47.I medfør af traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlægge sag til prøvelse af beslutninger, som skønt de er udfærdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.48.Det skal således afgøres, om sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af den skrivelse, som Kommissionen tilsendte VEB den 1. april 1993.49.Det konstateres indledningsvis, at Kommissionen ikke har bestridt, at sagsøgeren er individuelt berørt. På baggrund af sagens omstændigheder finder Retten, at der kun skal tages stilling til, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af den omtvistede beslutning.50.Det fastslås i denne forbindelse, at der i fællesskabsretsakterne og i aftalerne mellem Fællesskabet og Den Russiske Føderation er foretaget en kompetencefordeling mellem Kommissionen og den institution, der er udpeget af Den Russiske Føderation til at indkøbe hvede. Det påhviler denne institution, i dette tilfælde Exportkhleb, efter licitation at vælge medkontrahenten, forhandle kontraktvilkårene og indgå kontrakten. Der er kun tildelt Kommissionen den rolle at kontrollere, at betingelserne for fællesskabsfinansiering er opfyldt, og eventuelt godkende, at kontrakterne er i overensstemmelse med bestemmelserne om udbetaling af lånebeløb i afgørelse 91/658 og aftalerne med Den Russiske Føderation. Det tilkommer således ikke Kommissionen at vurdere handelsaftalen i henhold til andre kriterier end disse.51.Heraf følger, at den virksomhed, som har fået tildelt en kontrakt, kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, Exportkhleb, der er udpeget af Den Russiske Føderation til at indgå kontrakter om hvedeindkøb. Kommissionen har på sin side kun et retligt forhold til låntageren, nemlig den af Den Russiske Føderation udpegede finansielle institution, VEB, som meddeler Kommissionen handelsaftalerne med henblik på anerkendelse af, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne, og som er adressat for Kommissionens beslutning herom.52.Kommissionens handlinger har således ikke betydning for den retlige gyldighed af handelsaftalen mellem sagsøgeren og Exportkhleb og ændrer ikke aftalens vilkår, herunder de af parterne aftalte priser. Den af parterne den 23. februar 1993 foretagne ændring af kontrakten af 28. november 1992 er således fortsat gyldigt aftalt på de vedtagne vilkår uanset Kommissionens beslutning om ikke at godkende, at det vedtagne er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.53.Den omstændighed, at Kommissionen har haft kontakt med sagsøgeren eller Exportkhleb, kan ikke føre til en ændret bedømmelse af de rettigheder og retlige forpligtelser, som for hver af de implicerede parter følger af de gældende bestemmelser i retsakter og indgåede aftaler. Det bemærkes endvidere med hensyn til spørgsmålet, om annullationssøgsmålet kan antages til realitetsbehandling, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen med den kontakt, som sagsøgeren har påberåbt sig, har overskredet grænserne for den rolle, der tilkommer den, nemlig at anerkende eller ikke anerkende, at den oprindelige kontrakt eller ændringen er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser. Den påberåbte kontakt mellem Kommissionen og sagsøgeren i januar 1993 havde også udelukkende til formål at få parterne til i deres kontrakt at indsætte en betingelse, der var nødvendig for, at Kommissionen kunne anerkende kontrakten som værende i overensstemmelse med bestemmelserne, men det blev overladt til parterne selv at sørge for ændringerne i deres kontrakt, hvis de ønskede at opnå den pågældende finansiering. Det forhold, at sagsøgeren af Kommissionen fik meddelelse om sagens gang og herunder modtog en kopi af bekræftelsen over for VEB, er heller ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at sagsøgeren er umiddelbart berørt af beslutningen.54.Det må endvidere fastslås, at selv om VEB, når banken fra Kommissionen modtager en beslutning om, at kontrakten ikke er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser, ikke kan udstede en remburs, der kan være omfattet af Fællesskabets garanti, har beslutningen dog som anført ovenfor ingen betydning for hverken gyldigheden af kontrakten mellem sagsøgeren og Exportkhleb eller for kontraktens vilkår. Det må understreges, at en beslutning fra Kommissionen ikke erstatter en afgørelse fra de nationale russiske myndigheder, idet Kommissionen i forbindelse med, at den træffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes fællesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersøge, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.55.Det bemærkes endvidere for så vidt angår den af sagsøgeren påberåbte umiddelbare anvendelighed af forordning nr. 1897/92, at opregningen i forordningens artikel 5 af de betingelser, som kontrakter skal opfylde for at kunne være omfattet af fællesskabsfinansieringen, ikke er udtømmende, hvilket fremgår af brugen i betingelsesbisætningen af ordet notamment (bl.a.) i den franske udgave af forordningen. I forordningens artikel 4, stk. 1, henvises der tillige udtrykkeligt til bestemmelserne i de aftaler, der er indgået mellem Den Russiske Føderation og Kommissionen. I låneaftalen, som netop indeholder de nærmere betingelser, hvorunder der kan ske fællesskabsfinansiering, tillægges der i punkt 5.1 Kommissionen et frit skøn. Sagsøgerens argument kan derfor ikke tages til følge.56.Endelig skal det tilføjes, at sagsøgeren ikke kan godtgøre at være umiddelbart berørt af den omtvistede beslutning under henvisning til, at handelsaftalerne indeholder en klausul om, at kontrakten kun skal gennemføres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af fællesskabslånet er opfyldt. Med en sådan klausul har aftaleparterne besluttet at skabe en sammenhæng mellem den kontrakt, de indgår, og en fremtidig og uvis begivenhed, således at deres aftale kun får bindende virkning ved begivenhedens indtræden. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag i medfør af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling, findes imidlertid ikke at kunne afhænge af parternes vilje. Sagsøgerens argument kan derfor ikke tages til følge.57.Retten finder herefter, at sagsøgeren i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, ikke er umiddelbart berørt af Kommissionens beslutning af 1. april 1993, rettet til VEB. Sagen må derfor afvises for så vidt angår påstanden om annullation af beslutningen.

63.Det bemærkes for det første, at argumentet om, at beslutningen er lovlig, og argumentet vedrørende misligholdelse af kontrakten fra én af de russiske kontrahenters side henhører under sagens realitet og ikke kan udgøre en afvisningsgrund.64.Det bemærkes for det andet, at ifølge fast retspraksis er erstatningssøgsmålet efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, indført som et selvstændigt retsmiddel med en særlig funktion i forhold til andre retsmidler (Domstolens dom i sagen Krohn mod Kommissionen, jf. ovenfor, præmis 26). Det følger heraf, at afvisning af en sag for så vidt angår en påstand om annullation i princippet ikke kan medføre, at sagen også skal afvises for så vidt angår en påstand om erstatning for et påstået tab.65.Det er imidlertid blevet fastslået, at afvisning af annullationssøgsmålet, som en undtagelse fra det ovenfor omhandlede princip, også medfører afvisning af erstatningssøgsmålet, såfremt der med erstatningssøgsmålet reelt tilsigtes en ophævelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig (jf. Domstolens dom i ovennævnte sag Krohn mod Kommissionen, præmis 33, og Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621, præmis 59), og søgsmålet således udgør en omgåelse af proceduren for annullationssøgsmål. Bevisbyrden for en sådan omgåelse påhviler den part, der gør den gældende.66.Det må fastslås, at Kommissionen ikke har løftet denne bevisbyrde i den foreliggende sag. Kommissionen har for det første blot anført, at sagsøgeren kun søger at opnå den samme pris, som sagsøgeren ville have fået, hvis Kommissionen havde anerkendt ændringen i kontrakten. Desuden kan det — som Domstolen har udtalt i ovennævnte dom i sagen CMC mod Kommissionen vedrørende licitation i forbindelse med Lomé-konventionen — ikke udelukkes, at Kommissionens, dens tjenestegrenes eller enkelte ansattes handlinger eller adfærd i en situation som i den foreliggende sag har påført tredjemand et tab. Enhver, som hævder at have lidt et tab som følge af en sådan handling eller adfærd, skal følgelig have mulighed for at anlægge sag, dog således, at han skal bevise, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag, det vil sige, at der er tale om en skade som følge af en retsstridig handling eller adfærd, som kan tilregnes Fællesskabet (jf. Domstolens dom i ovennævnte sag CMC mod Kommissionen, præmis 31).

1)Sagen afvises for så vidt angår annullationspåstanden.2)Formalitetsindsigelsen tages ikke til følge for så vidt angår påstanden om erstatning for det tab, som sagsøgeren gør gældende at have lidt.3)Sagen fremmes til realitetsbehandling for så vidt angår erstatningspåstanden.4)Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

under forbehold af EØF-myndighedernes godkendelse og er undergivet bankaftalen mellem den bank, der er udpeget af Den Russiske Føderation, og den bank, der er udpeget af EØF-myndighederne.

Betalingen af hver enkelt ladning varer foretages i overensstemmelse med bestemmelserne om EØF's lån til Den Russiske Føderation (mellem den bank), der er udpeget af EØF, og den bank, der er udpeget af Den Russiske Føderation. Nærværende kontrakt indgås under forudsætning af, at den pågældende adviserende bank modtager et overensstemmende bindende tilsagn fra indehaveren af garantikontoen (den af EØF udpegede bank).