<!DOCTYPE html PUBLIC "yes" "xhtml1-strict.dtd">
<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml">
<!--GENDOC2XHTML # converter_version: 1.2.7-->
  <head>
    <title>2021-10-202110C126202001090-00-TRA-DOC-DA-CONCL-C-0109-20-202102571-07_00</title>
    <meta content="text/html; charset=utf-8" http-equiv="Content-Type"/>
    <meta content="" name="Gendoc_DGTGeneratedDate"/>
    <meta content="da-DK" name="Gendoc_Lang"/>
    <meta content="" name="Gendoc_GenerationDate"/>
    <meta content="" name="IsFlattened"/>
    <meta content="1" name="NumProc"/>
    <meta content="Final" name="Gendoc_EditionType"/>
    <meta content="0001" name="Gendoc_CaseNumberSuite"/>
    <meta content="30/04/2021 10:56:42" name="Gendoc_LastVerificationDate"/>
    <meta content="" name="Gendoc_ProcedureNumber"/>
    <meta content="da" name="Gendoc_LangCode"/>
    <meta content="CNC" name="TypeDoc"/>
    <meta content="1qbS1JcvnrdsfYAw3dZ3QLO3apKW8SeM5APmB7OvcIEK+CHR4k1kSXjVOurx9TOn/1Uzrvvv5E+AgCZiPUy1yB/y7K35MxyO5t2k1X3kARm5YD30XK4ntn8N7dYOa3AJyG7vGelMOuUQdtzoZsSGNdYKlbi4lEKAvBOyvGIg/Fk=" name="GenDocUID"/>
    <meta content="P" name="TypeProc"/>
    <meta content="" name="CreateCustomParts"/>
    <meta content="OK" name="ReadyToPublish"/>
    <meta content="cah" name="Gendoc_User"/>
    <meta content="" name="EP_Mode"/>
    <meta content="" name="Gendoc_DGTGenerated"/>
    <meta content="" name="Gendoc_Vademecum"/>
    <meta content="0109" name="NumeroOrdre"/>
    <meta content="2020" name="Annee"/>
    <meta content="P" name="Gendoc_ProcedureType"/>
    <meta content="" name="EP_Version"/>
    <meta content="DA" name="Langue"/>
    <meta content="cah" name="Gendoc_DGTGeneratedUser"/>
    <meta content="FAST_document_go_ok" name="Gendoc_LastVerificationStatus"/>
    <meta content="CNC_C" name="Gendoc_GendocTemplateType"/>
    <meta content="TRUE" name="WithoutAuthorBlockFlatP"/>
    <meta content="GenDoc 16/04/2021 14:06:45" name="Created"/>
    <meta content="" name="Canevas3_Vademecum"/>
    <meta content="TRUE" name="WithoutAuthorBlock"/>
    <meta content="" name="Gendoc_CaseYear"/>
    <meta content="false" name="Generation_In_Progress"/>
    <meta content="C" name="Juridiction"/>
    <meta content="5cd602b4ca4b4065aa673c3323b94076" name="DocumentIdentifier"/>
    <meta content="0109" name="Gendoc_CaseNumber"/>
    <meta content="ImportedWithoutSource" name="SdlIdentifier"/>
    <meta content="RP" name="NatureAff"/>
    <meta content="RP" name="Gendoc_CaseNature"/>
    <meta content="0001" name="NumSuite"/>
    <meta content="C" name="Gendoc_Juridiction"/>
  </head>
  <body>
    <div style="header">
      <div id="rId24" style="first"/>
      <div id="rId20" style="even">Forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott – sag C-109/20</div>
      <div id="rId21" style="default">PL Holdings</div>
    </div>
    <p class="C36Centre" id="para-1" title="page-1">
      FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
    </p>
    <p class="C36Centre" id="para-2" title="page-1">
      J. KOKOTT
    </p>
    <p class="C36Centre" id="para-3" title="page-1">
      fremsat den 22. april 2021  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-1" href="#t-1">1</a>
</span>)
      
    </p>
    <p class="C38Centregrasgrandespacement" id="para-4" title="page-1">
      Sag C-109/20
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-5" title="page-1">
      Republikken Polen
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-6" title="page-1">
      mod
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-7" title="page-1">
      PL Holdings Sàrl
    </p>
    <p class="C39Centreespacement" id="para-8" title="page-1">
      (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige))
    </p>
    <p class="C71Indicateur" id="para-9" title="page-1">
      »Præjudiciel forelæggelse – investeringsaftale af 1987 indgået mellem Polen, Luxembourg og Belgien – bestemmelse, der gør det muligt for en investor, der er hjemmehørende i en kontraherende part, at anlægge sag ved en voldgiftsret i tilfælde af en tvist med den anden kontraherende part – ingen anvendelse af denne voldgiftsbestemmelse – voldgiftsaftale – afgivelse af svar uden indsigelse – anvendelse – forenelighed med artikel 267 TEUF og 344 TEUF – EU-rettens autonomi«
    </p>
    <p class="C02AlineaAltA" id="para-10" title="page-1">
      
    </p>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">I.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Indledning</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">1.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I Achmea-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-2" href="#t-2">2</a>
</span>) fastslog Domstolen, at voldgiftsbestemmelser til fordel for investorer i investeringsaftaler mellem medlemsstater er uforenlige med artikel 267 TEUF og 344 TEUF og derfor ikke må finde anvendelse. Men hvilke konsekvenser har det, hvis en medlemsstat undlader at påberåbe sig voldgiftsbestemmelsens ugyldighed, inden voldgiftskendelsen afsiges? I forbindelse med prøvelsen af voldgiftskendelsens gyldighed konkluderede en svensk ret på grundlag heraf, at den pågældende medlemsstat ved at afgive svar i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse ad hoc havde indgået en voldgiftsaftale med hensyn til den pågældende tvist. Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne fremgangsmåde er forenelig med den nævnte dom og har derfor henvendt sig til Domstolen.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">II.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Retsforskrifter</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">A.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Investeringsaftale indgået mellem Polen, Luxembourg og Belgien</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">2.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den 19. maj 1987 indgik Polen på den ene side og Luxembourg og Belgien på den anden side en investeringsaftale. Aftalen trådte i kraft den 2. august 1991. Med henblik på beskyttelse af investorer fra disse stater hjemler aftalen mulighed for, at disse i tilfælde af tvister med de andre aftalestater vedrørende investeringer kan anlægge en voldgiftssag, bl.a. ved Stockholms Handelskammares Skiljedomsinstitut (Stockholms Handelskammers Voldgiftsinstitut, Sverige). Voldgiftsretten anvender i denne forbindelse bl.a. lovgivningen i den stat, som er part i tvisten, og hvor investeringen blev foretaget. Voldgiftsrettens afgørelser er endelige.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">B.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den svenske lov om voldgift</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">3.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I anmodningen om præjudiciel afgørelse redegøres for de relevante bestemmelser i lagen (1999:116) om skiljeförfarande (lov om voldgift).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">4.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I henhold til § 1 i lov om voldgift kan tvister, som parterne kan forlige, henføres til en eller flere voldgiftsdommere, efter aftale.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">5.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Grundlaget for voldgift er voldgiftsaftalen. Aftalen bygger på parternes råderet over tvistens genstand. Det følger af § 1 i lov om voldgift, at tvister, der hovedsageligt vedrører en offentlig interesse, ikke kan afgøres ved voldgift. Det kan af særlovgivning følge, at en tvist ikke kan afgøres ved voldgift.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">6.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">§ 34, stk. 1, nr. 1, i lov om voldgift bestemmer, at en voldgiftskendelse ved indbringelse for domstolene helt eller delvis tilsidesættes efter anmodning fra en part, hvis den behandler en tvist, der ikke er omfattet af en gyldig voldgiftsaftale mellem parterne.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">7.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det følger imidlertid af § 34, stk. 2, i lov om voldgift, at en part ikke kan påberåbe sig en omstændighed, som den pågældende ved at deltage i sagen uden at have gjort indsigelser eller på anden måde må anses for at have afstået fra at gøre gældende.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">8.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det fremgår af § 33, stk. 1, nr. 1, i lov om voldgift, at en voldgiftskendelse er ugyldig, såfremt den indebærer behandling af spørgsmål, der efter svensk ret ikke kan afgøres ved voldgift. Det fremgår af § 33, stk. 1, nr. 2, i lov om voldgift, at en voldgiftskendelse også er ugyldig, såfremt voldgiftskendelsen eller voldgiftssagens behandling er åbenbart uforenelig med det svenske retssystem. Domstolene skal af egen drift tage stilling til ugyldighedsgrunde.