De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for nærværende sag, samt retsforhandlingernes forløb kan sammenfattes således:

Fr. Anna Di Blasi er tjenestemand ved Fællesskaberne med tjeneste i generaldirektoratet for EØF's regionalpolitik. Før hun blev fast ansat, arbejdede hun for EKSF's Høje Myndighed i Luxembourg. Efter Fællesskabernes fusion ventede sagsøgeren om formiddagen den 3. januar 1968 stadig på at blive forflyttet og befandt sig i tjenstligt øjemed i kontorerne på Place de Metz i Luxembourg, da hun faldt i en korridor på grund af en overdreven anvendelse af bonevoks på gulvet. Hun blev indlagt på grund af en diagnose, der lød på tre alvorlige knoglebrud i foden med stor afstand mellem brudstykkerne samt forvridning af højre ankel, og hun blev underkastet en operation med henblik på en formindskelse af bruddet.

Læsionens udstrækning og sygdommens udvikling viste, at efterbehandlingen ville blive langvarig og kompliceret, samt at risikoen for en ufuldstændig restitutio ad integrum var til stede.

Sygdommens vigtigste faser kan sammenfattes således:

Hospitalsopholdet varer fire måneder; den brækkede fod lægges i gips; ved patientens udskrivning i maj 1968 lægges foden i gips med gåbøjle; i august 1968 kan patienten igen gå uden gips men kun ved hjælp af ortopædiske apparater, som hun ikke siden har kunnet undvære; siden 1968 har behandlingen været fortløbende og er endnu ikke færdig.

Patienten klager over følgende ulemper:

Fr. Di Blasi er flere gange blevet undersøgt af EF's lægetjeneste, enten under sit ophold i Bruxelles eller efter indkaldelse under sygeorloven i Italien. Det fremgår af aktsamlingen, at sagsøgeren ikke siden den 3. januar 1968 har arbejdet på fuld tid i løbet af sine kortvarige arbejdsperioder.

I juli 1970 kom sagsøgerens broder, dr. Giovanni Di Blasi, til Bruxelles, og da han kunne konstatere, at sagsøgerens fysiske og psykiske tilstand var betydeligt forværret, siden hun havde genoptaget arbejdet, henvendte han sig til sygeforsikringskontoret IX/B/3 og talte med dr. J. Giraudon om erstatning for vedvarende, delvis invaliditet som følge af ulykke. Den 22. oktober 1970 sendte sygeforsikringskontoret fr. Di Blasi den hertil nødvendige formular, idet man udtrykkeligt mindede hende om pligten til at sende en lægeerklæring med angivelse af invaliditetsgraden inden tre år fra ulykkesdatoen at regne, da der fastsættes en tre års forældelse i forsikringspolicens artikel 10, stk. c.

I samme anledning fremsendte sagsøgeren ved anbefalet brev af 16. december 1970 den kliniske og retsmedicinske journal, som dr. G. de Masi havde udarbejdet over hendes helbredstilstand, og hvori han ansætter den vedvarende uarbejdsdygtighed til 50 % for de fysiologiske ulemper og 20 % for de psykiske ulemper, hvilket i alt svarer til 70 %. Desuden fremsendte sagsøgeren i brev af 22. december 1970 en supplerende retsmedicinsk udtalelse af 21. december fra dr. de Masi, hvor denne erklærer, at vurderingen af hendes tabte arbejdsdygtighed og fysiske tilstand bl.a. ikke. tager hensyn til en eventuel forværring af tilstanden.

Sagsøgeren blev pr. telegram kaldt til Bruxelles og mødte op i Kommissionens lægetjeneste den 6. april 1971 for at tale med dr. Jean François Elens og dr. Olmechette, henholdsvis neuropsykiater og rådgivende læge for forsikringsselskabet. Den 20. marts 1972 modtog sagsøgeren et af generaldirektøren for Personale og Administration underskrevet brev af 15. marts 1972, hvori hun læste, at (der] i tilslutning til de forskellige lægeundersøgelser, De har været underkastet med henblik på anvendelse af bestemmelserne om dækning af ulykker, er … tilkendt Dem en vedvarende, delvis invaliditet på 9 %.

Sagsøgeren underrettede ved anbefalet brev af 27. marts 1972 generaldirektøren for Personale og Administration om, at hun ikke ville acceptere denne afgørelse, at hun ikke kunne vurdere afgørelsens rækkevidde uden først at kende dens til grund liggende kriterier, og at hun derfor anmodede administrationen om at give hende de oplysninger, som den fandt rimelige og nødvendige med henblik på den ønskede klargøring. Da hun ikke fik svar på denne anmodning, og da hun ønskede at udnytte klagefristen i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 2 med hensyn til beslutningen af 15. marts 1972, indgav sagsøgeren administrativ klage til Kommissionen ved brev af 23. juni 1972.

Efter at have indgivet sin klage modtog sagsøgeren fra generaldirektoratet for Personale og Administration et brev af 23. juli 1972, hvor det meddeltes hende, at Kommissionens lægetjeneste med henblik på at give hende de supplerende vurderingskriterier til det i brevet af 15. marts indeholdte havde anmodet om at blive løst fra lægetavshedspligten både i forhold til administrationen og til den behandlende læge. Brevet af 23. juni 1972 blev besvaret ved et brev af 10. juli 1972 fra sagsøgerens advokat, hvoraf det fremgik, at sagsøgeren altid havde sendt samtlige lægeattester til generaldirektoratet, og at der derfor ikke var noget problem med tavshedspligten for denne fællesskabstjenestes vedkommende.

Efter en brevveksling mellem sagsøgeren og Kommissionen fik sagsøgerens advokat og hendes broder, dr. Giovanni Di Blasi, af dr. de Angelis den 5. september 1972 i Fællesskabets hovedsæde i Bruxelles tilladelse til at gennemgå sagsøgerens aktsamling, men intet dokument af lægelig karakter fandtes i aktsamlingen.

Derefter blev de to personer modtaget af chefen for lægetjenesten, dr. H. A. Semiller, som lod dem gennemlæse visse lægeerklæringer, bl.a. dr. Jean François Elens' erklæring af 27. maj 1971. Under dette møde erklærede dr. Semiller (ifølge sagsøgeren), at sagsøgerens psykiske vanskeligheder stammede fra før ulykken, og at de skyldtes alder, samt at sygdomme af psykisk art i øvrigt ikke henhørte under tjenestemandsvedtægtens artikel 73, i det omfang de ikke dækkes af den for ulykken gældende forsikringspolice, hvis man henholder sig til Domstolens dom af 16. juni 1971 i sag nr. 18/70.

Sagsøgeren fastholder, at hendes psyko-neurotiske tilstand inden ulykken den 3. januar 1968 var udmærket.

Klagen blev registreret på Domstolens justitskontor den 11. oktober 1972. Derefter underrettede Kommissionen ved brev af 17. oktober 1972, fremkommet den 20. samme måned, sagsøgeren om, at det som følge af den administrative klage af 12. juni var besluttet at overlade fastsættelsen af invaliditetsgraden … til en læge, som ikke var tilknyttet institutionen, og som skulle udpeges efter fælles aftale mellem denne institutions rådgivende læge og … den behandlende læge. Sagsøgeren erklærede i et brev af 24. oktober 1972, at hun godkendte denne fremgangsmåde, da en tvist med samme genstand netop verserede for Domstolen, og henviste i den forbindelse til en af hendes advokat samme dag udfærdiget skrivelse, som var vedlagt brevet, og hvori advokaten præciserede under hvilke betingelser, voldgiftsproceduren skulle finde sted.

I anden halvdel af november 1972 telefonerede Kommissionens befuldmægtigede til sagsøgerens advokat og foreslog ham at frafalde søgsmålet, undlade at modsætte sig den forlængelse af fristen for indgivelsen af svarskriftet, som han ville anmode Domstolens præsident om, og med henblik på at fremskynde en mindelig afgørelse påbegynde forberedelserne til udnævnelsen af voldgiftsdommeren. I et brev af 23. november 1972 meddelte sagsøgerens advokat under henvisning til forslaget fra Kommissionens befuldmægtigede Domstolens præsident, at han godkendte den fristforlængelse, som modparten havde anmodet om, men at han ikke mente, at betingelserne for et frafald af søgsmålet var opfyldt, selv om han selvfølgelig regnede med en mindelig afgørelse af tvisten; han ville derfor også anmode om en rimelig frist for indgivelsen af et nyt skriftligt indlæg.

I et andet brev, også dateret 23. november 1972, sendte sagsøgerens advokat følgende til Kommissionens befuldmægtigede: a) en kopi af sit brev af 23. november 1972 til Domstolens præsident, b) en erklæring fra sagsøgeren af 22. november 1970, hvori hun bekræfter ovennævnte betingelser og overlader valget af voldgiftsdommer til sin behandlende læge, professor Tognazzi, samt c) en erklæring fra professor Tognazzi af 23. november 1972, hvori han foreslår udnævnelse af en gruppe på tre retsmedicinere, hvoraf institutionens læge kan vælge en.

I et brev af 29. november 1972 underrettede generaldirektoratet for Personale og Administration sagsøgeren om, at den i brevet af 15. marts meddelte beslutning på grund af Kommissionens udtalelse af 17. oktober 1972 vedrørende den administrative klage skulle betragtes som tilbagekaldt.

Midt i december 1972 satte chefen for Kommissionens lægetjeneste, dr. Semiller, sig personligt i forbindelse med professor Tognazzi i Rom uden sagsøgerens vidende for at anmode ham om at forandre den liste over kandidaterne som voldgiftsdommer, som han allerede havde opstillet.

Professor Tognazzi annullerede ved telegram af 21. december 1972 de indstillinger, som han direkte havde forelagt dr. Semiller, og bekræftede denne annullation i brev af 22. december 1972, idet han præciserede, at han havde været nødt til at trække den indstilling af professorerne Muller og Boeler, som var sket i tilslutning til dr. Semillers nylige besøg hos ham i Rom, tilbage, da hans indstilling vedrørte en specialisterklæring og ikke en retsmedicinsk bedømmelse, som det udtrykkeligt var bestemt i noten af 17. oktober 1972 fra viceformanden for Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.

I brev af 21. december 1972 til Kommissionens befuldmægtigede gentog sagsøgerens advokat, at udelukkende de første af professor Tognazzi oprindeligt foretagne indstillinger skulle betragtes som gældende; og han tilføjede: Udover disse indstillinger er det klart, at det altid vil være muligt med forståelse og samarbejdsvilje at undersøge eventuelle modforslag, dog på betingelse af, at de af ovennævnte grunde, som helt og endeligt bekræftes af de i nærværende brev opregnede uregelmæssigheder, fremsættes gennem de to parters advokater. Hvis dette ikke overholdes, er det eneste alternativ at overlade alt til De europæiske Fællesskabers Domstol.

Formanden ror Domstolens 1. afdeling forlængede fristen for indgivelse af svarskriftet til 1. december 1972; Kommissionens befuldmægtigede indgav svarskriftet den 23. november 1972, dvs. inden ovennævnte frists udløb, og efter at formanden dernæst havde givet sagsøgeren en frist til den 15. januar 1973 til at fremsætte sin replik, blev sagsøgerens replik denne dag registreret på Domstolens justitskontor.

Med hensyn til dr. Semillers besøg hos dr. Tognazzi i Rom forklarer sagsøgte, at dr. Semiller, Kommissionens læge, den 15. december 1972 rejste til Rom for at forhandle med dr. Tognazzi, sagsøgerens behandlende læge, om udpegning af en voldgiftsdommer; videre forklarer sagsøgte, at dr. Semiller nægtede at acceptere de tre første navne, som dr. Tognazzi havde opgivet, efter at sidsnævnte havde fortalt ham, at det i virkeligheden var sagsøgerens broder, der havde dikteret dem for ham, og at de to læger derefter besluttede at foreslå en østrigsk eller schweizisk læge, som talte italiensk, og som dr. Tognazzi selv havde nævnt, som voldgiftsdommer.

Den skriftlige forhandling fandt sted på forskriftsmæssig måde. På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttede Domstolen (første afdeling) at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgeren nedlægger påstand om, at Domstolen:

og følgelig:

Sagsøgte nedlægger påstand om, at Domstolen:

Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således: