virksomheder over deres egne midler, henvises til dom af 30 . januar 1985 i sag 290/83, Crédit Agricole ( 5 ), og dom af 2 . februar 1988 i de forenede sager 67/68 og 70/85, van der Kooy ( 6 ).

Hvad angaar stoetteelementer i de to kapitalindskud i Alfa Romeo, henviser Kommissionen desuden til sin meddelelse af 17 . september 1984 om offentlige myndigheders kapitalinteresser i virksomheder .

Ifoelge denne meddelelse er der tale om statsstoette, naar staten tilfoerer ny kapital under forhold, som ikke ville vaere acceptable for en privat investor, der opererer paa normale markedsoekonomiske vilkaar . Dette er tilfaeldet, naar virksomhedens finansielle situation, og navnlig dens gaeld og gaeldsstruktur, bevirker, at der ikke inden for en rimelig tid kan forventes et normalt afkast ( udbytte eller kapitalgevinst ) af den investerede kapital, eller naar virksomheden paa grund af utilstraekkelig cash-flow eller af andre aarsager ikke ville kunne skaffe sig de noedvendige midler til et inversteringsprogram paa kapitalmarkedet .

I betragtning af Alfa Romeo-koncernens tab, der steg hastigt fra 1983 og frem, samt foroegelsen af dens nettogaeld ( netto 1 427,7 mia lire i 1985 ), dens negative cash-flow i de seneste aar og det forhold, at den indskudte kapital ikke gav noget rimeligt afkast, maa kapitalindskuddene paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986 betragtes som statsstoette, fordi en privat investor under normale markedsoekonomiske forhold ikke ville have paataget sig denne investering paa ovennaevnte vilkaar .

Som de italienske myndigheder oplyste ved skrivelse af 21 . november 1986, blev IRI's og Finmeccanicas kapitalindskud paa 206,2 mia lire i Alfa Romeo Spa foretaget for at kompensere for tab paa 98 mia lire i 1984 og 111 mia lire i foerste halvaar 1985 ( det resterende beloeb paa 2,8 mia lire blev daekket over virksomhedens reserver ). Heraf udbetalte Alfa Romeo SpA modtog 200 mia lire til en kapitaludvidelse i Alfa Romeo Auto i 1986 .

Kapitalindskuddet paa 408,9 mia lire i 1986 genetablerede kapitalgrundlaget i Alfa Romeo Auto, som i regnskabsaaret 1986 nedbragte virksomhed sin selskabskapitel fra 336,6 mia lire til 20,2 milliarder lire som kompensation for de tab paa i alt 317,8 mia lire, der opstod i 1985 og foerste kvartal 1986 . Uden et saadant kapitalindskud ville Alfa Romeo Auto vaere traadt i likvidation i 1986 ( det resterende beloeb paa

1,4 mia lire bleu daekket over virksomhedens reserver ).

Kapitaludvidelsen paa 408,9 mia lire, der blev vedtaget

paa Alfa Romeo Auto's ekstraordinaere generalforsamling

den 10 . juni 1986, blev saaledes anvendt til forbedring af

virksomhedens finansielle situation gennem en tilsvarende nedskaering af dens gaeld . Alfa Romeo Auto tilbagebetalte nemlig sin gaeld med et tilsvarende beloeb til Alfa Romeo SpA, og sidstnaevnte brugte dette beloeb til at tilbagebetale flere laan fra juni til december 1986 . For koncernen som helhed blev nettogaelden i 1986 nedbragt fra 1 427,7 mia lire til 991 milliarder lire .

Kapitalindskuddet paa 206,2 mia lire i 1985 og paa 408,9 mia lire i 1986 maa betragtes som stoette til Alfa Romeo . Denne

stoette holdt virksomheden kunstigt i drift indtil salgs -

tidspunktet .

Den stoette, der blev ydet Alfa Romeo-koncernen i 1985 og 1986, paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne, da der foregaar en betydelig samhandel med de paagaeldende produkter . Den omfattede i 1986, 5,03 mio personbiler, hvoraf 9,3 % blev eksporteret fra Italien til de oevrige medlemsstater . I 1986 eksporterede Alfa Romeo Auto 54 000 biler til andre medlemsstater, dvs . 32 % af virksomhedens samlede bilproduktion . Alfa Romeo's markedsandel i EF udgjorde 1,6 % i 1986 .