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">9.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I henhold til svensk ret er indgåelsen af en voldgiftsaftale ikke underlagt formkrav. Spørgsmålet om, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, skal vurderes i lyset af almindelige aftaleretlige regler. En gyldig voldgiftsaftale kan f.eks. fremgå af parternes samordnede adfærd eller af en af parternes passivitet.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">III.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Sagens faktiske omstændigheder og anmodningen om præjudiciel afgørelse</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">A.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Investeringstvisten</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">10.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">PL Holdings S.à.r.l. (herefter »PL Holdings«) er et selskab med begrænset ansvar med hjemsted i Luxembourg og underlagt luxembourgsk ret.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">11.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Mellem 2010 og 2013 erhvervede PL Holdings aktier i to polske banker, som fusionerede i 2013. PL Holdings ejede herefter mere end 99% af aktierne i den nye bank.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">12.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I juli 2013 besluttede Komisja Nadzoru Finansowego (den finansielle tilsynsmyndighed, Polen), der er en myndighed underlagt polsk ret, og som har ansvaret for kontrol med banker og kreditinstitutter i Polen, at tilbagekalde de med PL Holdings’ aktier forbundne stemmerettigheder i banken og pålagde selskabet et tvunget salg af aktierne. Tilsynsmyndigheden begrundede dette med, at PL Holdings havde gjort sin indflydelse gældende på en måde, der havde skadet den sunde og forsigtige ledelse af banken  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-3" href="#t-3">3</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">B.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Voldgiftssagen</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">13.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">PL Holdings indledte derefter på grundlag af investeringsaftalen en voldgiftssag mod Polen ved Stockholms Handelskammers Voldgiftsinstitut. Polen besvarede påkravsskrivelsen den 30. november 2014.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">14.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den 7. august 2015 anlagde PL Holdings sagen. Polen gjorde i svarskriftet, der blev indgivet den 13. november 2015, gældende, at PL Holdings ikke kunne anses for en investor i investeringsaftalens forstand, og at voldgiftsretten følgelig ikke havde kompetence til at behandle sagen. Ved et indlæg af 27. maj 2016 anfægtede Polen desuden voldgiftsklausulens gyldighed, idet investeringsaftalen var uforenelig med EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">15.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I en særskilt voldgiftskendelse af 28. juni 2017, dvs. før afsigelsen af Achmea-dommen den 8. marts 2018, forkastede voldgiftsretten bl.a. indsigelsen om, at klausulen var ugyldig. Denne indsigelse var ganske vist nedlagt for sent, men den var af grundlæggende betydning for voldgiftssagen. Polens tiltrædelse af Unionen havde imidlertid folkeretligt set ikke gjort investeringsaftalen ugyldig  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-4" href="#t-4">4</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">16.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Derudover fastslog voldgiftsretten allerede i den særskilte voldgiftskendelse, at Polen havde misligholdt investeringsaftalen ved påbuddet om salg af PL Holdings’ aktiepost i den polske bank. Tilsynsmyndighederne havde ifølge voldgiftsrettens konstateringer handlet inkonsekvent  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-5" href="#t-5">5</a>
</span>) og forhindret en effektiv domstolsbeskyttelse mod tilsynsforanstaltningerne  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-6" href="#t-6">6</a>
</span>). PL Holdings havde derfor ret til erstatning  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-7" href="#t-7">7</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">17.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den 28. september 2017 afsagde voldgiftsretten den endelige voldgiftskendelse. Polen blev i voldgiftskendelsen pålagt at betale 653 639 384 PLN (ca. 150 mio. EUR) med tillæg af renter til PL Holdings og at betale selskabets omkostninger i voldgiftssagen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-8" href="#t-8">8</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">C.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den retslige procedure</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">18.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Derefter anlagde Polen sag mod PL Holdings ved svenske domstole, både for så vidt angik den særskilte voldgiftskendelse og den endelige kendelse. Polen gjorde endvidere navnlig gældende, at voldgiftsbestemmelsen i investeringsaftalen var ugyldig, idet den var i strid med EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">19.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm, Sverige) forkastede Polens søgsmål. Voldgiftsklausulen i investeringsaftalen var ganske vist ugyldig ifølge Achmea-dommen, men ugyldigheden var ikke til hinder for, at en medlemsstat og en investor indgik en voldgiftsaftale vedrørende den samme tvist på et senere tidspunkt. I et sådant tilfælde bygger voldgiftsaftalen på parternes fælles hensigt og indgås i overensstemmelse med de samme principper som for handelsvoldgiftssager. Lovligheden af sådanne aftaler var netop ikke blevet udelukket i Achmea-dommen. I det foreliggende tilfælde var aftalen blevet indgået, eftersom Polen havde afgivet svar i sagen uden at nedlægge indsigelse om voldgiftsklausulens gyldighed rettidigt.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">D.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Anmodningen om præjudiciel afgørelse</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">20.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Polens appel verserer nu ved Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige). Denne ret har spurgt Domstolen om følgende:</p>
</td>
</tr>
</table>
    <p class="C02AlineaAltA" id="para-40" title="page-6">
      »Indebærer artikel 267 TEUF og 344 TEUF som fortolket i Achmea-dommen[  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-9" href="#t-9">9</a>
</span>)], at en voldgiftsaftale er ugyldig, hvis den er indgået mellem en medlemsstat og en investor – når der i en investeringsaftale findes en voldgiftsbestemmelse, der er ugyldig på grund af, at aftalen blev indgået mellem to medlemsstater – som følge af, at medlemsstaten af egen fri vilje undlod at nedlægge indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence efter, at investoren indledte voldgiftssagen?«
    </p>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">21.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den foreliggende sag har PL Holdings og Republikken Polen som parter i hovedsagen samt Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Polen som medlemsstat, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Europa-Kommissionen indgivet først skriftlige indlæg og derefter afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 15. marts 2021.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">IV.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Retlig bedømmelse</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">22.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) ønsker oplyst, om konstateringerne i Achmea-dommen også er til hinder for en individuel voldgiftsaftale (herom under A). I denne forbindelse skal det undersøges, hvilken betydning retspraksis vedrørende handelsvoldgiftens forenelighed med EU-retten (herom under B) og ligebehandlingsprincippet (herom under C) har. Subsidiært vil jeg endvidere undersøge, hvilken indflydelse den formodede aftales form har, dvs. medlemsstatens undladelse af at gøre voldgiftsrettens manglende kompetence gældende ved en indsigelse, det såkaldte svar uden indsigelse (herom under D). Endelig skal det drøftes, om den foreslåede afgørelses tidsmæssige virkning bør begrænses (herom under E).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">A.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">EU-retten og voldgiftsaftaler mellem medlemsstater og investorer</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">23.