52006PC0151

Forslag til Rådets beslutning om ligestilling af officielle sortsundersøgelser i Kroatien /* KOM/2006/0151 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 4.4.2006

KOM(2006) 151 endelig

Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om ligestilling af officielle sortsundersøgelser i Kroatien

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

I henhold til Rådets direktiv 2002/53/EF om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter fastslår Rådet, om officielle undersøgelser, der foretages af sorter i et tredjeland, frembyder samme garanti som de undersøgelser, medlemsstaterne foranstalter.

Direktivet indeholder bestemmelser om vurdering af en sorts egenskaber for så vidt angår selvstændighed, stabilitet, ensartethed samt dyrknings- og brugsværdi, inden den pågældende sort optages i den officielle sortsliste over landbrugsplantearter.

Kroatien har anmodet om, at Fællesskabet anerkender landets officielle undersøgelser af sorters selvstændighed, stabilitet og ensartethed. Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse modtog en første skrivelse den 8. december 2004, og efterfølgende har parternes tjenester flere gange været i kontakt med hinanden. Kommissionens tjenestegrene har fået forelagt dokumentation. Denne dokumentation vedrører udelukkende kornarterne hvede, byg og majs. Det skal bemærkes, at Kroatien siden 2001 har været medlem af Den Internationale Union til Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV), hvilket er udtryk for international anerkendelse af Kroatiens evne til at foretage officielle undersøgelser af sorters selvstændighed, stabilitet og ensartethed.

Slovenien har varmt anbefalet at imødekomme Kroatiens anmodning.

Kommissionen har gennemgået sagen og er af den vurdering, at Kroatien frembyder den nødvendige garanti.

Vedtagelse af nærværende forslag vil indebære konstatering af den ligestilling, der er anmodet om, og gøre det muligt for Kommissionen at opdatere de tekniske elementer i beslutningen, jf. bilagene, under hensyntagen til udtalelsen fra Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug.

Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om ligestilling af officielle sortsundersøgelser i Kroatien

(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/53/EF af 13. juni 2002 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter[1], særlig artikel 22, stk. 1, litra a),

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved direktiv 2002/53/EF er Rådet tillagt kompetencen til at fastslå, om officielle undersøgelser, der foretages af sorter i et tredjeland, frembyder samme garanti som de undersøgelser, medlemsstaterne foranstalter.

(2) I henhold til gældende bestemmelser i Kroatien om officielle sortsundersøgelser af hvede, byg og majs sker godkendelse af sorter for så vidt angår deres selvstændighed, stabilitet og ensartethed på grundlag af resultaterne af officielle undersøgelser, især dyrkningsundersøgelser, som omfatter et tilstrækkeligt stort antal kendetegn til at muliggøre en beskrivelse af sorten.

(3) En undersøgelse af bestemmelserne og anvendelsen af dem i Kroatien på ovennævnte tre arter har vist, at de frembyder samme garanti som de undersøgelser, medlemsstaterne foranstalter, forudsat at visse supplerende betingelser er opfyldt.

(4) Denne beslutning udelukker ikke, at Fællesskabets konstateringer af ligestilling ophæves, såfremt de betingelser, de byggede på, ikke længere er opfyldt eller ophører med at være opfyldt.

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Officielle undersøgelser af selvstændighed, stabilitet og ensartethed, som foretages i Kroatien af den i bilag I anførte myndighed for sorter af de i samme bilag anførte arter, anses for at frembyde den samme garanti som de af medlemsstaterne foranstaltede undersøgelser, forudsat at de opfylder de i bilag II anførte betingelser.

Artikel 2

Ændringer af bilagene vedtages efter proceduren i artikel 3, stk. 2.

Artikel 3

1. Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug, i det følgende benævnt "komitéen".

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

3. Fristen i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til én måned.

4. Komitéen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG I

Myndighed | Art |

Institute for Seed and Seedlings, Osijek | Hordeum vulgare L. Triticum aestivum L. Zea Mays L. |

BILAG II

Betingelser

1. Godkendelse af sorter for så vidt angår deres selvstændighed, stabilitet og ensartethed sker på grundlag af resultaterne af officielle undersøgelser.

2. For at fastslå selvstændigheden skal undersøgelserne i marken som et minimum omfatte følgende disponible sammenlignelige sorter:

- sorter, som er opført på den fælles sortsliste over landbrugsplantearter, og

- sorter, som - uden at være opført på ovennævnte liste – er godkendt eller søges godkendt i en medlemsstat enten til certificering eller markedsføring eller til certificering med henblik på andre lande.

3. De kendetegn, afprøvningen som et minimum skal omfatte, og mindstekravene til afprøvning af sorter af de pågældende arter er fastsat i Kommissionens direktiv 2003/90/EF[2].

[1] EFT L 193 af 20.7.2002, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1).

[2] EUT L 254 af 8.10.2003, s. 7.