FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 7. NOVEMBER 1978 ( 1 )
Høje Ret.
I 1933 blev der i Nordirland indført en afsætningsordning for svin på grundlag af Agricultural Marketing Act (Nordirland) af 1933, som i 1964 blev afløst af en tilsvarende lov. Ordningen administreres af Pigs Marketing Board (Nordirland) (Nordirlands afsætningskontor for svinekød), hvori overvejende svineproducenter har sæde; landbrugsministeren har dog en vis kontrolkompetence.
Vedrørende enkelthederne i kontorets organisation og virksomhed skal jeg henvise dels til den i forelæggelsesdommen givne beskrivelse, dels til forklaringer, som er givet under skriftvekslingen. I mit forslag til afgørelse vil jeg i så henseende kun anføre følgende:
Det er vigtigt at bemærke, at kontoret har monopol på afsætning af i Nordirland producerede baconsvin på mindst 77 kg levende vægt, men derimod ikke af avlsdyr og svin med lavere vægt. Den, der vil sælge sådanne dyr, skal — bortset fra visse foranstaltninger indført med henblik herpå — principielt være registreret ved kontoret som producent. Salg kan kun ske til kontoret eller gennem dettes repræsentant eller på dets anvisning. Kontoret videresælger svinene til forarbejdningsvirksomheder, især konserveringsvirksomheder, som kontoret selv er stærkt engageret i; kontoret kontrollerer åbenbart cirka halvdelen af baconproduktionen i Nordirland. I så henseende, dvs. for videresalget, gælder der — hvad der dog ikke her er af yderligere interesse — kvoter, som fastsættes af ministeriet. Opkøbspriserne fastsættes af kontoret på grundlag af et skøn over dets årlige indtægter. En del af disse, som fastsættes af ministeren — der i øvrigt også kan fritage bestemte grupper af producenter for bidrag — henlægges af kontoret til dækning af dets omkostninger. Det, der ikke er påkrævet hertil, altså eventuelle overskud, indsættes efter ministerens godkendelse på en specialkonto, fra hvilken der kan udbetales ydelser til producenterne, hvis priserne falder. Hvis jeg har forstået det rigtigt, anvender kontoret ikke ensartede priser og bestemmer i et vist omfang også, hvor mange svin, det vil købe. Det er i denne henseende af betydning, at der åbenbart siden 1976 har været anvendt et system med langfristede kontrakter, der indgås med producenterne. Ordningen indebærer, at producenterne forud skal tilbyde de mængder, som de påregner at kunne levere i løbet af 13 uger, og dette udgør i en første periode den såkaldte kontraktsmængde. For de følgende perioder — og det er den mængderegulering, jeg lige omtalte — kan kontoret begrænse tilførslerne, såfremt der i det foregående tidsrum ikke er leveret mindst 85 % af kontraktsmængden, eller såfremt det af samtlige producenter tilbudte antal svin under hensyn til markedsforholdene anses for at være for stort. Hvad priserne angår findes der kontraktspriser, som gælder for 115 % af kontraktsmængden. Lavere priser, der ikke er fastsat i en kontrakt, betales for svin, som leveres i et antal, der overstiger 115 % af kontraktsmængden, eller for svin, der tilbydes uden langfristet kontrakt. Desuden findes der en bonus for producenter, der leverer mindst 85 % af kontraktsmængden, og præmier for afsætningen i bestemte sommerperioder.
Movement of Pigs Regulations (Nordirland) 1972 er en del af dette system. Ifølge bestemmelserne heri er det forbudt at transportere baconsvin, der ikke er bestemt for kontorets opkøbscentre, og det er foreskrevet, at transporten skal være ledsaget af dokumenter, som kontoret har udstedt. Overtrædelse af forskrifterne straffes med fængsel og/eller bøder; desuden kan dyrene beslaglægges.
I januar 1977 — og hermed kommer jeg til omstændighederne i hovedsagen — standsedes i Armagh-distriktet en transport af 75 baconsvin, der ikke var bestemt for et opkøbscenter under Pigs Marketing Board, og for hvilken der ikke forelå de forskriftsmæssige transportdokumenter. På kontorets foranledning kom det derfor i juli 1977 til en straffesag mod hr. Redmond, ejeren af svinene. På grund af det af forsvaret anførte — i første række blev det gjort gældende, at den nordirske afsætningsordning for svin ikke var forenelig med fællesskabsretten — afsagde den kompetente ret i september 1977 en dom, ifølge hvilken det var nødvendigt at indhente en præjudiciel afgørelse i henhold til EØF-traktatens artikel 177 med henblik på afgørelsen af en række fællesskabsretlige spørgsmål. Afsætningskontoret appellerede dommen til Court of Appeal, Nordirland. Efter frifindelse af appelindstævnte oversendte den første ret den 10. marts 1978 den allerede nævnte dom til De europæiske Fællesskabers Domstol. Dommen indeholdt følgende spørgsmål:
Er afsætningskontoret en »virksomhed«? Er det en »national markedsordning«? Er det et »statsligt handelsmonopol«? Er det alle tre ting eller en kombination af to af disse?
|
1. |
Såfremt afsætningskontoret er en »virksomhed«, er det da en virksomhed efter betydningen i og formålet med artiklerne 85 og 86? |
|
2. |
Såfremt afsætningskontoret er en »national markedsordning«, falder det da ind under artikel 2 i forordning nr. 26 med den virkning, at det omfattes af de heri foreskrevne undtagelser? |
|
3. |
Såfremt afsætningskontoret er »et statsligt handelsmonopol«, falder det da ind under Rom-traktatens artikel 37, stk. 1, således at det beskyttes af tiltrædelsesaktens artikel 44, der fastsætter en overgangsperiode med udløb pr. 31. december 1977? |
|
4. |
Såfremt afsætningskontoret er et »statsligt handelsmonopol« efter Romtraktatens artikel 37, og fristen for tilpasning først udløber den 31. december 1977, indebærer dette da, at artiklerne 85 og 86 først fra dette tidspunkt har direkte virkning for kontoret? Eller kan det gøres gældende, at »virksomheder« efter artiklerne 85 og 86 kan fortolkes således, at de indbefatter statsmonopoler? |
|
5. |
Falder afsætningskontorets virksomhed ind under stykke 3 i artikel 85, således at kontoret ikke omfattes af stykke 1 ? |
|
6. |
Hvilken betydning må der tillægges Rom-traktatens artikel 8, der foreskriver: »1. Fællesmarkedet gennemføres gradvis i løbet af en overgangsperiode på tolv år … 2. Til hver etape er knyttet et kompleks af foranstaltninger, som skal påbegyndes og videreføres sideløbende.« |
Har denne artikel betydning for nuværende sag?
I følgeskrivelsen af 10. marts 1978 henviste den forelæggende ret desuden til, at der i øvrigt rejser sig følgende spørgsmål:
|
a) |
Gælder artiklerne 30, 31, 32, 34, 37, 40, 41, 42, 43, 85, 86 og 90 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab umiddelbart, således at de indrømmer private rettigheder, som de kan påberåbe sig for Det forenede Kongeriges domstole? |
|
b) |
Gælder forordningerne nr. 121/67, 2759/75 og alle andre forordninger om den fælles markedsordning for svinekød, der er vedtaget i forhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, umiddelbart, således at de indrømmer private rettigheder, som de kan påberåbe sig for Det forenede Kongeriges domstole? |
|
c) |
Følger det af en korrekt fortolkning af artiklerne, forordningerne eller andre relevante fællesskabsretlige regler, at afsætningsordningen for svinekød i Nordirland strider mod fællesskabsretten? |
|
d) |
Er en medlemsstat i medfør af ovennævnte artikler, forordninger eller anden relevant fællesskabsret beføjet til:
|
|
e) |
Udgør de ovennævnte forpligtelser vedrørende den fuldstændige regulering af antallet af producerede svin, af deres salg og de kontrollerede priser en overtrædelse af fællesskabsretten, for så vidt som de eventuelt er foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner, når henses til, at den pågældende nordirske lovgivnings hovedformål og virkning er at forhindre eksport af svin til Den irske Republik? |
|
f) |
Var Det forenede Kongerige på tidspunktet for dets tiltrædelse omfattet af en fælles markedsordning for landbrug, navnlig for svinekød og levende svin, og gjaldt den i bekræftende fald fra den 1. februar 1973? |
|
g) |
Var regeringen for Det forenede Kongerige beføjet til at udstede Movement of Pigs Regulations (Nordirland) 1972 i maj 1972? |
Vedrørende denne præjudicielle anmodning skal jeg fremsætte følgende forslag til afgørelse.
