|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/1507 |
29.7.2025 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/1507
af 25. juli 2025
om afvisning af en ansøgning om beskyttelse af en betegnelse i henhold til artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 »Erzurum Su Böreği« (BGB)
(meddelt under nummer C(2025) 4762)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 52, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 90, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1143 (2), som ophævede forordning (EU) nr. 1151/2012, finder sidstnævnte fortsat anvendelse på de ansøgninger om registrering af geografiske betegnelser, som Kommissionen har modtaget inden den 13. maj 2024. |
|
(2) |
Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 50 i forordning (EU) nr. 1151/2012 undersøgt den ansøgning om registrering af betegnelsen »Erzurum Su Böreği« som en beskyttet geografisk betegnelse (BGB), der blev indgivet af Tyrkiet den 1. juli 2021 (PGI-TR-02781). |
|
(3) |
Efter gennemgangen af registreringsansøgningen fremsendte Kommissionen en meddelelse om bemærkninger til ansøgeren den 11. oktober 2021, den 2. december 2022, den 7. juli 2023 og den 21. december 2023 med anmodning om uddybning af visse aspekter af sagen. |
|
(4) |
På grundlag af de af ansøgeren fremsendte oplysninger konkluderede Kommissionen, at ansøgningen ikke opfylder kravene i forordning (EU) nr. 1151/2012, og meddelte ansøgeren i dens skrivelse om afvisning af 1. juli 2024, at den, hvis den ikke modtager nogen bemærkninger inden for to måneder efter modtagelsen af skrivelsen, har til hensigt at indlede proceduren om vedtagelse af dens formelle afgørelse om afvisning af ansøgningen i henhold til artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012. |
|
(5) |
Kommissionen fandt navnlig, at den angivne produktbeskrivelse ikke opfylder kravene i artikel 7, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 (3) sammenholdt med artikel 8, stk. 1, første afsnit, litra c), nr. i), i forordning (EU) nr. 1151/2012, da beskrivelsen ikke fokuserer på de specifikke elementer af det produkt, der bærer den betegnelse, der anmodes registreret, og ikke gør det muligt at identificere det endelige produkt. »Erzurum Su Böreği« er en særlig type bagværk, og beskrivelsen heraf indeholder ikke produktets særlige kendetegn. Desuden fremgår det ikke af beskrivelsen, hvordan dette produkt adskiller sig fra andre lignende bagværk, og den er snarere skrevet som en opskrift, der beskriver fremstillingsprocessen, som er almindelig for produkter af denne type. Det er derfor ikke muligt at identificere produktet, jf. artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014. |
|
(6) |
Desuden anførte Kommissionen, at tilknytningen mellem produktets kvalitet, omdømme eller andre kendetegn og det geografiske område ikke er fastslået i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, første afsnit, litra c), nr. ii), i forordning (EU) nr. 1151/2012. Kommissionen tog hensyn til, at de af produktets kendetegn, der hævdes at være specifikke, nemlig tilstedeværelsen af Erzurum Civil Peynir (ost) og Erzurum Tereyağı (smør) i produktionen samt æltningsprocessen, kan reproduceres overalt. Den omstændighed, at bagværket fremstilles inden for det geografiske område uden yderligere uddybning af de særlige kendetegn ved »Erzurum Su Böreği« og sammenhængen mellem den givne kvalitet, omdømmet eller andre kendetegn ved produktet og dets geografiske oprindelse, blev anset for ikke at være tilstrækkeligt. |
|
(7) |
Kommissionen påpegede endvidere, at det enhedsdokument, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EU) nr. 1151/2012, og som ansøgeren har fremlagt, ikke angiver, om tilknytningen mellem »Erzurum Su Böreği« og det afgrænsede geografiske område er baseret på omdømmet eller kendetegnene ved »Erzurum Su Böreği«, der i det væsentlige kan tilskrives produktets geografiske oprindelse, jf. artikel 5, stk. 2, litra b), i nævnte forordning og punkt 5 i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014. |
|
(8) |
Endelig forklarede Kommissionen, at produktspecifikationen mangler oplysninger om de procedurer, der ville skulle sikre sporbarhed, navnlig oprindelsen, bestemmelsesstedet og mængderne af »Erzurum Su Böreği« samt de råvarer, der anvendes til fremstillingen heraf i overensstemmelse med artikel 4 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014. |
|
(9) |
I sit svar af 2. september 2024 redegjorde ansøgeren for Erzurum-provinsens historie og anførte historiske henvisninger til betydningen af produkter i samme kategori som »Erzurum Su Böreği«, dvs. vandbaseret tærtedej eller Su Böreği, uden at fokusere på navnet på det produkt, for hvilket der ansøges om beskyttelse. |
|
(10) |
Desuden fremsatte ansøgeren ingen bemærkninger vedrørende manglen på oplysninger om de særlige kendetegn ved det endelige produkt med den betegnelse, der søges registreret. Ansøgningen beskriver i sin nuværende form blot en almindelig fremstillingsproces for alle produkter af vandbaseret tærtedej eller Su Böreği, hvilket ikke gør det muligt at identificere produktet. |
|
(11) |
Ansøgeren besvarede ikke Kommissionens bemærkninger vedrørende manglen på oplysninger om tilknytningen mellem produktets kvalitet, omdømme eller andre kendetegn og det geografiske område. Endvidere har ansøgeren ikke angivet, om tilknytningen mellem »Erzurum Su Böreği« og det afgrænsede geografiske område er baseret på omdømmet eller de kendetegn ved »Erzurum Su Böreği«, der i det væsentlige kan tilskrives produktets geografiske oprindelse. |
|
(12) |
Endelig har ansøgeren ikke fremlagt de nødvendige oplysninger om de procedurer, som de erhvervsdrivende skal anvende med hensyn til oprindelsesbeviset for produktet, råvarerne, foderet og andre elementer, der i henhold til specifikationerne er nødvendige for at bevise, at de stammer fra det afgrænsede geografiske område. |
|
(13) |
I lyset af ovenstående finder Kommissionen, at ansøgningen om registrering af »Erzurum Su Böreği« som BGB ikke opfylder kravene i artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 8, stk. 1, første afsnit, litra c), nr. i) og ii), i forordning (EU) nr. 1151/2012 og i artikel 7, stk. 1, og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 samt punkt 5 i bilag I til sidstnævnte forordning. |
|
(14) |
Ansøgningen om beskyttelse af betegnelsen »Erzurum Su Böreği« som BGB bør derfor afvises. |
|
(15) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er vedtaget i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter, vin og spiritus — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Ansøgningen om registrering af betegnelsen »Erzurum Su Böreği« som en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) afvises.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til ansøgeren:
Erzurum varebørs (Erzurum Ticaret Borsası)
Kazım Karabekir Paşa Mah. Musalla Cad. No:23
Yakutiye, Erzurum
TYRKIET
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 2025.
På Kommissionens vegne
Christophe HANSEN
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/1151/oj.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1143 af 11. april 2024 om geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt garanterede traditionelle specialiteter og fakultative kvalitetsudtryk for landbrugsprodukter, om ændring af forordning (EU) nr. 1308/2013, (EU) 2019/787 og (EU) 2019/1753 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1151/2012 (EUT L, 2024/1143, 23.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1143/oj).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 af 13. juni 2014 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 179 af 19.6.2014, s. 36, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2014/668/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/1507/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)