52010PC0098




[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 17.3.2010

KOM(2010)98 endelig

2010/0057 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af en Genèveaftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og en aftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater

BEGRUNDELSE

Ved Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 blev der oprettet en fælles markedsordning for bananer i De Europæiske Fællesskaber. Efter vedtagelsen af denne rådsforordning indledte flere latinamerikanske WTO-medlemmer, der leverer bananer til EU på grundlag af mestbegunstigelsesklausulen, og USA WTO-tvistbilæggelsesprocedurer mod EU (navnlig den langvarige tvist WT/DS27) på grund af forskelsbehandlingen af bananer, der leveres til EU's marked af forskellige leverandører.

Den 11. april 2001 og den 30. april 2001 nåede Kommissionen frem til en forståelse med Ecuador og USA, der skabte forudsætningerne for at bilægge tvisterne. Ifølge disse forståelser skulle der indføres en "ren toldordning" for import af bananer i 2006. Den 14. november 2001 vedtog WTO-ministerkonferencen i Doha dispensationer fra EU's forpligtelser i henhold til artikel I (Doha-dispensationen) og XIII i GATT, hvad angår præferencebehandlingen af produkter af AVS-oprindelse inden for rammerne af Cotonouaftalen. Ifølge disse dispensationer var betingelsen for dispensationen for bananer, at den nye rene toldordning, der skulle indføres i 2006, mindst skulle bevare fuld markedsadgang for MFN-bananleverandører, og at der skulle indføres en voldgiftsordning til afgørelse af tvister.

Den 12. juli 2004 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger i henhold til artikel XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 ("GATT 1994") for at indføre en ren toldordning for bananer i EF-listen. Derfor underrettede EF den 15. juli 2004 WTO om, at det agtede at ændre indrømmelserne for pos. 0803 00 19 (bananer) i EF-WTO-liste CXL. Kommissionen førte i samråd med det udvalg, der blev nedsat ved traktatens artikel 133, og Specialkomitéen for Landbrug forhandlinger inden for rammerne af Rådets forhandlingsdirektiver. Disse forhandlinger førte ikke til en aftale.

Den 31. januar 2005 underrettede EF WTO om, at det agtede at ændre sine indrømmelser for pos. 0803 00 19 (bananer) til en bunden told på 230 EUR/t. Den 30. marts 2005 anmodede flere WTO-medlemmer (Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Panama og Venezuela) om voldgift i henhold til Doha-dispensationen. I voldgiftskendelsen af 1. august 2005 konkluderedes det, at den MFN-toldsats på 230 EUR/t, EF havde foreslået, ikke var i overensstemmelse med betingelserne i Doha-dispensationen. Kommissionen reviderede EF's forslag på baggrund af voldgiftskendelsen. I en ny voldgiftskendelse af 27. oktober 2005 konkluderedes det, at det reviderede forslag om en MFN-toldsats på 187 EUR/t heller ikke afhjalp problemet.

EU indførte på grund af sin pligt til at indføre en ren toldordning senest den 1. januar 2006 og i betragtning af, at der ikke var opnået enighed om en bunden toldsats, en MFN-toldsats på 176 EUR/t ved Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005. Ved samme forordning åbnedes også et autonomt toldkontingent på 775 000 t nettovægt til nultold for import af bananer med oprindelse i AVS-landene. I afventning af en aftale med MFN-bananleverandørerne notificerede EU ikke noget yderligere forslag om at ændre sin toldliste for bananer.

Siden den 1. januar 2008 har AVS-bananleverandørerne haft toldfri og kontingentfri adgang til EU's marked i henhold til økonomiske partnerskabsaftaler med EU.

Den 23. februar 2007 og den 29. juni 2007 anmodede henholdsvis Ecuador og USA om, at der blev nedsat et panel i henhold til artikel 21, stk. 5, i WTO's forståelse vedrørende bilæggelse af tvister, fordi de hævdede, at de foranstaltninger, som EU havde vedtaget for at efterkomme de beretninger, som WTO-Instansen til Bilæggelse af Tvister (DSB) havde vedtaget i tvisten WT/DS27, var uforenelige med WTO-aftalerne. De endelige beretninger blev vedtaget i december 2008. Ifølge beretningen i den sag, som Ecuador havde indbragt, var EU's toldsats (176 EUR/t) på bananer uforenelig med EU's toldbindinger i GATT 1994. I begge beretninger blev det også fastslået, at den præference, som EU gav, da panelet blev nedsat (775 000 t toldfrit) var uforenelig med GATT 1994.

Den 22. marts 2004 og den 29. januar 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i GATT 1994 i forbindelse med Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets samt Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union.

