1.

I 2008 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 172/2008  ( 2 ) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ferrosilicium (en legering, der anvendes i fremstillingen af stål og jern) med oprindelse i bl.a. Rusland  ( 3 ).

2.

I denne forordning blev der fastsat en antidumpingtold (på 22,7%), der finder anvendelse på nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for varer, der fremstilles af to virksomheder med hjemsted i Rusland  ( 4 ), som RFA International, LP (herefter »RFA«)  ( 5 ) var forbundet med.

3.

De virksomheder, der blev berørt af den oprindelige forordnings antidumpingforanstaltninger, anlagde successive søgsmål med påstand om delvis annullation af forordningen, fornyet undersøgelse eller tilbagebetaling af betalt antidumpingtold.

4.

Navnlig RFA anmodede om en sådan tilbagebetaling af betalt antidumpingtold i perioden den 1. oktober 2010 til den 31. december 2012.

5.

Den 18. december 2014 gav Kommissionen afslag på denne anmodning om tilbagebetaling ved gennemførelsesafgørelser C(2014) 9805 final, C(2014) 9806 final, C(2014) 9807 final, C(2014) 9808 final, C(2014) 9811, final, C(2014) 9812 final og C(2014) 9816 final (herefter »de omtvistede afgørelser«).

6.

Den 4. marts 2015 anlagde RFA et annullationssøgsmål ved Retten vedrørende disse afgørelser og nedlagde påstand om, at de var i strid med flere bestemmelser i forordning (EF) nr. 1225/2009  ( 6 ).

7.

Retten frifandt Kommissionen ved dom af 15. november 2018  ( 7 ), som nu er genstand for nærværende appel.

I.

Retsforskrifter. Forordning nr. 1225/2009

8.

Artikel 11 bestemmer:

II.

Tvistens baggrund

9.

For bedre at forstå forløbet af de faktiske omstændigheder kan der passende henvises til de formelle indsigelser, hvori RFA’s påstande (eller påstandene fra de virksomheder, som RFA er forbundet med) med hensyn til denne antidumpingtold er blevet oversat, hvilke påstande såvel Retten som Domstolen har måttet tage stilling til.

A.

(Det første) annullationssøgsmål

10.

Efter vedtagelsen af den oprindelige forordning i 2008 anlagde CHEMK og KF et søgsmål ved Retten med påstand om delvis annullation af denne forordning.

11.

Retten frifandt Rådet ved dom af 25. oktober 2011  ( 8 ), som de sagsøgende selskaber appellerede.

12.

Ved dom af 28. november 2013 i appelsagen frifandt Domstolen Rådet  ( 9 ).

B.

Første fornyede undersøgelse og (det andet) annullationssøgsmål

13.

Den 30. november 2009 anmodede CHEMK og KF om en interimsundersøgelse af den oprindelige forordning.

14.

Denne procedure blev afsluttet med vedtagelsen af gennemførelsesforordning nr. 60/2012  ( 10 ), som bekræftede den oprindelige antidumpingforanstaltning.

15.

CHEMK og KF anlagde sag ved Retten med påstand om delvis annullation af gennemførelsesforordning nr. 60/2012.

16.

Retten frifandt Rådet ved dom af 28. april 2015  ( 11 ), som de sagsøgende selskaber appellerede.

17.

Ved dom af 9. juni 2016 i appelsagen frifandt Domstolen Rådet  ( 12 ).

C.

Successive tilbagebetalingsprocedurer

1.

Første og anden periode for undersøgelsen om tilbagebetaling og (det tredje) annullationssøgsmål

18.

Fra den 30. juli 2009 til den 10. december 2010 indgav CHEMK og KF flere anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold betalt fra den 7. januar 2009 til den 10. december 2010.

19.

Tilbagebetalingsundersøgelsen tog udgangspunkt i perioden fra den 1. oktober 2008 til den 30. september 2010, som Kommissionen opdelte i to delperioder: »første periode for undersøgelsen om tilbagebetaling« fra den 1. oktober 2008 til den 30. september 2009 og »anden periode for undersøgelsen om tilbagebetaling« fra den 1. oktober 2009 til den 30. september 2010.

20.

Den 10. august 2012 vedtog Kommissionen afgørelser C(2012) 5577 final, C(2012) 5585 final, C(2012) 5588 final, C(2012) 5595 final, C(2012) 5596 final, C(2012) 5598 final og C(2012) 5611 final, hvori Kommissionen imødekom anmodningerne om tilbagebetaling med hensyn til første periode for undersøgelsen om tilbagebetaling og gav afslag på anmodningerne med hensyn til anden periode.