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I Achmea-dommen fastslog Domstolen, at artikel 267 TEUF og 344 TEUF er til hinder for en bestemmelse, der er indeholdt i en international aftale indgået mellem medlemsstater, og hvorefter en investor i en af disse medlemsstater i tilfælde af en tvist vedrørende investeringer i den anden medlemsstat kan anlægge sag mod sidstnævnte medlemsstat ved en voldgiftsret, hvis kompetence denne medlemsstat har forpligtet sig til at acceptere  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-10" href="#t-10">10</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">24.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Dommen vedrørte en generel ordning, hvorefter det i visse tilfælde var muligt at anlægge sag ved en voldgiftsret. Derimod skal der i den foreliggende sag tages stilling til, om artikel 267 TEUF og 344 TEUF er til hinder for en medlemsstats individuelle voldgiftsaftale med en investor.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">25.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Artikel 267 TEUF regulerer den præjudicielle procedure og indeholder ingen eksplicitte regler om voldgiftssager. Inden for rammerne af denne procedure skal Domstolen dog sikre, at EU-retten anvendes ensartet i forbindelse med tvister mellem medlemsstater og investorer, idet den foretager den endelige bindende fortolkning af denne ret.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">26.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved traktaterne er der nemlig indført et retsligt system med henblik på at sikre Unionens retssystems særlige karakteristika og autonomi. Inden for denne ramme tilkommer det i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, TEU de nationale domstole og Domstolen at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at garantere retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Navnlig udgøres kernen i det således udformede domstolssystem af den i artikel 267 TEUF fastsatte procedure med præjudicielle forelæggelser, der ved at indføre en dommerdialog mellem netop Domstolen og medlemsstaternes domstole har til formål at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten. Dermed gør denne procedure det muligt at sikre sammenhængen, den fulde virkning og autonomien og i sidste ende den særegne karakter af den ved traktaterne indførte ret  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-11" href="#t-11">11</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">27.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Artikel 344 TEUF sikrer dette ved traktaterne fastlagte kompetencesystem og dermed autonomien for Unionens retsorden, som Domstolen skal værne om  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-12" href="#t-12">12</a>
</span>). Med denne bestemmelse forpligter medlemsstaterne sig således til ikke at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af traktaterne afgjort på anden måde end fastsat heri. Fortolkningen eller anvendelsen af traktaterne omfatter i denne forbindelse hele EU-retten  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-13" href="#t-13">13</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">28.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Bortset fra artikel 272 TEUF og 273 TEUF hjemler traktaterne ikke andre voldgiftsprocedurer. Disse bestemmelser giver Domstolen kompetence som voldgiftsret, men tillader ikke indbringelse af sager for andre voldgiftsretter.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">29.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Artikel 344 TEUF gælder i øvrigt ikke kun for den abstrakte ordning for bilæggelse af tvister generelt, men også for enkelte tvister. MOX-Plant-dommen vedrørte således Irlands individuelle indbringelse af en tvist med Det Forenede Kongerige for en voldgiftsret  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-14" href="#t-14">14</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">30.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I overensstemmelse hermed kritiserede Domstolen i Achmea-dommen den omhandlede overenskomst mellem to medlemsstater med hensyn til det forhold, at tvister, der kan vedrøre anvendelse eller fortolkning af EU-retten, herved undtages fra den ordning med adgang til domstolsprøvelse, som artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger dem at tilvejebringe på de områder, der er omfattet af EU-retten  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-15" href="#t-15">15</a>
</span>). For så vidt som voldgiftsretter ikke har kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål, er de ikke en del af denne ordning.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">31.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">En individuel voldgiftsaftale mellem en medlemsstat og en investor kan undtage tvister, som vedrører EU-rettens anvendelse og fortolkning, fra Unionens domstolsordning på præcis samme måde som en generel investeringsaftale mellem medlemsstater, hvorefter bilæggelse af tvister mellem en medlemsstat og en investor kan ske ved voldgift. Hvorvidt en konkret sag undtages fra domstolsordningen, afhænger i denne forbindelse af den konkrete tvist, og ikke af, om tvisten behandles af en voldgiftsret i medfør af en generel investeringsaftale mellem medlemsstater eller i medfør af en individuel voldgiftsaftale mellem en investor og en medlemsstat.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">32.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den foreliggende hovedsag er parterne ifølge deres egne anbringender uenige om anvendelsen af bestemmelser vedrørende banktilsyn, som følger af EU-retten, nærmere betegnet navnlig af artikel 21, stk. 2, i direktivet om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-16" href="#t-16">16</a>
</span>). PL Holdings har desuden påberåbt sig etableringsfriheden. De svenske retter bør ganske vist undersøge, om dette plausible anbringende er korrekt, men det ser i mindste fra en umiddelbar betragtning ud til, at voldgiftsaftalen rent faktisk omhandlede en EU-retlig tvist.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">33.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Voldgiftskendelsen anvendte ikke de EU-retlige bestemmelser vedrørende banktilsyn  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-17" href="#t-17">17</a>
</span>), men var derimod støttet på bestemmelserne i investeringsaftalen. Ikke desto mindre opstillede voldgiftskendelsen kriterier, som Polen efter voldgiftsrettens opfattelse burde have overholdt ved udøvelsen af det i EU-retten fastsatte banktilsyn, f.eks. med hensyn til proportionalitet  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-18" href="#t-18">18</a>
</span>) og effektiv retsbeskyttelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-19" href="#t-19">19</a>
</span>). Voldgiftsretten lagde ganske vist til grund, at disse kriterier var i overensstemmelse med EU-retten  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-20" href="#t-20">20</a>
</span>), men undersøgte ikke dette spørgsmål i fuldt omfang.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">34.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ifølge Achmea-dommen vil det faktisk være uforeneligt med artikel 267 TEUF og 344 TEUF at undtage en sådan tvist fra Unionens domstolssystem ved en individuel voldgiftsaftale mellem medlemsstaten og en investor. Der vil herved være tale om en omgåelse af denne dom, som navnlig Spanien, men også Polen, Tyskland, Ungarn, Slovakiet og Kommissionen med rette har understreget.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">35.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Domstolen har anerkendt visse voldgiftsretter som retter i medlemsstaterne som omhandlet i artikel 267 TEUF og dermed som en del af Unionens domstolssystem. Disse voldgiftsretter har en række karakteristika, bl.a. at de er oprettet ved lov, har permanent og obligatorisk karakter, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler og er uafhængige  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-21" href="#t-21">21</a>
</span>). Sådanne voldgiftsretter har derfor kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål. Dette har Domstolen f.eks. anerkendt i en sag fra en dansk voldgiftsret vedrørende fortolkning af kollektive overenskomster  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-22" href="#t-22">22</a>
</span>) og i forbindelse med portugisiske voldgiftsretter med hensyn til skatteanliggender  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-23" href="#t-23">23</a>
</span>) og intellektuel ejendomsret  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-24" href="#t-24">24</a>
