Sagsøgeren i hovedsagen har anført, at begrebet producent af landbrugsprodukter i forordning (EØF) nr. 2464/69, en bindende og direkte anvendelig rådsforordning med bemyndigelser til foranstaltninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik (artikel 3, stk. 3), må have et fællesskabsretligt indhold.

På grundlag af formuleringen af traktatens artikel 37, stk. 3, og af artikel 40, 42, 43 og 45 har sagsøgeren sluttet, at fællesskabsretten intet andet krav stiller til begrebet producent af landbrugsprodukter end selve dette, at der skal foreligge en fremstilling af landbrugsprodukter.

Begrebet landbrugsprodukter er defineret i artikel 39, stk. 1, andet punktum i EØF-traktaten. Herved forstås jordbrugsprodukter, husdyrbrugsprodukter og fiskeriprodukter samt varer, der direkte er forbundet med disse produkter, og som har undergået en første bearbejdning. Disse varer er i henhold til EØF-traktatens artikel 38, stk. 3, opregnet i listen i denne traktats bilag II, henholdsvis senere optaget på listen.

Begrebet producent af landbrugsprodukter i fællesskabsretlig forstand refererer sig altså til frembringelsen af et bestemt produkt, men ikke til måden som sådan, hvorpå produktet fremstilles.

Den, der opfeder kalve, er altså producent af landbrugsprodukter i fællesskabsretlig forstand, uden at det herved kommer an på, hvorfor, med hvilke midler og med hvilken retlig status denne bedrift drives. Begrebet producent af landbrugsprodukter i fællesskabsretlig forstand omfatter altså også en industriel kalveopfeder.

National ret kan intet ændre ved denne fællesskabsretlige enhedsdefinition. I særdeleshed er Forbundsrepublikken Tyskland i forordning (EØF) nr. 2464/69 hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvis blevet bemyndiget til at ændre det fællesskabsretlige begreb producent af landbrugsprodukter efter nationale retsforskrifter eller retstraditioner. Dette gælder så meget desto mere, som Fællesskabet efter artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2464/69 har bidraget til støttens finansiering. Tværtimod har Rådet med forordning nr. 2464/69 villet skabe og har skabt en ordning, der har medført en kompensation for revalueringen i henseende til alle de produkter, der er omfattet af den fælles landbrugspolitik — og hermed også landbrugets prispolitik — og i henseende til hvilke produkter DM'ens opskrivning fremkaldte et indtægtstab inden for de fælles landbrugsmarkeder.

Når derfor artikel 4, stk. 1, i AufwAG, jf. § 24, stk. 2, i Umsatzsteuergesetz og § 51 i Bewertungsgesetz, begrænser kompensationen for revalueringen til landbrugsbedrifter, så er dette en national foranstaltning, der ikke er omfattet af bemyndigelsen i forordning (EØF) nr. 2464/69.

Også selv om det under de forberedende forhandlinger havde været hensigten, at industrielt dyreopdræt eller kvæghold i den tyske skattelovgivnings forstand skulle undtages fra udligningsordningen efter AufwAG, så vil der dog ikke kunne tages hensyn til denne hensigt ved forordningens fortolkning, da den ikke er kommet til udtryk i den endelige udformning af forordning (EØF) nr. 2464/69 (jf. Domstolens dom af 18. 2. 1970, sag 38/69, Kommissionen 'mod Den italienske Republik, Sml. 1970, s. 5).

Det er derfor sagsøgerens opfattelse, at det første spørgsmål fra Finanzgericht Münster bør besvares således:

Sagsøger i hovedsagen har den opfattelse, at disse spørgsmål også har betydning, selv om det præjudicielle spørgsmål nr. 1 mod forventning ikke skulle blive besvaret bekræftende. Også her vil Forbundsrepublikken Tyskland nemlig i medfør af den fællesskabsretlige bemyndigelse i forordning nr. 2464/69 være forpligtet til at yde sagsøgeren kompensation for revalueringen i kraft af sagsøgers status som industriel opfeder.

Sagsøger i hovedsagen har anført, at EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit bestemmer, at den fælles ordning skal begrænses til at forfølge de i artikel 39 anførte mål og bør udelukke enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter. For handel med og opfedning af kalve gælder der en fælles ordning, nemlig markedsordningen for oksekød. Denne forordning opfatter enhver kvægopdrætter, herunder den tyske industrielle dyreopdrætter/kvægholder som producent af landbrugsprodukter. Hermed er også sagsøgeren beskyttet af forbudet mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3.

Med udgangspunkt i denne antagelse har sagsøger i hovedsagen især gjort gældende, at princippet i artikel 40, stk. 3, om, at der ikke må ske forskelsbehandling, også finder anvendelse på producenter i en og samme medlemsstat og ikke alene binder Fællesskabets lovgiver men også medlemsstaterne, når disse anvender den dem tillagte kompetence inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Både Kommissionen og generaladvokaten gik ind for denne opfattelse i sag 50/76 (Amsterdam Bulb N.V., Sml. 1977, s. 137).

I nærværende tilfælde er forordning (EØF) nr. 2464/69 udstedt som en foranstaltning under den fœlles landbrugspolitik. Forbundsrepublikken Tyskland har derfor skullet anvende og gennemføre den således, at også det fællesskabsretlige forbud mod forskelsbehandling i artikel 40, stk. 3, i EØF-traktaten respekteres.

Sagsøgeren i hovedsagen har understreget, hvilken særlig virkning forbudet mod forskelsbehandling får i tilfælde, hvor det samme produkt ikke behandles ens. Dette forbud følger direkte af artikel 40, stk. 3, i EØF-traktaten, der forbyder enhver form for forskelsbehandling af … producenter. I nærværende sag drejer det sig om forskelsbehandling af kalveopfedere, altså om producenter af samme landbrugsprodukt, til trods for at der strukturelt og økonomisk ingen forskel er mellem landbrugsmæssig og industriel kalveopfedning.