21.

RFA anlagde sag til prøvelse af disse afgørelser ved Retten, som frifandt Kommissionen ved dom af 17. marts 2015  ( 13 ).

22.

RFA iværksatte appel til prøvelse af Rettens dom af 17. marts 2015. Ved dom af 4. maj 2017 i appelsagen frifandt Domstolen Rådet  ( 14 ).

2.

Tredje og fjerde periode for undersøgelsen om tilbagebetaling og (det fjerde) annullationssøgsmål

23.

Fra den 1. marts 2011 til den 26. juni 2013 indgav RFA nye anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold, denne gang med hensyn til perioden fra den 1. oktober 2010 til den 31. december 2012.

24.

Efter opdelingen af denne periode i to delperioder (»tredje periode for undersøgelsen om tilbagebetaling« fra den 1.10.2010 til den 31.12.2011 og »fjerde periode for undersøgelsen om tilbagebetaling« fra den 1.1.2012 til den 31.12.2012) gav Kommissionen afslag på RFA’s anmodninger i de omtvistede afgørelser.

25.

Den 4. marts 2015 anlagde RFA ved Retten det (fjerde) annullationssøgsmål, hvorved de nævnte afgørelser blev anfægtet. Kommissionen blev frifundet ved dom af 15. november 2018, hvorefter RFA appellerede denne dom.

D.

Anden fornyede undersøgelse og (det femte) annullationssøgsmål

26.

Som følge af udløbet af de antidumpingforanstaltninger, der var blevet vedtaget i den oprindelige forordning, indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse, der udmøntede sig i gennemførelsesforordning (EU) nr. 360/2014  ( 15 ), hvori antidumpingtolden på 22,7%, som var blevet fastsat i den oprindelige forordning, blev opretholdt.

27.

CHEMK og KF anlagde sag til prøvelse af gennemførelsesforordning nr. 360/2014 ved Retten, som frifandt Kommissionen ved dom af 15. november 2018  ( 16 ). Denne dom er blevet endelig.

III.

Retsforhandlingerne ved Retten

28.

Det annullationssøgsmål, som RFA anlagde den 4. marts 2015, vedrørende de omtvistede afgørelser, indeholdt tre anbringender, hvoraf kun det andet er relevant her; deri blev det gjort gældende, at disse afgørelser var i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9 og 10.

29.

Med hensyn til RFA’s og Kommissionens argumenter i forbindelse med dette appelanbringende henviser jeg til den appellerede doms præmis 58-68, hvori Retten har opsummeret begge parters argumenter.

30.

Jeg vil derfor blot gengive præmis 69-75 og 77-79 i den appellerede dom, hvori Retten forklarer, hvorfor den forkaster dette annullationsanbringende. Dette gør den således:

IV.

Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

31.

Appelskriftet blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. januar 2019.

32.

RFA har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom og om, at Domstolen selv træffer endelig afgørelse i sagen, hvis den findes egnet til at blive afgjort. RFA har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling. RFA har nedlagt påstand om, at Kommissionen under alle omstændigheder tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

33.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at RFA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

34.

Det til den 25. marts 2020 berammede retsmøde blev erstattet med Domstolens spørgsmål til parterne, som de besvarede skriftligt.

V.

Gennemgang af appellen

A.

Indledende betragtninger

35.

Læsningen af tvistens baggrund viser, at der siden indførelsen af antidumpingtolden ved den oprindelige forordning i forbindelse med denne told er blevet gjort flere indsigelser (annullationssøgsmål, anmodninger om tilbagebetaling af told, der er opkrævet, og om genoptagelse af undersøgelser, såvel interims- som udløbsundersøgelser), som der ikke kan ses bort fra ved afgørelsen af denne appel.

36.

Denne omstændighed begrunder, at det inden selve undersøgelsen af appelanbringenderne fremhæves, hvordan det efter vedtagelsen af antidumpingtolden i teorien er muligt at genoptage undersøgelsen heraf eller foretage tilbagebetaling i henhold til grundforordningens bestemmelser.

37.