Det maa konkluderes, at de offentlige kapitalindskud paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986 maa betragtes som stoette efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 1 .

Kommissionen undersoegte desuden, om den pris Fiat havde betalt, var lavere end den af Ford tilbudte, med henblik paa at fastslaa, om Finmeccanica havde givet afkald paa en vaesentlig del af Alfa Romeo's markedsvaerdi og dermed givet Fiat en finansiel fordel .

Kommissionen sammenlignede de to tilbud paa grundlag af den samlede nettoindtjening, de medfoerte for Finmeccanica . Selv om de to tilbud ikke var ens, og det derfor var vanskeligt at sammenligne dem, konkluderede Kommissionen, at Ford's tilbud, selv om det var en smule hoejere end Fiat's, indebar, at Finmeccanica maatte baere de kommercielle risici i forbindelse med forbedringen af Alfa Romeo's nettoresultater i perioden 1987-1993 . Fiat's tilbud udelukkede, at Finmeccanica skulle baere nogen risici i fremtiden . Kommissionen mener derfor, at dette kan vaere aarsagen til, at Finmeccanica valgte Fiat-koncernen. Dette udelukker en eventuel prisforskel i forbindelse med Finmeccanica's senere salg af de oevrige virksomheder, som Fiat og Ford ikke havde tilbudt at overtage .

Kommissionen finder derfor, at den pris Fiat betalte, og som diskonteret til den 1 . januar 1987 ( 7 ) udgjorde 389,9 mia lire, stort set svarede til Ford's tilbud, og at der derfor ikke i forbindelse med Finmeccanica's accept af Fiat's tilbud var tale om noget element af stoette .

Til trods for, at den pris, Fiat betalte for at overtage Alfa Romeo, er lavere end de paagaeldende aktivers bogfoerte nettovaerdi ved udgangen af 1986, maa prisen anses for rimelig i forhold til aktivernes vaerdi, naar der tages hensyn til Alfa Romeo's forventede driftstab samt de betydelige investerings - og rationaliseringsomkostninger, der var noedvendige for at genskabe virksomhedens levedygtighed .

VIII

Denne stoette skulle anmeldes til Kommissionen efter EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 3 . Da den italienske regering ikke havde anmeldt den paagaeldende stoette paa forhaand, kunne Kommissionen ikke tage stilling til foranstaltningerne, foer de var blevet gennemfoert . Stoetten er derfor uforenelig med faellesmarkedet, idet den er ydet i strid med Traktatens artikel 93, stk . 3 .

Det skal i denne forbindelse erindres, at der ikke efterfoelgende kan raades bod paa det forhold, at stoetten er ulovlig - i betragtning af de vigtige procedureregler i EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 3, der ogsaa er af betydning for medlemsstaternes retsorden, og hvis direkte virkning Domstolen stadfaestede ved dom af 19 . juni 1973 i sag 77/72, Capolongo ( 8 ), dom af 11 . december 1973 i sag 120/73, Lorenz ( 9 ), dom af 22 . marts 1977 i sag 78/76, Steinicke ( 10 )

I tilfaelde, hvor der er ydet stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, kan Kommissionen - paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, og Domstolens afgoerelse af 12 . juli 1973 i sag 70/72, Kohlegesetz ( 11 ), bekraeftet ved dom af 24 . februar 1987 i sag 310/85, Deufil ( 12 ) - paalaegge medlemsstaterne at kraeve den paagaeldende stoette tilbagebetalt .

IX

I EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 3, er det fastsat, hvilke stoetteforanstaltninger der kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet . Hvorvidt stoetten er forenelig med Traktaten, skal vurderes ud fra Faellesskabets og ikke den enkelte medlemsstats synspunkt .