</span>). Derfor er deres kompetence i EU-retlige tvister ikke i modstrid med artikel 267 TEUF og 344 TEUF.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">36.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">De svenske domstole lægger derimod til grund, at den omtvistede voldgiftsrets kompetence bygger på parternes fælles overenskomst, nemlig en voldgiftsaftale. Der er således i al fald ikke tale om en obligatorisk retsinstans  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-25" href="#t-25">25</a>
</span>). I øvrigt er en voldgiftsret som den, Achmea-dommen vedrørte, ikke en del af et domstolssystem i en medlemsstat, hvilket netop var grunden til, at sagen blev anlagt ved denne  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-26" href="#t-26">26</a>
</span>). Voldgiftsretten i hovedsagen er således heller ikke en del af Unionens domstolssystem og kan navnlig ikke henvende sig til Domstolen i tilfælde af tvivlsspørgsmål vedrørende EU-retten  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-27" href="#t-27">27</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">37.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ganske vist antager Domstolen i reglen, at EU-rettens autonomi er i fare, når en instans uden for Unionens retsorden fortolker EU-retlige bestemmelser  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-28" href="#t-28">28</a>
</span>). Denne fare vil være beskeden, såfremt voldgiftsretten – som det synes at være tilfældet i den foreliggende sag  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-29" href="#t-29">29</a>
</span>) – hovedsageligt anvender bestemmelserne i en folkeretlig aftale om investeringsbeskyttelse, som medlemsstaterne har indgået  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-30" href="#t-30">30</a>
</span>). Modsat Polens opfattelse anvendte voldgiftsretten på trods af den grundlæggende betydning af proportionalitetsprincippet i EU-retten heller ikke dette princip som del af EU-retten, men derimod fordi det også gælder i andre retsordner og navnlig inden for den folkeretlige investeringsbeskyttelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-31" href="#t-31">31</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">38.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Tyskland og Frankrig har imidlertid med rette anført, at voldgiftsretten i henhold til investeringsaftalen principielt skulle tage hensyn til EU-retten som del af den nationale ret. Først og fremmest er der herved risiko for, at voldgiftsretten træffer afgørelser, som reelt fører til en tilsidesættelse af EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">39.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den foreliggende sag kan det eksempelvis ikke udelukkes, at voldgiftsretten har set bort fra det polske banktilsyns forpligtelser i henhold til det relevante direktiv. Der ville være risiko for, at det polske banktilsyn, men også organer i andre medlemsstater, tager hensyn til en voldgiftsrets afgørelse ved den fremtidige anvendelse af disse EU-regler, navnlig hvis Domstolen endnu ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Voldgiftskendelsen kan nemlig virke som præjudikat og føre til, at andre investorer gøre erstatningskrav gældende i lignende tilfælde.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">40.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det er korrekt, at både risikoen for en tilsidesættelse af EU-retten og risikoen for en ukorrekt fortolkning kan begrænses eller endog udelukkes, såfremt der sker en fuldstændig efterprøvelse af, om voldgiftskendelser afsagt af de nationale retter overholder EU-retten – evt. efter gennemførelse af en præjudiciel procedure.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">41.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I Sverige bestemmer § 33, stk. 1, nr. 1, i lov om voldgift, at en voldgiftskendelse er ugyldig, hvis den indebærer undersøgelse af et spørgsmål, som i henhold til svensk ret ikke kan afgøres af voldgiftsdommere. Det fremgår desuden af lovens § 33, stk. 1, nr. 2, at en voldgiftskendelse også er ugyldig, hvis den måde eller de måder, hvorpå den blev truffet, er åbenbart uforenelige med det svenske retssystem. Retten skal af egen drift behandle ugyldighedsgrundene. Det er kun de svenske retter, der kan vurdere, om disse bestemmelser tillader en fuld håndhævelse af EU-retten. Umiddelbart er der imidlertid blot tale om en stærkt begrænset kontrol med henblik på grundlæggende retsprincipper, hvilket også svarer til det prøvelseskriterium, som Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Sverige) anvendte i hovedsagen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-32" href="#t-32">32</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">42.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">En anerkendelse af individuelle voldgiftsaftaler mellem medlemsstater og investorer fra andre medlemsstater ville således indebære en risiko for, at voldgiftsretterne tilsidesættelser EU-retten, for så vidt som de nationale domstole ikke kan sikre, at voldgiftskendelser overholder EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">B.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Retspraksis vedrørende handelsvoldgift</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">43.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Domstolen har imidlertid i det mindste implicit anerkendt muligheden for, at visse tvister bilægges ved voldgift og har i denne forbindelse accepteret en begrænset kontrol af overholdelsen af EU-retten. Dette vedrører den såkaldte handelsvoldgift.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">44.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ganske vist fastslog Domstolen indledningsvis i Nordsee-dommen vedrørende en voldgiftssag, at parterne i en aftale ikke kan fravige EU-retten, fordi denne ret skal respekteres fuldt ud på enhver medlemsstats territorium. I denne forbindelse fremhævede Domstolen, at de nationale domstole kan komme i den situation, at de skal tage stilling til spørgsmål om EU-retten, der opstår i forbindelse med voldgiftssagen, og derfor eventuelt vil forelægge disse spørgsmål for Domstolen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-33" href="#t-33">33</a>
</span>). Disse bemærkninger kunne man fortolke således, at de nationale domstole skal foretage en fuldstændig kontrol af overholdelsen af EU-retten i voldgiftssager.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">45.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Efterfølgende anerkendte Domstolen dog i Eco Swiss-dommen, at de krav, der bunder i en effektiv voldgiftsprocedure, kan begrunde, at efterprøvelsen af voldgiftskendelser får en begrænset karakter, og at en kendelse kun kan tilsættes eller dens anerkendelse afvises i ekstraordinære tilfælde. De nationale retter skal imidlertid sikre overholdelsen af grundlæggende bestemmelser, der er nødvendige for udførelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Unionen, og navnlig for det indre markeds funktion  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-34" href="#t-34">34</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">46.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Begge disse tilgange tillader således, at sager forelægges voldgiftsretter med henblik på bilæggelse af tvister, selv om de ikke kan sikre den korrekte og ensartede anvendelse af EU-retten gennem præjudicielle forelæggelser i henhold til artikel 267 TEUF. Den nyeste af de nævnte domme accepterer endda, at voldgiftskendelser kan tilsidesætte EU-retten, såfremt de berørte bestemmelser ikke er af grundlæggende karakter.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">47.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Achmea-dommen sondrer mellem handelsvoldgift mellem private parter, som er lovlig i henhold til denne retspraksis, og den ulovlige voldgift mellem en privatperson og en medlemsstat på grundlag af investeringsaftaler, idet førstnævnte finder sin oprindelse i de pågældende parters aftalefrihed, hvorimod sidstnævnte er resultatet af en traktat mellem medlemsstater  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-35" href="#t-35">35</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">48.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som PL Holdings, Luxembourg, Finland og Sverige har anført, vil en individuel voldgiftsaftale mellem en investor og en medlemsstat være lovlig efter denne sondring. Denne aftale har nemlig også sin oprindelse i parternes aftalefrihed. I et sådan tilfælde vil det være tilladt at begrænse nationale retters kontrol af voldgiftskendelsen i sager om investeringsbeskyttelse til overholdelsen af de grundlæggende bestemmelser i EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">49.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Italien må dog medgives, at sondringen ikke er defineret udtømmende med den blotte henvisning til parternes vilje.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">50.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Generaladvokat Szpunar har for nylig fortolket sondringen i Achmea-dommen i forhold til handelsvoldgiften således, at Achmea-dommen kun udelukker, at medlemsstaterne gennem en forpligtelse ex ante systematisk undtager tvister vedrørende EU-retten fra Unionens domstolssystem  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-36" href="#t-36">36</a>