Med hensyn til genoptagelse af undersøgelser foretog Domstolen i dom af 18. september 2014  ( 18 ) følgende bedømmelse: »[…] hvad angår den fornyede undersøgelse af de foranstaltninger, der udløber i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, [er der] i det væsentlige tale om at vurdere, om ophævelsen af den oprindelige antidumpingforanstaltning sandsynligvis vil medføre, at dumpingen eller skaden [fortsætter] eller genopstår. […] [H]vad angår en fornyet interimundersøgelse [kan Kommissionen] i henhold til denne forordnings artikel 11, stk. 3, bl.a. undersøge, om omstændighederne angående dumpingen og skaden er væsentligt ændret, eller om de eksisterende foranstaltninger har skabt de påregnede virkninger og har fjernet den tidligere konstaterede skade med henblik på at foreslå at ophæve, ændre eller opretholde den antidumpingtold, der blev iværksat ved afslutningen af den oprindelige undersøgelse«.

38.

Proceduren for tilbagebetaling er beslægtet med proceduren for at genoptage en undersøgelse (grundforordningens artikel 11, stk. 8, fjerde afsnit, tillader, at disse procedurer forenes), men tillader kun en undersøgelse af den faktiske dumpingmargen og ikke en fornyet undersøgelse af det generelle spørgsmål om skade.

39.

De elementer, der er fælles for proceduren for genoptagelse af en undersøgelse og proceduren for tilbagebetaling af told, der er opkrævet, fremgår af grundforordningens artikel 11, stk. 9 og 10, som netop er de bestemmelser, som Retten ifølge RFA har tilsidesat.

B.

Appelanbringenderne

40.

RFA har præciseret, at selskabets appel »alene har til formål at anfægte Rettens konstateringer med hensyn til det andet middel, som sagsøgeren påberåbte sig i første instans, og nærmere bestemt den appellerede doms præmis 69-75 og 77-79«  ( 19 ).

1.

Første anbringende: »Retten har anlagt en fejlagtig fortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 9, og af den relevante retspraksis og har foretaget materielt ukorrekte konstateringer af de faktiske omstændigheder«

41.

Anbringendet kan opdeles i to led.

a)

Første led: manglende begrundelse

1)

Appellantens og Kommissionens argumenter

42.

RFA’s anbringende om den påståede manglende begrundelse er kortfattet. RFA har blot anført, at »Retten ikke har behandlet sagsøgerens argument om, at der ikke er indtrådt en ændring i omstændighederne«  ( 20 ).

43.

Kommissionen har anført, at Retten ikke er forpligtet til at besvare alle appellantens anbringender, men at det er tilstrækkeligt at anføre en begrundelse, der implicit fremgår af afgørelsens begrundelse.

2)

Bedømmelse

44.

Dette klagepunkt fra RFA er ikke let at forstå, da RFA har anerkendt, at »Retten har vurderet, at stigningen i produktionsomkostningerne udgjorde en ændring i omstændighederne, der begrundede en ændring i metoden til beregning af eksportprisen, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 9«  ( 21 ).

45.

I den appellerede doms begrundelse forklarer Retten, hvorfor der efter Rettens opfattelse forelå et grundlag, der var tilstrækkeligt til at begrunde, at Kommissionen ændrede sin beregningsmetode.

46.

I nævnte doms præmis 70 fremhæves det, at der kan ses bort fra anvendelsen af den samme metode, »når de relevante parametre har ændret sig tilstrækkeligt til, at anvendelsen af den tidligere anvendte metode er uegnet til at levere et pålideligt resultat«.

47.

På denne baggrund har Retten fremhævet, at der i denne sag skete en ændring i disse parametre, nærmere bestemt i produktionsomkostningerne. Det forholder sig sådan (hvilket kan give anledning til en vis forvirring), at denne ændring i produktionsomkostningerne er et element, der også indgår i vurderingen af spørgsmålet, om antidumpingtolden skal fjernes fra beregningen af eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 10. Dette indebærer imidlertid ikke, at denne stigning i produktionsomkostningerne materielt, i Rettens argumentation, også anses for en faktor, der er afgørende for ændringen i omstændighederne, som begrundede ændringen i den anvendte metode.

48.

På denne baggrund er Rettens dom ikke behæftet med begrundelsesmangler, der kan medføre, at den appellerede dom ophæves. Den begrundelse, som Retten har anført – selv hvis den var fejlagtig – foreligger og er tilstrækkelig til, at appellanten forstår indholdet heraf, hvilket indhold appellanten er uenig i for så vidt angår realiteten.

49.

