Der er ikke i forbindelse med sagen rejst formalitetsindsigelse med hensyn til spørgsmålet, om overensstemmelse med betingelserne i traktatens artikel 173, stk. 2, er opfyldt. Sagsøgeren, der har modtaget den anfægtede støtte, er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, selv om Forbundsrepublikken Tyskland er adressat for beslutningen.
Deufil har til støtte for sit søgsmål fremsat tre anbringender. For det første har selskabet for at godtgøre, at artikel 92, stk. 1, ikke er anvendelig, påberåbt sig beskaffenheden af støtten og hævdet, at der ikke foreligger nogen konkurrencebegrænsning eller påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet (I). Selskabet har for det andet gjort gældende, at denne støtte, der har omstilling af virksomhedens produktion som sit formål, tog sigte på at fremme den økonomiske udvikling i det område, hvor investeringen blev foretaget, og at de undtagelser, der er hjemlet ved artikel 92, stk. 3, litra a) og c), følgelig finder anvendelse (II). Endelig har selskabet påberåbt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der må medføre, at den nationale støttebeslutning må anses som definitiv (III).
Ifølge det af sagsøgeren oplyste skulle den gennemførte investering tjene til at nedsætte virksomhedens produktion af polyamid for gradvis at erstatte denne med produktion af polypropylen. Således skal markedssituationen, dets struktur og den stilling, som sagsøgeren har på markedet, afgrænses i forhold til fællesskabsproduktionen af disse to typer af syntetiske tekstiler.
Fællesskabets industri står over for en strukturbestemt krise med overproduktion, der beror på virkningen af på den ene side de begrænsede afsætningsmuligheder på grund af eksporttilbagegang og den øgede konkurrence fra produkter, der fremstilles i tredjelande, og på den anden side det forhold, at der foreligger produktionsoverkapacitet.
Kommissionen har for at imødegå denne krise i meddelelser til medlemsstaterne (
Denne rammebestemmelse kræver en kommentar. Selv om den er et udtryk for de overvejelser, som Kommissionen har gjort sig med hensyn til den fælles interesse, og fastsætter den linie, som Kommissionen ønsker at se fulgt af medlemsstaterne, kan den ikke på nogen måde fritage Kommissionen for nøje at overholde traktatens artikler 92 og 93 ved vurderingen af en tildelt støtte. Anderledes udtrykt udgør
Ti fællesskabsproducenter har under Kommissionens kontrol i 1978 indgået en aftale, der tager sigte på at begrænse den eksisterende produktionskapacitet på området for syntetiske fibre, særligt fibre af polyamid. De gennemførte reduktioner omfattede næsten 18% af 1977-kapaciteten. Da der ikke kunne forventes en fremgang i efterspørgslen, blev en ny aftale om gradvis kapacitetsreduktion gennemført i 1982. Ved beslutning af
Som det imidlertid fremgår af undersøgelser foranstaltet både af Kommissionen og af en række erhvervsdrivende, har Fællesskabets industri for syntetiske tekstiler ikke herved genvundet den ligevægt, der er bydende nødvendig for denne industris rentabilitet. Af statistiske oversigter, som Kommissionen på Domstolens anmodning har fremlagt, fremgår det nemlig klart, at sektoren for produktion af polyamid og polypropylen stadig er præget af overskudskapacitet. Selv om kapacitetsudnyttelsesgraden, der udtrykker forholdet mellem de fremstillede mængder og produktionskapaciteten, er blevet forbedret og i 1985 androg 82% for polyamids vedkommende og 86% for polypropylens vedkommende, viser dette ikke desto mindre, at overkapaciteterne fortsat består. Men det må særligt understreges, at på det tidspunkt, da sagsøgeren fik tildelt den anfægtede støtte, var uligevægten meget alvorligere, idet kapacitetsudnyttelsesgraden i 1982 og 1983 var henholdsvis 52% og 72% for polyamids vedkommende og 56% og 64% for polypropylens vedkommende.
I modsætning til, hvad der er sagsøgerens opfattelse, må man således konstatere, at udbuds- og efterspørgselssituationen for de to typer af produkter var og fortsat er ude af ligevægt. Forbedringen i kapacitetsudnyttelsesgraden for produktionskapaciteten for polyamid er ikke en følge af en øget afsætning, men skyldes gennemførte omstruktureringer blandt producenterne, der indgik i aftalen af 1978, som blev forlænget i 1982. Også situationen for polypropylen giver anledning til bekymring. Da der her er tale om et nyt produkt, er afsætningen naturligvis steget, men produktionskapaciteterne, der er skabt i den forbindelse, er steget hurtigere end den faktiske produktion, hvorfor denne sektor ligeledes er præget af overkapacitet. Selv om man har kunnet konstatere en vis
Jeg skal endelig fremhæve to afgørende forhold for at fuldstændiggøre det således opridsede billede af de økonomiske forhold.
Markedet for polyamid og polypropylen har en tendens til at være
De oplysninger, som Deufil har fremlagt på Domstolens opfordring, viser i øvrigt, at virksomheden i 1985 har udnyttet tre fjerdedele af sin samlede produktion til fremstillingen af
Det er i denne sammenhæng, man skal vurdere de anbringender, der er fremsat af sagsøgeren til støtte for, at der ikke skal ske anvendelse af det forbud, der er opstillet ved traktatens artikel 92, stk. 1.
Imidlertid fremgår det med al ønskelig tydelighed af sagens akter, at forbundsregeringens støtte og det
Efter således at have bestemt den anfægtede støtte, der givetvis begunstiger den virksomhed, der har fået den, eftersom den udgør mere end 15% af de samlede afholdte investeringsomkostninger, kan man spørge, om den medfører, at konkurrencen fordrejes og samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes, således at den må anses som uforenelig med Fællesmarkedet.
Denne argumentation modsiges af de faktiske omstændigheder. De førnævnte tal
Deufil har
Det skal fastslås, at der alene er tale om almindelige påstande uden bevisværdi. De må endvidere til dels afvises, fordi de er for sent fremsatte. I hvert fald gælder det, at selv om de er blevet leveret til andre virksomheder inden for gruppen, har de ekstramængder, der er fremstillet af Deufil takket være den offentlige støtte, kun kunnet belaste Fællesmarkedet for polyamid.
Således fremgår det, at mellem året 1983, hvor støtten blev givet, og 1985 har Deufil med en
Denne forbedring skyldes ikke, at markedet fungerer normalt, men markedets generelt recessive karakter medførte simpelthen, at en række producenter tog initiativ til at nedsætte deres egen produktionskapacitet. Den anfægtede støtte understøttede altså langt fra en tilpasningsbestræbelse fra virksomhedens side, men gjorde det tværtimod muligt for Deufil kunstigt at unddrage sig de økonomiske betingelser på det pågældende marked, idet støtten nemlig nedsatte virksomhedens investeringsomkostninger.
Deufil har ganske vist påberåbt sig den offentlige deltagelse i driften, som en række af virksomhedens konkurrenter skulle profitere af. Imidlertid er beviset herfor ikke blevet ført. Selv om det forholdt sig således, kan dette ikke i sig selv gøre den støtte, der er blevet givet virksomheden, forenelig med Fællesskabet. Endelig må det — i modsætning til, hvad Deufil har anført — anføres, at en sådan offentlig intervention ikke er sket, uden at Kommissionen har reageret, hvilket fremgår af det sagsforhold, der lå til grund for Domstolens afgørelse i sagen Belgien mod Kommissionen Sag
Da den støtte, der blev givet Deufil, har fordrejet den frie konkurrence mellem producenterne i Fællesskabets forskellige medlemsstater, har den ikke kunnet undgå at påvirke samhandelen inden for Fællesmarkedet med de pågældende produkter, idet denne nemlig — som Kommissionen har fremhævet det i sin anfægtede beslutning — udgør 66% af fællesskabsproduktionen for så vidt angår polyamid og 39% for så vidt angår polypropylen.
Da den anfægtede støtte kunstigt har styrket Deufil's stilling i forhold til de andre producenter, der er konkurrenter for så vidt angår samhandelen i Fællesmarkedet, må den derfor anses som uforenelig med Fællesmarkedet Sag
Dette mineområde er karakteriseret ved en levestandard, der klart ligger under det nationale gennemsnit, og en arbejdsløshedsprocent, der klart ligger over dette, ligesom der ikke er nogen udsigt til mærkbare forbedringer på mellemlangt sigt. Imidlertid har oprettelsen af et nyt anlæg ikke alene gjort det muligt at fastholde den eksisterende beskæftigelse, men har fremfor alt også skabt arbejdspladser, og således også medført et opsving i den regionale økonomi.
De grunde, Kommissionen har til at afvise dette argument, kan næppe seriøst bestrides.
På grundlag af de økonomiske og sociale forhold fællesskabsretlige, nationale og regionale, tilkommer det nemlig ikke alene Kommissionen at afgøre, hvorvidt støtten i henseende til det formål, der forfølges med den, er egnet til at frembringe den ønskede virkning — i nærværende tilfælde at fremme den regionale økonomiske udvikling — men også at fastslå, hvorvidt dette formål må som den fælles interesse stiller Førnævnte dom i sag 730/79, præmisserne 17 og 18.
Kommissionen er således berettiget til under udøvelsen af sin skønsbeføjelse at foretage
Førnævnte dom i sag 730/79, præmis 24, min understregning.
Således gælder det, at ved anvendelsen af undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), bestemmes den usædvanlig lave levestandard og den alvorlige underbeskæftigelse i et område
Førnævnte dom i sag 730/79, præmis 25.
Dette er netop den fremgangsmåde, der i nærværende tilfælde er blevet fulgt af Kommissionen. Kommissionen fastslog den usikre økonomiske situation i Bergkamenområdet i forhold til det nationale gennemsnit, men fandt, at der ikke var grundlag for tildelingen af den anfægtede støtte, idet levestandarden og arbejdsløshedsprocenten dér er gunstigere end fællesskabsgennemsnittet, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. Selv om man kan beklage, at Kommissionen ikke har fremlagt nogen tal herom, kan man ikke nå til det resultat, at den har overskredet sit skøn, da den skønnede, at den lokale økonomiske situation ikke er af en så udpræget alvorlig karakter, at støtten kan anses som forenelig med Fællesmarkedet, jfr. forfølges under hensyn til de særlige krav, artikel 92, stk. 3, litra a).
Lige så lidt synes undtagelsen i litra c) i samme bestemmelse at kunne finde anvendelse. Det fremgår af de produktionstal, der er fremlagt af Deufil, at den gennemførte investering har medført en fordobling af virksomhedens produktionskapacitet, der i det væsentlige er anvendt til fremstilling af polyamid, der har udgjort mere end 70% af virksomhedens produktion i 1985. Trods sagsøgerens gentagne påstande om det modsatte, har der således hverken fundet nogen omstilling sted eller nogen omstrukturering, der har medført en reduktion af produktionskapaciteten. I virkeligheden har investeringen ganske enkelt — således som Kommissionen med rette har anført det — muliggjort moderniseringen af virksomhedens produktionsapparat via erhvervelsen af et nyt anlæg, der muliggør alternativ produktion af de to typer af fibre alt efter udviklingen i efterspørgslen på markedet. Imidlertid skal denne investeringsbeslutning vurderes i forhold til den omstrukturering, som de konkurrerende producenter har foretaget, og som er blevet ledsaget af en massiv nedskæring i antallet af stillinger. Jeg har allerede fremhævet de ugunstige virkninger af denne investering for konkurrencen. Jeg er ligesom Kommissionen af den opfattelse, at dette sammentræf af omstændigheder har spillet en afgørende rolle for Deufil's virksomhedspolitik.
Under denne synsvinkel står, henset til markedsbetingelserne, investeringen altså i direkte modsætning til den fælles interesse. Som det klart fremgår både af den politik, der er ført af Kommissionen, og af den fremgangsmåde, der er fulgt af en række producenter, kræver denne interesse af hensyn til genskabelsen af ligevægten i produktionen og forbruget af syntetiske fibre i Fællesskabet, om ikke ligefrem en nedsættelse, så dog i det mindste en stabilisering af produktionskapaciten, men i hvert fald ikke en udbygning af denne. I forbindelse med en strukturbestemt overproduktion har en sådan investering i høj grad en konjunkturbestemt karakter. Den synes ikke i synderlig grad at kunne sikre virksomhedens rentabilitet på nogen stabil måde. Området får således ikke andet ud af foranstaltningen, der strider mod den fælles interesse, end et usikkert bidrag til dens udvikling, hvilket også gælder for de skabte arbejdspladser.
Kommissionen findes derfor ikke ved at nægte at anvende undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på sagsøgeren, at have overskredet grænserne for det skøn, den besidder ved anvendelsen af denne bestemmelse.
Som det ses, er dette anbringende rettet, ikke mod Kommissionens egen beslutning, men mod den foranstaltning, de tyske myndigheder skal træffe til gennemførelse af Domstolens dom, hvorved dommens retskraft bekræftes. Med dette sidstnævnte anbringende søges det således ikke godtgjort, at den tildelte støtte er retmæssig. Dette anbringende er derfor irrelevant under nærværende sag.
Jeg kunne afslutte mit forslag til afgørelse her. Jeg finder det dog nyttigt at understrege, at
såfremt de samme procedureregler finder anvendelse på tilbagesøgningen af rent nationale ydelser, og at
Dom i de forenede sager
Det tilkommer således den nationale retsinstans under disse betingelser og efter omstændighederne at afveje Fællesskabets interesse over for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Hvorledes dette nu end forholder sig og uden af foregribe afgørelsen, er der ved førte blik intet holdepunkt for, at sagsøgeren legitimt har kunnet forvente, at den tildelte støtte kunne være endelig, når henses til Fællesskabets almindelige interesse. Støtten er nemlig ikke fra de tyske myndigheders side gjort til genstand for en forudgående underretning som fastsat ved artikel 93, stk. 3. Imidlertid — er det nødvendigt at fremhæve dette? — er meningen med dette væsentlige krav netop at forebygge udbetalingen af retsstridig støtte, eftersom
førend Kommissionen, der skal have underretning
Endelige kan Deufil som producent af syntetiske fibre næppe hævde, at virksomheden ikke var vidende om, at den trufne investering — som den vidste, at den ville muliggøre en forhøjelse af produktionskapaciteten, ikke blot for fremstilling af polypropylen, et produkt, som rent faktisk først blev optaget i
Jeg når følgelig til det resultat, at sagsøgte bør frifindes, og at sagsøgeren bør tilpligtes at betale sagens omkostninger.