</span>). I henhold til denne fortolkning ville den foreliggende voldgiftsaftale ligeledes være tilladt.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">51.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I lighed med forskellige parter finder jeg ikke dette synspunkt overbevisende. Hvorfor skulle medlemsstater have beføjelse til at undtage EU-retlige tvister fra Unionens domstolssystem i konkrete tilfælde, når de ikke har lov til at indgå forudsigelige generelle forpligtelser af denne karakter? Ud over risiciene med hensyn til den ensartede anvendelse af EU-retten vil der også opstå risiko for forskelsbehandling af forskellige investorer  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-37" href="#t-37">37</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">52.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Med argumentet om parternes aftalefrihed henholdsvis udøvelsen af deres frie vilje har Domstolen derimod udtrykkeligt kun henvist til handelsvoldgiften. Denne voldgift vedrører tvister mellem ligestillede parter. I sådanne tvister bygger ikke blot voldgiftsaftalen, men selve det omtvistede retlige forhold på parternes frie vilje.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">53.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Allerede i forbindelse med voldgiftsprocedurer i forbrugersager, der reelt ikke længere er kendetegnet ved ligestilling mellem parterne, kræver Domstolen en streng kontrol ex officio med hensyn til, om voldgiftsaftalen i det hele taget er gyldig  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-38" href="#t-38">38</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">54.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som Polen, Italien, Ungarn, Nederlandene, Slovakiet og Kommissionen har anført, er hovedsagen derimod ikke en handelstvist mellem ligestillede parter, men vedrører polske organers udøvelse af offentlig myndighed. Når en privat part bliver underkastet en foranstaltning truffet af en offentlig myndighed – her banktilsynet – kan der ikke være tale om fri vilje for denne parts vedkommende. Allerede af denne grund forekommer det usandsynligt, at en medlemsstat derefter indgår en voldgiftsaftale med den private part om denne foranstaltning af egen fri vilje.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">55.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Først og fremmest må medlemsstaterne imidlertid ikke undtage tvister i forbindelse med myndigheders anvendelse af EU-retten fra Unionens domstolssystem  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-39" href="#t-39">39</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">56.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I medfør af princippet om loyalt samarbejde som fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU påhviler det nemlig samtlige medlemsstaternes myndigheder at sikre overholdelsen af EU-rettens bestemmelser inden for rammerne af deres respektive kompetence  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-40" href="#t-40">40</a>
</span>). Artikel 344 TEUF konkretiserer medlemsstaternes forpligtelse i så henseende  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-41" href="#t-41">41</a>
</span>). Den er ikke begrænset til overholdelsen af grundlæggende bestemmelser, men vedrører alle bestemmelser i EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">57.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Unionen selv og dens medlemsstater og medlemsstaterne indbyrdes er således bundet af et struktureret netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der begrunder EU-rettens autonomi i lyset af såvel medlemsstaternes retssystem som folkeretten  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-42" href="#t-42">42</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">58.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Disse forpligtelser påhviler ikke private parter, der af egen fri vilje undergiver sig handelsvoldgiften. Navnlig gælder artikel 344 TEUF ikke for tvister mellem private  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-43" href="#t-43">43</a>
</span>). Derfor er det på trods af risikoen for tilsidesættelse af EU-retten logisk at tillade voldgiftsprocedurer, der vedrører tvister mellem private parter.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">59.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I modsætning hertil er det problematisk, hvis instanser i medlemsstater i forbindelse med EU-retlige tvister gør brug af en voldgiftsret, som hverken er en del af Unionens retsorden eller er undergivet nationale retters fulde kontrol med hensyn til overholdelsen af EU-retten. I så fald kan det nemlig ikke udelukkes, at voldgiftskendelsen tilsidesætter EU-retten og derved svækker dennes virkning  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-44" href="#t-44">44</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">60.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Tilsidesættelser af EU-retten, der opstår som følge af en individuel voldgiftsaftale, kan ganske vist danne grundlag for erstatningskrav over for den pågældende medlemsstat eller være genstand for en traktatbrudsprocedure  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-45" href="#t-45">45</a>
</span>). Disse former for håndhævelse af EU-retten er imidlertid ret omstændelige og kan derfor ikke sikre dens fulde virkning.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">61.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Domstolen accepterer risikoen for en tilsidesættelse af EU-retten, når voldgiftssagen beror på en aftale, som Unionen har indgået med tredjelande  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-46" href="#t-46">46</a>
</span>), eller på gamle aftaler, som medlemsstaterne har indgået med tredjelande før deres tiltrædelse af Unionen, og som i henhold til artikel 351 TEUF fortsat er gyldige  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-47" href="#t-47">47</a>
</span>). Derimod har EU-retten forrang for folkeretlige aftaler, som medlemsstaterne indgår indbyrdes  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-48" href="#t-48">48</a>
</span>). Det er ligeledes ikke foreneligt med EU-rettens gyldighed, at medlemsstaterne indgår individuelle voldgiftsaftaler med visse investorer om myndighedsforanstaltninger med henblik på gennemførelse af EU-retten, som indebærer en risiko for, at voldgiftskendelsen tilsidesætter EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">62.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Risikoen for en tilsidesættelse af EU-retten kan dog imødegås, hvis medlemsstaternes domstole ikke kun efterprøver voldgiftskendelsen med henblik på, om den er i overensstemmelse med EU-rettens grundlæggende bestemmelser, men også foretager en fuldstændig kontrol af overholdelsen af EU-retten og forelægger sagen for Domstolen, såfremt dette skulle være nødvendigt.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">63.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som allerede anført er det tvivlsomt, om svensk ret sikrer en sådan kontrol  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-49" href="#t-49">49</a>
</span>). I modsætning til det af PL Holdings anførte har Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Sverige) i al fald ikke foretaget en fuldstændig undersøgelse af, om voldgiftskendelsen er forenelig med EU-retten, men blot udelukket en tilsidesættelse af grundlæggende forpligtelser. I denne forbindelse behandlede appeldomstolen kun spørgsmålet om, hvorvidt voldgiftsaftalen var forenelig med EU-retten, men tog ikke stilling til de relevante EU-retlige krav til banktilsynet  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-50" href="#t-50">50</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">64.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Medlemsstaternes folkeretlige immunitet, som Frankrig har fremhævet, er heller ikke til hinder for en fuldstændig kontrol. Staternes immunitet udelukker ganske vist i princippet, at en stats myndighedsudøvelse efterprøves af andre staters domstole  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-51" href="#t-51">51</a>
</span>). En stat, der har underkastet sig en voldgiftsprocedure, har imidlertid allerede givet afkald på denne immunitet, såfremt den nationale ret i den stat, hvor voldgiftsinstansen har sit sæde, hjemler en efterprøvelse af voldgiftskendelsen og de omhandlede myndighedsakter.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">65.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Følgelig er individuelle voldgiftsaftaler mellem medlemsstater og investorer fra andre medlemsstater om myndighedernes anvendelse af EU-retten kun forenelige med pligten til loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU og EU-rettens autonomi i henhold til artikel 267 TEUF og 344 TEUF, såfremt retterne i medlemsstaterne kan foretage en fuldstændig efterprøvelse af voldgiftskendelsen med henblik på, om den er forenelig med EU-retten, om nødvendigt efter en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">C.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ligebehandling</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">66.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Kommissionen har desuden med rette fremhævet alle investorers ret til ligebehandling i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">67.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette princip kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet. En forskellig behandling er begrundet, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-52" href="#t-52">52</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">68.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Hvis nogle investorer i tilfælde af tvister med medlemsstaten henvises til nationale retter, mens andre kan indbringe en sag for en voldgiftsret, foreligger der forskelsbehandling.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">69.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Såfremt denne forskelsbehandling – til forskel fra den foreliggende sag – beror på en investeringsaftale, kan den muligvis være begrundet i, at aftalen er udtryk for en afvejning af begge siders legitime interesser  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-53" href="#t-53">53</a>
</span>). Lignende overvejelser kan også begrunde voldgiftsbestemmelser, der aftales mellem en medlemsstat og en international investor som forudsætning for investeringen eller af en medlemsstat inden for rammerne af et jævnbyrdigt retsforhold.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">70.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Derimod er det vanskeligt at forestille sig en legitim målsætning, hvormed en medlemsstat kan begrunde, at der indgås en voldgiftsaftale med nogle investorer vedrørende en allerede opstået tvist, mens andre henvises til de nationale retter.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">71.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det tilkommer i sidste ende den nationale ret at efterprøve en eventuel begrundelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-54" href="#t-54">54</a>
</span>). Med henblik på nærværende sag er det tilstrækkeligt at anføre, at individuelle voldgiftsaftaler mellem medlemsstater og investorer fra andre medlemsstater om myndighedernes anvendelse af EU-retten også skal være forenelige med ligebehandlingsprincippet i chartrets artikel 20.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">D.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Voldgiftsbestemmelsens form</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">72.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På baggrund af ovenstående betragtninger er det afgørende med hensyn til, om en voldgiftsaftale er uforenelig med EU-retten, ikke, om den blev indgået i form af afgivelse af et svar uden indsigelse i voldgiftssagen. Derfor vil jeg kun behandle betydningen af denne form for det tilfælde, at Domstolen har en anden opfattelse af de allerede undersøgte spørgsmål.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">73.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det skal indledningsvis fremhæves, at en anerkendelse af sådanne voldgiftsaftaler på kort sigt kan være af stor praktisk betydning. Det må nemlig antages, at mange verserende voldgiftssager og omtvistede voldgiftskendelser i sager mellem medlemsstater og investorer fra andre medlemsstater, hvori de pågældende medlemsstater før Achmea-dommen ikke har rejst rettidig indsigelse om, at voldgiftsbestemmelsen i den enkelte investeringsaftale er uforenelig med EU-retten, vil være berørt heraf  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-55" href="#t-55">55</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">74.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På mellemlangt sigt kan det derimod forventes, at berørte medlemsstater vil rejse denne indsigelse rettidigt  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-56" href="#t-56">56</a>
</span>), såfremt investorer i det hele taget iværksætter sådanne voldgiftssager.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">75.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Dette praktiske aspekt viser, at anerkendelsen af sådanne voldgiftsaftaler gennem afgivelse af svar uden indsigelse på sin vis ville sætte en tidsmæssig begrænsning for Achmea-dommens gyldighed, nærmere betegnet med henblik på visse voldgiftssager, der allerede verserede på dette tidspunkt, selv om Domstolen ikke kom ind på en sådan begrænsning i den pågældende dom. Hvis de ovenstående betragtninger imidlertid ikke overbeviser Domstolen om, at det er tvivlsomt, om den foreliggende voldgiftsaftale er forenelig med EU-retten, er Achmea-dommens gyldighed med henblik på voldgiftsaftalens form heller ikke af afgørende betydning.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">76.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Helt generelt indeholder EU-retten – modsat Tysklands og Frankrigs opfattelse – ingen ordning, der forbyder, at medlemsstater indgår en voldgiftsaftale i form af afgivelse af et svar uden indsigelse.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">77.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Tværtimod anerkender EU-retten, som PL Holdings har påpeget, konceptet med afgivelse af svar uden indsigelse i forskellige bestemmelser, som ikke finder anvendelse i den foreliggende sag  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-57" href="#t-57">57</a>
</span>). Frankrig har ganske vist gjort gældende, at Domstolen i forbrugersager kræver, at gyldigheden af en voldgiftsbestemmelse efterprøves ex officio, selv om der ikke er gjort indsigelse ved retterne  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-58" href="#t-58">58</a>
</span>). Der er imidlertid ikke behov for at beskytte medlemsstaterne i voldgiftssager på denne måde. Det må derimod antages, at de i sådanne sager er repræsenteret på et højt professionelt niveau og derfor har tilstrækkelig mulighed for at fremsætte indsigelser rettidigt.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">78.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Eftersom EU-retten således ikke regulerer dette spørgsmål for så vidt angår den foreliggende sag, har voldgiftsaftalens form ingen betydning for, om den er forenelig med EU-retten.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">79.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved de nationale domstole må det derimod antages, at voldgiftsorganisationers bestemmelser, som Sverige har fremhævet, er så meget desto vigtigere. Både UNCITRAL  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-59" href="#t-59">59</a>
</span>) og ICSID  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-60" href="#t-60">60</a>
</span>) bestemmer nemlig, at parterne ikke senere kan påberåbe sig indsigelser, som de ikke har fremført uden ugrundet ophør. Ungarn har imidlertid fremhævet, at de kontraherende stater ved forhandlingerne af ICSID-konventionen lagde til grund, at voldgiftsrettens kompetence skulle være fastslået, når den blev nedsat, og ikke kunne begrundes efterfølgende  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-61" href="#t-61">61</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">E.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Begrænsning af den tidsmæssige virkning</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">80.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Endelig har PL Holdings nedlagt påstand om, at den tidsmæssige virkning af dommen i den foreliggende sag begrænses, såfremt Domstolen fastslår, at individuelle voldgiftsaftaler er uforenelige med EU-retten. PL Holdings har gjort gældende, at i det mindste allerede verserende voldgiftssager, og derfor så meget mere afsluttede voldgiftssager, ikke bør berøres.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">81.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 267 TEUF, skal belyse og præcisere betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-62" href="#t-62">62</a>