Det bør desuden tages i betragtning, at Kommissionen i de omtvistede afgørelser fremhævede en række ændringer i de faktiske omstændigheder og væsentlige forandringer under den igangværende undersøgelse i forhold til den oprindelige undersøgelse, som begrundede en ændring i metoden.

50.

Blandt disse ændringer lagde Retten vægt på stigningen i produktionsomkostningerne, hvilket er logisk, da RFA også havde henvist til denne ændring i sit søgsmål, selv om der også forelå andre ændringer  ( 22 ).

51.

Som Domstolen havde lejlighed til at fastslå i dom af 4. maj 2017  ( 23 ) i forbindelse med et tilsvarende anbringende fremsat af RFA, er det i forbindelse med en appel endelig tilstrækkeligt at anføre, at Domstolens prøvelse konkret har til formål at efterprøve, om Retten har besvaret den række af argumenter, som appellanten har fremført, tilstrækkeligt. Det er tilfældet her.

52.

Hvis læsningen af en af passagerne i den appellerede doms præmis 69 og 78 umiddelbart kan give indtryk af, at Retten har fremlagt en argumentation, der er mere vidtgående end Kommissionens, må det under alle omstændigheder tilføjes, at dette ikke betyder, at Retten har erstattet (men derimod blot suppleret) de omtvistede afgørelsers begrundelse. På denne baggrund er det med rette, at RFA ikke har gjort denne tilsyneladende erstatning af begrundelser gældende i sit første appelanbringende.

b)

Andet led: angivelige retlige fejl og materielt ukorrekte konstateringer af de faktiske omstændigheder

1)

Appellantens og Kommissionens argumenter

53.

RFA har opsummeret sine argumenter således: »[…] [I] sin bedømmelse af, hvorvidt antidumpingtolden var afspejlet i salgspriserne, foretog Kommissionen ikke en analyse på baggrund af den videresalgspris, der blev identificeret i forbindelse med den undersøgelse, som førte til den oprindelige forordning, men på baggrund af de gængse produktionsomkostninger i Rusland. Dette udgør en ændring af metoden som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9. Kommissionen anførte, at omstændighederne havde ændret sig væsentligt siden den oprindelige undersøgelse, og navnlig var de russiske eksportørers produktionsomkostninger steget med ca. 100%. Omkostningsstigninger forelå, og der var kendskab til disse, allerede under perioderne for undersøgelsen om tilbagebetaling for 2008-2010.«

54.

Kommissionen har støttet sig på ordlyden af artikel 11, stk. 9, og har anført, at den eneste gyldige reference er den oprindelige forordning, da det er den, der »resulterede i indførslen af den pågældende told«.

2)

Bedømmelse

55.

Grundforordningens artikel 11, stk. 9, anfører som nævnt dels »den undersøgelse, der resulterede i indførslen af den pågældende told«, dels genoptagede undersøgelser og undersøgelser om tilbagebetaling. I forbindelse med de to sidstnævnte skal der anvendes den samme metode, som blev benyttet i den første undersøgelse, medmindre omstændighederne har ændret sig.

56.

Den bestemmelse, der angiveligt er blevet tilsidesat, kræver således kun, at »de samme metoder, som blev benyttet i den undersøgelse, der resulterede i indførslen af den pågældende told«, anvendes efterfølgende. Da antidumpingtolden i denne sag blev indført ved den oprindelige forordning, indebærer bestemmelsens ordlyd, at udgangspunktet er den metode, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, og ikke en metode, der blev anvendt på et andet tidspunkt.

57.

På denne baggrund (som RFA, således som Kommissionen har påpeget i sin duplik, sent anerkendte i punkt 9 i sin replik, i modsætning til det, der syntes at fremgå af punkt 25 i RFA’s appelskrift), kan det første appelanbringendes andet led ikke tiltrædes.

58.

RFA anførte i sit appelskrift, at Kommissionen burde have anvendt den samme metode, som den anvendte i andre senere undersøgelser, som ikke er den metode, der resulterede i indførelsen af antidumpingtolden i 2008. RFA har nærmere bestemt kritiseret, at Kommissionen (og Retten, idet den bekræftede Kommissionens synspunkt) ikke anvendte den metode, som den allerede havde anvendt ved afgørelsen om tilbagebetaling af antidumpingtold med hensyn til andre foregående perioder  ( 24 ).

59.