|
1. |
Først skal jeg fremsætte nogle bemærkninger vedrørende omfanget af de undersøgelser, Domstolen må foretage. I så henseende har den britiske regering understreget, at alene de spørgsmål, som anføres i forelæggelsesdommens afsnit 10, er af vigtighed. Det fremgår af den forelæggende rets skrivelse af 10. marts 1978, som vedrørende de opståede spørgsmål henviser til den i september 1977 afsagte dom. For så vidt skrivelsen indeholder yderligere spørgsmål, må det efter regeringens opfattelse ikke overses, at de efter rettens opfattelse kun opstod »incidenter«, at der altså kun er tale om bispørgsmål, som i virkeligheden ikke er afgørende for tvistens løsning. Holder man sig herudover for øje, at den forelæggende ret kun tager sigte på Movement of Pigs Regulations og altså ikke på alle aspekter af de nordirske afsætningsregler, må der ifølge regeringen heraf udledes, at de eneste relevante spørgsmål er de, som er stillet vedrørende EØF-traktatens artikel 37, mens spørgsmålene om traktatens artikler 85 og 86, forordning nr. 26 eller traktatens artikel 8 givetvis ikke har betydning for hovedsagen. Efter min opfattelse er det sikkert rigtigt at antage, at det er Movement of Pigs Regulations, der har størst betydning for hovedsagen. Der skal pålægges en straf for overtrædelse af reglerne, og herved opstår i første række det spørgsmål, om de er forenelige med fællesskabsretten. Lige så sikkert mener jeg imidlertid også det er, at Movement of Pigs Regulations ikke er en selvstændig ordning. Materielt er den knyttet til den for Nordirland gældende afsætningsordning for baconsvin og skal sørge for en effektiv virkeliggørelse af det afsætningsmonopol, som er tillagt afsætningskontoret. Dette monopol kan derfor ikke ignoreres ved undersøgelsen. Viser det sig nemlig, at afsætningsmonopolet strider mod fællesskabsretten, vil det hermed være fastslået, at det er ulovligt at indføre en national ordning, som udelukkende skal fungere som støtte for afsætningsmonopolet. Endvidere mener jeg imidlertid også — og hermed kommer jeg til den anden del af det af den britiske regering rejste problem — at det udelukkende på denne baggrund skal afgøres, hvilke af de mange spørgsmål der skal behandles af Domstolen. Jeg vil ikke finde det rigtigt, hvis Domstolen ved den usædvanlige forelæggelse, som vi her har at gøre med — spørgsmål i selve forelæggelsesdommen og så andre spørgsmål, der i øvrigt er rejst i en følgeskrivelse — lod sig forlede til en streng formalisme og kun ville føle sig bundet af de i forelæggelsesdommen formulerede spørgsmål, uanset den hermed forbundne fare for en forhaling af sagen, der kunne blive resultatet af en eventuel ny forelæggelse. Det eneste vigtige er, at Domstolen nu er fuldstændigt på det rene med problematikken i hovedsagen. Herefter må den bestræbe sig på, ud fra fællesskabsretten, at forsyne den nationale ret med om muligt alle vigtige kriterier, for at denne herefter kan prøve, om de nordirske afsætningsregler er forenelige med fællesskabsretten. Jeg mener derfor, at den snævre begrænsning af anmodningen om præjudiciel afgørelse, som den britiske regering anser for påkrævet, på ingen måde frembyder sig som en nødvendighed, og at Domstolen tværtimod kan behandle alle de retlige og faktiske synspunkter for bedømmelsen, der anføres i selve forelæggelsesdommen og i den forelæggende rets følgeskrivelse, hvis den anser det for fornuftigt af hensyn til en saglig stillingtagen til den præjudicielle sag. Herefter må der dog også tages stilling til et — ganske vist ikke særlig problematisk — punkt. Visse spørgsmål er formuleret således, at Domstolen kunne blive foranlediget til at efterprøve, om de nationale regler er forenelige med fællesskabsretten. Noget sådant er den ikke kompetent til, fordi den herved begiver sig ind på retsanvendelse, som er forbeholdt den nationale ret. For så vidt kunne vi altså gå frem på den måde, som vi allerede har gjort det i en række andre sager, idet man må udskille de faktorer, der egner sig til at blive behandlet under den præjudicielle fremgangsmåde, fra spørgsmål, der ikke er formuleret korrekt. Herpå må man fastslå det efter fællesskabsretten nødvendige, som gør det muligt for den nationale ret at afgøre den konkrete sag. I nærværende sag er der lige så få vanskeligheder forbundet hermed som i tidligere sager med samme problematik. |
|
2. |
Da det af den nationale ret stillede hovedspørgsmål som allerede nævnt er, om det afsætningsmonopol for baconsvin, der er tillagt afsætningskontoret i Nordirland, er foreneligt med fællesskabsretten, er det nærliggende først at gå ind på spørgsmålet om, hvorledes man har indrettet de fællesskabsretlige afsætningsregler for dette produkt, og hvilke følger der, for spørgsmålet om nationale foranstaltningers lovlighed, kan udledes af eksistensen af en fælles markedsordning.
|
|
3. |
Hvad der indtil nu er sagt, har ikke ført til mere end en foreløbig bedømmelse. Nu må det også undersøges, om der mod de betænkeligheder, som kan udledes af fællesskabsretten, kan anføres andre overvejelser, som også har været på tale under sagen, og som kan retfærdiggøre den nordirske ordning.