</span>). Domstolen vil kun undtagelsesvis i henhold til et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er sikret i Unionens retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig en således fortolket bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. To hovedkriterier skal være opfyldt, inden en sådan begrænsning kan pålægges, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, og at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-63" href="#t-63">63</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">82.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den besvarelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse, som foreslås her, er blot betinget af, at voldgiftskendelsens overholdelse af EU-retten undergives en fuldstændig retslig kontrol. Borgernes gode tro kan imidlertid ikke bero på, at EU-retten ikke håndhæves i fuldt omfang. Allerede af denne grund er en begrænsning af den tidsmæssige virkning ikke mulig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">83.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Desuden kan en begrænsning af den tidsmæssige virkning kun antages at bestå på grundlag af selve den dom, der afgør fortolkningsspørgsmålet. Det er nemlig nødvendigt at have et bestemt tidspunkt for fastsættelse af den tidsmæssige virkning af den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel. Princippet om, at en begrænsning kun antages at bestå på grundlag af selve den dom, der afgør fortolkningsspørgsmålet, sikrer ligebehandling af medlemsstaterne og de øvrige retssubjekter i forhold til EU-retten og opfylder derved endog de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-64" href="#t-64">64</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">84.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den foreliggende sag følger de væsentlige krav allerede af Achmea-dommen, hvis tidsmæssige virkning Domstolen ikke begrænsede. Desuden ville en ubegrænset accept af voldgiftsaftaler på grundlag af forsinket fremsatte indsigelser med hensyn til voldgiftsrettens kompetence midlertidigt fratage denne dom dens effektive virkning  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-65" href="#t-65">65</a>
</span>). Dette er endnu en grund til, at en begrænsning af den tidsmæssige virkning af den dom, der vil blive afsagt i den foreliggende sag, ikke er mulig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">V.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Forslag til afgørelse</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">85.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe afgørelse som følger:</p>
</td>
</tr>
</table>
    <p class="C10Marge1" id="para-113" title="page-20">
      »Individuelle voldgiftsaftaler mellem medlemsstater og investorer fra andre medlemsstater om myndighedernes anvendelse af EU-retten er kun forenelige med pligten til loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU og EU-rettens autonomi i henhold til artikel 267 TEUF og 344 TEUF, såfremt retterne i medlemsstaterne kan foretage en fuldstændig efterprøvelse af voldgiftskendelsen med henblik på at fastslå, om den er forenelig med EU-retten, om nødvendigt efter en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF. Sådanne voldgiftsaftaler skal derudover være forenelige med artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.«
    </p>
    <div/>
  <hr class="note"/>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-1" href="#c-1">1</a>
</span>) – Originalsprog: tysk.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-2" href="#c-2">2</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-3" href="#c-3">3</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 189).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-4" href="#c-4">4</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 306 ff.).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-5" href="#c-5">5</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 229, 234 og 418 ff.).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-6" href="#c-6">6</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 408 og 444).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-7" href="#c-7">7</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 318 ff.).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-8" href="#c-8">8</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-9" href="#c-9">9</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018 (C-284/16, EU:C:2018:158).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-10" href="#c-10">10</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 60).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-11" href="#c-11">11</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 35-37) med yderligere henvisninger.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-12" href="#c-12">12</a>
</span>) – Jf. dom af 30.5.2006, Kommissionen mod Irland (MOX-Plant) (C-459/03, EU:C:2006:345, præmis 123), og af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 32).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-13" href="#c-13">13</a>
</span>) – Jf. dom af 30.5.2006, Kommissionen mod Irland (MOX-Plant) (C-459/03, EU:C:2006:345, præmis 127 og 128).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-14" href="#c-14">14</a>
</span>) – Dom af 30.5.2006, Kommissionen mod Irland (MOX-Plant) (C-459/03, EU:C:2006:345).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-15" href="#c-15">15</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 55). Jf. også udtalelse 1/09 (Indførelsen af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 80).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-16" href="#c-16">16</a>
</span>) – På tidspunktet for de faktiske omstændigheder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14.6.2006 (EUT 2006, L 177, s. 1), som ændret ved traktaten om Kroatiens tiltrædelse (EUT 2012, L 112, s. 10). Erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.6.2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (EUT 2013, L 176, s. 338), artikel 26, stk. 2, i dette direktiv.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-17" href="#c-17">17</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 87 og 88 samt 248) nævner imidlertid den EU-retlige ramme.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-18" href="#c-18">18</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 229, 234 og 418 ff.).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-19" href="#c-19">19</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 408 og 444).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-20" href="#c-20">20</a>
</span>) – Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 339).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-21" href="#c-21">21</a>
</span>) – Jf. dom af 12.6.2014, Ascendi Beiras Litoral e Alta, Auto Estradas das Beiras Litoral e Alta (C-377/13, EU:C:2014:1754, præmis 23).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-22" href="#c-22">22</a>
</span>) – Dom af 17.10.1989, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, (109/88, EU:C:1989:383, præmis 7-9).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-23" href="#c-23">23</a>
</span>) – Dom af 12.6.2014, Ascendi Beiras Litoral e Alta, Auto Estradas das Beiras Litoral e Alta (C-377/13, EU:C:2014:1754, præmis 28-34).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-24" href="#c-24">24</a>
</span>) – Kendelse af 13.2.2014, Merck Canada (C-555/13, EU:C:2014:92, præmis 19-25).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-25" href="#c-25">25</a>
</span>) – Jf. dom af 23.3.1982, Nordsee (102/81, EU:C:1982:107, præmis 11), samt af 27.1.2005, Denuit og Cordenier (C-125/04, EU:C:2005:69, præmis 13).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-26" href="#c-26">26</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 45).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-27" href="#c-27">27</a>
</span>) – Jf. dom af 23.3.1982, Nordsee (102/81, EU:C:1982:107, præmis 11-13), og af 1.6.1999, Eco Swiss (C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 34).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-28" href="#c-28">28</a>
</span>) – Udtalelse 1/91 (EØS-aftale – I) af 14.12.1991 (EU:C:1991:490, præmis 34 og 35), 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014 (EU:C:2014:2454, præmis 184 og 223-231) og 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019 (EU:C:2019:341, præmis 123-126) samt dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 40-42).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-29" href="#c-29">29</a>
</span>) – Spanien har imidlertid med rette anført, at voldgiftsretten i forbindelse med konstateringen af sin kompetence har fortolket artikel 344 TEUF i modstrid med den senere dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158) (Partial Award PL Holdings S.à.r.l. v. Republic of Poland (V 2014/163, præmis 314 og 315).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-30" href="#c-30">30</a>
</span>) – Jf. udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019 (EU:C:2019:341, præmis 121-123).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-31" href="#c-31">31</a>
</span>) – Jf. f.eks. E. De Brabandere &amp; P.B.M. da Cruz (2020). The Role of Proportionality in International Investment Law and Arbitration: A System-Specific Perspective, Nordic Journal of International Law, 89(3-4), 471-491.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-32" href="#c-32">32</a>
</span>) – Jf. dom afsagt af Svea Hovrätt (appeldomstol) den 22.2.2019, Polen mod PL Holdings (T 8538-17 og T 12033-17, s. 48 og 49 i den engelske oversættelse).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-33" href="#c-33">33</a>
</span>) – Dom af 23.3.1982, Nordsee (102/81, EU:C:1982:107, præmis 14 og 15).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-34" href="#c-34">34</a>
</span>) – Dom af 1.6.1999, Eco Swiss (C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 35 ff.). Jf. også dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 35), og af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 54).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-35" href="#c-35">35</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 55).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-36" href="#c-36">36</a>
</span>) – Forslag til afgørelse Republikken Moldova (C-741/19, EU:C:2021:164, punkt 61 og 62).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-37" href="#c-37">37</a>
</span>) – Jf. herom også nedenfor, punkt 66 ff.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-38" href="#c-38">38</a>
</span>) – Dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 39), og af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, EU:C:2009:615, præmis 59), samt kendelse af 16.11.2010, Pohotovosť (C-76/10, EU:C:2010:685, præmis 54).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-39" href="#c-39">39</a>
</span>) – Kommissionen har i øvrigt anført, at svenske organers udøvelse af offentlig myndighed efter svensk ret ikke må undtages fra de statslige domstole. Ud fra ækvivalensprincippet skal svenske domstole også anvende denne bestemmelse på andre medlemsstaters udøvelse af offentlig myndighed, for så vidt disse støtter sig på EU-retten.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-40" href="#c-40">40</a>
</span>) – Dom af 12.6.1990, Tyskland mod Kommissionen (C-8/88, EU:C:1990:241, præmis 13), af 13.1.2004, Kühne &amp; Heitz (C-453/00, EU:C:2004:17, præmis 20), og af 4.10.2012, Byankov (C-249/11, EU:C:2012:608, præmis 64). Jf. også dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 34 og 58).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-41" href="#c-41">41</a>
</span>) – Dom af 30.5.2006, Kommissionen mod Irland (MOX-Plant) (C-459/03, EU:C:2006:345, præmis 169).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-42" href="#c-42">42</a>
</span>) – Dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 33), og af 10.12.2018, Wightman m.fl. (C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 45).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-43" href="#c-43">43</a>
</span>) – Udtalelse 1/09 (Indførelsen af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 63).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-44" href="#c-44">44</a>
</span>) – Jf. punkt 39 ovenfor.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-45" href="#c-45">45</a>
</span>) – I modsætning til udgangssituationen for udtalelse 1/09 (Indførelsen af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 86 og 87).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-46" href="#c-46">46</a>
</span>) – Udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019 (EU:C:2019:341, præmis 117).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-47" href="#c-47">47</a>
</span>) – Dom af 15.9.2011, Kommissionen mod Slovakiet (C-264/09, EU:C:2011:580, præmis 32).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-48" href="#c-48">48</a>
</span>) – Dom af 27.2.1962, Kommissionen mod Italien (10/61, EU:C:1962:2, præmis 22), af 27.9.1988, Matteucci (235/87, EU:C:1988:460, præmis 21 og 22), og af 20.5.2003, Ravil (C-469/00, EU:C:2003:295, præmis 37), og i denne retning dom af 6.3.2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 58).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-49" href="#c-49">49</a>
</span>) – Jf. punkt 41 ovenfor.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-50" href="#c-50">50</a>
</span>) – Jf. dom afsagt af Svea Hovrätt (appeldomstol) den 22.2.2019, Polen mod PL Holdings (T 8538-17 og T 12033-17, s. 48 og 49 i den engelske oversættelse).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-51" href="#c-51">51</a>
</span>) – Jf. Den Internationale Domstols dom af 3.2.2012, Immunités juridictionnelles de l’Etat (Allemagne c. Italie; Grèce (intervenant)), C.I.J. Recueil 2012, s. 99, præmis 55-61).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-52" href="#c-52">52</a>
</span>) – Dom af 17.10.2013, Schaible (C-101/12, EU:C:2013:661, præmis 76 og 77), og af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr (C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 95).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-53" href="#c-53">53</a>
</span>) – Dom af 5.7.2005, D. (C-376/03, EU:C:2005:424, præmis 62). Jf. også udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019 (EU:C:2019:341, præmis 169). Jf. dog også dom af 27.9.1988, Matteucci (235/87, EU:C:1988:460, præmis 23).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-54" href="#c-54">54</a>
</span>) – Dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr (C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 97).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-55" href="#c-55">55</a>
</span>) – Jf. f.eks. Vattenfall AB and others v. Germany (kernekraft), Decision on the Achmea Issue af 31.8.2018 (ICSID Case No. ARB/12/12, præmis 18). I denne sag har parterne tilsyneladende indgået forlig for nylig (den tyske forbundsregering, regeringspressekonference den 5.3.2021, Vattenfall, pressemeddelelse af 5.3.2021).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-56" href="#c-56">56</a>
</span>) – 23 medlemsstater undertegnede den 5.5.2020 aftalen om ophævelse af bilaterale investeringsaftaler mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EUT 2020, L 169, s. 1).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-57" href="#c-57">57</a>
</span>) – Jf. f.eks. artikel 5 i Rådets forordning (EU) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1), eller artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Jf. også dom af 14.12.1995, van Schijndel og van Veen (C-430/93 og C-431/93, EU:C:1995:441, præmis 21), og af 27.2.2014, Cartier parfums-lunettes og Axa Corporate Solutions assurances (C-1/13, EU:C:2014:109, præmis 34 og 36, samt den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-58" href="#c-58">58</a>
</span>) – Jf. dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 36-39).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-59" href="#c-59">59</a>
</span>) – Artikel 4 i Model Law on International Commercial Arbitration (1985), with amendments as adopted in 2006.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-60" href="#c-60">60</a>
</span>) – ICSID Convention – artikel 27 og 41 Rules of Procedure for Arbitration.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-61" href="#c-61">61</a>
</span>) – Ungarn har til støtte herfor henvist til Christoph H. Schreuer (et al.), The ICSID Convention – A Commentary (Cambridge University Press, 2. oplag, 2009), artikel 25, punkt 481. Jf. dog også punkt 498.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-62" href="#c-62">62</a>
</span>) – Dom af 6.3.2007, Meilicke m.fl. (C-292/04, EU:C:2007:132, præmis 34), og af 23.4.2020, Herst (C-401/18, EU:C:2020:295, præmis 54).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-63" href="#c-63">63</a>
</span>) – Dom af 6.3.2007, Meilicke m.fl. (C-292/04, EU:C:2007:132, præmis 35), og af 23.4.2020, Herst (C-401/18, EU:C:2020:295, præmis 56).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-64" href="#c-64">64</a>
</span>) – Dom af 6.3.2007, Meilicke m.fl. (C-292/04, EU:C:2007:132, præmis 36 og 37), og af 23.4.2020, Herst (C-401/18, EU:C:2020:295, præmis 57).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-65" href="#c-65">65</a>
</span>) – Jf. punkt 73 ovenfor.</p>
</body>
</html>