For at sikre, at faellesmarkedet fungerer tilfredsstillende og under hensyntagen til principperne i EOEF-Traktatens artikel 3, litra f ), skal de i artikel 92, stk . 3, fastsatte undtagelser fra artikel 92, stk . 1, fortolkes snaevert i forbindelse med undersoegelsen af en stoetteordning eller en individuel stoetteforanstaltning .

Der kan navnlig kun indroemmes undtagelse, naar Kommissionen kan fastslaa, at den begunstigede virksomhed ikke uden en saadan stoette ville blive foranlediget af markedsforholdene til at traeffe dispositioner, der kan bidrage til virkeliggoerelsen af et af de i undtagelserne omhandlede maal .

Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk . 3, litra a ) og c ), vedroerende stoette til fremme af udviklingen i

visse regioner, maa det bemaerkes, at den paagaeldende stoetteforanstaltning ikke kan vaere omfattet af disse undtagelser . Selv om nogle af Alfa Romeo's produktionsanlaeg er anbragt i regionaludviklingsomraader, er der i det foreliggende tilfaelde tale om stoette med henblik paa at redde virksomheden; denne stoette skabte alvorlig konkurrencefordrejning inden for Faellesskabets bilindustri, fordi den ikke var knyttet til nogen strukturomlaegningsplan, der kunne loese virksomhedens strukturbestemte problemer og genskabe dens levedygtighed . Stoetten kan ikke anses for at have bidraget til regionens langsigtede oekonomiske udvikling, fordi den ikke sikrede beskaeftigelsen og den regionale oekonomi paa lang sigt . Den kan derfor ikke betragtes som regionalstoette . Kommissionen har tidligere fulgt denne fremgangsmaade i forbindelse med stoette, der tog sigte paa at redde virksomheder i saadanne regioner . Dette blev bekraeftet ved Kommissionens meddelelse om metoden for anvendelse af EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 3, litra a ) og c ), paa regionalstoette ( 13 ). Den italienske regering har heller ikke begrundet stoetten ud fra regionale hensyn .

Med hensyn til undtagelsen i artikel 92, stk . 3, litra b ), fremgaar det af ovenstaaende, at den paagaeldende stoette hverken kunne eller skulle fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelleseuropaeisk interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i Italiens oekonomi . Den italienske regering har heller ikke paaberaabt sig denne undtagelsesbestemmelse .

Hvad angaar undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 3, litra c ), vedroerende »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene«, kan Kommissionen anse visse former for sektorstoette som forenelige med faellesmarkedet, hvis principperne i artikel 92, stk . 3, litra c ), er opfyldt, dvs . at stoette skal vaere noedvendig for udviklingen af den paagaeldende sektor ud fra et faellesskabssysnpunkt og ikke maa aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse ( 14 ). Disse principper blev gennemgaaet systematisk for at fastslaa, om ovennaevnte to kapitalindskud var forenelige med faellesmarkedet .

X

En analyse af Alfa Romeo's finansielle situation i 1985 og 1986, som beskrevet i afsnit VI, viser, at Alfa Romeo ville vaere stoedt paa alvorlige finansielle vanskeligheder over for sine kreditorer, hvis ikke den havde modtaget kapitalindskuddet paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986, som foroegede virksomhedens nettovaerdi . Der var heller ingen rimelige udsigter til afkast af den investerede kapital . Kapitalindskuddene, der styrkede koncernens finansielle

situation, maa derfor betragtes som stoette med det formaal at redde virksomheden, og en saadan stoette kan kun betragtes som forenelig med faellesmarkedet, hvis den opfylder de betingelser, der er fastsat i Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne af 24 . januar 1979 :

- den skal bestaa af kontant stoette i form af laanegarantier eller laan til normal markedsrente

- den maa kun udbetales i det tidsrum, det er noedvendigt for at fastlaegge de paakraevede og gennemfoerlige saneringsforanstaltninger, dvs . normalt i hoejst seks maaneder

- den maa ikke faa negative virkninger for erhvervslivet i andre medlemsstater

- den skal anmeldes til Kommissionen paa forhaand i vaesentlige konkrete tilfaelde .