Nederlandene som i Rådets forordning (EØF) nr. 3141/73 af 19. november 1973 (EFT L 321, s. 1) tillægges en lignende bemyndigelse som følge af den nederlandske gyldens revaluering, har respekteret det fællesskabsretlige forbud mod forskelsbehandling ved anvendelsen af denne bemyndigelse.

Samtidigt har sagsøger i hovedsagen anfægtet Bundesverfassungsgerichts kendelse af 8. december 1970 om anvendelse af lighedsprincippet inden for rammerne af AufwAG (der henvises til nævnte afgørelse fra Bundesverfassungs-gericht i forelæggelseskendelsen).

Sagsøger i hovedsagen har gjort gældende, at forbudet mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit er en retsnorm, som også den enkelte borger må kunne påberåbe sig ved de nationale retter. Dette gælder ikke blot, hvor et fællesskabsorgan tilsidesætter forbudet men også i de tilfælde, hvor denne forskrift krænkes ved en medlemsstats lovgivningsmæssige foranstaltninger til gennemførelse af en fællesskabsretlig bemyndigelse under den fælles landbrugspolitik.

Sagsøger har konkluderet, at eftersom Forbundsrepublikken Tyskland ikke yder kompensation for revalueringen til den industrielle dyreopdrætter/kvægholder, tilsidesætter den forbudet mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, og at dette forbud har direkte virkning i den interne retsorden.

Sagsøger i hovedsagen har anført, at den forelæggende ret også i spørgsmålene anmoder om en fortolkning afeventuelle andre bestemmelser i fællesskabsretten med henblik på den gennemførelse af forordning (EØF) nr. 2464/69, der skete ved den tyske AufwAG. Til disse eventuelle andre bestemmelser hører formålet med den fælles markedsordning for oksekød og dennes funktion (forordning (EØF) nr. 805/68).

Denne markedsordnings formål og funktion bringes især i fare ved sådanne nationale foranstaltninger, der er egnet til at påvirke markedsvilkårene.

Dette gælder i særdeleshed, hvis medlemsstaten ved hjælp af interne retsforskrifter griber ind i den fælles markedsordnings mekanisme for prisdannelsen (jf. Domstolens dom i sag 31/74, Galli, Sml. 1975, s. 47).

Det er alene Fællesskabet, der har kompetence til at udstede konkrete foranstaltninger, der griber ind i prisdannelsen.

Forbundsrepublikken Tyskland har grebet ind i prisdannelsen i den fælles markedsordning for oksekød, idet det i AufwAG er bestemt, at det kun er den kalveopdrætter, der regnes som producent af landbrugsprodukter, der er berettiget til en reduktion af merværdiafgiften på 3 %, medens industrielle kalveopdrættere som sagsøgeren ikke modtager nogen lignende lettelse. Herved ændres også konkurrencevilkårene til skade for den industrielle kalveopdrætter. Desuden griber Forbundsrepublikken Tyskland med denne foranstaltning ind i princippet i artikel 40, stk. 3, fjerde afsnit, i henhold til hvilket en fælles prispolitik for landbrugsprodukter skal baseres på fælles kriterier og ensartede beregningsmetoder.

Sagsøgeren har anført, at der allerede er taget stilling til begrebet producent af landbrugsvarer i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 2464/69. Det er et begreb med fællesskabsretligt indhold, der refererer sig til produktet, og som også omfatter den industrielle dyreopdrætter/ kvægholder.

Selv om der ved forordning (EØF) nr. 2464/69 er tale om en bemyndigelse, skal Forbundsrepublikken Tyskland i det omfang, den anvender bemyndigelsen, respektere det fællesskabsretlige indhold, der er pålagt den ved forordningen.

Til støtte for denne antagelse har sagsøger i hovedsagen især gjort følgende gældende:

Efter begrundelse, indhold, formulering, bemyndigelse, juridisk form og finansieringsmetoden er forordning (EØF) nr. 2464/69 altså så stærkt fællesskabsorienteret og af en sådan fællesskabsretlig beskaffenhed, at dens bindende virkning, særligt udtrykt i artikel 1, er uden for enhver tvivl.

Da Forbundsrepublikken gjorde brug af den i artikel 1, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2464/69 indeholdte bemyndigelse, havde den ikke måttet fravige denne forordnings ordlyd, formål og indhold. Forbundsrepublikken burde strengt have holdt sig til de givne rammer, eftersom den siden den 1. januar 1970 ingen selvstændige beføjelser har haft til at udstede regler på områder, der omfattes af de fælles land-brugsmarkedsordninger.

Sagsøgeren i hovedsagen har i denne sammenhæng henvist til Domstolens dom af 25. maj 1977 (dag 77/76, Cucchi, Sml. 1977, s. 987).

Dette viser, at Forbundsrepublikken Tyskland, da den gjorde brug af bemyndigelsen, var bundet af begrebet producent af landbrugsprodukter som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2464/69 og således var bundet efter Fællesskabets regler for landbruget. Forbundsrepublikken havde derfor skullet referere sig til produktet og uden at påvirke konkurrencen ladet alle virksomheder være omfattet af ordningen, når disse virksomheder fremstiller eller handler med produkter, hvis pris bestemmes eller i hvert fald påvirkes af den fælles markedsordnings prismekanisme.

Sagsøgeren i hovedsagen har foreslået, at spørgsmålene 2 og 3 fra Finanzgericht Münster besvares således: