31999R1922

Kommissionens forordning (EF) nr. 1922/1999 af 8. september 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 850/98 for så vidt angår de betingelser, på hvilke fartøjer med en længde overalt på over 8 m kan fiske med bomtrawl i visse EF-farvande

EF-Tidende nr. L 238 af 09/09/1999 s. 0008 - 0010


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1922/1999

af 8. september 1999

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 850/98 for så vidt angår de betingelser, på hvilke fartøjer med en længde overalt på over 8 m kan fiske med bomtrawl i visse EF-farvande

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskerresourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1459/1999(2), særlig artikel 29, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge artikel 29, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 850/98 skal der opstilles en kategori af bomtrawlere med en længde overalt på over 8 m, som må fiske i de i artikel 29, stk. 1, nævnte områder med bomtrawl, hvis samlede bomlængde ikke overstiger 9 m;

(2) denne kategori af bomtrawlere skal bestå af de bomtrawlere, som på den dato, fra hvilken nærværende forordning finder anvendelse, opfylder kriterierne i artikel 29, stk. 2, litra a) og c), i forordning (EF) nr. 850/98, og de tekniske krav for adgang til nævnte områder, der fastlægges i flagmedlemsstatens lovgivning;

(3) ifølge artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98 skal der opstilles en kategori af bomtrawlere med en længde overalt på over 8 m, som må fiske med redskaber med en maskestørrelse på mellem 80 og 99 mm med bomtrawl, hvis samlede bomlængde overstiger 9 m;

(4) denne kategori af bomtrawlere skal bestå af de bomtrawlere, der tilhører den i artikel 29, stk. 2, litra a), nævnte kategori, og som har hesterejefiskeri som hovedaktivitet;

(5) der bør fastlægges kriterier for bestemmelse af, om en bomtrawler har hesterejefiskeri som hovedaktivitet;

(6) der bør fastsættes gennemførelsesbestemmelser for procedurerne for opstilling og ændring af lister over fartøjer, der tilhører nævnte kategorier;

(7) det bør med regelmæssige mellemrum vurderes videnskabeligt, om betingelserne i denne forordning er effektive;

(8) følgelig bør Kommissionens forordning (EØF) nr. 55/87(3), senest ændret ved beslutning 1999/202/EF(4), og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3554/90(5), ændret ved forordning (EF) nr. 3407/93(6), ophæves;

(9) de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fiskeri og Akvakultur -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Hver medlemsstat sikrer sig, at den samlede maskineffekt af dens fiskerfartøjer, der i henhold til artikel 29, stk. 2, litra a), b) og c), i forordning (EF) nr. 850/98 må fiske med bomtrawl i det område, der er nævnt i forordningens artikel 29, stk. 1, ikke på noget tidspunkt overstiger den i bilaget til nærværende forordning anførte værdi for denne medlemsstat.

2. Inden den 1. februar 2001 meddeler hver medlemsstat endeligt Kommissionen den samlede maskineffekt, jf. stk. 1, for de fartøjer, som faktisk eksisterede den 1. januar 2001.

Kommissionen undersøger oplysningerne fra medlemsstaterne, og den kontrollerer, at de stemmer overens med oplysningerne i Kommissionens database og underretter medlemsstaterne om resultatet senest ti arbejdsdage herefter.

AFSNIT I

Betingelser for fiskeri med bomtrawl med en samlet bomlængde på ikke over 9 m

Artikel 2

Hver medlemsstat opstiller en liste over de fiskerfartøjer

- der den 31. december 1999 kl. 24.00 må fiske med bomtrawl i det område, der er nævnt i artikel 29, stk. 1, i forordning (EF) nr. 850/98, og

- som opfylder de tekniske krav, der fastlægges i lovgivningen i den medlemsstat, hvis flag de fører, og hvor de er registreret til fiskeri med bomtrawl i det pågældende område.

Artikel 3

På listen opføres de fiskerfartøjer, til hvilke der er udstedt særlig fiskeritilladelse i henhold til artikel 29, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 850/98. Listen opstilles efter bestemmelserne i artikel 2 og 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2943/95(7). Den endelige liste sendes til Kommissionen senest den 1. marts 2000. Listen angiver især for hvert fiskerfartøj dets flåderegisternummer og internationale radiokaldesignal.

Artikel 4

1. Hvis et fiskerfartøj på en liste erstattes med et andet fiskerfartøj eller andre fiskerfartøjer i henhold til artikel 29, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 850/98:

- inddrages den særlige fiskeritilladelse, der er tildelt det fiskerfartøj, som skal erstattes af medlemsstaten, og

- udsteder medlemsstaten en ny fiskeritilladelse eller nye fiskeritilladelser til erstatningsfartøjet eller -fartøjerne, inden dette fiskerfartøj eller disse fiskerfartøjer påbegynder fiskeri med bomtrawl i det område, der omhandles i artikel 29, stk. 1, i forordning (EF) nr. 850/98.

2. Hvis motoren i et fiskerfartøj udskiftes i henhold til artikel 29, stk. 2, litra e), i forordning (EF) nr. 850/98:

- inddrager medlemsstaten den særlige fiskeritilladelse, der er udstedt til det fiskerfartøj, hvis motor udskiftes, straks når udskiftningen er afsluttet, og

- udsteder medlemsstaten en ny særlig fiskeritilladelse til dette fiskerfartøj, når dets motor er blevet udskiftet, og inden dette fiskerfartøj påbegynder fiskeri med bomtrawl i det område, der omhandles i artikel 29, stk. 1, i forordning (EF) nr. 850/98.

AFSNIT II

Betingelser for fiskeri med bomtrawl med en samlet bomlængde på over 9 m og med redskaber med en maskestørrelse på mellem 80 og 99 mm

Artikel 5

Hver medlemsstat opstiller hvert år en liste over de fiskerfartøjer, der er opført på den i artikel 2 omhandlede liste, og som har hesterejefiskeri som hovedaktivitet. For at sådanne fiskerfartøjer, kan opføres på listen, skal følgende kriterier være opfyldt i kalenderåret før det år, for hvilket listen skal opstilles:

- fiskerfartøjets indtægter fra salg af hesterejer, beregnet som andelen af fiskerfartøjets samlede førstehåndssalg, udgør 50 % eller derover af dets indtjening, eller

- hesterejer udgør 50 vægtprocent eller derover af fiskerfartøjets samlede landinger.

Hver medlemsstat kan dog, når den opstiller den liste, der gælder for år 2000, medtage fartøjer på grundlag af relevante data for både 1998 og 1999.

Artikel 6

På listen opføres de fiskerfartøjer, til hvilke der er udstedt supplerende særlige fiskeritilladelser i henhold til artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98. Listen opstilles efter bestemmelserne i artikel 2 og 3 i forordning (EF) nr. 2943/95. Den endelige liste for år 2000 sendes til Kommissionen senest den 1. marts 2000. Listen angiver især for hvert fiskerfartøj dets flåderegisternummer og internationale radiokaldesignal.

Artikel 7

1. Den årlige revision af en supplerende særlig fiskeritilladelse som omhandlet i artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98 gennemføres af medlemsstaten inden den 15. april. Ved denne revision kontrollerer medlemsstaten, at det fiskerfartøj, som er tildelt en sådan supplerende tilladelse, fortsat opfylder kriterierne i artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98 og artikel 5 i nærværende forordning. Hvis det ved revisionen konstateres, at et fiskerfartøj ikke opfylder kriterierne, inddrages den supplerende særlige fiskeritilladelse senest den 1. maj samme år, bortset fra i tilfælde af force majeure.

2. Hvis de kompetente myndigheder på et tidspunkt konstaterer, at et fiskerfartøj ikke opfylder kriterierne i artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98 og artikel 5 i nærværende forordning, inddrager flagmedlemsstaten straks og permanent den supplerende særlige fiskeritilladelse.

Artikel 8

Hvis et fiskerfartøj eller fiskerfartøjer på den i artikel 5 omhandlede liste erstattes med et andet fiskerfartøj i henhold til artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 850/98:

- inddrages den eller de supplerende særlige fiskeritilladelser, der er udstedt til fiskerfartøjet eller -fartøjerne, som skal erstattes, straks af medlemsstaten, når erstatningen er afsluttet, og

- udsteder medlemsstaten en ny supplerende særlig fiskeritilladelse til erstatningsfartøjet eller -fartøjerne, inden dette fiskerfartøj eller disse fiskerfartøjer påbegynder fiskeri med bomtrawl i det område, der omhandles i artikel 29, stk. 1, i forordning (EF) nr. 850/98.

AFSNIT III

Almindelige og afsluttende bestemmelser

Artikel 9

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om ændringer af deres lister. Medlemsstaterne angiver udtrykkeligt de fiskerfartøjer, der tilføjes på eller fjernes fra listen, og om særlige fiskeritilladelser eller supplerende særlige fiskeritilladelser er blevet inddraget eller udstedt.

2. Når Kommissionen har godkendt en liste i henhold til artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1627/94(8), meddeler medlemsstaten straks listen til de øvrige medlemsstater, der er opført i bilaget til nærværende forordning. Medlemsstaten underretter også straks disse medlemsstater om ændring af listerne.

Artikel 10

Medlemsstaterne samarbejder med henblik på hvert år at fremlægge en videnskabelig vurdering af virkningerne af de i denne forordning fastlagte betingelser. Fra år 2001 sendes vurderingen hvert år til Kommissionen.

Artikel 11

Forordning (EØF) nr. 55/87 og (EØF) nr. 3554/90 ophæves.

Artikel 12

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. april 2000, bortset fra artikel 1, 2, 3, 5 og 6, der anvendes fra den 1. januar 2000.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. september 1999.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1.

(2) EFT L 168 af 3.7.1999, s. 1.

(3) EFT L 8 af 10.1.1987, s. 1.

(4) EFT L 70 af 17.3.1999, s. 20.

(5) EFT L 346 af 11.12.1990, s. 11.

(6) EFT L 310 af 14.12.1993, s. 19.

(7) EFT L 308 af 21.12.1995, s. 15.

(8) EFT L 171 af 6.7.1994, s. 7.

BILAG

>TABELPOSITION>