I betragtning af, at stoette ikke blev anmeldt paa forhaand, at den blev anvendt til at kompensere for tab og nedbringe gaeld, at den ikke var knyttet til et strukturomlaegningsprogram, at den ikke blev udbetalt i form af laan, og at den havde negativ indvirkning paa erhvervslivet i andre medlemsstater ved at opretholde virksomhedens konkurrenceevne gennem et kunstigt forbedret kapitalgrundlag, er kapitalindskuddene ikke forenelige med faellesmarkedet .

Desuden fremgaar det klart af Domstolens domme i sag 234/84 og 40/85 ( Meura og Boch ), at stoette, der har til formaal at redde en virksomhed, ikke kan vaere omfattet af undtagelserne i artikel 92, saafremt den ikke bidrager til at genskabe en sund virksomhed, dvs . saafremt virksomheden ikke kan forventes at blive levedygtig inden for et rimeligt tidsrum uden yderligere stoette; dette gaelder isaer naar den paagaeldende industrigren inden for Faellesskabet som helhed er praeget af overskudskapacitet . I det foreliggende tilfaelde stod det klart fra sidst i 1970'erne, og efter at der var indskudt betydelig kapital til daekning af underskud i perioden 1979-1983, at Alfa Romeo-koncernen fortsat ville vaere afhaengig af statsstoette og offentlige midler . Dette blev bekraeftet af udviklingen indtil december 1986, hvor staten endelig trak sig ud af denne sektor .

Som anfoert under afsnit VII, ville Alfa Romeo-koncernen vaere traadt i likvidation under normale markedsoekonomiske forhold, hvis den ikke have modtaget kapitalindskuddene i 1985 og 1986 . Derfor maa kapitalindskuddene paa 206,2 mia lire og 408,9 mia lire begge betragtes som stoette med det formaal at redde virksomheden, da de kunstigt gjorde det muligt at opretholde Alfa Romeo's drift . Denne stoette opfylder derfor ikke ovennaevnte kriterier i Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne af 24 . januar 1979 .

De italienske myndigheder fremfoerte, at kapitalindskuddet paa 408,9 mia lire var knyttet til et investeringsprogram, der skulle gennemfoeres fra 1986 til 1988, og derfor maatte

betragtes som fuldt forenelig med EOEF-Traktatens konkurrenceregler, men dette argument kan Kommissionen ikke godtage . Efter Kommissionens opfattelse indgik kapitalindskuddet paa 408,9 mia lire i 1986 i Alfa Romeo-koncernens samlede finansielle midler paa 1 129,5 mia lire i 1986, der ikke blot blev anvendt til investeringer paa 382,5 mia lire, men ogsaa til daekning af tab paa 313,3 mia lire og til tilbaegebetaling af nettogaeld paa 433,7 mia lire . De italienske myndigheder kunne heller ikke bevise, at disse investeringer blev anvendt til strukturomlaegning i forbindelse med en nedskaering af den uudnyttede samlekapacitet paa 56 %. Den strategiske plan for 1985 omfatter nemlig investeringer paa foelgende tre omraader fra 1986 til 1988 : nedskaering af produktionsomkostningerne, nedskaering af generalomkostningerne samt udvikling af nye produkter og markeder . Planen bidrog derfor ikke til at loese virksomhedens grundlaeggende strukturbestemte problemer .

Efterhaanden som markederne integreres som led i gennemfoerelsen af det indre marked inden 1992, faar konkurrencefordrejning som foelge af stoette stadig stoerre virkninger paa konkurrenter, der ikke modtager stoette . Dette forhold maa ogsaa tages i betragtning, naar Kommissionen skal vurderer stoetteforanstaltninger . I denne forbindelse mener Kommissionen, at alle producenter skal behandles ensartet og i overensstemmelse med Traktaten . Derfor kan Kommissionen kun i ganske saerlige tilfaelde godkende stoette, der har til formaal at redde eller omstrukturere en virksomhed . Stoetten skal vaere knyttet til en tilfredsstillende strukturomlaegningsplan og maa kun ydes, naar det kan paavises, at det er i Faellesskabets interesse at holde den paagaeldende virksomhed i drift og genskabe dens levedygtighed . Det er navnlig noedvendigt for Kommissionen at sikre, at stoetten ikke vil give virksomheden mulighed for at oege sin markedsandel paa bekostning af konkurrenter, der ikke modtager stoette . I tilfaelde, hvor visse virksomheder stadig har overskudskapacitet, kan Kommissionen forlange kapacitetsnedskaeringer for at sikre, at stoetten bidrager til generelt at forbedre situationen inden for den paagaeldende sektor . I denne forbindelse skal det bemaerkes, at der i 1985 og 1986, hvor Alfa Romeo blev reddet gennem to kapitalindskud, var tale om en betydelig overskudskapacitet, ca . 20 % inden for Faellesskabets bilindustri .

Kommissionen har konsekvent gennemfoert denne politik . Inden for bilindustrien, som Kommissionen anser for at vaere en saerdeles foelsom sektor, har Kommissionen ved beslutning 88 /454/EOEF af 29 . marts 1988 om den franske regerings stoette til Renault-koncernen ( 15 ) fastslaaet, at stoette, der har til formaal at redde eller omstrukturere en virksomhed, kun kan vaere forenelig med faellesmarkedet, hvis den er knyttet til en strukturomlaegningsplan, der omfatter betydelige kapacitetsnedskaeringer, som staar i forhold til stoettens stoerrelse .

Kommissionen anvendte det samme princip i beslutning 89/58/EOEF af 13 . juli 1988 om den britiske regerings stoette til Rover-koncernen, der fremstiller motorkoeretoejer ( 16 ) i forbindelse med salget af denne til British Aerospace .

Som allerede understreget, omfattede Alfa Romeos strategiske plan ingen nedskaering i den betydelige overskudskapacitet, hvilket strider mod det i ovennaevnte beslutninger udtrykte princip .

I betragtning af ovenstaaende maa det konkluderes, at stoetten, der tager sigte paa at redde Alfa Romeo, har gjort det muligt at holde virksomheden kunstigt i drift og forhindret, at den traadte i likvidation - hvilket er en naturlig foelge af markedskraefternes frie spil - og samtidig har forhindret de oevrige producenter i at oege deres markedsandel .

Stoetten til Alfa Romeo i form af kapitalindskud paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986 er derfor ikke forenelig med faellesmarkedet, da den ikke opfylder betingelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 3 .

XI

Som anfoert i afsnit VIII, kan Kommissionen i saadanne tilfaelde paalaegge medlemsstaterne at kraeve den ulovlige stoette tilbagebetalt .

Stoetten til Alfa Romeo-koncernen i form af kapitalindskud paa 206,2 mia lire i 1985 og 408,9 mia lire i 1986 er uforenelig med faellesmarkedet og maa derfor kraeves tilbagebetalt . Principielt skal stoette tilbagebetales af modtageren, dvs . Alfa Romeo . Ifoelge den italienske regerings skrivelse af 21 . juli 1988, traadte Alfa Romeo SpA imidlertid i likvidation den 31 . december 1987 og overdrog sine resterende aktiver og navnlig gaeldsforpligtelser til Finmeccanica ( jf . afsnit V ). Det er derfor ikke laengere muligt at kraeve stoetten paa i alt 615,1 mia lire tilbagebetalt fra Alfa Romeo-koncernen, og Kommissionen understreger, at dette skyldes de italienske myndigheders overtraedelse af Traktatens artikel 93, stk . 3 . Da stoetteplanerne ikke blev anmeldt paa forhaand, kunne Kommissionen nemlig ikke i tide indlede den administrative procedure, der er omhandlet i Traktatens artikel 93, stk . 2, og den har saaledes foerst kunnet tage stilling til sagen for nylig, dvs . efter at Alfa Romeo-koncernen var solgt .

Det skal tages i betragtning, at Fiat ikke overtog alle Alfa Romeo's aktiver og begraensede sit finansielle ansvar med hensyn til Alfa Romeo's nettogaeld til 700 mia lire . Stoetten kan derfor ikke kraeves tilbagebetalt fra Fiat; i denne forbindelse skal det ogsaa tages i betragtning, at Fiat har betalt en rimelig pris for at overtage Alfa Romeo's aktiver .

Under disse saerlige omstaendigheder boer stoetten tilbagebetales af Alfa Romeo-koncernens ejer, Finmeccanica, der ogsaa stod for salget af koncernen, og som har vaeret ansvarlig for koncernens gaeldsforpligtelser ud over de 700 mia lire, der blev overtaget af Fiat . Desuden er Finmeccanica den eneste, der har modtaget indtaegter fra salget af Alfa Romeo-koncernens aktiver, dvs . 1 223,5 mia lire, hvoraf Fiat betalte 1 024,6 mia lire og Credito Italiano og Banco di Roma 198,9 mia lire . Den italienske regering boer kraeve, at Finmeccanica tilbagebetaler den paagaeldende stoette inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning .

Stoetten skal tilbagebetales efter nationale procedurer og lovgivning, herunder bestemmelserne om morarente for statens tilgodehavender, hvis Finmeccanica tilbagebetaler stoetten efter ovennaevnte frist paa to maaneder -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den stoette i form af kapitalindskud paa i alt 615,1 mia lire, som den italienske regering har ydet Alfa Romeo -koncernen gennem de offentlige holdingselskaber IRI og Finmeccanica, er ulovlig og derfor uforenelig med faellesskabsmarkedet efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk . 1, fordi den blev ydet i strid med procedurereglerne i artikel 93, stk . 3 . Stoetten er desu -

den uforenelig med faellesmarkedet, da den ikke opfylder undtagelsesbetingelserne i artikel 92, stk . 3 .

Artikel 2

Den italienske regering paalaegges at ophaeve den i artikel 1 naevnte stoette ved at kraeve den tilbagebetalt fra Finmeccanica inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning .

Stoetten tilbagebetales efter nationale procedurer og national lovgivning, herunder bestemmelserne om morarente for statens tilgodehavender, hvis Finmeccanica tilbagebetaler stoetten efter den i foerste afsnit omhandlede frist paa to maaneder .

Artikel 3

Den italienske regering underretter inden to maaneder fra meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme den .

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik .

Udfaerdiget i Bruxelles, den 31. maj 1989 .

Paa Kommissionens vegne

Sir Leon BRITTAN

Naestformand

( 1 ) Kapitalindskuddene i 1985 beloeb sig til i alt 376,4 mia lire; en del af dette beloeb, 170 mia lire, blev ydet til INCA INVENSTIMENT ( Alfa Sud's tidligere holdingsselskab ) til finansiering af aktiviteter, der ikke vedroerer bilproduktion, og denne stoette er derfor ikke omfattet af denne beslutning .

( 2 ) Sml . 1984, s . 3809 .

( 3 ) Sml . 1986, s . 2263 .

( 4 ) Sml . 1986, s . 2321 .

( 5 ) Sml . 1985, s . 439 .

( 6 ) Endnu ikke offentliggjort.(7) Det beloeb paa 1 024,6 mia lire, som Fiat skulle betale i fem aarlige rater fra den 2 . januar 1993, er blevet diskonteret til den 1 . januar 1987 ved anvendelse af den officielle italienske referencesats paa 13,05 %, der var gaeldende paa det paagaeldende tidspunkt ( Jf . den italienske statstidende af 15 . januar 1987).(8) Sml . 1973, s . 611 .

( 9 ) Sml . 1973, s . 1471 .

( 10 ) Sml . 1977, s . 595 .

( 11 ) Sml . 1973, s . 813 .

( 12 ) Sml . 1987, s . 901.(13 ) EFT nr . C 212 af 12 . 8 . 1988, s . 2 .

( 14 ) Jf . Domstolens dom af 17 . 9 . 1980 i sag 730/79, Phillip Morris, Sml . 1980, s . 2671.(15 ) EFT nr . L 220 af 11 . 8 . 1988, s . 30.(16 ) EFT nr . L 25 af 28 . 1 . 1989, s . 92 .