Forhandlingerne i henhold til artikel XXVIII og artikel XXIV, stk. 6, i GATT 1994 blev den 15. december 2009 afsluttet med paraferingen af en "Genèveaftale om handel med bananer" med Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela ("Genèveaftalen") og med en "aftale om handel med bananer" med USA ("EU/US-aftalen").

Med de aftaler, som Kommissionen har forhandlet sig frem til, afgøres de klager, som de pågældende lande har indbragt i henhold til artikel XXIV, stk. 6, og artikel XXVIII i GATT. Derudover gennemfører de forståelserne, ved at der indføres en "ren toldordning", og løser alle verserende tvister om toldbehandlingen af bananer, som derfor skulle være formelt afgjort, når den nye EU-toldliste for bananer godkendes.

Kommissionen undertegnede Genèveaftalen og EU/US-aftalen den xx.xx.2010 med forbehold af, at de senere indgås. De to aftaler bør derfor indgås.

2010/0057 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af en Genèveaftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og en aftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet[1] og

ud fra følgende betragtninger:

1. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/XXX/EU[2] undertegnede Kommissionen den xx.xx.2010 på Den Europæiske Unions vegne Genèveaftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og aftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater med forbehold af, at de senere indgås.

2. De to aftaler bør godkendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende aftaler godkendes herved:

a) Genèveaftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela ("Genèveaftalen")

b) aftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater ("EU/US-aftalen").

Teksten til aftalerne er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Rådets formand bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, som er beføjet til på Den Europæiske Unions vegne at foretage den notifikation, der er omhandlet i punkt 8, litra a), i Genèveaftalen og i punkt 6 i EU/US-aftalen, som udtryk for, at Den Europæiske Union samtykker i at være bundet af disse aftaler

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

FINANSIERINGSOVERSIGT | FichFin/10/50124(DDG/EM/tm) 6.9.2010.1 |

DATE: 27/01/2010 |

1. | BUDGETPOST: Kapitel 12 – Told og andre afgifter | BEVILLINGER: B2010: 14 079,7 mio. EUR |

2. | FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE: Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse og foreløbig anvendelse af en "almindelig aftale om handel med bananer" mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og en aftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater & Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en "almindelig aftale om handel med bananer" mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og en aftale om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater & Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005 om toldsatser for bananer |

3. | RETSGRUNDLAG: Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Artikel 207, stk. 4, artikel 218, stk. 5 og 6, og artikel 207, stk. 2. |

4. | FORANSTALTNINGENS FORMÅL: Undertegnelse, foreløbig anvendelse og indgåelse af to aftaler om handel med bananer og ophævelse af forordningen om toldsatser for bananer. |

5. | FINANSIELLE VIRKNINGER | FOREGÅENDE REGNSKABSÅR 2009 (mio. EUR) | INDEVÆREN­DE REGNSKABSÅR 2010 (mio. EUR) | FØLGENDE REGNSKABSÅR 2011 (mio. EUR) | FØLGENDE REGNSKABSÅR 2012 (mio. EUR) |

5.0 | UDGIFTER, SOM AFHOLDES - OVER EU-BUDGETTET (RESTITUTIONER/INTERVENTIONER) - OVER NATIONALE BUDGETTER - AF ANDRE | - | - | - | - |

5.1 | INDTÆGTER - EU's EGNE INDTÆGTER (AFGIFTER/TOLD) | -3,5 | -74,8 | -88,1 | -106,8 |

5.2 | BEREGNINGSMÅDE: Baseret på anvendelsen af de nedsatte toldsatser på import af varer henhørende under KN-kode 0803.00.19 i de seneste 12 måneder, som der foreligger oplysninger for. |

6.0 | ER FINANSIERING MULIG OVER DE BEVILLINGER, DER PÅ DET LØBENDE BUDGET ER OPFØRT UNDER DET RELEVANTE KAPITEL? | JA NEJ |

6.1 | ER FINANSIERING MULIG VED OVERFØRSEL MELLEM KAPITLER PÅ DET LØBENDE BUDGET? | JA NEJ |

6.2 | ER ET TILLÆGSBUDGET NØDVENDIGT? | JA NEJ |

6.3 | BEVILLINGER TIL OPFØRSEL PÅ KOMMENDE BUDGETTER? | JA NEJ |

BEMÆRKNINGER: Ifølge aftalerne nedsættes toldsatserne for bananer gradvis. Det anslås, at disse foranstaltninger vil reducere EU's egne indtægter, jf. punkt 5.1 (nettobeløb efter medlemsstaternes fradrag af opkrævningsomkostninger). (Der er medtaget et skøn over tabet af egne indtægter for 2009, fordi aftalerne anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 15.12.2009). |

[1] EUT C x af xx.xx.2010, s. x.

[2] EUT L x af xx.xx.2010, s. x.