Det kan ikke udelukkes, at RFA’s synspunkt i teorien kan have et andet retsgrundlag end det, som RFA selv har valgt (tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9). Den eneste lovbestemmelse, hvis tilsidesættelse RFA har gjort gældende i appelskriftet (som Domstolen skal henholde sig til), er som nævnt grundforordningens artikel 11, stk. 9, som Retten efter RFA’s opfattelse har fortolket fejlagtigt.

60.

Under disse omstændigheder er det første appelanbringende dømt til at mislykkes, da den fortolkning, som RFA har foreslået Retten, som nævnt ikke er forenelig med den pågældende bestemmelse.

61.

Som Retten har fremhævet, er vedtagelsen af en ny metode, som afviger fra den metode, der er blevet anvendt i foregående undersøgelser, under alle omstændigheder begrundet, hvis det fastslås, at der er indtrådt en ændring i omstændighederne. Denne mulighed nævnes i den appellerede doms præmis 70: »En sikring af, at den økonomiske analyse er pålidelig ved sammenligningen af situationen mellem de to perioder, begrunder i princippet en anvendelse af den samme metode, medmindre de relevante parametre har ændret sig tilstrækkeligt til, at anvendelsen af den tidligere anvendte metode er uegnet til at levere et pålideligt resultat.« Retten bekræfter i denne passage det, som Domstolen allerede havde fastslået i Valimar-dommen.

62.

Afgørelsen af, hvorvidt der faktisk indtrådte en ændring i omstændighederne, er således en bedømmelse, der lig de øvrige angiveligt »materielt ukorrekte konstateringer af de faktiske omstændigheder«, som RFA har foreholdt Retten, ikke kan anvendes som grundlag for en appel, der er begrænset til retlige spørgsmål og ikke faktiske spørgsmål.

63.

Det følger af fast retspraksis, at Domstolen ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder  ( 25 ). Det er således ikke muligt at foretage en prøvelse af bedømmelserne af de faktiske omstændigheder i den appellerede dom, medmindre det gøres gældende, at de beviser, der fremgår af sagsakterne, åbenlyst er blevet gengivet urigtigt, hvilket ikke er sket her.

64.

Tvisten drejer sig om den senere afspejling af antidumpingtolden (hvilket reelt er tvistens kerne), og grundforordningens artikel 11, stk. 9, er under alle omstændigheder ikke en bestemmelse, der er egnet til at afgøre den. I den oprindelige undersøgelse kan der ikke være tale om en metode, der er egnet til at præcisere afspejlingen, eller den manglende afspejling, af antidumpingtolden: denne oplysning må nødvendigvis være fraværende i enhver oprindelig undersøgelse, der netop har til formål at indføre antidumpingtolden.

65.

På denne baggrund kan der pr. definition ikke være en samme metode, som er fælles for den oprindelige undersøgelse og de efterfølgende undersøgelser om tilbagebetaling for så vidt angår afspejlingen af antidumpingtolden i videresalgsprisen for varerne i Unionen. Der kan heller ikke være tale om en ændring i metoden, da der i de oprindelige undersøgelser som nævnt ikke findes nogen metode til at efterprøve, om en antidumpingtold, som ikke fandtes tidligere, er afspejlet i videresalgspriserne.

66.

Kravet om, at metoden ikke må ændres (medmindre omstændighederne ændres), som er fastlagt i grundforordningens artikel 11, stk. 9, kan således ikke anvendes i disse tilfælde.

2.

Det andet appelanbringende

67.

RFA har opsummeret sit andet appelanbringende således: »Retten anlagde en forkert fortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 10, ved at anvende det forkerte retlige kriterium. I henhold til det retlige kriterium, som Retten har udviklet, kan den omstændighed, at antidumpingtolden indgår i eksportpriserne, kun godtgøres gennem DDP-prisoplysninger og ved at påvise, at ikke blot antidumpingtolden, men ligeledes samtlige eventuelle opståede produktionsomkostninger, er omfattet af de nye priser. Hverken grundforordningens artikel 11, stk. 10, eller Kommissionens meddelelse vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold [ ( 26 )] […] stiller et sådant krav«.

a)

Første led: spørgsmålet, om ikke blot antidumpingtolden, men ligeledes produktionsomkostningerne, indgår i de nye priser

1)

Appellantens og Kommissionens argumenter

68.

RFA har kritiseret indholdet af den appellerede doms præmis 72-75 og har gjort gældende, at grundforordningens artikel 11, stk. 10, kun kræver, at producenten fremlægger beviser for, at tolden er blevet afspejlet korrekt i videresalgspriserne i Unionen.

69.

Ifølge RFA er det tilstrækkeligt, at videresalgspriserne er steget tilstrækkeligt i forhold til de priser, der fremgik af den oprindelige undersøgelse. Hvis det var relevant at tage produktionsomkostningerne i betragtning i denne henseende, burde Kommissionen have udvidet punkt 4.1, litra b), i sin meddelelse vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold  ( 27 ), således at det omfatter disse omkostninger.

70.

Kommissionen har anført, at ansøgeren ikke blot skal godtgøre, at der er sket en stigning i videresalgspriserne, men derimod at tolden »korrekt afspejles« i disse priser.

2)

Bedømmelse

71.

I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8, første afsnit, støtter tilbagebetalingsprocedurerne sig på en godtgørelse af, at den dumpingmargen, på grundlag af hvilken tolden er betalt, er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats.

72.

Grundforordningens artikel 11, stk. 10, tillader, at der ikke gives fradrag for betalt antidumpingtold ved beregningen af eksportprisen (i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9). Denne mulighed foreligger imidlertid kun, »hvis der foreligger afgørende bevis for, at tolden korrekt afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Fællesskabet«.

73.

Appelskriftet peger på et problem i dette stykke, som på grund af dets mulige indvirkning på andre sager først bør undersøges generelt og derefter specifikt i forhold til denne sags omstændigheder.

i)

Fastsættelse af videresalgsprisen: Kan det kun undersøges, om antidumpingtolden afspejles heri?

74.

RFA’s synspunkt, som er blevet gentaget flere gange, er, at det ved kontrollen af, om antidumpingtolden indgår (eller afspejles) i videresalgspriserne, efter fremlæggelsen af afgørende beviser ikke er muligt at tage andres faktorers indvirkning i betragtning, således som Retten har gjort, idet den har fulgt Kommissionens linje. Det ville således være tilstrækkeligt, at de nye priser var højere end summen af de tidligere priser og antidumpingtolden, for at denne told kan anses for at være afspejlet.

75.

Denne opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig. Efter min opfattelse er det mere logisk (og i højere grad i overensstemmelse med en helhedsfortolkning af den pågældende bestemmelse) at anføre, at en stigning i videresalgspriserne i Unionen i forhold til de oprindelige videresalgspriser ikke automatisk betyder, at antidumpingtolden afspejles korrekt og fuldt ud i disse endelige priser.

76.

Det kan udledes, at de nye priser, selv om de er højere end de tidligere, ikke korrekt afspejler (dvs. ikke indeholder) antidumpingtolden, hvis a) produktionsomkostningerne er steget væsentligt i perioden fra det oprindelige til det endelige tidspunkt, og b) de nye videresalgspriser ikke afspejler denne omkostningsstigning.

77.

Denne argumentation, som efter min opfattelse utvivlsomt er korrekt, har Retten i det væsentlige anvendt: »grundforordningens artikel 11, stk. 10, [indebærer] på ingen måde, for så vidt som den vedrører spørgsmålet, om »tolden korrekt afspejles i videresalgspriserne«, at det kun er den tilsvarende antidumpingtold, der skal indarbejdes i den nye videresalgspris ud over den videresalgspris, der tidligere er blevet anvendt for at opnå et positivt svar. En yderligere told i forhold til normalt afholdte omkostninger er kun »korrekt afspejlet«, såfremt den føjes til disse omkostninger. Såfremt disse øvrige omkostninger stiger, men videresalgsprisen stiger mindre, tilføjes tolden i realiteten kun delvist eller slet ikke disse øvrige omkostninger, selv ikke såfremt den tilsvarende antidumpingtold er blevet tilføjet den tidligere anvendte videresalgspris«  ( 28 ).

78.

Således som Kommissionen har anført, vil jeg tilføje, at den administrative praksis, som Domstolen følger, ikke er egnet til at ændre bindende retsregler, som Unionens institutioner har vedtaget.

ii)

Anvendelsen af dette kriterium i den appellerede dom

79.

Retten begrundede, hvorfor appellantens anbringende om, at videresalgspriserne var steget mere end 100% i perioden mellem den oprindelige undersøgelse og fjerde periode for undersøgelsen om tilbagebetaling, var utilstrækkeligt til at godtgøre, at antidumpingtolden var fuldt ud afspejlet i disse priser.

80.