|
|
4. |
Når det således faktisk kan fastslås, at det indtryk, at de nordirske afsætningsregler for baconsvin ikke er forenelige med den fælles markedsordning for svinekød, er rigtigt, er det egentlig unødvendigt at tage stilling til yderligere spørgsmål fra den forelæggende ret for at finde ud af, om man kan anføre andre synspunkter for at bestyrke den antagelse, man er kommet frem til. Imidlertid kan jeg dog i det mindste også behandle problemet om, hvorvidt der kan antages at foreligge foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner, om hvorvidt der — da der efter udløbet af overgangsperioden ikke er fastsat et tilsvarende forbud i markedsordningen med hensyn til handelen inden for Fællesskabet — kan siges at være sket en overtrædelse af den almindelige regel i EØF-traktatens artikel 34. Som bekendt trådte dette forbud i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 42 — med hensyn til kvantitative restriktioner — i kraft ved tiltrædelsen, og med hensyn til foranstaltninger med tilsvarende virkning senest den 1. januar 1975. Også det, som Kommissionen har anført desangående, er efter min overbevisning absolut holdbart. I så henseende er det vigtigt, at Domstolen (sag 2/73, Riseria Luigi Geddo mod Ente Nazionale Risi, dom af 12. 7. 1973, Sml. 1973, s. 865) har fastslået, at samhandelen inden for Fællesskabet skal kunne foregå fuldstændig uhindret, og at man — som det blev fastholdt i dommen i sag 68/76 (Kommissionen mod Den franske Republik, dom af 16. 3. 1977, Sml. 1977, s. 515) — må antage, at der allerede ved særlige formaliteter foreligger hindringer efter betydningen i den nævnte forbudsbestemmelse. Som vi har set, står det på den anden side fast, at svineproducenter i Nordirland ikke selv kan eksportere, men skal eksportere gennem afsætningskontoret; man kan heller ikke afvise den mulighed, at afsætningskontoret — hvorved jeg kun skal minde om dets deltagelse i den nordirske forarbejdningsindustri — kan blive fristet til at beskytte forarbejdningsindustrien ved eksportbegrænsninger, hvis det skulle være muligt at opnå højere priser ved eksport. I så henseende er det ikke mindst også af interesse, at det, ifølge forelæggelsesdommen og udtalelser i hovedsagen fra en medarbejder ved afsætningskontoret, er et væsentligt formål for afsætningsordningen at hindre eksport til Den irske Republik. Herefter kan der faktisk ikke være tvivl om, at afsætningsordningen har tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, og heri ændres der heller intet ved den allerede nævnte omstændighed, at ordningen med monetær udligning i det mindste af og til kunne føre til, at eksport ikke kan foretages. |
|
5. |
Disse resultater er tilstrækkelige til at give en meningsfuld besvarelse på anmodningen om præjudiciel afgørelse. Lige så lidt som der skal gås ind på yderligere spørgsmål i forelæggelsesdommen, såsom spørgsmålet om, hvorvidt afsætningskontoret skal betragtes som en virksomhed efter artiklerne 85 og 86, hvorvidt en national markedsordning falder ind under artikel 2 i forordning nr. 26, samt spørgsmålet om, hvilken betydning der må tillægges EØF-traktatens artikel 8, skal der heller ikke tages stilling til det spørgsmål, der er omtalt i følgeskrivelsen af 10. marts 1978, hvorefter det skal opklares, om den britiske regering i maj 1972 stadig var beføjet til at udstede Movement of Pigs Regulations, efter at tiltrædelsesakten allerede var undertegnet. |
|
6. |
Spørgsmålene fra Magistrate's Court, Armagh, kan derfor besvares således: Eksistensen af den fælles markedsordning for svinekød, hvis regler i princippet trådte i kraft for Storbritannien den 1. februar 1973, udelukker ensidige nationale foranstaltninger, der kan gribe ind i markedsordningens funktion og målsætninger. Navnlig strider det herimod at indføre og opretholde et monopol på afsætning af svin til fordel for en statsligt beskyttet producentgruppe, hvilket gælder uanset den omstændighed, at monopolet kun gælder dels for en afgrænset region, der udgør en økonomisk enhed, dels for svin, der er produceret i denne. En sådan afsætningsordning, der forbyder producenterne at udføre svin direkte til andre medlemsstater, må anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner. Såfremt den har opgaver, der i det mindste kan sidestilles med opgaverne efter en national markedsordning, kan den ikke begrundes under henvisning til EØF-traktatens artikel 37, som først fik direkte virkning for de nye medlemsstater den 1. januar 1978. |
( 1 ) – Oversat fra tysk.