European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/66

6.1.2026

KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2026/66

af 23. december 2025

om ændring af afgørelse 2014/350/EU, 2014/391/EU, (EU) 2016/1332, (EU) 2016/1349 og (EU) 2017/176 for så vidt angår gyldighedsperioden for EU-miljømærkekriterierne og de tilhørende krav til vurdering og verifikation for tekstilprodukter, madrasser, møbler, fodtøj og gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus

(meddelt under nummer C(2025) 9163)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), særlig artikel 8, stk. 2,

efter høring af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 66/2010 kan produkter, hvis miljøpåvirkning er nedbragt gennem hele deres livscyklus, få tildelt EU-miljømærket. Specifikke kriterier for EU-miljømærket skal fastsættes for hver produktgruppe.

(2)

Ved Kommissionens afgørelse 2014/350/EU (2) er der opstillet kriterier for EU-miljømærket for produktgruppen »tekstilprodukter«. Gyldigheden af disse kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav udløber den 31. december 2025.

(3)

Ved Kommissionens afgørelse 2014/391/EU (3) er der opstillet kriterier for EU-miljømærket til produktgruppen »madrasser«. Gyldigheden af disse kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav udløber den 31. december 2026.

(4)

Ved Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1332 (4) er der opstillet kriterier for EU-miljømærket til produktgruppen »møbler«. Gyldigheden af disse kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav udløber den 31. december 2026.

(5)

Ved Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1349 (5) er der opstillet kriterier for EU-miljømærket til produktgruppen »fodtøj«. Gyldigheden af disse kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav udløber den 31. december 2025.

(6)

Kommissionen har ved afgørelse (EU) 2017/176 (6) fastsat EU-miljømærkekriterier for produktgruppen »gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus«. Gyldigheden af disse kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav udløber den 31. december 2026.

(7)

I overensstemmelse med konklusionerne af kvalitetskontrollen af EU-miljømærket (Refitprogrammet) af 30. juni 2017 (7) har Kommissionen sammen med EU's Miljømærkenævn vurderet og bekræftet relevansen af EU-miljømærkekriterierne for ovennævnte produktgrupper for EU-miljømærkeordningen samt gennemført løsninger for at styrke synergierne mellem produktgrupperne og øge udbredelsen af EU-miljømærket.

(8)

På grundlag af ovennævnte vurdering anses kriterierne for madrasser, møbler, fodtøj og gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus for stadig at være aktuelle og for sandsynligvis at forblive aktuelle i den nærmeste fremtid. Revisionen af kriterierne og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav for disse produktgrupper bør derfor udskydes, så det bliver muligt at integrere den sektorspecifikke lovgivning, der er under udvikling, og sikre tilpasning til og sammenhæng med EU's andre aktuelle produktpolitikker. For tekstilprodukter skal den igangværende revision efter udfærdigelsen af den relaterede delegerede retsakt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 (8) for at sikre overensstemmelse mellem kravene i den delegerede retsakt og EU-miljømærkekriterierne, så der tages hensyn til muligheden for i fremtiden at anvende EU-miljømærket som dokumentation for overholdelse af krav om miljøvenligt design i den delegerede retsakt, i det omfang disse krav er omfattet af EU-miljømærkekriterierne. Indtil da bør kriterierne og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav forblive gyldige.

(9)

For at lette Kommissionens koordinering af revisionsprocessen sideløbende med kommende lovgivningsinitiativer og for så vidt muligt at konsolidere indsatsen er det nødvendigt at forlænge gyldigheden af EU-miljømærkekriterierne såvel som vurderings- og verifikationskravene i afgørelse 2014/350/EU, 2014/391/EU, (EU) 2016/1332, (EU) 2016/1349 og (EU) 2017/176.

(10)

For at give tilstrækkelig tid til at afslutte revisionsprocesserne, gruppere kriterier, der er fastsat i det samme år i en enkelt kommissionsafgørelse, og sikre kontinuitet på markedet for licensindehaverne mellem de nuværende og reviderede versioner af kriterierne, bør gyldighedsperioden for de nuværende kriterier og de tilhørende vurderings- og verifikationskrav forlænges indtil den 31. december 2028 for tekstilprodukter og fodtøj, indtil den 31. december 2029 for møbler og gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus og indtil den 31. december 2030 for madrasser.

(11)

Afgørelse 2014/350/EU, 2014/391/EU, (EU) 2016/1332, (EU) 2016/1349 og (EU) 2017/176 bør derfor ændres.

(12)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 16 i forordning (EF) nr. 66/2010 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring af afgørelse 2014/350/EU

Artikel 6 i afgørelse 2014/350/EU affattes således:

»Artikel 6

EU-miljømærkekriterierne for produktgruppen »tekstilprodukter« og de tilhørende krav til vurdering og verifikation gælder indtil den 31. december 2028.«

Artikel 2

Ændring af afgørelse 2014/391/EU

Artikel 4 i afgørelse 2014/391/EU affattes således:

»Artikel 4

EU-miljømærkekriterierne for produktgruppen »madrasser« og de tilhørende krav til vurdering og verifikation gælder indtil den 31. december 2030.«

Artikel 3

Ændring af afgørelse (EU) 2016/1332

Artikel 4 i afgørelse (EU) 2016/1332 affattes således:

»Artikel 4

EU-miljømærkekriterierne for produktgruppen »møbler« og de tilhørende krav til vurdering og verifikation gælder indtil den 31. december 2029.«

Artikel 4

Ændring af afgørelse (EU) 2016/1349

Artikel 4 i afgørelse (EU) 2016/1349 affattes således:

»Artikel 4

EU-miljømærkekriterierne for produktgruppen »fodtøj« og de tilhørende krav til vurdering og verifikation gælder indtil den 31. december 2028.«

Artikel 5

Ændring af afgørelse (EU) 2017/176

Artikel 4 i afgørelse (EU) 2017/176 affattes således:

»Artikel 4

EU-miljømærkekriterierne for produktgruppen »gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus« og de tilhørende krav til vurdering og verifikation gælder indtil den 31. december 2029.«

Artikel 6

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. december 2025.

På Kommissionens vegne

Jessika ROSWALL

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/66/oj.

(2)  Kommissionens afgørelse 2014/350/EU af 5. juni 2014 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til tekstilprodukter (EUT L 174 af 13.6.2014, s. 45, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/350/oj).

(3)  Kommissionens afgørelse 2014/391/EU af 23. juni 2014 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til madrasser (EUT L 184 af 25.6.2014, s. 18, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/391/oj).

(4)  Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1332 af 28. juli 2016 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til møbler (EUT L 210 af 4.8.2016, s. 100, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/1332/oj).

(5)  Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1349 af 5. august 2016 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til fodtøj (EUT L 214 af 9.8.2016, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/1349/oj).

(6)  Kommissionens afgørelse (EU) 2017/176 af 25. januar 2017 om opstilling af EU-miljømærkekriterier for gulvbelægninger baseret på træ, kork og bambus (EUT L 28 af 2.2.2017, s. 44, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2017/176/oj).

(7)  Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 af 25. november 2009 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (COM(2017) 355 final).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF (EUT L, 2024/1781, 28.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1781/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/66/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)