Ifølge Retten »[er det] tilstrækkeligt, at produktionsomkostningerne steg med mere end de anvendte priser, for at de anvendte priser ikke korrekt afspejler antidumpingtolden, henset til udviklingen i produktionsomkostningerne. Dette godtgøres a priori af den omstændighed, som Kommissionen har fremhævet, at produktionsomkostningerne, antidumpingtolden inkluderet, i 99% af tilfældene ikke var omfattet af videresalgspriserne i Unionen i 2012«  ( 29 ).

81.

Retten var ikke af den opfattelse, at RFA havde fremlagt et »afgørende bevis« for at antidumpingtolden korrekt afspejles i videresalgspriserne, og derfor kunne den betalte antidumpingtold ikke fradrages. Som jeg senere vil forklare, er det ubestridt, at bevisbyrden i forbindelse med afgørelsen om ikke at foretage dette fradrag påhviler den erhvervsdrivende og ikke Kommissionen, som har til opgave at bedømme, hvor afgørende de af den erhvervsdrivende fremlagte beviser er.

82.

Jeg må igen fremhæve, at der ikke kan foretages prøvelse af den bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder, som Retten har foretaget, i en appelsag, hvilket skal ske ved hjælp af de begrænsede midler, som jeg tidligere har nævnt  ( 30 ). I denne sag var det bevisniveau, som appellanten blev afkrævet, særligt højt, da sidstnævnte skulle fremlægge beviser, som på afgørende vis godtgjorde det omtvistede forhold.

83.

Hvis Retten i betragtning af dette krav udførligt forklarer, hvorfor den er af den opfattelse, at RFA ikke har formået at godtgøre dette forhold, er det vanskeligt for Domstolen at foretage en prøvelse af denne bedømmelse i en appelsag. Ingen af de ekstraordinære årsager (urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, fremhævet ved hjælp af dokumenter fra sagsakterne, som godtgør dette) foreligger i denne sag.

84.

Det bør desuden bemærkes, at Retten ved undersøgelsen af forhold, som Kommissionen har taget stilling til, skal overholde kriteriet om, at »Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik – og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger – har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge«  ( 31 ).

85.

Anvendelsen af dette kriterium på hovedsagen taler for, at Kommissionens synspunkter tiltrædes, og at appellanten pålægges en endnu større byrde i sine bestræbelser på at underminere de omtvistede afgørelsers begrundelse  ( 32 ).

86.

Det bør endelig anføres, at fjerde periode for undersøgelsen om tilbagebetaling stemmer overens med den periode, der var omfattet af den udløbsundersøgelse, som udmøntede sig i gennemførelsesforordning nr. 360/2014. I søgsmålet til prøvelse af den forordning, som blev anlagt af CHEMK og KF (virksomheder, som er forbundet med RFA), blev Kommissionen som nævnt frifundet ved Rettens dom af 15. november 2018  ( 33 ), som er endelig.

87.

I den nævnte sag blev der ligeledes foretaget en undersøgelse af ændringen af metoden i forhold til interimsundersøgelsen, og der blev også lagt vægt på stigningen i produktionsomkostningerne som et element, der var afgørende for fradraget af antidumpingtolden ved beregningen af eksportprisen, idet der blev draget de samme konklusioner som i den dom, der nu er genstand for appel. Sammenfaldet med denne sag er yderst slående, og det resultat, som Retten nåede frem til, stemmer overens med mit svar til dette led i det andet appelanbringende.

b)

Andet led: accept af DDP-prisoplysninger som det eneste bevis for, at antidumpingtolden indgår i eksportpriserne

1)

Appellantens og Kommissionens argumenter

88.

RFA har kritiseret, at Retten i den appellerede doms præmis 77 og 78 alene har accepteret muligheden for at fremlægge DDP-priser som bevis for, at antidumpingtolden indgår i videresalgsprisen.

89.

RFA har i denne forbindelse henvist til punkt 4.1, litra b), i Kommissionens meddelelse vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold og har tilføjet, at det ikke fremgår af nogen retlige bestemmelser, om der skal fremlægges DDP-priser eller henvises til EXW- eller CIF-priser, som indeholder antidumpingtolden.

90.

Som svar på dette synspunkt har Kommissionen anført, at det følger af grundforordningens artikel 11, stk. 10, at reglen er, at tolden fradrages ved beregningen af eksportprisen, og at beviset for, at denne told indgår i videresalgspriserne, skal være afgørende, hvis den ikke skal fradrages.

91.

Ifølge Kommissionen har Retten ikke begrænset appellantens bevismidler, men har derimod anvendt de forhold, som appellanten har fremlagt. Kommissionen har desuden gentaget, at det ikke er tilstrækkeligt, at videresalgspriserne svinger, men at det derimod skal bevises, at antidumpingtolden afspejles i videresalgspriserne.

2)

Bedømmelse

92.

I modsætning til det af RFA anførte har Retten i den appellerede dom ikke begrænset de bevismidler, som appellanten havde til rådighed. Retten har derimod overholdt det kriterium, som den fastlagde i dommen i sagen Einhell Germany m.fl. mod Kommissionen: »[…] [B]eviset for, at antidumpingtolden afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen – på betingelse af at beviset er »afgørende« – [kan] føres på enhver måde […]«  ( 34 ).

93.

Jeg understreger, at den appellerede dom ikke indfører en begrænsning af de bevismidler, som RFA skulle tilvejebringe. Den forklarer blot, hvorfor de bevismidler, som denne virksomhed fremlagde, i denne sag ikke kunne leve op til kravet om at være et afgørende bevis for, at antidumpingtolden afspejledes i videresalgspriserne.

94.

Der er tale om en faktisk situation, som må undersøges i forhold til omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Kommissionen forklarede, hvordan den i de foregående undersøgelser kunne drage konklusioner om de indhentede oplysninger, herunder analysen af udviklingen i videresalgspriserne, og uddybede umiddelbart forskellige oplysninger, på grundlag af hvilke den fastslog, at de forelagte oplysninger ikke var pålidelige.

95.

Den omstændighed, at der i en bestemt situation er nået frem til en løsning, betyder ikke, at det samme resultat skal opnås i en anden sammenhæng. Derfor måtte der blive lagt vægt på omstændighederne med hensyn til de nye perioder for undersøgelsen om tilbagebetaling, således som der blev.

96.

Som bevis fremlagde RFA en tabel over udviklingen i selskabets vejede gennemsnitlige EXW- og CIF-priser fra den oprindelige undersøgelse til fjerde undersøgelsesperiode, hvorved selskabet forsøgte at bevise, at dets videresalgspriser indeholdt antidumpingtolden.

97.

De omtvistede afgørelser indeholdt forskellige argumenter, hvorved Kommissionen viste, at disse oplysninger, som RFA havde tilvejebragt, ikke var pålidelige. Med annullationssøgsmålet forsøgte selskabet at få accepteret sine anbringender uden større ændringer, hvilket Kommissionen havde nægtet.

98.

Ved bedømmelsen af bevismidlerne (som skulle evalueres som ovenfor beskrevet) bekræftede Retten den bedømmelse af beviserne, som Kommissionen havde foretaget, og denne bedømmelse i den appellerede dom kan, således som jeg også har nævnt, ikke anfægtes i en appelsag, undtagen i ekstraordinære tilfælde, hvor faktiske omstændigheder, som anses for godtgjort, er blevet gengivet urigtigt, hvilket ikke er sket her.

3)

Subsidiær bedømmelse

99.

I modsætning til det, som RFA gjorde gældende for Retten  ( 35 ), har selskabet ikke ladet den kritik, hvorefter Kommissionen, såfremt den var af den opfattelse, at nogle oplysninger om omkostningerne ikke var pålidelige, burde have oplyst RFA herom under kontrolbesøgene eller hurtigst muligt, således at RFA kunne afhjælpe denne mangel, indgå i appellen.

100.

Da denne kritik ikke indgår i appellen, skal Domstolen naturligvis ikke tage stilling til den.

101.

For at fjerne enhver tvivl desangående kan det imidlertid være hensigtsmæssigt at minde om, at Kommissionen med hensyn til grundforordningens artikel 11, stk. 10, ikke er forpligtet til at handle af egen drift, men derimod kun til at vurdere de afgørende beviser, som den forelægges af en aktør, der anmoder om en tilbagebetalingsundersøgelse  ( 36 ). Det er ansøgeren, ikke Kommissionen, som det påhviler at bevise, med det skærpede krav, der følger af adjektivet afgørende, at tolden korrekt afspejles i videresalgspriserne

102.

Der er derfor intet grundlag for det andet appelanbringende, hvilket sammen med forkastelsen af det første appelanbringende medfører, at appellen forkastes i sin helhed.

103.

I medfør af artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement bør det pålægges RFA at betale sagsomkostningerne.

VI.

Forslag til afgørelse

104.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: